Issuu on Google+


Det var en onsdag eftermiddag. Børnenes dag. Jeg sad ved mit skrivebord. Koncentreret. Ubevægelig. Med blikket rettet mod skærmen foran. Ikke en lyd omkring mig. Kun den fjerne larm fra bilerne ude på boulevarden. Klokken var halv tre. Min mobil ringede. Et nummer viste sig på displayet. Et ukendt nummer, der ikke sagde mig noget. Jeg tog den. ”Hallo, er det madame Wright?” En mandestemme, jeg heller ikke kendte. ”Er De Malcolm Wrights mor?” Jeg svarede: ”Ja, det er jeg. Hvorfor? Hvorfor?” ”Deres søn har været ude for en ulykke. De må komme med det samme.” En ulykke. Min søn. Tretten år. Jeg fløj op af stolen. Tekoppen på mit bord væltede. ”Hvem er det?” ”Ambulancetjenesten, madame. De må komme straks. Deres søn er blevet kørt ned på boulevard M. Han er kommet til skade, det var en flugtbilist. Vi kører ham til hospital H.” Jeg lyttede til alt dette, denne stemme, der skurrede i mine ører. Jeg var ikke i stand til at få stillet de rigtige spørgsmål. Min mund var helt slap og nægtede at lystre mig. Umuligt at få så meget som et ord frem. Jeg tænkte vagt, at jeg måtte have fat i Andrew. Hvem skulle hente Georgia til dans, hvis jeg tog af sted nu? Jeg tænkte, at det ikke kunne være sandt, og at det bare var et mareridt i vågen tilstand. Det her skete ikke. Men stemmen skurrede videre.


”De må skynde Dem, madame. De må tage direkte på skadestuen. Med det samme.” Jeg samlede mine ting, min telefon og min jakke, og tog af sted. Jeg gik forbi en eller anden ude i opgangen. Jeg gik ind i vedkommende. Jeg tror, at jeg mumlede undskyld. Jeg var allerede klar over, at intet nogensinde ville blive det samme igen. Der var blevet vendt op og ned på mit liv. Bare sådan. På nogle få sekunder. Turen til hospitalet ville ingen ende tage. Det føltes som en evighed, når jeg holdt for rødt lys. Jeg forsøgte at ringe til min mand. Telefonsvarer. Jeg lagde ikke nogen besked. For hvad skulle jeg sige? ”Andrew, Malcolm er blevet kørt ned. De har ringet fra ambulancen. Han er kommet til skade. Jeg er på vej på hospitalet. Kom med det samme.” Jeg ville gerne have sagt alt det. Jeg havde lyst til at råbe det. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det efter biplyden. Jeg kunne ikke få de tunge, forfærdelige ord over mine læber efter at have hørt Andrews imødekommende, varme stemme på hans tosprogede engelsk-franske mobilsvar: ”Hi, you’ve reached Andrew Wright, please leave a message after the tone. Indtal venligst en besked efter biptonen.” Det var ikke en mulighed. Hospitalet. Larmen. Menneskemængden. Lugten. De uendeligt lange gange. De knirkende hospitalsvogne. De andres ulykke. Min egen. Alt det, man siger om hospitaler, de fortravlede sygeplejersker, de distancerede hvide kitler. Og midt i det hele det medfølende glimt i øjet, smilet og håndtrykket, der gør, at man ikke straks mister alt håb. Lægen. På omkring de fyrre. På min alder. Et ansigt med skarptskårne træk. En rolig, alvorlig stemme. ”Han er i koma, madame. Hans tilstand er relativt stabil. De kan ikke komme til at se ham lige med det samme.” Koma. Ordet ramte mig som en knytnæve. Malcolm var ikke død, men han lå i koma. Jeg havde set skuespillere foregive at være i koma på film, men jeg havde aldrig set nogen, der var i koma i virkeligheden. ”Deres søn pådrog sig et kraniebrud ved ulykken. Det er det, der har forårsaget komaen.” Jeg så ned på mine basketstøvler, en oprørt mors fødder. Koma. Et underligt ord. Et hæsligt lille ord. Malcolm koma. Malkoma.


