Page 1

Elizabeth

G e o r ge En løgner i rødt K R I M I

·

L I N D H A R D T

O G

R I N G H O F


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 0B71EEA1 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

Af samme forfatter: En fars begær Hævnens nat Skolet til mord En passende hævn I fjendens nærvær Skinnet bedrager Til hendes eget bedste Den sande skyldige Blackout Jeg, Richard Det hemmelige sted Uden vidner Før skuddet faldt


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 076045E8 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

ELIZABETH GEORGE

En løgner i rødt På dansk ved Birgitte Brix

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 167AEAE9 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

En løgner i rødt er oversat fra engelsk efter Careless in Red Copyright © 2008 by Susan Elizabeth George All rights reserved Dansk copyright © 2009 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Peter Stoltze, Stoltzedesign Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos Scandbook, Sverige, 2009 ISBN: 9788711430835

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 0734D309 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

Til minde om Stephen Lawrence og den 22. april 1993, da han blev myrdet i Eltham i det sydøstlige London af fem mænd, som endnu ikke er blevet straffet af det britiske retssystem.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 025996F8 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 0944D319 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

Hvis I sandelig er min fader, så har I plettet eders sværd i livsblodet fra eders søn. Og I gjorde det af eders egen egensindighed. For jeg søgte at vende eder til kærlighed ... – fra Shah-Nama, Firdausis Kongebog


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 024E1B15 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 2956AEAF /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

1 Han fandt liget, da han havde vandret i treogfyrre dage. Det var efterhånden sidst i april, skønt han kun havde en uklar tidsfornemmelse. Havde han lagt mærke til omgivelserne, ville floraen langs kysten måske have givet ham et tydeligt fingerpeg om årstiden. Da han indledte sin vandretur, var det eneste tegn på fornyet liv nogle gule knopper på de spredte tornblad langs toppen af klinten, men i april var de et farveorgie. Ved de sjældne lejligheder, hvor han gik ind til en landsby, så han guldnælder i de levende hegn. Snart ville klokkeblomsterne nikke i grøftekanterne, og lammeøre stikke hidsige hoveder ud fra stendigerne, der dannede skel mellem markerne i denne del af verden. Men disse spirende bagateller var fremtid, og han havde gået dag efter dag, uge efter uge i et forsøg på at undgå både tanken om fremtiden og mindet om fortiden. Han medbragte bogstavelig talt intet. En ældgammel sovepose. En rygsæk med en smule mad, som han supplerede, når det faldt ham ind. En flaske, som han fyldte med vand om morgenen, hvis det tilfældigvis fandtes i nærheden af det sted, hvor han havde sovet. Alt det øvrige havde han på. Én regnjakke. Én kasket. Én skotskternet skjorte. Ét par bukser. Støvler. Sokker. Undertøj. Han havde indledt sin vandretur uforberedt og ligeglad og vidste kun, at han var nødt til at vandre, hvis han ikke skulle blive hjemme og sove, og hvis han blev hjemme og sov, ville han i sidste ende tvinge sig selv til ikke at vågne igen. Derfor vandrede han. Der havde ligesom ikke været noget alternativ. Op ad stejle klinter med blæsten i ansigtet, over strande, hvor rev stak op ved lavvande, forpustet og med benene gennemblødt af regn og med hårde sten under sålerne ... Disse ting mindede ham om, at han var i live, og at det var hensigten, han fortsat skulle være det. 9


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 3421E387 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

