Page 1

Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 1


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 2

Af samme forfatter: Ingen grund til overdramatisering, roman 1999 Kunsten at grĂŚde i kor, roman 2002 Frygtelig lykkelig, roman 2004 Med venlig deltagelse, roman 2006 Alting begynder i Gram, m. Henrik Ruben Genz, samtale og erindring 2008 Biroller, roman 2009


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 3

ERLING JEPSEN

Hovedløs sommer Roman

People’sPress


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 4

Hovedløs sommer © Erling Jepsen 2011 © Denne udgave: People’sPress 2011 Omslag: Rasmus Funder Forfatterportræt: © Flemming Gernyx Bogen er sat med Minion hos John Ovesen/Baghus og trykt hos Clausen & Bosse – CPI, Leck ISBN 978-87-7108-367-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2011

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget heraf er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 5

Kapitel 1

MIDTEN AF mit billede er et hus, lidt som det vi bor i nu, bare større og ældre og endnu mere forfaldent. Det minder lidt om en middelalderborg. Rundt om borgen er en voldgrav, og bag den en skov. Inde mellem træerne er der mennesker og dyr, de fleste uden hoved. Og det kan godt være, at jeg klæber hovederne ind senere, men ikke hvor de hører hjemme. Måske vil jeg sætte menneskehoveder på dyr og omvendt, men de kan også ligge stablet på jorden, lidt som kanonkugler. Det er bare at prøve sig frem. Klokken er kun ni, jeg er godt i gang og har hele aftenen foran mig. Aftenerne føles længere, når man bor på landet, man bliver god til at underholde sig selv. Jeg kan lide at tegne og male, og lige nu laver jeg en collage, som skal ligne det sted, hvor vi bor. Men det hele er forvrænget ligesom i en gyserfilm. Vores hus er ikke nogen borg, og der er selvfølgelig ingen voldgrav rundt om det. Der ligger mig bekendt heller ingen afhuggede hoveder i vores have. Alligevel må man gerne kunne se, at det er vores sted. Det er rigtig svært, men jeg giver ikke så let op. Og jeg har fundet en titel; det skal hedde “Familien flytter på landet”. Når det er helt færdigt, vil jeg give det til mor. Mens jeg arbejder, nynner jeg for mig selv. Der ligger en stak gamle ugeblade og modeblade foran mig på skrivebordet, og mens det langsomt bliver mørkere udenfor, klipper jeg motiver ud og klæber dem ind. Men hvordan bliver det uhyggeligt nok? Skal jeg inddrage familiealbummet? Der er for eksempel det foto, som blev

I

5


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 6

taget sidste år, før skilsmissen, hvor vi alle fire står sammen og holder om hinanden og ser meget lykkelige ud. Det kunne være spændende at klæbe det ind på en eller anden måde. Jeg kunne bytte rundt på vores hoveder, hvordan mon det ser ud? Mor og far kunne stå og rive hinanden i håret og så komme til at rive hovederne af hinanden og kaste rundt med dem. Det beskriver meget godt, hvordan skilsmissen var. Og hvad er det, min lærer i billedkunst siger? Når et billede har rod i noget selvoplevet, så virker det bedre. Men det skal være noget, som virkelig betyder noget for kunstneren, ellers kommer det aldrig til at betyde noget for tilskueren. Bedst som jeg sidder og arbejder, er det så, min lillebror begynder at græde. Han har mareridt igen, det har han tit for tiden. En times tid efter, han bliver lagt i seng, sætter han sig op og kalder med gråd i halsen på far. Og så må enten mor eller jeg ind og trøste ham. Det kan godt tage sin tid, for han kan bare ikke forstå, at far ikke bor hos os længere. “Emilie?” kalder mor inde fra stuen. Jeg lader som ingenting og håber, hun selv går derind. Det gør hun bare ikke, og Jacobs gråd tager til. Nu kalder hun igen, højere. Til sidst rejser jeg mig, mumler et par bandeord for mig selv og går ud på gangen. Døren ind til stuen står åben, og mor løfter blikket fra sin computer og smiler til mig. “Tak, skat. Jeg er lige midt i noget.” Som om jeg ikke er det. Men hendes er selvfølgelig vigtigere, i hvert fald ifølge hende. Hun har en deadline, skal aflevere en artikel i morgen formiddag inden klokken 12 og er som sædvanlig bagud. Det er aldrig faldet hende ind at begynde noget før. Henne ved Jacobs værelse bliver jeg stående i døråbningen uden at give mig til kende. Jeg er nemlig usikker på, om han sover eller er vågen. Han ligger helt stille og kigger op i loftet. Måske har han skreget i søvne og sover videre med åbne øjne, det er sket er par gange før. “Falsk alarm,” siger jeg på tilbagevejen. 6