”Har De ringet til hans far?” Hans far. Min mand. ”Nej, jeg kunne ikke få fat i ham.” ”Så gør vi det sammen. Kom med mig.” Et slidt og medtaget kontor, en gammel, beige telefon. Andrews nummer. Mobilsvar. Jeg ringede til kontoret. Hans assistents stemme: ”Åh hej, Justine, Andrew sidder lige i møde, så han kan ikke tale lige nu.” Jeg sagde: ”Vær sød at få fat i ham. Malcolm har været ude for en ulykke.” Jeg hørte hende gispe. Så svarede hun: ”Ja, ja, selvfølgelig. Åh gud, selvfølgelig. Undskyld.” Andrews stemme. Mit ordvalg. Ikke nemt at skulle vælge sine ord med omhu, når det eneste, man har lyst til, er at bryde sammen, græde og stampe i jorden. Han sad i møde, omgivet af andre mennesker, jeg kunne høre det på hans lidt utålmodige og trætte tonefald (Undskyld, det er min kone – anstrengt smil – jeg er straks tilbage): ”Yes, Justine? What is the problem?” Han tænkte sikkert, at jeg ville tale med ham om en ubetalt regning, bilen, der ikke ville starte, en matematiklærer, der klagede over Malcolms opførsel i timerne. Han troede sikkert, at jeg ville plage ham med alle mulige dagligdags besværligheder, et eller andet banalt og ubetydeligt. Ordvalget. Jeg måtte være nøgtern. Sige noget passende og præcist. ”Andrew, jeg er på hospital H. Malcolm er blevet kørt ned af en flugtbilist. Han har fået kraniebrud. Han er i koma. Jeg er sammen med lægen lige nu. Du må komme så hurtigt, du kan.” Jeg var stolt af mig selv over, at jeg ikke var begyndt at græde, mens lægen var der. Jeg hørte ikke, hvad Andrew svarede. At han kom, tror jeg. Han sagde, at han ville komme. Jeg ville så gerne se min søn. Tage ham i mine arme. Kysse ham. Lægen sagde, det var for tidligt. Det gjorde mig bange. Jeg spurgte, om det var, fordi han havde så slemme skader, om det var derfor, han ikke ville lade mig se ham. Det sagde han nej til. Malcolms tilstand


var stabil, men kritisk. Han havde brug for ro og hvile. Men jeg ville snart få mulighed for at se ham. Pludselig kom jeg til at tænke på Georgia. Hendes dansetime var slut om en halv time. Georgia, ni år. Jeg lukkede øjnene. Lægen spurgte, om det gik. Jeg sagde: ”Min datter … jeg ved ikke, hvem der skal hente min datter efter dans.” Han sagde: ”Ring til en eller anden. Deres mor, måske? En veninde?” Jeg ringede. Til min mor. Jeg spurgte, om hun ikke kunne hente Georgia efter dans, fordi Malcolm havde været ude for en ulykke. Jeg sagde, at det ikke var alvorligt, for det var jo min mor, og jeg ville ikke gøre hende bekymret. Jeg havde det dårligt med at sige det, for hvis det virkelig var alvorligt, så jeg havde løjet over for min mor.


Andrew og jeg over for en energisk politimand med en træt, summende computer. Et lille, skrabet rum. Indelukket lugt. Der var kun én stol, så Andrew havde stillet sig bag mig. Civilstatus. Adresse. Stilling. Min mands stemme var neutral og rolig. Han talte helt normalt. Som om vi befandt os i en helt normal situation. Som om det var helt normalt at fortælle alle de ting til den her fremmede, lige her og nu, i dag. Født i Norwich, april 1963. Nationalitet: britisk. 27, rue D., i det 14. arondissement. Arkitekt. Hans engelske accent, som er hængt ved selv efter tyve år i Frankrig, fik politimanden til at trække næsten umærkeligt på smilebåndet. Jeg havde vænnet mig til den, jeg plejede også at smile ad den, men ikke nu. Ikke længere. Da det blev min tur, var min stemme skinger og bange. Jeg kunne ikke styre det. Så var det bare ærgerligt, hvis Andrew syntes, jeg var latterlig. Andrew var typen, der mente, at man måtte bide tænderne sammen. Aldrig vise følelser. Never explain, never complain. Stiff upper lip. Det var bare ærgerligt. Født i Clichy, november 1965. Nationalitet: fransk. Oversætter. Samme bopæl. Vi blev spurgt om Malcolms civile status. Født i Paris, 14. arondissement, september 1990. Skoleelev. Politimanden spurgte os, hvordan ulykken var sket. Jeg spærrede øjnene op, men Andrew bevarede sin stoiske ro. Han svarede, at vi ikke vidste, hvordan ulykken var sket, og hvordan skulle vi også kunne det, når vi ikke havde været til stede? Vores søn havde været på vej hjem fra musikskolen alene, sådan som han plejede onsdag efter-


