Issuu on Google+

NOGLE MENNESKER ER FØDT ONDE ...

SIMON

BECKETT K RI MI | LINDHAR DT OG R INGHOF


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

Af samme forfatter: DĂ˜DENS KEMI SKREVET I ILD


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

Simon Beckett

DE DØDES HVISKEN På dansk ved Poul Bratbjerg Hansen

L I N D H A RD T O G R I N G H O F FO R L A G A / S


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

De dødes hvisken er oversat fra engelsk efter Whispers of the Dead Copyright © 2009 by Simon Beckett All rights reserved Dansk copyright © 2009 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos Scandbook, Sverige, 2009 ISBN: 9788711434420 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

Kapitel 1 Huden. Den omslutter hele det menneskelige legeme, udgør en ottendedel af den samlede legemsmasse, og på et voksent menneske af gennemsnitsstørrelse dækker den et område på omkring to kvadratmeter. Strukturelt set er huden et kunstværk, et hjemsted for kapillærer, kirtler og nerver, som både regulerer og beskytter. Huden er vores sensoriske berøringsflade med den ydre verden, den er den barriere, ved hvilken vores individualitet – vores selv – holder op. Og selv i døden er der noget af denne individualitet, der består. Når kroppen dør, går de enzymer, som livet har holdt i skak, amok. De fortærer cellevæggene og får væskeindholdet til at strømme ud. Væsken stiger op til overfladen, samler sig neden under hudlagene og får dem til at løsne sig. Huden og kroppen, der indtil nu har været to integrerede dele af et hele, begynder at skille sig fra hinanden. Der dannes blærer. Hele partier af hud begynder så småt at løsne sig, at frigøre sig fra kroppen som en uønsket frakke på en sommerdag. Men huden rummer – selvom den er død og afkastet – stadig spor af sit tidligere selv. Også nu kan den have en historie at fortælle, og den kan gemme på hemmeligheder. Hvis man altså ved, hvad man skal se efter. Earl Bateman lå på ryggen med ansigtet vendt op mod solen. Oven over ham kredsede fugle på den blå Tennessee-himmel, der var fuldstændig skyfri, hvis man så bort fra den røgstribe fra et jetfly, som langsomt opløste sig. Earl havde altid været glad for solen. Han havde 5


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

nydt, at den fik det til at svie i huden, når han havde været på fisketur en hel dag, og han havde nydt, at dens stærke lys fik alt, hvad den ramte, til at se anderledes ud. Der var ingen mangel på sol i Tennessee, men Earl kom oprindelig fra Chicago, og de kolde vintre dér havde givet ham en permanent kulde i kroppen. Da han var flyttet til Memphis tilbage i 1970’erne, havde han konstateret, at den sumpede fugtighed var meget mere efter hans smag end de vindblæste gader i hjembyen. Som tandlæge med en lille klinik, der skulle passes, og en ung kone og to små børn, der skulle forsørges, tilbragte han selvfølgelig ikke så meget tid ude i solen, som han gerne ville. Men den var der ikke desto mindre. Han holdt endda meget af de kvælende hede somre i Tennessee, når vinden føltes som en brandvarm vaskeklud mod huden, og aftenerne blev tilbragt i den smeltende varme i den trange lejlighed, som han boede i sammen med Kate og drengene. Tingene havde ændret sig siden dengang. Tandlægeklinikken var gået strygende, og den lille lejlighed var for længst blevet erstattet af noget større og bedre. To år forinden var han og Kate flyttet ind i et nyt hus med fem soveværelser i et godt kvarter med en stor, frodigt grøn græsplæne, hvor det voksende kuld af børnebørn trygt kunne lege, og hvor solskinnet tidligt om morgenen blev brudt i miniatureregnbuer i den fine støvregn fra vandsprederen. Det var på denne græsplæne – mens han svedende og bandende baksede med at save en vissen gren af den store, gamle guldregn – at han havde fået et hjerteanfald. Han havde ladet saven sidde fastklemt i træets gren og havde med besvær taget nogle få vaklende skridt hen mod huset, før smerterne fik ham til at synke sammen. I ambulancen – med en iltmaske hen over ansigtet – havde han knuget Kates hånd og forsøgt at smile for at berolige hende. På hospitalet var der de sædvanlige travle bevægelser fra personalets side, den hektiske klargøring af sprøjter og de bippende lyde fra maskiner. Det havde været en lettelse, da de til sidst faldt til ro, og der blev stille. Et stykke tid senere – efter at de nødvendige blanketter var blevet 6


