Issuu on Google+


1 1965

Bag brillerne var drengens øjne som matteret glas. Alice Silverman drejede sig i stolen og justerede persiennerne, så den sene sommersol faldt dæmpet ind i rummet. Alle overflader – det lyse træbord, ryg og armlæn på begge stole, det lange, lave kabinetskab med de smalle skuffer – vibrerede af et fint skær af honninglysende støv. Hver enkelt skuffe i skabet var tydeligt mærket med navnet på det barn, som den hørte til; på nogle, de yngstes, var der med lysende farver tegnet et dyr ved siden af grebet, en delfin, en dinosaur, en brun bjørn med overdimensionerede fødder og en stor rød sløjfe om halsen. Ved siden af Alices slanke håndled lå en ulinjeret blok, hvorpå hun nu og da med en net håndskrift noterede ord eller sætninger; eller tegnede krusseduller; eller krydsskraverede mørke motiver såsom skyer eller træer. Mellem hende og drengen lå adskillige ark blankt papir, nogle farvede, andre hvide, og ved siden af papiret en trææske med almindelige blyanter, farveblyanter og kridt. ‘Der er masser af papir her,’ sagde Alice. ‘Du kunne tegne. Lav en tegning til mig.’ Kun en trækning i øjet til svar. ‘Det er svært, ikke også?’ sagde Alice. ‘På den ene side vil du gerne, men på den anden side vil du ikke.’ Stadig ikke noget. Hun havde spurgt ham før, nej, ikke spurgt ham, tigget ham, — 7 —

Lys og mørke.indd 7

14-03-2008 14:47:50


beordret ham. Hun havde brug for en reaktion. Noget, hun kunne spille op imod. Han skulle heller ikke falde alt for godt til. Ingen af de dér fjollede pædagogspørgsmål: Hvad havde han lavet i ferien? Hvad var hans yndlingsgruppe, Beatles eller Stones? Alice så på ham, og drengen rykkede sig på stolen, indtil han nærmest sad med siden til med bøjet hoved og bortvendt ansigt. Stones, tænkte hun, det måtte det være. For hendes vedkommende, i det mindste. Ordene fra Mother’s Little Helper kørte gennem hendes hoved. Mick Jaggers smalle, stødende hofter og læbernes obskøne vrængen. En gysen løb gennem hende, og hun så drengen stivne, som om han på en eller anden måde havde registreret det. Henvisningen var oprindelig kommet fra drengens lærer. Ikke baseret på en enkelt konkret ting, mere på en ophobning af tildragelser, der hver især havde rettet hendes opmærksomhed mod et eller andet underliggende, som i det mindste faldt uden for normen. Pludselige humørsvingninger, temperamentsudbrud, tårer; flere lejligheder, hvor han havde snavset sig selv til på legepladsen, og en enkelt gang i klassen; én særlig situation, som meget sandsynligt var blevet fejlfortolket, mellem ham og skolesekretæren, hvor de to havde været alene på hendes kontor, og hvor der havde været et eller andet vagt seksuelt i luften. Alice havde læst rapporterne og havde ikke haft nemt ved at beslutte sig, men til sidst havde hun fundet plads i kalenderen. Det var næsten fem år siden, at hun havde afsluttet sin uddannelse, og tre år siden hun var blevet ansat i sin nuværende stilling. I arbejdet med de yngste børn – på syv, otte, ni – følte hun sig mindre usikker, mere i kontrol. Men drenge som ham her, som nærmede sig de elleve, stadig spinkle, men ikke desto mindre med noget truende over sig, med en trang til konfrontation lige under huden ... Med en fornemmelse af, at den afsatte tid var ved at løbe — 8 —

Lys og mørke.indd 8

14-03-2008 14:47:50


ud, kastede hun et stjålent blik på armbåndsuret; hun skruede hætten på fyldepennen og af igen, inden hun tvang sig til at holde fingrene i ro. En kop te og en kiks, derefter endnu to samtaler, og så var det overstået. Endnu en dag. I aften var der Bunuel i filmklubben. Viridiana. Måske ville hun tage ind og se den, få tankerne bort fra arbejdet og slappe af. ‘Jamen, så –’ sagde Alice i så let et tonefald, som det var hende muligt, ‘så ses vi igen i næste uge.’