Han havde således indgået et væddemål med skæbnen. Hvis han overlevede vandreturen, lad så være. Hvis ikke, lå hans endeligt i gudernes hænder. I flertal, besluttede han. Han kunne ikke forestille sig, at der var én enkelt Gud, som trykkede fingrene mod den himmelske computers taster, indsatte dette eller for bestandig slettede hint. Hans familie havde været imod hans vandretur, fordi de havde set hans tilstand, skønt de ligesom mange andre overklassefamilier ikke sagde det direkte. »Lad nu være, min skat,« havde hans mor bare sagt. »Lad mig gå med,« foreslog hans bror. »Du kommer over det. Det gør man,« mumlede hans søster med armen om livet på ham, men uden at nogen af dem nævnede hendes navn eller selve ordet, dette frygtelige, evige, definitive ord. Lige så lidt som han selv nævnede det. Lige så lidt som han nævnede andet end sit behov for at vandre. Den treogfyrretyvende dag på denne vandretur havde formet sig ligesom de toogfyrre dage, der gik forud. Han var vågnet, hvor han var faldet om aftenen før, uden anelse om, hvor han var, undtagen at det var et eller andet sted på Sydvestkyststien. Han kravlede ud af soveposen, tog jakken og støvlerne på, drak resten af vandet og satte sig i bevægelse. Vejret, som var uroligt det meste af dagen, bestemte sig midt på eftermiddagen og blæste mørke skyer hen over himlen. Efter at han havde hvilet sig en times tid i en V-formet bugt og set bølgerne hamre mod de brede skær, der dannede rev på dette sted, kæmpede han sig i blæsten op til toppen af en klint. Han havde bemærket, at vandet lige var begyndt at stige, så han måtte se at komme et godt stykke over højvande. Han måtte også finde et eller andet sted at søge ly. Nær toppen af klinten satte han sig ned. Han havde tabt vejret og fandt det sært, at disse mange dages vandring tilsyneladende ikke havde styrket hans udholdenhed til de utallige klatreture, han foretog langs kysten. Han gjorde altså holdt for at få vejret og følte et stik, han genkendte som sult. Så han benyttede pusterummet til at tage det sidste af den tørrede pølse, han havde købt i en lille flække på sin rute, op af rygsækken. Han gumlede resterne i sig, indså, at han også var tørstig, og rejste sig for at se om der var noget, som mindede om menneske10


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 30F01F98 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

boliger, i nærheden: en flække, en fiskerhytte, et sommerhus eller en bondegård. Der var ingenting. Men tørst var en god ting, tænkte han resigneret. Tørst var ligesom de skarpe sten under skosålerne, ligesom blæsten, ligesom regnen. Det var en påmindelse, når det var påkrævet. Han vendte sig om mod havet og så, at en enlig surfer vippede op og ned lige uden for brændingen. På denne årstid var skikkelsen helt i sort neopren, ellers kunne man ikke nyde det iskolde vand. Han vidste intet om surfing, men han kendte et medlem af fællesskabet, når han så ham. Det involverede ikke religiøs meditation, men begge var alene på steder, hvor de ikke skulle have været det. De var også alene under omstændigheder, der var uegnede til det, de var ude på. For ham ville det truende regnvejr gøre kyststien glat og farlig. For surferen krævede de blotlagte rev et svar på spørgsmålet om, hvorfor han i det hele taget surfede. Han havde intet svar og intet særligt ønske om at finde det. Efter sit utilstrækkelige måltid genoptog han vandringen. Det sted, hvor han var begyndt sin vandretur, var klinterne hovedsagelig af granit, vulkanske intrusioner i landskabet, i ældgammel lava, kalksten og skifer. Selv om tidens tand, vejret og det rastløse hav havde slidt på dem, var de alligevel faste at træde på. Her bestod kanten af klinten af skifer, skiferler og kalksten, og omkring foden af klinten lå store dynger forvitringsmateriale, der regelmæssigt faldt videre ned på stranden.Vovede man sig nær kanten, var man sikker på at falde. Et fald betød brækkede knogler eller død. På denne del af vandreturen var stien plan cirka hundrede meter og tydeligt afmærket. Den førte væk fra kanten af klinten mellem tornblad og engelskgræs på den ene side og en indhegnet mark på den anden. Her var ingen læ for vinden, så han bøjede sig forover og kæmpede sig frem. Han mærkede, at han var pinagtigt tør i halsen, og det begyndte at gøre ondt i hovedet lige bag øjnene. Et pludseligt anfald af svimmelhed ramte ham, da han nåede klintens top. Vandmangel, tænkte han. Uden at gøre noget ved det kom han ikke meget længere. Der var en stente over hegnet ind til den mark, han havde fulgt, 11


