Page 1


Indhold

Forord Hans-Jørgen Schanz Heidegger og sandhed

7 11

Bakspejl Richardt Schanz Kan du huske?

19

Jørgen Carlsen Mig og Schanz

25

Hans Fink Om idéhistorie og filosofi som fag på Aarhus Universitet – noget subjektivt set

45

Uffe Østergård Grænselandet og Schanz

53

Ole Morsing Fra arbejde og fritid til metafysik og frihed. Marx, Løgstrup, Arendt – og Schanz

73

Beboelighed Kjeld Holm Uforanderligheden i det foranderlige – et tema i Tage Skou-Hansens forfatterskab

89

Thomas Krogh En solid, positiv bevissthetskvalitet, eller: Modernitet og Gnostisisme

97

Carsten Thau Himmelkuglen – makrointeriøret – verdenshuset

107

Ole Fogh Kirkeby Tankens bjørnefælde

133

Peter Aaboe Sørensen Tanken mellem himmel og jord – Hegel og Løgstrup

143

Tankens grænseland. Festskrift.indd 5

13-12-2007 09:46:37


Besindelse Hans Hauge Fra ideologi til identitet

159

Peter C. Kjærgaard Ludwig og Hans-Jørgen – teknik, kritik og begejstring

169

Morten Haugaard Jeppesen Spontanitet og objektivitet i Kants Kritik der reinen Vernunft

181

Ole Marquardt Moderne civilisation – et uønsket projekt. En episode i Grønlands idéhistorie

193

Morten Raffnsøe-Møller Ubehag og beboelighed i moderniteten. Schanz imellem eksistens-metafysik og kapitalismekritik

205

Balance Mads P. Sørensen Marx og det nye arbejdsliv

225

Uffe Juul Jensen Håbets metafysik og politik

237

Mikkel Thorup Arendts fjendskaber

251

Jørgen Huggler Reaktion, oplysning og revolution. Om Louis de Bonald Législation primitive (1802)

263

Niels Henrik Gregersen Religionen i det offentlige rum: To-regimente-lærens dobbelte virkningshistorie

277

Brændstof Ole Jensen En tekstmeditation

293

Niels Grønkjær Evigheden

301

Nils Gunder Hansen Den lille, stille og store amerikanske roman. Om Marilynne Robinsons Gilead

317

Elsebeth Aasted Schanz Manden og mennesket Hans-Jørgen

331

Bogens bidragydere

341

Tankens grænseland. Festskrift.indd 6

13-12-2007 09:46:37


Forord

Hans-Jørgen Schanz fyldte 60 år den 21. januar 2008. Det har vi ønsket at markere med dette festskrift. Idéen er ikke dybt original. Allerede da han fyldte 50, udgav forlaget Modtryk festskriftet When I’m sixty four som en hyldest til ham. Men vi insisterer på, at der er grund til at fejre ham endnu en gang. Hans-Jørgen Schanz har nemlig aldrig hvilt på sine laurbær. Han har som intellektuel været i stadig udvikling. Det bemærkelsesværdige er, at han hele vejen igennem har været i stand til at arve sig selv – også i de orienteringsskift, modsætninger og selvopgør, han har præsteret. Filosofiske feinschmeckere vil med Hegel i baghovedet kalde det “bestemt negation”. Andre vil måske blot kalde det personlig vækst. Under alle omstændigheder er vi mange, der gerne vil markere en glæde over mødet med et åbent reflekterende intellektuelt gemyt, som kalder på medtænkning, modtænkning og videretænkning. Vi takker de mange bidragydere for deres højst forskellige indfaldsvinkler og udfaldsvinkler til og fra Hans-Jørgen Schanz’ liv og tænkning. Titlen “Tankens grænseland” skal forstås både inklusivt og eksklusivt: Hans-Jørgen Schanz vil gerne med sin tænkning gå lige til grænsen – men han gør det i en forvisning om, at der er en grænse, og at tavsheden hersker på den anden side. Tankens lidenskab er at ville sin egen undergang – og der er til alt held visse ting, det er værd at tie om. Til syvende og sidst er det Hans-Jørgen Schanz’ ambition at afdække vilkårene for det moderne liv, vi mennesker lever med os selv og hinanden. Det gælder lige fra den halsbrækkende dialektiske begrebsakrobatik i værket Til rekonstruktionen af kritikken af den poli-

