Issuu on Google+


STEFFEN KRETZ

BRÆNDPUNKTER REPORTER PÅ KANTEN AF VERDEN


Brændpunkter. Reporter på kanten af verden © Steffen Kretz og People’sPress, 2010 Omslag, sats og tilrettelægning: Klahr | Grafisk design ISBN: 978-87-7108-140-4 Produktion: Clemenstrykkeriet Kort: Lene Gammelgaard Forside: Collage med forfatterfoto af Ahmad Damisi og baggrundsfoto af Wissam Nassar/Xinhua/Corbis/Polfoto Printed in Denmark 2010

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


Indhold Forord 7

Når brødre vender geværet mod hinanden Gaza, 2007 11

Olie er tykkere end blod Tripoli, Libyen, december 2004 43

To hvide mænd i Mogadishu Somalia, juni 1996 75

Døden under appelsintræerne Libanon, sommeren 2006 101

Med livet som indsats Mauretanien, Nordvestafrika, 2009 127

Amazonas brænder Brasilien, august 2009 149

På sporet af selvmordsbomberne Casablanca, Marokko, april 2007 173

Bag magtens høje mure Moskva, Rusland, april 2010 199


Til min elskede og mine børn


Forord

I april 1992 stod Los Angeles i USA i flammer. Butikker blev plyndret, tilfældige mennesker slået ihjel i gaderne på grund af deres hudfarve. Indbyggerne flygtede ud af byen. Jeg var korrespondent i New York og sprang på det første morgenfly til LA. Der var plads til knap 300 passagerer, og normalt ville flyet være fuldt. Denne morgen var vi tre om bord. Da vi nærmede os byen, kunne jeg se de sorte røgsøjler fra snesevis af brande i millionbyen. Piloterne slog et sving ud over Stillehavet inden landing, for på den normale indflyvningsrute ind over tætbebygget område blev der nu skudt fra jorden mod flyene. I lufthavnen var afgangshallen ét kaos. Ankomsthallen var til gengæld tom. Jeg har tit tænkt på symbolikken i den situation. Når mennesker føler en desperat trang til at forlade et sted, så vil journalister ofte mærke en lige så stærk drift mod at rejse dertil. For mig har den drift altid handlet om at forstå. Jeg bliver aldrig færdig med at prøve at forstå. For hver gang jeg forstår lidt mere af, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør, så lærer jeg samtidig noget om mig selv. Nogle kunne kalde det nysgerrighed, men for mig rummer det noget dybere. Det er en livslang opdagelsesrejse både udad og indad. I mit arbejde har jeg rejst ind i de brændpunkter, som præger nyhederne. Først med ungdommeligt overmod for at bevise, at jeg kunne og turde. Siden med mere moden overvejelse og respekt for de farer, man uvægerligt møder undervejs. Jeg har rapporteret om den brutale virkelighed i blandt andet Somalia, Gaza, Libanon og Iran, men også om den menneskelighed, som jeg har mødt både i udbombede huse og bag magtens mure hos det dusin præsidenter og verdensledere, jeg har interviewet. Undervejs har skæbner brændt sig fast. To brødre, der er 7


blevet dødsfjender, fordi de står på hver sin side i en borgerkrig. Pigen, der legede med en metalkugle, som viste sig at være en granat fra en dødbringende klyngebombe. En krigsherre i Mogadishu, som gav mig en fornemmelse af at have mødt de syv dødssynder samlet i ét menneske. En excentrisk diktator, der kun ville interviewes i et beduintelt. Alle sammen mennesker som jeg selv – med den forskel, at de befandt sig i ekstreme omstændigheder i ét af verdens brændpunkter. Jeg tror, at nøglen til at forstå de komplekse sammenhænge, der forvandler nogle steder på jorden til brændpunkter – til milepæle i historien – ligger i at se igennem grusomheden og prøve at forstå de mennesker, som former historien med deres beslutninger og liv. For er krigens og konfliktens umenneskelighed i virkeligheden ikke frem for alt menneskelig? Et udtryk for de svagheder, som vi alle rummer, men som vi undertrykker i vores velordnede og gennemregulerede liv. I denne bog har jeg samlet beretningerne om nogle af de mennesker og begivenheder, der har gjort størst indtryk på mig. Skæbner og hændelser, som har hjulpet mig med at forstå baggrunden for de konflikter, der igen og igen skaber overskrifter. Jeg håber, at læseren vil have samme oplevelse. Bogens essays bygger på mine personlige noter og manuskripter. De direkte citater er i hovedsagen fra interviews optaget på bånd. Alle personer og hændelser er virkelige. Steffen Kretz, oktober 2010

