Issuu on Google+

S USAN

MOODY løse ender roman • lindhardt og ringhof


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

LĂ˜SE ENDER


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

Susan Moody

LØSE ENDER

På dansk ved Ulla Oxvig

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 51 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

Løse ender er oversat fra engelsk efter Loose Ends Copyright © 2009 by Susan Moody All rights reserved Dansk copyright © 2009 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Harvey Macauley / Imperiet Forfatterfoto: Anders Ingvartsen Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos Scandbook, Sverige, 2009 ISBN 978-87-11-43892-3 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

DORA

Der gik flere dage, før liget dukkede op til overfladen. Og da det endelig skete, og det drev slapt af sted i kanalens fedtede, olivengrønne vand og stødte mod det ældgamle victorianske murværk, der de fleste steder havde modstået tidens tand, selv om det her og der gennem årene var blevet lappet med cement, var det beklageligt (ikke fordi førstehjælp på det tidspunkt kunne have nyttet noget som helst), at de tre første hundeluftere på trækstien slet ikke lagde mærke til massen af vandfyldt tøj og opsvulmet kød, eller hvis de gjorde, så regnede de blot med, at der endnu engang var nogen, som havde smidt affald i vandet, vendte det hvide ud af øjnene i fordømmelse af, hvordan alting var gået ned ad bakke siden deres ungdom, og gik videre. Morgenens fjerde hundelufter var en mrs. Dora Harding, som for nyligt var blevet enke på grund af en arbejdsulykke på det lokale jernstøberi og nu forsøgte, uden dog at gøre for meget ud af det, at dæmpe sin dårlige samvittighed over den lettelse, hun havde følt, da hun, takket være forsikringsordningen, i stedet for sin brovtende mand, Ed, havde fået en stor check ind ad døren. Hun så bylten af stof, der nu svingede ud midt i kanalen, skubbet på vej af en let brise, og blev straks klar over, at det var et lig. Hun fiskede mobiltelefonen, som hun før Eds død ikke måtte få (»de griller ens hjerne, gør de«), op af lommen og ringede til alarmcentralen. Mens hun ventede på, at politiet og ambulancen skulle 7


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

finde ned til den smalle sti langs kanalen, tog hun snoren af Livingstone, så den kunne forsvinde ind i det høje græs, hvor der her og der lå affald, og klare sit ærinde, og satte sig på en belejligt opstillet bænk nogle meter længere nede ad stien fra det sted, hvor liget vuggede på de små strømhvirvler, vinden havde skabt, inden det igen drejede ind mod murværket med en fugtig svuppen, som hun fandt interessant, men også en smule uappetitlig. Det var – havde været – en mand, det kunne hun se på det korte, mørke hår, der klistrede sammen over ligets nakke, og af de gennemblødte rester af det, som engang måtte have været en uldfrakke af god kvalitet. Plus, selvfølgelig, de bredriflede fløjlsbukser, der var kirsebærrøde, og det var altid en vovet farve til en mand, tænkte hun, for den gav forkerte associationer (selv om den egentlig også signalerede en vis selvsikkerhed), og snøreskoen af læder i størrelse 45 eller 46 (hun havde arbejdet i en skobutik, inden hun giftede sig med Ed), som stadig sad på hans højre fod. Den venstre havde hverken sko eller strømpe. Et stykke derfra, helt ude ved vandkanten, kom Oprah elegant trippende på trækstien med retning mod hende. De krøllede, sorte spanielører hang lige netop over jorden, og bagefter kom Mollie Et-eller-andet (mrs. Harding havde ikke fanget efternavnet, da Mollie nævnte det, og brød sig ikke om at spørge igen. Det var jo også temmelig ligegyldigt, eftersom de sandsynligvis ikke ville møde hinanden i andre sammenhænge). »Godmorgen,« sagde Mollie »Godmorgen. Hvordan går det med Oprah – er hun ikke lige blevet opereret?« »Fint, fint. Dyrlægen er meget tilfreds.« »Det var da dejligt.« Mollie havde ikke lagt mærke til liget, og mrs. Harding besluttede sig for, at hun ikke ville gøre hende opmærksom på det. Mol8


