Issuu on Google+

Le i f

Dav i d s e n PÅ

u d k i g e f t e r

H e m i n g way R O MAN

·

L IN D H AR D T

O G

RING H O F


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2579AE85 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

Af samme forfatter: Uhellige alliancer, 1984 Den russiske sangerinde, 1988 Den sidste spion, 1991 Den troskyldige russer, 1993 Forræderen – og andre historier, 1995 Den serbiske dansker, 1996 Lime’s billede, 1998 De gode søstre, 2001 Dostojevskijs sidste rejse – en personlig beretning om et lands forvandling, 2002 Fjenden i spejlet, 2004 Den ukendte hustru, 2006

Redaktion: Danske Øjeblikke (s.m. Karsten Lindhardt), 1998 Østfronten – danskere i krig (s.m. Karsten Lindhardt), 1999


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 0B8B2221 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

Leif Davidsen

P책 udkig efter Hemingway Roman

Lindhardt og Ringhof


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 14 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 23F25083 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

Leif Davidsen På udkig efter Hemingway © 2008 Leif Davidsen Lindhardt og Ringhof Forlag Omslag: Stoltzedesign Bogen er sat med Times hos BookPartnerMedia Trykt hos Scanprint ISBN 978-87-595-2919-5 1. udgave, 1. oplag 2008 Printed in Denmark Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 07CE29D9 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

I afstanden mellem masken og det nøgne ansigt skal du måle graden af din galskab: den der spiller en anden, så kun han selv ved det, er gal.

Como siempre a Ulla.


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 021ECE8A /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 225F8CCC /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

1

Det begyndte på kirkegården. Det var ikke en hvilken som helst kirkegård. Den var hed og støvet og lige så rodet som alt andet i USA. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Vi tror alle, vi ved, hvordan USA ser ud, fra de tusinder af tv-serier og film, de fleste af os har set. Jeg var i fyrrerne og havde aldrig tidligere sat mine ben i USA, men det var på en måde genkendeligt. Og så alligevel ikke. Tv og film snyder og viser kun en flad dimension, der ikke omfatter heden, støvet, lydene og duftene og især menneskenes mangfoldighed. Jeg gloede efter amerikanere, som jeg ikke mindedes, at jeg havde gloet efter tyskere, italienere eller franskmænd. Nogle af dem var så enormt store, at jeg undrede mig over, at de overhovedet kunne bevæge sig. De vraltede som fede søkøer af sted i stramme shorts og spiste is og drak cola, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan de havde sex, hvis de overhovedet havde det. Jeg var landet to dage før i Miami og led stadig en smule af jetlag. Det var ikke slemt, nærmest som en lille tynd dyne, der var pakket om mit hoved. Jeg havde ikke prøvet jetlag før, men regnede med, at det var det, jeg havde. Det var, som om bevidstheden var pakket ind i 7


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2FAF0B9B /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

sand, alting lidt sløret og en træthed, der kom i bølger for så at fordufte igen. Jeg havde bestilt en udlejningsbil fra Danmark. Jeg havde ofret lidt ekstra og fået GPS med i købet. En venlig, lettere metallisk stemme fra maskinen, der viste ruten i farver, havde sendt mig fra lufthavnens rodede vejsammensurium af uforståelige til- og frakørsler ud på US Highway 1 og videre tværs over de små øer og mange broer til Key West. Så kunne jeg ikke komme længere. Eller længere ud, som min datter måske ville sige hjemme i det februarkolde Danmark. Jeg følte mig som en opdagelsesrejsende. Det var år siden, at jeg havde været alene og alene i et fremmed land. Jeg var på kirkegården i middagsheden, fordi jeg ville finde Joseph S. Russels gravsted. Kirkegården var rodet, ligesom US Highway 1 havde været i hvert fald de første mange kilometer. Som om alting bare blev smidt lidt tilfældigt: huse, biler, træer, skæve lygtepæle, vejskilte og gravsten. De var i alle størrelser og grader af ælde og opløsning. De få blomster var af plastic. Ellers bestod vegetationen af palmer og stridt, gult græs, der kæmpede om lyset mellem trærødder og forvitrede gravsten og sarkofager, hvor glemte døde hvilede. Her kom man åbenbart ikke i jorden, men blev lagt ovenpå eller mørtlet ind i høje mure. Der stod en del små amerikanske plasticflag ved grave, hvor faldne veteraner fra imperiets mange krige hvilede. Historikerdelen af mig betragtede med en halvprofessionel interesse en særlig indhegning, der mindedes de døde fra krigsskibet USS Maine. Det røg i luften i 1898 i Havanas havn og var med til at få USA til at erklære Spanien krig. Ud af den krig opstod Cuba som en selvstændig nation. Et andet sted lå 8


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 3447DD56 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

