Page 1

dan h. andersen

SLÆGTEN er et historisk univers, som gennem den fiktive adelsslægt Dane fortæller Danmarkshistorien fra 1000-tallet til vor tid. foto © Pierrick Pourchasse

Dane-slægten møder alle de store personligheder og deltager i krige, intriger og begivenheder, som får afgørende betydning for historiens gang. SLÆGTEN er udviklet af Det Historiske Hus.

og Sverige. Peter Wessel er en redersøn fra Trondhjem, der som 13-årig – i 1704

DAN H. ANDERSEN, født 1956, er ph.d. i histo­

– kommer til København og efter flere forsøg optages på Søkadetakademiet.

rie og udgav i 2004 Mandsmod og kongegunst,

Fra 1711 deltager han i krigen, og hans mod og beslutsomhed gør ham både

en anmelderrost biografi om Peter Wessel

kendt og frygtet. I 1716 adles han under navnet Tordenskiold.

Tordenskiold. Han har også udgivet biografien Marie Grubbe og hendes tid (2006) samt bøger

Harald Dane er yngste søn af Ditlev og Agnete. På Søkadetakademiet i København

om nazisme, hemmelige selskaber og sammen­

møder han Peter Wessel. Et venskab udvikler sig mellem de to meget forskel­

sværgelsesteorier. I 2008 debuterede han som

lige unge mænd, og Harald følger den karismatiske Peter Wessel gennem sejr

romanforfatter med Den ny stjerne, nr. 10 i serien SLÆGTEN. Dan H. Andersen er en

og nederlag på hans vej mod toppen. Skæbnesvangert for Harald bliver mødet

populær foredragsholder og har optrådt i tv og

med den smukke og begavede Ingeborg Olufsdatter på den svenske ø Kæringø.

radio om bl.a. Da Vinci Mysteriet og sammen­

Kærlighed og forræderi ryster drømmeren og tvivleren Harald, som til sidst

sværgelsesteorier.

må træffe det valg, der ændrer hans liv for altid.

Tordenskiolds skygge

Den Store Nordiske Krig (1709-20) er det sidste store opgør mellem Danmark

dan h . andersen Tordenskiolds skygge

Slægt en

Dan H. Andersens hjemmeside:

sisterbrandt designstue

www.danhandersen.dk

ISBN 978-87-11-31702- 0

ISBN 978-87-11-31702-0

9

7 88711

317020

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og ringhof


JOBNAME: trykklar PAGE: 1 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

SlĂŚgten

Tordenskiolds skygge


JOBNAME: trykklar PAGE: 3 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

SlĂŚgten

Tordenskiolds skygge

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: trykklar PAGE: 4 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Slægten, bd. 14 Tordenskiolds skygge Copyright © 2009 Dan H. Andersen og Lindhardt og Ringhof A/S All rights reserved Omslag: sisterbrandt designstue Kort: Rasmus Kjærbye Petersen Bogen er sat med Legacy Serif Book hos BookPartnerMedia Og trykt hos ScandBook AB, Sverige, 2009 ISBN 978-87-11-31702-0 1. udgave, 1. oplag Konceptet er udviklet af og tilhører Det Historiske Hus ApS www.histhus.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont


JOBNAME: trykklar PAGE: 5 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Prolog Larkollen i Norge, den 30. august 1704 Dækket på linjeskibet Prins Carl var et mylder af søfolk og luften en kakofoni af lyd, hvor smældet fra sejlene, der langsomt foldede sig blafrende ud i vinden, blandedes med knirken fra ankerspillet, skroget, der gav sig, træsko på dækket, forundret klukken fra de sidste høns, bådsmandspiben og kommandoerne, som fulgte tæt på hinanden: „Let anker.“ „Fald af.“ „Klar ved braserne.“ „Klar til at sætte sejl.“ „Sæt storsejl. Sæt store mærssejl.“ „Sæt mesan. “ „Sæt krydssejlet.“ Drengen slugte alt. Han sugede til sig, som han skulle gøre det resten af sit rastløse liv. Han så mændene kravle op ad vævlingerne og ud på råerne, hvor de balancerede på tynde tove, mens de frigjorde sejlene. Han så folk på dækket hale i skøderne, til sejlene stod stramt, og andre greb fast om vindebommene og drejede agterspillet rundt un5


JOBNAME: trykklar PAGE: 6 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

der taktfaste råb. Han havde set det før på sin fars handelsskibe, men det var større her. Alt var større og højere og dybere. Aldrig før havde han set så mange mennesker samlet på ét sted. 500 mand havde han hørt. Det var besætningen på et linjeskib. Henført så han ud over vandet. De andre skibe i eskadren var også ved at sætte sejl. Det var som at se fugle, der er ved at lette. De to fregatter var naturligvis hurtigst og var allerede foran de tunge og langsomme linjeskibe. Den rigt udsmykkede kongejagt Elephanten med Hans Majestæts flag vajende fra masten fulgte efter dem. Den skulle sejle i midten af eskadren, beskyttet af flådens magt. Et slag mod hans baghoved. Han vendte sig om, næverne knyttet og beredt til slagsmål, som han var vant til hjemmefra. Han stirrede op mod et rødt ansigt, og hans næver slappedes. Bådsmanden. „Hvem er du?“ Drengen bukkede med hue i hånd. Han fremsagde hastigt sin forberedte forklaring: „Jeg er en af skibsdrengene. Jeg kom om bord i Larkollen som erstatning for Jens fra Svendborg, der ligger syg i Fladstrand.“ „Så skal du ikke stå og glane her. Du er Dronningens kvarter og skal over i bagbord side.“ En lussing sendte drengen over i bagbord side. Eskadren mødte havet, som slog ind mod stævnen og sendte vand og skumsprøjt ind over dækket. Et par af drengene hang allerede ud over lønningen, og bådsmanden brølede, at de andre skulle holde godt fast i dem, så de ikke skyllede over bord. Drengen så sig godt for og skyndte sig hen til en lille dreng, som holdt fast i tovværket, mens han kastede op. Drengen tog fat i ryggen på hans busseronne, og det var godt, for pludselig huggede linjeskibet, ramt af en skæv sø. Den lille dreng mistede grebet, men drengen holdt fast i ham med kræfter, der 6


JOBNAME: trykklar PAGE: 7 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

kunne være en fuldvoksen mands. Han havde altid været stærk. „Tak,“ sagde den lille dreng. „Jeg kaster altid op ved afsejlingen. Jeg ved ikke hvorfor. Det er et helvede.“ „Jeg har hørt om det,“ sagde hans redningsmand. „Jeg har aldrig været søsyg.“ „Vær glad for det,“ sagde den lille dreng. „Hvem er du? Jeg har ikke set dig før.“ „Jeg er en af bartskærlærlingene. Jeg fik lov til at sejle med til København, fordi jeg gerne ville lære om søkundskab.“ Den lille dreng så på ham, som om han var sluppet ud af dårekisten. „Du bad om at sejle med som skibsdreng, fordi du ville lære om søkundskab? Når du i stedet kunne sidde og dovne under dæk?“ „Ja, jeg vil til søs. Jeg vil lære alt.“ Den lille dreng åbnede munden, men nåede ikke at sige noget, før de hørte bådsmanden brøle: „Skibsdrenge. Begynd at skure dæk.“ Der blev strøet sand på dækket, og så lå de på deres knæ og skurede dækket med en sandsten. Det var drøjt arbejde, som værkede i både ryg og nakke, og regelmæssigt måtte de kravle ind til siden, når søfolkene løb hen ad dækket. Den lille dreng sagde: „Pokkers også. Ikke et øjebliks ro,“ men drengen klagede ikke. Herfra kunne han se op mod skansen, hvor kaptajnen stod omgivet af sine officerer. Han havde en prægtig uniform på af en slags, han aldrig havde set før. Han gav ikke ordrer selv, men drejede hovedet mod en af de andre officerer og sagde noget til ham. Derfra blev ordren givet videre og endte med en brølende kommando fra bådsmand eller kvartermester. Bag officererne stod to sømænd med rorstangen. De var de eneste menige sømænd, der havde tilladelse til at betræde skansen, som var det hellige om7


JOBNAME: trykklar PAGE: 8 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

råde, hvor kaptajnen og officererne opholdt sig. Hvorfor to? Selvfølgelig. Hvis der kom en pludselig sø eller dårligt vejr, skulle der være to mand til at styre. Ved lejderne og indgangen til kaptajnens og officerernes kahytter stod soldater i røde uniformer vagt. Drengene skumlede over arbejdet. Den lille dreng sagde: „Hvorfor skal vi arbejde som tosser med at skure dæk? Om et par dage er vi i København, og skibet skal lægges op. Hvad skal det til for?“ En stor dreng bandede voksent: „Satans også. Det er den slavedriver til kvartermester. Han vil rigtig vise kaptajnen, at han kan holde skibet rent som en ludders røv.“ Drengen tænkte: Er de så dumme? Forstår de ikke noget? Vi skurer og renser, fordi bådsmanden og kvartermesteren ikke vil have drenge og søfolk til at gå rundt på skibet uden at bestille noget. De vil ikke have en samling drenge til at stå ubeskæftigede, pjattende og få dumme ideer. Men han sagde ikke noget, for det ville bare få dem til at blive vrede på ham, og han havde måske brug for dem senere. Oppe på skansen så han fire unge mænd – snarere store drenge – nærme sig kaptajnen. De var klædt i grå uniformer. De bukkede og rakte ham hver sit papir. Kaptajnen kikkede på papirerne ét efter ét. Han rystede på hovedet og rakte dem videre til næstkommanderende, som så ud til at le hjerteligt. De andre på skansen begyndte at ryste på hovedet og le, som om de havde fået et signal. „Sådan er det altid ved etmål,“ sagde en af drengene, „når kadetterne kommer med deres positionsbestemmelser. Raben griner, og så griner de alle sammen.“ En af de andre sagde: „Jeg er så sulten, at jeg kunne spise en rotte.“ „Jeg gider ikke høre om de rotter. Der er altid en af de gamle, der begynder at snakke om, da han var med en sla8


