Page 1

en reP ort er s royale erinD rinG er

Bodil Cath li nD H a r Dt o G ri n G H o F


JOBNAME: blaakopi PAGE: 1 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Mit liv som Cath


JOBNAME: blaakopi PAGE: 3 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Bodil Cath

Mit liv som Cath En reporters royale erindringer

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: blaakopi PAGE: 4 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Bodil Cath Mit liv som Cath En reporters royale erindringer © 2009 Bodil Cath og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion: Bo Østlund Forlagsredaktion: Elise H. Nørholm Omslag: Marlene Diemar Sherar / Imperiet med forsidefoto af Simon Knudsen / Scanpix og bagsidefoto af Jørgen Jessen / Scanpix Bogen er sat med PMN Caecilia hos BookPartnerMedia og trykt hos Livonia Print ISBN 978- 87-11-43939-5 1. udgave, 1. oplag 2009 Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont


JOBNAME: blaakopi PAGE: 11 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

KAPITEL 1

Den triste prins

Noget er helt galt. Jeg ser på Prins Henrik. Han ser på mig. Der er en træthed i hans øjne, som jeg ikke tidligere har set, og ikke skyggen af den veloplagthed og munterhed, som jeg ved, han normalt er ekspert i at levere. Jeg sender forsigtigt et lille smil, men det bliver ikke gengældt. Instinktivt fornemmer jeg hans indre kaos, og jeg er i vildrede med, hvad jeg skal sige og gøre. Vil Prinsen alligevel ikke se mig? Jeg har en fornemmelse af, at han bestemt ikke har lyst til at mødes med mig i dag. Klædeligt er det ikke. Men det er ikke Henrik og hans velbefindende, jeg i dette øjeblik tænker mest på. En anden tanke hvirvler gennem hovedet på mig: Bliver fotograf Jørgen Jessen og jeg nødsaget til at rejse tilbage til Danmark uden fotografier og med en tom blok? Jeg svæver i et tomrum. Aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er på arbejde, jeg er journalist, og jeg funderer over, hvordan jeg tilbage på redaktionen skal forklare, at jeg alligevel ikke fik det interview med Henrik, som jeg kun med nød og næppe fik lov at rejse til Frankrig for at lave. Det er nogle nervepirrende minutter, inden jeg på slottet i Cayx bliver lukket ind i varmen. Det går hurtigt op for mig, at Prins Henrik ikke vil være et ligegyldigt vedhæng til sin kone, Dronning Margrethe. Det siger han ligeud. Han vil respekteres som hendes partner, som manden ved 11


JOBNAME: blaakopi PAGE: 12 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

hendes side. Og det betyder, at han i rangfølgen – hoffets hakkeorden – vil betragtes som nummer to og ikke som nummer tre efter sin søn, Kronprins Frederik. »Om der om mig siges ’Dronningen og Krokodillen’ eller ’Dronningen og Ba-u-bab’ er ligegyldigt, men Ba-u-bab skal være nummer to,« fastslår Henrik med et selvironisk glimt i øjet, da vi er langt inde i vor samtale. At være nummer to i den kongelige rangfølge betyder ikke andet, end at Henrik vil respekteres som Margrethes ægtefælle og som sådan have den naturlige andenplads ved hendes side. Hverken Prins Henrik eller jeg er forberedt på, at vor samtale i den grad vil skabe royal ballade over det ganske land, da mit interview søndag morgen den 3. februar 2002 kan læses i B. T., og heller ikke på, at det bliver en sag, der kommer til at fylde i medier over en stor del af verden. BBC-radio bringer sagen worldwide, og 163 millioner lyttere i 150 hovedstæder verden over hører om Henriks trængsler på 33 sprog. Senere interviewer BBC også mig. Det budskab, som Prins Henrik sender, bliver fortolket og overfortolket på alle ledder og kanter. Aviser, blade og tv ringer rundt til meningsdannere, historikere, venner og selvbestaltede eksperter. Alle, som har noget på hjerte, får taletid. Uden filter. Bare der bliver sagt et eller andet, er medierne glade. Nogle kritiske røster er mere fornuftige at høre på end andre, og så er der dem, der i pressefrihedens hellige navn nærmest drukner Henrik i ordgylle. Jeg går ind for den uredigerede pressefrihed, og jeg mener også, at når nogen stikker snuden frem, så må de også kunne tage de hug, det giver. Og det gælder også Kongehuset. Men til denne ret hører ikke ondskabsfuld personforfølgelse. Mediegrøden svulmer mere og mere op og koger til sidst totalt over. Prins Henrik har aldrig hverken dengang eller nu haft noget