— 9 —

Lys og mørke.indd 9

14-03-2008 14:47:50


2

Da Elder i sin tid havde ladet sig pensionere og var flyttet ned til Cornwall – var det virkelig snart fire år siden? – var en af de ting, han havde lovet sig selv, at lære navnene på samtlige træer og blomster, som voksede i den nærmeste omegn af, hvor han slog rod. Men højt oppe på halvøen mellem Zennor og St Ives, på en smal stribe land mellem hede og hav, var der ingen træer – eller uhyre få – og de blomster, som hvert forår tappert brød igennem, forblev for de flestes vedkommende anonyme. Rød pragtstjerne kendte han, og fingerbøl; klokkeblomst, selvfølgelig, og kodriver, men kun få andre. Lommeguiden, han havde fundet antikvarisk, stod halvglemt mellem de øvrige bøger, som var proppet ind i tilfældig orden på hylderne. Denne morgen var himlen bleg ude over havet og udtværet grå over land; over den gamle tinmine i Sperris Croft gled den helt over i mørk. Eneste spor af solen var et svagt rødmende skær over bakkerne mod sydøst. I radioen aftenen før havde udsigten lydt på et dyk i temperaturen på op til ti grader og i højere liggende områder let snefald – usædvanligt for april. Elder lavede kaffe og ristede brød og slog sig derefter ned i den eneste komfortable lænestol med en bog: Ræven på loftet af Richard Hughes. Det landarbejderhus, han havde lejet, havde stået tomt det meste af et år, da han flyttede ind. Ejernes plan om at renovere det med henblik på udlejning til feriegæster var strandet på en blanding af familiestridigheder og mangel på kontanter. Stenmurene, som var svære nok til at modstå — 10 —

Lys og mørke.indd 10

14-03-2008 14:47:50


vinden, stod stadig her og der uden puds, og hvor der mere eller mindre tilfældigt var klasket mørtel på, stod den stadig umalet, efterhånden med et blegrødt skær, der mindede Elder om patineret marmor. Et oliefyret komfur, som han brugte til madlavning, var den væsentligste varmekilde, tilstrækkelig til at dække behovet for en enlig beboer, så længe denne var forberedt på at gå med adskillige lag tøj i vinterperioden og ikke krævede mere end et enkelt bad om dagen. Det første halvandet år havde radioen været hans eneste forbindelse til omverdenen, men derefter havde han efter pres fra sin ekskone Joanne og et par enkelte venner, som insisterede på at holde kontakten, fået installeret telefon. En kabeltilslutning. Der var ikke signal til andet. Den ringede stort set aldrig. Efter det meste af en times tid lagde Elder bogen fra sig, strakte sig og gik udenfor. Jo, det var blevet koldere, men ikke så meget. Måske havde vejrudsigten taget fejl. Et kvarter senere havde han snøret støvlerne, knappet regnfrakken, trukket den uldne hue ned over ørerne og begivet sig ud på stien, der ville føre ham gennem Nancledra til den modsatte kyst og inden for synsvidde af St Michael’s Mount. Nu hvor han var først i halvtredserne, havde han tillagt sig en livsstil, hvor han i det mindste holdt sig i form. Da han kom tilbage om eftermiddagen, forsynet med en kage fra bageren i Marazion og de to cox orange-æbler, han havde plukket, så han fra toppen af vejen en bræmme af hvidt, der bevægede sig hurtigt hen over havet, sandsynligvis en blanding af hagl og sne. Sikkert inden døre kom han af frakken, sparkede støvlerne af og fik tændt under en kedel på komfuret. Inden teen havde nået at trække, smældede hagl på størrelse med dueæg mod tag og vinduer, voldsomt nok til at overdøve de første ringetoner fra telefonen i hjørnet af rummet. Elder dækkede med hånden for det ene øre, da han svarede. Joannes stemme i den anden ende lød først svagt, men dog klar nok til at få hans mave til at snøre sig sammen. Hans første — 11 —

