Page 1


Foråret 2003 Kære venner. I vil nu blive præsenteret for mennesker, hvoraf størsteparten ser stort på at overholde gældende lov. Midt i denne forvirrende mængde af sære skæbner vil I finde hovedpersonen Sanne. Hun blev født den søndag i 1973, som var Danmarks første billøse. I grunden er hun ren af hjertet, ikke som en Madonna, men lidt i den retning, og hun vil i al fald ikke finde sig i hvad som helst. Så er hun introduceret. Sanne er med hele vejen, undertiden forsvinder hun, men hun glemmes ikke. I perioder glider hun blot ind i den store, næsten anonyme flok, som kaldes bipersoner, og som de fleste af os tilhører. Herefter vender hun overbevisende tilbage og gør sig gældende. Nogle vil sige, at vi følger hende til den bitre, endog meget bitre, ende, andre vil mene helt modsat, at hun trækker os med ud på sine drømmes ø, at hun kæmper sig gennem den sorte labyrint til happy end, døm selv. Vinteren havde været kold på en dum måde, trist og ligegyldig, folk brugte en masse varmepenge uden at tænke nærmere over det, men foråret var allerede kommet midt i marts, hvor udendørs fadølsudskænkning begyndte i Nyhavn. Nætterne var kolde, endda med frostgrader, men der var disse svimle og høje dage med sol og klart vejr og med en næsten sommerlig varme, hvor der var læ. Folk i hovedstaden blev ligefrem kulrede, de sad på fortovscafeer og i parkerne, som om København lå ved Middelhavet. Og selvfølgelig frøs de også en del og fik influenza, de slængte sig på de små torve i den indre by, drak som altid for meget og snakkede sammen, som om de kendte hinanden. Men ikke meget om Ground Zero og det nye projekt, sagen forekom på det nærmeste triviel. Og snart kom der nok et nyt terrorangreb, som også ganske hurtigt ville blive støvet historie. Man havde også for længst fjernet fra dagsordenen det store elastikspring uden elastik: Brixtoftes dive. Engang et artistisk nummer af ufattelig underholdningsværdi i det lille, trygge land. Men selvfølgelig var man optaget af forbindelsen mellem Brixtofte og Thor Petersen, af Brixtoftes bog, som var et messende —7—


forsvarsskrift, man talte om småt og stort i én pærevælling, om Guantanamobasen på Cuba og den 29-årige danske statsborger, som befandt sig dér – vistnok en sød fyr for resten – og man talte måske også om Frederik og Mary, hvis man gad. Og om krigen. Kom den, eller kom den ikke? Fogh støttede Bush. Var det godt? Aktierne faldt, men så steg de lidt igen. En dræbersygdom var under udvikling i Asien. Og Djindjic blev myrdet. Og statsministeren og udenrigsministeren fik maling i hovedet og på tøjet, og en nat kom krigen. Den syntes dog ikke at påvirke de ynkelige gråspurve og duer, som flokkedes om pølseboderne. De bar præg af den kummerlige tilværelse i storbyen med deres afrakkede, strittende fjerdragt og den næsten menneskeligt forvirrede opførsel. Det skarpe lys understregede forfaldet i de gamle bydele og gjorde de nyrestaurerede huse kulisseagtige og på det nærmeste syntetiske i farverne. Unge par med smag for ting gik hånd i hånd i de snævre gader bag Gammel Strand og betragtede og vurderede, hvad antikvitetshandlerne udstillede af raderinger og kobberstik. De var inde og røre ved svenske ødegårdsmøbler og løfte lidt på engelsk fajance. De beundrede sølvetuier i jugendstil med indlagt skildpadde og købte en porcelænsdukke fra forrige århundredskifte eller måske blot et gammelt, skævt snapseglas med et par pittoreske luftbobler indkapslet i det tykke, lidt uklare materiale. En midaldrende mand med langt hår, tydeligvis narkoman, sad og gloede ved Storkespringvandet nogle meter fra en gruppe højrøstede og smart klædte unge indvandrere. Han var overlevende fra tressernes store tid, og der hang endnu ved ham en smule aura af en glemt drøm. Der var så mange tilbud i verden. På nettet kunne man orientere sig. Det var, som om hele universet havde samlet sig på det. Alle kunne få alt. Alle kunne komme i kontakt med alle. Selv de pædofile havde fået en mægtig frihed med nye spændende muligheder. Sanne så mod himlen. Deroppe er der rent, tænkte hun. Det var længe siden, hun havde siddet sådan med ryggen —8—


mod en solid mur, som var helt varm af den ustyrlige forårssol. Da det endnu havde været gråt vintervejr, var hun gået ind på et rejsebureau og havde samlet sig en stak brochurer, som hun havde læst meget omhyggeligt, da hun kom hjem. Om øer i Middelhavet. Om endnu fjernere steder med varme strande og spraglede forlystelser. Og hun slugte de farvemættede fotografier af udsigter fra balkoner over marinaer, af fantastiske vækster omkring swimmingpools, af de brunede kroppe siddende på klipper nær havet eller på fortovscafeer, af alt det paradisiske, som hun ikke kendte. Og hun var inde på nettet for også at se, hvad der blev tilbudt dér. Det var uendeligt. For dem, der havde penge. Men hun levede ikke et liv, som gav penge til at rejse nogen steder. Og hvis hun havde haft dem, var det slet ikke sandsynligt, at hun ville få lov til at feriere. Hun røg en cigaret, mens hun betragtede den blå forårshimmel. Hendes ansigt var næsten hvidt. – Sanne, du må lave tingene om, hviskede hun til sig selv og kløede løs med et par hurtige negle på den ene ankel. Men så tænkte hun også på, at terror ofte ramte de gode feriesteder, så måske skulle hun bare blive hjemme. Så kom hun atter på benene og begyndte at gå helt roligt af sted gennem byen.