7

Tankens grænseland. Festskrift.indd 7

13-12-2007 09:46:37


tiske økonomis omfangslogiske status fra 1973 og frem til værker som Og om lidt er kaffen klar (1991), Selvfølgeligheder (1999). At titlerne er blevet mere forsonligt imødekommende er åbenbart for enhver, men man går fejl, hvis man dermed tror, at det filosofiske ambitionsniveau er sænket med alderen – snarere tværtimod. Hans-Jørgen Schanz har stadig masser af brændstof i tanken! Jørgen Carlsen Ole Morsing Peter Aaboe Sørensen

Tankens grænseland. Festskrift.indd 8

13-12-2007 09:46:37


Hans-Jørgen Schanz

Heidegger og sandhed

I Begrebet sandhed kan i sandhed omtales på mange måder. I filosofiens historie er der en række forskellige sandhedsteorier. Man plejer at operere med tre sandhedsteorier: korrespondens, kohærens og pragmatik. Der kan også være andre, men dette er de tre almindelige, som der har været talt meget om i filosofien siden nytiden, for indtil da var det stort set kun korrespondenssandhedsopfattelsen, som gjorde sig gældende. Ganske kort: den korrespondensmæssige sandhedsteori eller idé siger, at sandhed foreligger, når den dom, vi fælder om et eller andet i verden, er i overensstemmelse, altså korresponderer, med dette et eller andet. Jeg peger f.eks. på et bord og siger: “Dette er et bord”. Man kan sikkert hævde, at korrespondenssandhedsopfattelsen er den mest intuitivt gængse, da den ikke bare har rod i dagligsproget, men ganske enkelt er den dagligsproglige omgang med ordet. Og til trods for alle dens filosofiske problemer fungerer den. Hvilket kommer af, at sprogbrug som regel er situeret. Kohærensidéen siger noget andet, nemlig at sandhed foreligger, når den dom, vi fælder passer sammen – at der er kohærens – med en række andre domme udfoldet omkring samme tematik i samme situation. Jeg siger: “Dette er et bord”. Hvis konteksten nu er sådan, at jeg befinder mig i et rum, hvor der er stole, skabe etc., så lyder dommen ikke helt ved siden af. Siger jeg derimod: “Dette er et bord”, mens jeg svømmer

9

Tankens grænseland. Festskrift.indd 9

13-12-2007 09:46:37


rundt i havet, kan dommen være sand, om end det er temmelig usandsynligt. Kohærenssandhed fungerer altid kun i et netværk af domme. Den pragmatiske opfattelse siger, at en dom er sand, dersom det sagsforhold, den relaterer sig til, viser sig at virke efter hensigten. Jeg siger igen: “Dette er et bord”, og hvis jeg nu stiller en ølflaske på det, og den bliver stående og ikke falder ned igennem overfladen, eller bliver skudt ud i luften, så virker det. Jeg er klar over, at ovenstående er en forsimplet udgave, men i grove rids stemmer det, og det er tilstrækkeligt i sammenhængen her. Umiddelbart ser det jo ud, som om de tre idéer er vidt forskellige, og det er de også, hvad stridigheder i filosofien har aflagt vidnesbyrd om. Den ældste sandhedsidé er nok korrespondensidéen, den findes udbredt i antikken og middelalderen. Næstældst er kohærensopfattelsen, der begynder at gøre sig gældende i nytiden, dels efter markante ændringer i opfattelsen af subjektiviteten, dels i forbindelse med ændringer i ontologien, samt en skærpet sproglig bevidsthed. Den nyeste er den pragmatiske, der alene har gjort sig gældende i moderniteten – i hvert fald i filosofien, for i dagligsproglige sammenhænge har den vel til dels også, ligesom korrespondensopfattelsen, gjort sig gældende siden tidernes morgen. Dateringen her gælder idéernes oprindelige filosofiske artikulationstidspunkter og er ikke udtryk for, at de så at sige afløser hinanden. I dag vil man f.eks. møde alle tre typer på den filosofiske scene. Der er mange nuanceforskelle mellem dem. Også i deres forskelle i forhold til en anden stor tematik, som kører på tværs af sandhedsopfattelserne, nemlig spørgsmålet om realisme kontra nominalisme. Det er et spørgsmål om de begreber, vi danner, har rod i det, vi danner dem om til (realisme), eller de er rene konventioner eller konstruktioner, vi blot – bevidst eller ubevidst – danner med henblik på at kunne bemestre verden (nominalisme). Her er det som regel sådan, at korrespondensteorien koopererer med realismen, hvorimod de to andre kan passe ind i nominalismepositionen. Vel, hvad har nu disse sandhedsteorier til fælles til trods for deres store forskelle? Det, de alle har til fælles, er dette, at sandhed er noget, der foreligger i en dom. Vi har at gøre med domssandhed. Det er det ene. Det andet er, at sandhed er noget, som forekommer i sproget og ingen andre