JOBNAME: trykklar PAGE: 9 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

vehaler og de spiste alle rotterne i Kalmebæltet, og så begyndte de at smide slaverne over bord.“ „Og hajerne smagte af menneskekød, bla., bla., bla.“ „Og man kunne købe en rotte for en mark, bla., bla., bla.“ „Men det forstår I unge fyre ikke, for I har det som blommen i et æg. Men dengang vi var ude at sejle med salig Hans Majestæt Christian 5., da var der mænd til. Husk Køge Bugt.“ „Bla., bla., bla.“ „Gamle fjolser.“ De grinede alle sammen, så bådsmanden sendte dem et olmt blik. Så ringede skibsklokken, og han greb sin fløjte. „Stil an til skafning.“ Endelig! Drengen stillede op med de andre drenge, og de gik sammenbøjede ned ad lejderen til øverste batteridæk. Som altid observerede han de andre, dukkede sig overdrevent og sank ned i knæene, da han fulgte efter dem. Stanken ramte ham som en mur efter den friske luft. Gammel saltmad, spildt øl, råddent vand, tømmer, vådt tøj og noget svedent. Havde de afprøvet kanonerne, før han kom om bord? Hans øjne vænnede sig langsomt til mørket. Rummet var ikke helt uden belysning, for der kom lys fra lejderne, og der hang afskærmede kærter med regelmæssige mellemrum. Damp fra den store stenkabys i midten fik ham til at glippe med øjnene. Nogen skubbede ham i ryggen. „Videre.“ Han knyttede igen næverne, men slappede så af. Alle bevægede sig hurtigt og disciplineret. Lige efter kabyssen var bakke syv. Lettet så han, at hans pose stadig lå op ad klædningen. Tre af søfolkene var der allerede. De havde foldet skaffebordet ud mellem kanonerne og sad på deres skibskister. De så vurderende op på ham. Han stillede sig for enden af skaffebordet og bukkede let: „Jeg er 9


JOBNAME: trykklar PAGE: 10 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

afløser for Jens, som ligger syg i Fladstrand. Jeg er bartskærlærling og har fået lov til at sejle med som skibsdreng, fordi jeg gerne vil lære mere søkundskab.“ Den fjerneste sømand lo. „Har I set ham? Den norske skiderik vil lære sømandskab. Han kan hente vores mad.“ Han så lidt væselagtig ud. Spinkel, med en slidt busseronne. Der var en rift på ærmet, han ikke havde rimpet. Drengen følte vreden vælde op i sig, men han betvang den, som han altid kunne gøre det, når det gjaldt. Han sagde ikke noget, men blev stående med huen i hånden. De fem andre sømænd kom til. De nikkede kort til hinanden og hev hver sin trætallerken, kniv, gaffel og ske frem. En af dem sagde til drengen: „Godt. Ved du, hvad du skal?“ Drengen sagde: „Jeg skal hente mad og øl.“ Den væselagtige sagde: „Husk saltkarret. Det er sgu nødvendigt med det hundeæde.“ „Hold mund, Per,“ sagde den første roligt. „Ingen har bedt om din mening.“ Han pegede på en bakke, hvor der stod nogle store og små kar. „Først henter du saltkødet, ærterne, smørret og beskøjterne, og bagefter øllet. Du kan vist godt gå med begge kar på én gang. Jeg hedder Henrik. Fra Frederikssund.“ Han var ældre end de andre. Over busseronnen havde han en ulden trøje, skønt det var varmt og fugtigt på kanondækket. Hans hår var næsten helt gråt. Drengen nikkede. Han havde forstået. Han havde altid en hurtig opfattelsesevne. Der stod andre drenge ved kabyssen. Kokken øste op fra en meget stor gryde, og ved siden af ham øste hans hjælpere op fra tønder med ærter og delte ud fra poser med beskøjter og kar med salt og smør. Drengene gik hastigt tilbage til deres skaffebakker, hvor otte mand ventede på deres mad. Ingen satte et ben foran drengene, 10


JOBNAME: trykklar PAGE: 11 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

skønt det måtte være en fristelse med de tunge kar fulde af mad, som drengene balancerede med. Drengen funderede lidt over den mærkelige disciplin og selvbeherskelse, men fandt så løsningen. Søfolk holdt af deres mad. Ve den sømand, der spændte ben for deres skibsdreng, så den røg ud på dørken. Da han kom tilbage til bakken, rakte mændene hurtigt ud efter deres mad, mens han skyndte sig tilbage med to store kander, som han fik fyldt op fra øltønder ved siden af kabyssen. Endelig kunne han sidde ned. Der var ikke så meget tilbage, men nok. Selvfølgelig tog søfolkene deres del og overlod resterne til skibsdrengene. Støjen voksede, efterhånden som alle søfolkene talte højere og højere for at blive hørt. Drengen skottede til manden, der sad til venstre for ham. Hans hår var hvidt, og hans ansigt var rødt med små sorte prikker i huden. Han havde ingen øjenbryn. Han sagde ikke noget og så ikke på de andre, men kiggede ud i luften, mens han metodisk løftede sin ske op til munden uden at se på den. Som de andre bankede han automatisk beskøjterne mod bordet for at få ormene ud, dyppede dem i øllet for at bløde dem op, men så hævede han én og tog en bid uden at se på den. Henrik lagde mærke til drengens blik og sagde: „Du skal ikke tage dig af Søren. Han var med ved Københavns belejring for fire år siden, og han fik ikke renset kanonen ordentligt, så en forladning gik af i hovedet på ham. Siden har han været lidt fraværende. Han kan vist ikke høre noget. Vi tager os af ham på vagten.“ Drengen nikkede. Nu forstod han. „Vi når ikke København med den vind,“ sagde en af mændene. „Det bliver Fladstrand.“ „Hvad med Hans Majestæt?“ „Han og følget bliver sikkert sat af i Fladstrand. Bagefter prøver vi at komme ned i Sundet.“ 11


JOBNAME: trykklar PAGE: 12 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

„Hvorfor har han så travlt?“ Det var Henrik. Per grinede. „Man siger, hans elskerinde døde i barsel, mens han var i Norge. Så mon ikke der er lidt at klinke med konen.“ Henrik sagde alvorligt: „Hun hedder Hendes Majestæt Dronningen. Desuden er der et lille barn, han skal se til.“ En af mændene satte begge albuer på bordet, så opgivende på sin beskøjt og sagde: „Kan vi nå en hyre, når vi kommer til København?“ Henrik trak på skuldrene. „Det er nok ved at være for sent. Måske en hyre ned til Riga og tilbage med tømmer og hør.“ Manden dyppede beskøjten i øllet og sagde: „En enkelt tur til Riga. Det er der ikke meget i. Og kan vi nå tilbage, før isen kommer?“ En af de andre sagde: „Måske Amsterdam eller Bordeaux.“ „Kan ikke nås. Bliver slem tur hjem. Du bliver måske nødt til at overvintre.“ „Ikke det værste sted.“ Henrik sagde: „Ingen reder betaler dig hyre for at æde og drikke i Bordeaux. Hyren ryger, og du bliver på skibet for kosten. Hvad skal familien leve af hele vinteren? Pokkers også, vi blev udskrevet til det her. Ingen forårshyre, ingen føring og for sent hjem til noget andet. Det bliver en sur vinter.“ Per lænede sig frem og sagde: „Hvad med en slavehaler? Vi kan nå det. De sejler i oktober, nogle gange november.“ Han kiggede rundt på de andre. „Slavehaler? Har du lyst til at dø?“ Det var ham, der havde talt om Amsterdam og Bordeaux. Drengens øjne fulgte dem. Han sugede til sig, som han altid gjorde. Per lavede trutmund. „Du er en sur stodder, Thomas. Det er lidt farligere end andre togter, men det er to års fast 12