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 345AD32F /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

så han klatrede over og ventede, indtil landskabet holdt op med at svømme for øjnene så længe, at han kunne finde nedgangen til endnu en bugt. Han havde ikke tal på, hvor mange vige han havde passeret på vandreturen langs den kuperede kyst. Han anede ikke, hvad nogen af dem hed. Da svimmelheden var gået over, så han, at der lå et ensomt lille hus i udkanten af en stor eng, måske to hundrede meter fra stranden og ved et snoet vandløb. Et hus betød drikkevand, så dér ville han gå hen. Det lå ikke ret langt fra stien. Han trådte ned fra stenten, netop som de første regndråber faldt, så han tog rygsækken af og gravede sin kasket frem. Da han trak den godt ned i panden, fik han et glimt af noget rødt ved foden af den klint, der dannede den anden side af vigen. Det lå henslængt på en stor skiferplade, der var det inderste af et rev, som strakte sig fra foden af klippen ud i havet. Han betragtede det røde. På denne afstand kunne det være hvad som helst fra affald til vasketøj, men han vidste instinktivt, at det var det ikke. Selv om det var sammenkrøllet, dannede noget af det tilsyneladende en arm, og denne udstrakte arm så ud, som om den tryglede en usynlig, ikke eksisterende redningsmand om noget. Han ventede et helt minut, som han optalte i enkelte sekunder. Han ventede til ingen nytte for at se, om det røde skulle bevæge sig. Det gjorde det ikke, så han begav sig derned. Det støvregnede, da Daidre Trahair drejede om det sidste hjørne ned ad vejen til Polcare Cove. Hun startede vinduesviskerne og tænkte, at hun skulle huske at udskifte dem hellere før end senere. Hun overvejede, hvor hun skulle købe dem, og var taknemmelig for denne afledning. Den fik hende at glemme, at hun ved slutningen af denne tur sydpå ikke følte noget som helst. Hverken fortvivlelse, forvirring, vrede, krænkelse eller medfølelse, for slet ikke at tale om sorg. Det med sorgen bekymrede hende ikke. Helt ærligt, hvem kunne vente, at hun skulle føle sorg? Men resten ... at være blevet tappet for enhver følelse i en situation, hvor der i det mindste krævedes et mini12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 33976311 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

mum af sindsbevægelse ... Det bekymrede hende. Det mindede hende også om det, hun alt for tit havde hørt fra alt for mange elskere, og indikerede desuden en tilbagevenden til et jeg, hun troede, hun havde lagt bag sig. De nytteløse vinduesviskere distraherede hende med andre ord. Hvor mon der fandtes leverandører af reservedele: I Casvelyn? Måske. Alsperyl? Næppe. Måske måtte hun helt til Launceton. Hun nærmede sig forsigtigt huset. Vejen var smal, og selv om hun ikke ventede at møde andre biler, var der altid den mulighed, at en gæst fra den smalle strand kom tromlende, havde travlt og ikke regnede med, at der ville være andre i den slags vejr. Til højre lå en bakkeskråning dækket af et virvar af tornblad og gyldenurt. Til venstre strakte Polcaredalen sig med en eng som et enormt grønt fingeraftryk, gennemskåret af et vandløb, der udsprang højere oppe i Stowe Wood. Den lignede ikke de traditionelle dale i Cornwall, og det var derfor, hun havde valgt den. Et geologisk fænomen havde gjort dalen bred, og derfor følte hun sig aldrig indeklemt i Polcare Cove. Hendes hus var lille, men omgivelserne var storslåede, og åbne vidder var afgørende for hendes sjælefred. Hun fik det første varsel om, at der var noget galt, da hun drejede fra vejen ind på den smule grus og græs, der udgjorde hendes indkørsel. Lågen stod åben. Den havde ingen lås, men hun vidste, at hun af selv samme grund havde lukket den forsvarligt, sidste gang hun var her. Nu gabede den en kropsbredde. Daidre betragtede den et øjeblik, før hun skældte sig selv ud for at være frygtsom. Hun stod ud af bilen, smækkede lågen helt op og kørte ind. Da hun parkerede og gik hen for at lukke lågen efter sig, så hun fodspor i den bløde jord, hvor hun havde plantet primula langs indkørslen. Sporene var en mands og så ud til at stamme fra en støvle. En vandrestøvle. Det kastede et helt nyt lys over situationen. Hun så fra fodsporene til huset. Den blå indgangsdør virkede uskadt, men da hun stilfærdigt gik rundt om huset for at se, om der var andre tegn på tyveknægte, fandt hun en knust rude i vinduet ved siden af 13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 31AEA01C /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

