Issuu on Google+

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp R O M A N

|

L I N D H A R D T

O G

R I N G H O F


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Af samme forfatter Ude af verden Alting har en tid


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp Roman

P책 dansk ved Sara Koch

Lindhardt og Ringhof


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 16 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp er oversat fra norsk efter Min kamp Copyright © Forlaget Oktober as, Oslo 2009 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Imperiet med foto af Christina Ottosson Bogen er sat med Adobe Garamond hos BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print Sia 1. udgave, 1. oplag, Printed in Latvia 2010 ISBN: 978-87-1142-7286 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Udgivet med oversættelsesstøtte fra NORLA. Det første citat af Nietzsche på side 245 er oversat af Niels Henningsen, det andet af Jacob Jonia.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Del 1


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

    : Det slår så længe det kan. Så stopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod kroppens laveste punkt, hvor det samler sig i en lille sø, synlig udenpå som et mørkt, blødt punkt på den stadig hvidere hud, alt imens temperaturen synker, lemmerne stivner og tarmene tømmes. De første timers forandringer foregår så langsomt og bliver udført med så meget sikkerhed at der næsten er noget rituelt over det, som om livet kapitulerer efter bestemte regler, en slags gentlemen’s agreement, som også det dødes repræsentanter retter sig efter, idet de altid venter til livet har trukket sig ud før de begynder invasionen af det nye landskab. Så er den til gengæld uigenkaldelig. De enorme sværme af bakterier, der begynder at sprede sig i kroppens indre, kan intet standse. Hvis de havde forsøgt bare et par timer tidligere, ville de straks have mødt modstand, men nu er der helt stille omkring dem, og de trænger stadig dybere ind i det fugtige mørke. De når de Haverske kanaler, de Lieberkühnske krypter, de Langerhanske øer. De når Bowmans kapsel i Renes, Clarks søjle i Spinalis, den sorte substans i Mesencephalon. Og de når hjertet. Det er stadig intakt, men frarøvet bevægelsen, som hele dets konstruktion er indrettet efter, der er noget mærkeligt ødselt ved det, som et anlæg arbejderne har måttet forlade i huj og hast, kan man forestille sig, de ubevægelige køretøjer der lyser gult mod skovens mørke, barakkerne der ligger tomme, vognene i tovbanen der hænger fuldlastede én efter én op ad bjergsiden.

7


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

I det øjeblik livet forlader kroppen, tilhører kroppen det døde. Lamperne, kufferterne, dørhåndtagene, vinduerne. Markerne, moserne, bækkene, bjergene, skyerne, himmelen. Intet af dette er fremmed for os. Vi er bestandigt omgivet af den døde verdens genstande og fænomener. Alligevel er der få ting der vækker større ubehag i os end at se et menneske fanget i den, i hvert fald hvis man skal dømme efter de anstrengelser vi gør os for at holde de døde kroppe ude af syne. På store hospitaler gemmes de ikke alene væk i egne, utilgængelige rum; også vejene dertil er skjulte, de har egne elevatorer og særlige kældergange, og selvom man ved et tilfælde skulle forvilde sig ind i en af dem, er de døde kroppe, der trilles forbi, altid tildækkede. Når de så skal transporteres fra hospitalet, sker det fra en særlig udgang, i biler med mørke ruder; i kirken findes der et eget rum til dem uden vinduer; under begravelsesceremonien ligger de i lukkede kister helt frem til de sænkes i jorden eller brændes i ovnen. Det er vanskeligt at se at denne fremgangsmåde skulle have et praktisk formål. De døde kroppe kan for eksempel godt trilles utildækket gennem sygehusets gange og blive fragtet derfra i en almindelig taxa uden at det vil udgøre nogen risiko for nogen. Den ældre mand der dør under en biografforestilling, kan lige så godt blive siddende i sædet til filmen er færdig, og under næste forestilling. Læreren der får et slagtilfælde i skolegården, behøver ikke at blive kørt væk med det samme, der er ingen skade sket hvis han bliver liggende til pedellen har tid, heller ikke selvom det først er ud på eftermiddagen eller aftenen engang. Hvis en fugl skulle sætte sig og hakke på ham, hvad betyder det dog? Ville det være bedre, det der venter ham i graven, bare fordi vi ikke kan se det? Så længe de døde ikke ligger i vejen, er der ingen grund til hastværk, de kan jo ikke dø en gang til. Kuldeperioderne om vinteren er vel særlig gunstige i den henseende. De hjemløse der fryser ihjel på bænke og i porte, selvmordere der hopper ud fra høje bygninger og broer, ældre kvinder der falder i 8


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

trappeopgange, omkomne der sidder fast i bilvrag, den unge fyr der halvdrukken falder i havet efter en aften i byen, det lille pigebarn der havner under hjulene på en bus, hvorfor dette hastværk med at få dem i skjul? Anstændighed? Hvad ville være mere anstændigt end at pigens mor og far fik lov til at se hende der en time eller to senere, liggende i sneen ved siden af ulykkesstedet, med det knuste hoved og resten af kroppen til åbent skue, det blodstænkede hår og den rene dynejakke? Åbent mod verden, uden hemmeligheder, sådan ville hun ligge. Men selv den ene time i sneen er utænkelig. En by der ikke holder sine døde ude af syne, hvor man kan se dem ligge i gader og stræder, i parken og på parkeringspladser, er ikke nogen by, men et helvede. At dette helvede afspejler vores livsvilkår på en mere realistisk og dybest set mere sand måde, spiller ingen rolle. Vi ved at det er sådan, men vil ikke se det. Deraf den kollektive fortrængning som hengemningen af de døde er et udtryk for. Nøjagtig hvad der fortrænges, er derimod ikke lige så let at forklare. Døden i sig selv kan det ikke være, dertil er dens nærvær i samfundet alt for stort. Hvor mange døde der nævnes i aviserne eller vises i nyhederne per dag, varierer lidt af forholdene, men fra det ene år til det andet er antallet formodentlig nogenlunde konstant, og siden det er spredt ud over så mange kanaler, så godt som umuligt at undslippe. Den død virker imidlertid ikke så truende. Tværtimod er den noget vi gerne vil have, og noget vi gerne betaler for at se. Tæller man også de ufattelige mængder af død som fiktionen producerer, med, bliver systemet der holder de døde ude af syne, endnu vanskeligere at forstå. Hvis ikke døden som fænomen skræmmer os, hvorfor så dette ubehag over for de døde kroppe? Det må enten betyde at der findes to slags død, eller at der findes en modsætning mellem vores forestilling om døden og døden som den egentlig arter sig, hvilket i grunden kommer ud på ét: Det væsentlige i denne sammenhæng er at vores fore9


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

stilling om døden hænger så stærkt sammen med bevidstheden, at vi ikke alene bliver rystet når vi ser virkeligheden afvige fra den, men også forsøger at skjule den med alle midler. Ikke som resultat af en bevidst overvejelse af nogen art, som tilfældet har været med riterne, for eksempel begravelsen, hvis indhold og mening i vores tid er til forhandling, og således er blevet flyttet fra det irrationelles sfære til det rationelles, det kollektives til det individuelles – nej, måden vi trækker de døde væk på, har aldrig været til diskussion, det har altid bare været noget vi har gjort ud fra en nødvendighed ingen kan begrunde, men alle kender: Dør din far ude på græsplænen en forblæst efterårssøndag, bærer du ham ind hvis du kan, og hvis du ikke kan, dækker du ham i det mindste til med et tæppe. Men den impuls er ikke den eneste vi har i forhold til de døde. Lige så påfaldende som at alle lig skjules, er det faktum at de altid fragtes ned på niveau med jorden så hurtigt som muligt. Det er nærmest utænkeligt at et hospital skulle anlægge obduktionsstuer og ligrum i bygningens øverste etager. De døde opbevarer man så tæt på jorden som muligt. Og det samme princip kan overføres til de bureaukrater der håndterer dem: Et forsikringsselskab kan godt have kontorer på ottende etage, men ikke en bedemand. Alle bedemænd har kontorer så tæt på gadeplan som muligt. Hvad det skyldes, er ikke så nemt at forklare; man kunne være fristet til at tro at det stammede fra en gammel konvention der oprindeligt havde en praktisk funktion, for eksempel at kælderen var kold og dermed bedst egnet til at opbevare ligene i, og at det princip er blevet bevaret helt frem til vores tid med køleskabe og fryserum, havde det ikke været fordi tanken om at fragte de døde opad i bygningerne faktisk virker naturstridig, som om højde og død gensidigt udelukker hinanden. Som om vi var i besiddelse af en slags ktonisk instinkt, noget dybt i os der vil fragte vores døde ned mod den jord vi kommer af.