Kattelopper På Strøget stod en violinspillende mand, som så ud til at være midt i fyrrerne. Han sang, så godt han nu kunne for violinen, og grimasserede, som om han ikke havde styr på ansigtsmuskulaturen, mens han slog takten med højre fod, når nummeret var hurtigt, med venstre, når det var langsomt. Lidt længere henne sad en bedstemor fra Litauen og spillede på harpe. Konkurrencen var hård. Han var iført en gul jakke, som var alt for stor til ham, cowboybukserne var til gengæld så snævre, at de tydeligt fremhæ—9—


vede formen på hans tynde, hjulede ben. En halv snes mennesker stod omkring ham, men ikke mange smed mønter ned i den åbne violinkasse. De fleste fodgængere nøjedes med at sagtne farten, når de passerede ham, for lige at opsnappe nogle strofer af de sange, mest irske og skotske, som han diskede op med. Mellem sangene drak han lidt af en øl, som stod i instrumentkassen, og kiggede sig ellers omkring for at se, om der skulle være politi i nærheden. Da musikanten havde spillet et par timer, talte han sine penge og pakkede sammen. Det var blevet til for lidt. Den livlige mimik i det uskønne fjæs var forsvundet bag en tillukket og sur maske, mens han fjernede sig med sit instrument. I en døgnkiosk afleverede han sin tomme ølflaske og købte en flaske vin med skruelåg. Magnum. Så fortsatte han hjemad, hvor han også havde lidt pot liggende. Han havde forbindelser til noget landbrug på Falster, hvor der blev dyrket cannabis, men ikke til brug for fremstilling af tovværk eller sække. I porten ind til baggården, hvor han havde nogle værelser på tredje og øverste etage i en lagerbygning, råbte nogle børn efter ham. De ville gerne have ham til at spille. Manden i den gule jakke reagerede ikke, men skråede over den mørke gård og gik op ad en udvendig jerntrappe. Øverst oppe blev mørket til lys, og han stod et øjeblik ramt af forårssolen, som blændede ham med sin pludselige skarphed. Han kunne ikke se børnene nede i bunden af den dybe skakt, men han kunne høre, at en leg nu udfoldede sig med voldsom energi. Så lukkede han sig ind. Han stillede violinkassen i et hjørne af et lille forværelse, hængte sin gule jakke på en knage og bøjede sig ned og kløede sig kraftigt og hidsigt på højre ankel. Så hev han i et forhæng, som bestod af et askefarvet lagen ophængt på et stykke plastictøjsnor ved hjælp af sikkerhedsnåle, og trådte ind i det næste rum. Over for ham var der to døre. På den til venstre sad en seddel med påskriften: Sover! Han gik hen til den dør, men brøkdele af et sekund før han havde grebet fat i håndtaget for at brase ind, ombestemte han sig. Han valgte døren til højre, åbnede den og gik ind i et værelse, der nærmest var umøbleret. En madras lå — 10 —


på gulvet. En omvendt ølkasse bar en lampe. Inde i en bunke tøj fandt han nogle seriehæfter. Manden smed sig på madrassen. Han hældte vin op i et krus, som han først måtte tømme for te, der blev sendt hen ad gulvet. Han drak et par slurke og fyldte så mere vin i. Midt i drikkeriet tog han sig en pibe. Det gav alt sammen stemning. En stor, sort hankat smøg sig ind ved døren. – Du bliver, hvor du er, Lakrids, sagde manden. Katten rullede sig sammen, og manden gav sig til at læse i et Anders And-blad. Han drak igen af vinen og kløede sig bagefter så heftigt på venstre ankel, at nogle af de små sår blev revet af. Han kiggede på sin hånd. Der var blod under neglene. Så fik højre ankel sig en tur. Manden var godt træt af kattelopper. Han måtte have sovet. Det var næsten mørkt i rummet. Han tændte lampen. Kruset var væltet, og en stor rødvinsplet bredte sig på madrassen. Han kørte helt formålsløst en finger rundt i pletten, som om han troede, han kunne fjerne den på den måde. Men der var så mange pletter i forvejen. Hele verden var én plamage af pletter. Flasken stod på gulvet. Den var trekvart tømt. Manden havde hovedpine. Og hans ankler kløede voldsomt. Han kradsede løs og drak en slurk af vinen og var lige ved at kaste op. Piben lå kold og dum på gulvet. Han gloede sløvt på det storblomstrede tapet, som hang i laser flere steder, hvorved et småblomstret blev afdækket. Han strakte sig, løftede lidt op i det brune rullegardin og så ud mod den violette aftenhimmel. Så lod han gardinet falde og sank tilbage på madrassen. Han havde drømt om en mørk, klæbrig masse, som lydløst kom glidende ned mod ham. Den havde allerede opslugt både mennesker og døde ting på sin vej. Træstykker og murbrokker blev langsomt æltet, og lemmer stak indimellem ud fra alt det sejtflydende, når det drejede rundt i fede valker. – Sanne! råbte manden. Katten så på ham. Dens øjne skinnede gult. — 11 —


– Sanne! Sanne, for helvede! Men der blev ikke svaret. Manden kom med besvær op på benene og gik hen forbi katten og ud af rummet. Han tøvede ikke foran døren med seddelen, men tumlede lige ind i mørket. Mandens højre hånd gled op og ned ad væggen i søgen efter kontakten. Han var fuld, og det tog sin tid, inden lyset blev tændt. Han gloede mod hjørnet med sengen og det bulede konsolspejl, som stod på gulvet lænet op ad væggen ved siden af den lille kommode. Skufferne var revet ud, en enkelt lå på gulvet omgivet af tomme æsker, etuier og hylstre. En potteplante, som trængte til vand, stod på kommoden. Under sengen lå hendes knaldgule gummistøvler (som om hun boede på landet). Men selv var hun der ikke. - Fucking shit! læspede manden. Han vaklede nogle skridt ind i rummet og skvattede ned på den tomme seng med en fornemmelse af, at han nu skulle vænne sig til at være alene for alvor.