8


Moskva

Casablanca

Tripoli

Libanon Gaza

Mauretanien

Mogadishu

Amazonas


Middelhavet

Vestbredden

Ramallah

Jordan

Jerusalem Erez

Gaza by

Det Døde Hav

Gaza Rafah Israel Egypten


Når brødre vender geværet mod hinanden Gaza, 2007 I 2007 udkæmper Fatah og Hamas slag, der minder om en borgerkrig. Slag, der ender med at dele de palæstinensiske områder i to.

Første gang, jeg møder de to mænd, er på gadehjørnet foran familiens hus i Gaza. Det er to høje og langlemmede mænd midt i fyrrerne med smalle ansigter. Der er en slående lighed mellem dem. Men af type kan de ikke være mere forskellige. Den ene langskægget og i mørkt jakkesæt med hvid skjorte og smalt slips. Den anden glatbarberet og i sportsjakke. Den ene høflig akademisk med hænderne samlet på ryggen, mens han venter på os foran hoveddøren. Den anden med arrogante armbevægelser, mørke solbriller og to bevæbnede livvagter på slæb, da han kommer os i møde. Der er et stærkt bånd imellem dem. Det er tydeligt, når de ser på hinanden. Så spiller et smil på læben. Øjnene sender små beskeder. Der ligger en ældgammel spøg gemt i hver en drillende kommentar. Sådan som der tit gør mellem to søskende, der er vokset op sammen i en tæt familie. To, som kender hinanden bedre, end selv deres forældre kender dem, fordi de har delt barndommens hemmeligheder. På papiret er de to mænd dødsfjender. Fanget på hver sin side af en blodig konflikt. Men de er mere end det. De er brødre, og de bor endda med deres familier på hver sin etage i det samme hus. Det hus, som vi nu står uden for. 11


»Velkommen, må fred være med dig. Kom med indenfor,« siger Mahmoud Maslha, manden med det store fundamentalistiske fuldskæg under hagen. Han giver mig hånden i et blødt håndtryk og signalerer, at jeg skal følge med ind. Det er et hus som så mange andre i denne del af Gaza by. Tre etager i grå beton. Set med mine øjne trist og ufærdigt og overmalet med arabisk graffiti. Men når man er vokset op i en flygtningelejr, er et hus som dette et stort fremskridt og et symbol på spirende velstand og indflydelse. Manden med sportsjakken følger efter med et stort grin i sit solbrændte ansigt. Hans to livvagter ser ikke ud til at være meget mere end 20 år, den ene med udvoksninger på hagen, der stadig ligner dun. De holder begge en maskinpistol på maven. Den hænger i en rem rundt om nakken, en strakt finger hviler ud for aftrækkeren. Den yngste er i striktrøje, hans makker også i sportsjakke, og de holder det meste af tiden øjnene rettet mod deres chef. Mahmoud fører os ind i et rum i stueetagen. Det er møbleret med et par sofaer og lænestole og et lavt bord dækket af en blomstret plastikdug. Væggene er malet lyserøde indenfor, men i denne stue, der bruges til at modtage gæster, er de hvide. Som i masser af andre arabiske hjem er et fjernsyn placeret centralt i rummet sammen med en vase med kunstige blomster. Der er et mylder af børn i alle størrelse. De griner og løber rundt mellem de voksne og ser ikke ud til at bekymre sig om de to mænd med maskinpistolerne. Det er de to brødres gamle mor, der bor i stueetagen. Hun er en stovt, kroget bondekone med hvidt tørklæde om hovedet og et godt tag på sine nu voksne drenge. »Jeg accepterer ikke, at de skændes. De skal behandle hinanden som gode brødre,« siger hun. Hun nikker og lægger højre hånd på hjertet, da jeg spørger, om hun kan holde fred i huset. »Inshallah« – om Gud vil. Alle i rummet ler forsigtigt. Det er morsomt, når to af lederne af Gazas to stærkeste bevægelser bliver irettesat af deres mor i fuld offentlighed. Men selvfølgelig ikke så morsomt, at det bliver 12


