Issuu on Google+

Han danse_FINAL.indd 1

19-07-2005 17:13:57


Udover en lang række børnebøger har Lars Holmgaard Jørgensen skrevet ungdomsbøgerne Præstefanden og galgenfugl (2001) Sabotøren (2004) Lige om hjørnet (2005) og de voksenskønlitterære Dansemusen (2003) Pigen på pudderdåsen (2004)

Han danse_FINAL.indd 2

19-07-2005 17:13:57


Han danse_FINAL.indd 3

19-07-2005 17:13:58


Han danse som en adelsmand © 2005 Lars Holmgaard Jørgensen Forsidefoto: Poul Ib Henriksen Omslag: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævne rammer. Bogen er sat med Dante og trykt i Letland 2005 ISBN: 87-91299-17-9 Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk

Jeg vil gerne takke min elskede kone Jytte for gennem årene med irriterende kritisk grundighed at have læst mine manuskripter igennem, før jeg fik lov at sende dem nogen steder.

Han danse_FINAL.indd 4

19-07-2005 17:13:58


Inden du kaster dig ud i kærlighed, så lær dig at løbe i sne uden at efterlade fodspor. (Tyrkisk ordsprog)

Han danse_FINAL.indd 5

19-07-2005 17:13:58


Han danse_FINAL.indd 6

19-07-2005 17:13:58


Kapitel 1 Et enkelt skud lød oppe fra godset. Niels Krejme stoppede uvilkårligt med begge hænderne på plovens håndtag, men hesten forsatte uanfægtet og han måtte op i trit. Sikkert faderens snart på ottende år gamle afløser, den nye skytte, der havde fået ram på en ræv eller en mår. Det slog aldrig fejl – enkeltskud fra skoven deroppe fik hans tanker ind i baner han længe havde ønsket glemt. Mange år var passeret nu; alligevel var billedet der straks for hans indre blik. Faderens livløse skikkelse på jorden et stykke fremme ad stien, Niels der løb frem alt hvad hans tretten år gamle ben kunne bære ham, han så sig selv løbe, mærkeligt – som havde det været en anden end ham selv, han havde set løbe hen til faren den frygtelige dag. Den store røde plamage på faderens bryst, til højre for brystbenet, hjertet var ikke ramt, men faren var allerede død af en smadret lunge. Som man skyder dyr, kronvildt. Hans far skytten lå ubevæbnet på jorden. Hans våben var væk. Kun hans store jagtdolk i remmen om livet havde han på sig. Da Niels ville bugsere ham op at sidde, gled to sølvmønter ud af farens ene hånd. I den korte tid der gik fra han samlede mønterne op og til der kom folk til hjælp, var det som om hele farens væsen viste sig i kaotiske glimt for drengens indre. Faren der lo, faren der koncentreret arbejdede med en snare, plukkede en fugl, brækkede et dyr, faren der lavede mad til sig selv og sønnen, den fåmælte mands varme venlige øjne, når Niels behøvede hans blik. 7

Han danse_FINAL.indd 7

19-07-2005 17:13:58


Og Niels’ usigelige sorg over at der var uafklaret uenighed mellem dem, som nu aldrig ville blive løst. Faren havde ugen før kort meddelt Niels, at meget snart skulle sønnen, han, Niels, til at arbejde som bondeknægt i landsbyen. Tiden som skyttesøn var forbi. Sådan var det bare. Det kunne ikke diskuteres. Niels havde spurgt om han ikke var god nok, om han ikke arbejdede godt nok, men faren havde blot kigget på ham til hans forurettede talestrøm dryppede af og drengen måtte sænke sit vrede blik. Aldrig ville han få en forklaring. Ingen forløsende ord ville nogensinde komme, som kunne ændre begrundelsen for farens beslutning, fra simpel kassering til en rimelig begrundelse. Han huskede det som noget ganske rædsomt.

