Issuu on Google+


Af samme forfatter: Anne Marie – Dronning uden rige Trods Modvind I skyggen af Sadd I serien med Louise Rick: Grønt støv Kald mig Prinsesse Kun ét liv Aldrig mere fri Hævnens gudinde

PP_Dødsenglen.indd 2

25/01/11 09.49


sara blædel

DØDSENGLEN krimi

People’sPress

PP_Dødsenglen.indd 3

25/01/11 09.49


Dødsenglen Copyright © Sara Blædel 2010 Copyright denne udgave © People’sPress 2010 Udgivet efter aftale med Nordin Agency, AB, Sweden Omslag: Rasmus Funder med illustrationer af Zvonimir Atletic og Daniel Squance Bogen er sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde og trykt hos AKA-Print, Tilst ISBN 978-87-7055-993-5 1. udgave, 6. oplag Printed in Denmark 2011 www.sarablaedel.dk www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus •Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

PP_Dødsenglen.indd 4

25/01/11 09.49


Lugten af acetone var så gennemtrængende, at den rev i næsen. Den piblede ud af sprækkerne omkring døren og skar sig gennem kældermørket. Kælderen fik kun lys fra loftslamperne. Han havde blændet alle vinduer og muret op, så de tomme rammer gik i ét med husets sokkel. Et øjeblik stod han stille ude i gangen, mens han fik masken på plads foran munden og omhyggeligt lirkede de tætsiddende latexhandsker ned over sine slanke fingre. Pertentligt. Han hørte sit eget åndedræt og mærkede fugten, der hang i kælderens murværk. I grunden var det underligt, at det store udsugningsanlæg med kulfiltrene ikke var mere effektivt, tænkte han og fandt de tre nøgler frem fra kittellommen. Selvom han var begyndt at lade systemet køre i døgndrift, var det stadig ikke i stand til at holde kælderen fri for lugt. Men efterhånden havde han vænnet sig til det. Det passede ham godt, at der ikke var direkte adgang fra stueetagen. Man skulle om i haven for at se, hvor trappen gik ned, og allerede da han overtog huset, havde han fået lavet særskilte nøgler til kælderen. Den gule låste op ind til det gnistfri kølerum, hvor fryse5

PP_Dødsenglen.indd 5

25/01/11 09.49


ren stod, og den blå var til rummet med det to meter lange kar med vakuumsuget. Den sidste nøgle var rød og gav adgang til det bagerste rum. Udstillingen, som han kaldte det, hvor de tre aflange glasmontrer var stillet op på række. Han havde kælet for belysningen omkring de tre kvinder i de gennemsigtige glaskister. Lamperne var anbragt med en portrætfotografs omhu, og lyset ramte blidt, så ingen skygger blev for mørke, og intet var utydeligt. Han var også allerede begyndt at forberede lyssætningen til den næste montre, der snart var klar til den nye kvinde, og havde rykket rundt for at gøre plads. Han stod et øjeblik og betragtede de tre nøgne kvinder. Så smukke de var. Deres former var forskellige. Præcis som det var planlagt. En var slank. Den næste ville han kalde almindelig af bygning. Og så var der den smukkeste i samlingen, hende der havde rigtig kvindelige kurver med store, tunge bryster og svulmende lår. Han lod en hånd løbe over hendes hofte og mærkede, hvordan blodet rullede en anelse hurtigere i kroppen, og erektionen begyndte at røre på sig. Han gjorde sig altid vældig umage med at ramme kvin­ der­nes oprindelige former. Inden han gik i gang med at bearbejde et lig, tog han billeder af det. Forfra og fra siden, så han kunne se, hvor højt brystet hævede sig, og hvordan linjen tegnede sig ned over taljen. Det var Günter von Hagens udstilling Körper Welten og verdensudstillingen Bodies, der havde inspireret ham. Han var blevet dybt fascineret af tanken om at kunne bevare den kvindelige skønhed til evig tid. Den lyshårede var nu ikke noget kønt syn, som hun lå der i det tomme stålkar under det skarpe neonlys. Nøgen og sammensunken. Alt vand havde acetonen gennem de sidste måneder drevet ud af hendes krop. 6