10


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Det kan dermed se ud som om døden bliver distribueret gennem to forskellige systemer. Det ene er forbundet med hemmeligholdelse og tyngde, jord og mørke, det andet med åbenhed, æter og lys. En far og hans barn bliver dræbt idet faren forsøger at trække barnet ud af skudlinjen et sted i Mellemøsten, og billedet af dem tæt sammenslynget idet kuglerne slår ind i kødet og ligesom får kroppene til at skælve, bliver fanget af et kamera, sendt op til en af de tusindvis af satellitter der går i bane rundt om jorden og spredt ud til verdens tv-apparater, hvorfra de glider ind i vores bevidsthed som endnu et billede af døde eller døende. Billederne har ingen vægt, ingen udstrækning, ingen tid og intet sted og har heller ikke forbindelse til de kroppe de engang kom fra. De er ingen steder og alle steder. De fleste af dem glider bare gennem os og forsvinder, nogle af dem bliver af forskellige årsager hængende og lever deres liv i hjernens mørke. En styrtløber falder og får revet pulsåren i låret over, blodet strømmer efter hende i en rød hale ned ad den hvide bakke, hun er død allerede før kroppen standser. Et fly letter, flammerne står ud fra vingerne idet flyet stiger, himmelen over husene i forstaden er blå, flyet eksploderer i en kugle af ild under himmelen. En fiskekutter synker ud for den nordnorske kyst en aften, mandskabet på syv drukner, næste morgen står hændelsen beskrevet i alle aviserne, for det er et såkaldt mysterium, vejret var godt, og der blev ikke sendt noget nødsignal fra båden, den forsvandt bare, noget tv-redaktionerne den aften understregede ved at flyve over ulykkesstedet med helikopter og vise det tomme hav. Det er overskyet, de grågrønne dønninger er rolige og tunge, ligesom i besiddelse af et andet temperament end de krappe, hvidskummende toppe der bryder frem hist og her. Jeg sidder alene og ser det engang i løbet af foråret, tror jeg, for min far går ude i haven og arbejder. Jeg stirrer på havoverfladen uden at høre hvad journalisten siger, og pludselig dukker omridset af et 11


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

ansigt op. Jeg ved ikke hvor længe det er der, nogle sekunder måske, men længe nok til at det gør et enormt indtryk på mig. I samme øjeblik ansigtet forsvinder, rejser jeg mig og går ud for at finde nogen at fortælle det til. Min mor har aftenvagt, min bror spiller kamp, og de andre børn i kvarteret vil ikke høre på mig, så må det blive far, tænker jeg og skynder mig ned ad trappen, stikker fødderne i skoene, putter armene ind i jakkeærmerne, åbner døren og løber rundt om huset. Vi må ikke løbe på grunden, så lige før jeg kommer ind i hans synsfelt, sætter jeg farten ned og begynder at gå. Han står på bagsiden af huset, nede i det der skal blive til køkkenhave, og slår en forhammer mod en klippesten. Selvom fordybningen han står i, kun er et par meter dyb, har den sorte, opgravede jord han står på, og klyngen af rønnetræer der vokser tæt uden for hegnet bag ham, gjort skumringen mere fremskreden dernede. Da han retter sig op og vender sig mod mig, er hans ansigt næsten helt mørkt. Alligevel har jeg rigeligt med oplysninger til at vide hvor jeg har ham. Det er ikke i hans ansigtsudtryk det ligger, men i kropsholdningen, og det er ikke med tankerne man aflæser den, men med intuitionen. Han sætter forhammeren fra sig og tager handskerne af. – Nå? siger han. – Jeg så lige et ansigt i havet i fjernsynet, siger jeg og standser på græsplænen over ham. Naboen har fældet et fyrretræ lidt tidligere den eftermiddag, og luften er fuld af den stærke duft af harpiks fra træet der ligger opsavet på den anden side af stengærdet. – En dykker? siger far. Han ved at jeg er interesseret i dykkere og kan vel ikke forestille sig at jeg synes noget andet var så interessant at jeg skulle komme ud og fortælle ham om det. Jeg ryster på hovedet. – Det var ikke et menneske. Det var en slags billede nede i havet. 12


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

– En slags billede, siger han og tager cigaretpakken op af skjortens brystlomme. Jeg nikker og vender mig om for at gå tilbage. – Vent lidt, siger han. Han tænder en tændstik og bøjer hovedet lidt frem for at få tændt cigaretten. Flammen graver en lille hule af lys ud i den grå skumring. – Sådan, siger han. Efter at have taget et dybt sug sætter han den ene fod op på klippestykket og stirrer hen mod skoven på den anden side af vejen. Eller måske er det himmelen over træerne han stirrer på. – Var det Jesus du så et billede af? siger han og ser op på mig. Hvis det ikke havde været for den venlige stemme og den lange pause inden spørgsmålet, ville jeg have troet at han gjorde nar ad mig. Han synes det er lidt pinligt at jeg er kristen; det eneste han ønsker af mig er at jeg ikke skal skille mig ud fra de andre børn, og af alle de børn det vrimler med i området, er der ingen andre end hans yngste søn der kalder sig kristen. Men det er et rigtigt spørgsmål. Jeg mærker et strejf af glæde fordi han virkelig er interesseret, men samtidig bliver jeg lidt stødt over at han undervurderer mig sådan. Jeg ryster på hovedet. – Det var ikke Jesus, siger jeg. – Det var da godt at høre, siger far og smiler. Langt oppe ad bakken kan man høre den svage hvislen af cykeldæk mod asfalt. Lyden vokser hurtigt i styrke, og der er så stille i kvarteret at den lave, syngende tone der opstår inde i suset, lyder klart og tydeligt da cyklen umiddelbart efter triller forbi på vejen ved siden af os. Far tager et nyt hiv af cigaretten og smider den over hegnet selvom den kun er røget halvt, hoster et par gange, tager handskerne på og lægger hænderne om forhammeren. 13


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

– Tænk ikke mere på det, siger han og ser op på mig. Jeg var otte år gammel den aften, min far var toogtredive. Selvom jeg stadig ikke kan påstå at jeg forstår ham eller ved hvilket slags menneske han var, gør det faktum at jeg nu er syv år ældre end han var dengang, at enkelte ting bliver lettere at forstå. For eksempel hvor stor forskellen på vores dage var. Mens mine dage var tætpakket af mening, hvor hvert skridt åbnede en mulighed og hver mulighed fyldte mig til randen, på en måde der egentlig er uforståelig nu, var hans dages mening ikke samlet i enkeltstående begivenheder, men spredt ud over flader der var så store at de ikke var mulige at opfange med andet end abstrakte begreber. »Familie« var et, »karriere« et andet. Få eller ingen uforudsete muligheder kan have åbnet sig i løbet af hans dage, han må altid have vidst i store træk hvad de ville bringe og hvordan han skulle forholde sig til det. Han havde været gift i tolv år, han havde arbejdet som lærer i de store klasser på en folkeskole i otte af dem, han havde to børn, hus og bil. Han var valgt ind i kommunalbestyrelsen for partiet Venstre og sad i økonomiudvalget. I vinterhalvåret syslede han med filateli, og det ikke uden succes, i løbet af kort tid var han blevet en af landsdelens fremmeste frimærkesamlere, mens det i sommerhalvåret var havebrug der optog hans fritid. Hvad han tænkte på denne forårsaften, ved jeg ikke noget om, heller ikke hvad slags billede han havde af sig selv da han rettede sig op i halvmørket med forhammeren i hænderne, men at der i ham fandtes en følelse af at han forstod verden omkring sig ganske godt, det er jeg ret sikker på. Han vidste hvem alle naboerne i kvarteret var og i hvilken social position de stod i forhold til ham, og formodentlig vidste han også en del om det de helst holdt skjult, både fordi han underviste deres børn og fordi han havde et godt blik for andre menneskers svagheder. Som medlem af den nye veluddannede middelklasse var han også godt orienteret i den større verden som 14


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

hver dag blev bragt til ham gennem aviser, radio og fjernsyn. Han vidste en del om botanik og zoologi eftersom han havde været interesseret i det da han var barn, og selvom han ikke ligefrem var velbevandret inden for de andre naturfag, kendte han i det mindste hovedprincipperne fra gymnasiet. Bedre var det med historie, som han foruden norsk og engelsk havde læst på universitetet. Han var med andre ord ikke ekspert i noget, måske bortset fra pædagogik, men vidste lidt om alt. I den henseende var han en typisk lærer, vel at mærke fra en tid hvor det at undervise de store klasser i folkeskolen stadig havde en vis status. Naboen som boede på den anden side af stengærdet, Prestbakmo, arbejdede som lærer på den samme skole, ligesom naboen der boede oven for skråningen med træer bag huset, Olsen, mens en af naboerne der boede i den anden ende af ringvejen, Knudsen, var viceinspektør på en anden skole. Så da min far løftede forhammeren over hovedet og lod den falde mod stenen den forårsaften i midten af 1970’erne, gjorde han det i en verden han kendte og var fortrolig med. Først da jeg selv kom i samme alder, forstod jeg at der var en pris at betale for det. Når overblikket over verden bliver større, bliver ikke kun den smerte den forårsager, mindre, men også meningen. At forstå verden er at stille sig i en bestemt afstand til den. Det der er for småt til at se med det blotte øje, som molekyler og atomer, forstørrer vi op, det der er for stort, som skysystemer, floddeltaer, stjernebilleder, formindsker vi. Når vi så har bragt det inden for vore sansers rækkevidde, fikserer vi det. Det fikserede kalder vi viden. Gennem hele barndommen og ungdommen kæmper vi for at oprette den korrekte afstand til ting og fænomener. Vi læser, vi lærer, vi erfarer, vi korrigerer. Så kommer vi en dag til det punkt hvor alle nødvendige afstande er sat, alle nødvendige systemer er etableret. Det er der hvor tiden begynder at gå hurtigere. Den møder ikke længere nogen hindringer, alt er på plads, tiden strømmer gennem vores liv, dagene forsvinder i vild fart, før 15


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

vi ved af det, er vi fyrre, halvtreds, tres ... Mening har brug for fylde, fylde har brug for tid, tid har brug for modstand. Viden er afstand, viden er stilstand, og meningens fjende. Mit billede af min far den aften i 1976 er med andre ord dobbelt: På den ene side ser jeg ham som jeg så ham dengang, med den otteåriges øjne, uforudsigelig og skræmmende, på den anden side ser jeg ham som en jævnaldrende, gennem hvis liv tiden blæser og hele tiden river større stykker af mening med sig. Lyden af forhammer mod sten klingede gennem kvarteret. Der kom en bil kørende op ad den lille bakke fra hovedvejen, den kørte forbi med tændte lygter. Døren hos naboen blev åbnet. Prestbakmo standsede på trappetrinnet og tog arbejdshandsker på mens han ligesom snusede den klare aftenluft ind, så tog han trillebøren og gik over plænen med den foran sig. Der lugtede af krudt fra klippen som far slog imod, fyrretræ fra de oversavede stammer bag stengærdet, nyopgravet jord og skov, og i det lette vindpust fra nord, en snert af salt. Jeg tænkte på det ansigt jeg havde set i havet. Selvom det kun var et par minutter siden jeg sidst havde tænkt på det, var alt forandret nu. Nu var det fars ansigt jeg så. Nede i fordybningen holdt han op med at slå. – Står du stadig der? Jeg nikkede. – Gå nu ind med dig. Jeg begyndte at gå. – Og dig? sagde han. Jeg standsede, vendte mig spørgende om. – Lad være med at løbe denne gang. Jeg stirrede på ham. Hvordan kunne han vide at jeg havde løbet? – Og luk munden, sagde han. – Du ligner jo en idiot. 16


