Issuu on Google+

CAMILLA

CEDER LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Camilla Ceder

FRO SN E Ø J E BLI K K E På dansk ved Charlotte Jørgensen

L I N D H A RD T O G R I N G H O F


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 34 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Frosne øjeblikke er oversat fra svensk af Charlotte Jørgensen efter Fruset ögonblick Copyright © Camilla Ceder, 2009 All rights reserved First published by Wahlström & Widstrand. Stockholm, Sweden. Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Group Agency, Stockholm. Dansk copyright © 2009 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Imperiet, Harvey Macaulay Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos ScandBook AB, 2009 ISBN: 978-87-11-43394-2 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

1. 20. december 2006 Før i tiden, da de begge arbejdede, stod Åke Melkersson gerne op en time før sin kone – hun var B-menneske – bare for at få den der lille stund med morgenavisens krydsogtværs og kaffen. Et kvarter før de skulle køre, vækkede han Kristina, som mere eller mindre i søvne tog tøj på og vaklede ud til garagen for at synke ned på passagersædet med en plaid over benene. Hun sov helt ind til listefabrikkens indgang, hvor han hoppede ud og hun kørte det sidste stykke til Hjällbo og postkontoret, hvor hun havde arbejdet i alle årene. Om eftermiddagen hentede hun ham tyve minutter i seks ved fabrikken, hver dag undtagen torsdag hvor hun kom to timer senere efter at have drukket kaffe med sin søster på Dahls efter arbejde. Om torsdagen tog han derfor brusebad i omklædningsrummet, i stedet for når han kom hjem. Efter at Kristina var blevet pensioneret, havde han haft bilen for sig selv og været nødt til at leje en bås på fabrikkens parkeringsplads for første gang siden han blev ansat syvogtyve år tidligere. Tres kroner om måneden kostede den. Først havde han overvejet at parkere bilen på gratisparkeringen ved kolonihaveområdet og spadsere det sidste stykke. Det var ikke pengene han var irriteret over. Det var bare så pokkers småligt. Nu var pladsen imidlertid opsagt. Han havde været så venlig at betale for hele måneden, men skulle ikke bruge den længere end dagen i dag med. Erkendelsen var gået gennem kroppen som et elektrisk stød da vækkeuret ringede og han slog øjnene op. Et sekund havde han overvejet muligheden af at lægge sig syg for første gang i mange år, fingere en rigtig slem influenza for at slippe for den obligatoriske kage 5


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

og den anstrengte tale af direktør Englund den yngre – direktør som han var, selv om han åbenbart nu ville hedde noget udenlandsk klingende, umuligt at huske eller udtale. En frossen gren havde lagt sig ind over spisestuevinduet om natten og var vokset fast i rimfrosten. Det var længe siden december havde været så kold. Han trak øjeblikket over den tømte kaffekop ud og tænkte også på selve denne stund som den sidste, sådan her: alene i den tidlige morgen, i det sparsomme lys fra Kristinas arvede adventslysestage. Han bestemte sig for at køre hjemmefra lidt tidligere for at tømme skabet før arbejdstid, rejste sig lidt for hurtigt og kom dermed til at vælte det halvfulde glas mælk der havde balanceret faretruende nær bordkanten. Da han satte sig ind i bilen, nærmede klokken sig halv syv. De første tøvende snefnug faldt fra den stadig natsorte himmel og landede på forruden. Han satte vinduesviskerne til og så fnuggene blive visket væk, i et sekund hypnotiseret af deres bevægelser. Kristina havde advaret om sneen i dag, eller snarere om isslaget: Isslaget der altid er værst lige før der falder sne. Og sneen der altid er på vej når luften river allermest i huden. Ispartikler i ansigtet der ikke kan ses, men føles som frostet glas. Luften på læberne som en tynd, fad sorbet. Det var de der fem år hun var ældre. De havde haft en stor betydning dengang de skulle giftes for snart et halvt århundrede siden. Aldersforskellen var fladet ud som årene gik, og havde været ligegyldig for dem i det meste af ægteskabet. Nu begyndte den at kunne mærkes igen. Kristina fyldte halvfjerds i maj. Hun ville ikke høre tale om nogen form for festlighed. Hun fyldte halvfjerds, men mere end årene der blev lagt til hendes liv, tænkte han at det var savnet af social kontakt der havde forandret hende. Som havde gjort frygtens greb om hende så meget fastere. Hvad var det der skete med mennesker der gik på pension? Sådan

6


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

nogle som os, tænkte han et sekund, som ikke har noget at lave når pligterne ikke længere kalder. Som for længe siden har udtømt alle samtaleemner. Og som har måttet indse at glæden ved de frivillige aktiviteter man kunne hengive sig til, knap kompenserede for det besvær der var forbundet med dem. Den sidste bakke, som var den mest stejle, var gruset. Det var den eneste fordel ved det hastige byggeri og masseudflytningen der var sket i 90’erne: At vejene blev gruset om vinteren. Fra at have været det rene bøhland og sommerhusområde var egnen pludselig blevet attraktiv for børnefamilier. Det ene pastelfarvede hus efter det andet var skudt op med imponerende hastighed. Hullerne fra sidste forårs frostskader burde nu fyldes igen, han lavede en bekymret grimasse da undervognen på den gamle Opel Astra fik et stød. Det fortsatte med at banke rytmisk under hans fødder da han tog svinget ved Johansson lidt for hurtigt og mærkede dækkene slippe taget i vejbanen. Nej, den nye vejforening havde ikke travlt med at fylde hullerne op igen. Den unge generation havde jo kæmpe biler med kæmpe dæk. Da han drejede ud på Göteborgsvägen, der endnu lå øde hen, begyndte morgenfriske mennesker at tænde lys i køkkenerne. Vinduerne i husene lavede blødt gule lyspunkter i alt det sorte. Han bremsede og lod halv syv-bussen køre pustende ud fra holdepladsen. Den var som sædvanlig næsten tom. Bom-bom-bom. Det lød som udstødningsrøret. Den råkolde morgen indbød ikke ligefrem til at lade bilen stå og vente på den næste bus. Der var stadig længe til det blev lyst. Han besluttede at satse på at bilen holdt hen til arbejdet og i stedet køre direkte til værkstedet i Lerum når han var færdig på arbejdet. Han kunne lade Christer kigge på den. Tilfreds med sin beslutning satte han farten så meget op som han turde på den snoede, isglatte vej. Den svage vejbelysning viste vejen som en perlerække over bakkerne mod Olofstorp. Det føltes på en måde rart at have et ærinde efter at have forladt fabrikken for sidste