en af de lokale drenge i en ny grav, der skinnede så ufærdig i solen. Faldet i Irak. Blomsterne var ægte, men visne. Han havde været død i to måneder. USA var i krig, kom jeg i tanke om. For det mærkede man ikke. USA’s soldater blev rekrutteret fra de fattige lag, så krigen angik kun et par procent af befolkningen. Havde der været værnepligt, ville demonstranternes råb have genlydt i gaderne. Nu hørte man kun stilheden som fra den friske grav på kirkegården i Key West. På en gravsten stod: Gone but not forgotten. Sådan er livet ikke. Når man er væk, er man alt for hurtigt glemt. Bare tænk på Merete. Det var otte måneder siden, hun døde, og jeg havde svært ved at genkalde mig hendes ansigtstræk, og når jeg forsøgte, blandede jeg tidsaldrene sammen. Vi nåede næsten et sølvbryllup; alligevel følte jeg, at jeg knap kunne huske hende. Jeg stod i heden og læste indskriften igen og fik en klump i halsen. Over min egen selvmedlidenhed eller over Merete? Det var sikkert bare noget tøjeri, som jeg næsten kunne høre Merete sige med hendes ofte lettere forurettede stemme. Der var meget i livet, man kunne blive forurettet over. Alt for meget tøjeri og uforståelige trusler mod normallivet. Jeg tænkte på det, da jeg så en anden gravsten, hvorpå der stod: I told you I was sick. Det var hun også. Og det gik stærkt. Til sidst var hun lige så tynd, som da vi mødte hinanden, men det var en anden slags tyndhed end ungdommens slankhed. Sygdommen gjorde hende så gennemsigtig, at jeg kom til at tænke på hende som en lille søhest. Hun var i live og alligevel ikke, og der var ingen grund til at lade det liv gå videre. På en dansk kirkegård hersker symmetri og borgerlig 9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2DA0C2DB /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

orden. Hver grav er indhegnet med sin minimalistiske hæk som på de levendes Ligustervej. Danskere hegner sig ind i livet som i døden. På Key West var det anarkiets og tilfældighedernes uorden, der ved første øjekast dominerede, tænkte jeg. Jeg var ikke i specielt godt humør. Det kan godt være, at jeg formelt set var på ferie, men det var i virkeligheden en pilgrimsrejse, der skulle få mig til at glemme alle de spildte år. Jeg havde ikke noget ordentligt kort, men gik langs gangene og kiggede. Kirkegården var udlagt som en amerikansk by med avenuer, der løb nord-syd, og nummererede veje, der gik øst-vest. Avenuer og veje er så meget sagt. Af og til asfalt, men ellers ret smalle og støvede stier og småveje. Det var meget varmt, og jeg svedte, men jeg havde glemt at tage vand med. Jeg havde heller ikke en kasket på og kunne mærke en begyndende kløen og prikken på min skaldede plet. Der var mærkeligt nok ingen lyde fra insekter. Fjernt herfra, ovre ved nogle lave hvide huse, kunne jeg høre lidt trafikstøj, men den blev overdøvet af passagerfly, der gik lavt hen over kirkegården på vej til og fra lufthavnen. Vinden raslede i de store palmeblade, der gyngede som vifter. Jeg så heller ikke ret mange mennesker. Et yngre par kom cyklende på udlejningscykler, men ellers var folk for kloge til at gå ud i middagsheden. I det fjerne så jeg en ældre mand, der puslede ved en grav, eller snarere en slags familiegravsted, hvor man kunne se flere hvide marmorkister eller sarkofager. Dem var der mange af. Folk lå ved siden af hinanden eller oven på hinanden, flere generationer, hundrede år tilbage. Et sted havde man også begravet familiens elskede hunde og beskrevet dem med kærlige ord. 10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 32650900 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

Den ældre mand vandede sarkofagen og tørrede den med en klud. Jeg vidste, at Joes gravsted måtte være tæt på, hvor jeg stod, men jeg kunne ikke finde det i planløsheden. Jeg gik hen til ham og sagde hello på engelsk. Han var en lille mand med et smalt overskæg, svær at aldersbestemme, måske halvfjerds, måske tres eller måske firs? Hans hud var meget solbrændt med fine rynker. Han havde alt sit hår. Han var ikke ret høj og havde en cubansk kortærmet skjorte på, som jeg vidste hed guayabera. Den er kortærmet og løsthængende med to lommer og små indsyninger, og man bærer den altid uden på bukserne. Jeg drømte om at købe en. De så meget afslappede og samtidig elegante ud. De var langt fra al skandinavisk vinterpåklædning. Den gamle mand kunne egentlig godt ligne den spanske diktator Franco i dennes sidste år. Hans stemme var tynd og lys, og jeg kunne lugte den cigar, han holdt i hånden. Han sagde Hola Sen˜or, så jeg slog over i spansk: „Jeg leder efter Sloppy Joes grav. Den skulle være i nærheden.“ „Det er den også, men der kommer ingen længere. Familien passer ikke graven,“ sagde han. Han kommenterede ikke mit spanske. I Florida hørte jeg næsten lige så meget spansk som amerikansk. Han stillede vandkanden og sagde vamos, og vi gik i støvet. „Det er mærkeligt,“ sagde han. „Joseph Russel var en stor mand i Key West. Han kendte alle de rigtige, var ven med Hemingway, men i døden tæller den slags ikke. Man kan alligevel blive glemt, og familien holder op med at komme og snakke lidt. De døde vil ellers også gerne have lidt samtale en gang imellem.“ 11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 33CC7FF4 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

„Så må han nøjes med turisterne,“ sagde jeg. „De kommer heller ikke så meget mere, sen˜or. De tager en drink i baren på Duval eller kigger lidt på Papas hus på Whitehead. Min kone kendte ikke de rigtige, men hun har stadig mig at snakke med, selv om hun blev taget fra mig for over 10 år siden.“ Han gjorde korsets tegn og kiggede op på mig. „Kendte De Sloppy Joe?“ sagde han. „Gud, hvad siger jeg? De er jo alt for ung.“ Jeg smilede til ham: „Nej. Jeg er bare interesseret i historien. I Hemingway. Jeg er bare på udkig efter Hemingway og det, der har med ham at gøre. Det er en slags hobby. Det har jeg været, siden jeg var ung.“ „Ja. Papa. Fred være med ham. Han var lykkelig her. Jeg var bare en lille dreng i Havana dengang, men jeg ved, han var lykkelig her. Han kom over til Havana i sin båd og med sine store fisk, som han fangede, når han ikke skrev. Her kunne han skrive. En forfatter, der ikke kan skrive, er ikke en lykkelig mand, selv om han er omgivet af smukke kvinder og har vin i glasset.“ Hvis mandslingen havde været dreng i Havana dengang i 1930’erne, så måtte han være tæt på de firs nu. Han holdt sig godt, rank og statelig. Statelig var et godt ord. Det dækkede hans mimik og hans fine bevægelser. Hans spanske var langsomt og meget nemt at forstå. Det havde den bløde klang, som man finder i cubansk eller mellemamerikansk. Det er ikke så hårdt som det klassiske kastillanske, jeg lærte på universitetet og i Madrid. Vi gik ned ad en smal sti, og han pegede på en gravsten. „Her ligger Joe,“ sagde han. „Familien kommer ikke længere, så sig et par ord til ham. Det vil han blive glad 12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 304FA551 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