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Jeg gjorde som han sagde, lukkede munden og gik langsomt rundt om huset. Da jeg kom om foran, var der masser af børn ude på vejen. De ældste stod i en gruppe med deres cykler der i skumringen næsten så ud som om de var en del af deres kroppe. De yngste legede dåseskjul. Dem der var blevet taget, stod inden for en kridtcirkel på fortovet, mens de andre lå gemt rundt omkring i skoven neden for vejen ude af syne for den der vogtede over dåsen, men ikke for mig. Lyset fra broen glødede rødt over de sorte trætoppe. Op ad bakken kom en ny bil kørende. I lyset fra lygterne kom cyklisterne som de første til syne, et kort glimt af reflekser, metal, dynejakker, sorte øjne og hvide ansigter, derefter de legende børn, som kun var trådt det nødvendige skridt til side så bilen kunne passere, og nu stod spøgelsesagtige og stirrede på den. Det var Trollnes, Sverres forældre, Sverre som jeg gik i klasse med, men det så ikke ud som om han var med i bilen. Jeg vendte mig om og fulgte de røde baglygter med blikket til de forsvandt over bakketoppen. Så gik jeg ind. Først forsøgte jeg at ligge på sengen og læse, men jeg havde for meget uro i kroppen, og gik i stedet ind på Yngves værelse hvorfra jeg kunne se ud på far. Når jeg så ham, vidste jeg hvor jeg havde ham, og på en måde var visheden det vigtigste. Jeg kendte hans sindsstemninger og havde for længst lært at forudse dem ved hjælp af en slags underbevidst kategoriseringssystem, har jeg sidenhen tænkt, hvor forholdet mellem nogle få faste størrelser var nok til at afgøre hvad jeg havde i vente, så jeg kunne forberede mig. En slags sindets meteorologi ... Bilens fart op ad den lille bakke op til huset, den tid han brugte på at slukke for motoren, tage sine ting og stige ud af bilen, måden han så sig omkring når han låste bildøren, nuancerne i de forskellige lyde der steg op fra gangen når han tog overtøjet af – alt var tegn, alt kunne tydes. Dertil blev lagt information om hvor han havde været, hvor længe han 17


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

havde været væk og hvem han havde været sammen med, før konklusionen, som var den eneste del af denne proces jeg var bevidst om, blev draget. Det jeg var mest bange for, var derfor når han bare kom ... Når jeg af en eller anden årsag havde været uopmærksom ... Hvordan i alverden havde han vidst at jeg løb? Det var ikke første gang han på uforståelig vis havde afsløret mig. En aften det efterår, for eksempel, havde jeg gemt en pose slik under dynen i sengen netop fordi jeg havde på fornemmelsen at han ville komme ind på mit værelse og at han ikke under nogen omstændigheder ville tro på min forklaring om hvordan jeg havde fået penge til at købe den. Da han ganske rigtigt kom ind, stod han og så på mig i et par sekunder. – Hvad er det du har gemt i sengen? sagde han. Hvordan kunne han vide det? Udenfor tændte Prestbakmo den kraftige lampe der var monteret over den terrasse hvor han plejede at stå og arbejde. Den nye ø af lys, der steg frem fra mørket, var fuld af ting og sager som han stod helt stille og stirrede på. Stabler af malingsspande, glas med pensler, brænde, træplanker, sammenfoldede presenninger, bildæk, et cykelstel, nogle værktøjskasser, dåser med skruer og søm i alle mulige størrelser og faconer, bakker med mælkekartoner fulde af nyspirede blomster, sække med kalk, en sammenrullet haveslange og støttet op ad muren en plade med tegninger af alt muligt værktøj som formodentlig var tænkt til hobbyrummet i kælderen. Da jeg kiggede over på far igen, var han på vej over græsplænen med forhammeren i den ene hånd og spaden i den anden. Jeg tog et par hurtige skridt tilbage. Samtidig blev hoveddøren åbnet. Det var Yngve. Jeg så på uret. To minutter i halv ni. Da han umiddelbart efter kom gående op ad trappen med den karakteristiske, næsten andeagtige gang med små ryk fremad, som vi havde udvik18


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

let for at kunne gå hurtigt indendørs uden at lave lyde, var han forpustet og havde røde kinder. – Hvor er far? sagde han da han var kommet ind på værelset. – Ude i haven, sagde jeg. – Men du kommer ikke for sent. Se, klokken er halv ni nu. Jeg rakte armen med uret frem. Han gik forbi mig og trak stolen ud fra skrivebordet. Han lugtede stadig som der gjorde udenfor. Kold luft, skov, grus, asfalt. – Har du rørt ved mine kassettebånd? sagde han. – Nej. – Hvad laver du så på mit værelse? – Ikke noget, sagde jeg. – Kan du ikke lave det på dit eget værelse? Hoveddøren blev åbnet under os igen. Denne gang var det fars tunge skridt der gik over gulvet dernede. Han havde taget støvlerne af udenfor som han plejede, og var på vej ud i bryggerset for at klæde om. – Jeg så et ansigt i havet i Dagsrevyen, sagde jeg. – Har du hørt noget om det? Ved du om der er andre der har set det? Yngve så på mig med et blik der var halvt spørgende, halvt afvisende. – Hvad fabler du om? – Du ved den fiskekutter der sank? Han nikkede kort. – Da de viste det sted hvor den var sunket, i Dagsrevyen, så jeg et ansigt i havet. – Et lig? – Nej. Det var ikke et rigtigt ansigt. Det var havet der formede en slags billede af et ansigt. Han så på mig et øjeblik uden at sige noget. Så drejede han pegefingeren rundt ved tindingen. – Tror du ikke på mig? sagde jeg. – Det er sandt. 19


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

– Det der er sandt, er at du er et nul. Da far samtidig slukkede for vandhanen dernede, tænkte jeg at det nok var bedst at gå ind på mit værelse nu, så jeg ikke risikerede at møde ham ude i gangen. Samtidig ville jeg ikke lade Yngve få det sidste ord. – Det er dig der er et nul, sagde jeg. Han gad ikke engang svare. Vendte bare hovedet mod mig, stak overtænderne frem og blæste luft ind og ud mellem dem som en kanin. Det var en hentydning til mine tænder som var udstående. Jeg vendte hovedet væk og skyndte mig ud af værelset inden han kunne se at jeg begyndte at græde. Så længe jeg var alene, gjorde det ikke noget at jeg græd. Og denne gang var det vist gået godt? Han havde vel ikke set det? Jeg stoppede inden for døren til mit værelse og spekulerede et øjeblik på om jeg skulle gå ud på badeværelset. Der kunne jeg skylle ansigtet med koldt vand og fjerne sporene. Men far var på vej op ad trappen, så jeg nøjedes med at tørre øjnene med ærmet på min trøje. Det tynde lag væske som det tørre stof trak ud over øjets overflade, fik værelsets flader og farver til at vibrere som om det pludselig var sunket og nu befandt sig under vand, og forestillingen var så dragende at jeg løftede armene og tog et par svømmetag mens jeg langsomt gik hen til skrivebordet. I tankerne var jeg iført en dykkerhjelm af metal fra dykningens barndom, da de gik på bunden med sko af bly og tykke elefanthudsagtige dragter med en iltslange sat fast til hovedet som en slags snabel. Jeg trak vejret gennem munden i små hvæs og vaklede lidt rundt på gulvet med den gammeldags dykkers tunge og træge bevægelser indtil den skræk som forestillingen grænsede op til, langsomt begyndte at sive ind som koldt vand. Nogle måneder tidligere havde jeg set tv-serien Den hemmelighedsfulde ø efter Jules Vernes roman, og historien om nogle mænd der strander med en luftballon på en øde ø i Atlanterhavet, havde 20


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

helt fra første billede gjort et enormt indtryk på mig. Alting var ladet. Luftballonen, stormen, de 1800-talsklædte mænd, den golde, vejrbidte ø de var havnet på, som formodentlig ikke var helt så øde som de troede, for der skete hele tiden mystiske og uforklarlige ting omkring dem ... Men hvem var i så fald de andre der var der? Svaret kom pludseligt til sidst i et afsnit. Der var nogen inde i undervandsgrotterne ... en række menneskeagtige skabninger ... i lyset fra lygterne de bar, så man glimt af glatte, maskeklædte hoveder ... finner ... de lignede en slags øgler, men gik oprejst ... på ryggen havde de beholdere ... en af dem vendte sig om, han havde ingen øjne ... Jeg skreg ikke da jeg så det, men den frygt som billederne fyldte mig med, lod sig ikke fordrive; selv midt på dagen i fuldt dagslys kunne skrækken ramme mig når jeg tænkte på frømændene inde i grotten. Og nu var mine tanker ved at forvandle mig til en af dem. Min hvæsen blev til deres hvæsen, mine skridt deres skridt, mine arme deres arme, og når jeg lukkede øjnene, var det deres øjenløse ansigter jeg så. Grotten ... det sorte vand ... rækken af frømænd med lygter i hænderne ... Det var så omfattende at det ikke hjalp at åbne øjnene igen. Selvom jeg så at jeg befandt mig på mit værelse, omgivet af mine egne velkendte ting, slap skrækken ikke sit greb i mig. Jeg turde knap nok blinke af frygt for at der skulle ske noget. Stiv i kroppen satte jeg mig på sengen, fandt min rygsæk uden at se på den og kastede et blik på mit skema, fandt onsdag, læste hvad der stod, matematik, orientering, musik, tog rygsækken op på skødet og bladrede mekanisk gennem bøgerne i den. Da jeg havde gjort det, tog jeg den opslåede bog fra min pude, satte mig op ad væggen og begyndte at læse. De sekunder, der gik mellem hver gang jeg så op, blev lidt efter lidt til minutter, og da far råbte at der var mad, præcis klokken ni, var det ikke frygten der havde mig i sin magt, men bogen. Også den kostede det kræfter at løsrive sig fra. 21