JOBNAME: trykklar PAGE: 13 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

hyre. Og på kysten kan du købe alle mulige ting af negrene og sælge dem på Sankt Thomas eller i København. De fine damer elsker mærkelige fjer eller en papegøje eller sådan noget.“ „Lidt farligere, din nar? Hver tredje mand dør undervejs af feber eller tørst, hvis de ikke myrdes i deres søvn af negrene. Har du lyst til at drive i Kalmebæltet og drikke råddent vand i en måned, mærke tænderne falde ud og vente på, at de myldrer op fra lasten for at skære halsen over på dig? Tak, så foretrækker jeg Amsterdam.“ „Jamen kvinderne.“ Per så rundt på dem. „De tager altid en hundred stykker af de unge kvinder med sig i lasten, så de kan lave nogle flere unger på øerne. Du kan gøre alt med de negerkvinder. Alt, hvad du vil. Især, hvis de har en unge med. Jeg talte med en fyr, der havde været med på en slavehaler. Han sagde, at bare et ekstra krus øl og lidt tid på dækket med ungen, og de er villige til at smide sig på ryggen og lade dig få det, som du vil ha’ det. Ikke noget pjat med, det må vi ikke, og det tør vi ikke, og det dér gør ondt.“ Henrik bankede let i bordet med næven. „Det er noget svineri.“ Per så indigneret på ham. „Hvorfor det? De er sorte, men resten er vel, hvor det skal være.“ Han lo. „Den sidder jo ikke omvendt på dem, vel?“ „Svineri, siger jeg. Du skulle skamme dig. Du er sømand. Din pligt er at få den slavehaler over til Sankt Thomas med sin last. Det er ikke meningen, at du skal bedrive hor med negerkvinder, for det er unaturligt og imod Guds lov at have omgang med en sort kvinde.“ Henrik så bordet rundt og gentog: „Unaturligt.“ Drengen havde frivagt og måtte derfor ikke gå på dæk, men han udforskede alt, hvad han kunne. Han var forsigtig, når han gik rundt. Svarede altid høfligt med hue i 13


JOBNAME: trykklar PAGE: 14 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

hånd, når han blev spurgt. Men med fem hundrede mand om bord og drenge, der blev sendt rundt på skibet i forskellige ærinder, kunne han bevæge sig næsten uantastet. Ad en lejder gik han ned på nederste batteridæk. Her var sceneriet næsten det samme. Mændene sad på deres skibskister, reparerede tøj, snakkede eller spillede terning. Masterne gik gennem dækket, som om de var gigantiske træstammer, der voksede op af havet og stræbte op mod lyset. Men det var kanonerne, der trak hans blik. Han var altid fascineret af kanoner. De hvilede på deres rapperter, bundet af tykke tove. Han var ikke nogen drømmer, og hans sind var praktisk, men da han første gang så nederste batteridæks 36 punds kanoner, virkede de på ham som uhyrer, der slumrede på deres leje, indtil kanonportene blev lukket op og søfolkene trak dem frem til affyring. Så vågnede de og spyede ild mod fjenden. Han længtes efter at høre braget og se virkningen, når kuglen ramte det fjendtlige skib. Hvor måtte det være herligt! Fra nederste batteridæk gik han ned på banjerdækket. Han så betaget på de gigantiske ankertove, der var stuvet sammen dér, på reservesejlene, på tønderne med mad og øl. De lukkede kamre, hvor der var brød og smør. Dybest i linjeskibet lå lasten. Her var stanken værst. Noget vand rullede frem og tilbage i bunden. Masterne var sat ned i kølsvinet, og omkring det lå gamle kanoner og kampesten, der blev holdt fast af planker, som man havde lagt tværskibs og spigret ind i siderne på skibet. Selv her i stanken var der forrådstønder. Lydene var anderledes. Mændenes snak trængte kun igennem som en svag summen, der blev overdøvet af havet, som bankede på skroget ligesom en utålmodig gæst. Om eftermiddagen kom han på dækket igen. Vinden var kraftigere, og han kunne se, at linjeskibet havde reduceret sine sejl. Naturen kaldte, og han gik ud i forstavnen 14


JOBNAME: trykklar PAGE: 15 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

af linjeskibet. Her stod og sad et dusin søfolk under bovsprydet. Nogle røg på lange kridtpiber. På hver side af bovsprydet sad to mænd med bukserne nede. En af dem rejste sig, samtidig med at drengen dukkede op. Manden stak hånden ned i en pøs, som stod ved siden af det hul, han havde siddet på, og gnubbede sig i bagen. Så rystede han hånden og trak bukserne på. „Det gjorde godt,“ sagde han. „Gad vide, hvornår det kød var fra.“ En af de andre gik frem, hev bukserne ned og satte sig på hullet. En stor fyr lænede sig nonchalant op ad bovsprydet og røg af en lille pibe. Han havde sort krøllet hår, der væltede frem under huen. Han pustede røgen ud og sagde som en besøgende i et fint hjem, der havde fået serveret en særlig god ret: „Hmm, jeg har tænkt over det. Der var en smag af kødet fra belejringen i 1700. Kan det virkelig passe? En velgemt smag af gamle køer, beskidt salt og brakvand. Jeg troede ikke, at jeg skulle smage den særlige opskrift igen.“ „Jeg har ikke savnet den,“ sagde en af de siddende mænd. „Den minder mig om maden derhjemme. Den får jeg også forstoppelse af.“ Linjeskibet krængede, og skumsprøjt væltede ind over dem i en hvid og sort strøm. Den krølhårede lo og sagde: „Jeg kan anbefale at vente, til den er på vej nedad og så presse til, når den er i bund. Det har en god og, hvis jeg må sige det, øjeblikkelig virkning.“ Han viftede med hånden til drengen. „Bare tag plads, unge ven. Jeg står bare her og får lidt røg.“ Drengen hev bukserne ned og satte sig. Da han var færdig, gjorde han, som han havde set den forrige gøre. Bagefter tømte han pøsen ud over skibssiden og fyldte den med frisk havvand. Det sved lidt i bagen på ham. Skønt det gyngede mere end om formiddagen, bad han bådsmanden om tilladelse til at stige op til store mærs. 15


JOBNAME: trykklar PAGE: 16 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Bådsmanden så irriteret på ham og åbnede munden, sikkert for at bede ham om at skride og passe sit arbejde, men så bemærkede han drengens udtryk og ombestemte sig. „Godt,“ sagde han. „Få røven på gled, men hvis jeg bruger fløjten, er det ned. Og kom ikke i vejen for folkene, hvis de skal arbejde med sejlene.“ Det var første gang, han skulle så højt op. Han greb fat i vævlingerne og begyndte opstigningen. Han kunne have gjort det hurtigere, men han gjorde ophold for at se ned. Skibet krængede, og han holdt godt fast i tovværket, mens han hang over det åbne vand. Andre ville have lukket øjnene, men han spejdede ud over vandet i total tillid til sig selv og tovenes styrke. Så rettede skibet sig op, og han var inde over dækket igen. Nu var han nået op til det første mærs, som han kom op på gennem hullet i midten. Mærset var en rund platform. Der stod fire sømænd på den. De kiggede forundret på ham, da han dukkede op. Han forklarede igen, hvem han var, og hvad han ville. Hans nysgerrighed overvandt som altid hans frygt. „Hvad bruger man mærset til under et slag?“ spurgte han. „Du er en nysgerrig knægt,“ sagde en ældre sømand, der var helt skaldet. „Under et slag posterer chefen skarpskytter her, så de kan pille de andre ned, især mandskabet ved kanonerne. Der er også dem, der vil have skarpskytterne til at sigte efter den anden kaptajn. Andre synes, at det ikke er noget, fine herrer gør.“ En af de andre sagde grinende: „Og det kunne jo være, at den anden kaptajn blev sur og gav sine skarpskytter samme ordre.“ De lo alle sammen. Den ældre sagde: „Det er ikke altid helt nemt at være chef. Vi andre kan gemme os bag lønningen eller nede på kanondækket. Men chefen skal stå på skansen, så alle kan se ham. Det er ikke så godt, hvis man ser ham dukke sig. Så chef og næstkommanderende, officerer og kadetter står 16


JOBNAME: trykklar PAGE: 17 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

der med rank ryg og er ved at skide i bukserne. Jeg så engang en kadet, der fik en ordentlig gang høvl, fordi han tilfældigvis fik et hosteanfald og bukkede sig, da der kom en salve. Men jeg forstår ham faktisk godt. Sådan en god gang skrå med rustne søm og andet lort, der fejer ind over det hele, er sgu ikke rart.“ Der var lidt tavshed mellem dem. Så sagde den ældre: „Men du skal nok få dine lyster styret. Tro mig. Der kommer krig inden længe.“ „Hvorfor det?“ Det var en ung fyr, som kun var nogle få år ældre end drengen. „Hvorfor tror du, at Hans Majestæt var i Norge? Han ville bese fæstninger og nordmændene. Hvis svensken rykker ind over grænsen, hvad gør nordmændene så?“ Drengen ville gerne høre mere, men han ville op på det øverste mærs, før det blev for sent. Han svang sig ud på vævlingerne og fortsatte. Linjeskibets krængninger blev større og længere. Det ene øjeblik så han ned mod dækket med mylderet af søfolk, det næste svingede han ud over havet, hvor hvidtoppede bølger marcherede ind mod skibet. For første gang fik han kvalme, men betvang den. Han kunne altid betvinge sig selv, hvis han ville. Med hænder, der blødte flere steder, var han oppe ved øverste mærs. Grebet af trang til at vise sig gik han ikke gennem hullet, men svang sig udenom, op ad pyttingvantet og hang ud over dækket, før han halede sig op på mærset. Han havde hørt, at det gjorde rigtige søfolk. Han stod lidt tid på øverste mærs og så ud over vandet. Fregatterne i eskadren fascinerede ham. De var så elegante og hurtige. Tænk, hvis de ikke skulle sejle med de langsommelige og tunge linjeskibe, men blev sluppet fri på jagt som et kobbel jagthunde. Det måtte være det bedste i verden at være sin egen herre på en fregat. En kærlighed blev skabt, som aldrig forlod ham. 17