for. Han var en festlig mand. Han kunne godt lide et glas og en god samtale og en fisketur med kammeraterne.“ Jeg rakte ham hånden: „Tak, mit navn er John Petersen, John C. Petersen.“ „Carlos Guieterez,“ sagde han. „Hvor kommer De fra?“ „Fra Danmark.“ „Og dog taler De så korrekt spansk.“ „Jeg underviser i spansk. Jeg er lærer i Danmark.“ „Hvor ekstraordinært,“ sagde han og gik. Det var det måske. Interessen hos de unge var ikke så stor, som den havde været dengang i halvfjerdserne, hvor alt spansk og især latinamerikansk var romantisk og moderne. In, hed det dengang. Trendy i dag. Jeg var ikke trendy. Havde sikkert aldrig været det. Sloppy Joes grav lignede de andre. Den var lagt oven på jorden, og kisten var pakket ind i hvid marmor. På en flad sten, der var rejst lidt på skrå oven på sarkofagen, stod: Joseph S Russel Dec 9 1889 June 20 1941 Tho lost to sight To memory dear Og nogen måtte nu komme en gang imellem, for der stod to firkantede stenkrukker med plasticblomster ved mindestenen, og en eller anden spøgefugl havde stillet en lille æggeformet plasticdukke, der havde tynde hvide arme og et brunt overskæg, ved siden af pladen med indskriften.

13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2F8232B0 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

Der var ingen i nærheden, så jeg kunne lige så godt følge den gamle mands opfordring og sagde på dansk: „Nå, Sloppy Joe, så er jeg her langt om længe. Får du dig en drink med Papa oppe i jeres himmel? En øl eller en mojito? Kan I fiske deroppe? Det har jeg tit tænkt på. Er der lystfiskere i Paradis? Og smider man bare krogen ud i skyerne? Hvordan har han det? Eller I er måske ikke sammen, fordi selvmordere har deres eget hjørne i himlen eller helvedet? Det er jeg bange for. Måske sammen med mordere? Hvem kan vide det?“ Min stemme lød mærkelig på den varme, støvede kirkegård, så jeg holdt op med at snakke og tørrede min pande. Jeg følte mig svimmel og skidt tilpas. Det var lige før, jeg ville give Merete ret. Det var noget tøjeri det her. Der havde været meget tøjeri i denne verden. Som at interessere sig for en amerikansk forfatter. Som at sætte sig op i en flyver. Det var noget tøjeri, som tossede charterturister gjorde. Det var unaturligt og farligt. Så var det bedre at spænde campingvognen bag på bilen og køre sydpå. Det var også noget tøjeri at rende til lægen i tide og utide for bagateller. Så otte måneder efter at diagnosen blev stillet, var hun væk. Og nu stod jeg her og kiggede på Sloppy Joes grav, Ernest Hemingways gamle fiske- og drukkammerat fra dengang i trediverne, hvor han boede i Key West og skrev nogle af sine bedste noveller. Der var engang, jeg selv ville være forfatter, men det gik ikke. I stedet for at skrive selv underviste jeg på baggrund af det, som andre havde skrevet. Man vil så meget, når man er ung, men pludselig vågner man en dag og er fyrre, og tiden er forsvundet som tøsne i forårssol. Merete var den kønneste og mest livfulde pige, jeg nogensinde havde mødt, men efter at vi fik 14


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2EEFE340 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

Helle, ændrede hun sig og blev bange for alting. Måske i virkeligheden først, da vi fik Bjarke seks år senere og han døde bare halvandet år gammel. Han var frisk den ene dag og død den næste. Lægerne havde ingen forklaring. Der var ingen, der havde en forklaring, og mørket lettede vel egentlig aldrig igen. Og jeg blev bange sammen med hende, tænkte jeg ved Sloppy Joes grav. Bange for at flyve, bange for at ændre kurs, bange for at leve, bange for at forlade den trygge provins, hvor jeg hver morgen cyklede hen til det gymnasium, hvor vi havde mødt hinanden, da jeg gik i 3. g og hun i 1., mens hun år efter år spadserede hen til den bank, hvor hun havde været elev. Bange for at forlade hende, fordi det ville være at svigte. Og hvad skulle man gøre alene? Og man holdt vel også af hende? Vi manglede jo ikke noget. Voksne, ansvarlige mennesker kastede sig ikke ud i tøjeri. Nu stod jeg her og vidste ikke, hvad jeg følte. Jeg hørte min voksne datters stemme, og hun mindede mig om Merete: „Jamen så god tur, far. Du må have det sjovt med dit Hemingway-tøjeri. Send os et postkort.“ Svimmelheden tog til, og plasticblomsterne på Joes grav blev ligesom dobbelte, og det var, som om den lille æggeformede plasticdukke bevægede sig i solen og vinden og grinede af mig. Den kiggede hånligt på mig og drillede mig og hviskede, at jeg var en kujon, og det var det sidste, jeg huskede, for så blev alt sort. Da jeg kom til mig selv, stod den gamle mand bøjet over mig. Han havde brune, bekymrede øjne og en flaske vand i hånden. Jeg kunne lugte hans cigar i hans ånde og tøj, og det forstærkede min kvalme. „Drik lidt vand, sen˜or,“ sagde han og holdt flasken 15


