Page 1


3. FÆNOMEN

Da jeg åbnede øjnene næste morgen, var noget anderledes. Det var lyset. Det var stadig samme grågrønne lys som på en overskyet dag i skoven, men det var på en eller anden måde klarere. Jeg opdagede, at tågen ikke hang tæt uden for mit vindue. Jeg sprang ud af sengen for at se, men stønnede forfærdet. Haven var dækket af et fint lag sne, det pudrede oversiden af min bil, og vejen var hvid. Men det var ikke det værste. Al gårsdagens regn var stivfrossen – den dækkede nålene på træerne i fantastiske, pragtfulde mønstre og gjorde indkørslen til en dødsensfarlig glidebane. Jeg havde problemer nok med ikke at falde, når jorden var tør. Nu skulle jeg måske hellere gå i seng igen. Charlie var taget på arbejde, inden jeg kom nedenunder. I mange retninger var det at bo sammen med Charlie ligesom at have sit eget. Jeg nød i fulde drag at være alene i stedet for at være ensom. Jeg slugte hurtigt en skål cornflakes og drak appelsinjuice af kartonen. Jeg glædede mig til at komme i skole, og det skræmte mig. Jeg vidste, at det ikke var det stimulerende undervisningsmiljø, jeg så frem til, eller mødet med mine nye venner. Hvis jeg skulle være ærlig over for mig selv, vidste jeg, at jeg var opsat på at komme i skole, fordi jeg skulle se Edward Cullen. Og det var meget, meget dumt. 55

Bog1124-Tusmørke-1.p65

55

09-12-2008, 13:48


Jeg burde helt undgå ham efter alt det idiotiske og pinlige sludder, jeg havde sagt i går. Jeg var også mistroisk. Hvorfor skulle han lyve om sine øjne? Jeg blev stadig bange for den fjendtlighed, han somme tider udstrålede, og jeg anede stadig heller ikke, hvad jeg skulle sige, når jeg forestillede mig hans perfekte ansigt. Jeg vidste godt, vi kom fra vidt forskellige kredse, som ikke berørte hinanden. Derfor skulle jeg slet ikke være vild efter at se ham i dag. Det krævede min opmærksomhed hundrede procent at komme levende ned ad den isdækkede indkørsel. Jeg var lige ved at miste balancen, da jeg endelig kom hen til pickuppen, men jeg nåede at klamre mig til sidespejlet og redde livet. Dagen i dag ville blive et mareridt, ingen tvivl om det. På køreturen til skole prøvede jeg at undgå at tænke på min angst for at falde eller på Edward Cullen. I stedet for tænkte jeg på Mike og Eric og på, hvor vidt forskelligt teenagedrenge her på stedet reagerede på mig. Jeg var sikker på, jeg så ud, ligesom jeg havde gjort i Phoenix. Måske skyldtes det bare, at drengene derhjemme havde set mig gennemgå alle en teenagers kejtede faser og stadig tænkte sådan på mig. Måske var det, fordi jeg havde nyhedens interesse her, hvor der var få af dem og så langt imellem. Måske blev min lammende klodsethed betragtet som charmerende i stedet for patetisk og stemplede mig som hjælpeløs. I alle tilfælde var Mikes opførsel som en logrende hundehvalp og Erics tydelige jalousi foruroligende. Jeg tror faktisk hellere, jeg ville ignoreres. 56

