Page 1

Midt i knappenålsstilheden faldt detaljerne intuitivt på plads for mig.

Stephenie Meyer

  Det var noget, Edward ikke ville fortælle mig.   Noget, Jacob ikke ville holde skjult for mig.   Noget, der fik både Cullen-familien og ulvene til at løbe rundt ude i skoven faretruende tæt på hinanden.   Noget, der fik Edward til at insistere på, at vi skulle flyve til den anden ende af landet.   Noget, Alice havde set i et syn i sidste uge – et syn, Edward havde løjet om.   Noget, jeg alligevel hele tiden havde ventet på. Noget, jeg vidste, ville ske igen, selvom jeg ønskede, det aldrig nogensinde ville.

F O R M Ø RK E L S E er den ivrigt ventede tredje del af Stephenie Meyers medrivende vampyrkærlighedssaga.

TUSMØRKE · NYMÅNE · FORMØRKELSE

Nr. 1 på New York Times bestsellerliste ISBN 978-87-11-43587-8

9 788711 435878

S t e p h e n i e  M e y e r 3. bind i tusmørke-serien


1. Ultimatum

Bella! Hvorfor får du Charlie til at give dine beskeder til mig til Billy, som om vi gik i 2. klasse – hvis jeg ville snakke med dig, ville jeg nok bare tage Det var din beslutning, okay? Du kan ikke bare få begge dele, når du Hvilken del af ordet dødsfjender er det, du ikke forstår? Okay, jeg ved godt, jeg er en idiot, men der er bare ikke noget at gøre Vi kan ikke være venner, når du altid er sammen med en flok Det gør det bare værre, når jeg tænker for meget på dig, så du skal ikke skrive mere Ja, jeg savner også dig. Meget. Men det ændrer ingenting. Desværre. Jacob Jeg lod fingrene glide hen over papiret, følte fordybningerne der, hvor han havde trykket så hårdt med kugle­ pennen, at den næsten var gået igennem papiret. Jeg kunne se ham for mig – se ham kradse de vrede linjer ned med sin ujævne håndskrift og hidsigt strege sætning efter sætning over, når det lød forkert, måske endda  13 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 13

01-07-2009 15:33:35


knække kuglepennen med sine alt for store hænder; det kunne være forklaringen på alle blækklatterne. Jeg kunne se ham for mig: Frustrationen, som trak hans sorte øjenbryn nærmere og nærmere hinanden, hans rynkede pande. Hvis jeg havde været der, havde jeg nok grinet af ham. Hold da op, hvor den knager, hva’, Jacob! ville jeg have sagt. Kom nu bare med det. Men at grine var nok det, jeg havde allermindst lyst til, nu da jeg igen læste de ord, jeg allerede kunne udenad. Hans svar på min tryglende besked – som Charlie havde givet til Billy, præcis som om vi gik i 2. klasse, hvilket Jacob også havde pointeret – var ikke nogen overraskelse. Jeg kendte essensen af indholdet, allerede inden jeg læste beskeden. Det overraskende var, hvor meget hver eneste overstregede sætning sårede mig – som om bogstaverne havde skarpe kanter. Men værre endnu var det, at der bag hver uafsluttet begyndelse lå en uendelig afgrund af smerte; Jacobs smerte gjorde mere ondt på mig end min egen. Mens jeg grundede over det, fangede jeg færten af noget brændt ude fra køkkenet. I ethvert andet hjem ville jeg nok ikke gå i panik over, at andre end mig lavede mad. Jeg stak det krøllede stykke papir i baglommen, styrtede ned ad trappen og nåede det lige i sidste øjeblik. Det glas pastasauce, som Charlie havde sat i mikro­ ovnen, havde ikke drejet mere end en omgang derinde, da jeg flåede døren op og hev glasset ud. “Hvad gjorde jeg forkert?” spurgte Charlie.  14 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 14