10

HANS-JØRGEN SCHANZ

Tankens grænseland. Festskrift.indd 10

13-12-2007 09:46:37


steder. Sandhed er ikke noget derude, eller i verden, men i sproget, nemlig i dommen. En dom kan være sand eller forkert, hverken mere eller mindre. Når jeg siger: “Dette er et bord”, så kan det være sandt eller forkert, men bordet er hverken sandt eller forkert. Det er bare. Altså, det vigtigste træk, og det de har til fælles ved disse sandhedsidéer er, at sandhed er noget, som er i en dom, og den er kun i sproget. Over for denne tradition – som kom til at blive helt dominerende i Vesten om ikke før så efter Descartes og senere i det nittende århundrede med videnskabeliggørelsesbestræbelser i forhold til filosofien – står en anden, hvor det afgørende ikke er, at sandhed er noget i en dom, men sandhed er noget, som er i verden. Her kan verden være sand, selv om alle domme om den er forkerte. Formentlig kan idéen om en sand verden, væren eller kosmos spores tilbage til grækerne. Her var kosmos noget, som tog imod menneskene ved sin skønhed, sandhed og godhed. Kosmos var forud for menneskenes domme om skønt, sandt og godt. Eller med andre ord: ontologien var alt andet end neutral. Den græske filosofi opstår just med denne grunderfaring. For her mente Platon og Aristoteles, at filosofi opstår, når man undrer sig. Men hvad er undren her? Det er ikke dette, at man chokeres, at man står over for noget sensationelt eller noget, der kaster én ud i vildrede. Thaumazein – undren betyder her beundrende undren. En undren, der tændes af glæden ved at opdage, at verden tager imod en, og at den er skøn, retfærdig og god. “What a wonderful world”, som Armstrong synger. I en sådan ontologi vil sandhed være noget, som er i verden, og ikke primært i en dom – man kan, som Platon og Aristoteles, sagtens koble en korrespondenssandhedsteori til. Det var endnu ikke sådan, at det ene udelukkede det andet. Afgørende var, at det var verden, der var sand, og dette lå til grund for, at domme kunne være sande. Der føjer sig yderligere et interessant moment til denne opfattelse af sandhed som noget i verden, nemlig at det forkerte, det usande egentlig er “privatio” eller fravær af et eller andet. Det forkerte er fravær af sandhed, lige som det hæslige er fravær af skønhed og det slette fravær af det gode. Det ændrede sig fundamentalt hos romerne – og skønt deres filosofiske bidrag oftest og med rette ikke placeres særlig højt, har de haft en gigantisk indflydelse ved den stille revolution af ontologien, som HEIDEGGER OG SANDHED

Tankens grænseland. Festskrift.indd 11

11

13-12-2007 09:46:37


kommer til udtryk i Ciceros “Nil admirari” – du skal ikke beundre noget, underforstået, for så kan du komme til at udlevere dig. Fra grækernes beundrende undren og positive menneskemodtagende ontologi til romernes venden sig bort fra verden og dermed deres i bedste fald neutrale ontologi er der virkelig sket noget – som meget ofte overses, fordi man med urette tror, at romernes tænkning blot var en vag udgave af grækernes. Godt nok påstod stoikerne, at kosmos besad skønhed og især retfærdighed, men det var krampagtigt, for ser man godt efter, er momentet af at være hjemme i verden som en verden, der modtager en helt forsvundet til fordel for en krampagtig påstand om at være hjemme i verden. Stoikerne blev “kosmopolites”, men deres kosmos havde mistet det præg af hjemlighed og antropomorfe træk, som den græske ontologi a priorisk var udstyret med – måske kom det af, at polistanken var gået tabt. Sjovt nok: da idéen om det sociale (i bred forstand) blev ændret fra grækernes (Platon og Aristoteles) polisnorm til imperietanken, ændrede opfattelsen af kosmos sig samtidig og i en vis forstand tilsvarende. Ganske kort sagt: efter romerne blev ontologien neutral. Og dette havde en ganske stor indflydelse på filosofien derefter. Men romernes neutrale ontologi blev hurtigt overdækket af et nyt moment, nemlig kristendommen. I modsætning til både det græske og det romerske, er verden i den kristne optik skabt, og den er ikke bare skabt, den er skabt ud af intet. Hverken grækerne eller romerne kendte til intet, kun til ingen ting (der er en negation af et eller andet forudsat). Med den kristne ontologi – om man vil – kom der en række helt nye momenter ind i metafysikken, nu kom skabelse og intet med – og det udvidede rammerne ganske betragteligt. Men det ser vi bort fra her. Vigtigt er det, at i den kristne optik er verden skabt af Gud – en gave. Men den kan tages bort af selv samme Gud – og det vil ske på dommedag. For sandhedsbegrebet betød den kristne indflydelse, at der genopstod en renæssance for sandhed, som knyttende sig til verden. Og ikke kun til domme om noget i verden. Efter middelalderen og ved fremkomsten af nytiden skete der noget meget afgørende – især hos Descartes. For her bibeholdt man som baggrund den kristne optik – verden var skabt – men samtidig fjer-