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2FC3A58F /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

frem mod mig. Han havde lagt mig op ad Sloppy Joes grav. „Man bør ikke gå ud i solen uden hat,“ tilføjede han. Jeg tog flasken og drak et par slurke. Det hjalp med det samme. Verden kom i fokus igen, og kvalmen dæmpedes. Endnu et fly gled over himlen. Min T-shirt føltes våd på ryggen, og jeg havde en hudafskrabning på venstre albue, som sved. Jeg var helt dehydreret. Det var ikke kun dagens sol, men de sidste par dage, inklusive den lange flyvetur, havde jeg ikke drukket nok vand. Jeg havde heller ikke spist ret meget. Jeg havde faktisk ikke spist ret meget, siden Merete døde og vi begravede hende. Jeg glemte at spise og opdagede først, hvor meget jeg havde tabt mig, da jeg måtte begynde at købe nye bukser. Det klædte mig, sagde min datter, men hun var samtidig bekymret, kunne jeg godt se. Jeg satte mig op og lænede ryggen mod den hårde, ru stenkant. „Tak,“ sagde jeg og drak en slurk vand mere. Carlos Guieterez rettede sig op og sagde, at han tilfældigvis havde kigget sig tilbage og set mig dejse omkuld. Jeg havde været væk nogle minutter. Han havde tilladt sig at hælde lidt vand ud over mig. Nu måtte jeg endelig sørge for at drikke noget mere. Vand var ikke noget problem. Det kom i et stort rør alle 166 miles inde fra fastlandet. Han talte hurtigt og planløst, som man kan gøre, når man har fået en forskrækkelse. Jeg satte mig helt op og drak lidt mere vand. Der kravlede et par myrer ved min fod. Endnu et fly gik ind over kirkegården. Det var en vandflyver. Den fik mig til at tænke på Anders And eller snarere Mickey Mouse og Fedtmule. De drog ofte ud i en vandflyver på deres eventyr, hvor de opdagede verden og besejrede den onde 16


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2F4FC521 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

Bjørnebande. Jeg ville være som Mickey eller Tintin, når jeg blev stor, huskede jeg og fik en erindring om min mor, der bøjer sig ind over mig med en franskbrødsmad med syltetøj og det nye Anders And-blad. Hun stryger mig over håret og siger, at nu er det tirsdag, John, og her er dit blad, og jeg ved, at jeg har verdens bedste mor og far. Erindringen var så stærk på den hede kirkegård, at jeg kunne dufte hendes hår og hårlakken, der blandede sig med min fars piberøg, som altid hang i huset. Jeg kunne høre min lillesøster pludre nede på gulvet med sine dukker, og jeg vidste, at det ville blive en rigtig god dag. Jeg lukkede øjnene og lå lidt, og synet forsvandt. Jeg åbnede øjnene og så op i den gamle mands brune, venlige øjne. Han smilede, som om han havde delt mit syn. Jeg rakte hånden op mod ham, og han tog den og hjalp mig op. Han havde en tør fast hånd og forbløffende mange kræfter i den gamle, slanke krop. Jeg kom op at stå og var stadig en lille smule svimmel. „Jeg tror, at jeg går hjem og lægger mig lidt,“ sagde jeg. „Men må jeg ikke senere byde på et eller andet, en drink, et måltid ...?“ Han smilede. Det var et rart smil i det fine, rynkede ansigt. Han var et af den slags mennesker, man umiddelbart fatter sympati for. Mine gymnasieelever ville sige, at vi havde en god kemi sammen. Eller noget mere moderne, som jeg havde glemt. Og rigtigt var det, at jeg fornemmede en fælles forståelse og gensidig tiltrækning mellem os, som man af og til, men alt for sjældent, kan opleve i det tilfældige møde med en fremmed. „Man takker, sen˜or. Må man foreslå, at vi mødes senere på Sloppy Joe’s, siden det nu var sen˜or Russel, der førte os sammen?“


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 216ABDBD /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

2

Jeg mødte Carlos igen ved 17-tiden på Sloppy Joes’ bar på hovedgaden Duval. Som Hemingway-mytoman vidste jeg, at det ikke var den oprindelige bar, som ligger på Greene Street. Joe Russel flyttede den i 1937, og i dag er den et turistjoint, der lever højt på myten om Papa Hemingway og suger penge ud af de ti år, hvor forfatteren boede i Key West. Papa hænger machoagtig på væggene. Der er både fotos og malerier af en lokal kunstner, der viser ham med skrivemaskine eller fiskestang. Der var gang i den dengang. Tøjeri hørte til dagens orden. Der var roligere den dag, men Sloppy Joe serverer stadig store, kolde fadøl eller drinks. Jeg fik en mojito for at ære Mesteren, mens Carlos drak en mexicansk corona. Han skubbede limestykket ned i flasken og drak en lang slurk. Vi sad i et hjørne af den store bar, der var åben ud mod et gadehjørne. En mand med guitar og en musikmaskine, som han betjente med foden, støjforurenede, men vi kunne tale sammen uden at hæve stemmerne alt for meget. Næsten alle borde var optaget, fortrinsvis midaldrende amerikanske turister, mange af dem med læderveste og røde bandanas om hovedet. De var på min alder eller 18