middag. Politimanden tog sin telefon og mumlede et eller andet ind i røret. Der sad nogle fremmede mennesker bag ved os og ventede. Det virkede, som om deres blikke hang ved vores læber, vores og politimandens. En mand og en kvinde, yngre end os. Hvorfor mon de sad der? Hvad havde de været ude for? Hvorfor kunne de ikke vente et andet sted? Jeg havde lyst til at vende mig om og sige til dem, at det ikke var pænt at sidde og lytte på den måde, at svælge så åbenlyst i andres smerte og følge med i vores liv og vores drama. Men jeg sagde ikke noget. ”Åh, det er Dem med barnet, der blev kørt ned af en flugtbilist,” sagde politimanden. ”Vi har flere vidner, blandt andre en buschauffør, der så det hele. De har allerede været her for at afgive vidneforklaring. Men vi har ikke hele nummerpladen. Bilen kørte for hurtigt.” Andrew spurgte, om han vidste, hvad det var for en bil. Det var en brun Mercedes, en gammel model. Den kørte over for rødt, ramte vores søn og fortsatte uden at stoppe. Nu kunne jeg se det for mig. Jeg så det så tydeligt og brutalt, at kvalmen steg op i min hals. Malcolm, der var på vej hjem efter sin musikundervisning, ligesom enhver anden onsdag. Han skal kun over boulevard M. Et overskueligt kryds med lys, der ikke skifter til grønt for bilerne, mens man står midt ude i fodgængerovergangen. Malcolm, der går fremad, da det bliver rødt for bilerne, lille grøn mand. En bus, der holder for rødt. Og så kommer der en bil fra venstre, der overhaler bussen og kører over for rødt og mejer Malcolm ned midt i fodgængerfeltet. Malcolm, der flyver gennem luften. Bilen, der ikke stopper. Malcolm, der ligger på asfalten. Vidnerne, der forsøger at læse nummerpladen, men ikke får det hele med. En eller anden, der ringer til politiet. Politimanden så på os begge to. Han havde lyse øjne. Han smilede et underligt lille smil, der gjorde ondt på mig. ”I har været heldige. Der er mange børn, som bliver kørt ned om onsdagen. Midt i fodgængerovergangen ligesom jeres. Men jeres barn ligger ikke i lighuset.” Andrew sagde ikke noget. Det gjorde jeg heller ikke. Vi anede ikke, hvad vi skulle sige. Vi var lamslåede. Jeg var lige ved at råbe: ”Nej,


han ligger ikke i lighuset, men han er i koma, monsieur. Vil De måske kalde det heldigt? Og hvad med den Mercedes, der ikke engang stoppede, men bare efterlod vores søn på den måde midt i fodgængerovergangen? Kalder De det heldigt?” Men jeg havde ikke lyst til at parret bag os skulle høre alt det. Jeg ville bare gerne væk derfra hurtigst muligt. Jeg ville se Malcolm, tage ham i mine arme. Se ham åbne øjnene. Tilbage til hospitalet. Lægen ventede på os. Han sagde, at vi godt kunne få lov til at se ham nu. Men at vi måtte forberede os på, at det ikke ville være let. ”Jeres søn er i dyb koma. I kan røre ved ham og tale til ham, men der vil ikke være nogen reaktion.” Malcolm virkede så lillebitte, som han lå der i sengen. Hans hoved var bundet ind i hvidt gazebind. Gennemsigtige slanger stak ud af hans næse og mund og af blodårerne på hans underarme. Et blæsebælgslignende apparat fik hans bryst til at hæve sig regelmæssigt med en underlig lyd. Hans ansigt var spidst og blegt. Lukkede øjne. Gennemsigtige øjenlåg. Han sov. Med hænderne hvilende fladt ved siden af sig. Vi gik hen til ham, jeg rørte ved ham, ved hans hår øverst på hovedet. Han var varm. Der var ingen synlige skader. Ingen blodansamlinger, intet blod. Såret måtte være gemt under den hvide gaze. Jeg var glad for, jeg ikke kunne se det. Jeg sagde: ”Det er mor, søde skat, det er mig. Jeg er lige her. Og far også. Vi er lige her.” Andrew holdt sig bag mig. Han trak vejret larmende. Jeg ville gerne have, at han skulle sige et eller andet, at han også skulle røre ved sin søn, at han skulle tale til ham, men han sagde ikke noget. Jeg vendte mig om. Og jeg så, at Andrew græd. Jeg var rystet, lamslået. Græd Andrew? Klippen Andrew? Andrew, som havde fået tilnavnet Darth Vader, fordi han var så tykhudet. Han græd, sammenkrummet og med fortrukket ansigt, som om han havde ondt et sted. Han rystede. Udstødte nogle klagende lyde. Jeg følte mig fuldstændig magtesløs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle støtte ham og trøste ham. Andrew var stærkere end mig. Andrew græd aldrig. Det var ham, der trøstede mig. Det var ham, der holdt om mig. Det var mig, der plejede at græde, ikke ham. Jeg anede ikke, hvordan