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 7

“Næste gang er det min tur,” lover mor inde fra stuen. Jeg går ind på mit værelse og arbejder videre. Med jævne mellemrum skæver jeg til mobilen, som ligger fremme på bordet. Det kunne være rart at få en hilsen fra Amalie. Vi har lovet at holde kontakten ved lige, selv om det er sommerferie. Hun er min bedste veninde, og hun er med sin far i Portugal. Jeg skal ingen steder i år, jeg skal bare gå her sammen med min mor og lillebror og “falde til”, som de kalder det. Og jeg må ikke beklage mig mere; nu skal vi alle give vores nye hjem en chance. Det gælder også Jacob. Han har det ikke meget bedre end mig, måske oven i købet værre. Han savner sine kammerater inde fra byen, og han savner far. Det sidste er nok det værste. Når mor prøver at snakke med ham om det, bliver han kun endnu mere ked af det, så det er hun holdt op med. Det er jo heller ikke, fordi vi ikke ser vores far mere. Vi ser ham hver anden weekend og en hverdag i løbet af ugen. I hvert fald som udgangspunkt, og hvis der ikke kommer noget i vejen. Jeg bladrer i vores familiealbum og finder et billede af far. Han står på en strand et sted i Grækenland, og jeg sidder på skuldrene af ham. Det er fem-seks år siden, og jeg er allerede ved at være for stor for ham, han ser ud til at kunne falde når som helst. Hvad han vist for resten også gjorde, men jeg husker ikke, jeg slog mig. Jeg husker bare, vi havde det sjovt. Skulle jeg klippe hovedet af mig selv ud og klistre det ind et sted i collagen? I tårnvinduet, måske? Det kunne være spændende, men jeg tør ikke klippe i familiealbummet, mor bliver rasende. Og mon ikke budskabet fiser ind alligevel: Hendes datter er ked af at være flyttet fra byen, og det er et åndssvagt sted, hun nu skal bo. En times kørsel syd for København i en lille by, som ikke engang er en rigtig by, men højst tyve huse, hvoraf den ene halvdel er til salg. Den anden halvdel er beboet af pendlere, som kører ind til byen tidligt om morgenen og kommer hjem sent på eftermiddagen. Der er fire kilometer til det nærmeste supermarked. Mor lovede, der var en rideskole, men hun kan ikke havde undersøgt det ordentligt, for den er for længst nedlagt. 7


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 8

Jeg leder i mine ugeblade og modemagasiner, prøver at finde en hest, som jeg kan klæbe ind. Og det skal være med rytter, for så vil jeg klippe rytteren ud, så man kun ser ham som silhuet. Hvis det altså er uhyggeligt nok, det er da værd at prøve. Jeg bladrer, men der er ingen hest. Til gengæld finder jeg en edderkop. Jeg hader edderkopper, og dem er der rigtig mange af på landet. Der er insekter og kryb overalt, og om aftenen må jeg ryste sengetøjet, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg klipper edderkoppen ud og sætter den i tårnvinduet. Nu ligner den et øje, det er, som om det kigger ondt på mig. Edderkoppens krop er pupillen, og dens ben er sorte blodårer. Det ser faktisk uhyggeligt ud, jeg får gåsehud, så jeg har vist fat i noget. Jeg finder også et billede af Jesus og klipper hans hoved ud. Hvor skal jeg gøre af det? Det skal selvfølgelig sidde i gabet på flyveøglen, der står vagt ved broen over voldgraven. Jeg maler dryppende blod fra kraniet, der flækker mellem dens tænder. Og lige nøjagtig som jeg er færdig med det og ærlig talt synes, det er blevet ret flot, lyder der endnu et skrig inde fra Jacobs værelse. Det er ikke et skrig som de andre. Det lyder, som om han har slået øjnene op efter et mareridt, kun for at opdage, at virkeligheden er endnu værre. Og det er den vist også, i hvert fald ifølge ham, for da mor og jeg kommer ind til ham, sidder han op i sengen og peger hen mod vinduet. “Der er en mand derude! Han stod og kiggede ind på mig.” “Det er noget, du drømmer, Jacob,” siger mor, så roligt hun kan, mens hun sætter sig på sengekanten og lægger begge arme om ham. Han ryster på hovedet og bliver ved med at kigge hen mod ruden. Siger ikke noget, peger bare og er helt bleg. Lidt efter lidt sænker han armen, men flytter ikke blikket. Når Jacob vågner efter et mareridt, plejer jeg at spørge ham, hvad han har drømt. Nogle gange må jeg hale det ud af ham, og det kan godt tage tid. Han kan ikke lide at blive mindet om det, men jeg skiftevis lokker med slik og truer med bank. Det er utroligt, hvad 8