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Vi måtte ikke selv skære brød, og vi måtte ikke bruge komfuret, så det var altid mor eller far der lavede mad til os. Hvis mor havde aftenvagt på arbejdet, lavede far alting: Når vi kom ud i køkkenet stod der to glas mælk, to tallerkener med fire færdigsmurte madder og ventede på os. Han havde som regel lavet madderne tidligere og så sat dem i køleskabet, og når de var kolde, var det svært at få madderne ned, også selvom det var med noget pålæg jeg godt kunne lide. Hvis mor var hjemme, blev pålægget sat på bordet, enten af hende eller af os, og det lille greb der gjorde at vi både kunne bestemme hvad der skulle stå på bordet og hvad vi skulle have på brødet, kombineret med at brødet havde rumtemperatur, var nok til at der opstod en slags frihedsfølelse i os: Hvis vi kunne åbne skabslågen og tage tallerkenerne som altid klirrede lidt når de slog mod hinanden, og sætte dem på bordet; hvis vi kunne trække skuffen ud og tage bestik som altid raslede lidt, og lægge knivene ved siden af tallerkenerne; hvis vi kunne sætte glas frem, åbne køleskabet, tage mælken frem og hælde op, så kunne vi også åbne munden og snakke. Det ene førte ligesom til det næste når vi spiste aftensmad sammen med mor. Vi snakkede om det der faldt os ind, hun var interesseret i det vi sagde, og hvis vi spildte lidt mælk eller var uopmærksomme og lagde tebrevet på dugen (for en gang imellem lavede hun te til os), gjorde det ikke så meget. Men hvis det var vores medvirken i måltidet der påvirkede denne sluse af frihed, var det graden af fars nærvær der regulerede størrelsen på den. Hvis han var uden for huset eller nede på kontoret, talte vi højt og frit og med så store gebærder vi ville; hvis han var på vej op ad trappen, dæmpede vi automatisk stemmerne og skiftede samtaleemne hvis vi havde talt om noget vi antog han ville finde upassende; hvis han kom ud i køkkenet, holdt vi helt op med at tale, men sad stive og ranke ligesom hensunket i koncentration om maden; hvis han satte sig inde i stuen, blev vi ved med at snakke, men mere stille og varsomt. 22


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Den aften var det tallerkener med fire færdigsmurte madder der ventede på os da vi kom ud i køkkenet. En med myseost, en med almindelig ost, en med sardiner i tomat og en med kommenost. Jeg kunne ikke lide sardiner og tog den mad først. Fisk bød mig imod, jeg fik kvalme af kogt torsk, som vi spiste mindst en gang om ugen; af både dampen fra gryden den trak i, smagen og konsistensen. Det samme gjaldt kogt sej, kogt sild, kogt kuller, kogt hellefisk, kogt makrel og kogt rødfisk. Med sardinen var det ikke smagen der var det værste, tomat kunne jeg få ned ved at tænke på at det var en slags ketchup, men konsistensen, og først og fremmest den lille glatte hale. Den var modbydelig. For at minimere kontakten med dem, plejede jeg først at bide dem af, lægge dem til side på tallerkenen, skubbe lidt af tomatmassen hen til skorpen i den anden ende af madden og så stikke halerne ind i midten af tomatbunken samtidig med at jeg foldede skorpen op om dem. På den måde kunne jeg tygge et par gange uden at komme i berøring med halerne, og så skylle efter med mælk. Hvis far ikke var der, som var tilfældet den aften, var det naturligvis en mulighed at putte de små haler ned i bukselommen. Yngve rynkede øjenbrynene og rystede på hovedet da jeg gjorde det. Så smilede han. Jeg smilede tilbage. Inde i stuen flyttede far på sig i stolen. Det raslede let i en tændstikæske; et øjeblik efter lød der et kort ritsh fra svovlhovedet der blev trukket hen over den ujævne flade, og den sprøde lyd da det blev antændt, som ligesom faldt ind i den efterfølgende flammes stilhed. Da cigaretlugten et par sekunder senere kom sivende ud i køkkenet, lænede Yngve sig frem og åbnede vinduet så stille han kunne. Lydene der drev ind fra mørket udenfor, forandrede hele stemningen i køkkenet. Pludselig var det en del af landskabet udenfor. Det er som om vi sidder på en hylde, tænkte jeg. Tanken fik hårene på underarmen til at stritte. Vinden for gennem skoven med et sus, skyllede raslende ind over buskene og træerne på græs23


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

plænen under os. Ovre fra krydset lød stemmerne fra børnene der stadig hang over deres cykler og snakkede. På bakken op mod broen skiftede en motorcykel gear. Og i det fjerne, ligesom hævet over alt andet, lød en brummen fra en båd der var på vej ind fra sundet. Han havde selvfølgelig hørt mig! Skridtene da jeg løb på gruset! – Skal vi bytte? sagde Yngve lavt og pegede på madden med kommenost. – Det kan vi godt, sagde jeg. Opløftet af at have løst gåden, skyllede jeg den sidste bid sardin ned med en lillebitte slurk mælk og begyndte på den mad Yngve havde lagt på min tallerken. Det gjaldt om at spare på mælken, for hvis man nåede til den sidste mad og der ikke var mere tilbage, var den næsten umulig at få ned. Det allerbedste var naturligvis hvis man kunne gemme lidt til alle madderne var spist, for mælken smagte aldrig så godt som når den ikke havde nogen funktion, men løb ned gennem svælget ren og ublandet, noget jeg desværre næsten aldrig lykkedes med: øjeblikkets behov overtrumfede altid fremtidens løfter uanset hvor tillokkende de måtte være. Men Yngve kunne. Han var ekspert i at gemme. Oppe hos Prestbakmo slog nogen støvlehælene mod trappen. Så skar tre korte råb gennem aftenen. Geir! – Geir! – Geir! Svaret kom så sent fra gårdspladsen foran John Becks hus at alle der hørte det, måtte forstå at han havde tænkt sig om. Ja, ja! råbte han. Umiddelbart efter lød hans løbende skridt udenfor. Idet de nåede Gustavsens mur, rejste far sig inde i stuen. Noget ved måden han gik hen over gulvet, fik mig til at bøje nakken. Også Yngve bøjede nakken. Far kom ud i køkkenet, gik hen til bordet, lænede sig frem uden et ord og lukkede hårdt vinduet til. – Vi har lukkede vinduer om aftenen, sagde han. 24


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Yngve nikkede. Far så på os. – Se nu at blive færdige, sagde han. Først da han satte sig ned igen inde i stuen, så jeg op på Yngve. – Ha, ha, hviskede jeg. – Ha, ha? hviskede han tilbage. – Det var lige så meget dig han mente. Han førte med næsten to madder og kunne snart rejse sig og smutte ind på sit værelse, mens jeg måtte sidde endnu et par minutter og tygge. Planen havde været at gå ind til far efter maden og sige at de sikkert ville sende indslaget med ansigtet i havet i de sene nyheder, men omstændighederne taget i betragtning var det nok bedst at lade være. Eller hvad? Jeg bestemte mig for at se det an. Når jeg gik ud af køkkenet, plejede jeg at se ind i stuen og ønske ham godnat. Hvis hans stemme var neutral, eller i bedste fald venlig, ville jeg nævne det. Ellers ikke. Desværre havde han sat sig i sofaen, der var placeret inderst i stuen, og ikke i en af de to læderstole foran fjernsynet som han plejede. For at få kontakt med ham nu kunne jeg ikke bare vende mig om og sige godnat ligesom i forbifarten, som jeg kunne når han sad i en af læderstolene, men måtte tage flere skridt ind i stuen. Det ville naturligvis få ham til at forstå at jeg var ude efter noget. Og så forsvandt hele idéen med at lytte sig frem, så måtte jeg ud med det uanset hvilken tone han svarede mig i. Det opdagede jeg ikke før jeg var kommet ud af køkkenet, og siden usikkerheden fik mig til at stoppe op, havde jeg pludselig ikke længere noget valg, for han hørte naturligvis at jeg stoppede, og det måtte umiddelbart have fået ham til at forstå at jeg ville ham noget. Så jeg tog de fire skridt ind i stuen der skulle til, og trådte ind i hans synsfelt. 25


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 26 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Han sad med det ene ben over det andet, albuen støttet mod sofaryggen, hovedet lænet let tilbage. Blikket der så ud som om det havde peget skråt op mod loftet, blev rettet mod mig. – Godnat, far, sagde jeg. – Godnat, sagde han. – De viser sikkert det samme billede i de sene nyheder, sagde jeg. – Tænkte bare at jeg ville sige det. Så du og mor kan se det. – Hvilket billede? – Det af ansigtet, sagde jeg. – Ansigtet? Jeg må have stået med åben mund for pludselig lod han kæben falde og gabte på en måde jeg forstod skulle forestille mig. – Det jeg fortalte om, sagde jeg. Han lukkede munden og rettede sig op uden at slippe mig med øjnene. – Nu må det være nok med det ansigt, sagde han. – Ja, sagde jeg. Idet jeg vendte mig om og begyndte at gå hen ad gangen, fornemmede jeg hvordan hans opmærksomhed slap grebet i mig. Jeg børstede tænder, tog tøjet af og en pyjamas på, tændte lyset over sengen før jeg slukkede det i loftet og lagde mig ned og begyndte at læse. Jeg måtte egentlig kun læse i en halv time, til klokken ti, men jeg plejede at læse til mor kom hjem ved halv ellevetiden. Således også denne aften. Da jeg hørte folkevognen komme kørende op ad bakken fra hovedvejen, lagde jeg bogen ned på gulvet og slukkede lyset og lå i mørket og lyttede: Bildøren der blev smækket, skridtene over gruset, entrédøren der bliver åbnet, overtøjet der bliver taget af, skridtene op ad trappen ... Huset var anderledes når hun var hjemme, og det underlige var at jeg kunne mærke det; hvis jeg for eksempel var faldet i søvn før hun kom hjem, og vågnede i løbet af natten, kunne jeg mærke at hun var der, noget i 26