pinligt. Moderen smiler med. Men der ligger også en bekymring over hendes ansigt, når hun kigger på de to mænd. De sidder i hver sin lænestol skråt over for hinanden klar til interview. Jeg har fået placeret en fane bag hver af dem. Fanerne hænger på hver sin flagstang i stuestørrelse, og de er blevet hentet på etagerne over i de to lejligheder, hvor brødrene bor med deres familier. Bag Mahmoud i det nydelige jakkesæt hænger Hamas’ velkendte grønne flag med de svungne hvide arabiske bogstaver i midten, som formulerer den muslimske shahada, trosbekendelsen: Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammad er hans profet. Den grønne fane, der har vajet over utallige demonstrationer i de palæstinensiske områder, er blevet symbolet på den overvældende opbakning, som islamisterne i Hamas har opnået i de seneste år. Manden med sportsjakken hedder John Maslha. Han er lillebror til Mahmoud og sidder nu med solbrillerne skubbet op i panden. Bag ham står den gule fane, der hidtil har været lig med magt og indflydelse blandt palæstinensere. Men også lig med indspisthed og korruption. Det var selvsamme flag, der vajede over nu afdøde Yassir Arafats præsidentpalads, der godt nok ikke var meget andet end et tarveligt kontorkompleks, selv før Israel sønderbombede det, men som ikke desto mindre var symbol på palæstinensernes drømme om et selvstændigt land. Fatahs gule flag har en illustration af et våbenskjold i midten med to hænder, der holder hver sin riffel. Vi får serveret sød te i små glas. De to mænd ved godt, hvorfor jeg er kommet. Jeg vil have dem til at forklare, hvorfor Hamas og Fatah strides indbyrdes i stedet for at stå sammen mod den fælles ydre fjende. Om det virkelig ender med en borgerkrig, hvor bror slår bror ihjel. »Der er frygt for interne kampe, selv inden for familier,« siger Mahmoud. »Alle frygter det, men det bliver ikke Hamas’ sikkerhedsstyrker, der bliver den gnist, der antænder bålet,« siger han og beskylder lillebror Johns kammerater i Fatah for at være korrupte og for at 13


ville fremprovokere en borgerkrig, fordi de har mistet magten. John afviser hårdnakket og beskylder Hamas for at være styret af Iran og Syrienfe og ikke af de palæstinensere, der har valgt dem. Jeg følger argumenterne og anklagerne, mens de flyver frem og tilbage mellem de to brødre. Det er den samme politiske retorik, som jeg dagligt har hørt i de sidste måneder fra andre ledere af Hamas og Fatah i takt med, at situationen er spidset til. I takt med, at skuddene er begyndt at smælde i gaderne, og topfolk fra hver gruppe er blevet arresteret eller likvideret af modparten. Det er den samme tiltagende stejle og fjendtlige holdning. Men her er den pakket ind i en familiær og let drillende tone. For de to ledere, der strides, er født af den samme mor, er vokset op i samme hus, har det samme blod rullende i årerne. Så hvad vil de gøre, hvis det nuværende kaos ender med en regulær borgerkrig? Vil de slås indbyrdes, sende bander af teenagere med automatvåben efter hinanden, sådan som andre ledere af Fatah og Hamas gør det? »Jeg ville aldrig vende mit våben mod Mahmoud,« siger John med fast stemme. »Han er min bror, og vi kan være uenige politisk. Men det vil aldrig komme dertil, at den ene dræber den anden,« fortsætter han og kigger på storebroderen. Jeg spørger Mahmoud, hvad han ville gøre, hvis han hørte om planer hos Hamas om at likvidere John. Der findes allerede en liste hos Hamas over topfolk fra Fatah, som skal ryddes af vejen. Den bliver kaldt for »dødslisten«. »Jeg ville fortælle ham om det,« svarer han hurtigt med et smil. Vil det sige, at familiebånd er stærkere end politik? »Absolut. Meget stærkere,« siger Mahmoud. John nikker. Det er den 15. januar 2007. Magtkampen mellem Fatah og Hamas har allerede kostet adskillige mennesker livet. Men det skal blive meget værre. De to mænd kan ikke vide det nu, men meget snart vil deres tilsyneladende ubrydelige broderkærlighed blive sat på den ultimative prøve. Inden længe vil Johns navn stå højt på »dødslisten«. Jeg har forladt Jerusalem, endnu før solen er kommet rigtigt frem. 14