Bog1124-Tusmørke-1.p65

56

09-12-2008, 13:48


Min pickup havde tilsyneladende ingen problemer med den sorte is, der dækkede vejene. Jeg kørte ganske vist meget langsomt for ikke at trække et spor af ødelæggelse efter mig gennem Main Street. Da jeg stod ud af min pickup ved skolen, så jeg, hvorfor jeg ikke havde haft særlige problemer. Noget sølvskinnende tiltrak min opmærksomhed, og jeg gik om bag bilen – uden at slippe mit tag i siden på den – for at undersøge dækkene. Der var tynde kæder på kryds og tværs rundt om dem. Charlie var stået op, himlen måtte vide hvor tidligt, for at sætte snekæder på min bil. Jeg fik pludselig en klump i halsen. Jeg var ikke vant til, at nogen viste mig omsorg, og Charlies tavse interesse kom bag på mig. Jeg stod ved bilens bageste hjørne og prøvede at bekæmpe en pludselig bølge af rørelse på grund af snekæderne, da jeg hørte en underlig lyd. Jeg hørte et skingert hvin, og det blev snart så gennemtrængende, at det gjorde ondt. Jeg så forskrækket op. Flere ting skete samtidig. Ingenting bevægede sig i slowmotion, sådan som det gør på film. I stedet for var det, som om strømmen af adrenalin fik min hjerne til at arbejde meget hurtigere, så jeg kunne opfatte flere ting samtidig i alle detaljer. Edward Cullen stod fire biler fra mig og så forfærdet på mig. Hans ansigt udskilte sig i et hav af ansigter, alle stivnet i samme chokerede maske. Men umiddelbart var en anden ting vigtigere, nemlig den mørkeblå varevogn, der kom rutsjende. Den snurrede rundt med fastlåste hjul og 57

Bog1124-Tusmørke-1.p65

57

09-12-2008, 13:48


hvinende bremser hen over parkeringspladsens is. Den ville ramme det bageste hjørne af min pickup, og jeg stod imellem. Jeg havde ikke engang tid til at lukke øjnene. Lige før jeg hørte det ødelæggende brag af varevognen, der foldede sig omkring ladet, ramte et eller andet mig hårdt, men ikke fra den ventede retning. Jeg hamrede hovedet ned i den isdækkede asfalt og mærkede noget sort og koldt presse mig mod jorden. Jeg lå på asfalten bag den gyldenbrune bil, jeg havde parkeret ved siden af. Men jeg fik ikke chance for at se andet, da varebilen stadig var på vej hen mod mig. Den havde snoet sig om bagenden på pickuppen med en skurrende lyd og rutsjede nu videre og var ved at støde sammen med mig igen. En dæmpet ed gjorde mig opmærksom på, at nogen var sammen med mig. Det var umuligt ikke at genkende stemmen. To lange, hvide hænder blev stukket beskyttende frem foran mig, og varevognen standsede dirrende en halv meter fra mit ansigt. Hans hænder var mirakuløst endt inde i en stor bule i siden på bilen. Så bevægede hans hænder sig lynhurtigt. Den ene blev stukket ind under varevognen, og et eller andet trak mig, svingede mine ben rundt som en kludedukkes, til de ramte hjulet på den gyldenbrune bil. Et metallisk bump gav genlyd i mine ører, og varevognen blev liggende på asfalten, mens glas splintredes – præcis hvor mine ben havde været for et sekund siden. Der var dødstille i et langt sekund, før alle begyndte at skrige. I det bratte kaos kunne jeg høre flere råbe mit navn. Men tydeligere end alle råbene hørte jeg Edward Cullens desperate stemme i mit øre. 58

Bog1124-Tusmørke-1.p65

58

09-12-2008, 13:48


“Bella? Er du okay?” “Ja, jeg er.” Min stemme lød underlig. Jeg prøvede at sætte mig op, men fandt ud af, at han holdt mig i et jerngreb trykket ind til sig. “Pas på,” advarede han, mens jeg kæmpede. “Jeg tror, du slog hovedet temmelig hårdt.” Jeg opdagede, at det dunkede og gjorde ondt over mit venstre øre. “Av,” sagde jeg overrasket. “Det tænkte jeg nok.” Hans stemme lød til min overraskelse, som om han var lige ved at grine. “Hvordan i ...” Jeg tav og prøvede at klare tankerne og orientere mig. “Hvordan kom du herhen så hurtigt?” “Jeg stod lige ved siden af dig, Bella,” sagde han og lød igen alvorlig. Jeg vendte mig om for at sætte mig op, da han slap mig og gled så langt væk fra mig, som han kunne på den begrænsede plads. Jeg så på hans bekymrede, uskyldige ansigtsudtryk og blev igen rådvild ved synet af styrken i hans gyldne øjne. Hvad spurgte jeg ham om? Sådan fandt de os, en masse mennesker med tårerne strømmende ned ad kinderne. De råbte til hinanden, råbte til os. “Rør dig ikke,” sagde en eller anden. “Få Tyler ud af varevognen!” råbte en anden. Der foregik en masse rundt om os. Jeg prøvede at rejse mig op, men Edwards kolde hånd trykkede min skulder ned. “Bliv, hvor du er lige nu.” “Jamen, det er koldt,” indvendte jeg. Det undrede mig, at han lo dæmpet. Der var noget skarpt ved hans latter. 59