12


JOBNAME: blaakopi PAGE: 13 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

ønske om at tage taktstokken fra Margrethe. Han vil bare ligestilles i sit ægteskab og respekteres som hendes mand. Men hvad er det, han har sagt, som i den grad sætter sindene i kog? »Der er stadig mange folk, der tror, at jeg ikke er på samme niveau, som for eksempel Dronning Ingrid var det. Der skal ikke være tvivl. Vi er et regentpar. Jeg har aldrig forsøgt at blive nummer ét. Jeg tænker slet ikke i de baner. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil skubbe mig bort fra min placering som nummer to,« fortæller Prins Henrik mig om sin rolle ved siden af Dronning Margrethe. Det er faktisk lige før, jeg aldrig får interviewet med Prins Henrik i hus. B.T.s unge, smarte redaktionschefer kan ikke se nogen overskrifter i Prins Henrik. Herregud, hvem gider læse om de unge prinsers far? Hvorfor er det ikke Kronprins Frederik, jeg kan få til at sige ord? Og allerhelst om hans kæreste. Det er noget, der vil sælge aviser, får jeg at vide. Hvis jeg absolut vil interviewe Prins Henrik, kan jeg så i det mindste ikke gøre det i København? Det koster jo alt sammen, og nu skal jeg også snart til bryllup i Amsterdam, hvor Hollands Kronprins Willem-Alexander gifter sig med den borgerlige argentinske Maxima. Faderen Jorge Zorreguieta er ikke comme il faut på de bonede gulve hos svigermor, den hollandske Dronning Beatrix. Han har fra 1976 til 1983 været landbrugsminister i det berygtede argentinske militærregime under ledelse af general Jorge Videla. Derfor tvinges Maximas forældre til at holde sig væk fra datterens bryllup. Det er da noget at skrive om, og tænk, hvis Frederik tager sin kæreste Bettina Ødum med til brylluppet? Kronprinsen er inviteret sammen med Dronningen og Prinsen. Jeg forsikrer om, at ligegyldigt hvem der i øjeblikket er Frederiks kæreste, så er det ren drømmetænkning affødt af en eklatant

13


JOBNAME: blaakopi PAGE: 14 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

mangel på royal viden, hvis nogen på redaktionen forestiller sig, at Kronprinsen finder på at troppe op med et damebekendtskab, som han ikke er forlovet med – og så oven i købet til et europæisk kongeligt bryllup. Hele min kropsattitude og de bedrevidende, syrlige kommentarer falder naturligvis ikke i god jord. Jeg ved godt, at flere af de yngre redaktionschefer mener, at jeg på mit område bør skiftes ud med en yngre model, som med talent, charme, alder og udseende tænker nyt og er anderledes visionær. Ligesom dem selv. Måske kan hun oven i købet liste sig ind i prinsernes inderkreds? »Hvorfor vil du overhovedet interviewe Prins Henrik?« spørger de igen. Og jeg svarer: »Det er, fordi Prins Henrik snart har været dansker i 35 år, og i 30 af disse år har han været prinsgemal til Dronning Margrethe.« Jeg skærer det ud i pap. »Jeg vil gerne have Prinsgemalen til at reflektere over sit liv,« fastslår jeg. På redaktionen er interessen for projektet imidlertid nærmest nul. Men jeg giver ikke op og snakker for min syge moster, godt irriteret på de unge løver, hvoraf flere i branchen efter min mening er bedre til at sælge sig selv som Fakta-tilbud end til at videreudvikle en læseværdig avis. Selv i vor tid behøver alt vel ikke at dreje sig om tilfredsstillelse, patter, og hvor et tv kan købes billigst. Jeg har altid opfattet mig selv en helt almindelig læser, og jeg anvender den tommelfingerregel, at det, der interesserer mig, også interesserer de fleste andre. Trods min arrigskab spørger jeg alligevel mig selv: »Lever du i en osteklokke, Bodil? Er du ved at miste tråden? Ved at udvikle dig til en selvretfærdig tumpe?« Selvbebrejdelser og selvransagelse har altid været mine trofaste følgesvende. Men jeg er stædig, når jeg sætter mig noget i hovedet. Journalistisk er det en af mine kvalifikationer. 14