Kapitel 2 Niels Krejme nåede til enden af marken og fik bugseret den tunge plov rundt. Hesten vidste godt, at det var vrægmadstid; at der ikke skulle køres endnu en fure, før muleposen var spændt på og indholdet sat til livs. Tålmodigt slog den med hovedet, op og ned i afmålte bevægelser affødt af sommerens flueplage, en plage der for længst var overstået for dette år, men som havde givet den aldrende kæmpe netop denne særegne vane. Niels Krejme trak foderposen fri af sin skulder og gik hen til den gamle vallak. Han klappede hestens brune hals; blodårerne grenede sig, store og udstående, musklerne

8

Han danse_FINAL.indd 8

19-07-2005 17:13:58


under huden sitrede en anelse, mens Niels Krejme løsnede hovedtøjet og fjernede bidslet fra hestens gab. Han spændte havreposen på; hesten prustede avner og skidt ud et par gange og malede kornene i sig med en lyd, der fik én til at tænke på stald og varme. Den fik endnu et klap og Niels Krejme lod sig falde ned ved markgærdet af samlesten, i solen der var ved at få magt over formiddagens dis. Det tynde tågeslør lettede i gennemsigtige dunede klatter, og Niels måtte lukke øjnene en stund for det skarpe lys. Han sukkede veltilfreds, rykkede lidt på sig og foldede hænderne om maven. Han kunne høre Signe nærme sig med maden; hun var på hans alder, måske kun de tyve, han var ikke sikker, men heller ikke synderligt interesseret. Hun var en gås, hun tog mange ting for givet. Da han var fæstet ind som karl på hendes fars gård i maj, havde hun knejset med nakken og vist ham ryggen konstant, fnisende hånligt ved enhver lejlighed indtil det gik op for hende, at han ikke var det fjerneste interesseret i hende. Hun havde siden været en sand pest; ondskabsfuld, geskæftig, sladdervorn, og havde hendes far Aksel Pedersen Næs ikke været en forstandig mand, der forstod at påskønne sin karls flid og grundighed, var han for længst blevet kastet på porten, for hvad hun ikke fik fortalt vidt og bredt om hans dovenskab og tyvagtighed og liderlige øjne og gebærder så en ordentlig kristen pige ikke kunne være i fred, var ikke værd at vide. Det med liderligheden var såmænd rigtigt nok, men hverken dovenskab eller tyvagtighed kunne med rette 9

Han danse_FINAL.indd 9

19-07-2005 17:13:58


hæftes på ham. Han ville hellere arbejde hårdt end kede sig, han brød sig ikke om at drikke før det blev aften; tyvagtig havde han aldrig i sine dage været, han vidste hvor meget der skulle arbejdes for at få råd til ting der var værd at stjæle; men en sund liderlighed ville han gerne vedkende sig. Han forsømte ingen legestue, det være sig jul eller ej, lod ingen mulighed gå fra sig for at dele ud af sin kærlighed og opmærksomhed; til gengæld havde han mange fortrolige blandt landsbygårdenes piger – de kunne fortælle, hvad der blev sagt om ham. Både hvad Signe Akselsdatter løj ham på, men også om den misundelige sladder fra andre ungersvende, der var knap så heldige som han selv, hvad angik det at runde om tøsernes bryster og få adgang under deres skørter. Han åbnede øjnene og satte sig op. Signe rakte ham madspanden samt ølkanden, demonstrativt uden at bøje sig frem eller ned mod ham, og kiggede vurderende på den lange, smalle mark; sagde ikke noget men løftede øjenbrynene, mente vist ikke at Niels Krejme var nået nær langt nok i forhold til den tid, han havde haft til sin rådighed. ”Tak og Guds fred, Signe!” smilede han. Hun drejede sig uden et ord og gik tilbage ad stien mellem de to marker, hænderne i siden af skørterne for at holde dem fra at slæbe i græsset. Ikke at hun var utiltalende som kvinde; hun var nærmest almindelig, men Niels Krejme var for klog til at indlade sig med husbonds datter. Det kunne få følger i mere end én forstand. Dunsten af den halvvarme kål slog op i hans ansigt, da han fjernede låget fra spanden. Heldigvis var det ikke

