Issuu on Google+

BlĂŚdel_Kun et liv-2010.indd 1

11/11/10 14.15


Af samme forfatter: Anne Marie – Dronning uden rige Trods Modvind I skyggen af Sadd I serien med Louise Rick: Grønt støv Kald mig Prinsesse Aldrig mere fri Hævnens gudinde

Blædel_Kun et liv-2010.indd 2

11/11/10 14.15


SARA BLÆDEL KUN ÉT LIV KRIMI

People’sPress

Blædel_Kun et liv-2010.indd 3

11/11/10 14.15


Kun ét liv Copyright © Sara Blædel 2007 Copyright denne udgave © People’sPress 2010 Omslag: Rasmus Funder med illustration fra Scanpix Bogen er sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde og trykt Norhaven A/S ISBN 978-87-7055-866-2 6. udgave, 3. oplag Printed in Denmark 2010

www.sarablaedel.dk www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

Blædel_Kun et liv-2010.indd 4

11/11/10 14.15


Til Leif og Annegrethe

BlĂŚdel_Kun et liv-2010.indd 5

11/11/10 14.15


BlĂŚdel_Kun et liv-2010.indd 6

11/11/10 14.15


Hun kunne skimte de blå blink mellem de tætstående træstammer, men ikke se, hvor mange af politiets biler, der var på stedet. Skovvejen var ujævn, og enorme brændestabler på begge sider lukkede det skarpe formiddagslys ude. Søren Velin kørte til. Småsten slog op mod vognens bund, og den skred en anelse, når vejen drejede. Ved afspærringen fik han lov at passere med et vink, og han parkerede ved siden af en af politibilerne. Louise Rick steg ud. Vejen sluttede ved en skrænt, hvor en smal sti førte det sidste stykke ned til vandet, der strakte sig blankt og stille ud over fjorden med Orø i baggrunden. På afstand genkendte hun ingen af de mænd, der stod i en lille gruppe oven for skrænten, så hun tog sin jakke fra bagsædet og ventede på, at Søren Velin gik forrest. – Det var en lystfisker, der fandt hende, oplyste en mørkhåret, kraftig mand, der kom dem i møde. Han gik forbi Velin og rakte en hånd frem mod Louise. – Storm, sagde han. – Jeg er glad for, at du har lyst til at hjælpe os. Louise tog imod hans hånd og smilede. Kommissæren i Rigspolitiets Rejsehold vidste lige så godt som hun, at det intet havde med hendes lyst at gøre, at hun lige nu befandt sig nær bredden af fjorden lidt nord for Holbæk. Afgørelsen 7

Blædel_Kun et liv-2010.indd 7

11/11/10 14.15


var truffet, inden hun overhovedet blev bedt om at tage med, og det var bare heldigt, at hun så også havde lyst. – Vi ved endnu ikke, hvor længe hun har ligget i vandet, fortsatte Storm, mens de sammen begyndte at gå tilbage mod skrænten. – Holbæk Politi blev alarmeret 8.35 af lystfiskeren, der havde observeret en livløs skikkelse nede i vandet. Pigen har fået bundet en massiv betonflise om livet, som har trukket hende ned på cirka halvanden meters dybde, hvor den har sat sig fast i noget trådnet. Han opgav at få hende fri med sin åre og tilkaldte politiet, som ankom sammen med lægeambulancen. Falck er lige blevet færdige med at bjærge liget. Louise havde bemærket redningsvognen med anhængeren til gummibåden, som havde været ude efter pigen. Den ene dykker havde været i vandet for at befri hende, den anden havde taget imod og fået hende op i båden. Nu var redningsbåden ved at blive læsset op på anhængeren igen. Hun gik helt frem til skrænten og så det hvide tæppe, der dækkede den døde piges krop, og kriminalteknikerne i deres overtræksdragter, der var i gang med at afsøge bredden for spor. – Det lokale politi har frosset stedet, og som I kan se, er kriminalteknikerne allerede i gang, fortsatte Storm. – Men vi venter et par vogne mere. Han afbrød sin korte briefing, da de nåede hen til de andre, og pegede dem ud efter tur. – Det er Bengtsen, som har været ved Holbæk Kriminalpoliti i en menneskealder, sagde han med tydelig respekt. – Han ved alt, hvad der er værd at vide om Holbæk og byens borgere. Bengtsen nikkede, men beholdt hænderne i tweedbuksernes lommer. Storm trådte hen til en mørklødet mand. 8