12

HANS-JØRGEN SCHANZ

Tankens grænseland. Festskrift.indd 12

13-12-2007 09:46:38


nede man idéen om, at vi i filosofien kunne udtale os om verden som sådan. Nu blev sandhed for alvor knyttet til domsviden og ikke andet. Det hang selvfølgelig sammen med, at årsagsbegrebet – det afgørende træk i nytidsfilosofien ændrede sig. Fra det græske havde man arvet de fire årsager, dersom noget i verden skulle bestemmes: den formelle, den materielle, den efficiente og den teleologiske årsag. Eksempel: Et hus har en form – bestemt af om det er et skur, et palads, et rækkehus etc. Og det består af bestemte materialer, træ, mursten, beton. Hertil kommer, at der er nogen, der bygger det; en murermester, selvbygger etc. Og endelig har det et formål: skal det bruges til at være base for repræsentative formål, være en institution eller ramme om familien. Afgørende var i det græske, at alle fire årsager var til stede, og den teleologiske den altafgørende. Fra Descartes blev kun en af disse bibeholdt, nemlig den efficiente. De tre andre faldt bort. Det gav plads for matematiseringen af naturerkendelsen, men det betød også, at sandhed nu i radikal forstand var og kun var domssandhed. Sandhed er bundet til klare og distinkte idéer, der viser sig i domme om noget i verden. Og bevisbarheden bliver kriteriet på, om noget er. At bevisbarheden ikke selv kunne bevises, blev negligeret. Hermed var der foretaget et træk, som betød, at filosofien var åben for videnskabeliggørelsen. Eller at videnskabens sandhedsopfattelse – som domsviden og kun domsviden – blev dominerende. Det fortsatte efter Descartes, og fra omkring 1875 sejrer denne idé fuldstændig i filosofien med positivismens mere eller mindre totale gennemslag over hele den vestlige verden. Og nu kunne der udfoldes store og underlige debatter om de tre sandhedsteorier, korrespondens, kohærens og pragmatik. Den helt anden tradition, hvor sandhed, var noget, som var derude eller i verden blev helt fortrængt.

II Og så til Heidegger. Hans fundamentalontologi kan langt hen ad vejen ses som et forsøg på et reetablere den fortrængte tradition, hvor sandhed er noget i verden og ikke kun noget i en dom om et eller andet i verden. Det starter med hans opgør med metafysikken, idet han hævder, at den metafysiske tænkning fra Platon og frem har været HEIDEGGER OG SANDHED

Tankens grænseland. Festskrift.indd 13

13

13-12-2007 09:46:38


grundlaget for fremkomsten af en tænkning, der ikke skelner mellem væren og det værende, men allerede i udgangspunktet kun opererer med det værende. Gør man det – og det er noget, som er ved at ske hos Platon, så har det den konsekvens, at domssandhed stille og roligt fortrænger sandhed som noget i verden. Kendt er Heideggers tiltrædelsesforelæsning i Freiburg, hvor han hævder, at metafysikken ikke står i modsætning til videnskaben, men er dens forudsætning. Med andre ord: en bestemt form for metafysik skaber grundlaget for en videnskabelig indstilling, hvor der kun tales om det værende, men hvor væren er forsvundet. Og hvor sandhed alene er noget, som artikuleres i form af domme om noget i verden. Omkring 1950, hvor Heidegger var blevet afnazificeret og igen kunne holde offentlige forelæsninger, holdt han en forelæsningsrække med titlen: “Was heisst Denken?” (hvad er det at tænke?) – den udkom snart efter som bog med samme titel. En kendt sætning her er: “I videnskaberne tænkes ikke”, men så tilføjes: “her erkendes”. Heidegger skelnede skarpt mellem tænkning og erkendelse. Og hans motiv eller intention var at reetablere tænkningen. Lad mig tage et par sætninger fra dette værk: “Das Denken führt zu keinem Wissen wie in die Wissenschaften”. (“tænkningen fører ikke til nogen viden som i videnskaberne”) “Das Denken bringt keine nutzbare Lebensweisheit” (“Tænkningen bringer ingen nyttig livsvisdom”) “Das Denken löst keine Welträtsel” (Tænkningen løser ingen verdensgåde”) “Das Denken verleiht keine Kraft zu Handeln” (“Tænkningen giver ingen kraft til at handle”).