7


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

gang, med de personlige ting i en papæske ved siden af sig på passagersædet. Som en slags forsikring om at livet ikke var slut, at der stadig var ting der ikke ville blive gjort. Hvis man ikke var der. Kristinas forudsigelse af uvejr blev gjort til skamme da det holdt op med at sne lige så brat som det var begyndt. Han slukkede for vinduesviskerne og tændte for radioen for at slippe for at høre på den skramlende lyd fra undervognen. Lortebil. Han passerede netop Olofstorp: skole, børnehave, købmand og el-forretning. Hjemstavnsmuseum, og så var det slut med gadebelysningen, og han befandt sig igen på den øde landevej. Han forsøgte at fjerne duggen på indersiden af ruderne, samtidig med at det virkede umuligt at finde en frekvens på radioen der ikke sendte to kanaler på samme tid. Midt i denne opvisning af simultane evner skred bilen ud. En øredøvende larm fik ham til at bande højt. Det lykkedes ham at manøvrere sit skramlende køretøj væk fra vejen ved den lukkede benzinstation og ind under taget der syntes at svæve frit over de oplyste selvbetjeningstanke. Med yderligere banden, mere for princippets skyld denne gang, pustede han ud. Han var trods alt taknemlig for at udstødningsrøret – det måtte være udstødningsrøret – var faldet ned på kørebanen lige her og ikke ude på nogle af de kulsorte vejstrækninger mellem småbyerne. Hanfandtmobiltelefonenogvejededenihånden.AtvækkeKristina og lade hende finde frem til redningstjenesten eller Christers nummer og så oven i købet bruge en halv time på at berolige hende, fristede ham ikke. Han var nødt til at løse det på en anden måde. I bagagerummet fandt han et stykke olieret reb som det lykkedes ham at binde udstødningsrøret op med, på den måde ville han kunne køre bilen hen til det nærmeste værksted. Lidt oplivet af indtil videre at have bestået prøven handlede han impulsivt og kørte ned ad grusvejen, ud i marklandskabet i stedet for at fortsætte i retning mod byen. Grusvejen krydsede Lärjeåen med en smal stenbro og skar sig videre ind mellem bakkerne. Det var en satsning. For nogle år siden havde de kørt barnebarnet 8


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

over til en kammerat der på egnen. Han havde en svag erindring om at der lå et autoværksted på en af gårdene et stykke efter broen. Nu var hans hukommelse måske ikke helt til at stole på længere, og der viste sig at være et godt stykke at køre. Temmelig langt, efterhånden som hvert sving bare åbenbarede nye vejstrækninger mellem tomme marker og enge. Han var glad for at morgenlyset nærmede sig. At toppen af træernes kroner højt over den smalle grusvej pludselig var til at se. Det er jo ikke sikkert at værkstedet stadig ligger der hvor det lå engang, tænkte han og fortrød sin beslutning netop som bilen rundede et sving og det lange lys fra lygterne flød ud over en gammel, faldefærdig lade. Huset lige foran var heller ikke i den bedste stand, og på gårdspladsen midt imellem stod der en anseelig mængde bilvrag. Et hillbilly-sted, det var tydeligt, men jernskiltet med Thomas Edells værksted og skrot hang der stadig. Så omtrent sådan ud som han huskede det hele. Det var en lettelse at parkere den raslende bil på gårdspladsen mellem to skramlede pickupper. Stilheden bagefter var næsten sakral. Han stod ud af bilen og strakte benene, tog et par dybe indåndinger af råkold morgenluft og så op mod det gråhvide træhus. Der var ikke lys i nogen af vinduerne. Et stærkt elektrisk lys strømmede ud fra en tilbygning på den korte side af laden: En garage hvis port stod åben. Klokken var blevet over syv, og det undrede ham ikke at flidens lampe lyste i værkstedet. Rigtige slidere begynder tidligt, det havde han altid været overbevist om. Derimod var det lidt mærkeligt at ingen syntes at have lagt mærke til hans støjende ankomst. Der var stadig dødsens stille. Han gjorde sit bedste for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, rømmede sig og råbte hallo mens han gik over græsplænen. Værkstedsgulvet var fuldt af ting, men tomt for mennesker. En Nissan Micra der var hejst op i luften, spærrede for udsynet, og han tog nogle skridt længere ind i rummet. – Hallo. 9


