Issuu on Google+


I ARMENE PÅ RUSSERNE

Tidligt om morgenen den 7. april 1944 blev jeg vækket af geværskud. Havde det bare været kanonskud, ville det nærmest have virket beroligende, for så havde russerne stadig været et stykke væk, og jeg kunne have fortsat uanfægtet mod vest som planlagt. Men geværilden betød, at de måtte være lige i nærheden. Det gav mig ikke meget tid til at handle, og jeg var klar over, at jeg skulle væk, hvis jeg ikke skulle havne i krydsild med russerne. Jeg skyndte mig at spise lidt morgenmad og pakkede så mine ting sammen i det forladte hus, som jeg havde overnattet i. Huset lå i udkanten af den lille by, der lå i en dyb dal omkranset af skov. Jeg var kommet til byen aftenen før og havde fundet huset, som så ud til kun lige at være blevet forladt af dets beboere. Jeg vidste ikke præcis, hvor jeg var, kun at jeg befandt mig i det sydvestlige Ukraine tæt på grænsen til Rumænien og Moldova ved floden Dnestr – og tydeligvis meget tæt på fronten, der også hele tiden rykkede sig mod vest og trængte den tyske hær i defensiven. I 14 dage havde jeg nu vandret alene mod vest uden mit panserværns-kompagni på den sydligste del af Østfronten. For det meste bare til fods, men i et stykke tid var jeg så heldig at 11

34020_Fanget paa ostfronten.indd 11

28-04-2011 09:23:48


have en hest, så jeg kunne komme hurtigere og mere behageligt fremad. Nogle dage fulgte jeg den store hovedvej – Rollbahn – hvor tusindvis af enheder og soldater søgte mod sikkerhed i vest. Andre dage søgte jeg ad mindre veje for at finde overnatning og mad, hvor alt ikke var optaget eller spist i forvejen. Jeg vidste blot, at jeg hele tiden skulle søge mod vest som alle andre, væk fra fronten og væk fra truslen om ildkamp og fangenskab. Hele den tyske hær på den sydlige del af Østfronten var under stort pres. Russerne var ved at klemme os inde, og mit kompagni havde på tre måneder trukket sig mere end 800 kilometer tilbage gennem Ukraine. Jeg havde på det seneste været en del af en fortrop, som skulle finde vores stamkompagni, som vi ville slutte os til, da vi i delingen mistede vores kanoner midt i marts. Men jeg var blevet væk fra både fortroppen og kompagniet efter at have været sendt alene af sted med en besked og måtte nu stå på egne ben i det virvar af soldater, der var på tilbagetog mellem fjendtlige russiske soldater og ukrainske partisaner. Det var i slutningen af den russiske vinter, hvor voldsomme snestorme stadig hærgede af og til. Hvordan situationen var overordnet, og hvad den tyske hærs strategi var, vidste jeg ingenting om. Senere har jeg læst mig til, at jeg var en af de 13.000 soldater, som russerne forsøgte at klemme inde, men som menige soldater fik vi aldrig nogen informationer. Jeg var blot nødt til at finde mit kompagni – alt andet ville være for farligt og kunne også tolkes som desertering. Men foreløbigt handlede det altså udelukkende om at bringe mig selv i sikkerhed langt fra fronten – intet andet. Ude i byen mødte jeg andre enegængere, der var ved at samle sig i morgengryet. Også de var blevet væk fra deres deling. Ingen af os vidste rigtig, hvilken vej vi skulle gå for at komme i sikkerhed, men vi var alle enige om, at vi ville væk fra fronten, 12

34020_Fanget paa ostfronten.indd 12

28-04-2011 09:23:48


og det skulle være nu. Oppe i skovkanten havde jeg aftenen forinden set en gruppe bygninger, der havde huset et kollektivt landbrug, og jeg foreslog, at vi gik i den retning. På det tidspunkt var det ved at blive lyst ude på de flade, sneklædte marker. Men inde i skoven og tæt ved bygningerne hang mørket stadig tæt. Alligevel kunne vi i det fjerne skimte hovedvejen med en masse køretøjer i bevægelse. Vi var altså på rette vej. Troede vi. For hvis vi havde kigget ordentligt efter, ville vi have opdaget, at de fleste køretøjer blev trukket af heste, og det var normalt et godt tegn på, at der var tale om russiske og ikke tyske soldater. Men den detalje fangede vi ikke i øjeblikket. Oppe ved bygningerne faldt jeg lidt bagud i forhold til de andre og begav mig mod en bygning, hvor en soldat arbejdede med en hest. I min tankeløshed begyndte jeg allerede at glæde mig over, at de tyske soldater var så tæt på, og at jeg havde fundet sikkerhed så hurtigt. Derfor var jeg også så ivrig, at jeg slet ikke opdagede, at det i virkeligheden var en russisk soldat, der gemte sig i det dunkle morgenlys omkring bygningerne. Til gengæld så han med det samme, at jeg var tysk soldat, stillede sig bag hushjørnet, pegede på mig med sit gevær og råbte »ruki vverh« – hænderne op! Jeg handlede lynhurtigt. Smed mit gevær og det øvrige udstyr, jeg bar på – både mine håndgranater og min overfrakke – og løb, alt hvad jeg kunne, ned mod skoven, hvor vi var kommet fra. Mens jeg forsvandt ind mellem træerne, lød der flere gange geværskud bag mig. Det gik stejlt ned ad mod landsbyen i dalen, så jeg fik god fart på, men desværre var skoven på det her sted ikke særligt bred, så jeg kom hurtigt ud på en åben mark på den anden side af træerne. På intet tidspunkt inde i skoven havde jeg ænset at stoppe op og tænke mig om eller overveje, hvilken retning jeg skulle fortsætte i. Først 100 meter ude på marken – på vej over mod endnu en træklædt bakketop – stop13