Som det ses, er alle Heideggers bestemmelser negative – og det er nu engang lidt vanskeligt at bestemme noget alene via negationis, altså, hvor alle domme er negative. Men der er et vink i disse påstande. Nemlig, at videnskabelig erkendelse og tænkning er noget forskel-

14

HANS-JØRGEN SCHANZ

Tankens grænseland. Festskrift.indd 14

13-12-2007 09:46:38


ligt – hos Heidegger i vanlig overspil har de ikke noget med hinanden at gøre. Hos to andre, nemlig Arendt og Wittgenstein, der for så vidt markerer samme distinktion, er overspillet opgivet, i og med at de begge peger på, at både tænkning og videnskabelig erkendelse foregår i sproget. Tænkning og erkendelse berører endvidere hinanden, idet de kan slå over i hinanden, blandt andet ved at tænkning kan give anledning til erkendelse og erkendelse vise frem til tænkning. Men tilbage til Heidegger. Hvad mener han? Og måske vigtigere: hvad vil han. Han vil angribe den videnskabelige domssandhedserkendelse for dens monopol. Tænkning skal restitueres. Hvad er så forskellen mellem tænkning og videnskabelig erkendelse. Heidegger har jo anført fire forhold – alle negative – omkring tænkning. Men hvis man skal angive noget positivt, så kan det siges, at tænkning – som hos grækerne – opstår af undren. Beundrende undren. Dette er tænkningens grundimpuls. Og allerede her er forskellen til videnskabelig domserkendelse til at få øje på, for mens man i videnskaben kan ville erkende, så kan man ikke ville undre sig. Det er meningsløst. Men hvad er så forskellen? I tænkningen er der noget modtagende, noget passivt, noget man kan være åben for, og som så kommer over en eller til en. Det er der ikke i den videnskabelige domserkendelse, her er det os, der kommer til verden med vores foretagsomhed og emsighed. Der er andre forskelle: i videnskaben er der klare succeskriterier. Det er der ikke i tænkningen. Og i videnskaben skal der kunne gøres fremskridt – det er ikke tilfældet i tænkningen. Den videnskabelige erkendelse er således ren aktivitet, bundet til succeskriterier og fremskridt. Og så er den domserkendelse og ikke andet. Tænkningen er modtagelig og har et klart passivt moment, den er ikke hængt op på succeskriterier, og der gøres ikke nødvendigvis fremskridt – og så er den ikke domsviden, men relaterende sig til en sandhed, som afdækker sig for den modtagelige tænkning. Sandhed er “aletheia” – uskjulthed. Hvad er nu vigtigt her – rent bortset fra Heideggers forsøg på at reetablere tænkningen og en sandhedstradition, der gik tabt med videnskabeliggørelsen af filosofien? Jeg tror, at vi kan sige, at Heideggers forsøg eller insistering har meget vigtigt på sig i dag, hvor alle taler om videnssamfundet. At betegHEIDEGGER OG SANDHED

Tankens grænseland. Festskrift.indd 15

15

13-12-2007 09:46:38


nelsen i sig selv er hul i hovedet, ser jeg bort fra, men hvad der står fast er, at dette såkaldte videnssamfund begynder at konturere sig som en intention, der samtidig skaber mere og mere tankeløshed – altså et paradoks, som Heidegger vel var en af de første, der fik øje på. Længe før tankeløsheden havde spredt sig så meget, at nogen i fuld ædruelighed talte om et videnssamfund. I videnssamfundet er der to træk, som kan problematiseres: a) Alt er hængt op på den menneskelige intentionalitet: det er den eneste grænse, der findes, alt er menneskeligt, alt for menneskeligt, og så kan man, hvis det ikke skal gå helt galt, knytte etiske råd, møljøaktivister og fanden og hans pumpestok til af kompensatorisk art. b) Verden bliver uden dybde og gåde, og frem for alt er åbenheden erstattet af nysgerrighed. At noget, som ikke er intenderet og vigtigt skulle kunne vise sig, er enten udelukket eller blot et irritationsmoment.

Tankens grænseland. Festskrift.indd 16

13-12-2007 09:46:38

Tankens grænseland 9788770531269  

Indhold 7 Jørgen Carlsen Ole Morsing Peter Aaboe Sørensen tiske økonomis omfangslogiske status fra 1973 og frem til værker som Og om lidt er...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you