Lys og mørke.indd 11

14-03-2008 14:47:50


frygt var altid, at der var sket noget med hans datter Katherine. Igen. ‘Hvad er der galt?’ spurgte Elder. Joannes latter var hurtig og ikke helt ægte. ‘Behøver der at være noget galt, Frank?’ Sandsynligvis, tænkte Elder. ‘Så du har det godt?’ sagde han. ‘Jeg har det fint.’ ‘Og Katherine?’ ‘Katherine har det fint. Hun skal snart til eksamen.’ ‘Og det klarer hun?’ ‘Hun slider i det.’ Katherine var i færd med at tage supplerende fag på gymnasieniveau og håbede på at kunne begynde på universitetet efter sommerferien, enten i Loughborough eller Sheffield Hallam; målet var en idrætslederuddannelse. Ja, hvorfor ikke? I Cornwall, vidste Elder med sikkerhed, var det muligt at tage en grad i surfing og bølgeteknologi. Atletik og løb havde gennem mange år været en væsentlig del af hans datters liv. ‘Hvordan har Martyn det?’ spurgte Elder. Der kom ikke noget svar. Som ejer af en lille kæde af hårstylister og skønhedssaloner var Martyn Miles både Joannes arbejdsgiver og i sin tid hendes elsker. Manden, med hvem hun – dengang ubekendt for Elder – havde haft en længerevarende affære. Da Joanne og Elder blev separeret, var hun og Martyn flyttet sammen; siden da var han rykket ud igen mindst én gang, hvis ikke flere. Elder kom til at tænke på de malede træfigurer, som havde boet i en svejtserhytte på hans forældres buffet, og som sprang ind og ud i takt med, at vejret skiftede. ‘Kan du huske Jennie?’sagde Joanne. ‘Jennie Preston?’ ‘Det tror jeg ikke, nej.’ ‘Lille. Blondine. Arbejder i en salgsafdeling. Skønhedsprodukter. Hårpleje, den slags. Vi har fået en drink sammen i Lace Market et par gange.’ ‘Nej, beklager.’ — 12 —

Lys og mørke.indd 12

14-03-2008 14:47:50


‘Hun har en søster, der hedder Claire. En storesøster. En lidt trist historie, ifølge Jennie.’ Kom til sagen, tænkte Elder. ‘Det ser ud til, at hun er forsvundet. Claire.’ ‘Forsvundet?’ ‘I næsten en uge nu. Ingen besked, ingen breve, ingen telefonopkald, intet. Og det ligner hende slet ikke. Stakkels Jennie er syg af bekymring.’ ‘Har hun meldt det til politiet?’ ‘De virkede ikke specielt interesserede.’ ‘Men hun har altså anmeldt det?’ ‘Ja. Og det eneste, de sagde, var i store træk, at eftersom der var tale om en voksen kvinde, og der ikke var tegn på nogen forbrydelse, så var der ikke meget, de kunne gøre.’ ‘Det er givetvis sandt.’ ‘Frank, hun er helt ude af sig selv.’ ‘Ja, det sagde du.’ En kort pause. ‘Hun spørger, om du kan hjælpe?’ ‘Det tror jeg ikke.’ ‘Hvorfor ikke?’ ‘Bor hun deroppe? Søsteren ... Claire?’ ‘Ja.’ ‘Så er jeg femhundrede kilometer væk.’ ‘Det behøver du ikke at være.’ ‘Gør jeg ikke?’ ‘Hvornår var du her sidste gang?’ ‘I julen.’ ‘Så kom herop et par dage. Besøg Katherine. Så kunne du møde Jennie; og i det mindste snakke med hende.’ ‘Hvad skulle det gøre godt for?’ ‘Jeg ved det ikke. Bringe hendes tanker lidt i ro, om ikke andet. Måske er der nogle ting, hun selv kan gøre, noget, hun ikke har tænkt på. Bare det at snakke med nogen, en som tager hende alvorligt – det ville hjælpe.’ Elder fornemmede afmægtigheden i hele situationen skylle som koldt vand ind over hans fødder og omkring anklerne. — 13 —