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

lie var, så vidt mrs. Harding fornemmede, et af den slags mennesker, som kunne blive hysterisk, hvis hun blot fik en halv chance, og det ville kræve alle mulige former for kedsommelige handlinger fra omgivelsernes side såsom klap på ryggen og mumlen »så, så« og lugtesalt, der skulle hentes frem (hvad var der egentlig blevet af den slags, brugte folk dem overhovedet længere, og var der ikke også noget med, at man skulle brænde fjer af under den besvimedes næse, men når man tænkte efter, hvor mange havde mon så fjer liggende i det usandsynlige tilfælde, at nogen blev hysterisk og faldt om?). Moder havde haft en lille, brun flaske med lugtesalt, som hun af en eller anden grund gemte i sin sykurv, men mrs. Harding kunne kun huske, at det var blevet brugt en enkelt gang, da en mand luskede ind i baghaven, hvor stakkels Cora lå og solbadede, trak sine bukser ned og fremviste sin tingest. Mrs. Harding tænkte altid på sin tvillingesøster som stakkels Cora, selv om Cora helt bestemt ville have frabedt sig betegnelsen, hendes Bed & Breakfast gik bestemt rigtigt fint, mange tak, Dora, selv om hun ofte luftede sin drøm om at opgradere stedet en smule, hvis ellers der blev penge til det (»til et lille boutique-hotel, Dora, det er det, jeg stiler efter«), og derfor købte hun hver uge en lottokupon og en præmieobligation, når hun havde en 10-pundseddel i overskud (»ja, man ved jo aldrig, hvornår man er heldig, vel, Dora? Nogen skal jo vinde millionen«). Indimellem duvede liget i strømhvirvlerne, drejede først til den ene side og så til den anden, og mrs. Harding fik et glimt af en flænget og forrevet kind, store ører og, hvad hun umiddelbart mente måtte være, et væmmeligt sår under hagen, selv om det var bleget af opholdet i kanalens usunde vand, indtil det gik op for hende, at halsen rent faktisk var skåret over. Det måtte være mafiaen, besluttede mrs. Harding sig for. Ikke fordi stedet var at sammenligne med Sicilien eller New York eller 9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

noget i den retning, men det måtte på en eller anden måde være banderelateret, det virkede sandsynligt, folk gik jo ikke bare rundt og skar halsen over på hinanden og smed lig i kanalen, fordi de ikke brød sig om vedkommendes ansigtsudtryk, eller fordi han havde skubbet sig ind foran dem i køen ved biografens billetluge, vel? Medmindre de var drukkenbolte eller narkomaner, og dem var der en hel del af i nabolaget, måske havde manden i vandet blot været uheldig og befundet sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Nej, det var nok mere sandsynligt, at det var et lejemord, besluttede hun sig for, for hun havde set meget fjernsyn. Lejemorderen bliver sendt op fra London i to døgn, rekognoscerer, studerer offeret, overfalder ham bagfra, tvinger ham ned på knæ, hiver en kniv frem og trækker den hen over den tynde hud på hans hals. Måske havde de været to om det, det var sikkert nødvendigt at være to, først slog de ham ned og gav ham bøllebank, det var hun sikker på, og bagefter skulle man have hjælp til at få ham vippet ud over gelænderet og ned i vandet, for han virkede som et temmelig stort og tungt lig, så vidt hun kunne se. De havde sikkert jagtet ham ned til gangbroen et stykke derfra (han måtte være løbet lige forbi det sted, hvor hun nu sad), udført deres grumme gerning og smidt ham ud over gelænderet. Den, der lever ved sværdet, tænkte mrs. Harding noget malplaceret, skal omkomme ved sværdet. Området blev meget passende kaldt Babylon. Hun havde set en omtale i lokalavisen så sent som sidste onsdag, en moderne smeltedigel af synd og udskejelser, havde journalisten skrevet og hentydet til det faktum, at mange af de alt for dyre, ombyggede loftslejligheder blev opkøbt af bøsser, og at kvarteret blev oversvømmet af indvandrere, ikke fordi mrs. Harding var fordomsfuld, overhovedet ikke, hendes egen, nu afdøde, mand havde også været noget sortsmudsket i det, og det havde hun ikke lagt ham til last, selv om 10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