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 27 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

stemningen var forandret uden at jeg helt kunne sætte fingeren på hvad det var, andet end at det virkede beroligende. Det samme gjaldt de gange hun var kommet hjem tidligere end planlagt, mens jeg var ude: I samme øjeblik jeg trådte ind i gangen, vidste jeg at hun var i huset. Jeg ville selvfølgelig gerne have talt med hende, hun ville om nogen have forstået det med ansigtet, men det føltes ikke nødvendigt. Det vigtigste var at hun var her. Jeg hørte hende lægge nøglebundtet på telefonbordet da hun kom op ad trappen, åbne skydedøren, sige noget til far derinde og lukke den bag sig igen. Af og til, særlig efter aftenvagterne i weekenden, havde han lavet mad til hende når hun kom. En gang imellem spillede de plader. En sjælden gang stod der også en flaske vin på køkkenbordet efter dem, altid samme mærke, Vinmonopolets rødvin, og en sjælden gang øl, og altid samme mærke, to eller tre pilsnere fra Arendals bryggeri, de brune 0,7-litersflasker med det gule sejlskibslogo. Men ikke den aften. Og det var jeg glad for. Når de spiste sammen, så de nemlig ikke fjernsyn, og det skulle de hvis jeg skulle lykkes med min plan der var lige så enkel som den var dristig: et par sekunder i elleve ville jeg snige mig op af sengen, liste ud i gangen, åbne skydedøren på klem og se Kveldsnytt i fjernsynet derinde. Jeg havde aldrig gjort sådan noget før, ikke engang overvejet at gøre det. Det jeg ikke fik lov til, gjorde jeg ikke. Aldrig. Ikke én eneste gang havde jeg gjort noget min far havde forbudt mig. I hvert fald ikke med vilje. Men det her var anderledes, eftersom det ikke handlede om mig, men om dem. Jeg havde jo set billedet af ansigtet i havet og behøvede ikke se det igen. Jeg ville bare finde ud af om de så det samme som mig. Sådan lå jeg og tænkte i mørket mens jeg fulgte de grønlige visere på mit vækkeur med øjnene. Når der var så stille som nu, kunne jeg høre bilerne der kørte forbi nede på hovedvejen. En akustisk bane der begyndte når de kom over bakketoppen ved B-Max, det 27


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 28 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

nye supermarked, fortsatte ned mod Holtet, forbi indkørslen til Gamle Tybakken og op ad bakken til broen hvor den forsvandt lige så sporløst som den var opstået et halvt minut forinden. Ni minutter i elleve blev døren til huset på den anden side af vejen åbnet. Jeg stillede mig på knæ i sengen og kiggede ud ad vinduet. Det var fru Gustavsen, hun gik over indkørslen med en skraldepose i hånden. At det var et sjældent syn, gik først op for mig da jeg så det. Fru Gustavsen viste sig så godt som aldrig udendørs; enten så man hende inde, eller også så man hende i passagersædet på deres blå Ford Taunus, men selvom jeg havde vidst det, havde jeg aldrig tænkt på det før. Men nu hvor hun standsede foran skraldespanden og åbnede låget, smed posen ned i og lukkede det igen med den lidt dovne graciøsitet som så mange tykke kvinder besidder, slog det mig. Hun var aldrig udendørs. Gadelygten som stod uden for vores hæk, kastede sit hårde lys over hende, men i modsætning til de ting hun var omgivet af – skraldespanden, de hvide sider på campingvognen, fliserne, asfalten – som alt sammen reflekterede lyset skarpt og koldt, var det som om hendes skikkelse modulerede og absorberede det. De bare arme skinnede svagt, stoffet i den hvide trøje glimtede, det store, gråbrune hår så næsten gyldent ud. Hun stod et stykke tid og så sig omkring, først over til Prestbakmo, så op til Hansen, så ned mod skoven på den anden side af vejen. En kat der kom spankulerende ned ad vejen, standsede et øjeblik og betragtede hende. Hun strøg den ene hånd over armen et par gange. Så vendte hun sig om og gik ind igen. Jeg så hen på uret igen. Fire minutter i elleve. Jeg frøs lidt, og overvejede et øjeblik om jeg skulle tage en trøje på, men fandt så ud af at det ville virke for kalkuleret hvis jeg blev opdaget. Og det var jo ikke mange minutter det drejede sig om. 28


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 29 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Jeg gik forsigtigt hen til døren og lagde øret mod den. Det eneste egentlige risikomoment var at toilettet lå på min side af skydedøren. Når jeg stod der, ville jeg have kontrol over dem, og have muligheden for at trække mig tilbage hvis de rejste sig derinde, men nu, når skydedøren var lukket, ville jeg, hvis de allerede var på vej, ikke opdage det før det var for sent. Men i så fald kunne jeg jo lade som om jeg skulle på toilettet! Lettet over løsningen åbnede jeg forsigtigt døren og gik ud i gangen. Der var helt stille. Jeg listede mig gennem gangen, mærkede det tørre væg til væg-tæppe mod mine svedige fodsåler, standsede foran skydedøren, hørte ikke noget, trak den en anelse til side og kiggede ind gennem sprækken. Fjernsynet stod i hjørnet. De to læderstole var tomme. De sad altså i sofaen, begge to. Perfekt. Nu drejede jordkloden med N-tegnet på rundt på skærmen. Jeg bad til Gud at de ville vise den samme reportage, så mor og far kunne se det jeg havde set. Nyhedsoplæseren indledte udsendelsen med at tale om den savnede fiskekutter, og mit hjerte slog hurtigere i brystet. Men det var en anden reportage de viste: i stedet for billeder af et urørt hav, kom der billeder af en politimand der blev interviewet på en kaj, derefter kom der en kvinde med et lille barn i armene og så reporteren selv der stod med det brølende hav som baggrund og snakkede. Da indslaget var forbi, hørte jeg min fars stemme derinde, derefter latter. Skamfølelsen der bredte sig i mig, var så stærk at jeg ikke kunne tænke klart. Det var som om jeg blev helt hvid indeni. Kraften i den pludselige skam var den eneste af følelserne i barndommen der i intensitet kunne måle sig med frygt, sammen med pludseligt raseri selvfølgelig, og alle tre havde det til fælles at jeg ligesom blev udraderet. Det var kun den ene følelse der gjaldt. Så 29


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 30 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

da jeg vendte mig om og gik tilbage på mit værelse, var det uden at ænse noget som helst. Jeg ved at vinduet i trappen må have været så mørkt at billedet af gangen blev reflekteret i det, jeg ved at døren ind til Yngves soveværelse må have været lukket, ligesom den ind til mor og fars soveværelse og den ind til badeværelset. Jeg ved at mors nøglebundt må have ligget spredt ud på telefonbordet som en slags hvilende fabeldyr med sit hoved af læder og mylder af metalben, jeg ved at den knæhøje keramikvase med tørrede blomster må have stået på gulvet ved siden af, ligesom uforenet med det syntetiske stof i væg til væg-tæppet. Men jeg så ingenting, hørte ingenting, tænkte ingenting. Jeg gik ind på værelset, lagde mig i sengen og slukkede lyset, og da mørket omsluttede mig, trak jeg vejret dybt så mit åndedræt skælvede samtidig med at musklerne i maven strammede sig og ligesom pressede de klynkende lyde frem der var så høje at jeg måtte sende dem ned i den bløde pude med det snart aldeles våde stof. Det hjalp. Omtrent som det hjalp at kaste op når man havde kvalme. Længe efter at tårerne var holdt op med at komme lå jeg og hikstede. Det føltes godt. Da det gode også var væk, vendte jeg mig om på maven, hvilede hovedet mod armen og lukkede øjnene for at sove.


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 31 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

       , er der gået over tredive år. I vinduet foran mig ser jeg svagt genskinnet af mit eget ansigt. Bortset fra øjet, der glimter, og området lige nedenunder, som mat reflekterer lidt lys, ligger hele venstre side i skygge. To dybe furer går ned i panden, en dyb fure går ned langs begge kinder, alle ligesom fyldt af mørke, og når øjnene er stirrende og alvorlige, og mundvigene peger let nedad, er det ikke umuligt at tænke på ansigtet som dystert. Hvad er det der har sat sig i det? I dag er det den 27. februar 2008. Klokken er 23:43. Jeg der skriver, Karl Ove Knausgård, blev født i december 1968, og er altså i skrivende stund 39 år gammel. Jeg har tre børn, Vanja, Heidi og John, og er gift for anden gang, med Linda Boström Knausgård. De ligger alle fire og sover i værelserne omkring mig i en lejlighed i Malmø hvor vi har boet i halvandet år. Bortset fra nogle af forældrene til børnene i Vanjas og Heidis børnehave, kender vi ikke nogen her. Noget savn er det ikke, i hvert fald ikke for mig, det sociale får jeg alligevel ikke noget ud af. Jeg siger aldrig det jeg egentlig tænker, aldrig det jeg egentlig mener, men lægger mig altid tæt op ad den jeg til enhver tid taler med, lader som om det de siger, interesserer mig, bortset fra når jeg drikker, så går jeg som regel for langt den anden vej og vågner op til overskridelsens angst, som kun er vokset med årene, og nu kan vare i flere uger. Når jeg drikker, får jeg blackouts og mister helt kontrollen over mine handlinger, der som regel bliver desperate og idiotiske, men også nogle gange desperate og farlige. Derfor drikker jeg ikke læn31


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 32 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

gere. Jeg vil ikke have at nogen skal nå mig, jeg vil ikke have at nogen skal se mig, og sådan er det også blevet: ingen når mig, og ingen ser mig. Det er det der må have sat sig i ansigtet, det er det der må have gjort det så stift og maskeagtigt, og næsten umuligt at forbinde med mig selv når jeg tilfældigvis støder på det i et vindue på gaden.

