JOBNAME: trykklar PAGE: 35 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie
Han havde en lille dobbelthage og fremstående øjne, som om han hellere ville se ting, der var langt væk. En fure gik fra panden ned i øjenbrynene. „Hvorfor er du ikke søkadet endnu?“ spurgte Harald. Peter Wessel trak på skuldrene, og hans ansigt formørkedes. „Jeg kom hertil i september 1704 for at komme ind på Søkadetakademiet, men de ville ikke optage mig. Enhver nar, som har lidt forbindelser, kan komme ind, men ikke mig, der har sejlet, siden jeg var barn. Jeg kom hjem fra to år på en slavehaler, og de vil stadig ikke optage mig. Afdankede skiderikker.“ Harald rødmede igen, da Peter Wessel talte om de narre, der altid kunne komme ind. Men der var noget, han ikke forstod. „Men Bodil Madsdatter sagde, at Hans Majestæt havde lovet dig en plads.“ „Hun er sikker på, at jeg snart bliver optaget, men jeg er ved at opgive håbet for denne gang. Jeg opsøgte Hans Majestæt i stalden ved slottet. Du ved nok, at hvis man har en bøn til Hans Majestæt, så kan man vente i stalden, til han skal på ridetur. Mens de gør hans hest klar, kan man henvende sig. Hvis man kan komme til.“ „Der må være mange.“ „Om der er. Først skal man bestikke staldkarlen, og så er det at vente. Hvis Hans Majestæt ikke skal ud at ride den dag, er det om at komme igen næste dag. Og hvis han endelig skal ud at ride, er man så langt nede i køen, at man ikke når at komme til. Jeg siger dig: Hvad jeg ikke har hørt af jammer. Kællinger, der ville have pension efter deres mænd. Teologer, der ville have et kald. Og evig og altid var der kreditorer, der tiggede og bad om at få deres penge udbetalt. Jeg lærte meget. Én ting er sikker: Man skal aldrig have penge til gode hos Hans Majestæt.“ „Men du kom til?“ „Ja. Tre uger tog det. Og så var det endelig min tur.“ 35