Der er kun 100 kilometer i luftlinje ned til Gaza by og de to brødres hus. Hvis vi kunne køre direkte i bil, så kunne turen gøres på halvanden time. Men at køre til Gaza er som at rejse til et andet land. På bagsædet i taxaen sidder DR’s fotograf Ahmad Damisi, min faste makker i Mellemøsten. Han er jordaner og taler arabisk, men også et glimrende engelsk fra sin tid i Californien. Han har både et jordansk og et tysk pas efter at have boet og giftet sig i Hamburg. Det er en stor fordel på rejser ind og ud af Israel, hvor et arabisk pas oftest er lig med timers venten eller måske en afvisning ved grænsen. Ahmad er mine øjne og ører, når vi er på arbejde sammen. Med sin baggrund kan han afkode enhver situation og opfanger enhver tvetydig kommentar, inden den bliver til en trussel. De første 93 kilometer går smertefrit ad gode israelske veje. Vi kører sydpå mod kysten. Ned fra Jerusalems klipper, der ligger i 800 meters højde, og ud mod Middelhavet. Det er de sidste syv kilometer, der tager tid. At komme ind på Gazastriben er som at få adgang til et topsikret fængsel. Formentlig verdens største fængsel, for på det lille stykke land – arealet er kun en smule større end Bornholms – bor i omegnen af 1,5 millioner mennesker. Hele vejen langs den østlige grænse til Israel løber et højt hegn, mod nord en betonmur. På begge sider af grænsen er der en kilometerbred sikkerhedszone fuldstændigt ryddet for huse og bevoksning, som kontrolleres af det israelske militær. Gazas vestlige grænse udgøres af Middelhavskysten. På lange stræk er det en strand, der under andre omstændigheder kunne have været tiltrækkende. Men havet er forurenet af urenset spildevand fra overfyldte kloakker i det tætbefolkede område, og israelske flådeskibe kontrollerer, at ingen fiskerbåd stikker mere end et par hundrede meter ud på havet. Vi forlader taxaen og går de sidste par hundrede meter frem til den første kontrolpost ved Erez-grænseovergangen. Bag skudsikkert glas sidder unge, uniformerede israelske kvinder, der ser ud, som om de lige er blevet færdige med 10. klasse. Udenfor mænd 15


med automatvåben. Jeg kan se på deres uniformer, at de tilhører et privat vagtværn, som arbejder for den israelske stat. Vi viser pas og pressekort fra den israelske regerings pressekontor og fortsætter frem mod en stor, moderne terminal. Men inden vi når at gå de 100 meter frem til døren, lyder en luftalarm. Uniformerne vinker os indenfor, og den næste halve time må vi tilbringe i et sikret lokale sammen med et par andre rejsende, indtil der ikke længere er fare for, at de raketter, som Hamas’ alQassam brigade har affyret, slår ned i terminalen. Vores papirer kontrolleres nok en gang ved bure af skudsikkert glas. Hvad skal vi lave, hvem skal vi møde? Vi er journalister, vi skal på arbejde. Den unge kvinde udspørger mig med en overbærende arrogance. Hun har aldrig været i Gaza og vil formentlig heller aldrig komme derind. For hende må det forekomme at være en halsløs gerning frivilligt og ubevæbnet at begive sig ind i fjendeland. Hun hamrer et stempel i mit pas, en automatisk glasport åbner sig, og jeg kan bevæge mig ind i ingenmandsland. Herfra foregår turen til Gaza til fods. Vi tager tv-udstyret på nakken og begynder at gå gennem en kilometerlang korridor med fem meter høje betonvægge til begge sider. Over os kan jeg se den blå himmel gennem et metalgitter. Med jævne mellemrum når vi en jerndør, som styres via fjernbetjening fra den israelske side, og som sluser os ind i korridorens næste sektion. Hele vejen bliver vi overvåget af kameraer og får kommandoer om at vente eller gå fra skrattende højtalere. Dette er den lette vej. Turen tilbage er anderledes besværlig, for israelerne er trods alt mere bekymrede for, hvem der kommer ud fra Gaza. For at komme ud skal vores udstyr gennemlyses på kryds og tværs, vi skal gennem kropsscannere, der elektronisk klæder os af til skindet, og vi bliver krydsforhørt om vores færden og gøremål i Gaza. Hvis grænsen overhovedet er åben, for når der er fare for raketangreb fra militante palæstinensere, lukker grænsestationen i timevis eller måske en hel dag. Så er Gaza for alvor et lukket fængsel. At komme ud af betonkorridoren og ind i Gaza er som at komme til en anden verden. Efter at korridoren slutter, er der et 16