JOBNAME: trykklar PAGE: 18 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Fladstrand, den 31. august 1704 Fra Fladstrand rullede det lange vogntog gennem landet. I hundredvis af bøndervogne var udkommanderet til at transportere mennesker og bagage tilbage til København. Kongen var utålmodig, og hans karet trukket af seks heste var snart langt foran resten. Han var utålmodig, sagde man, for han ville se sin søn med den elskerinde, der var død i barselsseng. Drengen sad på en af de bageste vogne. Som altid observerede han menneskene og landskabet omkring sig, ikke fordi han nød skønheden eller morede sig over de pudsige optrin, der opstår, men fordi han kunne få brug for sin viden senere. Bønderne var anderledes her end i Norge. Tøjet var det samme. Slidt vadmel. Solide træsko. Men ansigterne var anderledes. Mere tillukkede. De talte ikke til de passagerer, de transporterede. Arbejdet blev gjort. Bagagen læsset på, og vognene var nogenlunde rene. Men der var ikke munter snak og spørgsmål. Han tænkte på søfolkene på linjeskibet. De var friske og muntre trods disciplinen og det hårde arbejde. Deres tøj var slidt, men de gik som konger. Han huskede første gang, da han var på havnen i Trondhjem. Skibene, der var så store som klipper. Søfolkene gik i land. Deres tøj var falmet af solen og mørnet af saltvandet, men de gik, som om de ejede alt. Havets herskere. Og deres skippere. De gik i flot tøj med penge på lommen og udstrålede selvsikkerhed. Sådan skulle han også gå en dag. Det havde han tænkt. Regelmæssigt blev okser, heste og vogne udskiftet, og nye bønder kom til. Det var som i Norge, da kongen rejste gennem landet. Det var en del af bøndernes pligter at transportere kongen og hans følge. Ude på markerne var bønderne begyndt at høste. Drengen så, hvorledes nogle mænd gik gennem markerne med leer, mens andre fulgte 18


JOBNAME: trykklar PAGE: 19 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

efter med vogne og høtyve. Meget af jorden var lagt ud til store overdrev, hvor der gik køer og heste. Små drenge og piger fulgte med kæp i hånd vraltende gåseflokke. Det var varmt, men han betvang sin tørst. Han turde ikke drikke af vandet, når de gjorde ophold. Man vidste ikke, hvor godt det var. Fluer og myg svirrede omkring dem.

København, den 4. september 1704 De andre fortsatte til slottet, men drengen hoppede af med sin pose, straks de var kommet inden for Vesterport. Han stod lidt og så på menneskemylderet. Han havde troet, at der i rigets hovedstad, København, ville være høje og statelige bygninger, hvor elegante og smukke mennesker gik rundt. Men her så der ud som på en markedsdag hjemme i Trondhjem. Bindingsværkshusene var bygget tæt omkring små gader og gyder, hvor der flød med affald. Her og dér så han grise, der pirkede til dyngerne. Han begyndte at gå. Der ville blive tid til at udforske hovedstaden. Han var træt, sulten og tørstig. For første gang følte han en knude af nervøsitet og uro i maven. Han fulgte de oplysninger, han havde fået, og gik ned ad en gade tæt på fæstningsmuren. Her var bygningerne nyere og vejen så bred, at to hestevogne kunne passere hinanden. Han kom til et hus og stod et øjeblik og betragtede det. Men han var ikke den, der ventede, så han gik op ad den lille trappe og lod resolut dørhammeren falde på døren. To gange. Han hørte trods byens larm bevægelse bag døren. Den blev åbnet, og en kvinde så spørgende på ham. En tjenestepige. Drengen bukkede og sagde: „Mit navn er Wessel. Peter Wessel.“.


JOBNAME: trykklar PAGE: 20 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie


JOBNAME: trykklar PAGE: 21 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Kapitel 1 København, den 17. september 1708 Hvorfor er jeg så dum? tænkte Harald. Jeg er 19 år gammel og skulle være en mand, og i stedet er jeg bare dum. Jeg bruger mine sidste penge på at bælle fire potter stærk lübecker i mig på Det Rene Krus, og i stedet for at pisse ud dér vakler jeg hjemad, og nu er jeg ved at sprænges. Var det ikke sådan, Tyge Brahe døde? Sprængt blære, fordi han ikke ville forlade bordet. Men det var ved et fint selskab med standspersoner, krystalglas og god mad, ikke på en ussel beværtning omgivet af luddere, havnesjovere og studenter. Haralds blære gjorde klart, at hvis han ikke snart adlød dens bud, så var det i bukserne – hans fine uniformsbukser. Men hvor? Ikke her i Lille Sankt Clemens Stræde tæt på Vesterport. Det ville være ude over hele byen i morgen, og Sehested ville få et raserianfald. Harald krympede sig. Billedet af Christian Thomesen Sehested, chefen for Søkadetakademiet, der hørte om en søkadet, der pissede op ad en husmur i fuld offentlighed, var tæt på at få ham til at miste den sidste kontrol over sin blære. Kunne han nå lokummerne ned mod vandet? Nej, afgjort nej. Harald krabbede sig foroverbøjet frem på en måde, som han godt vidste måtte se komisk ud. Plejede der ikke at være en gyde her? Jo, frelse! Harald hastede ind 21


JOBNAME: trykklar PAGE: 22 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

i gyden med forsigtige skridt, mens han med desperate og dirrende fingre åbnede sine bukser. For enden af gyden var der mørkt, og efter lugten at dømme var han ikke den første, der brugte den til det formål. Han nåede det med nød og næppe. Himmel! Lykke! Fred! Harald så op på den stjernedækkede himmel, der åbnede sig over husenes stråtage. Hvor var det dog smukt. Havde det set sådan ud, da Johanne Dane for så mange år siden så den ny stjerne? Som barn havde han elsket den historie. At se op på himlen, og dér er en ny stjerne. Var det sådan at være menneske? Var det sådan, Herren skabte os? Til at stå i en mødding og se op mod stjernerne. Harald filosoferede videre over Herrens hensigt med mennesket og var i harmoni med verden og altet, da en stemme lød: „Jamen dog! Søulken længes så meget efter havet, at han kreerer sit eget.“ Harald vendte hovedet. Han var stadig i gang med sit forehavende, så han kunne ikke vende mere. Tre unge mænd. Sorte kapper. De var studenter. Han kunne skimte deres ansigter i det svage lys fra stjernerne og tranlampens skær ude på gaden. Pokkers. De måtte være fulgt efter ham. Det her kunne blive slemt. De bøjede ironisk hovedet til hilsen, og ham til venstre sagde: „Utvivlsomt en bedrift, der kan måle sig med Niels Juels i Køge Bugt.“ Ham til højre sagde: „I sandhed forbløffende. Men er det virkelig det bedste, vore tapre søkadetter kan præstere?“ Den midterste, som stod lidt foran de andre, bukkede og deklamerede: „Navigare necesse est. Skal vi oversætte for søkadetten?“ Studenten til venstre sagde: „Det er nødvendigt at sejle.“ 22


JOBNAME: trykklar PAGE: 23 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Lederen – for det måtte han være – smilede. „Og hvad er nu fortsættelsen?“ „Vivere non est necesse. Det er ikke nødvendigt at leve.“ Harald var endelig færdig og vendte sig om. Lederen satte fingerspidserne mod hinanden i en parodi på den gestus, en foredragsholder ville gøre, når han nåede til et vigtigt punkt. Han sagde: „Tankevækkende ord, som søkadetten bør erindre sig. Eller måske skal vi hjælpe på hans hukommelse.“ Harald havde som sædvanlig ikke kunnet finde de rigtige ord. Han åbnede munden, men der kom kun nogle mærkelige lyde ud. Studenten til venstre sagde: „Smukt dyr, blot skade, at det ikke kan tale.“ De lo alle tre. Harald brød lammelsen og sagde desperat: „Hvad vil I mig?“ Han vidste det godt, men gjorde alt for at trække tiden ud. Lederen smilede. „Kan kadetten huske et lille, skal vi sige, contretemps, foran Regensen?“ Det! Selvfølgelig kunne Harald huske det. „Nej. Hvad taler I om?“ sagde han. Lederens udtryk i ansigtet blev farligere. „Sjovt, du spørger. Jeg husker ellers godt en ranglet, rødmosset fyr i flokken af søkadetter, der smed sten mod ruderne, prøvede at bryde porten op og ellers bankede de studenter, der vendte hjem. Eller kan det være de spark, jeg fik, der hjalp på min hukommelse? Faktisk, hr. kadet, er det ikke særlig behageligt at ligge på jorden og blive sparket som en hund. Nogle ville kalde det ydmygende. Ydmygende, modbydeligt og noget, der skaber en ubærlig trang til hævn i en mand.“ „Det var jeg ikke med til,“ protesterede Harald svagt. Var det ham, han havde set? En student var blevet slået til 23