Blædel_Kun et liv-2010.indd 8

11/11/10 14.15


– Dean Vuukic, sagde han, og manden rakte hånden frem mod Louise. Der var noget meget korrekt over hans velklædte stil med skjorte og slips under skindjakken, som fik ham til at minde mere om en bankmand end en kriminalassistent. Endnu en hånd blev rakt frem mod hende. – Kim Rasmussen. Ligesom Dean Vuukic og Louise selv var han et sted midt i eller i slutningen af trediverne. – Louise Rick, sagde hun og skulle af gammel vane til at sige Afdeling A, men nåede at tage sig i det. Hun så hurtigt rundt på de nye ansigter. Det var en ret lille gruppe, og hun overvejede kort, hvordan det ville gå med at finde sin plads i flokken. Efter morgenmødet i Afdeling A på Københavns Politigård havde drabschef Hans Suhr slået døren op ind til det kontor, hun delte med Lars Jørgensen. Louise havde lige sat sin kaffekop på skrivebordet og spurgt til sin makkers influenzaramte adoptivtvillinger, da Suhr i tre korte sætninger meddelte, at hendes tidligere makker, Søren Velin, var på vej ind til Politigården for at hente hende. – Fra i dag er du udlånt til Rejseholdet, havde han sagt og var allerede ude af døren igen. Louise var hurtigt kommet på benene og havde stoppet ham på gangen for at få at vide, hvad der lå bag beslutningen. Meldingen havde været klar og kort: Fordi hun havde indgående kendskab til den type sager. Så havde han skyndt sig videre. Louise var gået tilbage til sit kontor og havde taget en slurk af sin kaffe, mens hun rystede på hovedet for at vise sin makker, at Suhr ikke havde uddybet med noget, der havde gjort hende klogere. – Voldtægt, går jeg ud fra, havde hun sagt på vej ud 9

Blædel_Kun et liv-2010.indd 9

11/11/10 14.15


af døren med tasken over skulderen og et ønske om god bedring til tvillingerne. På vej ned ad bagtrappen til Otto Mønstedsgade havde hun tænkt, at det måtte være en voldtægtssag af en vis kaliber, siden en politikreds havde tilkaldt assistance. Det var først, da hun sad i bilen ved siden af Søren Velin med kurs mod Tuse Næs, nærmere bestemt et naturområde med det besynderlige navn Hønsehalsen, at hun forstod, at hun havde misforstået sin chef. – Jeg ved ikke, om der også er tale om voldtægt, havde hendes gamle makker sagt, da hun begyndte at spørge ind til sagen for at forberede sig på, hvad der var i vente. – Men det ser ud til at pigen har indvandrerbaggrund, og jeg forstod, at det var derfor, Storm gerne ville have dig på. Louise trak vejret dybt. Hun havde lige sluppet sådan en sag, og den sad stadig så fast i hende, at hun overvejede at skrive sig op til en samtale med politiets interne psykolog, så den ikke kom til at efterlade varige mén. Som ung betjent havde hun været ramt hårdt, når hun blev konfronteret med folks tragedier, og hun havde arbejdet meget med at lære at håndtere det. Alligevel åbnede sårbarheden sig en gang imellem, og det var sket i forbindelse med hendes seneste sag, et forsøg på æresdrab. Sagen var endt i en sigtelse for usædvanlig grov vold, men Louise var ligesom resten af sin efterforskningsgruppe ikke ét sekund i tvivl om, at det havde været visse familiemedlemmers plan at slå den 16-årige pige ihjel. De havde bare ikke gjort det ordentligt, så nu lå deres ældste datter som en grøntsag på Rigshospitalets neuromedicinske afdeling. – Hun lå på maven, forklarede Storm og pegede på et sted til højre for dem et stykke ude i fjorden. – Vi ved ikke, hvem hun er, men gætter på, at hun er et sted mellem fjorten og seksten, plus minus. Hun havde hverken pung 10