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 9

min lillebror kan drømme. Men jeg spørger ham ikke, når mor er her, for hun vil ikke have det. Det får ham nemlig tit til at græde endnu mere. I stedet går jeg hen til vinduet og kigger ud, men kan ikke se noget. Heller ikke da jeg åbner det, stikker hovedet ud og kigger langs huset. Hvis der virkelig er et monster derude, vil jeg da ikke gå glip af det. Men der er ikke andet end den sædvanlige tilgroede have. Intet bevæger sig, og der er ikke en lyd at høre. På en mærkelig måde er det faktisk lidt uhyggeligt, for sådan plejer det ikke at være, tværtimod. Ikke engang det alt for høje græs foran terrassen rører på sig. Der er vindstille og fuldmåne. Det ser uvirkeligt ud og ligner næsten noget, som er malet med en fin pensel på et bagtæppe, og jeg får helt lyst til at klippe i det og bruge det i min collage. Men Jacob løfter igen pegefingeren, og nu retter han den mod mig. “Hvem er han, Emilie? Hvad vil han?” Jeg aner ved gud ikke, hvad han taler om. Og jeg bryder mig heller ikke om at blive blandet ind i hans mareridt. Nu kigger mor også mistænksomt på mig. “Emilie,” siger hun. “Hvad har I lavet? Har du læst noget højt for ham? Noget uhyggeligt?” Gu har jeg da ej. Jeg bliver så vred, at jeg ikke kan sige noget, for jeg har hverken læst for ham eller fortalt historier eller noget. Vi har snakket lidt og sunget en sang, nærmere bestemt den fra Skatteøen om de seksten mand på en død mands kiste og en halv flaske rom, men det bad han selv om. Til sidst kyssede jeg ham godnat og gik ind på mit værelse. Det er den tak, man får, for at være lidt sød. “Har jeg læst historier for dig, Jacob?” spørger jeg, men han kigger bare på mig uden at sige noget, han kan ikke være det bekendt. Jeg tager ham i den ene skulder og ryster hans lille krop: “Har jeg?” “Nej, men du har et uhyggeligt billede på dit værelse.” Endelig slap det ud; han er listet ind på mit værelse uden at spørge og har rodet i mine ting. Og altså fundet billedet. Mor forlanger 9


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 10

at få det at se. Jeg har ikke andet valg end at gå ind efter det, selv om man normalt ikke bør vise et kunstværk til nogen, før man er færdig med det. Da jeg kommer tilbage, nærmest river hun det ud af hånden på mig. “Det er noget, vi har lært i skolen,” siger jeg for at forsvare mig. “Og det er meningen, det skal være uhyggeligt. Min lærer siger, jeg er god til det. Han kalder min stil for gotisk.” Før sommerferien fik jeg faktisk ros af min lærer i billedkunst, og det var for en anden collage, men lidt i samme stil. Jeg er ikke nogen Goth-type; jeg har hverken piercinger eller går i sort tøj, så jeg studsede lidt. Men han understregede, at det kun var mit billede, han talte om, og at det var ment som en kompliment. Collagen forestillede mig selv på besøg i Roskilde Domkirke, hvor jeg var spærret inde i katakomberne og tvunget til at overnatte sammen med de afdøde konger, som var alt andet end fredelige og prøvede at få mig ned i en kiste. Jeg kæmpede imod, det var meget dramatisk og stemningsfuldt, hvis jeg selv skal sige det. Men mine kammerater grinede. Og det var ikke meningen, for det skulle jo være uhyggeligt. “Det uhyggelige ligger så tæt op ad det komiske,” sagde min lærer trøstende. Men det var for sent, jeg kunne ikke længere lide billedet. Da så ferien kom, og jeg begyndte at kede mig, fik jeg lyst til at lave en collage mere. I samme stil, bare bedre, jeg kan nemlig godt. Det er den, mor sidder og kigger på nu. Hun griner i det mindste ikke. “Har den en titel?” vil hun vide. “Familien flytter på landet,” siger jeg. Hun nikker, vil ikke kommentere det, mens Jacob hører på. “Det er et fint billede,” siger hun og giver mig det tilbage. Hun smiler, men har rynker i panden. “Du skal bare ikke lade sådan noget ligge fremme, det ved du godt.” Som om det er min skyld, at min lillebror går ind på mit værelse uden at have fået lov og roder i mine ting. Jeg kan måske gemme det bedre af vejen, men han finder det såmænd nok alligevel. 10