Bog1124-Tusmørke-1.p65

59

09-12-2008, 13:48


“Du var derovre,” huskede jeg pludselig, og han holdt op at le. “Du stod henne ved din bil.” Han fik et hårdt udtryk i ansigtet. “Nej, det gjorde jeg ikke.” “Jeg så dig.” Alt omkring os var kaotisk. Jeg kunne høre mørkere stemmer. Nu kom de voksne. Men jeg blev stædigt ved mit. Jeg havde ret, og han skulle indrømme det. “Bella, jeg stod ved siden af dig, og jeg trak dig væk.” Han så på mig med tilintetgørende styrke, som om han ville formidle noget afgørende til mig. “Nej.” Jeg var stædig. Hans gyldne øjne lynede. “Hold nu op, Bella.” “Hvorfor?” spurgte jeg. “Stol på mig,” bønfaldt han, og hans blide stemme virkede overvældende. Nu kunne jeg høre sirenerne. “Vil du love at forklare mig det hele senere?” “Okay,” snerrede han pludselig rasende. “Okay,” gentog jeg vredt. Det krævede seks redningsfolk og to lærere – mr. Varner og træner Clapp – at flytte varevognen så langt væk fra os, at de kunne få bårerne ind. Edward afslog heftigt, og jeg prøvede at gøre det samme, men forræderen fortalte dem, at jeg havde slået hovedet og sikkert havde hjernerystelse. Jeg var nær død af flovhed, da de gav mig halskrave på. Det så ud, som om hele skolen stod og kiggede roligt på, at de skubbede mig ind bag i ambulancen. Edward fik lov at sidde foran. Det var dødirriterende. 60

Bog1124-Tusmørke-1.p65

60

09-12-2008, 13:48


For at gøre det endnu værre ankom politimester Swan, inden de fik mig sikkert af sted. “Bella!” råbte han panisk, da han genkendte mig på båren. “Jeg har det helt fint, Cha – far,” sukkede jeg. “Jeg er ikke kommet noget til.” Han vendte sig mod den nærmeste ambulancemand for at høre hans vurdering. Jeg lukkede ørerne for ham og koncentrerede mig om det virvar af uforklarlige billeder, der hvirvlede kaotisk rundt i hovedet på mig. Da de løftede mig væk fra bilen, havde jeg set den store bule i den gyldenbrune bils kofanger – en meget afgrænset bule, der passede til omridsene af Edwards skuldre ... som om han havde stemt imod bilen med så stor styrke, at han havde lavet bulen ... Så var der hans familie, der stod på afstand og så til, nogle af dem misbilligende, andre rasende, men uden et strejf af bekymring for deres brors sikkerhed. Jeg prøvede at finde en logisk forklaring på det, jeg lige havde set – en forklaring, der udelukkede den antagelse, at jeg ikke var rigtig klog. Naturligvis fik ambulancen politieskorte til hospitalet. I al den tid, de bar mig ind, følte jeg mig som idiot. Og det blev ikke bedre af, at Edward simpelt hen forsvandt ind ad hospitalets døre uden hjælp. Jeg bed tænderne sammen. De anbragte mig på skadestuen, et langt lokale med en række senge med mønstrede, pastelfarvede gardiner imellem. En sygeplejerske tog mit blodtryk og stak et termometer under min tunge. Da ingen gjorde sig den 61