JOBNAME: trykklar PAGE: 24 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

jorden af en gruppe søkadetter, som derefter begyndte at sparke ham. Han havde selv tænkt, at det burde de ikke gøre. Men han havde som sædvanlig tænkt det uden at gøre noget. Og det var jo hævn for dengang, studenterne angreb de fire kadetter uden for Østerport. Han mærkede angsten brede sig i kroppen. Sveden brød frem under armhulerne, hans ben føltes svage. „Det tror jeg du var.“ Det gjorde det endnu mere skræmmende, at lederen sagde det meget roligt, mens han fortrak ansigtet i noget, der skulle ligne et smil. Lederen trak sin kårde. De to andre gjorde det samme. Klingerne reflekterede stjernelyset. Harald trådte et skridt tilbage og trak sin kårde. Han var så bange og hans hænder så fugtige af sved, at han dårligt nok kunne holde den. Ville de virkelig slå ham ihjel her? Var det her i en stinkende gyde med stjernerne over sig, at han skulle dø? I sit eget pis? Han prøvede at huske lektionerne på Søkadetakademiet, fægtemesterens ord og instrukser, men forgæves. Der var intet. Hans hjerne var tom. Lederen gjorde et udfald. Harald så den spinkle klinge glimte i det svage lys og parerede den klodset. Lederen lo. Han havde kun leget med Harald. Hans to følgesvende trådte op på hver sin side af ham med dragne kårder. Harald trådte rædselsslagen tilbage, var ved at glide i noget og stødte mod en mur. Blindgyde. Hurtige skridt. En skikkelse hævede noget bag lederen og slog det mod hans højre skulder. Lederen skreg, tabte sin kårde og faldt på knæ, mens han knugede sin skulder. Ham til højre vendte sig halvt om, men fik en næve i ansigtet. Da han krummede sig sammen, sparkede skikkelsen ham i maven, så han rullede rundt på jorden. Han klynkede. Skikkelsen vendte sig mod den sidste student, som stod ubevægeligt et øjeblik, men så vendte sig om og løb. Harald rørte sig ikke, men så efter ham. 24


JOBNAME: trykklar PAGE: 25 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Hans redningsmand gik hen til lederen, der lå på knæ. Han sparkede ham i maven, som han havde gjort med den anden. Mens lederen gispede desperat efter vejret og den anden student jamrede sig, tog han lederens kårde, der var faldet til jorden, knækkede den over sit knæ og smed stumperne væk. Han vendte sig mod Harald. „Kom,“ sagde han. „Ingen grund til at vente på vægterne.“ Han lød norsk. Harald så lamslået på de to studenter, der vred sig på jorden. Lederen begyndte at kaste op. Et billede steg op i hans sind. Ål, der blev flået levende. Hvornår havde han set det? En af bønderne på Daneborg, der flåede ål? En hånd greb fat i hans arm og hev ham med. De dukkede frem i strædet, som heldigvis næsten var mennesketomt. Kun en fulderik så mistænksomt på dem, mens han støttede sig til et lille bindingsværkshus, der hældede indad, som om vægten af ham var for meget. Fæstningsmuren og byporten ludede over dem. Harald vågnede op af sin vildelse og stak kården tilbage i skeden. Den anden sagde: „Lad os forsvinde herfra, før nogen opdager de skiderikker og lægger to og to sammen. Hvorfor går du også i byen i din uniform? Alle kan jo genkende dig.“ Op ad Lille Sankt Clemens Stræde. „Vi skal ned til havnen,“ sagde den anden. „Hvor bor du?“ „Farvergade. Jeg har et værelse i Farvergade. Hos Rasmus ved pæretræet.“ Harald mærkede, hvorledes hans hud blev kold og klam. Han begyndte at ryste over hele kroppen. „Kom nu,“ sagde den anden. Han greb igen Harald i armen og næsten slæbte ham med. „Vi skal væk, før han henter nogle venner. Væk fra Universitetet.“ Hestemøllestræde. Rumlende lyd af møllen. Heste, der vrinskede. To kvinder, der talte med hinanden over gaden. En vægter kaldte i det fjerne. Taktfast march. En deling 25


JOBNAME: trykklar PAGE: 26 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

soldater bag dem. Måtte være i Vestergade. Det var glat fra gårsdagens regn, og Harald var ved at snuble på brostenene, men den anden holdt ham fast. Foran dem hørte Harald latter og en eller anden, der spillede på violin. Der var klap og taktfaste tramp. En kvinde hvinede. Røg fra et bageri. Farvergade. Lugten af humle. Grise, der rodede i noget affald på gaden. Klokker fra skibene i kanalen. Næsten hjemme. Harald var så taknemlig, at han kunne græde. Endelig så han bindingsværket og døren med tegningen af et pæretræ. Han vendte sig mod sin redningsmand, og med opbydelsen af sin sidste rest af viljestyrke formåede han at bukke formelt og sige: „Jeg er Jer meget taknemlig. I har reddet mit liv. Mit navn er Harald. Harald Dane. Til Daneborg.“ Den anden smilede. Han var ikke særlig høj, men meget bred over skuldrene. Hans overarme svulmede. Han så ud til at være på Haralds alder, men hans skægstubbe var ikke dun som Haralds, men en voksen mands. I hånden havde han en tyk totenschläger. Det måtte være den, han havde brugt mod studenterne. „Jeg hedder Wessel. Peter Wessel. Fra Trondhjem. Vi ses snart igen.“ Så nikkede han og gik. Harald så efter hans brede skikkelse uden at forstå. Så vendte han sig om og famlede efter sine nøgler. Heldigvis sov hans værtsfamilie. Han kunne ikke udstå tanken om at tale med et menneske. Harald åbnede døren til sit loftskammer. Han tændte et tællelys. Han kiggede sig omkring, som om han så alt for første gang. En seng med rigtige dyner, ikke bare halm. Et skab med hans civile tøj. Et bord på to savbukke. Et fad med vand. En hylde med lærebøgerne fra Søkadetakademiet, Bibelen og Ovids Ars Amatoria. På væggen stikket af Johanne Dane. Bedre end mange andre kadetter, som boede på Søkadetakademiet, men ikke meget for en adels26


JOBNAME: trykklar PAGE: 27 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

søn. Men hvor meget fik den yngste søn egentlig med sig, når storebror ville bestemme? Han savnede lille Julie, så det gjorde ondt i ham. Men hvad ville hans lillesøster ikke tænke, hvis hun så ham nu? Eller i gyden? Harald lagde sig på sengen uden at tage sit tøj af. Han følte sig drænet for alt. Før holdt han af at ligge i sin seng og høre byens lyde. Han legede, at han fløj over tagene som en fugl, så ind ad vinduerne, endog i kongeslottet. Her havde han sin egen hule, her var han tryg. Det havde han også gjort som barn. I tankerne havde han fløjet over markerne som en ørn. Fulgt de tynde røgsøjler til bøndernes huse. Så havde han fulgt åens løb tilbage mod Daneborg og ind i sin seng. Hvorfor skulle han egentlig væk fra Daneborg? Hvornår havde han nogensinde bestemt det? Det havde han selvfølgelig aldrig gjort. Hans far havde bestemt det. Og Thorkild. Hans storebror syntes, at sådan skulle det være. Storebror bor på herregården, hjælper far med at bestyre den, holde øje med bønderne, se til ladepladsen og skibene. Lillebror bliver noget andet. Langt væk. I København. Søkadet. Selvfølgelig! Det var da perfekt for ham. Han elskede jo at se på skibe og drømme om eventyr, ikke? Det syntes Thorkild, og det syntes far Ditlev, og sådan blev det. Julie græd, da han rejste. Hvorfor havde han ikke haft viljestyrke til at sige nej? Men han gjorde som altid: Sagde ja og drømte videre. Dér blev han aldrig forstyrret. Endelig faldt Harald i søvn. Han stod op tidligt om morgenen, stadig fortumlet efter nattens begivenheder. Han havde sovet i sin uniform. Han spiste et stykke brød og drak en smule øl fra et krus, han havde stående. Det smagte klamt og vammelt i hans mund. 27


JOBNAME: trykklar PAGE: 28 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Vejen til Søkadetakademiet var et hastigt og skyldbevidst togt fra Farvergade, hvor han både prøvede at gøre sig usynlig og spejdede efter studenternes sorte kapper. Ingen stoppede ham undervejs, og endelig nåede han til skolens gule bygning i Cadettegade. Han trak vejret dybt, før han gik ind ad den store port. Dagen gik som en anspændt døs, hvor han hele tiden var på vagt. Ved morgenbønnen i den store sal var han sikker på, at præsten kun talte til ham om synd og skyld. At den store dør ville gå op og Sehested komme ind flankeret af to soldater. Normalt elskede han undervisningen. At begrave sig i algabra, navigation, solhøjder, sejlføring. Her var problemerne ligetil og for ham enkle. Han havde aldrig kunnet forstå, at så mange af de andre havde svært ved at beregne deres position eller lave de mest simple regnestykker. Andre lavede sjov og ballade, men aldrig Harald. Faktisk blev han generet af de andres støj og mangel på disciplin. Det gjorde ham utryg. Men nu bemærkede han intet. Hvert øjeblik ventede han, at døren gik op og de kom for at hente ham. Kun i fægtelektionen vågnede han op. For første gang fulgte han fægtemesterens forklaringer intenst. Sådan var det altid. Han vågnede op for sent. Til frokosten i salen kunne han først ikke få maden ned. Han sad isoleret blandt de andre og kunne næsten ikke holde ud at se dem hugge maden i sig, mens støjen fra deres snak og latter dunkede mod hans tindinger. Det salte kød samlede sig i hans mund som en tør klump, han ikke kunne få ned, men så blev han bange for, at de andre skulle bemærke, at han ikke spiste, og begyndte at spørge til grunden, og han tvang maden ned. Han havde slet ikke lyst til øl, men tørsten fik ham alligevel til at tømme kruset med det tynde øl. I det mindste var det frisk. 28