døren ud mod floden. Selve døren stod på klem. På trappen lå en klump frisk mudder. Selv om Daidre vidste, hun skulle være bange eller i det mindste forsigtig, var hun rasende over den knuste rude. Hun smækkede yderst fortørnet døren op og marcherede gennem køkkenet ind i opholdsstuen. Her standsede hun. I det svage dagslys udefra så hun en skikkelse komme ud fra soveværelset. Han var høj, skægget og så beskidt, at hun kunne lugte ham tværs gennem stuen. »Jeg ved ikke, hvem fanden du er, eller hvad du bestiller her,« sagde hun, »men du forsvinder øjeblikkelig. Ellers bliver jeg voldelig, og det skal du i hvert fald ikke ønske dig.« Så rakte hun hånden bagud for at tænde lyset i køkkenet. Hun trykkede på kontakten, og lyset faldt på mandens fødder. Han trådte et skridt hen mod hende, så hun kunne se hans ansigt. »Åh gud,« sagde hun. »Du er kommet til skade. Jeg er læge. Skal jeg hjælpe?« Han pegede ud mod havet. Hun kunne som sædvanlig høre bølgerne i det fjerne, men de virkede nærmere nu, da blæsten førte lyden ind over land. »Der ligger et lig på stranden,« sagde han. »Oppe på klipperne.Ved foden af klinten. Det er ... Han er død. Jeg brød ind. Undskyld. Jeg skal nok betale for ruden. Jeg så efter en telefon for at ringe til politiet. Hvad hedder det sted her?« »Et lig? Lad mig se.« »Han er død. Der er ingenting ...« »Er du læge? Nej? Det er jeg. Vis mig ham. Vi spilder tiden, når vi måske kunne redde liv.« Manden så ud, som om han ville protestere. Hun tænkte på, om det var vantro. Du? Læge? Alt for ung. Men han så åbenbart hendes beslutsomhed. Han tog kasketten af, tørrede sig over panden med jakkeærmet og kom til at tvære mudderet ud i ansigtet. Hun så, at hans lyse hår var meget langt, og hans farver mage til hendes. Begge var i god form, begge var lyshårede – de kunne have været søskende, også når det gjaldt øjnene. Hans var brune. Det var hendes også. »Okay,« sagde han. »Så kom her.« Han gik gennem stuen og forbi 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 34E3F044 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

hende og efterlod en barsk stank af sved, snavset tøj, ubørstede tænder, krop og noget andet, mere oprindeligt og ubehageligt. Hun holdt afstand, da de forlod huset og gik ned ad vejen. Det blæste kraftigt, så de kæmpede sig frem mod vind og regn. De passerede det sted, hvor dalens vandløb udvidede sig til en lille sø, før det fossede ud over en naturlig dæmning og strømmede ned i havet. Stedet markerede begyndelsen til Polcare Cove, ved lavvande en smal strand og ved højvande lutter klipper og rullesten. »Herovre,« råbte manden op mod blæsten og førte hende hen til nordsiden af bugten. Derfra behøvede hun ikke flere direktiver. Hun kunne se liget på et klippefremspring: den ildrøde vindjakke, de løse, mørke, bekvemme bukser og de tynde og umådelig elastiske sko. Om livet havde han et seletøj med talrige metalgenstande i og en letvægtstaske, hvorfra noget hvidt bredte sig over klippen. Kridt til hænderne, tænkte hun. Hun gik nærmere for at se hans ansigt. »Åh gud,« sagde hun. »Det er ... han er klippeklatrer. Se, dér er hans reb.« En del af det lå i nærheden, en udspændt navlestreng, som kroppen stadig var fastgjort til. Resten af det snoede sig fra liget til klippens fod, hvor det lå i en bunke, omhyggeligt sammenholdt med en karabin i enden. Hun følte efter pulsen, selv om hun vidste, der ikke var nogen. Klinten var på dette sted halvfjerds meter høj. Hvis han var faldet hele vejen oppefra – og det var der nok ingen tvivl om – kunne kun et mirakel have reddet ham. Der havde ikke været noget mirakel. »Du har ret,« sagde hun til sin ledsager. »Han er død. Og med tidevandet ... Vi kommer til at flytte ham, ellers ...« »Nej!« Den fremmedes stemme var hæs. Daidre følte en advarende klokke ringe. »Hvad?« »Politiet skal se det. Vi må ringe til politiet. Hvor er den nærmeste telefon? Har du en mobil? Der var ingen ...« Han gjorde tegn i den retning, de kom fra. Der var ingen telefon i huset. »Jeg har ingen mobil,« sagde hun. »Jeg har ingen med, når jeg kom15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 32E83B13 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