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

underskrevet, det uundgåelige bureaukrati, der følger os lige fra fødslen – var Earl blevet udskrevet. Nu lå han udstrakt på ryggen i forårssolen. Han var nøgen og lå på et lavt stativ af træ, der var hævet over tæppet af græs og blade. Han havde været her i mere end en uge. Det var længe nok til, at kødet var svundet ind, så man kunne se knogler og brusk under den indtørrede hud. Små hårtotter sad stadig fast på bagsiden af kraniet. Fra dets forside stirrede tomme øjenhuler på den dybblå himmel. Jeg blev færdig med at foretage målinger og trådte ud af det bur af trådnet, der beskyttede liget af tandlægen mod fugle og gnavere. Jeg tørrede sveden af panden. Det var sidst på eftermiddagen og steghedt på trods af, at det var tidligt på sæsonen. Foråret lod vente på sig i år. Knopperne var tunge og bristefærdige. Om et par uger ville det være et pragtfuldt syn, men indtil videre knugede birketræerne og ahorntræerne i Tennessees skove stadig deres nye vækster til sig, som om de nødigt ville give slip. Den skråning, hvor jeg befandt mig, var ikke specielt bemærkelsesværdig. Landskabet var næsten malerisk, om end det var mindre dramatisk end de imponerende bjergtoppe i Smoky Mountains, der rejste sig i det fjerne. Men det var et helt andet aspekt ved naturen, som alle dem, der besøgte stedet, hæftede sig ved. Overalt lå der lig af mennesker i forskellige stadier af forrådnelse. I underskoven, ude i den stærke sol eller inde i skyggen. Ligene af nyere dato var stadig opsvulmede af forrådnelsesgasser, mens de ældre var tørret ind til læder. Nogle af dem kunne man ikke se, fordi de var gravet ned i jorden eller lagt i bagagerum på biler. Andre – i lighed med det, jeg havde målt – var dækket af trådnet eller skærme. De var lagt frem som udstillingsgenstande i en form for makaber kunstinstallation. Men formålet med dette sted var langt mere alvorligt. Og langt mindre offentligt. Jeg lagde mit grej og notesblokken ned i tasken. Så bøjede jeg hånden nogle gange for at få stivheden ud af den. En tynd, hvid stribe gik hen over håndfladen dér, hvor kødet var blevet skåret op ind til 7


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

benet, så livslinjen var blevet skåret midt over. Meget passende i betragtning af, at den kniv, der nær havde gjort en ende på mit liv et år forinden, også havde ændret det. Jeg lagde remmen på tasken over skulderen og rettede mig op. Jeg kunne kun mærke en svag smerte i maven af vægten. Arret neden for mine ribben var helt lægt, og om nogle få uger kunne jeg holde op med tage de antibiotika, jeg konstant havde været på i de sidste ni måneder. Resten af livet ville jeg være tilbøjelig til at få infektioner, men jeg betragtede mig selv som heldig, fordi jeg kun havde mistet en del af tarmen ud over milten. Det var det, jeg ellers havde mistet, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Jeg overlod tandlægen til sin langsomme forrådnelsesproces og kom forbi et lig, der var delvist skjult af nogle buske – i dette tilfælde var det mørkt og opsvulmet – da jeg fulgte den smalle grussti, der snoede sig nedad mellem træerne. En ung sort kvinde iført en grå lægekittel og tilsvarende bukser sad på hug ved siden af et andet lig, der lå i skyggen af en væltet træstamme. Med en pincet tog hun larver fra liget. De vred og vendte sig. Én efter én lod hun dem falde ned i små glas med skruelåg. »Hej, Alana,« sagde jeg. Hun kiggede op og smilede til mig med pincetten løftet. »Hej, David.« »Er Tom her?« »Sidst jeg så ham, var han nede ved kasserne. Og pas på, hvor du sætter fødderne,« råbte hun efter mig. »Der ligger en statsadvokat i græsset dernede.« Jeg løftede hånden som tak, mens jeg fortsatte ned ad stien. Den gik parallelt med et højt trådhegn, der omgav det næsten én hektar store skovområde. Trådhegnet var øverst forsynet med pigtråd og afskærmet af endnu et hegn, som var lavet af tømmer. Man kunne kun komme ind og ud ad en stor port, hvorpå der hang et malet skilt. Med helt prunkløse sorte bogstaver stod der Antropologisk Forsk8