10

Han danse_FINAL.indd 10

19-07-2005 17:13:58


Signe, men madmor Aksels der tilberedte vrægmaden til folkene og sin mand, så der var hele to gode stykker flæsk i spanden, saltet var grundigt tørret af og kødet rørt godt ned i kålen. Niels Krejme var sulten. Han spiste lige så målbevidst og velovervejet, som han arbejdede. Den sidste kål tørrede han af spandens bund og sider med det halve af det sidste stykke flæsk, og der var nøjagtigt en halv kande øl tilbage til at slukke salttørsten efter måltidet. Han satte spand og kande og rejste sig. Hesten kiggede på ham, også den var gennem sin ration, og Niels gik de tredive-fyrre skridt til kilden for at fylde dens drikkespand. Befriet for muleposen drak vallakken begærligt i store slurke, og Niels Krejme måtte afsted igen. Han havde lige fyldt spanden på ny, da vallakken gav lyd fra sig. Han vendte sig og så en spinkel ridehest nærme sig, med en kvinde siddende i damesaddel, med begge ben til venstre side, den ene knæhase drejet om sadelknagen, og kjolens mange lag spredt ud, så det meste af hestens flanke var dækket. Kvinden bar en bred hat, med blomstersætninger i skygge og bånd; hun bar adelens kridhvide ansigtssminke, med enkelte røde skønhedsmærker, hendes hår var kunstfærdigt krøllet og sat op under hatten, slangekrøller til hver side ved kinderne. Det tog Niels Krejme mindre end den tid, han havde brugt på at spise sin vrægs, at gøre den spinkle godsfrue tilfreds. Ikke at han et øjeblik troede, hun nåede de højder af nydelse, han selv kunne finde i snart sagt ethvert pigebarns 11

Han danse_FINAL.indd 11

19-07-2005 17:13:58


favn, men måske var det sådan skabt, at adelens glæde i kønslighed mere bestod i at byde end i at nyde. Han løftede ansigtet mod den stadig mere blå formiddagshimmel, lukkede øjnene og lod sin egen tilfredshed herske en tid; tog om hendes hofter, holdt hende i et fast greb et par sekunder, før han trak sig ud og lod de mange lag skørter falde ned over hendes bagdel. Hun gispede, kiggede et øjeblik irriteret tilbage på ham og slap sit tag i stengærdet. Han vidste godt, at hun hadede hans hurtige tilbagetrækninger – måske var det derfor, han gjorde dem. Hun pudsede sig som en påfuglehøne, børstede strå og indbildt græs af sit skrud, kiggede flygtigt på ham. Som altid, når han havde været i hende, var hun lidt bly, lidt søgende i sine egentlig ganske kønne øjne, hvad var det hun søgte? Ømhed? Kærlighed? Sympati? Tilgivelse, måske? Skulle han sige: ”Jeg tilgiver Deres Nåde, at De lod Dem bestige på dyrisk vis, bagfra: jeg tilgiver Dem Deres små og ganske almueagtige grynt, suk, åh-støn, ja-støn, Deres til tider ret gutturale halslyde, når alting var lige ved at være smukt og befriende”? Var det det, hun søgte med sine øjne, den modne kvindes ungpigeøjne i den groteske maske af blyhvidt, som gjorde hendes ansigt stift, udtryksløst og helt overlod til øjnene og læberne at formulere sig om livet og dets tilskyndelser? Eller var det ømhed? ”Ømhed, min Frue, vil De altid få! De er så indespærret i Deres kedsommelige liv, af regler og gyldne tremmer, at jeg får ondt af Dem. Der: Ømheden!”