Blædel_Kun et liv-2010.indd 10

11/11/10 14.15


eller anden identifikation på sig. – Hundene er på vej. Så må vi se, om de kan finde noget, der kan identificere hende, afbrød Bengtsen, der var trådt frem og stod ved siden af Rejseholdets chef. – Vi kan vel gå ud fra, at hun er blevet smidt i vandet fra en båd, fortsatte han, stadig med begge hænder i lommerne og et blik, der gled ud over vandet. – Her er for dybt til, at man kan bære hende ud. Sådan en flise vejer en del. Louise hørte bildøre smække og så, at en blå varevogn havde parkeret ved siden af de andre, og to mænd var ved at trække i arbejdstøjet. Hun genkendte den ene som Frandsen, chefen for den tidligere Kriminalteknisk Afdeling, der netop havde skiftet navn til Kriminalteknisk Center. Hun gik hen for at hilse. For kort tid siden var han fyldt tres, og der havde været en stor reception for ham i afdelingen på Slotsherrensvej. Hun havde været ude med en lille pibeholder skåret i mahogni til den pibe, han altid havde med sig, men som aldrig havde været tændt i de år, hun havde kendt ham. Når han fiskede den frem og placerede den i mundvigen, var det mest et tegn på, at han koncentrerede sig. – Så er vi i gang igen, sagde han og trak en stor trækasse ud af bilens bagagerum. – Jeg var ellers lige ved at få smag for den tredje alder. Han og konen havde valgt at rejse to uger til Thailand i stedet for at holde fest for familien, og de måtte lige være kommet hjem, tænkte Louise. Hun smilede, fordi han ikke ét sekund havde undret sig over, hvad hun lavede på et findested så langt fra København, men vidste, at hele hans fokus var tunet ind på det arbejde, han skulle i gang med. Da han havde samlet sine ting, fulgte han efter sine folk hen til skrænten, og Louise gik hen til de andre, hvor Dean og Kim netop var kommet tilbage efter at have talt med en 11

Blædel_Kun et liv-2010.indd 11

11/11/10 14.15


dame, der var ude at lufte sin hund. – Ingenting, sagde Dean. – Hun bor ellers på en gård lige hernede og går tur med hunden i skoven to gange om dagen. En stor, mørk Citroën kom trillende. – Skipper, sagde Søren Velin og vinkede i retning af bilen. Louise havde hørt om ham gennem årene. Han var fast inventar på Rigspolitiets Rejsehold og havde ry for at være fuldstændig fænomenal til tekniske spor og detaljer. En anden ting, hun netop havde hørt om ham, blev bekræftet af den uldne lyd af høj musik bag bilens lukkede ruder. På vejen op havde Søren Velin fortalt om kollegaens store passion for fusionsjazz, som slet ikke gik i spænd med hans diskrete pullover, korrekte slipseknude og ellers distingverede og afmålte ydre med velfriseret gråt hår, der var redt tilbage og efterlod et blødt fald. Louise præsenterede sig, og Søren Velin supplerede med, at hun havde været hans makker, inden han begyndte på Rejseholdet. – Jamen så er jeg klar over, at vi ikke får det bedre, sagde Skipper med et lunt smil. – Velkommen til. – Tak, sagde hun og spekulerede over, hvad Søren Velin ellers havde fortalt. Hun så over på ham, mens han stod og snakkede med to af de lokale. Han havde allerede været ansat i Afdeling A, da hun fik tilbudt jobbet i Drabsafdelingen, og de havde haft et rigtig godt samarbejde i et par år, inden han rykkede videre. Kriminalteknikerne arbejdede på skrænten og ved vandkanten. Der ville næppe være dna-spor tilbage på pigen, når hun havde ligget i vandet, men lig og findested blev alligevel fotograferet grundigt igennem, der blev sikret ef12