01-07-2009 15:33:35


“Man skal tage låget af først, far. Metal er ikke så godt i en mikroovn.” Mens jeg snakkede, skruede jeg hurtigt låget af, hældte halvdelen af saucen i en skål og satte så skålen ind i mikroovnen og glasset med resten af saucen tilbage i køleskabet; så indstillede jeg tiden og trykkede på start. Charlie så til med stram mund. “Har jeg gjort det rigtigt med pastaen så?” Jeg så ned i den gryde, der stod på komfuret – det var lugten fra den, der havde alarmeret mig. “Det hjælper at røre lidt,” sagde jeg venligt. Jeg tog en ske og forsøgte at dele den bløde klump, der var brændt fast til bunden, i mindre stykker. Charlie sukkede. “Hvad er det lige, du har gang i?” spurgte jeg ham. Han lagde armene over kors og stirrede ud ad vinduet, ud i den silende regn. “Jeg ved ikke, hvad du snakker om,” brummede han. Jeg forstod minus. Hvorfor lavede Charlie pludselig mad? Og hvorfor var han så muggen? Edward var her jo ikke endnu; normalt gemte min far den slags opførsel til min kæreste og gjorde sit bedste for at understrege “du er ikke velkommen”-temaet med hvert eneste ord og bevægelse. Men Charlie behøvede slet ikke anstrenge sig, for Edward vidste udmærket, hvad han tænkte. Ordet kæreste fik mig til at bide i indersiden af min kind, og jeg fik en velkendt anspændt fornemmelse, mens jeg forsøgte at røre rundt i pastaen. Det var slet ikke det rigtige ord. Jeg manglede et ord, der lød mere som evig troskab … Men ord som skæbne eller sjæl lød  15 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 15

01-07-2009 15:33:35


bare så melodramatiske, når man brugte dem i en dagligdags samtale. Edward tænkte på et helt andet ord, og det var det ord, der gjorde mig anspændt. Jeg kom til at skære tænder bare ved at tænke på det. Forlovede. Føj. Jeg rystede tanken af mig. “Er der noget, jeg er gået glip af? Siden hvornår er du begyndt at lave aftensmad?” spurgte jeg Charlie. Pastaklumpen bobbede op og ned i det kogende vand, mens jeg stak til den. “Eller rettere sagt forsøge på at lave mad?” Charlie trak på skuldrene. “Der er ikke nogen lov, der forbyder, at jeg laver mad hjemme hos mig selv.” “Ja, du burde vide det,” sagde jeg og smilede, mens jeg kastede et blik i retning af sherifskiltet, der sad på hans læderjakke. “Ha. Ha. Den var god.” Han tog jakken af, som om mit blik havde mindet ham om, at han stadig havde den på, og hængte den på den knage, der var beregnet til hans politigrej. Hans pistolbælte hang der allerede – de sidste par uger havde han ikke syntes, det havde været nødvendigt at tage det på. Der havde ikke været flere foruroligende forsvindinger, der kunne give anledning til bekymring i Forks, vores lille by i staten Washington, og ingen havde set mere til de enorme, mystiske ulve i skovenes evindelige regn … Jeg stak til pastaen i stilhed og gik ud fra, at Charlie nok skulle få taget sig sammen til at fortælle mig af sig selv, hvad det var, der gik ham på. Min far var en mand af få ord, og al den energi, han havde lagt i sit forsøg på  16 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 16

01-07-2009 15:33:35


at lave aftensmad, fortalte mig, at der var et usædvanlig stort antal ord på vej. Jeg så igen på uret – det gjorde jeg sådan set hvert femte minut omkring det her tidspunkt. Nu var der mindre end en halv time til. Eftermiddagene var den sværeste del af min dag. Lige siden min tidligere bedste ven (og varulv), Jacob Black, havde sladret om den motorcykel, jeg havde kørt på i al hemmelighed – han havde forrådt mig af den ene grund, at jeg så ville få stuearrest, så jeg ikke kunne være sammen med min kæreste (og vampyr) Edward Cullen – måtte Edward kun se mig fra syv til halv ti om aftenen. Det skulle altid være hjemme hos mig, og vi blev overvåget af min fars aldrig svigtende irriterende stirren. Det var en optrapning i forhold til den seneste knap så strikse stuearrest, jeg havde reddet i land efter tre dages forsvinden uden forklaring og en episode med noget udspring fra en klippe. Selvfølgelig så jeg stadig Edward hver dag i skolen, for det kunne Charlie ligesom ikke forhindre. Og Edward var også hos mig på værelset næsten hver eneste nat, men det vidste Charlie jo ikke ligefrem noget om. Edwards evne til at klatre lydløst op og ind ad mit vindue på første sal var næsten lige så stor en hjælp som hans evne til at læse Charlies tanker. Selvom eftermiddagen var det eneste tidspunkt, jeg ikke var sammen med Edward, var det nok til at gøre mig rastløs, og tiden gik alt for langsomt. Men alligevel udstod jeg min straf uden at beklage mig, fordi jeg for det første vidste, at jeg havde fortjent den, og for det  17 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 17