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2EDB2A11 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

noget ældre, men prøvede at ligne skuespillerne i min storebrors store eventyrfilm Easy Rider, som han så igen og igen, da han var ung og drømte om at komme væk fra provinsen. Det kom han aldrig, men han kom ud at flyve tiere, end han havde drømt om, når helikopteren tog ham til og fra olieboreplatformene ud for Esbjerg. Han ville være hippie, men endte som borebisse og parcelhusbestyrer med to dygtige børn. Men han ville have genkendt de falske drømmes skyggeland. For sådan var Key West også. Den var fuld af ældre, overvintrede hippier fra tressernes umulige drøm eller unge, der prøvede at genskabe den samme umulige drøm. De gik i afklippede jeans og havde en guitar hængende ned ad ryggen. Carlos og jeg gik godt i spand. Vi kunne tale sammen, som om han var en god ven, jeg havde kendt længe, eller en far, der var dukket op efter mange år. Vi snakkede om alt og ingenting. Jeg fortalte om min interesse for Hemingway. Det var selvfølgelig hans litteratur, men også hans liv. Jeg fik Carlos til at grine, da jeg pegede hen mod baren, hvor en overvægtig kvinde sad med sin endnu tykkere mand og drak store fadøl: „Nu var det ikke lige den bar, men den gamle i Greene Street, men skidt med det. En dag i december 1936 sad Papa og holdt hof på Sloppy Joe. Ind træder en smuk blondine, der var kommet til Key West med det ene formål at træffe Hemingway. Han var endnu stor og stærk og på vej til at blive rigtig berømt. Han var syvogtredive år. Kvinden hed Martha Gellhorn og var journalist og otteogtyve år. Hun satte sig over til ham i baren og matchede ham drink efter drink, mens de snakkede og snakkede så godt og så fortroligt, at Papa glemte at tage hjem til Pauline og spise den mad, hun havde lavet til ham og de 19


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 300A4CF6 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

gæster, han selv havde inviteret. Det blev til en hed affære, som også udspillede sig i Spanien under borgerkrigen. Den enogfyrreårige Pauline havde ikke en chance. Det blev til et ægteskab så stormfuldt og lidenskabeligt, at der kunne skrives digte om det, men det gik i stykker, fordi Martha ikke alene var smuk og sexet, hun var også intelligent og skrev gode, måske endog endnu bedre reportager fra den spanske borgerkrig end Hem selv. Det kunne han ikke tage, så de endte med at hade hinanden lige så intenst, som de i begyndelsen elskede hinanden.“ Carlos hævede sin flaske: „Til sådant et ægteskab ...“ „Til hadet?“ „Til de store følelser, sen˜or Petersen. Deres beskrivelse af forholdet lyder, som om hver dag var en dag, hvor blodet løb så varmt og stærkt, at hjerterne flammede. Hellere det end at sidde og vente med den varme mad.“ Jeg smilede til ham. „Hvorfor interesserer De Dem for en død amerikansk forfatter?“ spurgte Carlos. Jeg fortalte ham, at interessen stammede fra mit år i Madrid, inden Merete og jeg giftede os. Jeg var 23, og hun var 21 og gravid. Jeg havde boet ikke så langt fra en af Hemingways gamle barer, hvor jeg ofte sad med mine bøger, fordi mit lille pensionat var hundekoldt i vintermånederne. Senere havde det været min måde at rejse i lænestolen på. Gennem bøgerne havde jeg rejst verden rundt med forfatteren. Nu ville jeg gøre det rigtigt, havde jeg besluttet. Merete havde haft en god kapitalpension i sin bank. Og den havde jeg tænkt mig at bruge på tøjeri. Datteren var godt i vej, som man stadig sagde i Jylland, læste i Århus og var flyttet sammen med en kommende, 20


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2EEF147F /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

meget ærgerrig og temmelig kedelig jurist. Jeg havde lovet at ringe til Helle, når jeg ankom til USA, fordi hun var bekymret for mig, men havde ikke fået det gjort endnu. Carlos fortalte, at han i mange år havde haft en tobaksforretning på hovedgaden i Key West. Den lå der stadigvæk. Hans far havde haft intet mindre end en tobaksplantage på Cuba, men den havde Castro og hans kommunister taget. Når han nævnte Castros navn, blev hans øjne sorte, og han spyttede navnet ud. Ellers virkede han rolig og afslappet, men da jeg spurgte lidt mere indgående til hans cubanske fortid, snakkede han udenom og begyndte i stedet at fortælle livfuldt om gamle dage i Key West. Før landevejen havde der kun været færger eller jernbanen. Øen og byen havde været et søvnigt provinshul befolket med originaler. Tempoet havde været langsomt og tolerancen over for de excentriske stor. Der havde været en livlig trafik mellem Cuba, der lå omkring 150 kilometer væk, og Key West. Der var både regelmæssige færger og private fiskerbåde og lystbåde, og det havde været et smuglerparadis for rom og cigarer. „De opdagede aldrig forbudstiden her i Key West,“ sagde Carlos. „Det var det, en mand som Hemingway værdsatte. Her kunne han leve, som han ville. USA var også et meget moralsk land dengang. Men det var Key West ikke. Det var en tropeø langt væk fra fastlandet.“ Den første aften gik vi efter besøget på Sloppy Joe ned til havnen, hvor vi som alle andre betragtede den blodrøde solnedgang over havet. Solnedgangen tiltrak turister og de plattenslagere, der findes, hvor turister søger sammen, og det vil i dag sige over det meste af verden. Ud for kajen lå store krydstogtskibe, der langsomt gled ud og forsvandt i horisonten på vej mod nye mål, der alligevel 21