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 11

“Det var en mand fra Emilies billede, der stod uden for vinduet!” hævder Jacob pludselig. “En mand fra mit billede? Hvem?” Jeg holder billedet frem og forventer, at han vil pege på en af personerne, måske en af dem uden hoved. Men hans øjne leder uden at finde, hvad de søger. Det hjælper heller ikke, at han kigger på bagsiden af papiret. “Han er der ikke længere,” siger han. “Han er gået ud i haven. Det var ham, der stod og kiggede ind på mig!” Jeg vil gerne kunne grine, men kan ikke rigtigt, for nu rabler det da helt for min lillebror. I stedet kigger jeg hen på mor, nu må hun sige noget til ham. Men hun sidder stadig bøjet over billedet med dybe furer i panden. Det må være motivet, der bekymrer hende, og det er heller ikke hentet helt ud af det blå. I går aftes drømte Jacob om en middelalderborg og folk uden hoveder. Hvis de da ikke havde dyrehoveder. Der var også en flyveøgle, som holdt vagt ved en hængebro, og som gnavede på et eller andet, jeg kunne ikke få Jacob til at fortælle, hvad det var. Det hele var så mærkeligt, at jeg måtte dele det med nogen, og jeg betroede mig til mor. Det var måske ikke så smart, men jeg havde ikke andre ved hånden. Mon ikke sammenhængen går op for hende nu? Jeg har ladet mig inspirere af Jacobs mareridt, og det er ikke første gang. “Fra nu af må du låse den slags ned i en skuffe,” siger hun. Jeg nikker. Når Jacob ser mine billeder, får han flere mareridt. Mareridt, som jeg hiver ud af ham og lader mig inspirere af til nye billeder, som han igen får endnu flere mareridt af, og så videre; det er skruen uden ende. “Det har jeg også prøvet, men det er for stort til en skuffe. Jeg vil hellere have en nøgle til mit værelse, så jeg kan få lidt privatliv.” Den diskussion har vi haft før, og mor er ikke til at rokke. Hun hader aflåste døre. Desuden banker hun altid på, når hun vil ind til mig, siger hun og vender sig for at få Jacob til at love det samme. Men hans seng er tom. Jeg så godt, da han stod op, og gætter på, at han er gået på toilettet. 11


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 12

“Hvornår må jeg egentlig flytte hen til far?” spørger jeg. Jeg er temmelig sikker på, at jeg kan få mere privatliv hos ham, og det er et meget godt tidspunkt at spørge, eftersom Jacob ikke kan høre os. Men mor når ikke at svare, for nu skriger Jacob igen, denne gang kommer det inde fra stuen. Det er det samme uhyggelige skrig som før bortset fra, at det lyder, som om han holder noget for munden for at dæmpe sig selv, måske sine hænder, men det gør det kun endnu mere uhyggeligt. Hvem er det, der ikke må høre ham? Vi løber ind i stuen, hvor han står ved vinduet og peger ud i haven. Selv om vi stiller os på hver sin side af ham og kigger med, kan vi ikke se noget. “Hvorhenne?” hvisker mor. Da Jacob bare bliver ved at pege, går jeg ud på terrassen. Nu vil jeg gerne snart se det monster, men der er ikke noget at se. Til gengæld synes jeg, jeg hører noget nede bag det store piletræ. En dyb og klagende lyd, som får mig til at tænke på et såret dyr. Grenene på busken, der står ved siden af træet, bevæger sig, selv om det er vindstille, så der må være et eller andet. I det samme glider en sky for månen, og jeg kan ikke se så langt længere. Jeg vinker mor ud til mig, vil ikke stå alene. Hun er ikke meget for det, men kommer til sidst ud og stiller sig ved siden af mig. Jacob bliver stående i døråbningen. “Prøv at lytte,” hvisker jeg. Vi lytter alle tre, og nu er der stille igen. Mor er hurtig til at sige: “Det er, fordi lydene fra haven er nye for os, det har vi talt om, husker I nok. Vi har ikke boet her så længe, vi er vant til helt andre lyde inde fra byen.” Men den køber Jacob ikke. “Jeg så ham! Det passer! Skal vi ikke ringe efter far?” Mor tager en dyb indånding. Hvis der er noget, der kan få hende ud af flippen, så er det, når vi vil ringe efter far. Og hun forklarer for gud ved hvilken gang:

12


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 13

“Far er inde i byen, han bor et andet sted nu. Det varer ikke længe, før I skal se ham igen.” “Så er det for sent, mor. Han skal komme nu!” Mor går hen til Jacob og løfter ham op. Han er for stor til at blive båret, men hun gør det alligevel. Han lægger armene om halsen på hende, og hun kigger ham indtrængende ind i øjnene. “Det kan far ikke, Jacob, og det ved du godt. Du skal se, det var nok bare en fugl, eller en kat. Kom, lad os gå ind.” Men så kommer lyden igen, en stødvis klagen. Det er endnu tydeligere end før, mor kan også høre det. Der er virkelig noget dernede, i det fjerneste hjørne, bag det store piletræ! Jeg kommer til at tænke på en elg, for jeg har læst, at de kan komme svømmende over sundet helt fra Sverige. Men de er store og står for fanden ikke og gemmer sig bag et træ. Jacob skriger og sparker, og nu har mor fået nok; hun slipper ham og går ud i redskabsskuret. Der lyder et spektakel derindefra; jeg går ud fra, at mor leder efter noget. Da hun kommer ud igen, har hun et boldtræ i hånden. Med det svingende langs siden går hun ned i haven, forsvinder bag nogle buske og efterlader os alene på terrassen. Jeg står lidt og strækker hals for at få et glimt af, hvor hun nu bliver af, men kan ikke se hende længere. Jeg forestiller mig, hvordan hun går og leder bag træerne, roder i buskene og har boldtræet parat til slag. Men jeg ved ærlig talt ikke, hvad hun skulle finde. Og jeg har endnu sværere ved at forestille mig, at hun slår løs på det. “Hvad skulle hun med boldtræet?” hvisker Jacob. “Forsvare sig,” siger jeg. “Hvis det bliver nødvendigt.” “Det bliver det. Slår hun ham ihjel?” Inden jeg beslutter mig for, hvad jeg skal svare, spørger han igen efter far. Jeg tysser på ham og prøver at få ham til at forstå, at det gør mor ked af det. En mor kan godt passe på sine børn, i hvert fald

13


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 14

kan vores mor, han kan være helt rolig. Problemet er bare, at jeg heller ikke selv er så rolig længere. Det føles allerede, som om der er gået lang tid, og vi står så alene på terrassen. Jeg fryser, selv om det ikke er spor koldt. Et eller andet sted må mor jo være. “Skal vi ikke gå ned og lede efter hende, Emilie?” spørger Jacob. Jeg ryster på hovedet, for vi kan også blive væk fra hinanden. Han stiller sig bag mig og lægger armene rundt om min mave, sådan som han ville gøre ved mor, hvis hun var her. Hvorfor skulle mor også købe et hus med sådan en have? Den er let at forsvinde i, for buskene har fået lov at brede sig og vokse ind i hinanden, det er svært at se, hvor det ene begynder, og det andet slutter. Sådan skal en have ikke se ud, og den ligner ikke de andre haver på vejen. Den er også alt for stor. I virkeligheden er det to byggegrunde, der er lagt sammen, men der er kun ét hus, nemlig vores. På den anden byggegrund var der engang et hus, men det brændte, og der er kun en brandtomt tilbage, som er næsten groet til med ukrudt. For at det ikke skal være løgn, støder haverne op til en lille skov. Bag skoven er stranden, og på den anden side af vandet ligger Sverige. Det hele er bare så forkert; haven, skoven, stranden og Sverige. Så sker der endelig noget, mors stemme råber op, og det lyder, som om hun slås. Jacobs arme klamrer sig til mig, han ryster over hele kroppen og begynder at græde. Jeg prøver at virke fattet, men da jeg kalder på mor, er jeg også ved at græde. Måske skulle vi hellere gå indenfor, lukke døren forsvarligt og ringe efter hjælp? Jeg råber så højt, jeg kan, at jeg ringer til politiet. Men så er der stille igen, alt for stille. Skal jeg gå derned? Det kan være farligt. Hvis nogen har gjort mor noget, kan de jo også gå løs på mig. Jeg trækker min mobil op af lommen og holder den truende op i luften. Grenene på et par buske bevæger sig, og vi hører en stønnen og en prusten. Nu kommer der noget op imod os. Jeg trykker idiotisk og uden plan på tastaturet i håb om at skræmme monsteret væk. Endelig kan vi se omridset af mor; det er godt at vide, hun er i live. Jeg er så lettet, at tårerne løber, og Jacob slipper mig. Men 14


