Issuu on Google+

A n n i k a

vo n Holdt S ov som de døde t h r i l l e r LI N D H A R D T

O G

RI N G H O F


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 14D05603 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Sov som de døde © 2009 Annika von Holdt og Lindhardt og Ringhof Forlag Omslag: stoltzedesign Bogen er sat med Palatino hos BookPartnerMedia Trykt hos Livonia Print Sia ISBN 978-87-11-43894-7 1. udgave, 1. oplag 2009 Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 05AC8B23 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Annika von Holdt

SOV SOM DE DĂ˜DE Thriller

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 092508CE /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Som barn havde jeg onde drømme om hekse. Jeg bad til Gud hver aften om at beskytte mig mod drømmene i mit hoved og den fæle heks under min seng ... Jeg havde også gode drømme. Men dem kan jeg ikke huske. Annika von Holdt


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 25F08E4E /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Charleston, South Carolina 1982.

Klokken var seks. Solen var gået ned, og kirkegården henlå mørk og stille under de ludende træers sammenfiltrede bladhvælv. Det eneste, der brød stilheden, var et kor af cikader, der sang usynligt et sted i nærheden og gav genlyd mellem træerne, et hjul, der peb, og perlegrus, der knasede under et par grønne gummistøvler størrelse femogfyrre. Gummistøvlerne tilhørte Charles Peabody, Golden Oak-kirkegårdens gamle altmuligmand, der gik hen ad den øde grussti som en mørk skygge med det lange, svedige hår flagrende under en uformelig filthat. Hakke og skovl var stukket ned i en trillebør fuld af fugtig jord, som han skubbede foran sig. Han trak vejret dybt ind. Støvregnen hvislede omkring ham, og han nød den friske lugt af jord og græs, brisen bragte med sig. Han slog til en forhindring af spindelvæv med den ene hånd og gik langsomt ind under rosenespalieret, der førte ind til den gamle del af kirkegården. Knuste rosenblade faldt ned på den bløde jord foran ham som hvide vinger. »Paradis!« hviskede han og tørrede de klæbrige tråde af i sine overalls. På dette ugenerte sted hvilede alle, han havde elsket og holdt af at tale med. Et godt liv havde han haft, men nu drømte han ofte om døden og om at blive genforenet med Martha: den slidte vielsesring sad stadig om hans venstre ringfinger, om end noget løst de sid9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 3293A68E /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

ste par år. Det gjorde ham lykkelig at tænke på, at døden snart ville komme og tage ham. Forhåbentlig! Han havde under alle omstændigheder forberedt sig på sit korporlige endeligt og bestilt en gravsten – og udpeget sig et gravsted ovre i den nye Oak. I denne del af Golden Oak-kirkegården blev ingen begravet længere – det var årtier siden, og de, der hvilede her, var for længst glemt. Der kom kun sjældent besøgende, måske lige med undtagelse af allehelgensaften, hvor stedet var det mest populære i hele byen og ungerne kravlede over den høje smedejernsport for at hænge papirskeletter og lygtemænd i træerne og skræmme livet af hinanden. Efter treoghalvtreds års ansættelse på Golden Oak-kirkegården, først som graver og siden som altmuligmand, kendte Charles Peabody dette sted bedre end indersiden af sin egen bukselomme. Han kendte alle havens lyde: cikadernes og fuglenes sang, løvfrøernes kvækken, vindens hvisken i trætoppene; han kendte hver en grav, hver en plante, hver en mostot på stiens filigran af lys og skygge. Nu standsede han i skumringen med en pludselig fornemmelse af, at et eller andet var galt, uden at kunne sige præcis, hvad det var. Han lagde hovedet på skrå for at koncentrere sig om kirkegårdens lyde, afsøgte den smuldrende, efeudækkede mur og egekolonnaden på den anden side, der stødte op til Sankt Marys Katolske Kirke. Egern pilede rundt på de gigantiske træers sortbarkede grene og satte bladene i pludselig sitrende bevægelse, fuldstændig som de plejede. Intet galt her. Charles Peabody kneb øjnene sammen og lod blikket glide nedad. Heden lå tungt på hans øjenlåg. Han tog sit lommetørklæde frem og duppede øjnene. Hans syn var ikke, hvad det havde været – grå stær havde efterhånden kostet ham det meste af synet – men han kunne netop ane, at smedejernsgitteret omkring Eugenia Mayers gamle, udhuggede marmormausoleum stod åbent. Lågen hvinede sagte i sine hængsler og lød som et klageskrig. 10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 313209A3 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