* Det eneste der ikke ældes i ansigtet, er øjnene. De er lige så klare den dag vi bliver født som den dag vi dør. Blodårerne i dem kan godt nok sprænges, og hinderne mattes, men lyset i dem forandrer sig aldrig. Der er et maleri som jeg går hen og ser hver gang jeg er i London, og som rører mig lige meget hver gang. Det er et selvportræt malet af den sene Rembrandt. Den sene Rembrandts billeder er normalt præget af en næsten uhørt grovhed, hvor alt er underordnet det ene øjebliks udtryk, ligesom skinnende og helligt, stadig uovertruffen i kunst – måske lige bortset fra det Hölderlin opnår i sine sene digte, hvor usammenligneligt det end er, for der hvor Hölderlins lys, manet frem i sproget, er æterisk og himmelsk, er Rembrandts lys fremmanet i farven, i jordens, metallets, stoffets – men netop det billede, der hænger i National Gallery, er malet en anelse mere realistisk og virkelighedsnært, nærmere den unge Rembrandts udtryk. Men det billedet forestiller, er den gamle. Det er alderdommen. Alle ansigtets detaljer er synlige, alle spor livet har sat i det, lader sig følge. Ansigtet er furet, rynket, poset, hærget af tiden. Men øjnene er klare, og om ikke unge, så ligesom uden for den tid der ellers ses i ansigtet. Det er som om en anden ser på os, fra et sted inden i ansigtet, hvor alt er anderledes. Nærmere et andet menneskes sjæl er det svært at komme. For alt der vedrører Rembrandts person, hans vaner og uvaner, hans kropslugte og kropslyde, hans stemme og hans ord32


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 33 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

valg, hans tanker og meninger, hans måde at opføre sig på, hans krops lyder og skavanker, alt det der udgør en person for andre, er væk, billedet er over fire hundrede år gammelt, og Rembrandt døde samme år som det blev malet, så det der er afbildet her, som Rembrandt har malet, er selve dette menneskes væren, det som det hver morgen vågnede op til, og som straks faldt ind i tankerne, men som ikke selv var tanker, det der straks faldt ind i følelserne, men som ikke selv var følelser, og det det hver aften faldt i søvn fra, til sidst for bestandigt. Det i et menneske som tiden ikke rører ved, og som øjnenes lys kommer fra. Forskellen mellem dette maleri og de andre malerier den sene Rembrandt malede, er forskellen mellem at se og blive set. Det vil sige, i dette billede ser han sig selv se, samtidig med at han selv bliver set, og det var vel kun i barokken med dens hang til spejle i spejle, play within the play, iscenesættelser og tro på alle tings sammenhæng, hvor håndværket også var ført op på et niveau som ingen hverken før eller siden har været oppe på, at et sådant billede var muligt. Men det er i vores tid det findes, det er for os det ser.

* Den nat Vanja blev født, lå hun og så på os i flere timer. Hendes øjne var som to sorte lygter. Hendes krop var blodig, det lange hår klistrede til hovedet, og når hun rørte sig, var det med et krybdyrs langsomme bevægelser. Hun lignede noget fra skoven da hun lå på Lindas mave og kiggede op på os. Vi kunne ikke få nok af hende og hendes blik. Men hvad var det der fandtes i det? Ro, alvor, mørke. Jeg rakte tunge, der gik et minut, så rakte hun tunge. Aldrig har der været så meget fremtid i mit liv som da, aldrig så meget glæde. Nu er hun fire år, og alt er anderledes. Hendes øjne er kvikke, fyldes lige så hurtigt af jalousi som af glæde, af sorg som af vrede, hun er allerede dreven udi verden, og kan være 33


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 34 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

så fræk at jeg fuldstændig mister besindelsen og kan stå og råbe ad hende eller ryste hende til hun begynder at græde. Men ofte ler hun bare. Sidst det skete, sidst jeg var så vred at jeg rystede hende, og hun bare lo, fik jeg en indskydelse og lagde hånden på hendes bryst. Hendes hjerte hamrede. Åh, hvor det hamrede.

* Klokken er et par minutter over otte om morgenen. Det er den 4. marts 2008. Jeg sidder inde på kontoret omgivet af bøger fra gulv til loft og lytter til det svenske band Dungen mens jeg tænker på det jeg har skrevet, og hvor det fører hen. Linda og John ligger og sover i værelset inde ved siden af, Vanja og Heidi er i børnehave, jeg afleverede dem for en halv time siden. På det enorme Hiltonhotel udenfor, som stadig ligger i skygge, glider elevatorerne hele tiden op og ned i de tre glasskakter på facaden. Ved siden af står der et rødt hus som efter alle karnapperne, kvistene og buerne at dømme, må være fra slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet. Bag det kan man skimte en flig af Magistratparken med dens bladløse træer og grønne græs, hvor et gråspraglet halvfjerdseragtigt hus stopper udsigten og tvinger blikket op mod himmelen, som for første gang i flere uger er klar og blå. Efter at have boet her i halvandet år, kender jeg udsigten, og alle dens udtryk i løbet af dagene og året, men knyttet til den er jeg ikke. Der er ikke noget af det jeg ser her, der betyder noget for mig. Måske er det netop det jeg har ledt efter, for der findes helt sikkert noget i det tilknytningsløse som jeg godt kan lide, måske tilmed har brug for, men noget bevidst valg har det ikke været. For seks år siden var det i Bergen jeg sad og skrev, og selvom jeg måske ikke havde tænkt mig at bo i den by resten af mit liv, havde jeg ingen planer om at forlade hverken landet eller hende jeg var gift 34


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 35 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

med dengang. Tværtimod havde vi forestillet os at vi skulle have børn, og måske flytte til Oslo hvor jeg skulle skrive flere romaner, og hun skulle arbejde videre med radio og tv. Men den fremtid vi havde, som vel egentlig bare var en forlængelse af den daværende nutid, med hverdagsrutiner og middage med venner og bekendte, ferieture og besøg hos forældre og svigerforældre, alt sammen beriget af de børn vi havde tænkt os at få, blev aldrig til noget. Der skete noget, og fra den ene dag til den anden tog jeg til Stockholm, først bare for at komme væk i et par uger, men så blev det pludselig mit liv. Ikke bare byen og landet blev skiftet ud i det, men også alle menneskerne. Hvis det er mærkeligt at jeg gjorde det, er det endnu mærkeligere at jeg stort set aldrig tænker på det. Hvordan havnede jeg her? Hvorfor var det sådan det blev? Da jeg kom til Stockholm, kendte jeg to mennesker der, ingen af dem særlig godt: Geir, som jeg havde mødt i Bergen et par uger i foråret 1990, altså 12 år tidligere, og Linda, som jeg havde mødt på et debutantseminar på Biskops-Arnö et par dage i foråret 1999. Jeg sendte en mail til Geir og spurgte om jeg kunne bo der til jeg havde fundet et sted, det kunne jeg, og derfra indtelefonerede jeg en lejeannonce i to svenske aviser. Jeg fik over fyrre svar hvoraf jeg valgte to. Den ene lå i Bastugatan, den anden i Brännkyrkagatan. Efter at have set dem begge, bestemte jeg mig for den sidste, indtil jeg lod blikket falde på listen over beboere i trappeopgangen hvor Lindas navn stod. Hvad var sandsynligheden for det? Der bor over halvanden million mennesker i Stockholm. Hvis jeg havde fundet lejligheden via venner og bekendte, ville tilfældigheden ikke have været så slående, for alle litterære miljøer er relativt små, uanset hvor stor byen er, men det her var faldet på plads via en navnløs avisannonce læst af flere hundrede tusinde, og hende der havde svaret, kendte selvfølgelig hverken Linda eller mig. Fra det ene øjeblik til det andet ombestemte jeg mig, det ville være bedst at tage den anden lejlighed, for hvis jeg tog den her, ville Linda 35


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 36 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

måske tro at jeg forfulgte hende. Men et tegn, det var det. Og fuldt af mening blev det også, for nu er jeg gift med Linda, og hun er mor til mine tre børn. Nu er det hende jeg deler livet med. Det eneste spor der findes fra det forrige, er de bøger og plader jeg tog med. Alt det andet lod jeg ligge. Og mens jeg dengang brugte meget tid på at tænke på fortiden, næsten sygeligt meget tid, slår det mig nu, og derfor ikke bare læste Marcel Prousts roman På sporet af den tabte tid, men nærmest drak den, er fortiden nu knap nok nærværende i mine tanker. Meget af det skyldes de børn vi har fået, vil jeg tro, at livet med dem her og nu fylder det hele. Selv den allernærmeste fortid presser de væk: Spørg mig hvad jeg lavede for tre dage siden, jeg kan ikke huske det. Spørg mig hvordan Vanja var for to år siden, Heidi for to måneder siden, John for to uger siden, jeg kan ikke huske det. Der sker meget i det lille hverdagsliv, men det der sker, sker hele tiden inden for de samme rammer, og mere end noget andet har det forandret mit billede af tiden. For mens jeg før så tiden som en strækning der skulle tilbagelægges med fremtiden som et mål langt væk, gerne lysende og i hvert fald aldrig kedelig, er den nu sammenvævet med livet her og nu på en helt anden måde. Skulle jeg beskrive den med et billede, må det være en båd i en sluse: langsomt og ufravigeligt løftes livet op af tiden som jævnt risler ind alle vegne fra. Bortset fra detaljerne, ligner alt sig selv hele tiden. Og for hver dag der går, vokser længslen efter det øjeblik hvor livet når kanten, efter det øjeblik hvor porten går op og livet endelig glider fremad igen. Samtidig indser jeg at præcis det gentagende, det indelukkede, det uforanderlige er nødvendigt, det beskytter mig, for de få gange jeg forlader det, kommer de gamle plager tilbage. Pludselig er jeg igen som besat af alverdens tanker om hvad der blev sagt, hvad der blev set, hvad der blev tænkt, ligesom slynget ind i det ukontrollerbare, ufrugtbare, ofte fornedrende og i længden destruktive felt jeg i så mange år levede i. Længslen væk er lige så stærk der som her, men 36