PP_Dødsenglen.indd 6

25/01/11 09.49


Alligevel rislede det ned ad ryggen på ham, nu hvor de sammen var på vej ind i den afsluttende fase. Der var koldt og sterilt omkring ham, væggene var belagt med hvide fliser, og for enden af rummet havde han monteret et stålbord til kemikalierne og silikonen. Ved siden af dunkene lå slangerne og trææsken. Han gik tættere på, men tog blikket til sig. Det her var det mindst flatterende stadie i hele processen. Øjenhulerne var tomme og ansigtet faldet sammen. Muskler og knogler var det eneste, der lå tilbage under hudens hylster. Men selvom huden lå slapt omkring kraniet, mente han at kunne ane skønheden, som han skulle i gang med at forme, og inde bag den tætsluttende hætte lå hendes lange, lyse hår beskyttet mod væsken. Det ville blive så smukt, når det faldt ned over de perfekte skuldre, tænkte han. Som en kunstner mærkede han kærligheden til sit værk stige, hver gang han kom et skridt tættere på afslutningen. Faktisk havde det været mest overraskende første gang. Han havde ganske enkelt ikke mentalt forberedt sig på, hvor meget det forandrede den smukke kvinde. Han vidste selvfølgelig godt, at kroppen består af 70% vand, og at det plus 10-15% ville forsvinde i acetonebadet. Alligevel havde synet sendt ham til tælling, og det havde taget ham et par dage at vende tilbage til kælderen og fuldende arbejdet. Til gengæld havde han heller ikke drømt om, hvilket euforisk sus det gav, når først silikonen var hærdet og havde givet hende alle de kvindelige former tilbage, og oven i købet lidt til. Han havde stået og følt sig som skabelsens mester. Henne på stålbordet fandt han slangerne frem, løftede de store silikonebeholdere over på rullebordet og skubbede det hen mod karret. To slanger havde udløb fra hver beholder. 7

PP_Dødsenglen.indd 7

25/01/11 09.49


Han kastede et blik op på uret. Det ville tage under en halv time at fylde karret op. Når det var sket, ville han lukke låget og slå vakuumsuget til, og så skulle hun ellers bare ligge der, mens silikonen lige så stille trængte ind gennem hudens celler og fyldte hendes krop. Med en lille kniv vippede han beskyttelseshætterne af beholderne og brød forseglingen, og så lod han silikonen flyde. Det gik lidt trægt til at begynde med, selvom han havde sørget for, at den var varmet op og burde flyde i en lind strøm, men så kom det. Tykkere end vand gled det langsomt ned i karret og begyndte at brede sig i bunden. Hele processen krævede tålmodighed og akkuratesse. Kvinderne var små mesterværker. Eller måske endda store, tænkte han, da han lukkede døren for at hellige sig den lyshårede. Det skyldte han hende.

PP_Dødsenglen.indd 8

25/01/11 09.49


– Nej, desværre fru Milling. Så vidt jeg er orienteret, er der fortsat ikke noget nyt om din datter, beklagede Louise Rick i telefonen. Hun svedte i træningstøjet, var lige kommet tilbage til Politigården efter seks timer med resten af forhandlergruppen. Øvelsen havde været planlagt længe og fokuserede på selvmord. Klokken syv om morgenen var Louise mødtes med de andre ude ved Sjællandsbroen, og selvom hun efterhånden havde gjort det en del gange, blev hun aldrig vild med at hænge ud over en bro i en line for at tale en fiktiv selvmordskandidat ind. Men i dag var det gået godt, og Thiesen, der var chef for gruppen, havde rosende sagt, at hun blev bedre, for hver gang hun øvede. Næste gang var det Storebæltsbroen. – Jo, jeg forstår din bekymring. Det er længe at være væk uden at give livstegn. Louise sank ned på stolen og åbnede træningstrøjen. Der var varmt og indelukket på kontoret, radiatoren var skruet op på fuldt blus i vinterkulden, og gulvet var trukket sort i striber af snesjappet udenfor. Hun var lige kommet ind ad døren, og hun havde allerede været på vej ud igen, da fru Milling ringede. Der gik sjældent mere end en, allerhøjst to uger mellem 9