jeg skulle trøste ham. Og pludselig blev jeg flov, flov over min store, hulkende ægtemand, der stod dér og ludede med snot ud af næsen. Jeg var flov over, at lægen og sygeplejerskerne skulle se ham sådan. Bagefter skammede jeg mig over at tænke sådan om ham. Det var jo ikke så mærkeligt, at han græd. Mens jeg, der græd over ingenting, jeg, der var alt for følsom, jeg, der kunne gå fuldstændig i opløsning over en sødsuppefilm, ikke engang kunne græde over at se min søn ligge i koma. Tårerne ville ikke komme. Mit ansigt var størknet. Umuligt at græde. Jeg kunne kun lytte til Andrews hulken.


Mor havde taget Georgia med hjem til sig selv, så hun kunne overnatte dér. Jeg ringede til dem på vejen hjem. Jeg forklarede Georgia, at hendes bror var faldet i en dyb søvn, og at vi ikke vidste, hvornår han ville vågne igen. Vi måtte bare vente og se. Hun forstod det ikke rigtig. Men det var sikkert mig, der ikke forklarede det særlig godt. Til mor sagde jeg sandheden. Og hendes sørgelige reaktion var: ”Åh gud, din stakkels far, det vil tage livet af ham.” Min far. Min far, der var den evige sortseer. Og som dengang jeg var gravid i fjerde måned med Malcolm og blev indlagt akut, fordi der var risiko for, at jeg kunne gå i fødsel, sagde: ”Knyt dig nu ikke for meget til det barn, for du kommer til at miste det.” Min far, der i en alder af halvfjerds havde bestemt sig for at blive en runken olding, som selv den mindste forkølelse var lige ved at tage livet af. Min far, der var begyndt at gå som en gammel mand, og som ikke vidste, hvad han skulle stille op med sin tid, efter han var gået på pension, ud over at drive min mor til vanvid. Jeg eksploderede. Det gav et gib i Andrew, der kørte bilen. ”Jeg er skideligeglad med, hvad det her gør ved far! Hvad med at tænke på, hvordan det er for Andrew og mig? Hvordan kan du lukke sådan noget pis ud, mor? Du er fandeme bare for meget med alt dit pis. Hold kæft, hvor er jeg træt af dig, og også af far.” Jeg lagde på. Jeg rystede over det hele, men der kom stadig ingen tårer. Andrew sagde: ”Was that necessary?” Jeg krøb sammen og lænede mig over mod vinduet, væk fra ham. Jeg sagde ikke noget. Jeg følte mig helt tom indeni, som om en eller


anden havde støvsuget min mave. Alt var væk, tarme, indvolde, mavesæk. Lejligheden var stille og tom uden børnene. Jeg gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og skænkede mig et glas vin af en allerede åben flaske. Jeg tilbød ikke Andrew noget. Han snakkede i telefon inde i stuen. Han talte engelsk. Sikkert med sine forældre i London. Jeg drak vinen i én slurk. Så skænkede jeg mig et glas mere. Jeg satte mig ved det lille halvmåneformede bord. Foran mig på gulvet stod børnenes marsvin i deres bur. To hunner, Nabou og Elyon. Vi var blevet taget ved næsen, Andrew og jeg. Børnene havde lovet, at de nok skulle tage sig af bæsterne. Men efter et år var det blevet sådan, at det altid var mig, der skiftede deres bur og gav dem hø, marsvinepiller og friskt vand. Børnene kælede med dem, børstede dem og afholdt marsvinevæddeløb i gangen, der konstant var oversået med små, hårde pøller, der mindede om mørke ris. Jeg så på Elyon, Malcolms marsvin. Hun var tyk, rund og blid. Sorte, skinnende øjne. Hun gumlede roligt på et strå. Jeg åbnede buret og fangede hende. Børnene havde vist mig, hvordan man skulle gøre. En hånd under maven, hurtigt og præcist. Jeg satte hende på mine ben og skænkede mig et glas vin mere. Jeg strøg hende over pelsen. Hun spandt ligesom en kat. Vi var noget overraskede og forundrede i starten. Vi vidste ikke, at marsvin kunne sige sådan. Andrew talte stadig i telefon. Det måtte være med hans søster nu. Jeg fortsatte med at drikke, mens jeg aede Elyon. Jeg havde glemt at ringe til min søster og min bror. Det var også for sent nu. Andrew benyttede sig af, at der var en times tidsforskel til England. Den var kun elleve på den anden side af Kanalen. Jeg kunne ikke mande mig op til at ringe til min bror og min søster og risikere at vække dem. Men jeg kunne godt have tilladt mig det. Det var alvorligt. Malcolm lå i koma, det var alvorligt. Jeg kunne også have ringet til en af mine veninder, til Laure eller Valérie eller Catherine. Men jeg orkede ikke at rejse mig. Det var lige før, jeg havde det godt dér, i stolen, med marsvinet, der lå og spandt på mine ben, og vinen, der gnavede hul i min mave. Det var lige før, det føltes godt at sidde stille og roligt i natten og drikke sig fuld.


