Issuu on Google+


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 10 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

Vådområder er oversat fra tysk af Aino Roscher efter Feuchtgebiete af Charlotte Roche Copyright © 2008 Dumont Buchverlag GmbH und Co. KG, Köln Dansk udgave © ATHENE 2009 Published in agreement with the Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen. Tysk originalomslag ved Zero, München, dansk udgave ved Alette Bertelsen, Imperiet. Bogen er sat med Optima hos BookPartnerMedia og trykt hos Scanprint ISBN 9788711430163 1. udgave, 1. oplag 2009 Printed in Denmark Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.athene.dk ATHENE – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

til Martin


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

Jeg går helt klart ind for ældrepleje i den nærmeste familie. Som næsten alle skilsmissebørn ønsker jeg, at mine forældre finder sammen igen. Når de en dag trænger til pleje, behøver jeg bare at sende deres nye partnere på alderdomshjem. Så passer jeg mine skilte forældre derhjemme, hvor jeg lægger dem i den samme ægteseng, til de dør. Jeg kan ikke forestille mig nogen større lykke. På et eller andet tidspunkt, jeg skal bare vente tålmodigt, er det hele op til mig.

7


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

Jeg har haft hæmorider, så længe jeg kan huske. I mange, mange år troede jeg, at jeg ikke måtte sige det til nogen. Hæmorider plejer jo at være noget, gamle mænd har. Jeg har altid syntes, de var meget lidt pigede. Hvor har jeg bare været hos proktologen med dem tit! Men han anbefalede, at jeg skulle lade dem være, så længe de ikke gjorde ondt. Det gjorde de ikke. De kløede bare. Det gav min proktolog, dr. Fiddel, mig zinksalve imod. Mod kløen udenpå tager man tuben, klemmer en klat på størrelse med en hasselnød ud på den finger, der har den korteste negl, og gnider den ind i rosetten. Tuben har også en spids tut med en masse huller i, så jeg kan føre den ind i endetarmen og sprøjte salven ud dér. På den måde kan jeg dulme kløen indvendig. Før jeg fik zinksalven, kløede jeg mig så meget i og omkring numsehullet i søvne, at jeg havde en mørkebrun plet på størrelse med en ølkapsel i underbukserne næste morgen. Så voldsom var kløen, så langt inde fingeren. Som sagt: meget lidt piget. Mine hæmorider ser meget usædvanlige ud. De har krænget sig mere og mere udad i årenes løb. Der sidder nogle skyformede hudlapper, som ligner fangarmene på en søanemone, hele vejen rundt om rosetten. Dr. Fiddel kalder det blomkål. Han siger, at hvis jeg vil have den fjernet, er det et rent

9


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

æstetisk indgreb. Han fjerner den kun, hvis den virkelig generer folk. En god grund ville være, hvis min elsker ikke brød sig om den, eller den gav mig seksuelle hæmninger. Det ville jeg nu aldrig indrømme. Hvis nogen elsker mig eller bare tænder på mig, så burde sådan en blomkål jo ikke spille nogen rolle. Dertil kommer, at jeg i mange år, fra jeg var femten til i dag, hvor jeg er atten, har dyrket analsex med stor succes på trods af den omsiggribende grøntsag. Med stor succes mener jeg: komme, selv om pikken kun er inde i røven, og der ikke bliver rørt ved andet. Ja, det er jeg stolt over. Sådan tjekker jeg i øvrigt bedst, om en fyr mener det alvorligt: Allerede første gang vi dyrker sex, opfordrer jeg ham til min yndlingsstilling: mig i doggystyle, altså på alle fire, ansigtet nedad, han kommer bagfra med tungen i kussen og næsen i røven. Så er man nødt til at arbejde sig tålmodigt frem, da hullet jo er dækket af blomkålen. Stillingen hedder »stoppet-med-ansigtet«. Der er ikke nogen, der har brokket sig endnu. Når man har sådan noget på et organ, der har stor betydning for sex (er numsen overhovedet et organ?), må man lære at slappe af. Det hjælper så igen, når man giver slip og for eksempel kaster sig ud i analsex. Da røven altså er en del af sex for mig, er den også underkastet den her moderne barberingstvang på samme måde som kussen, benene, armhulerne, overlæben, begge storetæer samt vristene. Overlæben bliver selvfølgelig ikke barberet, men plukket, fordi vi jo alle sammen har lært, at vi ville få et mere og mere kraftigt overskæg. For piger gælder det om at