Blædel_Kun et liv-2010.indd 12

11/11/10 14.15


fekter ved bredden, og to mand interesserede sig specielt for aftryk fra fødder og dæk. Også retsmediciner Flemming Larsen var stødt til, opdagede Louise. Hans to meter lange skikkelse var ikke til at tage fejl af, selvom han stod med ryggen til og balancerede med sin taske på knæet, mens han fiskede noget op af den. Da han vendte sig og fik øje på Louise, satte han den fra sig og kom hen mod hende med et stort smil. – Er pigen fra København, siden du er her? spurgte han overrasket og gav hende et kram, der varede lidt længere, end Louise brød sig om. Hun havde arbejdet sammen med Flemming på mange af sine sager, og den seneste tid havde de også set lidt til hinanden uden for arbejdstiden, men det kom ikke de andre ved. – Jeg er sendt ud som assistance sammen med Rejseholdet, svarede hun og syntes, det lød lidt fremmed. – Det var satans, sagde han og smilede. – Jeg troede ikke, Suhr og resten af Afdeling A kunne undvære dig. Er det permanent? – Det er kun på den her sag, og mon ikke de klarer det, svarede hun og tænkte, at den eneste, der havde set ud til at have et problem med hendes indkaldelse til Rejseholdet, var Michael Stig, men det handlede vist mest om, at han mente, valget burde være faldet på ham. – Nå, men held og lykke, og ring når du får tid til at gå ud og få et glas en aften. Han gik hen for at hente sin taske, da Frandsen kom op nede fra bredden og meddelte, at retsmedicineren kunne gå i gang med sin findestedsundersøgelse af liget. Louise fulgte med hen til skrænten og så til, mens Flemming fjernede tæppet og satte sig på hug ved siden af pigen. Hun lå på ryggen med lukkede øjne på den sorte våde fjordbred, flisen var stadig bundet om hendes mave, 13

Blædel_Kun et liv-2010.indd 13

11/11/10 14.15


og hendes langærmede T-shirt og den lette lyse jakke var gledet lidt op og afslørede, hvordan rebet havde gnavet sig ind i huden. Forsigtigt strøg retsmedicineren hendes lange mørke hår til side, så det ikke længere klistrede som tråde til hendes ansigt. Så begyndte han at gennemgå hendes krop. Louise lyttede med, da han foroverbøjet rapporterede til Skipper, som var kommet til med en blok og noterede stikord. – Uidentificeret kvinde, fundet kort forinden, startede Flemming og koncentrerede sig først om ansigtet. – Ingen punktformede blødninger i øjnenes bindehinder eller i øjenomgivelserne. Omkring maveregionen ses et … Han så et øjeblik vurderende på rebet, inden han fortsatte: – ca. tre-fire meter langt, blåt nylonreb, bundet med dobbelt knude, hvor den ene ende er viklet om pigens talje og den anden om en 50 x 50 cm haveflise. Der findes ligpletter på maven, og de forsvinder ikke, når man trykker på dem. Det betyder, at hun har været død i mindst fire-fem timer. Hendes temperatur er 27,2 i endetarmen, og jeg måler vandet til 16,5, sagde han og så op på Skipper. – Hvad siger du om dødsårsagen, er hun druknet, og hvor længe har hun ligget? spurgte Skipper og trådte et skridt frem. Flemming rettede sig op og stod lidt med armene over kors, mens han betragtede pigen på jorden. Så rystede han på hovedet. – Jeg kan ikke sige, hvad hun er død af. Der er ingen tegn på vold, men jeg tror ikke, hun har trukket vejret under vandet. Så ville hun have haft skumsvamp i og omkring munden. Men det kan selvfølgelig være vasket af. Ligpletterne er sparsomme og rødlige, hun har gåsehud 14