12

Han danse_FINAL.indd 12

19-07-2005 17:13:58


Kærlighed? ”Aldrig! Aldrig et sekund vil jeg føle noget, der ligner kærlighed for Dem, Frue. Jeg tilbyder Dem min pik, mine kærtegn under skørterne før jeg bestiger Dem, bestiger Deres i øvrigt ganske attråværdige hvide bagdel, når De så indbydende og duftende stikker den i vejret, mens De med Deres hænder – som i dag – støtter Dem til markens stendige. Så meget for kærlighed!” Sympati? ”Meget! Masser af sympati! Mest fordi jeg stadig er smigret over Deres kønslige interesse for mit væsen; ikke mange bondeknøse knepper herskabsfruer, er der nogen ud over mig? Åhja, indbildsk bliver man hurtigt, det er sandt! Men sympatien: De kan tro, jeg føler sympati for Dem. Var De født ind i min klasse, blandt almuen, blandt bønder eller endda blandt håndværkere, tog jeg Dem gerne til brud, blot for Deres smukke øjne, skønt kun kendt som glimt i den stive blyhvide maske, uanset Deres fremskredne alder, og hvis, naturligvis, der fulgte en betragtelig medgift, som kunne give mig et andet og mere givtigt liv end det bag ploven og med plejl i hånd!” ”Jeg må hellere …” Hun rømmede sig, øjnene kunne ikke finde ro. Niels Krejme hjalp hende op på den vanskelige kvindesaddel. Hun holdt hans hjælpende hånd i sin, da hun var på plads, et langt øjeblik mens øjnene bestemte sig til at blive i hans. Han smilede forekommende og venligt til hende. ”De er en dejlig kvinde!” hviskede han og klemte. Hendes øjne blev mørke, og hun ville sige noget, men det kom ikke alligevel. Han slap hendes hånd og trådte et skridt 13

Han danse_FINAL.indd 13

19-07-2005 17:13:59


tilbage. Den skimlede hoppe trippede af sted, kvinden holdt blikket på stien foran sig, rettede sig op, bemærkede han, rettede sig op, blev rank og lignede igen sin stand.

Kapitel 3 Det var ikke nogen hemmelighed, tværtom, at Nådigfruen havde omgang med Niels Krejme, men det var noget så uhørt, usædvanligt at ingen vovede at snakke om det i den ellers livlige sladder om hans person. Kun de kvikkeste, der var i stand til med andre ord end dem de mente, at berøre emnet, kunne gøre det, men selv da kun på tomandshånd og aldrig besvaret med andet end forlegen latter. Nogle af hans andre pigebekendtskaber havde i et varmt øjeblik, begravet ved hans skulder, i den store velsignede følelse af fællesskab der gives i så lang tid som man husker en drøm, i den stakkede stund efter vellykket elskov, forsigtigt, drilagtigt, skinsygt eller uhyre tøvende spurgt i vældige omsvøb til rigtigheden af det rygte, der aldrig for alvor gik – men altid havde han fejet det væk med et smil og en antydning af irritation, der kunne betyde, at der ikke ville være nogen næste gang, og altid var snakken stoppet der. I øvrigt kommenterede han heller aldrig andre af sine forhold. Der var dem, der ville sige, at han var en hoven person, der stort set var ligeglad med, hvad andre mente om ham. Men få kunne modstå hans venlige væsen, når de kom i

14

Han danse_FINAL.indd 14

19-07-2005 17:13:59


tale med ham. Han var hjælpsom, lyttende; opmuntrende hvis det var påkrævet, slagfærdig, men beskeden uden at fornægte sit selvværd. Tilbageholdende til folk kaldte ham ind i en samtale, til gengæld derefter imødekommende og åben; han havde egne meninger men også respekt for de mennesker, der måtte se andre sider af en sag. Når fester havde gjort visse karle fulde og modige og de spillede op til slagsmål, opildnet af deres evindelige misundelse på hans kunnen med det andet køn, trak han sig helst – kunne han ikke det med æren i behold, tog han kampen op og forsøgte at gøre den kort og ublodig. Som regel lagde folk sig imellem og fik stoppet balladen. Mangen en trussel havde fulgt ham hjem efter sådanne lejligheder. En skønne nat, en skønne dag et ensomt sted, ville han få sin bekomst. Af samme grund bar han altid kniv. Den stor jagtkniv, han havde taget fra sin fars lig, efter at farens bratte død havde sat en klods for livet som skytte på godset. Kniven sad i en skede på hans lænd, den var skarp og velsmurt, og han gjorde ingen hemmelighed af den. Hos Aksel Pedersen Næs havde han valgt at dele et kammer i hestefløjen med en fjern slægtning til gårdmanden; slægtningen var en mand på vel omkring de tredive; han havde været sær fra barnsben af. Niels Krejme foretrak særlingens selskab for de to andre karles, noget de havde taget temmelig fortrydeligt op, selv om det ellers ikke havde skortet på vrantne miner fra deres side, da det var Aksel Pedersen Næs’ plan fra start, at Niels skulle dele loftskammer med dem over stuehuset. 15