10


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

forhindre den slags. Før i tiden var jeg meget lykkelig i ubarberet tilstand, men så begyndte jeg på det fis, og nu kan jeg ikke holde op igen. Tilbage til røvbarberingen. Modsat andre mennesker ved jeg meget præcist, hvordan mit numsehul ser ud. Jeg betragter det dagligt ude på badeværelset. Man stiller sig med numsen mod spejlet, trækker balderne godt fra hinanden med begge hænder, står med strakte ben, bøjer sig, så hovedet næsten når gulvet, og ser bagud mellem benene. På den måde foretager jeg også røvbarberingen. Bortset fra at jeg selvfølgelig må slippe en balde ad gangen for at komme til. Skraberen bliver anbragt på blomkålen, og så bliver der modigt og bestemt barberet indefra og ud. Såmænd også til midt ude på balden, for det hænder, at et hår forvilder sig derhen. Da jeg inderst inde vægrer mig ved at barbere mig, gør jeg det altid alt for hurtigt og voldsomt. Og netop derfor har jeg påført mig selv den her analfissur, som har gjort, at jeg ligger på hospitalet nu. Det er alt sammen ladyshavingens skyld. Feel like Venus. Be a goddess! Det er måske ikke alle, der ved, hvad en analfissur er. En analfissur er en lille rift eller et snit i rosettehuden. Og hvis der så går betændelse i det åbne sted, hvad der desværre er meget sandsynligt i det område, gør det nas ad helvede til. Som hos mig. Dertil kommer, at numsehullet altid er i bevægelse. Når man taler, griner, hoster, går, sover, og frem for alt når man sidder på toilettet. Det fandt jeg nu først ud af, da det begyndte at gøre ondt. Nu presser de opsvulmede hæmorider mod min barberingsskade, gør fissuren større og større og gør mere ondt end noget andet, jeg har prøvet. Meget mere. På andenpladsen 11


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

kommer pinslerne, dengang min far skrabede ned langs min rygrad med bagsmækken på vores bil – ratatatatat – da han lukkede den i for fulde hammer. Og den tredjeværste smerte var, da jeg tog trøjen af og kom til at rive min brystpiercing ud. Nu ligner højre brystvorte en slangetunge. Tilbage til min numse. Under store lidelser slæbte jeg mig fra skolen og over på hospitalet, hvor jeg viste enhver læge, der ville have det, min rift. Jeg fik omgående en seng på den proktologiske afdeling, eller siger man den organkirurgiske afdeling? Organkirurgisk lyder bedre end sådan ligefrem at sige røvafdeling. Man vil jo heller ikke gøre andre misundelige. Måske generaliserer man ved at sige organkirurgisk. Det spørger jeg om senere, når det er holdt op med at gøre ondt. Nu må jeg i hvert fald ikke røre mig mere og ligger her og flyder i fosterstilling. Med nederdelen skubbet op og underbukserne trukket ned, røven vendt mod døren. Så alle, der kommer ind, omgående er klar over, hvad det drejer sig om. Det må se meget betændt ud. Alle, der kommer ind, siger: »Åh.« Og snakker om pus og en væskefyldt blære, der hænger ud af numsehullet. Jeg forstiller mig, at blæren ligner halshuden på en af de her tropiske fugle, der viser, at den er i brunst, ved at pumpe en masse luft ind i den. En skinnende, blårød, spændt sæk. Den næste proktolog, der kommer ind, siger kort: »Goddag, jeg er professor dr. Notz.« Og støder så noget ind i røvhullet på mig. Smerten borer sig op gennem rygraden til panden. Jeg er lige ved at besvime. Efter et par smertesekunder har jeg en bristende, våd følelse bagi og skriger: »Av, advar mig lige på forhånd, hva’? Hvad fanden var det?« 12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