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Der hvor tilbygningen gik over i den gamle lade, fungerede en bås bygget af hvidmalede krydsfinerplader som et rodet kontor, også det var tomt, men en radio stod på mellemfrekvens og brusede næsten uhørligt. Han kunne efter et øjebliks handlingslammelse høre Lugna Favoriter. Så gik det op for ham at han kom for sent på arbejde, for sent til sin egen afskedsfest, og at stedet trods alle tegn på det modsatte åbenbart var ubemandet. Han trådte ud på græsplænen igen og besluttede at gå en sidste tur rundt om huset for at være helt sikker på ikke at have overset nogen der måske kunne hjælpe ham. Han ville jo helst ikke køre den skramlende kvasbunke meget længere. Senere kunne han huske at en ubehagelig fornemmelse sneg sig ind på ham. Måske var det tanken om at komme for sent på arbejde og direktør Englund der spøgte, men også noget andet, ubestemmeligt. Følelsen gav ham næsten hjertestop da en sort-hvid kat hoppede ud fra et åbent kældervindue, gnavent jamrende. Sekundet efter så han manden, liggende udstrakt der hvor grusvejen fortsatte rundt om hjørnet på laden. Han behøvede ikke gå nærmere for at se at manden var blevet kørt over, og formodentlig flere gange. Hele underkroppen var mere eller mindre ... massakreret. Han er halv, tænkte Åke Melkersson med et hysterisk angstfnis i mundvigen. Han er flad, halv. Halvt presset ned i gruset. Han tænkte på barndommens tegneserier hvor figurerne altid blev kørt over af damptromler og var flade som pandekager bagefter. Der var aldrig blod i tegneserier, men her var der blod, blodet havde samlet sig i en fordybning omkring mandens hoved, som en blodglorie. Åke gjorde det som de aldrig gør i tegneserierne, han gik bagud og kastede op: Én gang og tørrede sig om munden med jakkeærmet og så igen: denne gang ud over bukserne. Sådan her kan jeg ikke tage på arbejde, nåede han irrationelt at tænke før han styrtede hen mod den elendige bil, bakkede ud med en fart som fik udstødningsrøret til at falde af med et brag og slæbe langs jorden helt op til den store vej. Det var da han nåede noget der med lidt god vilje kunne kaldes for civilisationen, at han endelig turde holde ind ved et busstoppested. Med rystende hænder trykkede han 112. 10


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Bagefter sad han lidt i den iskolde bil, han havde kørt med vinduet rullet ned ud fra den tanke at den kolde luft der strømmede ind, ville forhindre ham i at besvime, og mærkede langsomt livsgnisten vende tilbage. Den kvindelige politibetjent, som han havde talt med, havde haft en saglig og spørgende stemme. Det havde fået ham til at blive rolig og genvinde så meget fornuft at han i stedet for at opgive sin adresse og telefonnummer havde tilbudt at køre tilbage til gerningsstedet for at vente på politiet og lade sig forhøre på stedet. Han ville ikke gøre Kristina unødigt urolig ved et besøg af politiet senere, allermindst i et ærinde som dette. Trafikken der forudsigeligt blev tættere efterhånden som klokken nærmede sig otte, havde også en beroligende virkning. Han skruede knappen op på maksimal varme og tog mobiltelefonen op igen.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

2.

Andreas Karlberg sad ved sit skrivebord på politistationen og kiggede på en skade som åbenbart havde taget fejl og var landet på hans sålbænk. Kløerne lavede et dæmpet tip tap hen over pladen. De små, kulsorte øjne stirrede lige ind gennem sprækken hvor trækruden stod på klem, og mødte hans, hvorefter fuglen ligesom blev skræmt og lettede. Karlberg sad i sine egne tanker og gjorde ikke noget stort nummer ud af den uventede kontakt. Hvad han spekulerede på, var om han var ved at blive en mand med integritet, der forstod at trække de rette grænser omkring sin person, eller om han bare opførte sig som et egoistisk svin. I øverste skrivebordsskuffe lå en populærpsykologisk bog med titlen Energityve. Bogen havde ligget i en foret kuvert på gulvet i entreen på hans fødselsdag et par uger tidligere. Det viste sig at den var fra hans eks, som han ikke havde set i flere måneder. På 34-årsdagen. Til en person der burde lære at sige nej. Held og lykke, knus fra Marie. Hans første impuls var at ringe hende op og spørge hvad hun mente, men han indså at der var en risiko for at hun ville se dette som en chance til at formulere grunden til at hun var gået fra ham et halvt år tidligere. Han var ikke sikker på at han ville vide det. Ikke nu hvor såret efter det afbrudte forhold lige var begyndt at hele. Formodentlig havde det en del med arbejdet at gøre. Han arbejdede for mange timer, for mange aftener, var for mentalt optaget af sit arbejde. Men at han yderligere skulle have problemer med at prioritere hende højere end andre mennesker, kunne han ikke gå med

12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

til. Havde man mulighed for at stille op for en kammerat, syntes han stadig man skulle gøre det. Selv om man ofte havde weekenderne booket op med at hjælpe nogen med at flytte, køre nogen til Landvetter på mærkelige tidspunkter eller låne en eller anden nødstedt kammerat penge. Held og lykke, havde Marie skrevet. Han antog at hun opfordrede ham til at øve sig i kunsten at sige nej, og han havde faktisk taget hende alvorligt. Ikke at han var blevet en notorisk nejsiger, men han var begyndt omhyggeligt at overveje de situationer hvor han normalt med det samme ville have sagt ja. Således også aftenen før da han i køen til kassen i ICA iagttog kvinden der pustende tog et bjerg af madvarer op fra sin vogn. Pludselig havde hun vendt sig mod ham og lidt undskyldende spurgt om han ville lægge hendes varer op på båndet mens hun gik ned for enden og kom dem i poser. Det ville jo gå hurtigere på den måde, mente hun. Og det havde hun jo måske ret i, tænkte han og så i et øjebliks forvirring væk fra sin rejesandwich og hen på hendes spørgende blik og tilbage på sin sandwich. – Nej, det vil jeg faktisk ikke, hørte han sig selv sige. – Nej? sagde kvinden. Forbavset, som om han havde haft fyren der altid stiller op, tatoveret i panden. – Nej, insisterede han og trak nervøst hånden gennem det blonde hår der var blevet statisk elektrisk af huen, mens det føltes alt andet end roligt i maven. Kvindens ansigt blev mørkerødt. Her dagen efter så han med en pludselig, pinagtig realisme kassedamens forlegne smil og kvindens ødelagte ansigtsudtryk; hvordan hun omsider havde fået pakket al sin julemad ned og havde slæbt af sted med poserne mens sveden perlede i hårgrænsen. Til sporvognen, hun havde sikkert ikke bil. Hun var sikkert enlig mor med flere børn. Han burde ringe til Marie og triumfere. Måske ville han også have gjort det hvis han ikke havde hørt sladder om at hun var begyndt at date igen. En markedsanalytiker, hvad fanden det så var. Han blev vækket af sine tanker ved at kriminalkommissær Christian Tell stak hovedet ind på hans kontor.