par hundrede meters grusvej under åben himmel frem til den lille faldefærdige bygning, der engang udgjorde en palæstinensisk kontrolpost. På begge sider ruiner af huse, der er smadret af det israelske militær, så ingen kan gemme sig for de israelske skarpskytter helt tæt på grænseovergangen. »Velkommen. Hvordan var turen?« Sami står og ryger på en af sine evindelige smøger i nærheden af den Golf, der engang var hvid. Han er palæstinensisk journalist og vores guide og chauffør i Gaza. Ahmad sætter sig ind på forsædet. Den blonde dansker vækker mindst opmærksomhed på bagsædet bag de tonede ruder. Der er ikke mange palæstinensere, der hedder John. I et godt stykke tid tror jeg, at det er et navn, han har taget, fordi det passer til sportsjakken, solbrillerne og de bevæbnede livvagter. Men det er det ikke. Hans far har faktisk givet ham navnet John. Opkaldt ham efter en britisk officer, som faderen Salem blev gode venner med i begyndelsen af 1950’erne. Dengang han i en periode var arbejdsmand i en militærlejr ved Suez-kanalen, som briterne kontrollerede. Nu sidder der så en John her i et hus i Gaza. En frygtet chef for efterretningstjenesten i den gren af Fatah, der kaldes Preventive Security. En organisation, det palæstinensiske selvstyre har sat i verden for at holde orden, men hvis våbensvingende horder af udisciplinerede unge mænd balancerer på grænsen til at være ballademagere og tydeligvis nyder den magt, som uniformerne giver dem. Adskillige gange er organisationen blevet anklaget for at torturere og mishandle fanger fra rivaliserende politiske og militante grupper. I lænestolen ved siden af John sidder hans fem år ældre storebror. Hans udtalte modsætning. John er ikke særlig interesseret i religion. Ingen i familien har været mere end blot almindeligt troende. Men det er Mahmoud med det store fuldskæg. Han er islamist. Hamas-lederen er steget i graderne, i takt med at den fundamentalistiske, islamiske organisation er vokset. Han har kæmpet og vundet magtkampe. Ikke med våben i hånden, men bag skrivebordet. Nu er Mahmoud chef i ministeriet for religiøse forhold, 17


udpeget af den nye Hamas-regering. En yderst fremtrædende position i et islamistisk parti, hvor alle spørgsmål i sidste ende kan besvares med religiøse regler eller fortolkninger. Stillingen giver Mahmoud stor politisk indflydelse. Den giver ham også et tungt mandat internt i Hamas, for han har beføjelser til at bestemme, hvem i partiet der står for tur til at gøre den hellige pilgrimsrejse til Mekka, Hajj og Umrah. Det slår mig, at de to brødre og deres families historie på så mange måder er sammenfaldende med palæstinensernes historie. En smertelig beretning om et folk, der har tabt næsten alt, og som nu, spærret inde i deres tilværelses fængsel, har vendt frustrationerne og geværløbene mod hinanden. Nabo mod nabo. Bror mod bror. John og Mahmoud er vokset op sammen i 1970’erne i en familie med seks søskende, fire brødre og to søstre. En fattig familie, der boede i en af de mange flygtningelejre i Gaza. Deres far, Salem, måtte tage de job, han kunne få. Ofte på byggepladser eller i markerne og plantagerne i Israel. Så tog han turen ind over grænsen sammen med tusinder af andre palæstinensiske arbejdere, som det var almindeligt på den tid. Israel havde få år forinden besat Gazastriben, efter på seks dage at have udraderet de angribende arabiske hære fra Egypten, Jordan og Syrien. Derfor er Gaza nu under det israelske militærs kontrol, og Salem kan dagligt forlade flygtningelejren og arbejde i Israel. For Salem er turene en rejse tilbage til hans gamle land. Han er født og opvokset i den palæstinensiske landsby al-Batani alSharqi 35 kilometer nord for Gaza. Et lille samfund med få hundrede indbyggere, en skole, en moské og nogle forretninger, der forsvandt under den israelsk-arabiske krig i 1948. I maj måned det år blev landsbyen angrebet af den paramilitære jødiske Haganah-brigade, og da en våbenhvile trådte i kraft en måned senere, og staten Israel blev dannet, var landsbyen jævnet med jorden. Dens beboere var døde eller flygtet. Kun en politistation, bygget af briterne, stod tilbage. »Han fortalte os tit om de gode gamle dage. Han dyrkede kål, tomater og agurker, som han solgte på markedet i Jaffa. Vores familie havde et stort landbrug i Palæstina,« husker Mahmoud. 18