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

ningsanlæg, men stedet var mere kendt under et andet, mindre formelt navn. De fleste mennesker kaldte det bare Body Farmen. En uge før havde jeg stået i den flisebelagte entre i min lejlighed i London. Taskerne var pakkede og stod ved mine fødder. Et lifligt kor af fuglesang hørtes ude fra det lysnende forårsdaggry. I hovedet gennemgik jeg den liste over ting, jeg skulle tjekke, vel vidende, at jeg allerede havde gjort det hele. Lukket vinduerne, afbestilt det meste af posten, slukket for varmtvandsbeholderen. Jeg var nervøs og følte mig ilde til mode. Jeg var ikke uvant med at rejse, men det her var noget andet. Denne gang var der ikke nogen, der ventede på mig, når jeg kom tilbage. Taxien var forsinket, men jeg havde rigeligt med tid til at nå mit fly. Endnu. Jeg greb mig i at kigge på uret hele tiden, fordi jeg var rastløs. Mindre end et par meter fra det sted, hvor jeg stod, fangede de victorianske sorte og hvide gulvfliser mit blik. Jeg kiggede væk, men forinden nåede harlekinmønsteret at fremkalde de sædvanlige billeder i min hukommelse. Blodet var for længst blevet fjernet fra området lige ved siden af hoveddøren, ligesom det var fjernet fra væggen oven over. Hele entreen var blevet malet, mens jeg stadig lå på hospitalet. Der var ingen fysiske mindelser om det, der havde fundet sted her for et år siden. Men pludselig fik jeg en følelse af klaustrofobi. Jeg bar taskerne udenfor, idet jeg sørgede for ikke at belaste min mave for meget. Taxien standsede ude foran, da jeg lukkede hoveddøren. Den smækkede i bag ved mig med et dumpt smæld, en lyd, som der var noget uigenkaldeligt ved. Jeg vendte mig væk og gik uden at se mig tilbage ud til taxien, der holdt og udspyede sin hørm af dieseludstødning. Jeg tog kun taxien hen til den nærmeste undergrundsstation og kørte så med Piccadilly-linjen ud til Heathrow. Det var så tidligt på dagen, at morgenmyldretiden ikke var begyndt, men der var allige9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

vel en del mennesker i vognen, som undgik at kigge på hinanden med den instinktive indifference, der kendetegner folk fra London. Jeg var glad for at skulle af sted, tænkte jeg. Det var anden gang i mit liv, at jeg følte behov for at komme væk fra London. I modsætning til den første gang, hvor jeg flygtede, fordi mit liv var gået i spåner efter min kones og min datters død, vidste jeg, at jeg ville komme tilbage. Men jeg havde brug for at komme væk i et stykke tid, for at komme lidt på afstand af det, der var sket. Dertil kom, at jeg ikke havde arbejdet i flere måneder. Jeg håbede, at denne tur ville hjælpe mig til at komme ind i den gamle gænge igen. Og til at finde ud af, om jeg stadig kunne klare jobbet. Der fandtes ikke noget bedre sted, hvis jeg ville finde ud af det. Indtil for nylig havde forskningsanlægget i Tennessee været enestående i sin art, det eneste udendørs feltlaboratorium i verden, hvor retsmedicinske antropologer gjorde brug af rigtige lig fra mennesker til at studere forrådnelsesprocessen og registrere de vigtige spor, der måske kunne påvise, hvornår og hvordan døden var indtruffet. Et lignende anlæg var nu blevet etableret i North Carolina, og der var også åbnet et i Texas, efter at bekymringer fra lokalt hold, hvad angår gribbe, var blevet manet i jorden. Jeg havde sågar hørt, at der blev talt om at etablere et i Indien. Men det var lige meget, hvor mange body farme der var. I de fleste menneskers øjne var forskningsanlægget i Tennessee stadig body farmen. Den lå i Knoxville og var en del af Centeret for Retsmedicinsk Antropologi ved University of Tennessee, og jeg havde været så heldig at være elev dér på et tidligt tidspunkt i min karriere. Men der var gået mange år, siden jeg sidst havde været på besøg. Alt for lang tid, som Tom Lieberman, stedets direktør og min gamle lærer, havde sagt til mig. Mens jeg sad i afgangsloungen i Heathrow og gennem de store spejlglasvinduer betragtede de langsomme og lydløse manøvrer, som flyene foretog, spekulerede jeg på, hvordan det ville blive at komme tilbage. I de måneder, der gik med smertefuld rekonvale10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