En uappetitlig mand fra Esbjerg Den ikke helt nye Mercedes lå godt på vejen. Han stak et bånd i afspilleren. – Hvorfor bliver folk ved med at høre sådan noget gammelt lort? spurgte Sanne. – Hov, hov, sagde han, – det er Bob Dylans ”Love And Theft”. Den er sgu da ret ny. Ved du, at han har spillet i Horsens? – Jeg ved sgu godt, det er Bob Dylan, sagde hun. – Han bliver ved og ved. Det er ligesom med Jesus. Det kører bare for den slags typer. Om de er døde eller levende, det kører bare. De drejede bort fra hovedvejen ved en oplyst tankstation og et par murstenskasser fra halvtredserne. De to i vognen opdagede, at natten var fyldt med stjerner. Det talte de dog ikke om. — 12 —


Fyren slukkede for musikken. – Så kan det også være lige meget, sagde han. Hun tændte en cigaret og sagde: – Jeg kan ikke holde den psykopat ud længere. – Johnny har længe været på røven, sagde fyren, der sad ved siden af hende bag rattet. Han skiftede til et lavere gear, vejen var blevet smal nu, og natten klæbede sort ind til ruderne, nu hvor der var kommet træer. – Er vi der snart? spurgte hun. Han brummede og kiggede stift frem i det rum, lyskeglerne skar ud af mørket foran den tunge vogn. – Preben er ikke utilfreds med, at du er kommet til fornuft, sagde han. – Det er jo godt så, sagde hun stille og inhalerede. Også hun stirrede ud mod de nu stærkt hoppende lyskegler, som efterhånden afslørede tæt skov til begge sider af vejen. Så kløede hun sig let på begge ankler. – Har du lopper? grinede han. Hun svarede ikke, men lagde hovedet tilbage mod nakkestøtten. Hun var træt. Så standsede bilen, og fyren steg ud. Hun så ham gå hen foran køleren. En rød bom med skiltet PRIVAT spærrede vejen. Han svingede bommen til side efter at have fumlet med en hængelås, satte sig ind i vognen og kørte den nogle meter frem, standsede og forsvandt ud igen for at svinge bommen tilbage og låse efter sig. Da de kørte videre, sagde han: – Preben er ret pillen med stedet her, du skal ikke gå og smide med karamelpapir og den slags. – Det skal jeg nok lade være med, sagde hun. – Han er endda meget omhyggelig med tingene. Han har for eksempel fået sat nakkestøtter i den gamle her. – Ja, det er meget behageligt med nakkestøtter. – På den måde er tingene simpelthen i orden, sagde han. – Preben er vist ved at blive en stor mand. – Preben er en stor mand, sagde han og skiftede til laveste gear. – Det har han ikke altid været, sagde hun. — 13 —


Vognen bumlede af sted i to sandede hjulspor, der snoede sig ned over et stærkt bakket terræn med skiftevis tæt nåletræsbeplantning og åbne rydninger. Så drejede de skarpt til højre. Sanne opfattede en søbred og et træ fyldt med hvide blomster, og pludselig dukkede et enkelt lys frem forude. – Prebens palads, sagde fyren og nikkede. Så parkerede han mellem to træbygninger. Sanne skoddede sin cigaret, og de steg ud. Den ene bygning havde to etager og en bred trappe, som førte op til en hvidmalet, dobbelt fløjdør, hvis øverste to halvdele var inddelt i mange små ruder af farvet glas. Over denne hovedindgang skinnede en lygte. Resten af huset henlå i mørke. Den anden bygning var mindre og i ét plan. Fyren låste sig ind i den mindste bygning, og Sanne fulgte efter, da han havde fået tændt lys i et værelse længere inde i huset. – Jeg troede, jeg skulle snakke med Preben, sagde hun og dumpede ned i en stor, blød stol, der næsten opslugte hende. – Preben sover. Du kan snakke i morgen. Hun så sig omkring. Der hang et jagttrofæ på væggen over en uredt dobbeltseng. Det eneste lys i rummet kom fra en natlampe ved siden af sengen, og skyggen fra dyrets hoved blev kastet skråt op ad væggen og gled sammen med mørket længere oppe. Der lugtede af harpiks og sure sokker. – Har du noget at drikke? spurgte hun. – Vil du ikke have nogen sjove piller i stedet for? – Jeg gider ikke det pis. Han halede en flaske frem fra et skab og fandt et par glas. Han fyldte dem begge trekvart op med indholdet fra flasken og postede vand i for resten. – Hvad er det? – Gin. Han rakte hende det ene glas og blinkede til hende. – Skål, hviskede hun med svigtende stemme og drak. Hun mærkede det med det samme. Spritten bredte sig som en blød og venlig varme, det var, som om hun sank endnu dybere ned i den enorme stol. Hvis hun lukkede øjnene, ville hun falde i søvn på stedet. Eller dø. — 14 —