Den historie har han og John hørt mange gange i deres opvækst. Deres land er blevet stjålet. Derfor er de fattige og forarmede. Derfor er de vokset op i den overfyldte al-Maghazi-flygtningelejr ligesom titusinder af andre palæstinensere. En lejr, der med årene er blevet til en flygtningeby med et virvar af huse bygget af grå gasbeton og en labyrint af gader, som ingen byplanlægger har haft indflydelse på. En lejr uden kloakker, hvor urenset affald fra dyr og mennesker flyder i render i de smalle gader. John og Mahmoud gik i en skole, som FN drev i lejren, når de ikke var ude på markarbejde for at hjælpe til med at forsørge familien. John var en voldsom dreng. Han blev kendt og frygtet blandt de andre drenge i skolen på grund af sit temperament. Han var ikke én, man skulle blive uvenner med. Den fem år ældre Mahmoud var en rolig dreng og god til at passe sine lektier. Modsat sin lillebror fortsatte han studierne på det nye islamiske universitet i Gaza. Det blev oprettet af en spirende religiøs organisation, som kaldte sig al-Mujamaa al-Islami. Lederen, den blinde sheik Ahmed Yassin, hentede sin inspiration hos Det Muslimske Broderskab i Egypten. En fundamentalistisk organisation, hvis slogan er »Islam er løsningen, Koranen er vores forfatning«. »Det var en tilfældighed. Jeg spillede basketball i skolen og fortsatte med det på universitetet. De havde en god bane og et hold, som jeg kom med på. Og så, lidt efter lidt, blev båndene stærkere, og jeg blev én af dem,« siger Mahmoud. Al-Mujamaa al-Islami blev få år senere til Hamas, en forkortelse af de arabiske ord for »den muslimske modstandsbevægelse«. Fjenden er Israel. Våbnet er unge palæstinensiske drenge og piger, der opflammes med løfter om martyrstatus og heltedød og sendes ind i israelske storbyer med bomber om livet for at sprede død og lemlæstelse i busser og på caféer. Turen ind til Gaza by går først ad en grusvej, så ad en asfalteret vej med store huller. Sami styrer rutineret Golfen rundt om kraterne og overhaler et par af de æseltrukne ladvogne, som man ser over19


alt i Gazastriben. De kører på store gummidæk og fungerer som en billig form for varevogn. Vi passerer flygtningebyen Jabalias sværm af lave grå gasbetonhuse, som er hjem for over 100.000 palæstinensere. Efterhånden som vi nærmer os Gaza by, bliver trafikken tættere, og der er lyssignaler ved vejkrydsene. Sami kører konsekvent over for rødt med et hurtigt blik til begge sider og et par slag i hornet. »Der er ingen, der respekterer lyssignalerne her,« siger han. Folks opførsel i trafikken hænger som oftest sammen med styrken af det civile samfund, som de lever i, tænker jeg og mindes et par nærdødsoplevelser i bil i det krigshærgede Libanon og i det stykke anarki på Afrikas Horn, der hedder Somalia. Sami er en tæt mand med et kraftigt kæbeparti. Noget ved hans øjne gør, at han ser lidt søvnig ud, og der spiller altid et skælmsk smil om hans læber. Som om han betragter sine omgivelser med en let opgivende holdning. Han balancerer dagligt mellem militante og politiske bevægelser med skiftende magtforhold. Mellem bevæbnede kriminelle klaner, der i stort omfang styrer indsmuglingen af alle slags varer gennem tunneller under grænsen til Egypten og derfor også økonomien. Det er ikke nogen let tilværelse at være journalist i Gaza. Det er en ensom vej. Første gang, jeg mødte Sami, stak han mig et visitkort fra det amerikanske tv-selskab ABC News. Han havde åbenbart arbejdet som fixer for selskabets korrespondenter – en fixer sætter aftaler op og står for logistik for journalisterne. Det forklarer den brede amerikanske accent, som ligger over hans sparsomme engelske ordforråd. »No problem,« lyder svaret på de fleste af mine spørgsmål. Nu er det efterhånden længe siden, at amerikanske journalister har vovet sig ind i Gaza. De er bange for at blive bortført. Mindst en snes udlændinge er blevet bortført her inden for de sidste to år. Stort set alle er blevet løsladt uskadte efter kort tid, men to amerikanske journalister fra Fox News var bortført i to uger i august 2006, efter at de var blevet hevet ud af deres bil af mænd med 20


Brændpunkter af Steffen Kretz