scens, efter at jeg var blevet udskrevet fra hospitalet – og i den endnu mere smertefulde tid med eftervirkninger, der fulgte – havde udsigten til den månedlange tur været noget at arbejde hen imod, en hårdt tiltrængt ny start. Nu hvor jeg faktisk var undervejs, tænkte jeg for første gang på, om jeg ikke havde næret for store forhåbninger til turen. Jeg mellemlandede i Chicago og ventede i to timer på min næste flyafgang, og efterdønninger af et tordenvejr rumlede stadigvæk, da flyet landede i Knoxville. Men snart klarede det op, og da jeg havde fået udleveret min bagage, begyndte solen at bryde igennem. Jeg forlod lufthavnsterminalen og gik hen for at hente min udlejningsbil. Jeg åndede tungt og nød at mærke den høje luftfugtighed, som jeg ikke var vant til. Det dampede op fra vejene, der udsendte en skarp lugt af våd asfalt. Aftegnet mod de blåsorte tordenskyer, der nu langsomt var på vej væk, gav regnfaldet de grønne farver i det frodige landskab langs hovedvejen en næsten dirrende livfuldhed. Jeg havde følt, at mit humør steg med flere grader, efterhånden som jeg nærmere mig byen. Det her skal nok gå. Nu – knap nok en uge efter – var jeg ikke længere så sikker. Jeg fulgte stien, som gik langs med en rydning, hvor der i midten stod en høj trefod af træ, der mindede om en tipi uden teltdug. Et lig lå på en plade neden under den, som ventede på at blive hejset op og vejet. Jeg forlod stien og huskede på Alanas advarsel, da jeg gik tværs over rydningen hen til et sted, hvor nogle rektangulære kasser af beton var anbragt i jorden. De virkede grelt geometriske i skovomgivelserne. Inden i dem lå der jordiske rester af mennesker. De indgik i et eksperiment, som gik ud på at undersøge, hvor effektiv en radar, der kan trænge igennem jord, er til at lokalisere lig. En høj, ranglet skikkelse i lærredsbukser og med en blød, bredskygget hat på hovedet lå på knæ nogle meter væk. Han rynkede brynene, mens han kiggede på en måler, der var monteret på et rør, der stak op af jorden, »Hvordan går det?« spurgte jeg. 11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

Han løftede ikke blikket, men blev ved med at kigge granskende gennem sine stålindfattede briller, mens han forsigtigt gned på måleren med en finger. »Man skulle tro, at det ville være let at registrere en lugt, der er så stærk, ikke?« sagde han som svar. De flade vokaler afslørede, at han stammede fra Østkysten – til forskel fra den drævende sydstatsaccent i Tennessee. Lige så længe jeg havde kendt ham, havde Tom Lieberman været på jagt efter sin egen hellige gral. Hans projekt gik ud på at analysere de gasser, der produceres under dekompositionen, molekyle for molekyle med henblik på at identificere lugten af forrådnelse. Enhver, der har prøvet at have en død mus liggende under deres gulvbrædder, vil kunne bevidne, at lugten eksisterer, og den bliver ved med at eksistere længe efter, at menneskets sanseapparat er holdt op med at kunne opfange den. Man kan optræne hunde til at opsnuse et kadaver, der har været begravet i årevis. Tom havde en teori om, at det måtte være muligt at udvikle en sensor, der stort set kunne gøre det samme. Det ville gøre det uendelig meget lettere at finde og dermed at »bjærge« lig. Men – som i alle andre forhold – var teori og praksis to meget forskellige ting. Med en brummen, der kunne være tegn på både frustration og tilfredshed, rejste han sig op. »Nå, men jeg er færdig,« sagde han og ømmede sig, da leddene i hans knæ gav et knæk. »Jeg er på vej over til cafeteriet for at få noget frokost.Vil du med?« Han satte et længselsfuldt smil op og begyndte at pakke sit udstyr sammen. »Nej, ikke i dag. Mary har lavet sandwicher til mig. Med kylling og bønnespirer eller noget andet, der er afskyeligt sundt. Og mens jeg husker det ... Du er inviteret til middag i weekenden. Hun har åbenbart fået en fiks ide om, at du trænger til at få et ordentligt måltid mad.« Han skar en grimasse. »Dig vil hun jo gerne fede op. Men jeg må nøjes med kaninfoder. Er det nu også rimeligt?« Jeg smilede. Toms kone var god til at lave mad, og det var han udmærket klar over. »Sig til hende, at jeg meget gerne vil komme.