Og han: »Min tommelfinger. Det må du undskylde, jeg kunne ikke se noget med den store blære foran.« Sikke en måde at præsentere sig på! »Nå? Og hvad kan du så se nu?« »Vi er nødt til at operere med det samme. Har du spist noget til morgen?« »Hvordan skulle jeg have gjort det, når det gør så ondt?« »Godt, så bliver det i fuld narkose. Det er det bedste med den diagnose.« Jeg er også glad. Jeg vil ikke overvære den slags. »Hvad er det lige præcis, du laver under operationen?« Samtalen anstrenger mig allerede. Det er svært at koncentrere sig om andet end smerterne. »Vi fjerner det irriterede væv ved at skære en kile ud.« »Det kan jeg ikke se for mig: en kile. Kan du tegne det for mig?« Hr. professor dr. Notz bliver tilsyneladende sjældent bedt om lige at skitsere sine operative forehavender på forhånd. Han vil væk, kaster et blik på døren, sukker næsten uhørligt. Så hiver han alligevel den sølvfarvede kuglepen op af brystlommen. Den ser tung ud. Den lader til at være dyr. Han ser sig omkring, leder vel efter noget tegnepapir. Jeg kan ikke hjælpe, det håber jeg heller ikke, at han forventer. Hver eneste bevægelse gør ondt. Jeg lukker øjnene. Det knitrer, og jeg kan høre, at han river et stykke papir af et eller andet sted. Jeg er nødt til at åbne øjnene igen, jeg er alt for spændt på den tegning. Han holder sedlen i håndfladen og kradser løs med kuglepennen. Så præsenterer han sit værk. Jeg læser: flødestuvet savojkål. Det kan ikke passe. Han har revet et stykke af mit menukort. Jeg vender papiret om. Han har tegnet en cir13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

kel, jeg går ud fra, at det skal forestille mit numsehul. Og i cirklen en spids, trekantet sprække, som om nogen har snuppet et stykke lagkage. Nåh sådan! Tak, hr. professor dr. Notz! Har du nogen sinde overvejet at blive maler med det talent? Den her tegning kan jeg overhovedet ikke bruge til noget. Jeg fatter ikke en brik, men stiller ikke flere spørgsmål. Han vil ikke hjælpe mig med at skabe lys i mørket. »Blomkålen kan du vel fjerne ved samme lejlighed?« »Skal ske.« Han lader mig ligge i min pyt af blæresekret og går. Jeg er alene. Og bliver bange for operationen. Fuld narkose virker så usikker, som om den bedøvede ikke vågner igen efter hver anden operation. Jeg synes, jeg er meget modig, når jeg gennemfører det alligevel. Så kommer narkoselægen. Bedøveren. Han sætter sig hen til sengen lige ved siden af mit hoved på en alt for lav stol. Han taler meget blidt og har mere forståelse for min ubehagelige situation end professor dr. Notz. Han spørger, hvor gammel jeg er. Hvis jeg er under atten, skal den, der har forældremyndigheden over mig, være til stede. Men det er jeg ikke. Jeg fortæller ham, at jeg er blevet myndig i år. Han ser mig undersøgende i øjnene. Jeg ved det godt, der er aldrig nogen, der tror på det. På en eller anden måde ser jeg yngre ud. Jeg kender den allerede, hele den her smøre. Jeg tager mit det-kan-du-roligt-stole-på-ansigt på og kigger meget beslutsomt tilbage. Hans blik ændrer sig. Han tror mig. Videre i teksten. Han forklarer mig, hvordan narkosen virker, at jeg skal tælle og på et eller andet tidspunkt mister bevidstheden uden at lægge mærke til det. Under hele operationen sidder han 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

ved min hovedende, overvåger min vejrtrækning og holder øje med, at jeg kan tåle narkosen. Aha. Så er det her siddefor-tæt-ved-hovedet altså en erhvervsskade. Det er alligevel de færreste, der lægger mærke til det, de er jo bedøvet. Og han er sikkert nødt til at gøre sig lillebitte og derfor sidde så tæt ved hovedet for ikke at forstyrre de rigtige læger, mens de opererer. Stakkels mand. Typisk holdning ved udøvelsen af erhvervet: sammenkrøbet. Han har taget en kontrakt med, den skal jeg underskrive. Der står, at operationen kan medføre inkontinens. Jeg spørger ham, hvad alt det her har med tis at gøre. Han smiler underfundigt og siger, at her drejer det sig om analinkontinens. Det har jeg aldrig hørt om før. Pludselig går det op for mig, hvad det ville kunne betyde: »De mener, at så mister jeg kontrollen med lukkemusklen, der løber lort ud af mig her, der og alle vegne, jeg må gå med ble og lugter af det hele tiden?« Min bedøver siger: »Ja, men det sker sjældent. Skriv venligst under her.« Jeg skriver under. Hvad andet kan jeg gøre? Hvis det er operationsbetingelserne? Jeg kan jo ikke så godt operere mig selv derhjemme. For fanden da. Vær nu sød, kære ikkeeksisterende Gud, sørg for, at det ikke sker. Ellers kommer jeg til at gå med ble som attenårig. Det burde kunne vente, til jeg fylder firs. Ellers ville jeg kun have klaret fjorten blefri år i mit liv. Og det pynter heller ikke ligefrem. »Kære bedøver, kan det lade sig gøre at se det, de skærer væk under operationen? Jeg kan ikke lide, at man skærer noget af mig, som bare ender i skraldespanden sammen med aborterne og blindtarmene, uden at jeg kan gøre mig en fore15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