PP_Dødsenglen.indd 9

25/01/11 09.49


opkaldene fra pensionist Grete Milling. Efterhånden var det over et halvt år siden, hendes voksne datter forsvandt under en charterrejse til den spanske solkyst, og siden sommer­ ferien havde der ikke været det mindste spor efter Jeanette Milling. Sagen blev behandlet af det spanske politi og efterforsket af folkene ude i Rigspolitiets eftersøgningsafdeling. Alligevel ringede den gamle dame også jævnligt ind til drabsafdelingen på Københavns Politigård for at spørge, om der var noget nyt. Louise så op på uret, hun skulle hente Jonas i skolen. Han havde tid hos bøjletandlægen. – Jeg er sikker på, at politiet i Spanien stadig leder efter Jeanette, trøstede hun, men selvfølgelig var hun ikke sikker. De spanske myndigheder havde haft alt for mange sager, hvor elskovslystne, skandinaviske kvinder faldt for varme, eksotiske mænd og lod sig rive med på et spontant eventyr, så de tog ikke længere den slags efterlysninger helt alvorligt – især når kvinden, de skulle lede efter, var fyldt tredive, barnløs og stadig single. Det eneste, der i Jeanette Millings tilfælde ledte tankerne hen på en forbrydelse, var det faktum, at der ikke havde været én eneste bevægelse på hendes bankkonto, siden hun blev meldt savnet. Som om Grete Milling kunne fornemme gennem røret, at Louise ikke helt hørte efter, rømmede hun sig og gentog: – Jeg har også lige forsøgt at få fat i den journalist, der skrev om sagen, dengang Jeanette forsvandt. Hun forklarede, at det var for at høre, om han havde fundet mere, politiet kunne bruge. – Men han var slet ikke ansat derinde længere, og ham, jeg talte med, kendte ikke noget til Jeanette. Det er, som om alle helt har glemt hende. * 10

PP_Dødsenglen.indd 10

25/01/11 09.49


Jeanette Milling var fløjet med Spies fra Billund til Malaga, hvor en guide havde stået klar i lufthavnen til at tage imod gæsterne. Guiden kunne godt huske den høje kvinde med det lange, lyse hår, men hans eneste kontakt med hende havde været at vise hende hen til den bus, der skulle køre Spies-gæsterne til Fuengirola, hvor Jeanette skulle bo. Siden havde han ikke set hende. Morgenavisen beskrev også, hvordan Jeanette Milling var ankommet til hotellet og havde fået sit værelse med delvis havudsigt. Man vidste med sikkerhed, at hun havde været på hotellet i fire dage. Hver morgen, når hun kom ned for at spise morgenmad, blev hun krydset af på en liste. Men efter de fire første dage havde hun ikke været i restauranten. Jeanette Milling havde købt ind i et lille supermarked, der lå i forbindelse med hotellet. Det havde politiet bekræftet efter at have gennemgået hendes kontoudtog. Flere af gæsterne havde set hende, både ved poolen og i hotellets restaurant. De beskrev hende som smilende og udadvendt og huskede, at hun havde talt med folk omkring sig. Men så var hun pludselig væk. Og fra det øjeblik stoppede alle spor. Sagen om Jeanette Milling havde været massivt omtalt i medierne, den første tid efter at hun forsvandt. Da hun blev meldt savnet, havde Morgenavisen sendt en journalist og en fotograf ned til Solkysten for at gå i den enlige kvindes fodspor frem til det tidspunkt, hun sank i jorden. Nu var interessen for historien for længst ebbet ud. Ingen skrev mere om Grete Millings forsvundne datter. – Der er jo altså også den mulighed, at din datter ikke øn­ sker at blive fundet, forsøgte Louise blidt. Stilheden i den anden ende af røret fik hende til at slå blikket ned. 11