Bog1124-Tusmørke-1.p65

61

09-12-2008, 13:48


ulejlighed at trække gardinerne for, så jeg fik lidt privatliv, mente jeg ikke, at jeg behøvede den tåbelige halskrave mere. Da sygeplejersken gik, åbnede jeg i en fart velcroen og smed den ind under sengen. Det vrimlede igen med hospitalspersonale, og en båre blev anbragt ved siden af min seng. Jeg genkendte Tyler Crowley fra samfundsfag under de blodplettede forbindinger, som var bundet stramt om hans hoved. Tyler så hundrede gange mere medtaget ud, end jeg følte, jeg var. Men han kiggede bekymret på mig. “Åh, Bella, det må du undskylde!” “Jeg har det fint, Tyler – du ser dårlig ud, hvordan har du det?” Nu begyndte sygeplejersker at vikle de blodige bandager af og afslørede en vrimmel af snitsår i panden og på venstre kind. Han ignorerede mig. “Jeg troede, jeg slog dig ihjel! Jeg kørte for hurtigt og ramte isen forkert ...” Han gav sig, da sygeplejersken begyndte at rense hans ansigt. “Bare rolig, du ramte mig ikke.” “Hvordan kom du af vejen så hurtigt? Du var der, og så var du væk ...” “Øh ... Edward trak mig væk.” Han så uforstående ud. “Hvem?” “Edward Cullen – han stod ved siden af mig.” Jeg har altid været en elendig løgnhals. Jeg lød slet ikke overbevisende. “Cullen? Jeg så ham ikke ... wau, det gik nok alt sammen så hurtigt. Kom han noget til?” “Det tror jeg ikke. Han er her et eller andet sted, men de lagde ham ikke på en båre.” 62

Bog1124-Tusmørke-1.p65

62

09-12-2008, 13:48


Jeg vidste, jeg ikke var tosset. Hvad var der sket? Det, jeg havde set, kunne ikke bortforklares. De kørte mig ud for at røntgenfotografere mit hoved. Jeg sagde, at der ikke var noget i vejen, og jeg havde ret. Ikke engang en hjernerystelse. Jeg spurgte, om jeg kunne tage hjem, men sygeplejersken sagde, jeg skulle tale med en læge først. Jeg var altså spærret inde på skadestuen, hvor jeg ventede, mens Tyler plagede mig med sine evindelige undskyldninger og løfter om at gøre det godt igen. Uanset hvor mange gange jeg prøvede at overbevise ham om, at jeg ikke var kommet noget til, blev han ved at pine og plage sig selv. Til sidst lukkede jeg øjnene og lod, som om han var luft. Han blev ved at mumle angergivent. “Sover hun?” spurgte en melodisk stemme. Jeg spærrede øjnene op. Han stod ved fodenden af sengen med et stort grin på ansigtet. Jeg kiggede på ham. Det var ikke nemt – det ville have været mere naturligt at stirre forelsket på ham. “Hej, Edward, jeg er sgu ked af –” begyndte Tyler. Edward løftede hånden for at bremse ham. “No hard feelings,” sagde han, og hans hvide tænder glimtede. Han satte sig på kanten af Tylers seng over for mig. Han smilede igen stort. “Hvordan lyder så dommen?” spurgte han mig. “Jeg fejler slet ikke noget, men de vil ikke lade mig gå,” brokkede jeg mig. “Hvordan kan det være, du ikke er fastspændt på en båre ligesom vi andre?” “Det kommer alt sammen an på, hvem man kender,” svarede han. “Men bare rolig, jeg kom for at befri dig fra fængslet.” 63

Bog1124-Tusmørke-1.p65

63

09-12-2008, 13:48


Nu dukkede en læge op rundt om hjørnet. Jeg måbede. Han var ung, han var lyshåret ... og han var smukkere end nogen filmstjerne, jeg nogen sinde havde set. Men han var bleg, så træt ud og havde mørke ringe under øjnene. Ifølge min fars beskrivelse måtte det være Edwards far. “Nå, miss Swan,” sagde dr. Cullen med en usædvanlig charmerende stemme, “hvordan går det?” “Godt,” sagde jeg forhåbentlig for sidste gang. Han gik hen til tavlen over mit hoved og tændte lyset. “Røntgenbillederne ser gode ud,” sagde han. “Har du ondt i hovedet? Edward sagde, du slog det temmelig hårdt.” “Nej, det gør ikke ondt,” sagde jeg med et suk og skævede vredt til Edward. Han følte på mit hoved med sine kolde fingre og lagde mærke til, hvornår jeg gav mig. “Øm?” spurgte han. “Ikke særlig.” Jeg havde oplevet det, der var værre. Jeg hørte nogen le og så hen på Edward. Han smilede beskyttende. Jeg kneb øjnene sammen. “Din far sidder ude i venteværelset – du kan tage hjem sammen med ham. Men kom tilbage, hvis du bliver svimmel eller får det mindste problem med synet.” “Må jeg ikke tage tilbage til skolen?” spurgte jeg, da jeg tænkte mig, at Charlie prøvede at være omsorgsfuld. “Måske skulle du tage den lidt med ro i dag.” Jeg så på Edward. “Må han komme i skole?” “Nogen skal jo sprede den gode nyhed, at vi overlevede,” sagde Edward selvtilfreds. 64