Mit blik faldt på Malcolms jeans, der lå til tørre på radiatoren. Hans jeans. Det var som at blive ramt af et hårdt slag. Hans jeans. Hans marsvin på mine ben. Min søn, der svævede mellem liv og død, hans jeans, der hang til tørre, og hans marsvin, der lå og spandt på mine knæ. Noget kolossalt og gruopvækkende steg op i mig. Jeg havde det, som om jeg var ved at blive kvalt. Jeg blev grebet af en følelse af uretfærdighed, panikken sneg sig ind på mig. Hvad nu, hvis Malcolm ikke vågnede? Hvis han døde i løbet af natten? Han ville dø, og jeg ville sidde tilbage med alt det, der var en del af hans hverdag. Jeg ville stå tilbage med det hele, hans tøj, hans tandbørste, hans skolebøger, hans rulleskøjter, hans computer, hans tennisudstyr, hans marsvin … alle de ting, men ikke ham. Han ville ikke være der længere. Jeg ville skulle leve uden ham. Leve med, at han var død. Svare på spørgsmålene. Sige: Jeg har to børn, men min søn er død. Sige: Min søn er død. Sige de ord. Så kom tårerne omsider, men aldrig havde de været så smertefulde eller ødelæggende. Jeg græd længe, mit ophovnede ansigt brændte, og mine øjne sved. Jeg græd i en evighed. Indtil der ikke var flere tårer, indtil min mave holdt op med at knuge sig sammen i kramper. Jeg rejste mig og satte marsvinet ned i buret. Så tømte jeg vinflasken, jeg drak direkte af flasken. Jeg var ligeglad med, om nabokonen over for udspionerede mig fra den anden side af gården. Det eneste, jeg så for mine øjne, var en lang, mørk, brun Mercedes, der kørte af sted gennem natten. Med en person bag rattet, som ikke var stoppet. En, der var stået op samme morgen og havde taget tøj på, havde spist morgenmad, passet sine gøremål, arbejdet, snakket i telefon, handlet. En, der var kørt hen ad boulevard M. klokken halv tre, en, der havde travlt, en, der var kørt over for rødt foran kirken, og som ikke havde set drengen komme ud foran bussen. En, der lige nu i dette øjeblik, mens jeg stod ved vinduet, stadig med vinflasken i hånden, levede sit eget liv et eller andet sted, enten i nærheden eller langt herfra. En person uden ansigt. En, som måske havde slået min søn ihjel.


At sove var ikke en mulighed. Andrew var gået i seng. Vi havde knap nok talt sammen, knap nok rørt hinanden. Jeg ville gerne have puttet mig ind til ham. Jeg ville gerne have haft, at han kyssede mig, gerne have mærket hans varme og hans styrke. Hans store, faste krop. Men han var bare gået i seng uden at sige noget. Jeg blev i stuen. Rummet virkede større end normalt, det virkede fremmed. Og ikke desto mindre havde vi boet der i syv år. Jeg så på stukkaturen og parketgulvet og sporene efter den kamin, som ejeren til vores store ærgrelse havde taget ud, inden vi flyttede ind. Jeg så på møblerne, dem som Andrew havde arvet efter sine bedsteforældre, som jeg nåede at møde nogle gange, og som havde boet i en isnende kold herregård i Norfolk: den enorme sofa i bordeaux velour, der var noget slidt, men i god stand, det ottekantede bord i ibenholt med fugtskjolderne og fodskamlerne med de gulnede korsstingsbroderier. Og så mine møbler, der var en hel del mindre fornemme. De var købt i Ikea eller Habitat og var allerede mærkede af tidens tand, almindelig slitage og børnenes hærgen. Ved at sidde helt stille lykkedes det mig at gøre mit hjem til mit eget igen. Et lille, roligt univers, hvor man kunne være i sikkerhed. En rede. Planterne i vinduerne: en forhutlet azalea, der på mirakuløs vis blomstrede hvert år. Et lille oliventræ, vi havde taget med hjem fra Toscana. Malerierne på væggene: de indendørs scenerier, som Andrew havde en forkærlighed for, med deres perspektiver, åbninger og spil med lyset. Et par stillebenbilleder, hvoraf et forestillede et bord efter et måltid, uden mennesker omkring, krøllet dug, stole