det heller ikke på nogen måde havde gjort ham bedre. Han var et frygtelig hidsigt gemyt, og hans attitude over for kvinder skulle man opleve personligt, ellers ville man ikke tro den, de var ikke andet end slaver for ham, både i og uden for sengen. Olga og Andrei kom vimsende hen mod hende med bølgende pelse. Han må bruge timer på at børste dem, tænkte hun, de smukke gyldne og hvide pelse, de måtte hele tiden blive fuld af burrer og græsfrø, hun ville aldrig selv overkomme det. »Godmorgen, doktor Lennox,« sagde hun. »Godmorgen, mrs. Harding. Hvordan går det?« »Fint, tak. Bortset fra ...« Hun skulle netop til at pege ud på liget, for han var en veluddannet mand og ville sikkert ikke begynde skiftevis at skrupgrine og skrige hysterisk, som stakkels Cora havde gjort det for alle de år siden, men i samme øjeblik fik Olga øje på et eller andet i det fjerne og trak i raketfart af sted med Andrei og doktor Lennox. Livingstone gøede af et eller andet, blev ved og ved og ved, gøede som en gal hund, tænkte mrs. Harding og morede sig indvendigt over sit ordspil, det var faktisk temmelig klogt, hvis hun selv skulle sige det, temmelig morsomt. »Åh, hold nu op, Livvy,« sagde hun og kiggede ud på det trægt flydende lig, »vis lidt respekt,« men hunden blev ved med at gø som besat af et eller andet, der lå gemt mellem græstuerne og de tomme konservesdåser, som havde indeholdt bønner i tomatsauce (sig mig, planlagde folk det, kom de herned med en dåseåbner i lommen?), indtil hun rejste sig og gik hen for at se, hvad der i den grad havde ophidset dyret, og fandt det ivrigt springende rundt om en klump vissent, brunt græs. Mrs. Harding bøjede sig ned og skilte græsset, og der lå en sølvdelfin – ikke en rigtig en, naturligvis, den ville jo have fyldt det meste af stien og halvdelen af kanalen, ud over det faktum, at delfiner var lysebrune eller beige og ikke sølvfarvede. »Hvorfor hidser du dig 11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

sådan op?« spurgte hun Livingstone. »Det er jo ikke noget spiseligt.« Men hunden blev ved med at bjæffe og sprang op ad mrs. Harding, da hun samlede delfinen op, og begyndte at slikke de rødbrune pletter på den af. Delfinen var syv-otte centimeter lang, tung i forhold til størrelsen, fremstillet af et skinnende gråt metal og monteret på en nøglering med en af de små, spinkle nøgler, som hørte til kufferter eller hængelåse. Hverken en hoveddørsnøgle eller en bilnøgle. Hun hørte sirener i det fjerne – det måtte være politiet, der endelig kom, bedre sent end aldrig – og lod delfinen glide ned i sin lomme. Det var ikke sandsynligt, at nogen ville møde op hos politiet og anmelde, at de havde mistet nøglen til en kuffert, og i øvrigt kom den slags altid i par, så indehaveren af kufferten skulle nok klare sig. Delfinen var rigtigt pæn, den ville hun måske beholde, for man havde jo lov at beholde det, man fandt. På den anden side af kanalen var gamle mr. Gilmour fra lejlighedskomplekset langsomt på vej ned ad trækstien ledt af Betsy, sin førerhund. Se, det var i hvert fald en god sag, Blindes Førerhunde (selvfølgelig var det de blindes, ingen andre havde brug for den slags, medmindre det handlede om de der Skt. Bernhard-hunde med en tønde fuld af Famous Grouse om halsen til lavineofre, der lå begravet under sneen, det kunne selvfølgelig være, at de også blev kaldt førerhunde, det skulle hun ikke gøre sig klog på, men der var jo temmelig langt mellem lavinerne i deres kvarter). Hun satte sig igen, og i samme øjeblik kom Chaz slingrende, som om den havde drukket tæt hele natten, den hev astmatisk efter vejret, pighalsbåndet sad om halsen, og et rødprikket bandana hang i et muntert V ned over hundens brede brystkasse. Umiddelbart efter kom Jazz med det glatbarberede hoved, guldring i det ene øre, flænsede cowboybukser, en tatovering af en ed12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

derkop på halsen, tre sølvsøm i øjenbrynet og et fjerde gennem sin overlæbe. »Er De okay, mrs. H?« spurgte han. »Det er ikke tit, jeg ser Dem sidde ned.« »Jeg har det udmærket, Jazz, helt fint. Og hvad med dig selv?« »Fint. Jeg har det fint.« Chaz knurrede og trak i snoren og lænede sig tungt til den ene side, mens dens korte pitbullben skrabede i stiens grus. Mrs. Harding pegede over på den anden side af kanalen. »Har du set det?« Jazz stirrede på liget. Der gik et øjeblik, før han fattede, hvad det var. »Milde Moses,« sagde han. »Er det det, jeg tror, det er?« »Det er et lig.« »Vorherre til hest.« Jazz rakte ud efter bænkens ryglæn og støttede sig til det. »Jeg har sgu aldrig set et dødt menneske før,« sagde han og lød, som om han var ved at besvime. Ved siden af ham gryntede og prustede Chaz, det spidse hoved svingede fra side til side, mens dyret spejdede efter noget, der kunne splittes ad. Liget rullede langsomt om på siden og udstødte en højlydt bøvs, og de kunne begge se de lasede rester af ansigtet, trævler af hvidt kød hang ned foran øjenhulerne, og munden var fuld af gyseligt glimtende stumper af tænder. Jazz sagde, at det for helvede da præcis lignede hans den gamle på en dårlig dag. »Det er fisk,« sagde mrs. Harding, »de piller kødet af,« og Jazz blev bleg og sagde, at det ville vare noget tid, inden han igen tog sin fiskestang med ned til kanalen. »Jeg har ringet til politiet,« tilføjede mrs. Harding og kiggede forbi ham, for hun havde ikke lyst til at afsløre, at hun heller ikke havde set dødens kolde ansigt før. Ed var blevet kørt direkte hen til bedemanden fra fabrikken, og da hun havde hørt om hans læsioner, havde hun valgt, at kisten skulle lukkes, men det havde hun 13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