JOBNAME: trykklar PAGE: 29 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Han havde ofte tænkt på, hvordan det ville være at komme på langfart – rigtig langfart. Dér, hvor maden blev rådden og øllet slap op og man måtte drikke vandet fra tønderne. Som barn havde han faktisk gemt noget vand i en lille trætønde for at se, hvordan det var. Han havde nemlig hørt om sin forfader Magnus, der sejlede over Atlanterhavet til Amerika. Det måtte have været forfærdeligt. Efter bare nogle få dage begyndte der at svømme små dyr rundt i vandet, og efter en måned kunne han kun drikke det ved at holde sig for næsen, og alligevel kastede han op. Og så, mirakuløst var dagen ovre. Han sludrede lidt med nogle af de andre efter aftenbønnen, men ikke meget. Han vidste godt, at det var nu, han skulle skaffe sig forbindelser. Sørge for, at de huskede ham. At der på hvert et skib i Hans Majestæts flåde var én ven – mindst. Men han kunne aldrig få sig selv til det. Han sludrede med dem, han kunne lide, hvis de altså ville sludre med ham, og med dem, der opsøgte ham, men ikke andre. Han prøvede aldrig at finde ud af, om de var nogen, han burde dyrke. Harald ville gerne have fulgtes med nogle af de andre kadetter, men han opdagede, at når man ikke normalt følges med de andre i gruppen, og så er det meget svært at komme til at gøre det, når man virkelig gerne vil. Det kunne han ikke rigtig forstå. Han plejede altid at gå med, hvis nogen spurgte ham – også dengang, da de gik til Regensen for at give studenterne en huskekage. Han havde også kastet sten mod ruderne og råbt skældsord, men holdt sig tilbage, da de begyndte at banke studenterne, de fandt på gaden. Nu huskede han ham. Studenten. Også dengang havde han vredet sig på brostenene, mens han søgte at undslippe sparkene. De havde sparket ham ind i renden i midten af gaden, hvor alt møget flød. 29


JOBNAME: trykklar PAGE: 30 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Heldigvis kom der en deling soldater marcherende, så han kunne gå efter dem noget af vejen. Var der ikke flere soldater i København end normalt? Det var, som om man hørte deres tyske kommandoråb overalt. De marcherede mod kongeslottet, og Harald fik pludselig lyst til at komme ind på Bremerholm og se værftet. Han plejede at elske at gå ind ad den store port til Bremerholm. Allerede før han kom til porten, var det, som om flådens værft bød ham velkommen. Lydene fra save, hamre og mennesker blev højere, og først kunne han se røgsøjlerne fra den store smedje og kanonstøberiet, og siden kunne han lugte kul og tjære. Og dér var det så, kongeslottet. Fine mennesker med lakajer, soldater, travlhed, Holmens Kirke og porten. Her strømmede de alle ind og ud: arbejdere, skrivere, kadetter og officerer. Vagtposterne så hans uniform og lod ham passere. Det kunne Harald godt lide. Han var tryg og sikker her. Han havde sin uniform, og hvis han ikke gjorde noget forkert, lagde man ikke mærke til ham. Bremerholm summede som sædvanlig af aktivitet. Den dag lagde han særlig mærke til fangerne, som han ellers aldrig så på. De var der jo bare – og med god grund. Forbrydere og udskud skulle straffes. Men nu var det, som om disse mænd i deres pjalter tiltrak hans blik og sympati. Tynget af deres lænker samlede de affald, tømte latrintønder og bar og trak kanoner, rapperter, master, planker, spanter og alt, hvad der var tungt. Bag dem gik en opsynsmand med en pisk. Man kaldte dem Bremerholms slaver. Ville han blive en af dem? Eller var det galgen for ham? Eller bare vanære og eksil? Han gik rundt i området, men ikke engang beddingen med et nyt linjeskib under bygning kunne opmuntre ham. Det var ellers en af hans største fornøjelser at se skibene vokse frem. At se, hvorledes der af nogle strittende plan30


JOBNAME: trykklar PAGE: 31 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

ker, der lignede et stort strandet fabeldyr, blev et skib, der kunne sejle i alle kongens strømme og bekæmpe landets fjender. Der var ikke noget at gøre. Han gik igen. Heldigvis kunne han følges med en gruppe arbejdere, som åbenbart havde besluttet sig til at få et krus øl eller mere i en af kroerne ved Vesterport. Det var nogle barske fyre, som studenter næppe ville forsøge at udfordre. Da de drejede af mod Vestergade, skyndte han sig det sidste stykke til Farvergade og Rasmus Hansens hus. I værelsets sikkerhed smed han sig på sengen. Hvor længe skulle dette fortsætte? Det havde varet en enkelt dag, og han orkede ikke mere. Turde han rejse tilbage til Daneborg? Men så skulle han have Sehesteds tilladelse. Sehested var en hård hund, der hadede, når kadetter bad om fri, medmindre de altså ville tage på togt for at forbedre deres kundskaber. Daneborg var udelukket. Der var ikke noget at gøre. En enkelt tåbelig ting efter tåbelig druk, fordi han var ensom og ked af det, og hans liv var ødelagt. Ingen udvej. Ingen udvej. Næste dag var søndag. Harald hørte ham til gudstjenesten i Holmens Kirke. Stemmen. Hvorfor havde han ikke lagt mærke til den før? Det var en stemme, som ingen fællessang kunne konkurrere med. Rå, umelodisk, men alligevel fængende. Det var en stemme, der kunne trænge gennem storm og kanonild. Som i det værste uvejr og torden kunne nå op til øverste mærs og over havet med en kommando. En stemme, som ejermanden ikke var bange for at lade lyde i kirken, så alle kunne høre ham. Den samme stemme, som Harald havde hørt i gyden. Han stod uden for kirken, som om han ventede på ham. Han var ikke i søkadetuniform, men klædt som en af de ulønnede volontører, der fulgte undervisningen i håbet om senere at blive optaget som søkadetter. 31


JOBNAME: trykklar PAGE: 32 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

„Alt vel, håber jeg,“ sagde Peter Wessel. Harald bukkede. „Alt vel,“ svarede han. Peter Wessel sagde: „Lad os spise lidt mad sammen. Jeg bor hos konfessionarius Peter Jespersen. Jeg er sikker på, at der er plads til en ekstra ved bordet, især en søkadet.“ Han tog Harald venligt om albuen og førte ham med sig, som om det var en selvfølge, at Harald fulgte med ham. Kongelig konfessionarius Peter Jespersen boede i et smukt hus i Ny Vestergade, ikke så langt fra slottet. Det var vel kun naturligt, tænkte Harald. Han er Hans Majestæts præst, hans åndelige vejleder. Han er altid til rådighed. Peter bankede på døren og åbnede den uden at vente. Han nikkede kort til pigen, der kom gående med hastige skridt, og ignorerede hende derefter. De kom ind i en stue, hvor en ældre mand sad i en komfortabel stol og læste. Han så op, da de trådte ind. Harald bukkede ærbødigt og lagde mærke til, at Peter Wessel gjorde det samme. „Ærede fader. Dette er min ven fra Søkadetakademiet, Harald Dane til Daneborg på Fyn. Jeg håber, at det ikke er for dristigt, når jeg nærer det håb, at han må spise med til middag.“ Peter Jespersen rejste sig. Han var en ret høj mand, gammeldags klædt på med et spadeskæg, der var helt hvidt og nåede ned til brystet. Han sagde: „En søkadet er altid velkommen. Vi håber, at du snart kan invitere flere.“ Maden var enkel, og Harald lagde mærke til, at man drak øl, ikke vin. Til gengæld var bestikket af sølv, og servicen havde guldrand. Peter Jespersen var ret tavs under måltidet. Han syntes at grunde over noget. Men hans hustru, Bodil Madsdatter, var glad og munter og tog sig af den diskussion, hendes mand ikke deltog i, så hans tavshed ikke virkede påfaldende. 32


