JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2E4347BC /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret
havde skabt i sit venlige og funktionelle køkken. Han serverede en chilensk rødvin til og iskoldt vand. Jeg fik lokket lidt mere ud af ham om tiden op til invasionen, og han var en ganske god fortæller, der kunne male stemningen og træningstiden frem for mig, mens vi spiste. Han havde lavet en kold tomatsuppe, der glinsede fint og smagte af et ukendt, men stærkt krydderi. Bagefter fik vi kylling, som han serverede med den blanding af ris og bønner, som cubanerne kalder moros y cristianos, fandt jeg senere ud af. Vi spiste på hans terrasse. Vi var et stykke fra den pulserende Duvalgade, så de eneste lyde, vi hørte, var en fjern motorcykel, der satte i gang med en høj, buldrende lyd, der sprang mellem palmerne og døde ud igen. Og nogle barnestemmer i en nærliggende have. Carlos Guieterez havde været overbevist om, at de kunne besejre Castros unge rebeller, der havde indtaget Havana nytårsaften 1958. Med amerikanske våben og amerikansk luftstøtte ville de gå i land i Svinebugten og kæmpe sig frem mod hovedstaden. Castro var begyndt med en håndfuld mænd i Sierra Madre-bjergene. De kunne gøre det samme. For de var overbevist om, at det cubanske folk ville rejse sig og hjælpe dem, når de først gik i land. De ville være mange hundrede og alle motiverede. Alle villige til at dø, for at Cuba atter kunne blive frit, sagde han. Hans øjne blev fjerne. Han tændte en cigar, bød også mig en, men jeg takkede nej. Det var mange år siden, at jeg havde røget sidst. Det havde jeg ikke lyst til at begynde på igen. „Vi lå på maven i Floridas sumpe, John. Vi kravlede gennem skidtet og hørte vores instruktørers råb og forbandelser. Jeg var ikke helt ung, så jeg måtte som sagt 28