Blædel_Kun et liv-2010.indd 14

11/11/10 14.15


over hele kroppen, som man ofte ser hos personer, der har ligget i vand, og så er der udtalt vaskekonehud på fingre, håndflader, tæer og fodsåler, men det kommer allerede efter få timer. Han sluttede med at sige, at ud fra dødsstivhed, ligpletter og temperatur skønnede han umiddelbart, at pigen havde været død et sted mellem ni og femten timer. – Hvornår kan vi få hende obduceret? spurgte Skipper og vinkede Storm hen, så han kunne give sin tilladelse til obduktionen og være med til at lægge pres, hvis retsmedicineren indvendte, at han havde fuldt program på alle obduktionsstuer. Flemming så på uret og derefter på dem. – Vi kan gå i gang klokken ét, hvis I ellers kan få Falck til at sende knogleekspressen så hurtigt, sagde han mørkt. Det var en evig irritation, at det kunne være svært at få Falck til at komme så hurtigt, som de gerne ville have. Knogleekspressen. Louise rystede på hovedet. Navnet havde bidt sig fast, når der var tale om en dødetransport. I nogle tilfælde var det ret dækkende, i andre mere stødende. Andre, det var som nu. Pigen var blevet lagt i en bodybag af hvid plastic, en dragtpose i legemsstørrelse, og skulle nu transporteres ind til Retsmedicinsk Institut i en ambulance med blændede ruder. Upersonligt og koldt for en ung pige man ikke engang vidste, hvem var. Louise havde et øjeblik lyst til at køre med, s�� pigen ikke skulle tage turen alene, men det var ikke som i en ambulance, hvor der var et sæde til pårørende. Her var ambulancen tømt, så der var kun plads til to bårer, og der var en stor ventilator i loftet. Hun slog tanken ud af hovedet. Da retsmedicineren var taget af sted, begyndte Storm at trække hen mod bilerne for at gøre klar til at køre ind til Holbæk Politistation. 15

Blædel_Kun et liv-2010.indd 15

11/11/10 14.15


– Det vil sige, at hun kan have ligget der fra midnat, sagde han, lige inden han åbnede sin bildør. – Lad os komme i gang. Louise kastede et sidste blik rundt på findestedet, inden hun satte sig ind ved siden af Søren Velin og kørte tilbage ad skovvejen.

Blædel_Kun et liv-2010.indd 16

11/11/10 14.15


Holbæk Politistation var en flot gammeldags rødstensbygning med hvidmalede vinduer, der fik den til at fremstå pompøs og velholdt. Storm førte an, da Louise blev ført ad først den ene så den anden gang, inden de nåede frem til kriminalpolitiet. Kontorerne lå på stribe – nogle delte, andre havde deres eget. Det var tilfældet med Bengtsen. Hans kontor var et hjørnekontor med vinduer både mod forsiden af politistationen og ud til den store grønne plæne og søen, der lå for enden af bygningen. Kim Rasmussen og Dean Vuukic delte til gengæld et noget mindre og mørkere kontor, hvor der ikke var plads til meget andet end skriveborde og reoler. Louise havde svært ved at forestille sig, hvordan man ville få gjort plads til de tilkaldte folk. Velin havde tidligere fortalt om tilfælde, hvor de var blevet placeret ved en lille pult ude på gangen eller hele tiden blev flyttet rundt, men så galt ville det vist ikke gå her, for i det samme kom hendes gamle makker ud fra et tomt kontor. Han lod en hånd glide gennem det blonde, halvlange hår, mens han stod og så på sin weekendtaske og de to computertasker, han havde stillet fra sig på gulvet. – Er du ved at flytte ind? spurgte hun og gik hen til ham. – Det er nok klogest at vente, til vi ved, hvem vi skal arbejde sammen med, men det ville være rart med et or17