01-07-2009 15:33:36


andet kunne jeg ikke bære at såre min far ved at flytte nu, når en anden og ret permanent adskillelse ikke var så langt væk. Min far satte sig ved bordet med et grynt og åbnede den halvfugtige avis; øjeblikket efter lød der irriterede tsk-tsk-lyde bag avisen. “Jeg fatter ikke, du gider læse avisen, far. Du bliver bare i dårligt humør.” Han ignorerede mig og brokkede sig over avisen. “Det er jo derfor, alle vil bo på landet! Forfærdeligt.” “Hvad har de store byer nu gjort forkert?” “Seattle nærmer sig førstepladsen over byer med flest mord i hele landet. Der har været fem uopklarede mord inden for de sidste to uger. Forestil dig at bo sådan et sted!” “Jeg tror faktisk, Phoenix ligger højere oppe på den liste, far. Og jeg har boet sådan et sted.” Og jeg havde aldrig så meget som været i nærheden af en risiko for at blive myrdet, før jeg flyttede til hans lille, trygge by. Faktisk stod mit navn stadig på flere uheldige lister over mennesker, der bør skaffes af vejen … Grydeskeen sitrede i min rystende hånd og lavede små bølger i vandet. “Ja, ja, men ikke ti vilde heste kunne få mig til at flytte til en storby,” sagde Charlie. Jeg opgav at redde aftensmaden og besluttede at gå direkte til serveringen; jeg brugte en skarp kødkniv til at skære en skive pasta ud til mig og Charlie, mens han så til med et fåret udtryk. Charlie hældte saucen over pastaen og gik i gang. Jeg dækkede min klump, så godt jeg kunne, og gik også i gang med at spise, nok ikke med  18 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 18

01-07-2009 15:33:36


helt samme entusiasme. Vi spiste lidt i stilhed. Charlie skimmede stadig avisen, så jeg tog mit godt slidte ­eksemplar af Stormfulde højder – bogen lå på spisebordet, hvor jeg havde efterladt den til morgenmaden – og forsøgte at træde ind i England omkring forrige århundredeskifte, mens jeg ventede på, at han skulle komme til sagen. Jeg var lige kommet til det sted, hvor Heathcliff vender tilbage, da Charlie rømmede sig og smed avisen på gulvet. “Du har ret,” sagde Charlie. “Der var en grund til, at jeg gjorde det her.” Han tegnede en cirkel i luften over den klistrede masse, der udgjorde vores aftensmad. “Jeg vil godt lige tale med dig.” Jeg lagde bogen fra mig; ryggen var så slidt, at den lagde sig helt fladt på bordet. “Du kunne da bare have spurgt.” Han nikkede og rynkede panden lidt. “Ja, det skal jeg nok næste gang. Jeg troede bare, jeg kunne formilde dig, hvis du nu slap for at lave aftensmad.” Jeg grinede. “Det virkede – jeg er mild som en uristet skumfidus. Hvad er det, du gerne vil sige, far?” “Hmm, det er om Jacob.” Jeg stivnede helt. “Hvad med ham?” spurgte jeg med stramme læber. “Rolig nu, Bells. Jeg ved godt, du stadig er sur over, at han sladrede, men det var det rigtige at gøre. Han var bare fornuftig.” “Fornuftig,” gentog jeg hånligt og himlede med øjnene. “Så siger vi det. Nå, men hvad er der med Jacob?”  19 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 19