Bog1124-Tusmørke-1.p65

64

09-12-2008, 13:48


“Faktisk sidder det meste af skolen tilsyneladende i venteværelset,” indskød dr. Cullen. “Åh, nej,” stønnede jeg og skjulte ansigtet i hænderne. Dr. Cullen hævede øjenbrynene. “Vil du gerne blive?” “Nej, nej!” skyndte jeg mig at sige og svingede benene ud over sengekanten og hoppede hurtigt ned på gulvet. For hurtigt – jeg vaklede, og dr. Cullen greb mig. Han så bekymret ud. “Jeg har det fint,” forsikrede jeg igen. Der var ingen grund til at fortælle ham, at mine problemer med balancen ikke skyldtes, at jeg havde slået hovedet. “Tag eventuelt noget smertestillende,” foreslog han, da jeg havde genvundet ligevægten. “Det gør ikke særlig ondt,” påstod jeg. “Det lyder, som om du var utrolig heldig,” sagde dr. Cullen og smilede, da han skrev under på mit kort med et flot sving. “Heldigt, at Edward lige stod ved siden af mig,” rettede jeg og sendte omtalte Edward et hårdt blik. “Åh ja,” samtykkede dr. Cullen og fik pludselig travlt med papirerne foran sig. Derpå så han på Tylor og gik hen til den næste seng. Min intuition sagde mig pludselig, at lægen var indblandet i det. “Jeg er bange for, at du kommer til at blive hos os bare lidt længere,” sagde han og begyndte at se på hans snitsår. Så snart lægen vendte ryggen til, gik jeg hen til Edward. “Må jeg tale med dig et øjeblik?” hviskede jeg. Han veg et skridt tilbage og bed pludselig tænderne sammen. 65

Bog1124-Tusmørke-1.p65

65

09-12-2008, 13:48


“Din far venter på dig,” mumlede han. Jeg skævede til dr. Cullen og Tyler. “Jeg vil gerne tale alene med dig, hvis du ikke har noget imod det,” insisterede jeg. Han skulede, men vendte ryggen til og gik med lange skridt gennem lokalet. Jeg måtte næsten løbe for at følge med. Så snart vi var kommet om hjørnet og stod i en kort gang, vendte han sig mod mig. “Hvad vil du?” spurgte han. Han lød irriteret. Hans øjne var kolde. Hans uvenlighed gjorde mig usikker. Jeg lød ikke så streng, som jeg gerne ville. “Du skylder mig en forklaring,” mindede jeg ham om. “Jeg reddede dit liv – jeg skylder dig ingenting.” Hans vrede var som et slag i ansigtet. “Du lovede.” “Bella, du slog hovedet, du ved ikke, hvad du taler om.” Hans tonefald var bidende. Nu blev jeg hidsig og gloede trodsigt på ham. “Mit hoved fejler ingenting.” Han gengældte mit blik. “Hvad vil du mig, Bella?” “Jeg vil vide sandheden,” sagde jeg. “Jeg vil vide, hvorfor jeg lyver.” “Hvad tror du, der skete?” sagde han hånligt. Ordene røg ud af mig. “Jeg ved bare, at du i hvert fald ikke stod i nærheden af mig – Tyler så dig heller ikke, så kom ikke og sig, jeg slog hovedet for hårdt. Den varevogn ville smadre os begge to – men gjorde det ikke, og dine hænder efterlod buler i siden på den – og du lavede en bule i den anden bil, men du er slet ikke kommet til skade – og varevognen ville 66