Lys og mørke.indd 13

14-03-2008 14:47:50


‘Kom nu, Frank. Det er vel ikke ligefrem sådan, at du har specielt travlt dernede, vel?’ Det var jo netop pointen, tænkte Elder. En god del af den i hvert fald. ‘Lad mig tænke over det,’ sagde han. ‘Jeg ringer tilbage.’ ‘Lover du det?’ Dine løfter er – hvad var det, hans mor plejede at sige? – dine løfter er som brødkrummer. Hans mor havde sagt så mange ting. ‘Det lover jeg,’ sagde Elder og lagde røret på. Han ringede om mandagen, to dage senere. I mellemtiden havde han kontaktet politiet i Nottinghamshire, og efter at have udvekslet et par ironiske høfligheder med tidligere kolleger endte han med at blive stillet om til kriminalassistenten med ansvar for forsvundne personer. Claire Meecham var meldt savnet af sin søster tirsdag den tolvte april. Der var optaget rapport, men ikke foretaget nogen opfølgning. Faktisk handlede det jo kun om lidt over en uge. Og hvor mange tusinde forsvandt ikke hvert år? Bare gik deres vej uden så meget som et ord. Var det på en måde ikke det, Elder selv havde gjort? Og han vidste selv, at andelen af tilfælde, hvor en forbrydelse var involveret, var lille. Men Katherine – hans forhold til sin datter havde ikke altid været det bedste gennem de sidste par år, og det her med Jennies søster var en god undskyldning for at se hende igen. Han ville køre derop næste dag. Han stoppede ved rastepladsen på A46 mellem Evesham og Stratford-upon-Avon og gik ind på Little Chef-cafeteriet for at få en kop kaffe og den specielle morgenbakke, som man åbenbart kunne bestille, uanset hvor langt oppe på dagen det var. Derefter var der et kort stykke til Fosse Way, den gamle romervej, som i lige linje førte ham til udkanten af Leicester. Derfra endnu et kort stykke motorvej, inden skiltene til Nottingham syd begyndte at dukke op, herefter via den ensporede vej forbi kraftværket, det gamle seminarium og boligområdet Clifton Estate. — 14 —

Lys og mørke.indd 14

14-03-2008 14:47:50


Han havde hørt en radioudsendelse om en forfatter på dennes hundredårsdag – Graham Greene, var det vist. Hvordan han havde boet i Nottingham de tidlige år og ikke sat byen specielt højt, et dystert, trøstesløst hul ifølge forfatteren, men ikke desto mindre havde der været noget ved byen, noget som gjorde, at havde man én gang levet der, så ville den aldrig helt give slip på én igen. Elder holdt til venstre på den anden side af vejoverførslen og fulgte den brede kurve rundt og ned og ind mod byens centrum; om fem minutter, højst ti, ville han være fremme ved Joanne i The Park, et villakvarter med store, mestendels victorianske huse i ly af Nottingham Castle. Ikke at der var noget victoriansk ved den smalle, arkitekttegnede facade, som fremtrådte som ikke meget andet end en nøgen, grå murflade med to små vinduer mod verden udenfor. Joanne lukkede op med en hurtighed, som lod formode, at hun halvt om halvt havde siddet og ventet på hans ankomst – hans eller en andens. Hun sendte ham et hurtigt smil, mens hun trådte et skridt tilbage for at lade ham slippe ind. Trægulvet i entréen var så lyst og fnugfrit, at han nærmest følte sig forpligtet til at tage skoene af. Elder fulgte efter hende ind i en stue, som virkede endnu større, end den var, på grund af det hævede loft og en væg næsten helt i glas ud mod en terrasse og haven nedenfor. ‘Hvordan gik turen?’ ‘Åh, som sådan en nu gør.’ ‘Hvor lang tid tog det? Seks timer?’ ‘Snarere syv.’ ‘Så må du være træt.’ ‘Jeg har det udmærket.’ Hun var i en sølvskinnende kjole, som knap syntes at berøre hendes krop bortset fra omkring hofterne. Hendes hår – var det mørkere i dag? – var samlet løst i nakken; enkelte vildfarne hår faldt ned og hvilede mod hendes nakke. ‘Nu skal jeg finde et eller andet til dig. Te? Kaffe? Et glas vin?’ — 15 —