13


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

– Du er kommet, godt. Der er en der er død i Gunnilseområdet. Kørt over, men fyren der ringede, mente også at han var skudt. I hovedet. Lidt senere havde de passeret den gamle bydels pastelfarvede amtmandsbolig og lagt de nordlige forstæders grå betonhuse bag sig. Det ene yderområde af dobbelthuse og rækkehuse havde afløst det andet og til sidst givet plads for mindre bysamfund: Knipared, Bingared, Linnarhult. Mellem disse kuperede rapsmarker. Det plejede at forbavse Karlberg: at byen var så lille. Det tog kun en halv time at komme ud på landet. Efter en afsluttende halsbrækkende tur ad den hullede grusvej drejede de ind på gårdspladsen. En politibil var parkeret ved indkørslen, og repræsentanter fra den lokale styrke så ud til allerede at føle sig hjemme. Tell mumlede noget uhørligt. Karlberg fik vejret og rømmede sig. – Ham manden, hvor er han? – Han er vel på vej. Tell tændte en cigaret og åbnede i samme bevægelse bildøren. – Åbenbart blev han bange og kørte herfra, kan man jo forstå. Så strejkede hans bil, og han blev holdende oppe ved vejen. Han ved at vi vil tale med ham. Karlberg tog nogle dybe indåndinger for at få pulsen ned efter den svimlende rallykørsel. Følelsen var altid den samme når man tog ud til en sag, man både ville og ville ikke gå videre. Åbne døren, gå rundt om hjørnet på huset. Voldsomme dødsfald var ikke usædvanlige i arbejdet. Regelrette henrettelser som denne, i det mindste ifølge alarmsamtalen, hørte derimod ikke til det sædvanlige. De havde diskuteret i bilen om det kunne dreje sig om en slags bandeopgør, men det passede ikke med konteksten. Ikke her, på en gård midt ude i ingenting. Druk, en nabo som var gået amok på en anden måske. Men naboer så man jo ikke engang røgen af her, bare skov og marker. – Herude går de ikke direkte løs på hinanden, mumlede han da en billyd brød den relative tavshed. 14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

– Okay, skal vi se at komme i gang ... Tell havde allerede taget nogle hurtige hvæs, skoddet i en tom papirspose fra McDonald’s og sat kursen mod en af de uniformerede betjente netop som ambulancen svingede op på græsset fulgt af kriminalteknikerne. Så var det i gang.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

3.

Nogle minutter inden telefonen ringede, havde Seja stillet vækkeuret på snooze, i tilfælde af at hun faldt i søvn igen. Det ene ben i virkeligheden: blikket på loftets afskallede maling og dets linjer. Det andet ben stadig i drømmen. Hun spjættede da uret begyndte at give svagt opfordrende pip fra sig som blev efterfulgt af telefonens skarpe ringen. Lyden trængte ind i kraniet på hende, og et øjeblik var hun skrækslagen. Det svage dagslys piblede ind i sprækkerne mellem gardinerne, men værelset lå endnu i mørke. Det gamle eksemplar af Rekordmagasinet faldt på gulvet da hun rullede ud af sengen og på bare fødder løb hen over det kolde trægulv. – Hallo! – Ja, hallo. Sov du? – Hvem er det? – Naboen. Er du oppe? – Åke, er det dig? Hun sukkede indvendigt. Efter at Martin var flyttet, havde hun været taknemlig for en smule kontakt med de nærmeste naboer. Det gav en følelse af ikke at være helt udleveret til angstens mørke aftener, hun kunne lette på gardinerne, og selv om det eneste hun så, var hvordan granerne aftegnede sig mod nattehimlen, så vidste hun at bag disse graner lå der en mose og et andet lille hus hvor Åke og Kristina Melkersson boede. Åke kunne være nok så gammelmandsagtigt kværulerende og irriterende småflirtende, men de havde nu alligevel fundet en fin jargon. Det var okay at møde nogen om morgenen ved postkasserne. Hun havde også pænt fundet sig i at være den der stillede op og hjalp 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Kristina til hverdag når Åke var på arbejde. For det meste drejede det sig om småting. At købe noget med fra butikken eller poste et brev. Seja fornemmede at Åke følte en stor taknemlighed over den tryghed hun trods sit forholdsvis beskedne engagement gav hans hustru. Et par gange havde han til og med, lidt forlegen, tilbudt at betale hende for at hun gik til hånde. Hvilket hun, selvfølgelig lige så forlegen, havde afslået. Hun var jo alene, og selvom hun var halvvejs i journalistuddannelsen efter flere års planløse studier, havde hun oceaner af tid at disponere over. At blive vækket om morgenen af Melkersson var imidlertid et skridt i den forkerte retning hvad angik nabokontakten. – Hvad vil du, Åke? – Jeg har brug for din hjælp. Er kommet i en ... ja. Besynderlig situation. Mildt sagt. Han lød stresset. – Hvad skal jeg gøre, hvor er du? – Hent mig ved ICA i Gunnilse. Min bil er gået i stykker, men det er ikke kun det. Jeg venter her, jeg fortæller det når du kommer. Vil ikke tage det over telefonen. Jeg lægger på nu. – Åke! Hun råbte. – Jeg kører ingen steder hvis du ikke siger hvad det drejer sig om. Hvad er der sket? Har du fået motorstop? Hvorfor ringer du ikke til redningstjenesten? Han sænkede stemmen og talte lige ind i telefonen. – Hør her. Der er en mand der er blevet myrdet. På et værksted her i nærheden. Jeg fandt ham. Han er blevet henrettet, skudt i hovedet, det må være det der er sket, der var så meget blod. Men ikke bare det, Seja, han var blevet kørt over. Han er for helvede helt moset flad. Nogen har ... Du må køre mig derhen, jeg har lovet politiet, og bilen er helt ... – Åke! Politiet. Hvad ... – Jeg lægger på nu. Klik. 17