01-07-2009 15:33:36


Det lød, som om jeg var ligeglad, men i virkeligheden rungede spørgsmålet inden i mig. Hvad er der med Jacob? Hvad skulle jeg stille op med ham? Min tidligere bedste ven, der nu var … hvad? Min fjende? Jeg skar ansigt. Pludselig så Charlie mere forsigtig ud. “Du må ikke blive sur, vel?” “Sur?” “Fordi … det også handler lidt om Edward.” Mine øjne blev smalle. Charlies stemme blev lidt hårdere. “Jeg lader ham da komme ind i huset!” “Ja.” Det måtte jeg give ham ret i. “To sekunder af gangen. Selvfølgelig kunne du også lukke mig ud i to sekunder indimellem,” fortsatte jeg og blev nødt til at lave sjov, selvom jeg godt vidste, at jeg havde stuearrest resten af skoleåret. “Jeg har opført mig pænt her på det sidste.” “Tjah, altså, det var lidt der, jeg ville hen med det her …” Og så bredte der sig et ret så uventet smil i Charlies ansigt, helt op til øjnene; et øjeblik så han tyve år yngre ud. Jeg øjnede et svagt glimt af håb i det smil, men jeg gik langsomt frem. “Nu bliver jeg lidt forvirret, far. Snakker vi om Jacob, om Edward eller om min stuearrest?” Smilet bredte sig igen. “Det er på en måde alle tre ting.” “Og hvordan er det lige, det hænger sammen?” spurgte jeg forsigtigt.  20 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 20

01-07-2009 15:33:36


“Okay.” Han sukkede og løftede hænderne, som om han overgav sig. “Jeg overvejer faktisk, om du fortjener en prøveløsladelse på grund af god opførsel. Du brokker dig ret lidt af en teenager at være.” Mine øjenbryn fløj op i panden, og min stemme blev lettere skinger. “Seriøst? Er jeg en fri kvinde?” Hvor kom det nu fra? Jeg havde været helt sikker på, at jeg skulle have stuearrest, indtil jeg flyttede, og Edward havde ikke opfanget noget som helst ubeslutsomt i Charlies tanker … Charlie løftede pegefingeren. “På én betingelse.” Min begejstring kølnedes med det samme. “Hvad nu?” stønnede jeg. “Bella. Det er mere en opfordring end et krav, okay? Du er fri nu. Men jeg håber, du bruger den frihed … med omtanke.” “Hvad mener du med det?” Han sukkede igen. “Jeg ved godt, det er nok for dig at være sammen med Edward hele tiden …” “Jeg er da også sammen med Alice,” afbrød jeg ham. Edwards søster havde ikke nogen fast besøgstid; hun kunne komme og gå, som det passede hende. Charlie var blød som smør i hendes hænder. “Ja, det er rigtigt nok,” sagde han. “Men du har altså andre venner end familien Cullen, Bella. Eller det havde du engang.” Vi sad bare og så på hinanden i noget tid. “Hvornår har du for eksempel sidst talt med Angela Weber?” sagde han så.  21 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 21

01-07-2009 15:33:36


“Fredag i spisefrikvarteret,” svarede jeg lynhurtigt. Inden Edward var kommet tilbage, havde mine venner i skolen delt sig i to lejre. Jeg tænkte på grupperne som de gode imod de onde. Os og dem dækkede også meget godt. De gode var Angela, hendes kæreste, Ben Cheney, og Mike Newton; de tre havde alle sammen tilgivet mig for at blive skør, da Edward var rejst. Lauren Mallory udgjorde den onde kerne på dem-siden, og stort set ingen af de andre protesterede mod hendes anti-Bella-kampagne, ikke engang Jessica Stanley, min første ven i Forks. Nu da Edward var tilbage i skolen, var skillelinjen blevet endnu tydeligere. Edwards tilbagekomst havde gjort et indhug i Mikes venskab, men Angela var loyal som altid, og Ben gjorde ligesom hende. På trods af den naturlige modvilje, de fleste folk følte mod Cullen-familien, sad Angela trofast ved siden af Alice hver dag i spisefrikvarteret. Efter et par uger så hun endda ud til at nyde det. Det var svært ikke at lade sig charmere af familien Cullen – når man først gav dem en chance for at være charmerende. “Nej, jeg mener, hvor det ikke var i skolen?” spurgte Charlie. Jeg blev opmærksom igen. “Jeg har ikke set nogen som helst uden for skolen, vel, far? Jeg har jo stuearrest, ikke? Og Angela har også en kæreste. Hun er altid sammen med Ben. Hvis jeg virkelig er fri …” tilføjede jeg uden håb, “kunne vi måske lave en dobbeltdate.” “Okay. Men altså …” Han tøvede. “Du og Jake var jo nærmest siamesiske tvillinger, men nu …”  22 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 22