PP_Dødsenglen.indd 11

25/01/11 09.49


– Nej, kom det så, lavmælt men overbevisende. – Hun ville aldrig lade mig sidde tilbage med uvisheden. Jeanette Milling havde boet lidt uden for Esbjerg, og siden hun forsvandt, havde moren betalt hendes husleje, så datteren ikke mistede sin lejlighed. Gennem de sidste seks år havde hun arbejdet som sekretær og receptionist for to fysioterapeuter, men derudover var det meget begrænset, hvad Louise vidste om kvinden, der var taget ned for at holde to ugers solferie. Og det var heller ikke en sag, hun behøvede at bruge sin tid på. Slet ikke i dag, tænkte hun og så på uret over døren. Alligevel kunne hun ikke lade være med at tage imod opkaldene fra fru Milling, som blev ved med at ringe fuld af håb. – Selvfølgelig er du velkommen til at ringe igen, sagde Louise, inden hun med et farvel lagde røret på. Et øjeblik sad hun og følte sig ramt af den ensomhed, datterens forsvinden havde efterladt i moren. Der var noget rørende over, at Grete Milling så stædigt holdt fast i troen på, at man ville finde Jeanette, selvom der var gået så lang tid. Samtidig var det også ubærligt at tænke på den dag, nogen var nødt til at slukke håbet og fortælle hende, at hun godt kunne opsige datterens lejemål. – Skal du have en kop kaffe med? spurgte Lars Jørgensen. Hendes makker havde rejst sig og stod i døren. Louise rystede på hovedet. – Jonas skal til tandlægen, så jeg smutter nu, sagde hun og tjekkede den sms, der var kommet, mens hun talte. „Fik tidligt fri,“ skrev drengen, „hent mig hjemme.“ – Vi ses i morgen, sagde Louise og smilede, da Lars Jørgensen begyndte at nynne: „Der er altid noget at gøre for en husmor.“

12

PP_Dødsenglen.indd 12

25/01/11 09.49


– Det var der ikke! næsten skreg Carl Emil Sachs-Smith, da han torsdag formiddag ignorerede sekretæren i forkontoret og brasede ind på Miklos Wedersøes advokatkontor i Roskilde, uden tanke for om han brød ind i noget. – Sømmet var tomt. Carl Emil mærkede, at sveden løb ham klamt ned ad ryg­gen under den højhalsede sweater, og smed sin frakke på gulvet, inden han utilpas og varm kastede sig tungt i stolen over for advokaten. Det berømte glasikon havde hængt der, så længe han kunne huske. Et øjeblik sad han med lukkede øjne og fornemmede, hvordan blodet havde svært ved at nå op til hovedet, selvom det pumpede rundt i resten af kroppen i et tempo, der gjorde ham svimmel. – Jeg forstår det ikke, hviskede han, som om det ikke ville trænge ind. – Det plejer at hænge over for fars skrivebord. Det var efterhånden et halvt års tid siden, han havde indviet advokaten i familiehemmeligheden om Dødsenglen. En sensommeraften efter et bestyrelsesmøde i Termo-Lux havde han og Miklos Wedersøe spist middag på Prindsen i Roskilde. Hans søster var taget hjem for at være sammen med sin datter, og de sad med cognac i glassene, da Carl Emil fortalte, hvordan hans farfar var kommet i besiddelse af det sagnomspundne ikon. 13