Blædel_Kun et liv-2010.indd 17

11/11/10 14.15


dentligt sted at sidde, sagde han. I det samme stak Storm hovedet ud ad en dør for enden af gangen. – Så samler vi, råbte han og vinkede dem ned. De trådte ind i det, der måtte være afdelingens mødelokale, og det var sikkert her, kriminalpolitiet normalt holdt deres morgenparole, gættede Louise. Væggene var malet i en varm gul farve, som ledte tankerne hen på en barnetegning, hvor solen var lidt for tæt og mæt i farven, lidt for meget til et mindre rum, men lyset fra de høje vinduer tog lidt af den kompakte fornemmelse. Foran det ene vindue stod et stort whiteboard magen til det, de havde i frokoststuen på Politigården, med rester af blå og grønne streger. På den ene væg hang en stor Maylandkalender ved siden af et forstørret kort over lokalområdet. På modsatte væg havde nogen pyntet lokalet op med en reproduktion af Matisse sat op med tegnestifter, og i hjørnet bag døren var en overheadprojector gemt væk. Louise satte sig ved siden af Velin og rakte ud efter en linjeret A5-blok, der lå i en bunke sammen med et par kuglepenne, som måtte være et levn fra forrige møde. – Jeg tror, han splitter Kim og Dean op, og så får du en af dem, hviskede Velin til hende. Louise kiggede på de to. Den ene kunne være lige så god som den anden. Det var almindelig procedure, at man dannede hold af en lokal og en assistance, og hun skulle ikke begynde at komme med ønsker. Hun havde også hurtigt konstateret, at hun var eneste kvinde i gruppen, så det kunne sagtens være, de lokale sad og tænkte deres ved udsigten til at blive sat sammen med hende. Hun havde hørt historier om, hvordan lokale betjente meldte sig syge, fordi de følte sig invaderet, når assistancen fra Rejseholdet pludselig kom ind og lavede om på deres rutiner. Hendes tanker blev afbrudt, da Storm tog ordet. 18

Blædel_Kun et liv-2010.indd 18

11/11/10 14.15


– Ingen har meldt pigen savnet, så vi rundkaster en meddelelse til samtlige politikredse om fundet og går til pressen med en efterlysning, åbnede han mødet. – I første omgang uden billede, tilføjede han. – Vi nøjes med at beskrive det tøj, hun var iført, da hun blev fundet. Hvis det ikke giver noget, må vi frigive et af kriminalteknikernes billeder. Vi skal bare ikke risikere, at hendes forældre bliver underrettet på den måde, sagde han, og flere i rummet rystede på hovedet. – Vi laver tre hold … I det samme gik døren op, og en kvinde med elegant orange hår og røde læber kom ind med en taske over skulderen og en bærbar under armen. – Hej, sagde hun og smilede. – Ruth Lange, sagde Storm og slog ud med hånden. – Ruth er vores journalfører. Der blev hilst hele vejen rundt. – Ruth og jeg holder til i „kommandorummet“, og det bliver i mødelokalet her, sagde efterforskningslederen og pegede på de gule vægge. – Holdene bliver som følger, fortsatte han, da Ruth havde stillet sine ting fra sig og sat sig ned. Han kiggede på hver enkelt. De lokale sad ved siden af hinanden. Louise sad sammen med Søren Velin, der skilte sig ud i sine armybukser og den højhalsede sorte sweater. På sin venstre side havde hun Skipper. – Skipper og Dean, sagde efterforskningslederen. – I har ansvaret for findestedet. Med andre ord alle tekniske spor. De to smilede og nikkede til hinanden. – Rick og … han så ned i sine papirer, – Kim Rasmussen. I to er sammen om at afdække familie og omgangskreds. Vi skal finde ud af, hvad motivet kan være. Louise har en vis erfaring med etniske grupper, fortsatte han. 19