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 37 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

forskellen er at længslens mål faktisk er realiserbart der, men ikke her. Her må jeg finde andre mål og slå mig til tåls med dem. Kunsten at leve, det er den jeg taler om. På papiret er det ikke noget problem, der kan jeg så let som ingenting mane et billede af Heidi frem, for eksempel, hvor hun kravler ud af tremmesengen klokken fem om morgenen og lunter hen ad gulvet i mørket for et øjeblik efter at tænde lyset og stille sig foran mig, som i halvsøvne kigger op på hende, og sige: »Köket!«. Hendes sprog er stadig idiosynkratisk, med en anden mening i ordene end det gængse, og »köket« betyder mysli med blåbærsurmælk. På samme måde hedder stearinlys for eksempel »Ja, må hun leva!«. Heidi har store øjne, stor mund, stor appetit, og er et på alle måder glubskt barn, men den robuste og usårlige glæde hun levede i det første halvandet år, er dette efterår, fra og med Johns fødsel, kommet i skyggen af andre, tidligere ukendte følelsesudbrud. De første måneder brugte hun næsten enhver lejlighed hun fik til at forsøge at skade ham. Kradsemærker i ansigtet var mere reglen end undtagelsen. Da jeg kom hjem efter en firedages tur til Frankfurt i efteråret, lignede John en der havde været i krig. Det var vanskeligt, for vi ville heller ikke holde hende væk fra ham, så vi måtte forsøge at aflæse den stemning hun var i, og regulere hendes adgang til ham efter den. Men selv når hun var i strålende humør, kunne hendes lynhurtige hånd skyde frem og slå eller kradse ham. Parallelt med det begyndte hun at få raserianfald med en kraft som jeg bare to måneder forinden ikke ville have troet hun var i stand til, samtidig med at en tidligere lige så ukendt sårbarhed dukkede op i hende: Hvis der var den mindste antydning til hårdhed i min stemme eller opførsel, bøjede hun hovedet, vendte sig om og begyndte at græde, som om raseriet var noget hun ville vise os, følsomheden noget hun ville skjule. Når jeg skriver dette, bliver jeg fuld af ømhed for hende. Men det er på papiret. I virkeligheden, når hun står foran mig, så tidligt om morgenen at gaderne udenfor ligger 37


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 38 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

stille og der ikke er en lyd at høre i huset, strålende af glæde over at gå i gang med en ny dag, og jeg med viljestyrke står op, tager tøjet fra i går på og følger hende ud i køkkenet hvor den forjættede surmælk med blåbærsmag og den sukkerfrie mysli venter hende, er det ikke ømhed jeg føler, og hvis hun træder over mine grænser, for eksempel ved at plage og plage om at se en film, eller ved at forsøge at komme ind på det værelse hvor John sover, kort sagt, hver gang hun ikke tager et nej for et nej, men trækker det ud i det uendelige, er det ikke sjældent at irritationen bliver til vrede, og når jeg så taler hårdt til hende, og hendes tårer kommer, og hun bøjer hovedet og vender sig væk med sammensunkne skuldre, tænker jeg at det er berettiget. Indsigten om at hun kun er to år gammel, dukker ikke op før om aftenen, når de sover, og jeg sidder og tænker på hvad det er jeg har gang i. Men så er jeg kommet videre. Når jeg er midt i det, har jeg ikke en chance. Når jeg er midt i det, handler det om at komme gennem morgenen, de tre timer med bleer der skal skiftes, tøj der skal på, ansigter der skal vaskes, hår der skal redes og sættes, tænder der skal børstes, skænderier der skal afværges, slag der skal forhindres, flyverdragter og støvler der skal på, før jeg med den sammenklappelige dobbeltklapvogn i den ene hånd og skubbende de to små piger fremad med den anden, går ind i elevatoren der ikke sjældent fyldes med skubberi og spektakel på vej ned, ud i gangen, hvor jeg lemper dem op i vognen, giver dem hue og vanter på og kører ud på gaden, der allerede er fuld af mennesker på vej til arbejde, for ti minutter senere at aflevere dem i børnehaven og dermed have de næste fem timer fri til at arbejde før de for børnene påkrævede rutiner begynder igen. Jeg har altid haft et stort behov for at være alene, jeg har brug for store flader af ensomhed, og når jeg ikke får det, som jeg ikke har fået de sidste fem år, kan frustrationen indimellem næsten blive til panik eller aggression. Og når det der har holdt mig i gang 38


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 39 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

hele mit voksne liv, ambitionen om engang at skrive noget enestående, på den måde bliver truet, er min eneste tanke, der gnaver som en rotte i mig, at jeg må se at komme væk. At tiden løber fra mig, forsvinder som sand mellem mine fingre mens jeg ... ja, hvad laver jeg? Vasker gulv, vasker tøj, laver middag, vasker op, køber ind, leger med børnene på legepladser, går ind med dem, tager tøjet af dem, putter dem i bad, passer på dem til de skal i seng, putter dem, hænger tøj til tørre, lægger tøj sammen og lægger det i skabe, rydder op, vasker borde, stole, skabe. Det er en kamp, og selvom den ikke er heroisk, er det mod en overmagt, for uanset hvor meget arbejde jeg laver herhjemme, flyder værelserne over af rod og snavs, og børnene, der bliver passet på hvert minut af deres vågne tid, er mere trodsige end jeg nogensinde har set andre børn være, i perioder er det et rent galehus herhjemme, måske fordi vi aldrig har fundet den nødvendige balance mellem afstand og nærhed, som jo er vigtigere jo mere temperament der er i spil. Og her er der ganske meget af det. Da Vanja var omkring otte måneder gammel, begyndte hun at få nogle stærke følelsesudbrud, af og til næsten anfald, og var umulig at nå når de var i gang, hun skreg og skreg hele tiden. Det eneste vi kunne gøre, var at holde om hende til det var gået over. Hvad det kom af, er svært at sige, men det indtraf ofte når hun havde fået mange nye indtryk, som for eksempel når vi var rejst ud til hendes bedstemor på landet uden for Stockholm, når hun havde været sammen med andre børn i lang tid, og når vi havde været ude i byen en hel dag. Helt ude af den kunne hun stå og skrige af al kraft, utrøstelig. Følsomhed og viljestyrke er ikke nogen nem kombination. Det blev ikke lettere for hende da Heidi blev født. Jeg ville ønske at jeg havde optrådt afmålt og fornuftigt dengang, men sådan var det desværre ikke, for også min vrede og mine følelser blev sat i gang i de situationer, som dermed eskalerede, gerne i fuld offentlighed: ude af mig selv af raseri kunne jeg finde på at hive hende op fra gulvet i et af stor39


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 40 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

centrene i Stockholm, smide hende op på skulderen som en sæk kartofler mens hun sparkede og slog og hylede som besat. Jeg kunne også finde på at besvare hendes hyl med at stå og råbe tilbage, smide hende ned på sengen og holde hende fast til det forlod hende, det der havde grebet hende. Hun var ikke særlig gammel før hun fandt ud af præcis hvad der drev mig til vanvid, nemlig en bestemt slags skrig, ikke gråd eller hulk eller hysteri, men situationsløse, målrettede, aggressive skrig der kunne bringe mig fuldstændig ud af kontrol, op på benene og hen til den stakkels pige som blev råbt til eller rystet lige til skrigene gik over i gråd og hendes krop blev blød og hun endelig kunne tage imod trøst. Når jeg ser tilbage på det, er det påfaldende hvordan hun, knap to år gammel, kunne præge vores liv på den måde. For sådan var det, når det stod på, var det kun det hele vores liv handlede om. Det siger jo selvfølgelig ingenting om hende, men alt om os. Både Linda og jeg lever tæt på kaos, eller følelsen af kaos, alt kan når som helst flyde ud, og alt det et liv med små børn fordrer, er noget vi bliver nødt til at tvinge os til. Planer har vi ikke. Det kommer hver dag som en overraskelse at vi skal købe ind til middag. Det samme gælder at der skal betales regninger i slutningen af hver måned. Hvis det ikke havde været fordi en eller anden instans sætter penge ind på min konto med ujævne mellemrum, som for eksempel forskud, bogklubsalg eller en slant fra en skolebogsudgivelse eller som nu i efteråret anden del af et udenlandshonorar som jeg havde glemt, var det gået galt. Men denne evige improvisation øger øjeblikkets betydning, som så naturligvis bliver så fuldt af liv da der ikke er noget af det der går af sig selv, og føles tilværelsen så lys, noget den selvfølgelig også gør, bliver nærværet stort og glæden tilsvarende stærk. Åh, så stråler vi. Alle børn er fulde af liv, og søger naturligt mod glæden, så har man lidt overskud og tager dem med det gode, glemmer de deres trods eller raseri i løbet af nogle minutter. Det fortærende er naturligvis at 40