mer her. Hvad betyder det? Han er død. Vi kan se, hvordan det er sket. Det bliver snart højvande, og hvis vi ikke flytter ham, gør vandet det.« »Hvor længe?« spurgte han. »Hvad?« »Højvandet. Hvor lang tid har vi?« »Det ved jeg ikke.« Hun så på vandet. »Tyve minutter? En halv time? Ikke mere.« »Hvor er der en telefon? Du har bil.« Og som en variation over hendes egne ord: »Vi spilder tiden. Jeg kan blive her hos ... hos ham, hvis du foretrækker det.« Det gjorde hun ikke. Hun havde det indtryk, at han ville forsvinde som en ånd, hvis hun overlod noget til ham. Når han vidste, at hun ringede til politiet, ville han selv forsvinde og overlade det til hende at ... hvad? Tanken var ikke rar. »Kom,« sagde hun. Hun kørte dem hen til Salthouse Inn. Det var det eneste sted i miles omkreds, der med garanti havde en tilgængelig telefon. Kroen lå alene ved et vejkryds: et hvidt, lavt gæstgiveri fra det trettende århundrede, der lå på højde med Alsperyl, syd for Shop og nord for Woodford. Hun kørte hurtigt, men manden brokkede sig ikke eller viste tegn på nervøsitet for, at de skulle ende med bunden i vejret ned ad skrænten eller inde i et dige. Han brugte ikke sikkerhedsselen og klamrede sig ikke til noget. Han sagde ingenting. Det gjorde hun heller ikke. De kørte som fremmede og med alt det usagtes anspændelse. Hun var lettet, da de endelig nåede kroen. At komme ud i luften, væk fra hans stank, var en ren velsignelse. At kunne foretage sig noget var en gave fra Gud. Han fulgte efter hende over den grusdækkede såkaldte parkeringsplads hen til den lave dør. De bøjede begge to hovedet for at komme ind i en vestibule fyldt med jakker, regntøj og våde paraplyer. De gik direkte ind i baren uden at tage overtøjet af. Eftermiddagens gæster – kroens stamgæster – sad stadig på deres normale pladser: rundt om de skrammede borde nærmest kulilden, der 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 2FF32A8C /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