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 15

mor trækker noget med sig, noget tungt. Hun slæber det hen ad græsset; jeg kan ikke se, hvad det er. Så stopper hun op og vinker mig ned til sig. Jeg tørrer tårerne væk og nærmer mig forsigtigt, selv om jeg ikke er meget for det. For hvad er det, der ligger i græsset for hendes fødder? Det ligner et menneske. Og det er det også, nu er jeg så tæt på, at jeg kan se, det er en ung mand. Jeg bøjer mig over ham, håber ikke, han er død. Han trækker gudskelov vejret, men bløder fra panden. “Fuck, mor, hvad har du lavet?” Mor indrømmer blankt, at det her virkelig ikke er godt. Hun er meget skyldbetynget, men får mig til at tage fat i den ene arm, mens hun selv tager i den anden, og sammen trækker vi ham frem i lyset fra terrassen. Vi bøjer os begge over ham for at se, hvor slemt det er. Mor rusker lidt i hans skulder, men han reagerer ikke. Jeg lægger et par fingre på hans kind, som virker kold. Bare der ikke er sket ham noget alvorligt. Det bløder fra en flænge i øjenbrynet, og der er et rødt mærke i panden. Hvordan kunne mor få sig selv til at slå ham så hårdt, og så i hovedet? Han ser ud til at være først i tyverne, hans ansigtstræk er fine, men hænderne er overraskende store og grove. Bortset fra det er han noget forhutlet, tøjet er ligesom for stort til ham, og der er kviste og blade viklet ind i det kulsorte hår. Han ligner en, der er faret vild i en skov og har måttet overnatte der. “Vi må hellere tilkalde en ambulance,” siger mor. Jeg opdager, at min mobil ligger foran os i græsset og bliver bange for, at jeg i forvirringen har ringet til far. Men da jeg tager den op, viser det sig, at den ikke er tændt. I det samme kommer han til sig selv. Han sætter sig op og ser sig forvirret omkring. “Undskyld.” Det var ikke lige det, jeg forventede, at han skulle sige. Og mor er vist lige så overrasket som mig. Hun skynder sig også at sige und15


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 16

skyld, det var skam hendes fejl. Men det vil han ikke høre tale om, han har jo ikke noget at gøre her. Og det med ambulancen er slet ikke nødvendigt. “Jeg skal nok gå igen, bare rolig.” Han prøver at rejse sig, men er usikker på benene. Mor tager ham under armen og støtter ham. “Hvad lavede du bag det træ? Hvad var det for lyde?” Han hører ikke hendes spørgsmål og kigger ned mod haven med et trist og forurettet blik. Det er, som om han kigger på noget uendeligt smukt, som er blevet taget fra ham. Så børster han støv og blade af tøjet og siger farvel. Han er stadig ikke helt sikker på benene, men mor gør ikke noget for at holde på ham. Hun virker nærmest glad for at slippe af med ham. Det er sådan set strengt, og jeg synes ikke, hun kan være det bekendt. Helt ærligt; for få minutter siden slog hun ham i hovedet med et boldtræ. Hun kunne have slået ham ihjel. “Jeg tror, du er nødt til at sætte dig,” foreslår jeg. “Du kan have fået hjernerystelse.” Han kigger mistroisk på mig, og jeg lægger for første gang mærke til hans mørkebrune, fremstående øjne. Så smiler han og går, ved egen hjælp, hen på terrassen og sætter sig tungt i en kurvestol. Men han har ikke siddet ned ret længe, før han rejer sig igen. “Må jeg have lov at låne badeværelset?” spørger han. Og selvfølgelig må han det, det skulle vi have foreslået med det samme. Han bløder jo stadig fra øjenbrynet og skal have renset såret. Da mor vil forklare ham, hvor han skal gå hen, er han allerede på vej ind i stuen. Jeg følger efter for at vise vej, man det er åbenbart ikke nødvendigt. Han går uden videre op ad trappen til førstesalen og tager den første dør til venstre, hvor badeværelset er.


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 17

Kapitel 2

er Jacob i gang med at udspørge mor om dramaet nede i haven. Hun taler med sænket stemme og er ikke stolt af, hvad hun har gjort. Til gengæld lyser hans øjne af respekt. “Slog du ham alt, hvad du kunne, mor? Og sigtede du efter øjnene?” “Nej, hvad tror du om mig? Jo, altså, jeg blev bange. Jeg kunne høre, der var noget, men jeg kunne ikke se det. Så dukkede det ligesom op af jorden og kom hen imod mig uden at give sig til kende, var helt foroverbøjet, det kunne lige så godt være et dyr.” “Og så slog du til! Hvor mange gange slog du, mor, slog du også, da han var besvimet?” Mor protesterer og ryster på hovedet, og jeg er lige ved at grine, for hvad forestiller han sig? Sådan er vores mor da ikke. Han har vist set for mange tegnefilm. “Jeg slog kun én gang,” siger hun, “og det var én gang for meget. Jeg følte mig truet og gik i panik. Gudskelov er der jo ikke sket noget. Ikke for alvor i hvert fald, og om lidt går han igen. Så er den historie ikke længere.” Hun har det dårligt med, hvad hun har gjort, det er jeg sikker på. Men hun virker også lettet, for noget tyder på, at hun ikke får problemer med den unge mand. “Han er stadigvæk i chok,” indvender jeg. “Når han kommer hjem og får tænkt sig om, ændrer han måske mening. Måske sagsøger han dig.”