Han danse_FINAL.indd 15

19-07-2005 17:13:59


Jakob Jen-tow havde kun ved præstens overbærenhed og godhed fået lov at konfirmere sin dåb og det først i en alder af mere end tyve, da det var lykkedes præsten at banke en enkelt, om end imponerende, hel og korrekt gudelig sætning ind i hans fattige ordforråd. Han som på jorden bejler til troskab uden svig når vi kun vil, besegler sin pagt om Himmerig Han døber med den Helligånd på ord, som aldrig fejler han rækker os sin hånd.

Kapitel 4 Niels Krejme havde selv tømret en seng sammen, og holdt af den fred og ro, der var i hesteenden. En skydedør fra kostalden indtil de otte heste gav varme nok – ellers kunne den åbnes på vid gab – og Jakobs undseelighed og rædsel for at gøre nogen utilfreds, gav tankerne og søvnen plads, når det behøvedes. Hvis det skete, at en af gårdens piger klemte sig ind i kammeret en sen aften, forsvandt Jakob Jen-tow i sin sengehalm, vendte ryggen til og mumlede sig selv i søvn. Det skete nu sjældent, det med besøg fra gårdens egne piger. Aksels datter var over dem; var hun syg eller ikke hjemme, kunne det dog ske, men så kunne tøserne komme

16

Han danse_FINAL.indd 16

19-07-2005 17:13:59


hinanden i vejen og direkte i klammeri, så Niels Krejme måtte sende Jakob ud og jage kattene væk. Måske skyldtes det Niels Krejmes behændighed med kvinder, måske også hans grundighed i arbejde og villighed til at bestille noget; under alle omstændigheder syntes fæstebonden Aksel Pedersen Næs at nære en vis og god respekt for ham. Man kunne ikke sige, at han tog sin karl til råds, men han diskuterede sommetider forhold på driften, som om Niels Krejmes kvindetække gjorde ham kvalificeret generelt på andre områder i øvrigt. Måske var det fordi han var mere mand end de fleste, ikke at han var overdrevent maskulin hverken i statur eller gestik, men mere mand som køn betragtet. Hans sæd lå mange steder, og bønder tænker i udsæd og høst og nærer respekt for den der sår. Det hændte også, at husbond og karl snakkede om småting, når de mødtes undervejs fra eller til. At de stod og kommenterede på vejret, hvordan det var og hvordan det tegnede. I sådanne stunder kunne Niels Krejme godt mærke bondens sympati. Pedersen Næs havde venlige brune øjne under de buskede bryn, og deres samtale var som mellem ligemænd. Dette forhold gavnede heller ikke Niels Krejmes sag blandt landsbyens karle. Han havde flere fjender end han gad tænke på. Og han snakkede uden for højtider og komsammen stort set kun med de piger han så – og naturligvis Jakob Jen-tow i deres fælles kammer i hestestalden. Overvejende var den tale, han hørte fra Jakob Jentow, meningsløs, men der kom sjældne gange fornuftige 17