udstrålende en velkommen varme, kastede lys over ansigterne og et dæmpet skær på de sodplettede vægge. Daidre nikkede til gæsterne. Hun kom her selv, så de var ikke ukendte for hende eller hun for dem. »Dr. Trahair,« mumlede de, og en af dem fortsatte: »De er kommet herned til turneringen?« Men spørgsmålet blev glemt, da de fik øje på hendes ledsager. De skævede til ham, til hende. Spekulation og undren, fremmede var næppe noget særsyn. Godt vejr bragte dem i hobetal til Cornwall. Men de kom og forsvandt, som de var – fremmede – og de viste sig som regel ikke sammen med kendte folk. Hun gik hen til baren. »Brian,« sagde hun, »jeg skal bruge din telefon. Der er sket en frygtelig ulykke. Denne mand ...« Hun vendte værten ryggen. »Jeg ved ikke, hvad du hedder.« »Thomas,« svarede han. »Thomas. Thomas hvad?« »Thomas,« sagde han. Hun rynkede panden, men forsatte henvendt til værten: »Denne mand, Thomas, har fundet et lig i Polcare Cove. Vi må ringe til politiet. Brian,« tilføjede hun dæmpet, »det er ... jeg tror, det er Santo Kerne.« Betjent Mick McNulty var på patruljetjeneste, da hans radio skrattede og vækkede ham. Varmen i bilen kombineret med de rytmiske vinduesviskere og den kendsgerning, at hans toårige søn havde holdt ham vågen det meste af natten, vejede tungt på hans øjenlåg og opmuntrede ham til at finde en rasteplads, hvor han kunne holde ind og få sig en lur. Det var netop det, han var i færd med – at tage sig en lur – da radioen afbrød hans drømme. Lig på stranden. Polcare Cove. Øjeblikkelig reaktion kræves. Afspær området, og meld tilbage. Hvem har ringet om det? spurgte han. En vandrer og en lokal beboer. De ville mødes med ham ved Polcare Cottage. Som lå hvor? For satan, mand. Brug dog hovedet, for fanden. 17


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 32EC3873 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

Mick gav radioen fingeren, startede bilen og drejede ud på vejen. Han kom til at bruge blinklyset og sirenen, noget, der ellers kun skete om sommeren, når en turist havde travlt og begik en trafikmæssig fejl med skrækkelige følger. På denne årstid var det som regel kun en surfer, som var opsat på at komme i vandet ved Widemouth Bay: for høj fart ind på parkeringspladsen, for sen opbremsning, og ud over kanten og ned på sandet røg han. Okay, Mick forstod hans hastværk. Han oplevede det selv, når bølgerne var gode, og det eneste, der holdt ham fra hans våddragt og hans bræt, var den uniform, han var iført, og tanken om at kunne beholde den – her i Casvelyn – indtil han gik på pension. Trods sirene og blinklys tog det ham alligevel næsten tyve minutter at nå Polcare Cottage, der var den eneste bolig ved vejen ned til bugten. Huset var malet sennepsgult, en bavn i den dystre eftermiddag. Det var et særsyn på egnen, hvor næsten alle andre bygninger var hvide. Der var ikke lys i udbygningerne, men fra de små vinduer i selve stuehuset strømmede lyset ud i den omgivende have. Mick slukkede for sirenen og parkerede politibilen, men lod forlygterne og blinklyset på taget være tændt. Han var vel professionel. Han gik ind ad lågen og forbi en gammel Vauxhall i indkørslen. Så bankede han hårdt på den lyseblå indgangsdør. En skikkelse dukkede hurtigt op bag den farvede rude øverst i døren, som om hun havde stået og ventet på ham. Hun var i stramme jeans og sweater med turtleneck. De lange ørenringe dinglede, da hun viste Mick indenfor. »Mit navn er Daidre Trahair,« sagde hun. »Det var mig, der ringede.« Hun lukkede ham ind i en lille entré fuld af gummistøvler, vandrestøvler og jakker. På gulvet stod en stor, æggeformet jerngryde. Det var en gammel hejsespand fra minerne, men fuld af paraplyer og spadserestokke i stedet for malm. Man kunne sidde og skifte fodtøj på en slidt bænk. Der var næsten ikke plads til at røre sig. Mick rystede regnen af jakken og fulgte efter Daidre ind i opholdsstuen. Her sad en uredt, skægget mand på hug foran kaminen og skubbede forgæves til fem stykker kul med en ildrager. De burde have brugt et stearinlys under kullene, indtil de tog ved, tænkte Mick. Det havde hans mor altid gjort. Det virkede. 18


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 3969B9CB /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