PP_Dødsenglen.indd 13

25/01/11 09.49


Som ung glarmester i Roskilde havde farfaren fået en restaureringsopgave i domkirken. Det var i den forbindelse, at han havde hentet nogle partier gammelt kirkeglas hjem fra Polen, og mellem de store, sprossede jernrammer med flere hundrede år støvet og overmalet glas dukkede Døds­ englen frem. Til at begynde med havde hans farfar selvfølgelig ikke været klar over, at der var tale om en næsten tusind år gammel kulturskat, men han havde straks fornemmet, at det var et ganske særligt stykke glas, han stod med. Efter at have gennemlæst adskillige religionshistoriebøger var det så gået op for ham, at ikonet havde siddet som udsmykning i Hagia Sofia, hovedkirken i det byzantinske rige, indtil tyrkerne erobrede Konstantinopel i 1453, og sultanen omdannede den ortodokse kirke til en moske. Carl Emil havde også fortalt, hvordan myten om det unikke ikon havde gjort det til en af verdens mest eftertragte­ de kulturskatte for samlere. Dengang Dødsenglen var en del af udsmykningen i Hagia Sofia, der på græsk betyder Den Hellige Visdom, havde den siddet i et stort glasparti i kirkens sideskib over digtene, der var mejslet ind i buerne over de marmorudhuggede påfuglehaler. Ikonets klare, blå farver skulle kaste en ring af lys ned på kirkegulvet mellem to brede, glasindlagte søjler, der stod på hver side af vinduespartiet. Sagnet om ikonet fortalte, at en fattig bonde i fortvivlelse en dag mødte op i kirken for at bede om tilgivelse efter uoverlagt at have taget livet af en gemen tyveknægt. I ly af natten havde tyven forsøgt at stjæle bondens to stykker kvæg. Bonden havde taget manden på fersk gerning, og da tyven forsøgte at stikke af, havde bondemanden kastet en sten fra marken efter ham. Og det var det ene stenkast, der havde slået tyven til jorden. 14

PP_Dødsenglen.indd 14

25/01/11 09.49


Bonden havde stået midt i ringen af lys med blikket mod ikonet og bedt om tilgivelse. Bagefter fortalte han, at det var, som om lyset et øjeblik var blevet stærkere, klarere, og så var det, at Dødsenglen havde talt til ham. „Dine synder skal være dig forladt.“ Lettet i sindet og overrumplet i sjælen tog bonden hjem. Ifølge sagnet blev han aldrig retsforfulgt for det dødsfald, han havde forårsaget. Historien om den fattige bonde og tyveknægten bredte sig hurtigt og fik gennem årene tusindvis af mennesker til at valfarte til Hagia Sofia for at få tilgivelse for deres synder. Nu samlede advokaten de papirer, der lå spredt på skrivebordet foran ham. Da han havde lagt dem i et chartek og skubbet det til side, så han på Carl Emil. – Hvem har ellers kendskab til ikonets eksistens? spurgte han alvorligt og strøg et lommetørklæde over den blanke isse. – Tænk dig om. – Ingen, kun familien, svarede Carl Emil oprevet. – Igennem årene har flere kunsthistorikere og antikvitetssamlere været meget ihærdige i deres forsøg på at finde det. Min far er flere gange blevet kontaktet af en tysk kunsthistoriker, som mente, han var på sporet af Dødsenglen. Tyskeren påstod, at han var i stand til at kortlægge ikonets rejse fra Konstantinopel efter 1453 op gennem Bulgarien, Rumæni­ en, Ungarn og Slovakiet og videre ind i Polen, endda med årstal og ophold. Men det lykkedes hver gang min far at overbevise ham om, at han var havnet i en blindgyde. Flere forskellige eksperter har gennem tiden også skrevet artikler og indlæg, hvor de lufter deres teorier om, hvilken skæbne der er overgået ikonet, siden det forsvandt fra Hagia Sofia. Men det er endnu ikke lykkedes nogen af dem at lokalisere 15