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 17 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2EBA6814 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

var de samme. Ved havnen i Key West var der boder, hvor man kunne blive spået i hånden eller få læst sin fremtid i tarotkort. Jeg skulle ikke nyde noget. Der var små boder med drinks eller snacks, og forskellige jonglører og andre gadeartister konkurrerede om folks opmærksomhed. Det var både lidt kitschet og meget hyggeligt. Jeg købte en drink i et plastic-krus til os hver, og vi stod i en behagelig tavshed og så solen blive til en blodappelsin, inden den forsvandt i havet. Jeg kunne godt lide rytmen i Key West. Jeg vågnede tidligt, fordi hanerne i Key West begyndte at gale tidligt. Der løb fjerkræ rundt overalt i byen, endnu en mærkværdighed. Jeg stod op ved 7-tiden og spiste morgenmad på mit hotel. Det lå lige over for Hemingways hus, der nu var museum, som jeg trawlede igennem på min første dag. Det var et stateligt, velholdt gult hus i to etager i en lukket, grøn have. Jeg brugte den tid, der skulle til for at fornemme hans tid og hans ånd. Så på hans seng og hans arbejdsværelse, der lå i et lille tårn ved siden af huset. Overalt var der katte, som stammede fra Papas tid. De havde seks tæer. Jeg havde drømt om at stå i hans hus på Key West, og nu gjorde jeg det sammen med en hel del andre. Drømmen viste sig måske at have været bedre end virkeligheden. Jeg prøvede at fornemme ham gennem den gamle skrivemaskine, billederne på væggene, dobbeltsengen, badekarret og den lukkede have i skyggen af fyrtårnet med den svømmepøl, som hans anden kone fik installeret. Pauline holdt forfatteren i live. Hun betalte regningerne. Hendes far var rig. Hun købte og indrettede huset. Det var egentlig et værre driverliv. Hem, som vennerne kaldte ham, inden han blev til Papa, stod tidligt op, fik sin morgenmad serveret af den sorte kokkepige, gik 22


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2ECE26F4 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

over til værelset over poolhuset, hvor han skrev mellem 300 og 700 ord oppe på 2. sal. Efter frokost sov han, inden han enten tog ud for at svømme, fiske eller drikke på Sloppy Joe’s bar. Han havde ingen pligter i huset, med børnene eller indkøb og madlavning. Det var dengang. Man skulle have været forfatter, men han skrev nogle af sine fineste bøger i huset. Der var en lille boghandel, hvor man kunne købe krus, postkort og andet tingeltangel, men jeg købte en bog om hans liv i Key West, som jeg læste på mit hotel. Der stod ikke noget nyt i den for mig, men jeg nød at læse om begivenheder og mennesker, der halvtreds år tidligere måtte have spadseret forbi tyve meter fra, hvor jeg sad. De var gået ind i et hus, der stod som dengang. Mit hotel bestod af ældre træbygninger, der lå omkring en lille svømmepøl. Morgenmaden var lille efter amerikanske forhold. Der var en yoghurt, juice, muffins med marmelade eller mild smøreost og så noget tynd amerikansk kaffe, og det passede mig fint. De fleste andre gæster var amerikanere fra det store fastland, som nord for Florida lå dækket af is og sne, mens vi sad i varmen og lod os brune. Jeg sad for mig selv ved et rundt plasticbord og hørte på folks intetsigende snak og havde det fint. Ellers læste jeg ved poolen eller på en cafe ved havnen. Jeg gik i vandet ved den gamle militærbase, der nu var en nationalpark. Man kunne leje snorkeludstyr, og jeg lå i det klare vand og kiggede på langsomt svømmende fisk, mens pelikaner vuggede ved siden af mig, som om de håbede på, at jeg ville bevæbne mig med et spyd og skaffe dem føden. Jeg lod min lejede bil stå og spadserede rundt. Større var byen ikke. En dag tog jeg ud at fiske med en charterbåd. Jeg 23


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2ED3138E /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

fangede ikke noget særligt. Jeg havde håbet på den store marlin eller sværdfisken, men ingen af os fire mænd, der delte udgifterne til båden, fik den store fangst. Jeg snakkede i stedet med ejeren, der var pensioneret børsmægler fra New York. Han havde egentlig ikke brug for pengene, men kedede sig og syntes, det var sjovt at tage folk ud at fiske. Han havde boet i Key West i fem år og var omtrent på alder med mig. Han havde ladet sig pensionere tidligt, fordi, som han sagde: I made a killing and left in time. Han var nem at snakke med. Jeg kunne godt lide amerikanerne, for de kunne uden besvær snakke om alting og ingenting. Man behøvede ikke at kende hinanden godt og gå flere år tilbage. Man snakkede bare løs. Det var ren overflade. Det passede mig glimrende. Den største glæde var at sejle den kraftige speedbåd. Ejeren overlod mig roret og gjorde mig barnligt stolt, da han komplimenterede den måde, jeg håndterede hans båd på. Den havde en noget kraftigere motor, end jeg var vant til, men den manøvrerede meget fint og forbavsende let. Jeg var vokset op ved havet ligesom Merete, men mens jeg som dreng og teenager havde sejlet så godt som hver dag på fjorden i alt slags vejr, blev Merete meget nemt søsyg. Så da vi blev gift, holdt jeg op med at tage på havet og solgte anparten i den sejlbåd, jeg havde med en kammerat. Jeg gik lange ture i Key West. Kom man først væk fra hovedgaden Duval, føltes Key West stadig som en lille søvnig provinsby med en sydens særlige rytme. Palmetræerne vuggede blidt i vinden, der var store røde blomster og mærkeligt knortede træer, hvor rødderne syntes at vokse som djævlefingre. Der var store huse og mindre, fattigere huse i de stille sidegader, 24