»Hvor er liget?« sagde han. »Jeg skal også bruge detaljerne.« Han tog sin notesbog frem. »Vandet stiger,« sagde manden. »Liget ligger på ... Jeg ved ikke, om det er en del af revet, men vandet ... De vil sikkert gerne se liget. Før resten. Formaliteterne, mener jeg.« Et forslag af den slags – fra en civilperson, som ganske givet fik alle sine oplysninger om politiets procedurer fra tv – var en brand i næsen på Mick. Ligesom mandens stemme, hvis tonefald, klangfarve og accent stred i den grad mod hans ydre. Han lignede en vagabond, men talte i hvert fald ikke sådan. Han mindede Mick om det, som hans bedsteforældre omtalte som »gamle dage«, før folk rejste til udlandet, og »de fine« kom kørende til Cornwall i deres smarte biler og boede på store hoteller med brede verandaer. »De havde forstand på drikkepenge, havde de,« fortalte hans bedstefar. »Selvfølgelig var det ikke så dyrt dengang, vel, så to pence strakte langt, og man kunne komme helt til London for en shilling.« Han overdrev, gjorde Micks bedstefar. Det var, sagde hans mor, en del af hans charme. »Jeg ville flytte liget,« sagde Daidre Trahair. »Men han« – med et nik til manden – »sagde nej. Det er en ulykke. Okay, selvfølgelig er det en ulykke, så jeg kunne ikke indse hvorfor ... Helt ærligt, så var jeg bange for, at brændingen skulle tage ham.« »Ved De, hvem det er?« »Jeg ... nej,« sagde hun. »Jeg fik ikke set rigtigt på hans ansigt.« Mick var ikke meget for at indrømme det, men de havde ret. Han nikkede i retning af døren. »Lad os se på ham.« De gik ud i regnen. Manden fremdrog en falmet baseballkasket og tog den på. Kvinden iførte sig en regnjakke og slog hætten op over sit lyse hår. Mick gik hen til politibilen og hentede et lille kamera, han havde bemyndigelse til at bruge. Det var indkøbt netop med henblik på sådan en lejlighed. Hvis han blev nødt til at flytte liget, havde de i det mindste visuel dokumentation for, hvordan stedet havde set ud, før bølgerne nærmede sig for at bemægtige sig liget. Det blæste kraftigt nede i vandkanten, og bølgerne kom fra både ven19


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 36B3572E /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

stre og højre. Det var hurtige bølger, netop den slags der tiltrak og gjorde det af med folk, der ikke vidste bedre. Det var imidlertid ikke liget af en surfer. Det kom som noget af en overraskelse for Mick. Han havde regnet med ... Men kun en idiot regnede med noget. Han var glad for, han ikke havde sagt noget om sine følgeslutninger til manden og kvinden, som havde ringet efter hjælp. Daidre Trahair havde ret. Det lignede en ulykke. En ung klatrer – ganske givet død – lå på en skiferblok ved foden af klinten. Mick bandede tavst, da han nåede liget. Det var ikke det bedste sted at klatre, hverken alene eller sammen med andre. Selv om der var skiferlag, som var gode at gribe i og sætte fødderne på, og sprækker, hvor klatreren kunne fastgøre redskaber og kiler, var der også lodrette kalkstensflader, der smuldrede så nemt som scones fra i går, hvis det rette tryk blev lagt på dem. Efter alt at dømme havde ofret forsøgt sig solo: en abseiling fra toppen af klinten efterfulgt af en klatretur op. Rebet var i ét stykke og karabinen stadig fastgjort til otteren i enden af det. Klatreren selv var stadig fastbundet til rebet. Hans nedtur burde være gået som smurt. Udstyrssvigt på toppen af klinten, konkluderede Mick. Når han var færdig hernede, kom han til at gå op ad kyststien for at se, hvad der var sket. Han tog billeder. Tidevandet nærmede sig liget. Han fotograferede det og omgivelserne fra alle tænkelige vinkler, før han tog sin radio frem og bjæffede i den. Svaret var statisk knitren. »Satans,« sagde han og kravlede højere op på stranden, hvor manden og kvinden ventede, »Jeg får brug for Dem,« sagde han til manden, gik fem skridt væk og råbte igen i sin radio. »Ring til politimesteren,« sagde han til betjenten, der bemandede stationen i Casvelyn. »Vi er nødt til at flytte liget. Det skide tidevand kommer ind, og hvis vi ikke flytter fyren, forsvinder han.« Så ventede de, for der var ikke andet at gøre. Minutterne tikkede af sted, vandet steg, og til sidst brægede radioen. »Politimester ... okay ... fra brænding ... vej,« kvækkede den ulegemlige stemme. »Hvilket ... sted ... kræves?« 20