Han sad på sengekanten. Hans glas stod på gulvet mellem hans fødder. Han betragtede hende et stykke tid uden at sige noget særligt. Hun spurgte ham, om han havde tænkt sig at bede Fadervor. Så rejste han sig. Slugte nogle piller og skyllede efter med gin. – Du kan vaske dig derude, sagde han og rykkede hende op fra stolen. Hun havde sit glas i hånden, men hun havde allerede drukket så meget, at det ikke skvulpede over. – Det var da pokkers til fart, mumlede hun og fandt frem til den dør, han pegede på. Han tændte lys for hende. Der var hvide fliser over det hele. – Pisse moderne, sagde han og lod døren stå. Så gik han tilbage til sengen, drak ud og begyndte at klæde sig af, mens han nu og da skævede til hende. – Giv mig noget mere, råbte hun og holdt sit glas frem. Han kom og fyldte op til randen, ingen vand. – Hvad er meningen? spurgte hun efter at have taget en ordentlig slurk. Han gik ind til sengen igen uden at svare, hun fulgte efter halvt afklædt. Hans sko, sokker og benklæder lå smidt på gulvet. Lugten af fodsved var blevet kraftigere. Han afførte sig skjorte og underbukser. – Skal du ikke vaskes? spurgte hun. – Det er ikke nødvendigt, sagde han og krøb i seng. Da de lå sammen i mørket, sagde hun: – Det her har vi da ikke nogen aftale om. – Det skal du ikke bryde dit lille hoved med. – Jeg har det røde, sagde hun. – Vel ikke i munden. – Du har en dum form for humor, sagde hun, – jeg ved ikke engang, hvad du hedder. – Det får du nok at vide. – Jeg er træt. – Du kan sove længe i morgen, det er søndag. – Ja, sagde hun, – i morgen er det søndag. Og søndag er en dårlig dag. Jeg er født på én af dem. For tusind år siden. Hun tænkte i nogle sekunder. Så sagde hun: — 15 —


– For øvrigt er det ikke søndag i morgen. Det er onsdag. – Onsdag eller søndag, det er det samme, sagde han, – kom så her, skat. Meget senere ud på natten, måske lige før morgen, syntes hun at høre barnegråd. Men hun vidste ikke, om det var noget, hun drømte. Måske var det bare en kat.

Totalskade – Nå, sagde Ralf Oskar Pedersen. Det var gået skidt i sidste uge, og han havde andet at tænke på end Heidis reklamationer: Ingenting i køleskabet, ingen penge. Hun havde været helt umulig i flere uger, og nu stod hun dér på en højhellig første maj og råbte til ham, om han ikke kunne få det juletræ smidt ud. Han sagde, at det kunne de fyre med senere. Det stod fint ude i bryggerset, men skulle bare snittes i småstykker. Simpelthen. – Det drysser helt ad helvede til. Og taget, skal det ikke ordnes? Det pisser ned i sofaen! – Jo, svarede han. – Du er måske ligeglad? – Har jeg ikke lige sagt jo? Jeg ordner det tag, min snut. Men du tror måske, jeg er tryllekunstner? – Du skal ikke sige snut til mig, din nar. Han kunne ikke lide hendes mimik, gad bare ikke se på hende, når hun skabte sig. Så han fortsatte med at tænke over tingene og kigge i et blad og mildne situationen med en enkelt pilsner eller to. Der var en pige dér, Line hed hun. Med en røv som indgangen til Det hellige Land. Nå, ét var drøm, noget andet virkelighed. Han smed bladet fra sig, og sidste uge, nærmere bestemt tirsdag den forpulede toogtyvende april, kom igen alt for tæt på. Det var Tykke Hugo, der havde fået kontakten i stand. Han havde givet ham en konvolut med en kopi af nøglen til den — 16 —


vogn, der skulle gøres grim, og halvdelen af gysserne. Og Hugo havde gjort meget ud af at fortælle, at ejeren var nervøs over det med kopinøglen. Selv havde han sagt, at ingen nogensinde havde fundet nogen af de kopinøgler, de så venligt havde overladt ham, og det havde de haft en del sjov ud af. Hugo havde været i fint humør. Han havde holdt et lille foredrag om værdien af påpasselighed. Og han var gået videre og havde berettet om de mange små skridt, der skal til, før man kan tage de store. Men rigtig filosofisk var han først blevet, da han belærte Ralf Oskar Pedersen om det fornuftige i at udnytte fordelene i den faktiske situation, i stedet for at man drømte sig ud i den tynde luft. Visioner kunne i glade overskudsperioder have en vis værdi, og måske var det også tid til forandring, som regeringen engang havde ment, men bedst var det alligevel at holde benene på jorden. Thi ofte var en prut under dynen lige så god som en brændeknude i kakkelovnen. Åh jo, Hugo havde skam været i snakkehjørnet. Så havde Hugo fortalt ham, hvor køretøjet stod tirsdag aften klokken ni, som var det tidspunkt, han skulle afhente det på. En time efter ville ejeren melde vognen stjålet. Der var tale om en sindssygt fed Rover, og der var pæne penge fra forsikringen, hvis den blev krøllet kønt sammen. Han kom lige før ni. Jo, der stod den ganske rigtigt og ventede nok så tålmodigt på sin skæbne. Han satte sig ind efter at have kigget sig lidt omkring, gaden var tom, han startede og kørte ud af byen. Der var næsten ingen trafik på vejene, måske havde Hugo valgt en aften med fodbold i tv, han turde ikke tænke på, hvad han muligvis gik glip af, han havde ikke villet kigge i avisen, godt det samme. Så var der ikke noget at ærgre sig over. Men for fanden, hvor var Hugo dog tung at danse med. Han havde aldrig siddet i så lækker en bil. Den var til at blive liderlig af. En ren Line hele vejen igennem. Det var synd og skam det her. Han var lige ved at blive flov. Men selvfølgelig var det ikke hans sag. Det var det aldrig. Mørket var ved at falde på, da han nåede stedet, en lille bakketop, hvorfra han kunne se al trafik på lang afstand. Der var — 17 —