med purpurfarvede rygge, tomme kaffekopper, en frugtskål, signeret Hortense, Januar, 1921. Andrews arkitekttegninger. Tegninger af palladianske villaer. Portrættet af min bedstemor Titine som trediveårig, meget sort, krøllet hår, klare øjne. Pyntetingene: det lille, lavendelblå Wedgewood-skrin, som min svigerinde havde givet mig i fødselsdagsgave engang, den lille Merkur-figur med vinger på hælene og pegefingeren, der pegede op i luften, som vi havde arvet efter Andrews bedstefar, den lille stejlende glashest fra Murano, som Malcolm havde haft med hjem fra en rejse med skolen til Venedig, og som havde mistet sit ene forben. Der var intet, der afslørede, hvad der var sket om eftermiddagen. Alt i lejligheden var blevet fastholdt i den sædvanlige, rolige stabilitet. Nattens stilhed voksede. Jeg havde ikke lyst til at dreje hovedet over mod kommoden i hjørnet, der hvor de indrammede fotografier stod. Jeg ville undgå Malcolms smil, hans forpjuskede hår og den charmerende ranglethed, der er over et barn, som er vokset for hurtigt og har alt for lange lemmer. Jeg så på hans søsters ansigt, på hendes blonde hår og lyse hud og hendes mælketænder. Jeg savnede Georgia. Jeg ville gerne have kunnet gå ind i hendes værelse og knuge hende ind til mig og indånde den søde duft af min sovende, lille pige. Jeg kunne umuligt gå ind til min mand, tage tøjet af, gå i seng og lægge mig ned, som om intet var hændt, og falde i søvn, som om det bare var en nat ligesom alle andre. Jeg vidste allerede, at jeg aldrig ville glemme den her nat, at den ville sætte sit aftryk på mig som et ar, som et brændemærke Jeg ville altid kunne huske, hvad jeg havde på den onsdag, et par forvaskede jeans, en kakifarvet sweater, der stod godt til mine øjne, et par grå Converse-sko. Jeg ville kunne huske det hele. Den her dag ville følge mig resten af mit liv. Jeg ville aldrig glemme synet af mine hænder, der knugede om rattet med hvide knoer, eller sangen, de spillede i radioen. Det var et gammelt discohit, Sister Sledge, en sang, som jeg havde danset til i et andet liv. Jeg ville huske mit blik i bakspejlet, det blik, som jeg slet ikke kunne genkende. Og så var der Malcolm om morgenen, han var som sædvanligt for sent på den, ikke helt vågen, fået det forkerte ben ud af sengen. Jeg


skyndede på ham og skældte ud. Han huggede sine pains au chocolat i sig i en rasende fart, og han var sur og gnaven, da han tog af sted og smækkede med døren. Det sidste billede, jeg havde af ham, var hans høje skikkelse, så lig hans fars, der smuttede ud ad døren. Bagefter fulgte jeg Georgia i skole, hun mødte senere end sin bror. Og så tog jeg hjem for at arbejde. Onsdag. Børnenes dag. Efter frokostpausen tog Malcolm til musikundervisning, sådan som han plejede, og Georgia tog til dans sammen med sin veninde og hendes mor, sådan som hun plejede. Hvorfor er der ikke nogen, der advarer en fra morgenstunden, om at noget så forfærdeligt vil ske? Hvordan kan det være, at man slet ikke aner uråd, mens man står under bruseren og vasker sig, og mens man sætter vand over til sin Earl Grey, åbner sin post og læser sine mails? Hvorfor får man ikke et eller andet tegn, hvorfor fornemmer man ikke, at der er ved at ske noget, når nu ens verden snart vil synke i grus, når man snart vil blive ringet op og få den værst tænkelige besked? Hvorfor er det, at man i det øjeblik, hvor et barn kommer ud af ens skød efter al den anstrengelse og smerte, og barnet bliver lagt op på ens mave, stadig varm og våd, kun tænker på lykke og glæde og ikke på de dramaer, der venter forude og på de øjeblikke, der vil trække tæppet væk under én? Hvorfor er man så uforberedt? Men hvordan skulle det kunne være anderledes? Skulle man stå og advare sig selv hver morgen, når man børstede tænder: Det bliver måske i dag, eller måske i morgen. Skulle man forsøge at hærde sig selv ved at gå og tænke, at man når som helst kan miste et barn, en forælder, en ægtemand, en søster, en bror eller en veninde? Skal man være forberedt? Forberedt på det værste? Men hvordan skulle man så kunne leve? Jeg forsøgte at rekonstruere den onsdag eftermiddag, forsøgte at tænke på alt det, jeg måske ikke havde set eller hørt. Jeg havde brugt lang tid på en pressemeddelelse for en ny, eksklusiv parfume fra et af de store modehuse. Det var en oversættelse, der gav godt, en vigtig oversættelse. Med en meget kort deadline. Jeg kastede mig over den og var fuldstændig opslugt. Hvis jeg nu havde været mindre koncentreret og mindre opslugt, ville jeg så have hørt en alarmklokke