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 1BE7344A /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

»Kom herud, og tag regntøj med. Få nogen til at tage vagten, mens vi er væk.« »Kender ... lig?« »En eller anden knægt. Jeg ved ikke, hvem det er. Når vi får ham væk fra klipperne, tjekker jeg for id.« Mick nærmede sig manden og kvinden, der sad hver for sig sammenkrøbet i blæsten og regnen. »Jeg ved ikke, hvem fanden De er,« sagde han til manden, »men jobbet skal gøres, og De vover på at gøre noget som helst andet, end jeg siger. Kom. Også Dem,« tilføjede han til kvinden. De gik hen over den stendækkede strand og i gåsegang ind over den første skiferplade. Manden rakte hånden til Daidre Trahair for at hjælpe hende. Hun rystede på hovedet. Hun kunne sagtens selv, sagde hun. Da de nåede liget, skvulpede vandet mod skiferpladen, det lå på. Om ti minutter ville det være væk. Mick dirigerede de to andre. Manden skulle hjælpe ham med at flytte liget op på bredden. Kvinden skulle samle sammen, hvad der lå tilbage. Situationen var ikke optimal, men der var ikke andet at gøre. De kunne ikke vente på fagfolkene.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 13 OUTPUT: Tue Jan 27 11:27:02 2009 SUM: 29316AC1 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/339_Loegner_i_Roedt/Materie

2 Cadan Angarrack var ligeglad med regnen. Og også med, at han blev til grin for Casvelyns begrænsede verden. Han trillede af sted på sin freestyle BMX med knæene op i taljehøjde og albuerne strittende som spændte buer, kun med den ene tanke i hovedet at komme hjem og forkynde nyheden. Pooh hoppede op og ned på hans skulder, skræppede og skreg nu og da »Skide landkrabbe!« i øret på Cadan. Det var i hvert fald bedre, end når den bed Cadan i øreflippen, som det var sket før i tiden, inden papegøjen lærte at opføre sig ordentligt, så Cadan prøvede ikke at bringe fuglen til tavshed. »Sig noget til dem, Pooh,« sagde han i stedet. »Spræng huller i loftet!« skreg papegøjen, et udtryk, hvis oprindelse var et mysterium for ejeren. Hvis Cadan havde været ude at øve sig på cyklen i stedet for at bruge den som transportmiddel, havde han ikke haft papegøjen med. Før i tiden tog han Pooh med og fandt et sted at anbringe den nær kanten af den tomme svimmingpool, mens han gennemgik sine rutiner og udviklede nye strategier for at forbedre ikke kun sine tricks, men også sit øveområde. Men en eller anden forbandet lærer fra skolen ved siden af fitnesscentret havde brokket sig over Poohs ordforråd. Cadan havde derfor fået et ultimatum. Han skulle lade fuglen blive hjemme, hvis han ikke kunne hindre den i at råbe op, og hvis han ville benytte den tomme swimmingpool. Han havde altså ikke haft noget valg. Hidtil havde han været nødt til at benytte poolen, fordi byrådet foreløbig totalt afviste hans planer om at lave baner til air-jumping på Binner Down. I stedet havde de set på ham, som om han var psykopat, og Cadan vidste, hvad de tænkte, nemlig det samme, som hans far ikke kun tænkte, men også sagde: Toogtyve år gammel, og du leger med en cykel? Hvad fanden er der i vejen med dig? 22


En løgner i rødt af Elizabeth George  

ElizabEth En løgnEr i rødt KRIMI · LINDHARDT OG RINGHOF Enfarsbegær Hævnensnat Skolettilmord Enpassendehævn Ifjendensnærvær Skinnetbedrager...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you