helt dødt nu. Længere nede svingede vejen ved en bro, der førte over et gammelt tipvognsspor en fem-seks meter dybere nede. Ideelt. Han skulle bare køre vognen en cirka tyve meter, sætte i frigear og få nøglen med sig, når han sprang ud, så ville skønheden suse de sidste ti meter og falde som en skamskudt fugl mod skinnerne. Det ville være mere end tilstrækkeligt. Men aldrig var det gået så dårligt for ham. Han kom godt nok fint af sted, men næsten lige efter, at han var hoppet ud og landet på røven, begyndte vognen at te sig helt tåbeligt, som om den ikke ville finde sig i at komme på flyvetur, men svinger til venstre og braser ned i grøften med en stor, idiotisk lyd. Bok! Der lå vidunderet så med røven i vejret og osede, og så kunne han jo ikke undgå at se den lille Morris komme smuttende ned ad bakken på den anden side af broen, og han sprang væk fra vejen og gemte sig bag nogle buske. Det værste skete. Bilen standsede, og et ungt par steg ud og gik hen til roveren. Fyren bøjede sig og gloede ind. – Der er ikke nogen, sagde han. – Gudskelov. Den unge dame trykkede sine hænder mod kinderne, som om hun skulle forhindre hovedet i at falde af. – Men den er varm endnu, sagde han, – hvad mon der er sket? – Ja, hvad mon der er sket? Og Ralf Oskar Pedersen hviskede for sig selv: – Ja, hvad mon der er sket? Han kunne være trådt frem, ligesom man gør på et teater, og have sagt: Kære unge venner. Jeg har været lidt uheldig med et mindre svindelnummer. Den pæne bil dér er havnet det forkerte sted. I virkeligheden var meningen, at den skulle være fløjet fra broen og videre ned. Så ville jeg også have fået de sidste penge. Dem kan jeg nu kigge i vejviseren efter, som man siger. Men måske den lille Morris dér? Var det noget? – Hvad nu, hvis føreren styrter forvirret rundt med hul i hovedet? spurgte pigen med skræk i stemmen. Han var lige ved at komme til at grine bag sine buske. Hul i — 18 —


hovedet! Men han skulle ikke nyde noget. Det var med at holde sig i ro. Hvis hendes åndssvage bemærkning nu medførte, at de gav sig til at lede efter ham, så ville det sidste sgu da blive værre end det første. Men lidt efter kunne han ånde lettet op. – Kom, sagde den søde og fornuftige, unge mand, – vi kører. Vi skal ikke blandes ind i noget. Og så futtede de af. Han fik mobiltelefonen frem og ringede til Hugo, som jo skulle bringe historien videre til ejeren af det genstridige køretøj. – Det er noget lort, Ralf, sagde Hugo. – Det ved jeg godt. – Du kan blive nødt til at aflevere de penge, du allerede og helt ufortjent har modtaget. – Nix. – Penge hjælper alligevel ikke på dommedag. – Hold nu kæft, Hugo. – Tal pænt, ellers bliver jeg sur. Hugo lagde røret, og han måtte videre på gåfødder og med bus hjem til blæselampen og hyggen. – Hva’ har du lavet? brægede hun. – Spillet golf, sagde han mildt. – Jeg vil snart ikke mere. – Nej, sagde han. – Jeg kan ikke klare det. – Du behøver ikke causere over emnet, sagde han. – Jeg rejser. – Så rejs langt væk. Det var om tirsdagen. Og det havde været en dårlig dag. Men nu var det første maj. Og kællingen var der endnu. Men meget havde alligevel ændret sig. Danmark havde længe været en krudttønde, altså ikke kun i politisk forstand, men landskabsmæssigt. For det havde ikke regnet i måneder, og der havde været i hundredvis af småbrande overalt, brandvæsenet havde aldrig oplevet noget lignende, men nu var regnen kommet! Det var den store forandring. — 19 —


Han havde netop sagt farvel til hende Line og hendes paradisiske røv, da hans mobil ringede. Det var Hugo. – Nørregade. Kanondyr Audi. Nøglen ligger under venstre baghjul. Penge under gummimåtten ved førersædet. Du kan tage det roligt. Det vil først blive meldt i morgen tidlig. Og ingen vrøvl denne gang. – Du sagde Nørregade. Men forbindelsen var allerede afbrudt. – Jeg tror, jeg vil til første maj-møde, sagde han humoristisk og skyllede den sidste pilsner ned. – En dag slår jeg dig ihjel, sagde hun stille. – Om det regner eller sner, man bør ikke svigte første maj, arbejdernes internationale kampdag! Han rejste sig og stod lidt og kiggede på hende. Hans beslutning var taget. Så gik han ud af huset og hen til busstoppestedet. Da Ralf Oskar Pedersen sad i bussen, fuld og trist, og kiggede ud på det våde vejr, tænkte han på sine venner i den fjerne hovedstad. Det var lang tid siden, han havde været i Absalons by. Han spekulerede på, hvordan det mon gik med Johnny.