JOBNAME: trykklar PAGE: 33 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

„Peter er netop vendt tilbage fra et slavetogt,“ sagde hun ivrigt. „Det er et mirakel givet af Herren selv, at han overlevede.“ „67 rejste ud, og 26 vendte hjem,“ sagde Peter Wessel tilfreds. „Hvad var det for et skib?“ spurgte Harald. „Christianus Quintus. Kom tilbage til København den 20. juni. Siden har jeg søgt at komme ind på Søkadetakademiet.“ „Det kommer snart,“ sagde Bodil Madsdatter. „Hans Majestæt har lovet vores Peter en plads.“ Når hun ikke talte, så spiste hun ivrigt af maden uden at åbne munden særlig meget, så Harald regnede med, at hun ikke havde så mange tænder tilbage. „Hvis Hans Majestæt er her så længe,“ sagde Peter Jespersen dystert. Harald så forundret på ham, men Peter Jespersen sagde ikke mere, og Harald turde ikke udspørge ham. Efter måltidet spurgte Peter Wessel høfligt, om han måtte invitere Harald op på sit værelse. Peter Jespersen nikkede langsomt uden at sige noget. Hans tanker så ud til at være langt væk. Peter Wessels værelse var større end Haralds. Der var en bred seng, en skibskiste og to magelige stole, som de straks satte sig i. Bræddegulvet var rent, og i et hjørne var en lille bunke støv og sand. Peter Wessel eller pigen fejede åbenbart regelmæssigt. På væggen hang et stik af Hans Majestæt Frederik 4. På en hylde var der et etui til pistoler. På en anden hylde genkendte Harald bøger om navigation og sømandskab. Haralds blik fangedes af et glas med to blå fjer. Peter Wessel så hans blik og lo: „Det er to fjer, som jeg købte på Guldkysten. Jeg havde egentlig tænkt mig at

33


JOBNAME: trykklar PAGE: 34 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

sælge dem til fine damer her, men så syntes jeg ikke, jeg kunne skille mig af med dem.“ Pludselig kom Harald til at tænke på, at han jo ikke havde takket Peter Wessel for at have reddet ham. Han skammede sig og sagde: „Jeg er dybt taknemlig for din hjælp. Jeg tror, de ville have slået mig ihjel.“ Peter Wessel lo igen. Han syntes at være i overstrømmende humør. Først senere fandt Harald ud af, at Peters humør oftest svingede mellem overstadig latter og raseri. Der var sjældent noget midt imellem, om end han næsten altid var i stand til at kontrollere sig, når det var vigtigt for ham. „Måske. Jeg så de tre fyre med sorte kapper følge efter en søkadet, der havde fået lidt for meget indenbords. Jeg regnede med, at de nok havde ondt i sinde, så jeg fulgte efter jer. Jeg havde jo hørt om jeres lille angreb på Regensen.“ Så havde Peter Wessel også set hans naragtige jagt på en mørk gyde. Harald mærkede, at han rødmede. „Du fældede dem ret effektivt.“ Peter Wessel nikkede. „Naturligvis. Når en mand ligger på jorden, så skal man sparke til ham. Hvornår har man ellers chancen? Man skal gøre dem færdige, når man kan. Alt andet er noget plat.“ Det havde Harald ikke tænkt på. Han ville have spurgt, om ikke Peter Wessel var bange for at have skadet studenterne eller endog slået dem ihjel, men det virkede ikke som det rette tidspunkt at gøre det. Harald kunne ikke lade være med at finde hans optimisme og mangel på bekymringer forfriskende, som en kraftig brise fra havet, der jog hans egne bekymringer væk. For første gang havde han lejlighed til at studere Peter Wessel nærmere. Han var undersætsig, men kraftig. Hans hår var brunt og fyldigt. Han brugte åbenbart ikke paryk endnu. Hans kinder var runde og læberne fyldige. 34


JOBNAME: trykklar PAGE: 35 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

Han havde en lille dobbelthage og fremstående øjne, som om han hellere ville se ting, der var langt væk. En fure gik fra panden ned i øjenbrynene. „Hvorfor er du ikke søkadet endnu?“ spurgte Harald. Peter Wessel trak på skuldrene, og hans ansigt formørkedes. „Jeg kom hertil i september 1704 for at komme ind på Søkadetakademiet, men de ville ikke optage mig. Enhver nar, som har lidt forbindelser, kan komme ind, men ikke mig, der har sejlet, siden jeg var barn. Jeg kom hjem fra to år på en slavehaler, og de vil stadig ikke optage mig. Afdankede skiderikker.“ Harald rødmede igen, da Peter Wessel talte om de narre, der altid kunne komme ind. Men der var noget, han ikke forstod. „Men Bodil Madsdatter sagde, at Hans Majestæt havde lovet dig en plads.“ „Hun er sikker på, at jeg snart bliver optaget, men jeg er ved at opgive håbet for denne gang. Jeg opsøgte Hans Majestæt i stalden ved slottet. Du ved nok, at hvis man har en bøn til Hans Majestæt, så kan man vente i stalden, til han skal på ridetur. Mens de gør hans hest klar, kan man henvende sig. Hvis man kan komme til.“ „Der må være mange.“ „Om der er. Først skal man bestikke staldkarlen, og så er det at vente. Hvis Hans Majestæt ikke skal ud at ride den dag, er det om at komme igen næste dag. Og hvis han endelig skal ud at ride, er man så langt nede i køen, at man ikke når at komme til. Jeg siger dig: Hvad jeg ikke har hørt af jammer. Kællinger, der ville have pension efter deres mænd. Teologer, der ville have et kald. Og evig og altid var der kreditorer, der tiggede og bad om at få deres penge udbetalt. Jeg lærte meget. Én ting er sikker: Man skal aldrig have penge til gode hos Hans Majestæt.“ „Men du kom til?“ „Ja. Tre uger tog det. Og så var det endelig min tur.“ 35


JOBNAME: trykklar PAGE: 36 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

„Hvordan så han ud på nært hold? Var han venlig?“ Harald lænede sig ivrigt frem. „Ja, ja. Lidt højere end mig. Han var klædt flot på, men ikke mere end normale fine folk. Han var meget mild og rolig, næsten ubevægelig. Han hørte på folks anmodning, og nogle gange nikkede han bare eller sagde ja, og nogle gange sagde han ikke noget.“ „Hvad sagde han til dig?“ „Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Trondhjem i Norge, at min far var reder, og at mit eneste ønske var at komme ind på Søkadetakademiet. Så nikkede han og sagde, jeg skulle skrive en ansøgning.“ „Det var alt?“ „Jeg ville have sagt mere, men så fornemmede jeg, at den næste skulle til. Så jeg bukkede dybt og sagde tak til Hans Majestæt.“ „Men sagde Bodil Madsdatter ikke, at du have fået et løfte?“ „Jo, det var vel så godt som et løfte.“ Peter Wessel så ud, som om han mente det, så Harald ville ikke modsige ham. „Hvor længe er det siden?“ spurgte han. „Det er over tre år siden, og der er ikke sket noget.“ „Hvor gammel var du dengang?“ „Jeg er født den 28. oktober i det Herrens år 1690.“ Så Peter Wessel havde været 14 år gammel, da han opsøgte Danmarks hersker i den kongelige stald. Harald så på ham med endnu større respekt. Hvordan havde han dog haft mod og tålmodighed til det? Selv var Harald kommet ind på Søkadetakademiet, fordi hans far havde skrevet til Sehested og spurgt, om der var en plads til en ung søn fra Daneborg. Og så var der plads. Han havde faktisk aldrig tænkt på, at det kunne være svært. „Men kan Peter Jespersen ikke hjælpe dig?“ Harald 36


JOBNAME: trykklar PAGE: 37 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

søgte efter ordene. „Kan han ikke ..., han er tæt på Hans Majestæt ...“ Peter Wessel trak på skuldrene, og hans ansigt formørkedes. Den lodrette fure i panden blev tydeligere. „Han siger, at han gør, hvad han kan. Men der er andre, der kommer før mig. Selv tror jeg, at jeg har fjender et eller andet sted, der ikke vil have mig ind.“ Harald åbnede munden for at sige noget, men lod så være. Hvorfor skulle han argumentere med sin redningsmand? Han besluttede sig til at føre samtalen ind på andre veje, som kunne gøre hans samtalepartner glad. Det var han vant til fra Daneborg. „Så du tog på slavetogt,“ sagde Harald. Peter Wessels ansigt blev muntert igen. „Ja. Min bror Henrik var løjtnant i flåden, og han rådede mig til at få noget erfaring, før jeg forsøgte igen. Så jeg fandt ud af, at kompagniet ville afsende Christianus Quintus i slutningen af 1706. Jeg troppede op hos dem på Christianshavn og spurgte, om jeg kunne komme med som skibsdreng. Først ville de ikke, men så sagde jeg, at jeg havde fået lovning på at komme ind på Søkadetakademiet, hvis jeg fik noget erfaring til søs. Så kom jeg med.“ „Men, var det ikke ...“ Harald stoppede. Så fortsatte han: „Var det ikke en hård rejse?“ „Jo. Den hårdeste nogensinde.“ Et øjeblik blev Peter Wessels ansigt alvorligt. „Jeg er sikker på, at vi sejlede fra København for sent. I hvert fald havde kaptajnen travlt. Vi gjorde slet ikke ophold før fortet på Guldkysten, Christiansborg. Jeg kan godt sige dig, at vi blev skuffede, da vi havde Madeira om styrbord og kaptajnen ikke gjorde bare et lille ophold. Der var ikke noget øl, og vandet var råddent.“ Peter Wessel smilede. Åbenbart kunne han ikke lade være. „Skal vi ikke ha’ lidt øl? Jeg bliver tørstig af det her.“ Han ventede ikke på Haralds svar, men gik ud ad dø37