T

ILBAGE PÅ TERRASSEN

17


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 18

“Får mor så en bøde?” spørger Jacob, som er gået hen i døråbningen ind til stuen. Han kigger op ad trappen til førstesalen, er tydeligvis ikke tryg ved at have en fremmed mand i huset. “Kommer hun i fængsel?” “Nej, hun kommer ikke i fængsel. Men måske forlanger han erstatning. Vi må hellere behandle ham ordentligt.” “Det gør vi da også,” hævder mor. “Men hvad var det for mærkelige lyde, han lavede? Hvem er han overhovedet?” “Jeg ved godt, hvem han er. Og det gør du også, Emilie.” Jeg ryster på hovedet, og i det samme kommer han ned ad trappen og ud til os igen. Han har vasket blodet fra ansigtet og sat et plaster over flængen ved øjenbrynet. “Det plaster er da alt for lille,” siger mor. “Tror du ikke, du skal på skadestuen? Du får et grimt ar, hvis ikke det bliver syet. Jeg kan køre dig.” Men det vil han ikke høre tale om. Han sætter sig igen i kurvestolen, trækker benene op under sig, så han sidder i skrædderstilling. Efter at have taget en dyb indånding, kigger han ud over haven. “Jeg har boet her som barn,” begynder han. “Og da jeg alligevel var i nærheden, ville jeg lige forbi, bare stå og kigge lidt ude fra fortovet. Men det var ligesom ikke nok, jeg fik lyst til at gå ind i haven. Og da jeg stod bag det gamle piletræ, så … ja, hvad skal jeg sige … minderne fra dengang overmandede mig.” Mor og jeg står lidt og kigger på hinanden. Minderne overmandede ham, siger han. Det var altså hans gråd, vi hørte! Og vi som troede, at han var farlig. Jeg bliver flov, og jeg tror, mor gør det samme. “Du har boet her som barn?” gentager mor for at få ham til at fortælle noget mere. “Ja. Og her er sket så meget. Både godt og mindre godt. Især mindre godt, men det går jeg ud fra, I har hørt?” Vi ryster energisk på hovedet, for vi ved ærlig talt ikke, hvad han taler om. Men vi vil gerne vide det. Han kigger ned på sine hæn18


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 19

der, og jeg bemærker igen, hvor store de er, og der er jord under neglene. Da han åbner munden, kommer der ikke en lyd. Han ved nok ikke, hvor han skal begynde. Til sidst opgiver han og slår ud med hånden på en måde, der får ham til at virke ældre, end han ellers ser ud. “Nu er det også snart så længe siden.” Han strækker benene ud for at rejse sig, men mor er blevet tændt og nærmest puffer ham tilbage i stolen. “Hent forbindingskassen, Emilie, så er du sød.” Selvfølgelig bliver jeg sendt af sted igen. Jeg hader, når jeg bliver kostet rundt med, især når vi har gæster. Det kommer nok ikke til at ske så tit længere, for vores venner fra København synes, det er meget besværligt at komme hertil. Så når vi endelig har en gæst i huset, vil jeg ikke gå glip af noget. Da jeg kommer op på badeværelset og står bøjet over håndvasken, ser jeg en ret stor dråbe blod på den hvide porcelænskant. Jeg stikker næsen ned til den. Den har allerede dannet en hinde, og jeg tværer den forsigtigt ud med pegefingeren og snuser til den. Jeg kan ikke lugte noget, men da jeg blander dråben op med vand, kan jeg forme et hjerte, som bliver til et ansigt, der er alt for langt, og hjernen løber ned i afløbet. Det ser sygt ud, men også flot. Og jeg glemmer tiden, for nu bliver der kaldt på mig. Jeg skynder mig at tørre blodet væk, tager førstehjælpskassen fra skabet og nærmest løber ned igen. Mor har allerede fjernet plasteret. Jeg giver hende kassen, som hun åbner. Hun skruer låget af en lille flaske jod og går i gang med at rense såret. Det rykker i ansigtsmusklerne på vores gæst, når hun dupper med jodet, men han siger ikke noget. Derefter vikler hun gaze om hans hoved, mens han venligt bøjer det forover. På et tidspunkt kigger han op på mig og smiler sådan et lille, forsagt smil. Og det er nok det, der giver mig mod til at spørge: “Hvorfor stod du bag træet og græd?” Han ryster bare på hovedet; det er åbenbart for svært for ham 19