»Fandens unger!« Hans ansigt formørkedes, og han satte trillebøren fra sig og traskede hen for at lukke lågen. Stjernejasmin flettede sig omkring siderne og draperede det grønne jerngitter hele vejen rundt om gravstedet. Idet han lagde hånden på det kolde smedejern og samtidig knuste en klynge hvide blomster, udstødte han en lille overrasket latter – eller måske snarere et gisp af vantro – og trak hånden til sig med et hurtigt ryk. Han stirrede på mausoleet. Det perlehvide stenhus lyste i tusmørket. Charles glippede med øjnene og mærkede, hvordan gåsehuden dansede fra fingerspidserne, op langs armene og videre ned ad hans ryg. Var det indbildning, eller havde han netop hørt en uhyggelig, lille jamren inde fra krypten? Nej. Det var umuligt. Han rystede på hovedet. Alle hårene i hans nakke havde rejst sig, men logikken sagde ham, at der naturligvis ikke var nogen derinde – andet end Eugenia Mayers kolde, afsjælede knogler. Charles stod som naglet til stedet og lyttede intenst. Men der var kun stilheden, som af og til blev afbrudt af fuglenes kvidren, og lyden af hjertet, der dunkede hårdt i hans bryst. »Er her nogen?« spurgte han nærmest hviskende. Han svælgede, ventede et øjeblik og prøvede igen: »Hallo?« Intet. Charles blev stående lidt i den tunge stilhed, så gik han hen ad den lille, overgroede sti til krypten og pirkede til afdækningspladen, der var sat for åbningen ind til sarkofagen. Han gik ned i knæ, tog fat om stenen og prøvede at løfte den. Det gjorde ondt helt ind i skelettet. Han stønnede højt, men den gav sig ikke en millimeter. Han sukkede og rettede sig op. Et kort øjeblik knugede han hænderne hårdt om hinanden, og der kom en anspændt fure i hans pande. Det virkede næsten, som om pladen var limet fast. Den var også sært malplaceret ... 11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 30B6BD0A /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Og langsomt gik det op for ham, hvor mærkeligt det var. Krypterne forsegledes med mørtel og mursten. Sådan havde man altid gjort – ikke med lim og marmorplader. Charles Peabody holdt vejret og mærkede, hvordan pulsen bankede i hans tindinger. Han skrabede med en fingernegl i fugen mellem marmorpladen og stenhuset. Han kneb øjnene sammen, så rynkerne i hans lange blodhundeansigt blev dybe som ar: ved Gud om ikke den var limet fast. Det var sgu det, den var! Og ved nærmere eftersyn turde han vædde på, at marmorpladens overflade ville afsløre, at den også var spritny. Han vidste nu, at hvis han fik pladen løs, ville han ikke finde det typiske murværk inde bagved. Denne grav havde været åbnet, det var sikkert som amen i kirken – åbnet og lukket igen. Og der var nogen derinde. Det fornemmede han med en ufravigelig, instinktiv sikkerhed. »Hallo, er der nogen derinde?« spurgte han tøvende. Han sparkede til den genstridige plade og prøvede at trække den løs. Det gjorde ondt i fingrene og i tæerne, en påmindelse om hans tiltagende gigt, en påmindelse om hans alderdom – en påmindelse, han ikke rigtig havde brug for. Han standsede et øjeblik og lyttede til cikaderne. Måske var det hele noget, han bildte sig ind? Måske var det hørelsen, der spillede ham et puds? Eller måske var han slet og ret ved at blive forvirret her på sine gamle dage? Men så kløvedes stilheden af et svagt skrig. Og endnu et ... og det kom umiskendeligt inde fra graven. Charles snappede efter vejret. Hans puls slog hurtigere. Hans kinder blussede. Hans underkæbe sank ned. »Du store Gud.« »Ahhh ...« lød det inde fra graven. »Aaaa.« Dette spinkle, ordløse klageskrig fik det til at gibbe i Charles. Frygt og smerte havde udløst dette skrig. Og hvad værre var: Det lød som et barn. Han styrtede tilbage til trillebøren, så hurtigt hans svage ben tillod, og hentede hakken. 