Blædel_Kun et liv-2010.indd 19

11/11/10 14.15


Hun rynkede et bryn. Det var måske så meget sagt, men det skulle hun nok ikke bringe frem nu. – Bengtsen, du og Søren Velin tager jer af telekommunikation og forhøringer i området. Bengtsen slog sin blok i bordet og nikkede tilfreds. Louise gættede på, at det nok mere var telekommunikation og eventuel senere rumaflytning, han var tilfreds med, og ikke samarbejdet med Søren Velin, for hun havde bemærket det blik, han havde målt hendes tidligere makker med. De ville blive et umage par, ham i tweed og fløjl og Søren i sin meget casual stil. Der blev snakket lidt hen over bordet, navnlig Skipper og Dean så ud til at være godt tilfredse med hinanden. Louise sendte et smil til sin nytildelte makker, som hurtigt så ned efter kort at have nikket til hende. Storm tyssede på dem og tog fat igen. – Vi ved ingenting om pigen. Flemming mener, hun har været død, inden hun blev efterladt i vandet, men han vil ikke sige det med sikkerhed, så vi må afvente obduktionen. Storm havde rejst sig og pegede på Louise og Kim Rasmussen. – Og I deltager. Jeg har lige talt med Frandsen, chefen for Kriminalteknisk Center, tilføjede han, hvis nogen skulle være i tvivl. – Han sørger for at have én af sine folk klar lidt i et, så obduktionen kan komme i gang til tiden. Bengtsen brummede for at tilkendegive, at han udmærket kendte chefen for KTC, og at han også var klar over, at der var en kriminaltekniker med under obduktionen. Louise rejste sig, da Storm vinkede hende hen. – Jeg har bestilt en tjenestebil til dig, sagde han. – Du kan hente den, når I har overstået obduktionen. Og Ruth sørger for, du bliver udstyret med dine egne bærbare. Flertalsformen fik hende til at se spørgende på ham. 20

Blædel_Kun et liv-2010.indd 20

11/11/10 14.15


– En til vores interne net, intranettet, og én til almindeligt internet, forklarede han. Selvfølgelig kørte de på to computere, tænkte hun hurtigt. Ud over at Rejseholdet arbejdede på politiets lukkede netværk, der var beskyttet mod indtrængen, havde de naturligvis også adgang til internettet og et åbent mailsystem, så det var noget af et gear, hun pludselig fik stillet til rådighed. – Du får også en af vores mobiltelefoner, men hav din egen på dig, så vores ikke er blokeret, når vi skal have fat i dig. Som om det skulle være et problem, tænkte hun, men nøjedes med at nikke. – Vi indlogerer os på Jernbanehotellet, som ligger lidt længere henne ad denne gade, viste han og pegede ud ad vinduet. – Jeg håber, I kan nå tilbage fra København til spisetid. Bagefter mødes vi igen her og arbejder videre. – Den er fin, sagde Louise og fulgte med, da han fortalte, at der var blevet ryddet et kontor, som hun og Kim Rasmussen skulle dele. De stoppede op ud for det tomme lokale, hvor Velin havde stået med sine ting. Han havde til gengæld fået en plads inde på Bengtsens hjørnekontor, og ud fra hans blik, da han gik forbi hende på gangen, var hun klar over, at han var godt tilfreds med udfaldet. Det rum, hun skulle sidde i, var lille og uden nogen form for pynt eller udsmykning. Væggene havde en slidt æggeskalsfarve. Bordene og de to kontorstole mindede om gamle skolemøbler med navne og nazitegn ridset ind i bordpladen. Kim Rasmussen var allerede begyndt at flytte sine ting ind, men på hendes plads var der helt tomt. Louise gik ind og slog sig ned på sin stol, og herfra fulgte hun med, mens han fyldte op med papir og satte blyanter i et krus uden hank fra HB & I. 21

Blædel_Kun et liv-2010.indd 21

11/11/10 14.15


Kun et liv af Sara Blædel