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 41 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

bevidstheden om det, at det bare handler om at tage dem med det gode, ikke er til den mindste hjælp når jeg står midt i det, ligesom trukket ned i en sump af tårer og frustration. Og er jeg først i sumpen, fører enhver ny handling bare til at jeg skrues yderligere en omgang ned i den. Og mindst lige så fortærende er bevidstheden om at det er børn jeg har at gøre med. At det er børn der trækker mig ned. Der er noget dybt uværdigt ved det. I sådanne situationer er jeg så langt fra det menneske jeg ønsker at være, som det er muligt at komme. Jeg anede intet om alt det før jeg fik børn. Dengang tænkte jeg at alt nok skulle gå hvis jeg bare var sød ved dem. Og sådan er det vel egentlig også, men intet af det jeg hidtil havde set, advarede mig mod den invasion af livet børn indebærer. Den uhørte nærhed man får til dem, hvordan ens eget temperament og humør væves ind i deres temperament og humør på sådan en måde at alle ens værste sider ikke længere er noget man kan have for sig selv, i skjul, men ligesom tager form uden for en selv og bliver slynget tilbage. Det samme gælder naturligvis ens bedste sider. For bortset fra de mest presserende perioder, da først Heidi og siden John, blev født, og følelseslivet hos dem der oplevede det, forskubbede sig på måder der ikke findes bedre betegnelse for end kriselignende, er livet her for dem faktisk stabilt og overskueligt, og selvom jeg indimellem bliver rasende på dem, er de alligevel trygge ved mig, og søger min nærhed hver gang de har brug for den. Der er ikke noget de bedre kan lide end når hele familien laver ting sammen udendørs, og de kræver ikke andet end det allermest enkle, som for dem bliver fyldt af eventyr: en tur til Västa Hamnen en solskinsdag, først gennem parken hvor en stabel træstammer kan holde dem beskæftiget i en halv time, derefter forbi sejlbådene i havnen som de fatter stor interesse for, derefter frokost på en trappe ude ved havet hvor vi spiser hver vores panini fra den italienske café, for madpakke har vi naturligvis ikke tænkt på, og så en times tid hvor de bare løber rundt og leger og ler, 41


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 42 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Vanja med sin karakteristiske måde at løbe på som hun har haft siden hun var halvandet. Heidi med sine vaklende, ivrige skridt, altid to meter bag storesøsteren, klar til at modtage de sjældne gaver af samhørighed hun kan få fra hende, før vi går hjem igen samme vej. Hvis Heidi falder i søvn i vognen, sætter vi os på en café med Vanja som elsker de øjeblikke hun får alene med os, og som sidder der med sin saftevand og snakker løs og spørger om alt muligt, som fx om himmelen sidder fast eller om nogen kan stoppe efteråret eller om aber har et skelet. Hvis den følelse af glæde jeg kan få da, ikke er stormende, men snarere er en tilfredshed eller ro, er den alligevel glæde. Måske tilmed i særlige øjeblikke, lykke. Og er det ikke nok? Er det ikke nok? Jo, hvis lykke havde været målet, havde det været nok. Men lykke er ikke mit mål, det har aldrig været mit mål, hvad skal jeg med den? Heller ikke familien er mit mål. Hvis den havde været det, og jeg kunne bruge al min tid og alt mit overskud på den, ville vi have haft det fantastisk, det er jeg sikker på. Så ville vi have kunnet bo et sted i Norge, stået på ski og skøjter om vinteren, med madpakke og termokande i rygsækken, sejlet ud i båd om sommeren, badet, fisket, camperet, rejst sammen med andre børnefamilier på ferie til udlandet, haft orden derhjemme, brugt tid på at lave god mad, været sammen med venner, glade og lykkelige. Åh, det lyder som en karikatur, men hver dag ser jeg familier der får livet med børn til at fungere på den måde. Børnene er rene, deres tøj er pænt, forældrene er glade, og hvis de en gang imellem hæver stemmen, står de aldrig og råber til dem som idioter. De tager på udflugter i weekenden, lejer hus i Normandiet om sommeren, og deres køleskab er aldrig tomt. De arbejder i en bank eller på et sygehus, i it-firmaer eller kommuneadministrationen, i teateret eller på universitetet. Hvorfor skulle det at jeg skriver, lukke mig ude fra den verden? Hvorfor skulle det at jeg skriver, medføre at vores barnevogne ligner noget vi har fundet på en losseplads? Hvorfor skulle 42


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 43 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

det at jeg skriver, medføre at jeg ankommer til børnehaven med et forrykt blik i øjnene og et ansigt der er stivnet i en grotesk maske af frustration? Hvorfor skal det at jeg skriver, føre til at børnene sætter alt ind på deres egen vilje, uanset hvad konsekvensen er? Hvor kommer alt det rod i vores liv fra? Jeg ved at jeg kan få det til at forsvinde, jeg ved også at vi kan blive sådan en familie, men så må jeg ønske det, og så skal det være det og kun det livet handler om. Og det vil jeg ikke. Jeg gør alt det jeg skal for familien, det er min pligt. Det eneste jeg har lært af livet, er at holde det ud, aldrig stille spørgsmål til det, og brænde den længsel der således bliver genereret, op i skriveriet. Hvor det ideal kommer fra, aner jeg ikke, og når jeg ser det sort på hvidt foran mig, ser det næsten perverst ud: Hvorfor pligt foran lykke? Spørgsmålet om lykke er banalt, men det er spørgsmålet der følger, ikke det om mening. Jeg får tårer i øjnene når jeg ser på et smukt maleri, men ikke når jeg ser på mine børn. Det betyder ikke at jeg ikke elsker dem, for det gør jeg, af hele mit hjerte, det betyder bare at den mening de giver, ikke kan fylde et liv. I hvert fald ikke mit. Jeg er snart fyrre år, og når jeg er fyrre, snart halvtreds. Er jeg halvtreds, snart tres. Er jeg tres, snart halvfjerds. Og det vil være det. Så kan der på min gravskrift stå: Her hviler en der holdt ut. Det knækkede ham til slut (Jeg må i så fald begraves i Sverige, for rimets skyld). Eller måske: Her hviler en der fandt sig i alt og som derfor kun levede halvt. Det sidste han sagde før tiden var talt Og han ind i døden faldt Var: åh, jeg stakkels pjalt vil nogen sende mig livets salt? Eller måske:

43


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 44 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Her hviler en forfatter En fin mand i et stykke Men han var fremmed for latter Han kendte ikke lykke Engang var hans mund fuld af ord Nu er den fuld af jord Kom larver, kom mider Her venter festmåltider Spis et øje det er ikke så nøje Den mand er blot en dødbider Men hvis jeg har tredive år tilbage, er det jo ikke givet at jeg forbliver den samme. Så måske hellere noget i den her retning? Fra alle os til dig, vor Gud Her har du ham med hår og hud. Karl Ove Knausgård er endelig død han har længe nok spist vort brød Han slog hånden af sine venner For at få tid til sin bog, den kender Han spillede pik og skrev, men godt blev det ikke Han manglet stil, og måtte flikke Så tog han en kage, og endnu en til Så tog han en kartoffel, og så en sild Så tog han en gris og stegte den hel Spiste den op og bøvsede: heil, selv! Nazist er jeg ikke, men kan lide det brune. Jeg skifter alfabet, jeg skriver i rune!

44


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 45 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

Forlagene afviste, manden gik amok Han spiste og bøvsede og fik ikke nok Hans mave den voksede, linningen blev stram Øjnene smertede, tungen blev lam »Sandheden skulle jo bare frem!« Fedtet sig samlede i årer og om hjerte og en dag da skreg han ud sin smerte Hjælp mig, hjælp mig, mit hjerte vil stoppe Giv mig et nyt fra bildræbte kroppe! Men lægen sagde nej, jeg husker din bog Du skal dø som en fisk, med et hug fra en krog Mærker du smerten, mærker du den Stikket i hjertet, er døden, min ven Eller måske hvis jeg er heldig, en lidt mindre personspecifik? Her hviler en mand der røg i sin seng Hans kone, den tosse hun ligger her osse her er lidt aske vi fandt på en eng gad vide om det er dem?


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 46 SESS: 13 OUTPUT: Mon Apr 19 08:25:00 2010 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/934_Min_kamp_151x226_AGaramond/Materie

       som jeg er nu, brød han op fra sit gamle liv og startede forfra. Jeg var seksten år dengang, og gik i 1.g. på Kristiansand Katedralskole. Da skoleåret begyndte, var min forældre stadig gift, og hvis de havde problemer, var der ikke noget ved dem der gav mig den mindste fornemmelse af hvilken vej det ville gå med deres forhold. På det tidspunkt boede vi i Tveit, tyve kilometer uden for Kristiansand, i et gammelt hus helt i udkanten af byen nede i dalen. Det lå højt med skoven bagved og udsigt over elven. Der hørte også en stor lade og et udhus med til huset. Da vi flyttede hertil, den sommer jeg var tretten, havde mor og far købt høns, jeg tror de var der et halvt år før de forsvandt igen. Far dyrkede kartofler på en lille plet jord ved siden af græsplænen, og neden for den lå kompostbunken, som var blevet etableret. Et af de mange erhverv min far indimellem fabulerede om at skifte til, var gartner, og han havde da også et vist talent i den retning – haven rundt om huset der hvor vi kom fra, var overdådig, og ikke uden eksotiske indslag, som det ferskentræ min far havde plantet på solsiden af huset, og som han var så stolt over når det faktisk bar frugt – så det var med fuld optimisme og tro på fremtiden at vi dengang flyttede ud på landet. Langsomt, men sikkert begyndte ironien at blande sig, for en af de få konkrete ting jeg kan huske fra min fars liv de år, er en replik han kom med da vi sad ude ved bordet i haven en sommeraften og grillede, han og mor og jeg. – Nu har vi det sørme hyggeligt, hvad! Ironien var enkel, selv jeg forstod den, men også kompliceret, 46


Min Kamp 1 af Karl Ove Knausgård