JOBNAME: trykklar PAGE: 38 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

ren. Lidt senere vendte han tilbage med en kande og to krus. Han skænkede op og fortsatte: „Så ankom vi til kysten og ankrede op ud for Christiansborg. Der er nogle store rev, så al transport var med bådene. Det var et utroligt syn, da negrene nærmede sig skibet i kanoer.“ „Var de ikke bange for at blive taget som slaver?“ „Slet ikke. Det var de allierede, som skaffede kompagniet slaver længere inde fra landet. De fører hele tiden krige og tager hinanden som slaver. Men vi blev sat til at hente vand. Jeg kan godt sige dig: At tumle de fade fra kilden inde i landet og til skibet – det er en hård én.“ Peter Wessel hævede sit krus. „Jeg bliver tørstig bare ved tanken. Skål!“ Harald drak. Det var godt øl. Han gik bare ned og hentede øl i køkkenet? Peter Wessel satte sit krus på bordet mellem dem. „Men så gik vi i gang med at forberede skibet til slaverne. Vi bragte ladningen i land, og så byggede vi skibet om, så der var plads til slaverne.“ „Hvordan gør man egentlig det?“ „Vi tømrede en masse hylder sammen, som de lå på. Der var nogle folk, der havde været på en slavehaler før, og de vidste præcis, hvordan det skulle gøres. Vi lavede et kogehus på dækket til deres mad. Det vigtigste var skanserne, som vi satte op på dækket, så vi kunne skyde over hele dækket, hvis de gjorde oprør. Og så begyndte de at komme ind med slaverne.“ „Hvem tager de egentlig?“ „Mest mænd, der kan arbejde i sukkerplantagerne, men der er også mange unge kvinder, som de bruger på øerne til at arbejde i huset, lave mad og den slags. De har nogle gange børn med. Men vi samlede over 400 sammen, før kaptajnen endelig mente, at vi havde nok. Vi var tæt på at gøre oprør, for det var ved at være alt for sent.“ 38


JOBNAME: trykklar PAGE: 39 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

„Hvordan?“ „Det finder du ud af. Lad nu være med at ødelægge min historie.“ Peter Wessel lo og tømte sit krus. Han skænkede straks op til sig selv. „Vi kom af sted den 6. juni. Den dato glemmer jeg aldrig. Ser du. Man kan ikke bare sætte sejlene og ride en passat til de amerikanske øer. Der er ikke nogen.“ Peter Wessel lænede sig frem og tegnede med en finger på bordet. „Her har du kysten ved Christiansborg, og her er Guineabugten.“ Han lavede en halvcirkel med spidserne udad. „Der er ikke nogen vind af betydning, så man lader sig drive med strømmen nedad i Guineabugten, indtil strømmen bøjer udover. Og så venter man bare i Kalmebæltet, indtil passaten fanger skibet og fører det til Amerika. Og den måned, hvor vi drev, glemmer jeg aldrig. Man ligger med slappe sejl i sin egen stank. Og 60 søfolk og 400 slaver. Jeg var yngste skibsdreng, så du kan selv gætte, hvem der fik lov til at gå ned i lasten og muge ud. Først tømte jeg tønderne, og så spulede jeg. Det gjorde jeg også, da vi afsejlede. De fine herrer fra direktionen holdt afskedsfest i kaptajnens kahyt, og jeg tømte potterne bagefter. Og så tømte jeg tønder for slaverne. Jeg har prøvet det hele, fra top til bund, og tro mig, jeg foretrækker sgu det fra toppen,“ Peter Wessel lo larmende. „Døde der mange?“ spurgte Harald. Han følte sig meget dum og uerfaren. „Lige fra starten,“ svarede Peter Wessel. „Der var altid hajer i kølvandet, og i begyndelsen fiskede vi efter dem, men efter et par dage holdt vi op. Du kan selv gætte hvorfor. Hvem ved, hvad man ville finde i bugen på dem. Der var faktisk flere søfolk, der døde, end slaver. Jeg har aldrig været så tørstig som i den tid. Jeg længtes bare efter at få den tur overstået og få mig en øl. Det drømte jeg meget 39


JOBNAME: trykklar PAGE: 40 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

om. Det var min eneste trøst. Og så er der selvfølgelig pigerne.“ Peter grinte. Harald forstod ham ikke. Hvad mente han med det? Men han ville ikke spørge. „Men så kom der endelig noget vind, og vi troede, at det nu var en spadseretur lige til Sankt Thomas. Ha! I september kom vi ud i den værste storm, du kan forestille dig. Nej, du kan ikke forestille dig det. Hvert øjeblik troede vi, at nu var det slut. Det skyllede ind over os. Bølger så høje som Rundetårn. Skroget knagede og bragede. Og dem i lasten. Du har aldrig hørt mennesker skrige sådan.“ Peter Wessel stirrede et øjeblik blindt ud i luften. Så trak han på skuldrene. „Men så løjede det af, og vi var der stadig. Og i slutningen af september ankom vi til Sankt Thomas. Dér havde de også mærket stormen. Jeg troede jo, at nu skulle vi se en fin by og smukke plantager, men alt var raseret. Havnen var oversået med vrag, som om der havde været krig. De fortalte mig, at stormen havde været så hård, at en flodbølge havde revet kisterne op af jorden og skyllet ligene ud. Mærkeligt nok døde kaptajnen, straks vi ankom til Sankt Thomas. Det var sgu også hans skyld. Han blev for længe på kysten, så vi endte i stormen.“ Harald havde lyst til at fortælle Peter Wessel om sin forfader Magnus, der havde sejlet med Columbus, men ville han være interesseret i det? Og Harald havde jo ikke selv været med. Det var bare historier om familien, ligesom Johanne og Tyge Brahe. „Og så var vi dér nogle måneder. Slap af med slaverne. Det var faktisk mærkeligt. Halvdelen af folkene var døde, men kun et par snese af slaverne. Men jeg kan godt sige dig, at der er intet som livet på Sankt Thomas. De folk er så rige. Der er guld og sølv og alt, hvad du kan forestille dig. Og der er jeg ved ikke hvor mange tusinde negre, der gerne ville skære halsen over på dem. Og hvis negrene ikke gør det, så er det sygdom. Derfor er de ret ny40


JOBNAME: trykklar PAGE: 41 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

delsessyge. De æder og drikker. Og der er også piger dér.“ Peter Wessel smilede, som om han mindedes noget godt. Så sagde han: „Og så kom jeg hjem og fandt ud af, at jeg stadig ikke var god nok til at komme ind på Søkadetakademiet. Og det efter det togt. Men jeg prøver igen.“ De sad et øjeblik tavse. Harald var både fascineret af beretningen og pinligt berørt over, at han selv var søkadet, mens Peter Wessel ikke var det. Så kom han til at tænke på noget. „Hvorfor sagde Peter Jespersen, at Hans Majestæt måske ikke ville være her så længe?“ „Jeg er ikke sikker, men jeg opsnapper ting. Rygtet går, at han planlægger en lang rejse. Måske til Italien.“ „Italien? Hvad vil han dér?“ „Han var der jo for nogle år siden. Man siger, han traf en smuk pige dér.“ „Så han vil ...? Men han har jo ..., der er en dronning.“ „Ja. Men Peter Jespersen er bekymret. Hvad nu, hvis han vil gifte sig med en katolsk pige? Hvad sker der så?“ Harald var chokeret. „Det er utænkeligt.“ Peter Wessel nikkede. „Det tror jeg også. Men måske er der noget andet.“ Peter Wessel lænede sig tilbage. „Måske vil han snakke med nogle folk undervejs. Den svenske konge har invaderet Rusland. Måske er det tid til en ny krig.“ Det havde Harald ikke tænkt på. Peter Wessel fortsatte: „Så hvis jeg skal nå at tage på langfart, er det nu. Hvem ved, hvornår jeg får chancen igen.“ Harald så med forbløffelse på ham. Peter Wessel var lige vendt hjem fra en mareridtsrejse, og nu ville han af sted igen. „Hvorhen skal du på langfart?“ „Trankebar, selvfølgelig. Fredericus Quartus ligger i hav41


JOBNAME: trykklar PAGE: 42 SESS: 12 OUTPUT: Wed Aug 12 13:20:49 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/627_Tordenskjolds_skygge_140x220/Materie

nen og er ved at udruste. Den sejler om en måned eller to.“ Han smilede og fortsatte: „Du skal jo også med.“ „Jeg skal med? Hvorfor?“ Harald følte, at samtalen blev mere og mere uvirkelig. Peter Wessel så på Harald, som om han ikke forstod hans langsomhed. „Selvfølgelig skal du med. Du kan ikke blive i København. Det kan du da nok forstå. De studenter vil jage dig. De så ikke mig, men dig så de. De vil jage dig overalt, og derfor skal du væk et par år. Når du kommer hjem, har de glemt dig eller er blevet gift med en eller anden præsteenke på landet. Når Fredericus Quartus sejler, er jeg med, og det er du også.“ Han hævede sit krus. „Skål på en god rejse.“

Tordenskiolds skygge Slægten  

Slægten Tordenskiolds skygge LindhardT og ringhof Tordenskioldsskygge Slægten Slægten LINDHARDTOGRINGHOF Kopieringfradennebogmåkunfindestedpå...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you