Han danse_FINAL.indd 17

19-07-2005 17:13:59


brudstykker, som Niels Krejme kunne tænke sammen til noget, der havde indhold og betydning. Som den aften, hvor Jakob vedholdende gentog – for sig selv og kun for egne ører, ganske vist – sætningen: ”Kan for fanden ikke tage mig, tager Niels i stedet for!” ”Kan for fanden ikke tage mig, tager Niels i stedet for!” Niels Krejme havde vasket sig ved regnvandstønden uden for stalddøren og havde hørt sætningen de første fyrre gange, inden han havde fået tørret sig og var kommet ind til Jakob i kammeret efter at have lukket de dobbelte halvdøre efter sig. ”Hvad er det du brokker dig over, Jakob?” havde han spurgt, siddende på kanten af sin seng. Jakob havde givet et forskrækket spjæt fra sig, overrasket over at blive tiltalt, sikkert uvidende om at have tænkt højt. ”Han som på Jorden bejler til troskab uden svig …” ”Hold kæft, Jakob!” ”… når vi kun vil, besegler sin pagt om Himmerig …” ”Jakob, luk kæften!” ”… Han døber med den Helligånd …” Niels Krejme smed halvhjertet en træsko efter særlingen, den ramte ham ikke, den var end ikke nær ham, men manden fór sammen og rundede begge arme om sit hoved og jappede resten af verset fra sig i rasende fart. ”… påordsomaldrigfejlerHanrækkerossinhånd.” ”Hvad er det du går og muler med? Hvad er det for en snak med at tage mig i stedet for dig, Jakob?” ”Han som på jorden bejler …” Jakob begyndte igen, krumbøjet, stadig dækkende sit hoved. Niels Krejme måtte

18

Han danse_FINAL.indd 18

19-07-2005 17:13:59


hen og trække ham fra hinanden og holde om hans skuldre, tvinge hans rædde øjne åbne. ”Nu hører du efter, Jakob!” ”Ja, ja, ja …” Jakob nikkede med hele overkroppen. ”Hvad er det for noget med at tage mig … i stedet for dig? Tage mig … til hvad?” ”Det er de andre … de andre … karlene …” Jakob rykkede bestandig hovedet væk og op og ned som ventede han, at Niels Krejme ville slå ham. ”Simon og Anton? Er det dem? Eller er det andre fra landsbyen?” Jakob nikkede ivrigt. ”Ja, ja, dem alle sammen! Men de gør grin … det er bedre at tage dig!” ”Hvorfor mig?” Niels smilede beroligende til ham. ”Fordi jeg ikke dur!” sagde Jakob med store øjne. ”Dur ikke! Kan ikke!” ”Men det kan jeg? Det dur jeg til?” Niels holdt hovedet på skrå. ”Ja!” ivrede Jakob. ”De andre siger, det bliver dig. Nådigherren har øje på dig! Det bliver dig!” Niels Krejme slap ham og gik tilbage til sin seng. Militsen! Det kunne ikke være andet. Der skulle udtages til militsen, og Nådigherren, baronen, skulle vælge. Han rejste sig og samlede den træsko op, han på skrømt havde smidt efter Jakob, stod lidt og så frem for sig, inden han lagde sig på ryggen i sengehalmen. Og smilede for sig selv. Det ville Nådigfruen aldrig tillade! Men naturligvis håbede tåberne på, at det ikke ville blive en af dem, der blev udtaget. Ti års tjeneste, selv i 19

Han danse_FINAL.indd 19

19-07-2005 17:13:59


fredstid, var der sjældent nogen der ønskede sig. Der levede rygter om unge mænd, der havde lemlæstet deres hænder for at undgå tjenesten. De blev straffet. Hårdt. Havde det havde været i krigstid, var de blevet hængt for det. Niels Krejme løftede sine lange, kraftige velformede arbejdshænder og kiggede på dem. Aldrig ville han gøre noget så tåbeligt! Heller ikke for at undgå militærtjeneste! Så hellere se, hvad ti år i en militærby, måske endda hovedstaden, ville bringe med sig! Mon ikke der ville blive stunder, i givet fald, til at bruge hænderne fornuftigt i staden også?