PP_Dødsenglen.indd 15

25/01/11 09.49


Dødsenglen. Måske er det sket nu, hvor mine forældres hus står tomt? Fortvivlet lod han hænderne løbe gennem det lyse hår og gemte ansigtet i håndfladerne, mens han tavs rystede på hovedet. Det var efter middagen på Prindsen, at Wedersøe tilbød Carl Emil at undersøge, hvor meget det eftertragtede ikon var værd i en handel. De blev enige om, at advokaten i første omgang skulle nøjes med at stikke en føler ud for at få en fornemmelse af, hvad ikonet ville kunne indbringe, hvis den rigtige køber meldte sig. Wedersøes kontakt i New York havde efter aftale udelukkende forhørt sig i de få lukkede kredse, som talte en lille håndfuld stenrige, excentriske samlere. De havde likvider nok til at erhverve sig illegale kunstobjekter og forsvundne kulturskatte, som anerkendte auktionshuse kategoriserede som uvurderlige, og klokken 03.10 i nat dansk tid havde Miklos Wedersøe så modtaget et opkald fra sin amerikanske kontakt med besked om, at der var kommet et konkret bud på Dødsenglen. Omregnet til dansk valuta lød buddet på godt 1,2 milliarder kroner. Det var den besked, der samme morgen havde fået Carl Emil til at springe ned i sin sorte Range Rover og med susen for ørene køre mod forældrenes store pragtejendom, en gård uden for Roskilde, for at hente ikonet. Huset havde stået tomt næsten et halvt år, siden deres far forsvandt i dagene efter morens selvmord. De fleste gættede på, at Walther Sachs-Smith efter et langt livs ægte­ skab havde valgt at følge sin kone i døden, men hans lig var endnu ikke dukket op, så huset ude ved fjorden stod fortsat som et ubesøgt museum. – Hvad gør vi? udbrød Carl Emil og faldt i staver, mens han betragtede advokaten, den skaldede isse, det dyre 16

PP_Dødsenglen.indd 16

25/01/11 09.49


jak­ke­sæt og læbepomaden, der lå på bordet foran ham. Den aften på Prindsen havde Miklos Wedersøe kvitteret for Carl Emils betroelse ved at fortælle, hvordan han selv var vokset op som enebarn. Hans mor var russisk, hans far dansk og på gennemrejse, dengang Rusland for alvor var kommunistisk. Ham kunne han ikke længere huske. Han forsvandt, inden Miklos fyldte to, og havde ikke udstyret sin søn med andet end et billede og et efternavn, som lød helt forkert, når hans navn blev råbt op i klassen. Hans mor døde, da han var fjorten, og det var efter hendes død, han valgte at fortsætte sin skolegang på en kostskole i Danmark. Selvfølgelig var det på grund af faren, det var Carl Emil godt klar over. Men det var ikke for at opsøge ham, det var mere for at vise, at hans søn var i stand til at klare sig uden hans hjælp. Det var det, Carl Emil beundrede ham for. Og man måtte sige, at Miklos Wedersøe havde gjort det godt med egen advokatvirksomhed og bestyrelsesposter i en håndfuld gode erhvervsvirksomheder. Lige nu havde Carl Emil dog svært ved at forstå, hvordan advokaten kunne se så forholdsvis fattet ud. I stedet for salær skulle Miklos Wedersøe ifølge deres aftale modtage en provision på tyve procent af salget, fordi det var ham, der løb risikoen ved at involvere sin kontakt. Wedersøe havde trukket et plastikchartek frem og skød det hen over bordet til Carl Emil. Det var en tegning af Dødsenglen. Carl Emil genkendte den, englen med liljen i hånden og de store vinger. Selvom det var en hurtig skitse, var farverne stadig klare, sølv, lyseblå og den dybt mørkeblå. Det var en gengivelse af det ikon, hans far havde haft hængende på kontoret. – Der står her, at ærkeenglen Gabriel anses for at være 17

PP_Dødsenglen.indd 17

25/01/11 09.49


dødsenglen. Han er knyttet til magi og virker gennem men­ ne­skets underbevidsthed, sagde advokaten. – Dette stammer fra en tysk kunsthistoriker, som gennem længere tid har forsøgt at finde det hellige ikon. Han lagde hånden på papirerne og fortalte, at de var dukket op, mens han gennemgik nogle ældre mapper i Carl Emils fars arkiv. – De lå sammen med den korrespondance, de to åbenbart har haft gennem årene. Han tog papirerne ud. – Kast lige et blik på de mål, der er sat på ude i marginen, bad advokaten. Carl Emil betragtede tegningen, men forstod ikke helt meningen med tallene ude i siden. – Hvor stort var det ikon, jeres far havde hængende? spurgte advokaten. – Det var i hvert fald ikke 60 x 80 centimeter, sagde Carl Emil. – Det var meget mindre. Miklos Wedersøe nikkede. – Men så stort er det ægte ikon. Det passer også bedre i forhold til en kirkes dimensioner, hvis det havde en fremtrædende plads i det brede sideskib. Carl Emil lod sig synke længere ned i stolen og foldede hænderne bag nakken, så håret uglede op bagpå. Et øjeblik lukkede han øjnene og forsøgte at slippe den ophidselse, der havde overrumplet ham. – Betyder det, at det bare var en lille kopi, min farfar fandt dengang? udbrød han. Miklos Wedersøe rystede på hovedet. – Jeg tror, jeres far har fået lavet en kopi af det ægte ikon, sagde han. Carl Emil åbnede øjnene og lænede sig interesseret frem. – Det her var hæftet sammen med en kvittering fra en 18