12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

Skal jeg give dig en hånd med grejet?« tilføjede jeg, da han løftede sin lærredstaske op over skulderen. »Nej, det går nok.« Han ville ikke have, at jeg anstrengte mig for meget, vidste jeg. Men selvom vi gik tilbage til porten i et meget adstadigt tempo, kunne jeg se, at han blev forpustet. Da jeg første gang mødte Tom, var han allerede oppe i halvtredserne og var glad for at kunne støtte en ung og nyudklækket retsmedicinsk antropolog fra England. Det var nu længere tid siden, end jeg brød mig om at huske, og de mellemliggende år havde sat deres spor. Vi forventer, at folk bliver ved med at se ud, sådan som vi husker dem, men det gør de selvfølgelig aldrig. Alligevel kom det som et mindre chok for mig, at Tom havde ændret sig så meget, som tilfældet var, da jeg så ham igen. Han havde ikke offentligt bekendtgjort, at han ville træde tilbage fra stillingen som direktør for Centeret for Retsmedicinsk Antropologi, men alle var klar over, at det sandsynligvis ville ske inden årets udgang. Selv den lokale avis i Knoxville havde så sent som to uger før bragt en artikel om ham, som snarere mindede om et afskedsportræt end om et interview. Han lignede stadig den basketballspiller, han engang havde været, men alderens overgreb havde gjort hans krop, der i forvejen var mager, udmagret. Og der var en hulhed i hans kinder, som – sammen med skaldethed – gav ham en fremtoning, der var både asketisk og foruroligende skrøbelig. Men han havde stadig et glimt i øjet, og han havde bevaret sin humoristiske sans og en tro på den menneskelige natur, der ikke var blevet mindre urokkelig, selvom han i sin karriere havde set meget til dens mere dystre facetter. Og du er jo heller ikke selv ligefrem sluppet uskadt, tænkte jeg og huskede på, at jeg havde et grimt ar inden under skjorten. Toms stationcar holdt på parkeringspladsen ved siden af forskningsanlægget. Før vi gik ud, gjorde vi holdt ved porten og trak de beskyttelseshandsker og overtræksstøvler af, som vi havde haft på. Da porten var blevet lukket bag ved os, var der intet, der antydede, 13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

hvad der var inde på den anden side. Træerne inde bag hegnet så helt almindelige og ganske harmløse ud. De svajede blidt i den lune vind, og de nøgne grene var allerede ved at blive grønne med nyt liv. Nu hvor vi befandt os udenfor, tog jeg min mobiltelefon op af lommen og tændte den igen. Der var ingen regler, der forbød det, men jeg brød mig ikke om at forstyrre den fred og ro, der herskede inde i forskningsanlægget, med telefonopkald. Det var nu ikke, fordi jeg forventede at blive ringet op. De folk, der kunne tænkes at kontakte mig, vidste, at jeg var i udlandet, og det menneske, jeg allerhelst ville tale med, kunne ikke finde på at ringe. Jeg lagde telefonen væk, da Tom åbnede bagagerummet og skubbede sin taske ind i det. Han lod, som om han ikke var stakåndet, og jeg lod, som om jeg ikke lagde mærke til det. »Vil du køre med hen til cafeteriet?« tilbød han. »Nej tak, jeg går. Jeg har godt af at få lidt motion.« »En beundringsværdig disciplin. Du gør mig til skamme.« Han holdt inde, da hans telefon ringede. Han fandt den frem og kiggede på displayet. »Beklager, men jeg er nødt til at tage den.« Jeg begyndte at gå tværs over parkeringspladsen, så han kunne tale uforstyrret i telefon. Selvom anlægget lå på det campusområde, der hørte til University of Tennessees Medicinske Center, var det fuldstændig løsrevet fra det. Det lå gemt væk i den skovklædte udkant, og der var tale om en anden verden. Hospitalets moderne bygninger og parklignende grønne arealer vrimlede med patienter, studerende og personale. En sygeplejerske sad på en bænk og grinede sammen med en ung mand iført jeans. En mor skældte et grædende barn ud. En forretningsmand tog del i en ophedet diskussion på sin mobiltelefon. Da jeg kom her første gang, havde jeg haft svært ved at kapere kontrasten mellem den stille forrådnelse, der fandt sted inde bag anlæggets port, og den travle normalitet, der herskede uden for den. Nu lagde jeg knap nok mærke til den. Vi kan vænne os til næsten alt – med tiden. Jeg småløb op ad en trappe og begyndte at gå hen ad den sti, der 14