Bog1124-Tusmørke-1.p65

66

09-12-2008, 13:48


have knust mine ben, men du holdt den oppe ...” Jeg kunne høre, hvor sindssygt det lød, og var ude af stand til at fortsætte. Jeg var så gal i hovedet, at jeg var lige ved at tude. Jeg prøvede at bide tænderne sammen for at holde tårerne tilbage. Han så vantro på mig. Men han var anspændt, forsvarsberedt. “Du tror, jeg løftede en varevogn væk fra dig?” Han lød, som om han ikke troede, jeg var rigtig klog, men det gjorde mig bare mere mistroisk. Det var som en perfekt afleveret replik af en dygtig skuespiller. Jeg nikkede bare sammenbidt. “Du er godt klar over, at ingen vil tro på det.” Nu lød han en anelse hånlig. “Jeg siger det ikke til nogen.” Jeg talte langsomt og beherskede omhyggeligt min vrede. Han blev overrasket. “Jamen, hvorfor betyder det så noget?” “Det betyder noget for mig,” blev jeg ved. “Jeg kan ikke lide at lyve – så der må hellere være en god grund til, at jeg gør det.” “Kan du ikke bare takke mig og så glemme det?” “Tak.” Jeg ventede rasende. “Du giver ikke op, hva’?” “Nej.” “Jamen, så håber jeg ... du nyder at blive skuffet.” Vi så ondt på hinanden og tav. Jeg var den første, der sagde noget, mens jeg prøvede ikke at lade mig distrahere af hans ligblege, vildt smukke ansigt. Det var som at nidstirre en engel. 67

Bog1124-Tusmørke-1.p65

67

09-12-2008, 13:48


“Hvorfor gad du i det hele taget gøre det?” spurgte jeg i en iskold tone. Han tøvede, og et kort øjeblik var hans forbløffende ansigt uventet sårbart. “Det ved jeg ikke,” hviskede han. Så vendte han mig ryggen og gik. Jeg var så vred, at det varede fem minutter, før jeg kunne bevæge mig. Så gik jeg langsomt hen mod udgangen for enden af gangen. Venteværelset var slemt, værre end jeg havde frygtet. Alle, jeg kendte i Forks, var der tilsyneladende og kiggede på mig. Charlie kom stormende hen til mig. Jeg løftede hænderne. “Jeg fejler ikke noget,” forsikrede jeg gnavent. Jeg ærgrede mig stadig og var ikke i humør til at småsnakke. “Hvad sagde lægen?” “Dr. Cullen undersøgte mig, og han sagde, jeg havde det godt og kunne tage hjem.” Jeg sukkede. Mike og Jessica og Eric var der alle tre og nærmede sig os. “Lad os gå,” sagde jeg indtrængende. Charlie lagde armen om ryggen på mig, men næsten uden at røre ved mig, og førte mig hen til udgangsdøren. Jeg vinkede forlegent til mine venner og håbede, at de forstod, de ikke behøvede at bekymre sig mere. Det var en kæmpelettelse – og det var første gang, jeg havde oplevet det – at komme ind i patruljevognen. Vi kørte i tavshed. Jeg var så opslugt af mine egne tanker, at jeg næsten havde glemt, at Charlie var der. Jeg var overbevist om, at Edwards forsvarsberedte optræden ude 68

Bog1124-Tusmørke-1.p65

68

09-12-2008, 13:48


i gangen bekræftede de absurde ting, jeg stadig havde svært ved at tro, jeg havde set. Da vi nåede hjem, sagde Charlie endelig noget. “Øh ... du kommer til at ringe til Renée.” Han hang skyldbevidst med hovedet. Jeg blev forfærdet. “Du sagde det til mor!” “Undskyld.” Jeg smækkede bildøren lidt hårdere end nødvendigt på vej ud. Min mor havde selvfølgelig et hysterisk anfald. Jeg måtte sige, at jeg havde det fint, mindst tredive gange, før hun faldt til ro. Hun tiggede mig om at komme hjem – hun havde glemt, at hjemmet stod tomt for tiden – men hendes bønner var lettere at modstå, end jeg havde troet. Jeg tænkte ikke på andet end det mysterium, Edward repræsenterede. Og så på Edward selv. Idiot, idiot, idiot. Jeg var ikke så ivrig efter at slippe fra Forks, som jeg burde være, og som enhver normal person ved sine fulde fem ville være. Jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne gå tidligt i seng den aften. Charlie sad inde i stuen og holdt nervøst øje med mig, og det gik mig på nerverne. På vejen op i seng gik jeg ind i badeværelset og tog et par kodimagnyler. De hjalp, og da smerterne lettede, faldt jeg i søvn. Det var første gang, jeg drømte om Edward Cullen.

69

Bog1124-Tusmørke-1.p65

69

09-12-2008, 13:48


Twilight Tusmørke  

55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you