stilling om det. Jeg vil selv prøve at have det i hånden og undersøge det.« »Selvfølgelig, hvis du insisterer.« »Tak.« Så stikker han en nål i armen på mig og sætter det hele fast med gaffa. Det er kanalen til den fulde narkose senere. Han siger, at der kommer en portør om et par minutter og kører mig på operationsstuen. Også bedøveren lader mig ligge i min pyt af sekret og går sin vej. Den historie med analinkontinensen bekymrer mig. Kære ikkeeksisterende Gud, hvis jeg kommer gennem det her uden at blive analinkontinent, holder jeg op med alt det dér, der alligevel giver mig dårlig samvittighed. Den her leg, hvor min veninde Corinna og jeg render skidefulde gennem byen og i forbifarten hiver brillerne af næsen på folk, knækker dem og kyler dem ad helvede til. Så skal man kunne løbe meget stærkt, for der er nogle, der af rent og skært raseri bliver lynhurtige uden briller. I virkeligheden er legen totalt håbløs, for vi bliver altid helt ædru af bar ophidselse og adrenalinkick. Rent spild af penge. Bagefter begynder vi forfra med at drikke os fulde. Jeg ville rent faktisk gerne holde op med den, den leg, for jeg drømmer tit om det ansigtsudtryk, de nu brilleløse får, når det sker. Som om jeg har revet en kropsdel af dem. Altså, det ville jeg såmænd gerne droppe, og jeg overvejer lige hvad ellers. Måske det med luderne, hvis det absolut skal være. Men det ville være et stort offer. Jeg ville foretrække, hvis det med at holde op med brillerne var nok. Allerede nu har jeg besluttet mig for at blive den bedste patient, hospitalet her nogen sinde har haft. Jeg har tænkt mig 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 9 OUTPUT: Fri Jan 23 09:43:33 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Athene/ODT2/340_Vaadomraader/Materie

at opføre mig eksemplarisk over for de overanstrengte sygeplejersker og læger. Og jeg skal nok selv fjerne mit snavs. For eksempel blæresekretet. I vindueskarmen står der en stor åbnet papæske med gummihandsker. Sikkert til undersøgelser. Havde Notz en på, da han deflorerede min røvblære? Fandens også, det lagde jeg ikke mærke til. Ved siden af gummihandskerne står der en stor gennemsigtig plastikkasse. En tupperwarebeholder til kæmper. Måske rummer den noget, jeg kan bruge til selvrensning. Min seng står ved vinduet. Jeg strækker mig lige så langsomt og forsigtigt en anelse uden at bevæge min betændte numse, og så har jeg allerede fat i den. Jeg trækker den over til mig på sengen. Av. Da jeg løftede og tippede den, spændte jeg mavemusklerne, og det stak en kniv i betændelsen. Pause. Øjnene i. Dyb indånding. Ikke røre sig et stykke tid. Vente, til smerten går over. Øjnene op. Sådan. Nu kan jeg åbne låget. Hvor spændende. Den er fyldt til randen med kæmpebind, voksenbleer, engangsunderbukser, gazekompresser og underlag med plastik på den ene side og vat på den anden. Det burde jeg have haft under mig, da Notz kom ind. Så ville sengen ikke være våd nu. Det er meget ubehageligt. Jeg tager to underlag. Det ene lægger jeg på pytten med vattet nedad. Så væsken bliver suget op. Men så ville jeg komme til at ligge på plastik. Det kan jeg ikke lide. Altså endnu et underlag med plastikken mod plastikken og vattet opad. Godt klaret, Helen, trods ondt som ind i helvede er du din egen bedste sygeplejerske. Altså, den, der kan tage sig så godt af sig selv, bliver helt sikkert snart rask igen. Her på hospitalet er jeg nødt til at være lidt mere hygiejnisk end i mit normale liv udenfor. 17


Vådområder af Charlotte Roche