Gamle venner Sanne betragtede Prebens ridsede ansigt. – Har Tyren fra Esbjerg ellers behandlet dig pænt? spurgte det og smilede. – Klager ikke, sagde hun og gjorde sig lidt tom i øjnene. – Han kommer fra det rene skidt, den dreng, forklarede Preben og lagde med den bemærkning for dagen, at han havde sans for det sociale. Hun så ned på sine gule, let nervøse fingerspidser. – Jeg vil godt tjene lidt penge, sagde hun. – Hvem vil ikke det, sukkede Preben. – Er der noget? – Der er altid noget til dig, min ven. — 20 —


Han rystede et par cigaretter et stykke ud af en pakke og bød hende. Hun tog en, og han var der straks med en guldlighter. Hun trak røg ind i første sug og pustede lidt efter de sørgelige rester ud i en meget tynd stråle. Han blandede et par drinks. Hun så, hvor dårligt det dyre sæt tøj klædte ham. Han var og blev en bums. De slog glassene sammen. – Johnny skylder mig stadigvæk alt for mange penge, sagde han så og viftede et fnug væk fra knæet. – Johnny er flad. Glem ham. – Det er det principielle i det, Sanne. – Du har set for mange dårlige film om konsekvens i finanssektoren, forsøgte hun sig, – men hvorfor drille en døende mand? – Hvem taler om at drille? De tav. Nippede lidt til indholdet i glassene. – Hvad mon det er, vi drikker? spurgte hun. – Gul Tornado. – Den har jeg vist aldrig hørt om, sagde hun. – Egen opfindelse, sagde han med en vis stolthed. – Det er ikke evner, du mangler, sagde hun. – Du kan også få noget at snuse til, sagde han. – Det kunne jeg også i går. Sanne lod blikket vandre i rummet. Alt var af træ. Gulv, vægge, loft. Og det gamle, fint behandlede træværk havde med årene fået en smuk, gylden farve. Hun stirrede gennem udsigtsvinduet bag Preben. Forårslyset spillede i den lille sø, som var omgivet af tætte granplantager. En større båd lå fortøjet sammen med en robåd ved en bro nær huset. – Dejligt sted, sagde Sanne og nikkede langsomt. Preben drejede sig en smule og fulgte hendes blik ud over det glitrende vandspejl. – Jeg købte det hele af en præst. Han havde ikke råd til at beholde det og måtte snyde næsen hele tiden, mens vi forhandlede pris. Stik mig et lommetørklæde, sagde jeg til ham. Så kan vi græde sammen. – Er det også dine både? spurgte hun. – Der er ikke noget her, der ikke er mit, Sanne. Søen er min. Fiskene er mine. Aborrer og gedder og sandart. Jeg fisker. Se på — 21 —


mig, Sanne. Jeg er lystfisker. Det var vist ikke noget, du havde regnet med, hva’? Og jeg har krebsetejner ude. Jeg siger dig bare, den sø er den reneste i Danmark. – Og så tænder I op i pejsen, når I sidder og hygger jer om aftenen? Hun prøvede at indsnuse duften af brænde og aske gennem cigaretrøgen. – Det er klart, sagde han, – aftnerne kan være kølige, og hygge kan ingen få for meget af. Hun skoddede cigaretten i et askebæger, hvis sølvskål var bygget ind i en rævs kranium. – Jeg mangler tøj, sagde hun. – Du tager i garderoben, sagde han. – Og penge. – Du skal ikke bruge penge her. Så slap bare af. I al fald indtil videre. Og så kan du have mad klar i aften. Varm mad. Til seks. Køleskabet og fryseren er proppet til. Giv den lidt i retning af ham Jamie Oliver. Og husk at trække rødvinen op en time før spisetid. – Hvornår er du begyndt at drikke rødvin? Han svarede ikke. – Har I ikke færdigretter i fryseren? Og hvem er de andre? – De arbejder ovenpå. – Jeg ved ikke, hvad dag det er i dag. Det vidste jeg heller ikke i går. Altså hvad dag det var i går. Er det onsdag eller søndag i dag? – Er der sket noget med dit hoved, Sanne? Det er søndag i dag. – Hvorfor arbejder I på en søndag? – Vi har travlt. Vi skal være færdige. Hun sad lidt. Ubeslutsom. Tavs. Hun kunne ikke helt afgøre med sig selv, om det var det rigtige, hun havde gjort. Hun sagde stilfærdigt: – Jeg tror ikke på, det er søndag. Jeg tror, det er mandag. Og sørg lige for, at ham idioten fra Esbjerg lader mig være i fred? – Kan du ikke lide lugten? – Eller tirsdag. Måske torsdag. Hvad hedder han? — 22 —


– Kent. – Han skal holde fingrene væk uden for arbejdstiden, Preben. Er vi enige om det? – Så for gammelt venskabs skyld, Sanne. Men jeg må sige, du virker lidt træt. – Den seneste tid har været præget af en vis anspændthed, sagde hun og lod en tungespids løbe mellem sine pæne tandrækker.