eller have opfanget et signal? Hvis jeg ikke havde snakket så meget i telefon med presseattachéen, ville jeg så have fornemmet den trussel, der hang over mig den dag? Hvordan kunne Andrew overhovedet sove? Måske har mænd brug for at samle kræfter og hvile sig, så de er bedre rustet til at møde morgendagen. Måske er det meningen, at kvinder skal våge, vente og beskytte. Jeg kunne ikke tillade mig at bebrejde ham det. Alle har deres måde at reagere på. Jeg måtte hellere lade være med at fortælle ham om den ensomhed og frygt, jeg havde været grebet af i løbet af natten. Frygten for, at telefonen skulle ringe midt i mørket og stilheden, frygten for ordene i den anden ende af røret, frygten for at høre lægens stemme sige. ”Deres søn er desværre …” Jeg satte mig foran computeren ved mit skrivebord og gik på nettet. Så tastede jeg ordet ”koma”. Søgemaskinen kom op med en hel stribe af hits. Malcolms koma var en stadie 2, Glasgow 8. Det var lægen, der fortalte os det. På det tidspunkt tænkte jeg slet ikke på at spørge om, hvad ”Glasgow” betød. Men nu vidste jeg det. Det var en måleskala som Richter-skalaen, der måler styrken på jordskælv. Glasgow-skalaen var, som navnet indikerede, blevet udviklet i Skotland. Den tog udgangspunkt i patientens reaktioner. Alt afhang af, om patienten åbnede øjnene, rørte på sig eller mumlede ord, og om pupillerne udvidede sig eller ej. Stadie 2, Glasgow 8. Det kunne være værre. Det betød, at Malcolm ikke reagerede på ret meget. Men jeg kunne læse, at der kunne ske udvikling fra dag til dag, når man var i koma. Man kunne være i koma nogle nætter, nogle måneder, et år eller mere. Det var aldrig til at vide, hvordan det ville gå. Og man kunne heller ikke vide, hvilke følgevirkninger der ville være. Jeg slukkede for computeren og gik ind i soveværelset. Jeg blev ramt af en overvældende træthed. Jeg havde ondt i ryggen og lænden som efter en lang, anstrengende rejse. Jeg var nødt til at hvile mig, om det så kun var for et par timer. Andrew lå ikke i vores seng. Han var heller ikke på badeværelset. Til sidst fandt jeg ham inde på vores søns værelse, liggende lige så lang han var i Malcolms seng. Han sov. Gennem halvmørket kunne jeg se, at der var et forpint udtryk i hans ansigt, som gik lige i hjertet på mig. Jeg lagde mig ned ved siden af


ham og lagde armene forsigtigt om ham for ikke at vække ham. Jeg kyssede ham på skulderen og underarmen. Han rørte sig ikke. Hovedpuden lugtede af Malcolm. Det var den her salte, særlige duft af teenager, en duft, der stadig var en snert af barndom over.


Der var sket en udvikling i Malcolms tilstand i løbet af natten. Stadie 1, Glasgow 10. Han lå ikke længere i respirator. Det så ud, som om han havde fået mere farve i kinderne. Men lægen sagde, at vi ikke måtte glæde os for tidligt. Det var et alvorligt kraniebrud. Han ville ikke vågne lige med det samme. Vi måtte være tålmodige. Så spurgte han os, om der var noget nyt vedrørende efterforskningen. Ordet kom bag på mig. Efterforskningen? Noget nyt om, hvordan det gik med at finde den person, der havde kørt vores søn ned og var stukket af. Andrew forklarede, at politiet ikke kendte alle tal og bogstaver på nummerpladen. Lægen sagde, at vi måtte holde dem til ilden. En flugtbilist, der havde påført sit offer så stor skade, kunne man godt komme til at lede længe efter. Han stod til en hård straf. Hvis de fandt ham … Det var ikke alle, det lykkedes at opspore. Andrew sagde, at han ville blive hos Malcolm om formiddagen. Han havde arrangeret det med dem på kontoret. Der var ingen idé i, at vi begge to sad ved hans side. Jeg måtte tage hjem og arbejde, blive færdig med den oversættelse, der var så frygtelig vigtig. Men jeg savnede min søn. Jeg havde også brug for at være i nærheden af ham. Jeg blev siddende lidt hos ham, sammen med Andrew. Der kom en sygeplejerske for at se til sonderne og poserne med væske. Hun var diskret og smilende. Jeg sagde: ”Hvad skal vi gøre med min søns fodvorte?” Hun så overrasket på mig. Andrew rettede sig op i stolen og stirrede på mig med store øjne. Jeg mærkede rødmen skyde op i mine kinder og stammede: ”Ja, hans fodvorte, Malcolm har en fodvorte. Man skal skrabe lidt af