34020_Fanget paa ostfronten.indd 13

28-04-2011 09:23:48


pede jeg op for at orientere mig – og der ventede endnu en overraskelse. Kun cirka 100 meter til venstre så jeg en deling med 40-50 russiske soldater. De var på vej i samme retning som mig og opdagede mig altså ikke i første omgang. Derfor vendte jeg mig igen hurtigt og ville søge tilbage i dækning i skoven, men denne gang var det for sent. Soldaterne må nærmest have haft øjne i nakken. I hvert fald havde de set mig og begyndte at skyde. Kuglerne peb om ørerne på mig, og jeg måtte erkende, at jeg i den kugleregn ikke ville kunne komme ind i skoven uden at blive ramt. Det syntes håbløst at forsøge endnu en flugt, og jeg følte heller ikke, at jeg havde kræfterne til det oven på flugten fra den første russer, der skød efter mig oppe ved bygningerne. Hvis jeg ville redde mit liv, måtte jeg tage en hurtig beslutning. Derfor vendte jeg mig resolut imod dem. De holdt straks op med at skyde, og jeg løftede mine hænder et kort øjeblik som tegn på overgivelse. Det var tredje gang, siden jeg blev hevet ind i den tyske hær som 20-årig, at jeg befandt mig ved Østfronten. Første gang var i forbindelse med slaget om Moskva, hvor jeg blev såret og endte på lazaret hjemme i Tyskland i stedet for at tilbringe den hårde vinter i Rusland. Anden gang var under forberedelserne til slaget om Stalingrad, hvor jeg kom til skade ved en ulykke og blev sendt hjem. Og nu var jeg altså for tredje gang i Rusland og en del af det tyske tilbagetog gennem Ukraine. Indtil nu havde skæbnen på mange måder været god ved mig, ikke mindst fordi jeg havde undgået de helt store og frygtelige kampe ved frontlinjen, så mine uheld i virkeligheden hver gang havde vendt sig til held. Omvendt var jeg ikke engang fyldt 23 år, og jeg havde gennem årene i hæren hørt de grimme historier 14

34020_Fanget paa ostfronten.indd 14

28-04-2011 09:23:48


om russisk fangenskab, og at det måske i virkeligheden ville være bedre bare at falde i kamp i stedet for at skulle forsøge at overleve i en arbejdslejr. Men hverken der i øjeblikket på marken i udkanten af skoven eller i de mange måneder, der fulgte, lod jeg mig tynge af angst og uro. Helt fra jeg var en lille dreng har min far lært mig, at man gerne må være bange for det, man selv er ved at vove sig ud i, men derimod aldrig må vise, at man er bange for det, man alligevel ikke kan undgå. Hverken når en hund springer op mod én, når man skal aflevere avisen – eller når en deling russiske soldater skyder efter én. Man skal vise, at man er herre over sine handlinger. Som soldat i krigen nytter det derfor ikke noget at være bange for at blive skudt, syg eller så meget andet, som man ikke er herre over. Derfor nyttede det i denne situation heller ikke at have angst for morgendagen, når det var øjeblikket, der krævede handling. Nu nærmede jeg mig de ventede russere, som jeg var gået i møde med raske skridt og uden løftede hænder. Hele delingen, der var på vej mod de tyske linjer, stod afventende, og inden jeg nåede helt hen til dem, trådte den russiske officer frem foran delingen og gik mig i møde. Han hilste mig på tysk med et fast håndtryk og et »godmorgen, kammerat«. Det håndtryk glemmer jeg aldrig, og jeg har svært ved at fortælle om det uden at få tårer i øjnene selv så mange år efter. Jeg er ikke sikker på, at folk i dag forstår mine stærke følelser omkring det, men håndtrykket gav en fornemmelse af den russiske officers fulde forståelse for min måde at gå ham i møde på. Jeg opfattede hans venlige håndtryk som en anerkendelse, der glædede mig og gav mig en vis følelse af tryghed. På vej hen mod russerne havde jeg faktisk tænkt mest på mine forældre, som jeg ikke længere ville kunne give livstegn. For selv om krigen havde hærget i næsten fem år på dette 15

34020_Fanget paa ostfronten.indd 15

28-04-2011 09:23:48


tidspunkt, kunne vi soldater altid få breve og meddelelser hjem fra fronten, så jeg havde altid skrevet, så tit jeg kunne. Men det var slut nu, og jeg fornemmede instinktivt, at der kunne gå lang tid, før jeg igen kom hjem til mine forældre og det lille stråtækte hus i udkanten af Agtrup. I stedet modtog mine forældre blot en kort besked: Vermisst. Jeg var nu fanget på Østfronten.

34020_Fanget paa ostfronten.indd 16

28-04-2011 09:23:48


Fanget på Oestfronten af Jens A Berg