Første maj, arbejdernes internationale kampdag At køre den slags vogne var hver gang en stor fornøjelse. Og så havde han penge på lommen. Dem fra i tirsdags og nu forskuddet for Audien. Men ingen plan. Hvad skulle han da for resten også med en sådan? Der gik en times tid, så drejede han ind et sted og fyldte helt op med benzin uden at betale. Sømmet i bund bagefter, det er klart. Han kørte mod nord, hjemad. Han kunne se Limfjorden, men helt hjem ville han ikke. De gamle var jo døde, og det lille hus moderniseret og ikke til at kende. Der knoklede man sig ikke ihjel mere. Et ungt par havde købt huset. De kunne sidde hjemme og arbejde. Al jord var solgt fra. De sad hver med en mus i hånden. Men der var stemningen, sådan. Landskabet. Ikke til at forklare, men noget, han havde kendt så godt. Det gav lidt ro i hovedet. Hvordan var det nu: Lyset slår blink over Limfjordens vande, tindrer og ler ... Nej, ikke lige til at huske. Men han var sulten og standsede ved en kro. Det hele stod på fransk, nedenunder med lille skrift på dansk, men det gad han ikke læse og sagde bare, at der skulle være godt med kød, basta. Og øl. Han drak et par kolde pilsnere, mens han ventede på maden, og følte sig efterhånden lidt fuld. Så tænkte han på at ringe til — 23 —


Heidi og råbe: Rejs, inden det bliver for sent! Glem mig, du gamle, det begyndte så godt, men endte skidt! Rejs, skat! Rejs! Så kom maden, og han begyndte at hugge i sig. Det var fin mad. Enhver kunne se og smage, det var sager. Og han drak og betalte og kom af sted i skøn sol mellem to byger. Det var, hvad han altid havde sagt, her ved Limfjorden var der bare skønt. Man behøvede ikke tage til Thailand. Altid høj himmel over Limfjorden. Han kørte i ét flimmer. Så strejkede lortet. Ak, sikke mange bank han skulle have her i livet, inden det hele var forbi, tænkte han og steg ud. Han åbnede tanken, trævlede en lang tråd ud af sin trøje, så den blev en hel del kortere, og fik tråden vædet godt igennem. Så lod han en ende blive nede i benzinen og kom et pænt stykke væk med den anden, ventede til vejen var helt fri for trafik til begge sider, inden han satte ild til. Bum og goddag, venner! Så var han ellers langt inde i en fin skov. Sådan en tank, næsten fyldt – der er bare ikke bil tilbage, tænkte han, og denne gang var der vel ingen, der kunne gøre vrøvl over, at vognen ikke havde fået hele turen, selv om metoden havde været lidt primitiv. Og så havde det slet ikke været hans mening at skade den overhovedet. Han ville bare på udflugt. Væk fra Hugo. Anlægge skæg måske. Men sådan var skæbnen, ikke til at regne med. Jo, bilen havde valgt at strejke, men det var jo også første maj, selv om ingen længere vidste, hvad den dag skulle bruges til, nu hvor Fogh var blevet socialdemokrat, og Danmark var Europas andetrigeste land (det mærkede han sgu ikke noget til), han vadede bare gennem landskabet godt våd og klumpet om fødderne, – der var ikke noget galt med jordens bonitet på disse kanter. Bare af sted, sjup, sjup, mens man prøver at vække så lidt opsigt som muligt. Ak ja, man skulle have været rocker med en Harley Fat Boy mellem benene. Men han var ikke rocker. Han kom med bus. Og senere med tog til Ålborg. — 24 —


Han fik skiftet sokker og sko i et supermarked og lod det våde blive, købte vodka og kiks samme sted og fandt et billigt hotel i nærheden af havnen. Der lugtede af rødkål og nyferniserede gulve. Det var så sært gammeldags det hele. Men nu skulle alt blive flot. Han sad og drak ved vinduet, ingen bibel. Det var man vist holdt op med, biblen i natbordsskuffen. Sikkert for lidt trøst at hente, når det kom til stykket, for mange ord, for meget lort med Helvede og straf og pis og en gammel gud ligesom Stalin. Jesus var kommet og havde pyntet på det, væltet det gamle svin, akkurat som Saddam blev væltet, men Jesus havde alligevel ikke gjort nok ved det. Ikke efter Ralf Oscar Pedersens mening. Det var blevet ved snakken. Nej, ikke mere præk og offerlam til ham. Bilerne drønede forbi nedenfor. De skulle bare lige vide, at den store bilmorder var så tæt på dem. Han kiggede på kranerne og skibene. Det var lang tid siden, han sidst havde været i Ålborg. Fin by ellers. Tryk på over hele linjen. Narko. En ung fyr havde skrevet en tyk roman om lortet i Ålborg. Man kunne blive helt stolt. Men altså ingen bibel, og første maj lakkede mod enden. Lyset over byen forsvandt. Byens eget lys blev tændt, og han drak vodka. Lagde sig på sengen, tændte for tv. Amerikansk, amerikansk og så lige en pornokanal. Han prøvede at spille pik, men kunne lige så godt have kløet sig på næsen i søvne, virkningen var den samme. Det var, som om han ikke lige nu havde den rette veloplagte sindsforfatning til den slags dybere begivenheder. Han gik ud i byen, mødte en fregnet pige, som påstod, at hun havde været til første maj-møde. Hun lignede en druknet mus og sagde, at Ålborg var en rød by. Ligesom Horsens og Randers, sagde hun. Men hun tav, da han truede hende til det. Så bare på ham med forvirrede øjne. Han ville ikke høre på det pis, råbte han. Bagefter ringede han til Heidi, men der blev ikke svaret. Så var hun nok rejst. Klogt af hende. Men hvor var hun rejst hen? — 25 —


Der var jo ingen steder. Men måske havde han drejet forkert, tænkte han og græd i nogle sekunder. En lille, hidsig gråd som et smæld. Der var nogen, der ruskede i ham, det var kulsort og koldt. Hotellet var ikke til at finde, men alligevel vågnede han på sit hotelværelse ved middagstid og havde brækket sig i sengen. De fleste af pengene var væk, enkelte sedler lå krøllet sammen rundt omkring i lommerne, ja, helt inde i foret. Flot skulle det have været. Måske var det enkelt og flot. Ralf Oscar Pedersen, måske var det hele enkelt og meget flot. Enkle og flotte tærsk og branderter, enkle og flotte mord på biler, et flot ægteskab med sensuelle og dybsindige ordvekslinger. En helt enkel og flot sorg, som brændte sig gennem alt, mens lavtryk på lavtryk kom sjaskende og pladrende ude fra vest efter tørken.