måske også valgt, hvis han var kommet fredeligt af dage. Hun havde ikke ligefrem nydt at se på ham, da han var levende, så hun var heller ikke synderligt ivrig efter at se ham død, medmindre selvfølgelig, det var for at forsikre sig om, at han ikke længere hørte til blandt de levende. »Det er vist dem, der kommer nu.« Hun rystede på hovedet. »De tager sig sandelig god tid, gør de.« To politibetjente kom halvt løbende hen mod dem, en mandlig og en kvindelig med fluorescerende gule jakker over uniformerne, og bag dem kom to ambulancefolk iført røde veste. Mrs. Harding forstod ikke, hvorfor de gjorde så meget ud af det, for de havde vel ikke tænkt sig at give førstehjælp og mund til mund til det stakkels tidligere menneske, der lå ude i vandet? De blev fulgt af yderligere to mænd med en båre og to brandmænd med en stige. »De ligner noget fra en gammel stumfilm,« sagde mrs. Harding, men Jazz hørte ikke efter, for han havde travlt med at sætte mundkurven på Chaz, inden politiet nåede hen til bænken. Mrs. Harding besvarede alle deres spørgsmål, selv om det var tydeligt for enhver, inklusive hende selv, at hun ikke vidste noget som helst af betydning for sagen. Derefter gik hun hjem til sit nydelige, lille halve dobbelthus, vaskede sine hænder, som trods Livingstones ihærdige slikken stadig var dækket af et eller andet brunt (hvor var det kommet fra?), fodrede hunden og kiggede igen på delfinringen med den lille nøgle. Hun overvejede kortvarigt at lirke nøglen af og lade den dumpe ned i mindekruset fra kroningen af kong Georg VI og dronning Elizabeth, som havde tilhørt hendes bedstemor (»det er virkelig et samlerobjekt, Dora, det kan du godt regne med«), men besluttede sig for at lade være, for det ville uden tvivl ødelægge hendes negle, og i stedet flyttede hun sine egne nøgler over på ringen, hængte den på en krog ved kommoden og skænkede sig et lille glas whisky. Hun tog kronings14


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 50 OUTPUT: Wed Sep 2 10:58:22 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/612_Loese_ender_140x220/Materie

kruset ned og vippede indholdet ud på bordet – en bunke gyldne 1-pundsmønter, hun havde sparet op, et par stykker hver dag, som hun ville lægge til resten af forsikringspengene (hun havde betalt kreditforeningslånene i huset ud og fået det sat i stand fra kælder til kvist, købt en ny seng (scenen for Eds alt for hyppige, gryntende ejakulationer), en mikrobølgeovn, som Ed altid havde nægtet at give hende (»de griller ens hjerne, gør de«) og en god vaskemaskine (»hvis du vil have banket dine skjorter mod stenene nede ved floden, som din bedstemor på Jamaica gjorde, er du velkommen til at gøre det selv,« plejede hun at sige til ham, men det nyttede ikke, og indtil hans død måtte hun slæbe det snavsede vasketøj ned på møntvaskeriet to gange om ugen) og et nydeligt, nyt 3-2-1-møblement til stuen). Hun drømte om at spare sammen til et af de der krydstogter, at sidde ved kaptajnens bord, iklædt aftenkjole og få drinks ved cocktailbaren, at flirte med en flot styrmand i tropeuniform og at blive efterstræbt af en nydelig milliardær fra Texas eller Sydstaterne (spansk mos og mint julep på verandaen, og der skulle være negere, som sang i baggrunden). »Man har vel lov at drømme,« sagde hun til sig selv og skænkede endnu en lille whisky. Det havde været en begivenhedsrig morgen, og klokken var ikke engang ni. Der var ingen karakteristiske mærker på liget, bortset naturligvis fra det dybe sår under hagen, det smadrede ansigt og de knuste tænder. Ikke noget, der kunne identificere manden: tegnebog, bilnøgler, kalender, alt var fjernet, ingen smykker. Tøjet var dyrt, men almindeligt, og politiet kunne kun håbe, at tandlægernes arkiver ville give noget, selv om det ville tage sin tid. I mellemtiden lå liget i politiets kapel og ventede på, at nogen skulle komme ind og melde en person savnet.


Løse ender af Susan Moody