Kapitel 5 Lang tid gik, uden at nogen talte til Niels Krejme om udskrivning til militsen. Efterhånden afviste han emnet i sine stille diskussioner med sig selv, som tåbeligheder opstået i særlingen Jakobs krøllede sind; mente også at Signe ville have hoveret og været den første til at elske at fortælle ham, hvad der måske ventede, hvis der havde været noget i snakken. Men så en søndag, efter den sene gudstjeneste, faldt hans blik på Per Agers, en mand på knap de halvtreds, med egen fæstegård, som han havde giftet sig til med en lille forkrøblet kvinde, enken efter den tidligere fæster. Han havde været indskrevet i ti år og var vendt tilbage efter endt tjeneste. Niels Krejme kendte ham kun af omtale og udseende, havde aldrig snakket med ham overhovedet, men nu trådte

20

Han danse_FINAL.indd 20

19-07-2005 17:13:59


han til og nåede op på hans side på hjulsporet ned fra kirken. Per havde sin mere end femten år ældre kone under armen, og tempoet var derefter. ”Guds fred til jer begge!” Niels Krejme nikkede og smilede til dem på skift. Per så overrasket op på ham; han var en lidt krumbøjet mand, endnu mere nu hvor han holdt sin kone i armkrog. Konen missede mod ham, havde vist ikke så gode øjne mere, men mumlede en hilsen tilbage. ”Det kan være jeg må slå følge et stykke vejs?” spurgte Niels Krejme venligt. ”Er I på hjemvejen eller skal I på kro, måske?” Per Agers fnysede og spyttede til siden. ”På kro? Nej, vi skal ikke på kro, vi skal hjem med gammelmor her, på kro må du selv gå, min unge ven!” ”Jeg havde nogle spørgsmål, jeg måske kunne tænke mig at stille dig, Per Agers, om du ville sætte tid af til at svare,” fortsatte Niels Krejme ufortrødent. Per Agers skulede op til ham, ikke så meget af modvilje, men mere på grund af en sur skulder og grebet i den gamle, dårligt gående hustru. ”Spørgsmål? Om hvad? Er det ikke dig, der tjener ved Aksel Pedersen Næs?” Niels nikkede jo. Det var sandt. ”Jeg tænkte, om du ville fortælle om din tid ved militsen?” Konen gav et pip fra sig og kom til at hoste. ”Det gør han hjertens gerne, og han serverer gerne både godtøl og snaps til den, der gider høre på hans slidte historier,” vrippede hun og lo. 21

Han danse_FINAL.indd 21

19-07-2005 17:13:59


Niels Krejme lagde mærke til at Per i det små lo med. De havde det vist godt, de to. ”Jeg kunne da fint drikke et krus godtøl, hvis jeg blev budt!” grinede han. ”Snaps måske også, hvis jeg blev nødet!”

Kapitel 6 Den råkolde, regnmættede oktoberluft gav duggede ruder i stadsstuen hos Per Agers og hans kone. Hjemme på eget gulv kom hun fint omkring med både ølkande og krus; dunken med snaps måtte Per Agers selv op at fiske ud fra et hjørneskab. ”Så du vil høre om militsen,” konstaterede Per og hældte op i krus og glas. ”Joh, tak, hvis du gider fortælle,” svarede Niels Krejme. ”Niels? Er det ikke Niels du hedder?” Per Agers blev stående ved bordet uden at sætte sig og kiggede på ham. ”Jo, Niels Krejme. Min far var skytte på baroniet. Han hed Per, som dig!” ”Ja, det er sandt!” Per Agers nikkede for sig selv og fandt plads ved bordet modsat Niels. Han tørrede duggen af ruden og kiggede ud mod landsbygaden. ”Ham husker jeg godt, din far.” Han løftede snapseglasset og Niels fulgte trop. De tømte, nikkede mod hinanden og holdt de små glas i luften, til den stærke drik havde sundet sig.

22

Han danse_FINAL.indd 22

19-07-2005 17:13:59


Han danse som en adelsmand af Lars Holmgaard Jørgensen