01-07-2009 15:33:36


Jeg afbrød ham. “Kan du ikke bare sige det, far? Hvad er det lige helt præcis, din betingelse er?” “Jeg synes bare ikke, du skal droppe alle dine andre venner på grund af din kæreste, Bella,” sagde han med alvorlig stemme. “Det er ikke godt for dig, og jeg tror bare, dit liv kommer mere i balance, hvis du ser nogle mennesker. For det, der skete sidste september …” Jeg rykkede lidt på mig. “Jeg mener bare, at hvis du også lavede andet i dit liv end at se Edward Cullen, ville det måske ikke have været sådan der.” “Det ville have været præcis det samme,” mumlede jeg. “Måske, måske ikke.” “Og hvad er det så lige, din pointe er?” mindede jeg ham om. “Brug din nye frihed til også at se dine andre venner. Prøv at finde en balance.” Jeg nikkede langsomt. “Balance lyder okay. Har du et eller andet skema, jeg skal udfylde?” Han lavede en grimasse, men rystede på hovedet. “Det skal ikke være noget dybt kompliceret. Jeg synes bare ikke, du skal glemme dine venner …” Det var et dilemma, jeg allerede kæmpede med. Mine venner. Folk, som jeg for deres egen sikkerheds skyld aldrig ville kunne se igen, når vi var færdige med skolen. Så hvad var det bedste, jeg kunne gøre? Hænge ud med dem, mens jeg kunne? Eller begynde adskillelsen allerede nu, så overgangen ville blive mere glidende? Jeg var ikke så vild med den sidste mulighed.  23 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 23

01-07-2009 15:33:36


“ … især ikke Jacob,” tilføjede Charlie, før jeg havde nået at tænke længere end det. Et større dilemma end det første. Det tog mig et øjeblik at finde de rigtige ord. “Jacob kan godt gå hen og blive … vanskelig.” “Familien Black er jo nærmest familie, Bella,” sagde han, alvorlig og faderlig igen. “Og Jacob har været en meget, meget god ven for dig.” “Det ved jeg godt.” “Savner du ham slet ikke?” spurgte Charlie skuffet. Min hals føltes pludselig tør; jeg blev nødt til at rømme mig et par gange, før jeg kunne sige noget. “Jo, jeg savner ham,” indrømmede jeg og så stadig ned i gulvet. “Jeg savner ham meget.” “Hvorfor er det så så svært?” Det kunne jeg ikke fortælle ham. Det var imod reglerne, at normale mennesker ­– menneske-mennesker som mig og Charlie – måtte vide noget om den hemmelige verden fuld af myter og monstre, der eksisterede lige for næsen af os. Jeg kendte kun alt for godt den verden – og jeg var i stor fare på grund af den. Jeg havde ikke tænkt mig at lade Charlie få de samme problemer. “Jeg … Jacob og jeg er uenige om noget,” sagde jeg langsomt. “Vi er uenige om noget med venskab. Det virker ikke altid, som om det er nok for Jake.” Jeg spandt min undskyldning ud af detaljer, der var rigtige nok, men nærmest betydningsløse i forhold til det faktum, at Jacobs varulvekobbel hadede Edwards vampyrfamilie som pesten – og derfor også mig, fordi jeg helt seriøst havde tænkt mig at blive en del af den familie. Det var  24 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 24