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2FA85D66 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

og det var i et sådant hus ikke langt fra havet, at Carlos Guieterez boede. Hertil inviterede han mig på syvendedagen af vort bekendtskab. I dagene efter mit lille uheld mødtes vi på Sloppy Joe’s og fik en drink, inden vi gik ned til havnen sammen med alle andre for at se på solnedgangen. Samtalen fortsatte med at glide let mellem os, og emnerne blev alvorligere. Vi holdt os til det formelle spanske Usted, selv om vi var på fornavne. Jeg vidste, at hans kone, Carmen, var død for ti år siden, selv om hun havde været tolv år yngre end ham. Jeg vidste, at de havde fået fem børn, at han havde ni børnebørn og to oldebørn, at han var 78 år gammel, men det var først i hans hus, at jeg fik at vide, at det barn, han elskede mest, var det barn, han aldrig så. Hun var den yngste, kommet så sent, at de havde regnet med, at Carmen ikke kunne få flere børn, men som han sagde: „Gud smilede til os, men Gud prøver også altid mennesket.“ Han spurgte, om jeg ikke ville gøre ham den ære at spise i hans beskedne hus. Invitationen kom, efter at jeg havde nævnt, at jeg overvejede at tage til Cuba for at se Hemingways steder de´r. Vi havde talt om Castro og Cuba før. Jeg hadede ikke Castros Cuba, men jeg var ikke kommunist, hvilket beroligede ham. Jeg var bare ikke særlig politisk engageret. Castro havde altid været der, og for mange i min generation var han sammen med Che Guevara en revolutionshelt, og min storebror og jeg havde også en kort stund haft plakaten med Che Guevara hængende på vores værelse, fordi det var moderne, og fordi det gjorde min far meget ophidset. Det virkede, som om Castro var ved at dø, og at systemet sang på sidste vers og ville forsvinde, som kommu25


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2DB2EBD9 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

nismen var forsvundet i Europa. Carlos delte ikke helt min optimisme. Han var amerikansk statsborger, men betragtede sig som cubaner. Han sagde det ikke direkte, men jeg havde indtryk af, at han ønskede at dø i Cuba. Hans hus var lille og hvidmalet. Som på mange af de andre huse i Key West løb der en veranda hele vejen rundt. Der stod et par slidte kurvestole og en topersoners gyngestol. Carlos bød mig lidt formelt velkommen og satte mig i en af kurvestolene med en mojito, som han vidste jeg holdt meget af fra vore seancer på Sloppy Joe’s. Det var atter en lun og dejlig aften med en blid vind, der bar duften af havet ind over byen. Jeg havde taget en kortærmet skjorte på og et par lange shorts. Carlos var i sin sædvanlige guayabera og lyse slacks. Jeg havde aldrig set ham i andet. Nogle store røde blomster i en krukke duftede sødt og en lille smule vammelt som en billig parfume. Jeg sad lidt med min drink, men da jeg kunne høre ham rumstere i køkkenet, gik jeg ind til ham. Han havde en kylling i ovnen, og et par gryder var også i gang. Det duftede godt. Han skar store, saftige tomater i stykker og anrettede dem på et lille fad. Så viste han mig rundt i huset. Hans hus havde et åbent køkken og to store stuer, et soveværelse med en dobbeltseng og to værelser med køjesenge, som børnene vel havde sovet i. Der var kun få møbler. De var gamle, men slidte på en smuk måde. Både i køkkenet og i soveværelset stod billeder i pæne rammer af en stovt, men også smuk kvinde, der måtte være Carmen, og andre billeder af, hvad jeg regnede med måtte være hans børn, børnebørn og oldebørn. Man kunne tydeligt se, at Carmen havde været noget yngre end Carlos, alligevel var hun som sagt død først. Måske af det samme 26


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 30C2158A /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

som Merete. Alt var rent og nydeligt. Der var også et billede af Carlos i uniform. Han stod med armen om en anden mand. De havde begge en slags maskinpistol hvilende i albueleddet. „Det er jo Dem, Carlos? Er det ikke?“ sagde jeg. „Jo, John. Det er mig og min bedste ven, Fernando. Han kom ikke tilbage fra Svinebugten.“ „Var De med i invasionen af Cuba? Dengang det gik galt.“ Det var tilbage i 1961, at en gruppe eksilcubanere havde forsøgt at landsætte en styrke i Cuba for at vælte Castros nye revolution, men de var blevet massakreret på stranden. „Dengang vi blev forrådt af den horesøn til Kennedy, mener De. Nej, jeg var desværre ikke med.“ „Men De trænede?“ „Jeg trænede hårdt. Jeg var ikke så ung som nogle af de andre, så jeg måtte arbejde hårdt, men jeg blev syg tre dage før. Syg af en eller anden malaria, som jeg havde fået i sumpene i Florida, hvor vi trænede. Jeg tiggede og bad om at komme med, men kammeraterne ville ikke høre på mig. Jeg kunne næsten heller ikke gå. Jeg lå og talte i vildelse, sagde de. Så jeg kom ikke med.“ „Det var da godt.“ „Synes De virkelig?“ „Det gjorde Carmen vel også?“ Han lo. Hans latter var meget fin – næsten som en kvindes. „Hun takkede Gud for at have sendt en myg ned at inficere mig, så jeg slap for at blive ramt af kuglerne fra Castro og hans kommunistiske banditter. Kom lad os spise.“ Det var et enkelt, men dejligt måltid, den gamle mand 27