Lys og mørke.indd 15

14-03-2008 14:47:50


Der stod et glas hvidvin på det lave bord midt på gulvet. Halvt tømt eller halvfuldt? Klokken var lidt over tre om eftermiddagen. ‘Nej tak, ikke noget. Jeg har det fint.’ ‘Det er du sikker på?’ ‘Det er jeg sikker på.’ ‘Jamen, sæt dig i det mindste ned.’ I himlens navn, var han på nippet til at udbryde, jeg har sgu siddet ned den halve dag – usikker på, om det var noget ved hende eller noget ved huset, som i den grad hidsede ham op. Han satte sig yderligt i den ene ende af en sofa, der ifølge hans erindring tidligere havde været hvid, men nu nærmest var i en delikat rødviolet nuance, der matchede perfekt med væggenes lette gråblå farve. Joanne forsvandt ud i køkkenet og kom tilbage med sit glas fyldt næsten til randen; hun satte sig over for ham i en S-formet stol med løse hynder, tændte en cigaret og lod en langsom fane af røg stige op i luften. ‘Jeg har snakket med Jennie. Hun vil gerne mødes med dig i aften.’ Elder nikkede. ‘Okay.’ ‘Frank, hun er meget taknemlig for, at du gør det her for hende.’ ‘Jeg har ikke gjort noget.’ ‘Men det vil du. Det ved jeg, du vil.’ Elder undlod at svare. ‘Hvad med Katherine?’ sagde han. ‘Ved hun, at jeg er her?’ ‘Selvfølgelig. Hun sagde, hun ville ringe; hun ville prøve at finde ud af noget.’ ���Det var pænt af hende.’ ‘Hold nu op, Frank. Hun har travlt, hun læser. Det skulle du være glad for.’ ‘Det er jeg også. Jeg vil bare gerne se hende.’ ‘Det ved jeg godt, du vil.’ ‘Den lejlighed, hun bor i – hvordan går det med den?’ ‘Fint, så vidt jeg ved.’ — 16 —

Lys og mørke.indd 16

14-03-2008 14:47:50


‘Hvordan nogen ved deres fulde fem kan finde på at flytte ind i et nedslidt hus i den mest belastede del af Lenton ...’ ‘I stedet for at bo her?’ ‘Ja.’ ‘Frank, hun er nitten. Hun har sit eget liv.’ ‘Jeg ved det, jeg ved det.’ ‘Du kan ikke pylre om hende for evigt.’ ‘Og det har der jo været masser af.’ ‘Du ved, hvad jeg mener.’ ‘Ja.’ Elder lænede sig tilbage, og et øjeblik lukkede han øjnene. Når han selv aldrig ville kunne slippe fri af dengang, hvor Katherine var blevet bortført på åben gade af en notorisk morder, holdt fanget og voldtaget, hvor mange gange værre var det så ikke for hende? Og hvor vanskeligt for dem begge var det ikke at glemme, at meget af skylden faldt tilbage på Elder selv? ‘Måske,’ sagde han, ‘vil jeg alligevel gerne have en kop kaffe.’ Da Joanne gik forbi vinduet, tittede solen frem så pludseligt, som havde nogen trykket på en kontakt, og Elder kunne se omridset af hendes bryster og lår gennem kjolens stof. Han fulgte hende ud i køkkenet, hvor han lænede sig mod dørkarmen og iagttog hende, mens hun kom kaffe i bunden af stempelkanden. ‘Da jeg spurgte dig i telefonen, hvordan Martyn havde det, svarede du ikke.’ ‘Det var fordi, der ikke var noget at sige.’ ‘Så du ser ham ikke?’ ‘Ser ham?’ ‘Jeg mener, han bor her ikke mere?’ Joanne pressede stemplet for tidligt ned i kanden. ‘Hvordan kan det være, Frank, at hver gang jeg snakker med dig, så får jeg fornemmelsen af at blive forhørt?’ ‘Jeg er bare interesseret.’ ‘Ja?’ ‘Ja. Selvfølgelig.’ — 17 —

Lys og mørke.indd 17

14-03-2008 14:47:50


‘Martyn flyttede i juni sidste år, det ved du godt. Eller vidste du ikke det?’ ‘Jeg tænkte, at han nok var flyttet tilbage igen.’ ‘Ikke for alvor. Vi forsøgte – hvad var din formulering? – at se hinanden igen i en periode derefter. Det kom aldrig til at fungere.’ Hun skænkede kaffe, næsten farveløs, i store, hvide kopper. ‘Alle de unge piger, der hænger omkring ham, ikke meget ældre end Katherine. Det kunne jeg ikke konkurrere med.’ ‘Det er jo noget snak.’ ‘Er det?’ Hun skubbede hans kop hen over bordpladen mod ham og tændte en ny cigaret. ‘Så du sover ikke sammen med ham?’ ‘Sover?’ ‘Du ved, hvad jeg mener.’ ‘Du er ikke blevet bange for ordet, Frank? Er du?’ ‘Okay, knepper så. Du knepper ikke med ham mere, er det bedre?’ Et øjeblik fastholdt hun hans blik. ‘Kun når han har lyst til det, Frank. Og, som jeg siger, det sker ikke så tit mere.’ Hun klemte sig forbi ham og gik ind i stuen igen.

— 18 —

Lys og mørke.indd 18

14-03-2008 14:47:50


Lys og mørke af John Harvey 9788770531337