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 20

at svare på. Og selv om mor og jeg er ved at sprænges af nysgerrighed, bryder vi os ikke om at presse ham. Det vil Jacob derimod gerne: “Kom så! Sig det! Vi ved godt, hvem du er.” Han ser hen på Jacob og giver sig til at le overraskende højt og længe. Mor og jeg ler med, mest af høflighed. Jacob står tålmodigt og venter, til vi har grinet færdig. “Det var ham, der stod uden for mit vindue og kiggede ind!” fortsætter han så. “Ham fra dit billede, Emilie, kan du ikke se det?” Jeg ryster bestemt på hovedet, for nu begynder han på det syge vrøvl igen. Det er ekstremt pinligt, og han skal ikke drage mig ind i det! “Du er træt, Jacob,” siger mor og tager ham ind til sig, mens hun stryger ham over håret. Hun synes også, det er nok nu. “Det er bare en mand, som er gået ind i vores have, fordi han har boet her som barn. Han er ikke farlig, han gør os ikke noget.” “Hvor ved du det fra?” spørger Jacob og ser på mor uden at blinke. Vi ler igen. Mor sukker, vender sig mod mig og spørger, om jeg ikke vil være sød at lægge ham i seng. Det overrasker mig ikke. Og når hun spørger i det tonefald, er der ikke noget at diskutere. Nu skal jeg igen sendes væk, netop som det er allermest spændende. “Jeg har lagt ham én gang i aften, mor, nu er det vist din tur,” har jeg meget lyst til at sige og bare blive siddende. Jeg vil gerne høre, hvorfor vores gæst stod og græd. Måske kan jeg få ud af ham, hvad der skete, dengang han var barn. Men det er ønsketænkning; som sædvanlig gør jeg, hvad der bliver sagt. Jeg tager Jacob i hånden og følger ham ind på hans værelse, hvor han bliver ved at snakke om hoveder, buske, der bevæger sig, og vindueskiggere. Jeg skiftevis ler ved mig selv og bliver helt bekymret for ham, for det er så langt ude, det han siger, og jeg truer ham med, at jeg ikke vil læse højt for ham, hvis han fortsætter. Det hjælper. Han putter sig under dynen, og jeg læser af Brødrene Grimms Eventyr. Bogen er ikke 20


Bog Hovedløs sommer FINAL:Layout 1

14/03/11

15:55

Side 21

hans yndlingsbog, men det er en fødselsdagsgave fra mig. Lidt fornøjelse skal jeg vel også selv have ud af det. Jeg vil helst undgå, at han vågner med mareridt igen, og der er i forvejen sket så meget i løbet af aftenen, så jeg springer det mest uhyggelige over og pynter lidt på slutningen. Sådan noget kan jeg nemlig også, hvis det skal være, men jeg foretrækker det modsatte. Langt om længe bliver min lillebrors øjne små, og han falder i søvn. Han ser så kær ud, når han sover, med det blonde hår ned over øjnene og sin bamse under armen. Jeg glemmer, hvor irriteret jeg er på ham, og kysser ham forsigtigt på kinden. Så går jeg ud på gangen. Selv om døren ind til stuen er lukket, kan jeg høre de voksnes stemmer, så de må være gået indenfor. De lyder alvorlige. Der er lange pauser mellem sætningerne, og det ærgrer mig, for så er jeg nok alligevel gået glip af noget. Jeg bliver stående lidt og lytter. “Det var dog forfærdeligt,” hører jeg mor sige. “Jeg har det bedre nu,” siger han. Og så endnu en lang pause. Jeg er ved at dø af nysgerrighed efter at vide, hvad det forfærdelige er. Men hvis jeg går derind, vil de sikkert skifte emne, så jeg bliver stående lidt endnu og lytter. “Det kommer du dig aldrig over,” siger mor. “Medmindre du snakker med nogen om det og får det bearbejdet.” Der er ikke nogen, der som min mor kan lyde som en psykolog, uden at være det. Til sidst kan jeg ikke holde det ud længere; jeg går ind i stuen og sætter mig i sofaen. Og selvfølgelig går samtalen straks i stå. Jeg gaber højt og inderligt, tænder for tv’et og zapper frem og tilbage mellem en krimi og en kærlighedsfilm, har lidt svært ved at se forskel. Omsider bryder mor tavsheden. “Står huset og haven som dengang, du boede her?” “Huset gør, selv om det var indrettet anderledes,” siger han og holder en lang pause. “Men haven?” 21


Hovedløs sommer af Erling Jepsen  

Ingen grund til overdramatisering, roman 1999 Kunsten at græde i kor, roman 2002 Frygtelig lykkelig, roman 2004 Med venlig deltagelse, roman...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you