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

– ... sker der, sagde hun til katten der surt vendte sig mod væggen og sov videre. Han var bleg som han ganske rigtigt stod der foran sin gamle Opel. Seja drejede ind ved siden af ham og skubbede med det samme bildøren op. – Hop ind. Og kom med en forklaring. En stram lugt omgav Åke da han tungt sank ned på sædet. – Jeg ville bare bede ham se på bilen. Han syntes at koncentrere sig om sin vejtrækning. Seja blev smittet af hans stærke ulyst. – For fanden, du siger at du har et lig på et værksted, og jeg er skørt nok på vej dertil. Fatter bare ikke hvorfor, du kunne have ringet efter redningstjenesten. Eller en taxa? – Ja, til venstre her. Forstår du ikke, Seja? Jeg er for gammel til den slags. Du kan vel tage med og støtte mig. Hun tav. Solens første stråler skød blændende mod sidespejlene da hun tog svinget lidt for hurtigt. Åke tog fat i grebet i taget og sendte hende et uudgrundeligt blik. Hun sank, tænkte på hvordan hun havde skyndt sig af sted uden at tage sig tid til at fodre hesten eller slippe den ud i haven. Hun kunne ikke være væk længe: Den tanke dulmede nerverne lidt. Hun blev tit irriteret når hun var bange. Det føltes lettere at være bange og vred end at være bange og bare svag. Lettere at blive styret af en ide end at lade sig gribe af tilfældet. Spændingen, for den var der, stammede fra natlig læsning af halvtreds år gamle krimireportager i Rekordmagasinet. I krybekælderen havde hun fundet en hel stabel, den forrige ejer af huset havde efterladt dem. Hun havde villet bruge dem til at tænde op med, men havde i stedet fordybet sig i et væld af gammeldags og uskyldigt formulerede artikler om forbrydelser som ingen længere kunne huske. De interesserede hende, som et billede på hvordan samfundet forandrede sig, eller på den almenmenneskelige fascination af menneskets mørkere sider. I den senere tid var hun begyndt at overveje at bruge dem som grundlag for sin 18


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

eksamensopgave: en historisk oversigt over kriminalitetsjournalistikken. Eller også var det bare en undskyldning hun brugte, for at slippe for at læse til eksamen. Nu indgød tanken om de grovkornede sort-hvide billeder og opsigtsvækkende overskrifter hende en styrkende følelse af distance til situationen. Hun var tredve og havde for nyligt fundet ud af hvad hun ville med sit liv; ny var i hvert fald erkendelsen af at det var muligt. Det at skrive havde altid været der – så sammenvævet med hendes person at hun tidligere knap nok havde tænkt på at det kunne blive hendes arbejde. Hidtil var det kun lykkedes hende at blive publiceret i ubetydelige sammenhænge; hun havde solgt en novelle til et månedsmagasin. En hurtig reportage i lokalavisen om et skøjteforbund der havde jubilæum. En redegørelse for kommunens snerydningsrutiner. Hun var glad hvis hun overhovedet fik penge for at skrive. I samme øjeblik fik hun øje på stedet. At det var der forbrydelsen var sket, var der ingen tvivl om. En samling biler blokerede allerede indkørslen til gårdspladsen. Hun var tvunget til at parkere i vejsiden et stykke væk. Det var en gammel, lidt forsømt gård. Et skilt gyngede i den bidende vind, hun så det først ud ad øjenkrogen. Thomas Edells værksted og skrot. Et elektrisk stød gik gennem hendes krop. Hun var helt uforberedt på reaktionen. Den vage følelse af ulyst blev afløst af en hjertebanken der fik brystet til nærmest at vibrere. Hænderne rystede, og hun var nødt til at tage en dyb indånding for at genvinde kontrollen over sin krop. Åke lagde tilsyneladende ikke mærke til hende, opfyldt som han var af sin egen uro. Han stod ud af bilen og gik så myndigt han kunne hen til hvad hun formodede var en gruppe politifolk i civil. Hendes tanker strømmede febrilsk. Uden at hun hørte hvad der blev sagt, så hun Åke blive vist hen til en mand der befandt sig i udkanten af gårdspladsen med blikket ned i jorden som en sporhund. En død mand, myrdet. Hun åbnede bildøren og satte foden ned på jorden. Omkring hende herskede der fuld aktivitet, men den døde så 19


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

hun ingen steder. Hjertet slog yderligere et par kolbøtter i brystet. Styret af en kraft som hun hverken forstod eller havde nået at analysere nærmede hun sig Åke og den frakkeklædte mand. Naboen vendte sig ikke om da hun nidstirrede hans ryg. Hjælp mig nu, Åke. Hjælp mig så jeg kan blive og se den døde. Jeg kan ikke forklare hvorfor, det bliver for kompliceret, men jeg må bare. Politimanden fik øje på hende, og hun tog tøvende et skridt i hans retning. – Undskyld mig, jeg går ud fra at jeg skal forhøres. Jeg fandt liget sammen med Åke. Hun lod som om hun ikke så Åkes forbavsede udtryk. – Og du er? – Nu er der vist opstået en misfors... – Seja Lundberg, afbrød hun Åke og formåede at lyde virkelig fast i stemmen da hun mødte politimandens blik. Han havde et fintformet ansigt der med den lige, smalle næse og de tætte øjenvipper kunne anses for kvindeligt hvis det ikke var for de buskede øjenbryn. De skød ud over øjnene når han rynkede panden. Seja syntes at hun kunne mærke hans ånde; kaffe og cigaretter, lidt pebermynte. Hånden der blev rakt frem mod hende, var varm og tør. – Christian Tell, kriminalkommissær. Jaså. Melkersson her har fortalt at I fandt liget lige efter klokken syv og derefter kørte op til den store vej for at ringe. Han spekulerer på hvorfor Åke foregav at han var alene. Seja fortrød allerede sin enfoldige løgn. – Det stemmer vist meget godt, fortsatte Tell efter den korte pause, – eftersom alarmopringningen kom cirka halv otte. Han virkede lidt ukoncentreret, trak skuldrene op mod ørerne og skuttede sig som om han netop nu bemærkede at temperaturen var dalet til langt under nul om natten. Det var ikke underligt at han frøs. Frakken han havde på, var alt for tynd til vejret, en typisk byfrakke, passende for en der kun bevægede sig mellem lejligheden og bilen, bilen og arbejdet.