01-07-2009 15:33:36


ikke noget, jeg bare lige kunne klare med ham i et par beskeder, og han tog ikke telefonen, når jeg ringede. Men min plan om at tale med varulven ansigt til ansigt var meget lidt populær hos vampyrerne. “Kan Edward ikke klare lidt konkurrence?” Charlies stemme lød helt syrlig. Jeg sendte ham et dystert blik. “Der er ingen konkurrence.” “Du sårer Jake, når du undgår ham på den her måde. Han vil hellere være venner end slet ingenting.” Aha, så nu var det pludselig mig, der undgik ham? “Jeg er ret sikker på, Jacob ikke gider være venner overhovedet.” Ordene brændte på min tunge. “Men hvorfor tror du for resten det?” Nu så Charlie flov ud. “Emnet kom bare op, da jeg snakkede med Billy i dag …” “Du og Billy er nogle rigtige sladderkællinger, hva’?” beklagede jeg mig og stak arrigt til min stivnede pasta. “Billy er bekymret for Jacob,” sagde Charlie. “Jake har det ikke så let for tiden … Han er deprimeret.” Jeg krympede mig, men fokuserede stadig på den klamme klump på min tallerken. “Og du var altid så glad, når du havde været sammen med Jake hele dagen.” Charlie sukkede. “Jeg er glad nu,” hvislede jeg vredt ud gennem mine sammenbidte tænder. Kontrasten mellem det, jeg sagde, og den måde, jeg sagde det på, brød den anspændte stemning. Charlie kom til at grine, og jeg kunne heller ikke lade være. “Okay. Godt så,” sagde jeg. “Balance.”  25 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 25

01-07-2009 15:33:36


“Og Jacob,” insisterede han. “Jeg skal prøve.” “Godt. Find balancen, Bella. Der er for resten kommet noget post til dig,” sagde Charlie og skiftede åbenlyst emne. “Det står ved ovnen.” Jeg rejste mig ikke. Mine tanker snoede sig i sirlige mønstre omkring Jacobs navn. Det var sikkert bare et eller andet reklameagtigt; jeg havde lige fået en pakke fra min mor dagen før, og jeg ventede ikke andet. Charlie skød stolen ud fra bordet og strakte sig, mens han rejste sig. Han gik over med sin tallerken til vasken, men inden han tændte for vandet, kastede han en stor, tyk kuvert over til mig. Brevet gled hen over bordet og standsede med et bump mod min albue. “Æhm, tak,” mumlede jeg, forvirret over hans ivrighed. Så fik jeg øje på afsenderadressen – det var fra Ala­ skas Universitet. “Det var hurtigt. Jeg overskred vistnok også fristen på den.” Charlie klukkede. Jeg vendte kuverten og stirrede op på Charlie. “Den er åben!” “Jeg var nysgerrig.” “Du chokerer mig, politimester. Det er en alvorlig forbrydelse, det her.” “Årh, læs det nu bare!” Jeg tog brevet ud plus en folder med udbuddet af fag. “Tillykke!” sagde han, inden jeg havde fået en chance for at læse noget som helst. “Dit første optagelsesbrev!” “Tak, far.”  26 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 26

01-07-2009 15:33:36


“Vi skal også lige have talt om undervisningsgebyret. Jeg har en opsparing …” “Niks, glem det. Jeg vil ikke have din pension, far. Jeg har min egen opsparing til universitetet.” Det, der var tilbage i hvert fald – og der havde ikke været så meget i første omgang. Charlie rynkede panden. “Nogle af de steder er ret dyre, Bells. Jeg vil gerne hjælpe dig. Du behøver ikke rejse helt til Alaska, bare fordi det er billigere.” Det var overhovedet ikke billigere. Men det var godt nok langt væk, og så havde Juneau, den by, som universitetet lå i, gennemsnitligt 321 overskyede dage om året. Det første var min betingelse, det andet var Edwards. “Jeg har styr på det. Og man kan jo søge støtte. Og det er let at låne.” Jeg håbede, mit bluffnummer ikke var alt for let at gennemskue. Jeg havde faktisk ikke sat mig særlig meget ind i de ting. “Men …” begyndte Charlie, så blev hans læber lidt stramme i det. Han så væk. “Men hvad?” “Ikke noget. Jeg er bare …” Han rynkede panden. “Jeg tænkte bare … hvad har Edward af planer næste år?” “Hm.” “Hvad vil han?” Tre hurtige bank på døren reddede mig. Charlie himlede med øjnene, og jeg fløj op. “Jeg kommer nu!” råbte jeg, mens Charlie mumlede noget, der lød som: “Tag nu hjem igen.” Jeg ignorerede ham og gik ud for at lukke Edward ind.  27 

_NY-Carlsen-Formørkelse.indd 27

01-07-2009 15:33:36

Formørkelse af Stephenie Meyer  

Nr. 1 på New York Times bestsellerliste 3. biNd i tusmørke-serieN 1. ULtImatUm Jeg lod fingrene glide hen over papiret, følte fordybnin- ger...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you