den med et lille knivsblad hver aften og smøre noget på. Han fik den i svømmehallen, det tager lang tid at få sådan en væk.” Sygeplejersken mumlede et eller andet, jeg ikke forstod. Så gik hun meget hurtigt. Andrew så irriteret på mig. Som altid, når han var i det humør, fik hans modersmål overtaget. Det var imponerende så bidende, det engelske sprog kunne være. ”For God’s sake, Justine, How pathetic can you get!” Jeg løftede hånden, pegede på vores søn og hviskede, at vi ikke skulle skændes, når han lå der. Andrew sagde ikke mere. Jeg gik et par minutter senere. Jeg kunne ikke holde hverken min søns ubevægelighed eller min mands irritation ud. Jeg tog hjem. Da jeg satte mig foran computeren, gav de ord, jeg skulle oversætte, pludselig ingen mening. Hverken på engelsk eller på fransk. Jeg opgav hurtigt at kigge mere på dem. Så tog jeg telefonen og ringede til den politistation, som Andrew og jeg havde været på dagen før. Jeg blev stillet om fra den ene afdeling til den anden. Indtil jeg omsider genkendte den lidt drævende stemme, der tilhørte politimanden med de lyse øjne. ”Åh ja, flugtbilisten, der kørte et barn ned. Britisk ægtemand.” Jeg sagde: ”Har De fundet ud af mere?” En lighter klikkede i den anden ende. Jeg kunne næsten høre ham trække på skuldrene. ”Det kommer til at tage tid. Når vi ikke har hele registreringsnummeret … Den slags tager tid. Og vi ligger i forvejen vandret i luften her. De er ikke den eneste, madame.” Jeg mærkede frustrationen og afmagten stige op i mig. ”Men har I ikke computere, et eller andet program, hvad ved jeg … Der må da være en eller anden måde, I kan finde den fandens nummerplade på?” Langt hiv af en cigaret. ”De er ikke med i en amerikansk tv-serie, madame. Sådan foregår tingene ikke her.” ”Hvordan foregår de så? Hvordan gør I?” Min stemme lød skinger nu, den kradsede i min hals.


”Vi har faktisk en database ved navn STIC over alle indregistrerede biler. Men man kan ikke søge i den. Man er nødt til at løbe alt igennem, nummerplader, bilfabrikater. Side for side. Det er derfor, det tager lang tid, madame.” Jeg havde lyst til at smide røret på. Jeg havde lyst til at give mig til at tude. Jeg sagde ikke noget, men sad bare sammenkrummet foran telefonen med en knugede fornemmelse i maven og rystende hænder. Han må have fået ondt af mig. Han mumlede: ”Hvordan går det med knægten?” ”Lidt bedre, tror jeg. Men han er stadig i koma.” ”Vi skal nok finde ham, madame. Det vil tage noget tid, men vi skal nok finde ham.” Jeg lagde på. Jeg gik ud i køkkenet for at drikke et glas vin. Det var alt for tidligt på dagen, men jeg var ligeglad. Jeg havde brug for det. Så sagde jeg til mig selv, at jeg burde ringe til mine veninder og fortælle det. Men jeg kunne ikke mande mig op til det. Jeg sendte et par mails uden at gå for meget ind i detaljerne. Telefonen ringede. Min mors nummer stod på displayet. Jeg orkede heller ikke at snakke med hende. Hendes stemme rungede ud i rummet efter biplyden. ”Det er mig, skat. Jeg har snakket med Andrew, han fortalte mig, hvordan det går. Din datter er i skole nu. Hun har sovet godt. Hun ved godt, at du kommer og henter hende inden så længe, men hvis du stadig har brug for mig, så sig endelig til. Din far har det forfærdeligt. Han er helt knust. Jeg har snakket med din bror og din søster. De har ringet til dig, ved jeg. Vi er lige her, skat. Jeg skal nok være der for dig, min egen Justine, du kan regne med mig.” Jeg forsøgte at koncentrere mig om mit arbejde. Umuligt. Det eneste, jeg så på skærmen, var Malcolms ubevægelige ansigt.



Mokka af Tatiana de Rosenay