12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 2EBD470D /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Charles spyttede, hævede hakken over skulderen og sendte den ned mod den solide sten med en klingrende støj; én gang, to gange, tre gange. Selv med hakken var det et besværligt foretagende. Musklerne i hans skuldre og ryg knagede som rustne hængsler, og han svedte fra isse til fod. Men efter nogle minutters forløb fik han hakket et lille hjørne af pladen. Han bankede den spidse ende af redskabet ind i hullet og trak til og blev belønnet med en svuppende lyd, da limen endelig gav sig. Charles smed hakken, trak vejret dybt ind og tog fat i begge sider. Så rykkede han pladen løs og væltede den til side. Ganske som han havde gættet, var det gamle murværk bagved banket ned, og krypten var åben. Han lagde sig på knæ med venstre hånd støttet til graven for at holde balancen og så ind. Et øjeblik troede han, at han var blevet blind. Charles øjne var åbne, men de så intet. Et tæt, sort mørke indhyllede alt. Og den gamle gravkammerstank var kvælende. »Hallo? ... Er her nogen?« Hans stemme var hæs af gru og kom hviskende tilbage til ham langs marmorvæggene. Tavshed ... og så en hurtig, svag skraben. Lyden kom inde fra mørket. Charles Peabody tøvede et øjeblik, så krøb han sammen og kravlede ind ad den snævre gang. Lufttemperaturen var en tifemten grader varmere inde i det halvunderjordiske kammer, og han svedte voldsomt. Foruden den tætte stank af fugt og mug, der måtte stamme helt tilbage fra begyndelsen af det forrige århundrede, kunne Charles lugte afføring og opkast. Den sure lugt rev i næsen. Han famlede i brystlommen efter sin lighter, fandt den og hulede af vane hånden for at beskytte flammen. Der var omkring en meter ned til jordbunden. Den lille, klaustrofobiske katakombe var knap tre meter bred og fire meter lang og rejste sig omkring to meter i en gotisk bue. I midten af gulvet på en forhøjning stod den gamle, smuldrende sarkofag med et kors udskåret på låget. 13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 313D0485 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Han lod sig forsigtigt glide ned på gravkammerets stenede jordbund. Han kunne høre lyden af sit hjerteslag, og en serie kuldegys gennemrystede hans krop, da han kiggede sig omkring. Ved siden af sarkofagen lå en vandflaske, to næsten nedbrændte stearinlys og nogle blodplettede ting til at lægge forbindinger med. Det var alt sammen af nyere dato. Charles lagde også mærke til, at der var en del skrabemærker i jorden omkring sarkofagen, men da han skruede op for blusset på sin lighter, gik det op for ham, at det var en inskription, om end den var ret utydelig. Han kunne netop ane ordet GRACE. Han rynkede brynene, strakte hals og lænede sig ind over sarkofagen. Den spæde ild flakkede mat og gav ikke meget lys, og dog tonede en lille, nøgen menneskeskikkelse frem af mørket bag ved den mørnede sarkofag. Fremtoningen var hårløs, så han kunne ikke afgøre, om det var en dreng eller en pige, men han kunne se på kroppens beskedne størrelse, at det var et barn. Skikkelsen bevægede sig, skælvende og forpint. Et eller andet blankt og metallisk stak op af barnets arme. Huden glinsede som rå lever. »Gud i himlen,« hviskede Charles åndeløst og måtte gribe fat i sarkofagen med begge hænder for ikke at vælte omkuld. »Almægtige Gud!« Det lykkedes Charles at holde fast i lighteren, men hans hånd rystede så voldsomt, at flammen gik ud. I mørket hørte han en grødet stønnelyd, og i det samme greb noget fugtig-koldt ham om håndleddet. Det føltes nogenlunde som en levende gren. Han var lige ved at skrige, overvældet af rædsel. Han satte sig med et bump og fik med en skælvende hånd lighteren tændt. Han stirrede op og så en lille, blodindsmurt hånd, der var så lemlæstet, at han slukkede lighteren igen. Grace White var mere død end levende, da Charles Peabody gjorde den grufulde opdagelse, og et evigt mørke krøb barm14


