JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie
vi ved af det, er vi fyrre, halvtreds, tres ... Mening har brug for fylde, fylde har brug for tid, tid har brug for modstand. Viden er afstand, viden er stilstand, og meningens fjende. Mit billede af min far den aften i 1976 er med andre ord dobbelt: På den ene side ser jeg ham som jeg så ham dengang, med den otteåriges øjne, uforudsigelig og skræmmende, på den anden side ser jeg ham som en jævnaldrende, gennem hvis liv tiden blæser og hele tiden river større stykker af mening med sig. Lyden af forhammer mod sten klingede gennem kvarteret. Der kom en bil kørende op ad den lille bakke fra hovedvejen, den kørte forbi med tændte lygter. Døren hos naboen blev åbnet. Prestbakmo standsede på trappetrinnet og tog arbejdshandsker på mens han ligesom snusede den klare aftenluft ind, så tog han trillebøren og gik over plænen med den foran sig. Der lugtede af krudt fra klippen som far slog imod, fyrretræ fra de oversavede stammer bag stengærdet, nyopgravet jord og skov, og i det lette vindpust fra nord, en snert af salt. Jeg tænkte på det ansigt jeg havde set i havet. Selvom det kun var et par minutter siden jeg sidst havde tænkt på det, var alt forandret nu. Nu var det fars ansigt jeg så. Nede i fordybningen holdt han op med at slå. – Står du stadig der? Jeg nikkede. – Gå nu ind med dig. Jeg begyndte at gå. – Og dig? sagde han. Jeg standsede, vendte mig spørgende om. – Lad være med at løbe denne gang. Jeg stirrede på ham. Hvordan kunne han vide at jeg havde løbet? – Og luk munden, sagde han. – Du ligner jo en idiot. 16