PP_Dødsenglen.indd 18

25/01/11 09.49


anerkendt glaskunstner. Han lever desværre ikke længere, men regningen er fra 1986, og jeg føler mig ret overbevist om, at det var på det tidspunkt, din far fik kopien fremstillet. Carl Emil rettede sig op. – Er det så kun en kopi, der er forsvundet fra kontoret? – Ja, medgav Wedersøe. – Det skulle jeg mene. Men siden kopien er forsvundet, kunne det tyde på, at andre er kommet på sporet af ikonet. Og så er spørgsmålet selvfølge­lig, hvem der først finder originalen. Carl Emil kunne pludselig ikke tænke klart. Han følte sig truet, uden at vide hvor truslen kom fra. – Hvem har haft adgang til jeres forældres hus? spurgte advokaten. – Ingen. Carl Emil rystede på hovedet. Så vidt han vidste, ingen. – Alarmen er slået til, og det er kun min søster og mig, der kan komme ind. Vi har ændret koden, for det var jo ikke til at vide, hvem vores forældre havde givet adgang til huset. De havde både en husholderske og en rengøringsdame, der kom flere gange om ugen. – Vil det sige, at jeres far ikke vil kunne komme ind i sit eget hjem, hvis han pludselig dukker op igen? spurgte advokaten. Carl Emil sukkede og faldt lidt sammen. – Han kommer ikke tilbage. Der er gået for lang tid. Jeg tror ikke på det længere, svarede han og blev pludselig trist, da han mærkede savnet. – Vi havde valget mellem at fjerne alt af værdi fra huset, men det er jo næsten hele inventaret, og det må vi ikke, så længe boet ikke er gjort op. Eller også kunne vi sikre huset med en ny alarmkode og et overvågningskamera, som registrerer, hver gang alarmen bliver deaktiveret. 19

PP_Dødsenglen.indd 19

25/01/11 09.49


Advokaten nikkede. – Har du talt med din søster? spurgte Wedersøe. – Hun er på vej, nikkede Carl Emil og mærkede allerede, hvordan det begyndte at stramme i brystet.

PP_Dødsenglen.indd 20

25/01/11 09.49


– Jeg kan ikke vise mig nogen steder, når jeg ser sådan ud, sagde Jonas mut, da de var kommet hjem fra bøjletand­ lægen. Louise strøg ham over kinden. Togskinner. Hun kunne godt se, at det ikke var særlig fedt for en dreng på tolv. Det var ti dage siden, han havde fået den permanente bøjle på i undermunden, men nu sad den også som et tæt værn i overmunden. – Du vænner dig til det, sagde hun og nåede til alt held at bide resten af klicheen i sig. Det ville ikke trøste drengen at få at vide, at han nok skulle blive glad for det senere. – I første omgang er det også kun Camilla og Markus, der får dig at se. De har været nede forbi Paradis Is og kommer lige om lidt. – Jeg skal ikke have noget is, og de behøver ikke at komme og glo på mig. De blev afbrudt af hundepoter, der kom springende over stuegulvet, og øjeblikket efter kom Dina storlogrende frem i døren. Den gule labrador løb begejstret frem og tilbage mellem dem, da den opdagede, at de var kommet hjem. Selvom hvalpen var døv på begge ører, fornemmede hun altid, når der kom nogen. Nu sprang hunden rundt i glæde og slikkede på Louises bukseben, indtil Jonas smilende satte 21