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2E4347BC /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

havde skabt i sit venlige og funktionelle køkken. Han serverede en chilensk rødvin til og iskoldt vand. Jeg fik lokket lidt mere ud af ham om tiden op til invasionen, og han var en ganske god fortæller, der kunne male stemningen og træningstiden frem for mig, mens vi spiste. Han havde lavet en kold tomatsuppe, der glinsede fint og smagte af et ukendt, men stærkt krydderi. Bagefter fik vi kylling, som han serverede med den blanding af ris og bønner, som cubanerne kalder moros y cristianos, fandt jeg senere ud af. Vi spiste på hans terrasse. Vi var et stykke fra den pulserende Duvalgade, så de eneste lyde, vi hørte, var en fjern motorcykel, der satte i gang med en høj, buldrende lyd, der sprang mellem palmerne og døde ud igen. Og nogle barnestemmer i en nærliggende have. Carlos Guieterez havde været overbevist om, at de kunne besejre Castros unge rebeller, der havde indtaget Havana nytårsaften 1958. Med amerikanske våben og amerikansk luftstøtte ville de gå i land i Svinebugten og kæmpe sig frem mod hovedstaden. Castro var begyndt med en håndfuld mænd i Sierra Madre-bjergene. De kunne gøre det samme. For de var overbevist om, at det cubanske folk ville rejse sig og hjælpe dem, når de først gik i land. De ville være mange hundrede og alle motiverede. Alle villige til at dø, for at Cuba atter kunne blive frit, sagde han. Hans øjne blev fjerne. Han tændte en cigar, bød også mig en, men jeg takkede nej. Det var mange år siden, at jeg havde røget sidst. Det havde jeg ikke lyst til at begynde på igen. „Vi lå på maven i Floridas sumpe, John. Vi kravlede gennem skidtet og hørte vores instruktørers råb og forbandelser. Jeg var ikke helt ung, så jeg måtte som sagt 28


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2E533466 /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

arbejde hårdere end de unge, men jeg var gjort af et andet stof. Jeg var som et gammelt solidt træ, der havde klaret mange storme og var blevet stærkere af det. Min fysik var god, mit sigte så præcist som min rolige hånd, og jeg arbejdede hårdt, og de gjorde mig til delingsfører, men jeg kom ikke af sted.“ Det var egentlig den omvendte historie, han fortalte. Som de fleste i min generation var jeg vokset op med, at Fidel Castro, Ernesto Che Guevara og de andre unge revolutionære mænd var helte, der befriede Cuba fra den korrupte diktator Batista. Eksilcubanernes invasion i 1961 var planlagt, før John F. Kennedy blev præsident, og invasionsstyrkerne bestod mest af mafiafolk eller højreorienterede halvfascister, der havde udplyndret befolkningen, før den cubanske revolution drev dem over til USA. Det var også den almindelige holdning blandt mine jævnaldrende. Igennem mange år havde der været en aura af noget særligt over den cubanske revolution og de skæggede ledere, men nu var Castro bare en gammel mand, der nægtede at dø eller opgive sit forældede kommunistiske system. Han var jævnaldrende med Carlos, og de virkede begge som dinosaurer fra en svunden tid, som blev lagt i graven sammen med det 20. århundrede. I hvert fald havde jeg selv undervist mine elever i gymnasiet i, at invasionen var slået fejl. Og af flere grunde. Den cubanske befolkning var ikke kommet de invaderende eksilcubanere til hjælp. De ønskede ikke diktaturet tilbage. Det var præsident Eisenhower, der var gået med til at udruste og træne invasionsstyrken på CIA’s anbefaling, men Kennedy var ikke glad for planen, selv om han lod den gennemføre. Den lovede luftstøtte til invasionsstyrken udeblev, Castro havde fået nys om inva29


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 13 OUTPUT: Wed Sep 24 11:48:04 2008 SUM: 2F184BCB /first/Lindhardt_og_Ringhof/odt/165_UdkigHemingway/Leveret

sionen, og den blev mødt af overlegen ildkraft i form af sovjetiske tanks og artilleri. Sovjetunionen havde trænet de cubanske styrker godt. Tabene var store. Invasionen mislykkedes, og Castro fik sine martyrer og sit fjendebillede, som han kunne bruge til at holde gejsten oppe hos befolkningen gennem de mange kriseramte år, hvor den cubanske revolution humpede af sted. Carlos så ikke sådan på det. Han så Guds hånd i det meste, og han var af den faste overbevisning, at Gud på et tidspunkt ville gøre hans Cuba frit igen. Han håbede blot, at det blev i hans levetid. Carlos serverede stærk cubansk kaffe og et glas cubansk rom, som han sagde han gemte til særlige lejligheder. Jeg var begyndt at føle mig lidt beruset, ikke meget, men behageligt fuld på en måde, som jeg ikke havde følt mig i mange år. Hverken Merete eller jeg havde sagt nej til et godt glas vin og en øl og en snaps til påskefrokosten, men som jeg blev ældre, virkede alkohol modsat. Det gjorde mig søvnig og dvask og sendte mig hen på sofaen. Da jeg var yngre, kvikkede sprutten mig op og gjorde mig liderlig. Det havde Merete ikke noget imod, da hun var yngre. Det havde faktisk været rigtig godt i mange år. Men hun tabte ligesom interessen, eller også gjorde jeg. Det stoppede ikke helt, men der blev længere imellem, selv om det stadig kunne være rigtig godt. Indtil hun blev syg, selvfølgelig. På Carlos′ veranda følte jeg mig kvik og opmærksom, til stede og i live. Jeg følte, at jeg var på, som mine elever sagde, når de roste mig for min undervisning. „Du var sgu på i dag, John,“ sagde de med den ligefremhed, der præger generationen selv i Ringkøbing. Det var også i undervisningen, at jeg følte mig mest til stede og i live. Mine 30


På udkig efter Hemingway af Leif Davidsen