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

førte hen til cafeteriet. Med tilfredshed konstaterede jeg, at jeg næsten ikke trak vejret hurtigere. Jeg var ikke nået ret langt, før jeg hørte hurtige fodtrin bag ved mig. »David ... vent lidt!« En mand på min alder og på omtrent samme højde kom travende hen ad gangstien. Det var Paul Avery. Han var en af centerets meget lovende forskere og blev allerede af mange betragtet som Toms naturlige efterfølger. Han var specialist i human skeletbiologi, han havde en omfattende viden, og hans store hænder og tykke fingre var lige så behændige som en kirurgs. »Skal du hen og spise frokost?« spurgte han, da han nåede op på siden af mig. Hans krøllede hår var næsten blåsort, og trods tidspunktet på dagen gjorde skægstubbe allerede hans hageparti mørkere. »Har du noget imod, at jeg gør dig selskab?« »Nej, bestemt ikke. Hvordan har Sam det?« »Hun har det fint. I dag skal hun mødes med Mary, og så skal de rundt og kigge på butikker med babyudstyr. Jeg regner med, at kreditkortet bliver slidt i laser.« Jeg smilede. Jeg havde først lært Paul at kende på denne tur, men både han og hans gravide kone havde nærmest hoppet på tungen for at få mig til at føle mig velkommen. Sam havde snart termin med deres første barn, og mens Paul gjorde sit bedste for at tage det ovenfra og ned, gjorde Sam ikke noget forsøg på at skjule sin begejstring. »Det var godt, at jeg fik øje på dig,« fortsatte han. »En af mine ph.d.-studerende er blevet forlovet, så vi er nogle stykker, der skal i byen i aften for at fejre det. Det bliver ret afslappet. Bare middag og nogle få drinks. Kunne du ikke tænke dig at komme med?« Jeg betænkte mig et øjeblik. Jeg var glad for at få tilbuddet, men tanken om at gå ud sammen med en flok fremmede tiltalte mig ikke. »Sam skal med, og det skal Alana også, så du kender da nogen af dem,« tilføjede Paul, da han fornemmede min modvillighed. »Kom nu. Det bliver hyggeligt.«

15


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 12 OUTPUT: Mon Feb 9 15:43:24 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/384_De_doedes_hvisken/Materie

Jeg kunne ikke komme i tanker om en grund til at sige nej. »Nå, men så vil jeg gerne. Tak.« »Alle tiders. Jeg henter dig på dit hotel klokken otte.« Så hørtes lyden af et bilhorn, der dyttede, fra gaden lige i nærheden. Vi kiggede os tilbage og så Toms bil, der standsede ved kantstenen. Han rullede vinduet ned og vinkede os derhen. »Jeg er lige blevet ringet op af Tennessee Bureau of Investigation. Der er blevet fundet et lig i en bjerghytte ude i nærheden af Gatlinburg. Det lyder ret interessant. Hvis du ikke har travlt, Paul, kunne du måske tage med mig ud og kigge på det.« Paul rystede på hovedet. »Beklager, men jeg er optaget hele eftermiddagen. Kan en af dine studerende ikke hjælpe dig?« »Jo, sikkert nok.« Tom vendte sig mod mig med et begejstret glimt i øjnene. Før han åbnede munden, vidste jeg, hvad han ville sige. »Hvad med dig, David? Er du frisk på at arbejde lidt i marken?«


De dødes hvisken af Simon Beckett