At vågne op Hun befandt sig på sine drømmes ø. Midt på den klamrede ældgamle byer sig til stejle bjergsider, og palmer, kaktus og blomstrende mandeltræer voksede neden for bymurene mellem høje stengærder. Hun sad på øens top og overskuede alt. Det var en lille terrasse med tunge vaser i hjørnerne, og han sad ved hendes side, brun, smuk og blid. Over dem skærmede fliget løv og tusindvis af lilla blomster mod den brændende sol. Havet omskyllede hendes paradis. Det gyngede og glitrede derude, og den blå farve var så dyb, at den fik alle postkort og alle rejsebrochurer til at blegne. Bittesmå, bemalede træbåde sejlede på det blå, blå hav. De havde så fint sammensatte, enkle og stærke kulører, at øjet kunne hvile i al evighed i betragtningen af dem. Hun havde selv sejlet i sådan en båd ind i grønne og blå grotter. Han havde roet, mens hun sad og drak kold hvidvin og lo og lo. Og om natten dansede de under stjernerne, mens cikaderne gjorde verden elektrisk, og — 26 —


alle røde, gule og grønne lamper ophængt i de blomstrende og stærkt duftende træer og buske svingede i den bløde vind og blinkede til hende. Og på kanten af en swimmingpool spiste hun saftige stykker af vandmelon, og det røde kød var koldt og sødt, og hans kys var søde og dybe som al verdens frugt. Og der var altid en bar, små, intime steder med venlige, unge mænd i hvide jakker. De havde smalle overskæg og hvide tænder, og de jonglerede med runde metalbakker, hvorpå hendes ønsker blev båret frem, store, gule og røde drinks med isklumper og sugerør og små parasoller. Og han var der til stadighed med sin morsomme accent og sine feberagtige trylleord i hendes øre. De gik i snævre gyder med hinanden i hånden eller tæt sammen, mens sælgerne råbte til dem og slog ud med armene, og han købte lette kjoler til hende og smykker og helt nye, fremmedartede parfumer, som havde øens dufte, blomsternes. Hun gøs i kirkernes krypter, i katakomberne. Og vinden suste omkring de oldgamle templer, som løftede sig på svage skråninger ned mod havet i fine duftskyer fra blomstrende timian. Hun drømte sin drøm om øen, sammensatte den af tusindvis af billeder fra brochurer og postkort og billige film, af ord fra andres erfarne læber. Måske havde hun allerede øen i sit indre, da hun blev undfanget, nu gennemkrydsede hun den sammen med sin elskede, nu levede hun den i det bølgende lys, i det flimrende genskær fra havet. Og hun ville dybere. De dykkede ned over koraller, hvor planternes og fiskenes farver overgik alt, hvad hun kunne drømme om, selv i denne den mest paradisiske af alle hendes drømme. Og når de blev sultne, åbnede en vildt eksotisk verden sig for dem. Så kunne alverdens tv-kokke godt gå hjem og lægge sig. I fiskerlejer, der kantede glimtende bugter, lå små restauranter side om side. De sad udenfor under parasoller ved borde med hvide papirduge, og de spiste af al den rigdom, der var hentet op fra det rene, frodige hav. Friturestegte stykker af sværdfisk, blæksprutter og tun, og der var salat i overvældende sammensat blanding med frugter, hun aldrig havde set før. Og citron— 27 —


stykkerne lyste i solen. Eller de spiste fåre- og lammekød inde i fjerne bjerglandsbyer. Eller stegte kyllinger med tilhørende musik på små instrumenter. Og til alt, hvad de lidenskabeligt nedsvælgede, drak de den lokale vin, rød eller hvid, men dyb og ægte som øens egen sjæl og i store mængder. Dybere og dybere. Med nætter til dans og elskov. På vej mod verdens grænser uden betænkeligheder eller blot den mindste fornemmelse af skam. Og endelig fløj hun som en vældig fugl fuld af syngende lyst gennem den umådeligt smukke verden, indtil hun med en smerte så stor, at alt forsvandt i et bundløst mørke, ramte en pludselig klippevæg, som smadrede alt, hvad hun gerne ville være. Hun skreg. Hun så ind i et hæsligt ansigt. – Hvad fanden, har du mareridt? spurgte Kent. Han stod bøjet over hende. Slog hende let på den ene kind. – Pligterne kalder. Du kan sgu ikke ligge og boble hele dagen, fortsatte han og rettede sig op med et vissent grin og forsvandt.

— 28 —

Den femte årstid af Henning Mortensen 9788773948965  

— 7 — — 8 — — 9 — — 10 — — 11 — — 12 — — 13 — — 14 — — 15 — – For øvrigt er det ikke søndag i morgen. Det er onsdag. – Onsdag eller søndag,...