20


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

– Jeg skal se om jeg kan finde et sted hvor vi kan gå ind og tale. Det er skidekoldt, hvis I vil have mig undskyldt. Seja nikkede tavst efter at han var vendt om på hælen. I den rådende forvirring forekom det hende at hun havde mødt manden før, i en helt anden sammenhæng. Han er mærkelig bekendt. De tykke, sorte øjenbryn der voksede sammen mellem øjnene og slet ikke syntes at passe sammen med det askeblonde hår der faldt ned over ører og krave. Den dybe stemme og dialekten: et oprindeligt groft, men anstrengt kultiveret göteborgsk. Hun genkendte stemmen og mente at vide hvilken aften erindringen stammede fra. De var lige flyttet ind i hytten. Hun skulle hente Martin på Centralstationens pub, han havde bowlet og drukket et par øl bagefter med en fyr fra Stockholm der skulle blive og overnatte. De var begge to temmelig fulde, meget fulde og meget højrøstede og overhovedet ikke interesseret i at tage hjem sammen med hende. Hun var blevet træt af at skændes og havde overvejet at tage hjem og overlade dem til deres skæbne, men i stedet havde hun surt sat sig på en af barstolene og ventet mens drengene bestilte hver sin øl med shot til. Manden der i hvert fald lignede Christian Tell, havde siddet ved siden af hende i baren og halvt i sjov, halvt i medfølelse, kommenteret hendes situation. Hun kunne huske at hun havde fundet ham attraktiv og havde været flov over at være sådan et pjok. Over at hun bare sad der svedende og arrig med jakken på og ventede. Som en hund, endnu en gang placeret i kategorien sur kælling, mens Martin var den sjove, den der sagde ja. Den der var fri for at tage ansvar, fordi der altid var en anden der tog det på sine skuldre; endnu en gang martyren der kom listende med Treo dagen efter og bistert gjorde rent, fejede resterne op af det der havde været sjovt, men ikke længere var det. Hun blev ført tilbage til virkeligheden ved at Åke tog hende hårdt i armen. Hun kom ham hviskende i forkøbet: – Jeg tænkte at hvis jeg siger jeg var med i bilen, så får jeg lov til at blive. Ellers har jeg opført mig ureglementeret og må tage herfra.

21


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

– Ureglementeret. Er du klar over hvad du har gjort? Du har løjet for politiet i en mordsag og trukket mig med i suppedasen. Hvordan er jeg blevet indblandet i det her? Nu må vi fortsætte med at lyve og ... – Søde Åke ... jeg kan ikke forklare. Det var nytteløst. Åke viste tydeligt med sit bebrejdende blik at han ikke havde tænkt sig at lytte til hende. I stedet bukkede han sig ned for at tage et eller andet op, som om han deltog i politiets arbejde. – Undskyld, men har I nogen legitimation? En uniformsklædt person lagde hånden på Åkes skulder. Seja forstod at hun kun havde få muligheder nu: Enten kunne hun begrave sig i endnu flere løgne, eller hun kunne krybe til korset og få en overhaling og blive kørt væk. En del af hende ville væk inden hun blev opdaget og afkrævet et svar. For selvfølgelig forbrød man sig mod en eller anden lov når man snusede rundt på et forbrydelsessted. En anden del af hende ville blive, ville nå at se inden det var for sent. Se den døde inden de bar ham væk. Det var den samme form for sensationslyst som greb mennesker der passerer et sted hvor der er sket en ulykke, men ikke kun. Hun gik nærmere uden at beslutte sig for at gøre det. Benene bevægede sig af sig selv rundt om hjørnet af laden. Hvor en gruppe mænd og en kvinde var optaget af en person i gruset: mørkt klædt, i en underlig stilling. Mobilen, der jo også var et kamera, brændte i lommen. Med tendens til tunnelsyn tvang Seja sig til ikke at vende blikket væk. Hun tog endnu et par skridt til hun var helt tæt på. Et sted bag sig hørte hun Åke blive irettesat for at have ødelagt bevismateriale ved at samle tyggegummipapiret op fra jorden. Hun hørte ordet mordefterforskning blive udtalt af en skarp kvindestemme. Det angik ikke Seja. Kun liget her angik hende. Der opstod et øjebliks forvirring da hun så mandens ansigt. Hun ransagede sin hukommelse, og tankerne strømmede hurtigt. Han så ikke ud som hun huskede ham. Hun følte både lettelse og skuffelse. 22