PP_Dødsenglen.indd 21

25/01/11 09.49


sig ned på gulvet og kælede med hende med alt metallet i munden blottet. Louises plejesøn fyldte snart tretten, og det var ikke engang et år siden, at hun under meget tragiske omstændighe­ der pludselig var blevet hans nærmeste pårørende. Jonas havde ikke haft andre. Ingen familie, ingen fjerne slægtninge. Han var kun fire, da hans mor døde af en uhelbredelig blodsygdom, men da Louise mødte ham første gang, var det tydeligt, at han havde vænnet sig til savnet og havde det godt alene med sin far. Kort tid efter brød hans verden sammen, da han elleve år gammel blev vidne til, at faren for øjnene af sin søn blev skudt på klos hold og dræbt. Til Louises store overraskelse var det Jonas selv, der hav­ de bedt om at komme til at bo hos hende, da der skulle findes en plejefamilie til ham. De var mødtes, da hun arbejdede på en sag, som involve­ rede hans far og den kirke, hvor han havde været præst, så det var ikke, fordi de kendte hinanden særlig godt på det tidspunkt. Der havde imidlertid været en virkelig god kemi imellem dem, og efter tragedien var det Louise, Jonas havde knyttet sig til, mens han stadig var indlagt og i behandling efter den traumatiske oplevelse. Han gik også i klasse med Camillas søn, Markus, så selvom det havde været oplagt at lede efter en plejefamilie på skolen, havde Louise været hans første prioritet. I starten havde Louise udelukkende opfattet det som en midlertidig løsning, fordi hun ikke havde kunnet få sig selv til at afvise ham. Hun havde altid sat pris på sin uafhæn­ gighed og værdsat, at hun selv kunne bestemme over sin tid. Men sådan var det ikke længere. Det var gået op for hende, at hun ganske enkelt var i bedre humør, når Jonas også var der. Hans nye familie bestod af Louise, deres ældre underbo, Melvin, og Dina, den 22

PP_Dødsenglen.indd 22

25/01/11 09.49


gule labradorhvalp, som Louises ekskæreste, Kim, meget mod hendes vilje havde lånt drengen på ubestemt tid. Nu gik der længere og længere tid imellem, at Jonas talte om sin fortid. Hvor de i starten snakkede meget om minderne, alle de gode ting han huskede fra sin barndom, var det efterhånden, som om han var faldet på plads i sit nye liv. Sådan havde Louise i hvert fald tænkt, indtil der for nylig pludselig var sket en forandring. Fra at være glad og sød grænsende til det taknemmelige over overhovedet at måtte bo hos hende var det, som om Jonas var blevet mut og indesluttet. Og Louise forstod det godt. Der var sket meget i løbet af året, og oven i alt det med sin far havde han også mistet en god klassekammerat, som i efteråret var død efter en tragisk ulykke. Der var ikke spor at sige til, at han reagerede, tænkte Louise. Hun var bare ikke vant til, at han trak sig på den der nye måde og blev sur og tvær. Måske var det tid til en opfølgende samtale med Jakobsen, tænkte hun, psykologen som drabsafdelingen benyttede, når der var behov. Louise gik ud i køkkenet. Hun var øm i armene efter dagens øvelse, for der gik alt for lang tid imellem. Hun havde været en del af forhandlergruppen siden 2006, og politikommissær Willumsen, hendes gruppeleder i drabsafdelingen, rasede stadig over, at deres træning foregik i arbejdstiden, selvom det i sin tid var ham selv, der havde opfordret hende til at søge ind på specialuddannelsen, da to FBI-agenter var blevet hentet til landet for at undervise. Tretten var de i forhandlergruppen, og selvom det ikke havde direkte indflydelse på hendes arbejde i drabsafdelingen, var det noget, der hele tiden lå i hendes bevidsthed, for hun kunne kaldes ud til opgaver når som helst og havde altid forhandlertelefonen på sig. Selvom hun havde mulighed for at sige nej og lade opgaven gå til en af de andre på 23

PP_Dødsenglen.indd 23

25/01/11 09.49


Dødsenglen af Sara Blædel