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 2F6A647A /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

hjertigt ind over hende i ambulancen på vej til Kindred-hospitalet. Mens politiet ledte efter noget, der kunne antyde, hvem gerningsmanden var, blev begivenheden udsendt i de sene aftennyheder: »En følelse af chok hviler over vores by her til aften ...« sagde lokalkorrespondenten på stedet, en ung kvinde i en bleggrøn, skræddersyet buksedragt. Kameraet panorerede langsomt ud over Golden Oak-kirkegården, der så hjemsøgt ud i politiets og tv-projektørernes stærke lys, videre ned ad gangstien i den nordlige side, hvor træerne ludede tungt og det hængende mos glimtede i lyset som sølvtråde, lige forbi kirken, hvorefter billedet blev erstattet af et skolebillede af Grace White, der smilede genert. Reporteren berettede, at elleveårige Grace White var blevet naglet fast til en sarkofag gennem håndfladerne og begravet levende af en ukendt gerningsmand. Det blev også nævnt, at hun var blevet seksuelt lemlæstet, og at gerningsmanden havde foretaget uhyrlige torturlege med hende i tre dage, inden han efterlod hende til at rådne op i ekspresfart i den kommende sommers varme. Politidetektiven kom ind i billedet og forklarede: »Vi ved ikke så meget endnu. Graven er undersøgt for spor og fingeraftryk, som vi skal følge op på, og nu skal liget af afdøde undersøges.« »Hvordan vil du beskrive begivenheden?« »Bestialsk og psykopatisk – usædvanlig brutal og bestialsk.« Politidetektiven rystede på hovedet. »Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de fjorten år, jeg har været i politiet.« Reporteren fortsatte: »Grace White forlod sit hjem fredag morgen for at gå i skole, men vendte aldrig hjem igen. Hun blev fundet her til aften, lemlæstet og skamferet og efterladt ... efterladt i en grav på dette dødens sted, der indtil videre holder på sin hemmelighed.«

15


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 3486D457 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

»I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn ...» ordene nærmest visnede på præstens læber, idet han gjorde korsets tegn og derefter bøjede sig for at udføre sidste akt af begravelsesritualet og kaste tre gange indviet jord på kisten med en lille skovl. Himlen var blygrå, og regnen silede ned over Golden Oakkirkegårdens enorme egekroner som en stille hvisken. Begravelsesfølget havde taget opstilling i græsset omkring den friske grav, hvor mindehøjtideligheden netop var afsluttet. De sorte paraplyer var slået op. Kirkeklokkerne gav sig til at bimle skæbnesvangert og vedholdende. Der var stort fremmøde. Alle elever fra femte klasse i den katolske underskole var til stede. Den døde piges klasselærere, de fleste af børnenes forældre og skolebestyrelsen deltog også. Forsideartiklerne i Charleston Post and Courier og alle de andre aviser i staten havde gjort deres til, at Grace White fik en sidste rejse, der var en rockstjerne værdig. Horder af nysgerrige strømmede ind ad den smalle gitterport som en summende hvepserede og tog efter politiets anvisninger opstilling langs kirkegårdsmuren. Den afdødes familie og venner stod nærmest kisten, tæt sammentrængte i ravnsort, gennemblødt tøj – ansigter gemt under brede hatteskygger, regnhætter, bag sorte solbriller eller spindelvævstynde slør. Følgevirkningen af den makabre begivenhed lå i luften over forsamlingen som en ætsende syre. Nogle stod i chokeret tavshed og kiggede på den hvide kiste, da den påbegyndte sin rykvise rejse nedad og endte i dybet med et definitivt plask, andre græd, bad og kyssede sig på hånden, en enkelt pige stod og kastede op i et lommetørklæde. Den døde piges forældre var sindbilledet på utrøstelig sorg. Faderen rystede vedblivende på hovedet i en slags stum protest, mens han støttede sin hustru – en spøgelsesagtig skikkelse i sort kjole og med udtryksløse øjne og rystende hænder, der så ud til at være på besvimelsens rand, som om sorgen forsøgte at vælte hende ned i den åbne grav. 16


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 7 OUTPUT: Fri Sep 4 12:20:30 2009 SUM: 1A517D3C /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/602_Sov_som_de_dode_151x226/Materie

Iblandt de sørgende stod to elleveårsdrenge med bøjede hoveder, ganske ubemærkede, udstyret med to helt almindelige drenges anonymitet. Intet ved dem gav anledning til bekymring, skønt deres øjne var de eneste helt tørre. To perfekte kamæleoner, alene med deres erindring – hver en udsøgt, udfordrende og spændende detalje i erindringen; ydmygelse, rædsel, lidelse ... og død. De havde beseglet deres hemmelighed. En pagt i blod. Der var ingen vej tilbage, intet moralsk kompas indbygget i nogen af dem, ikke den ringeste følelse. Og skønt de havde skikkelser som to elleveårsdrenge, var der heller intet menneskeligt eller anstændigt ved dem. Den ene dreng løftede hovedet en anelse og skelede til den anden – et flygtigt blik, som ingen af de tilstedeværende bemærkede. Der hvilede et fornøjet skær over hans ansigt. Den anden undertrykte et smørret smil, flyttede diskret en klump tyggegummi fra den ene kind til den anden, sænkede hovedet igen og redte håret bagover med fingrene.


Sov som de døde af Annika von Holdt