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Hun havde ikke turdet tage telefonen op hvis det ikke var fordi hun endnu mindre turde møde den døde krop forsvarsløs. Hun skød hoften frem, og hver gang hun trykkede på kameratasten, ventede hun at en af de uniformerede skulle drøne hen til hende og rive mobiltelefonen til sig. Men det skete ikke, og så længe kameratasten klikkede mellem hende og de glasagtige øjne, halvvejs dækket af en mælkeagtig hinde, holdt hun det ud. Luk hans øjne, for fanden. Den spontane tanke forbløffede hende: Ordene der var kommet til hende. Den marineblå Helly Hansen-trøje var magen til den som hendes far ofte havde haft på under jakken om vinteren. Det blonde hår var sølet til i blod, stivnet og mørkt. Luk hans øjne, gentog hun hviskende og kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Tell dukkede op igen. I et sekund mødte han hendes tårefyldte øjne med et intensivt, spørgende blik før han gav Åke et vink om at følge med ind i en autocamper der stod i vejkanten. Hun småløb over græsset med følelsen af at være blevet afsløret. Der stod en termokande på en udtrukket bordplade, en stabel plastickopper og brunkager i småstykker i en flad dåse uden låg. – Kaffe? Seja nikkede tavst selv om det vendte sig i maven på hende. Christian Tell tog sig af serveringen af kaffen. Hans hænder havde en beroligende virkning på hende, brede og set i modlyset fra det duggede vindue voksede der blondt hår ned over håndryggene. Han havde ingen vielsesring på. – Ja ... du ringede, Åke. Må jeg sige Åke? Åke nikkede. Han så bleg ud. – Kendte du for resten offeret? Vidste du hvem han var? Af navn? – Nej, ingen anelse. Edell, men det står jo på skiltet. Tell vendte sig mod Seja med en spørgende mine. Hun rystede på hovedet. – Okay, så ved vi det. Din samtale gik ind 07.49, Åke. Da havde I nået at finde liget og derefter køre op til den store vej. 23


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Seja kunne ikke få sig selv til at se Tell i øjnene. Hun lod den dampende kaffe stå, hænderne adlød ikke, dirrede, ville have afsløret hende med det samme. Det havde været så enkelt. Alligevel kunne hun ikke sige det som det var, at hun ikke havde været med til at finde liget, men at hun var pinagtigt berørt af den uformelige sorte bunke nogle meter væk. Liget. Hun fortsatte med at stirre ned på sine ru hænder. Tell fortsatte. – Jeg skal vide, så nøjagtigt som muligt, hvad klokken var da I ankom til værkstedet og fandt den døde. Åke rømmede sig for tredje gang. – Æh ... jeg, eller vi, tog hjemmefra ... ja vi er altså naboer ... halv syv. Det ved jeg, for jeg så halv syv-bussen på holdepladsen. Tilfreds nu, fordi det var lykkedes at være så konkret behjælpelig. Så rynkede han panden med en bekymret mine. – Jeg kørte jo ret langsomt, for der var jo som sagt noget galt med bilen. Henne ved tankene, der røg udstødningsrøret af. Det tog nok lidt tid før jeg fik bundet det op. Tyve minutter måske. Derefter ledte jeg – eller vi – jo efter værkstedet ... – Du kendte det i forvejen? – Nej ... altså jeg vidste at det skulle ligge omtrent ... der. Eller det troede jeg i hvert fald, hvis det altså stadig var der. Jeg var kun kørt forbi tidligere, havde set skiltet. Ja, det er flere år siden. Jeg var jo lige i nærheden nu. Ellers bruger jeg Christer. Eller ja, altså, Nordén og søn i Lerum. Jeg har altid ... – I gjorde altså ikke andet end at køre op til vejen og ringe. Kan vi med et kvalificeret gæt sige at I fandt liget, sådan, ti minutter, et kvarter inden du ringede? Åke nikkede igen. – Ja. Jeg tror at jeg – eller vi – sad i bilen ved holdepladsen et stykke tid, men det kan ikke have været længe. Bare for at samle tankerne lidt. Jeg var jo ret chokeret, hvis du forstår. Jeg er klar over at jeg selvfølgelig burde være blevet ... her, indtil I kom, men ... Jeg tænkte ligesom ikke, ville bare væk derfra og tænkte ikke engang på 24


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

at jeg havde en telefon på mig. Jeg har heller ikke haft den så længe, men min kone ... – Det er helt okay, jeg forstår godt at den første indskydelse er at tage benene på nakken, sagde Tell beroligende, og Åke slappede tilsyneladende lidt af. Han tog en slurk kaffe og lagde det ene ben over det andet. Tell lænede sig frem. – Jeg vil gerne vide hvad der skete, så præcist som I kan fortælle det. Så I noget særligt, hørte I noget, hvad virkede mærkeligt? Hvad som helst. Mens Åke Melkersson tog sig god tid til at svare, så Tell ud ad øjenkrogen Karlberg. Han stod og talte med lægen der havde fastslået mandens død. Redderne gjorde sig klar til at få liget ind i ambulancen, og Tell overvejede at bede dem vente lidt. Han havde villet gennemgå en gang til hvordan manden lå før de flyttede ham, men bestemte sig så for at lade det være. Modvilligt slap han optrinnet uden for bilen. Han vendte tilbage til det umage par foran ham lige tidsnok til at se Seja sende Åke et appellerende blik og trække på skuldrene. – Nej ... jeg så ikke andet end det Åke allerede har fortalt. – Lad mig høre igen, Åke. – Huset virkede tomt, men garageporten til værkstedet stod åben. Der var lys derinde. Jeg gik ind for at se efter, jeg råbte, men ingen svarede. Der var en tændt radio ... Lugna favoriter. Ja, jeg plejer selv at lytte til den station. – Godt. Noget andet. Hvor var du, Seja, da Åke gik ind for at få fat i nogen? – I bilen. Jeg blev siddende i bilen, derfor så jeg ikke ... den døde. Vil du lyve troværdigt, så lyv så lidt som muligt. Tell nikkede langsomt. Da hun ikke fortsatte, vendte han sig igen mod Åke der fortsatte hvor han var blevet afbrudt. – Jeg besluttede mig for at gå rundt og kigge lidt, det virkede jo som sagt som om der var nogen der eller havde været det for nylig. Åke pegede i retning af gårdspladsen ved at banke på ruden. 25


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

– Ja, så så jeg ham. Han lå der bare. Jeg så med det samme at han var død, jeg gik ikke så tæt på ... æh... så tror jeg at ... morgenmaden kom op igen. Det kom så pludseligt, man forestiller sig jo ikke at finde nogen ... og så på den måde ... – Helt forståeligt, Åke. Helt forståeligt. Man havde allerede fundet opkastet et stykke fra liget. Tell havde fisket en notesbog frem og begyndte at skrive dele af redegørelsen ned. Åke havde fået farven i kinderne og selvtilliden tilbage. Han dristede sig til et spørgsmål. – Jeg tænker bare ... han blev vel skudt? Nogen har skudt ham og så kørt ham over? Tell så op fra sine optegnelser og strøg det temmelig lange pandehår væk fra øjnene. – Dødsårsagen må retslægen fastslå. Men han er unægtelig blevet skudt, man kan vel gå ud fra at det er det han er død af. Han tog en cigaretpakke op af inderlommen på frakken og rystede en cigaret ud med et beklagende smil. Seja lagde mærke til en skæv fortand der fik ham til at se yngre ud når han smilede. – Det er ikke kutyme at ryge nogen steder længere, men hvis det er o.k. med jer, tager jeg to sug. Han smilede igen, lidt forlegen og vendte sig væk for at puste røgen ud, der alligevel straks fyldte det lille rum. Seja mærkede kvalmen vælde op i sig, som en forsinket reaktion, og blev pludselig enormt og irrationelt irriteret på denne grim-smukke, selvgode mand der åbenbart troede at verden var til for ham. Han skoddede faktisk efter to sug. – For at komme tilbage til jeres historie ... Åke, du sagde at bilen gik i stykker og at du ikke kunne køre den fra holdepladsen som du ringede fra. I kunne altså ikke komme derfra, men måtte ringe efter hjælp. Den bil I kom i nu, det er ikke den der er i stykker? – Nej, Opelen måtte jeg lade stå deroppe, ved vejen. Jeg havde ikke mere snor til at binde udstødningsrøret op med. – Jeg forstår. Men den person der kom for at hjælpe jer, jeg går ud

26


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

fra at den person kørte den mørkeblå Hyundai som I kom i nu, ikke sandt? Han så ud gennem det duggede vindue. Hyundaien stod fuldt synlig et stykke væk. – Hvis er bilen? Han tjekker registreringsnummeret. – Min, skyndte Seja sig at sige. Hendes indskydelse var at rejse sig og gå ud. – Nogen lånte din bil for at komme og hente jer. Satte I den person af et sted før I kom herhen? Åke snappede lidt for voldsomt efter vejret og nikkede bekræftende. – Netop. I Hjällbo. Det var min kone, Kristina. Hun har en søster i Hjällbo, hun besøger hende ... af og til. Jeg satte hende af der. Vi satte hende af der. Han var ikke længere bleg, men snarere rød i ansigtet, i tindingen pulserede en blodåre under pelshuekanten i takt med de malende kæber. Seja skulle lige til at gøre en ende på forestillingen ved at sige det som det var, at løgnene var fuldstændig unødvendige. At hendes andel i det hele var at hun var vanvittig nysgerrig, at hun ville skrive en krimireportage eller bare se et dødt menneske; hun havde aldrig set et dødt menneske før, da Tell lukkede sin notesbog. – Jeg bemærkede at bagsæderne var slået ned. Kommentaren forårsagede et brud i Sejas tankegang. – Jeg har kørt med hestefoder ... Hun væltede den sidste kaffeslat. En tynd stribe søgte hen mod bordkanten og dryppede ærgerligt nok ned i hendes skød. Christian Tell rakte hende en rulle toiletpapir fra en hylde der meget belejligt var lige i nærheden. – Hvor sad Kristina? – Kristina? sagde Seja dumt. Tell nikkede.

27


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

– Hvor sad Kristina, hvis du kørte og Åke sad ved siden af dig og bagsæderne var slået ned? Seja tørrede sine bukser af med komisk grundighed. Hun sukkede da tavsheden voksede hende over hovedet. – Ingen steder, sagde hun. – Hun var ikke med. Jeg løj fordi jeg ikke ville lade Åke i stikken. Tell nikkede barsk. – Så foreslår jeg vi tager det hele en gang til. Sådan som det virkelig var.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 493 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

Tell mærkede faktisk lugten af hav til forskel fra da han kom, hvor benzinosen fra myldretidstrafikken havde domineret. Som barn havde han altid holdt af at gå ved havet når det blæste rigtig meget. – Og violinen? spurgte Tell. – Lad mig lige tage en kop, så kan du jo gå med ud og kigge. Han dyppede et stykke af bollen i kaffen mens han med den anden hånd strakte sig efter en plaid der lå sammenfoldet ved døren. Han gav den til sin kone, og hun foldede den taknemligt ud over knæene. Tell rejste sig. – En anden gang, Gustav. Jeg skal af sted. Han tog en enkel og udramatisk afsked med Ann-Christine Östergren. I modsætning til sin tilstand da han kom en time før, var han mærkelig let om hjertet. Da han kom ud, var det blæst meget op, og cypresserne vajede voldsomt i vinden. Han havde besluttet sig for at gå en tur på klipperne under alle omstændigheder. For når det kom til stykket, havde han tid til det.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 494 SESS: 33 OUTPUT: Thu Apr 2 08:10:04 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/432_Frosne_ojeblikke/Materie

tak til

Stefan Ceder (og resten af familien) for utrætteligt engagement, opmuntring og inspiration under rejsen. Tak også til Åsa, Gustaf og alle jer andre på Wahlström & Widstrand og Bonnier Group Agency som har troet på Frosne øjeblikke. Samtlige miljøer og forhold i denne roman – for eksempel hvordan politiet arbejder og organiserer sig – er selvfølgelig inspireret af virkeligheden, men til syvende og sidst, med fortællingen for øje, udsprunget af forfatterens fantasi. Således er en eventuel lighed med eksisterende personer også helt tilfældig.


Frosne øjeblikke af Camilla Ceder