JOBNAME: blaakopi PAGE: 15 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Alle kan skabe sig en kortvarig succes, men det er de lange, seje træk, der skaber succes på den lange bane. Talent er den mindste del. Hårdt arbejde, en god portion selvdisciplin blandet med masser af tålmodighed ender i gode historier. Naturligvis skal man også være heldig, men udholdenhed er alfa og omega. I timevis har jeg over hele verden iført høje stiletter ventet på de kongelige for at få den gode historie. Den kommer ikke som stegte duer flyvende og lander på ens tallerken. Det er kun idioter, som ikke forstår det, og jeg har aldrig været god til at skjule min irritation. Jeg er en overlever, og jeg har ikke tal på alle de drengerøve, som ikke har stået distancen, mens jeg har arbejdet på B.T. Jeg beslutter mig i den aktuelle sag for at være ligeglad med de unge mellemlederes holdninger, som i den tid ikke sjældent giver sig udtryk i en stærk macho-dis, hvor rødvinstågen ligger tungt. Jeg går i stedet direkte til de mere garvede og erfarne redaktører. De er nemmere at overbevise om, at der altid er en god historie i kongelige. Det er jo dét, ugebladene lever fedt og godt af hver eneste uge. Det er en hel industri i sig selv, og for en avis som B.T. er det også en god historie at få en snak med Prins Henrik. Ikke blot er han meget vidende og interessant, men han er heller aldrig bange for at give udtryk for sine egne meninger. Det er endnu slet ikke sikkert, at Prins Henrik vil sige ja til en samtale, men jeg pointerer, at det jo aldrig kan skade at spørge, og hvis jeg får et ja, vil jeg have fotograf Jørgen Jessen med. Jeg gør det klart, at jeg efter at have fået en accept fra Prinsen ikke ønsker at stå i en situation, hvor de pludselig ikke vil betale en flybillet til Frankrig. Der er efterfølgende megen palaver, men til sidst får jeg lov at tage af sted, hvis Prins Henrik indvilger i et interview. Jeg taler jævnligt med Prinsens sekretariatschef, kammerherre oberst Mogens Christensen, og jeg har ikke nogen som helst fornemmelse af, at noget usædvanligt er i gære. Jeg får blot oplyst, at jeg bare kan sende anmodningen om et interview. Så vil Prinsen 15


JOBNAME: blaakopi PAGE: 16 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

tage stilling til, om han har mulighed for at stille op. Samtidig skal jeg skriftligt fremsende de spørgsmål, jeg vil stille. Og det vil være bedst, hvis Prinsen modtager dem i den rigtige rækkefølge. Nu er det, jeg begynder at undre mig. For aldrig tidligere er jeg blevet bedt om forlods at sende spørgsmålene skriftligt. Jeg har blot overordnet nævnt de emner, jeg kunne tænke mig at tale om. Jeg har ingen anelse om, at der i år også er en anden grund til, at Prins Henrik er taget til Frankrig, selv om han hvert år efter jul plejer at tage en lille tur til Caïx, som Prinsen siden har døbt om til Cayx. Nu står jeg på terrassen uden for Regentparrets franske vinslot, og min ankomst tegner absolut ikke til at blive nogen succes. I den korte tid, der går, når jeg dog galgenhumoristisk at tænke på, at selv om jeg ikke kommer hjem med varen, så bliver jeg ikke fyret. Hvis Henrik sender os hjem igen med uforrettet sag, vil det kun være min egen forfængelighed, som får skrammer. Og det må jeg så leve med. Jeg bliver til grin på redaktionen, og en fejlslagen tur vil absolut ikke promovere Cath’ens image og karriere. Fotograf Jørgen Jessen har hverken lod eller del i dette. Det er kun mig, fiaskoen vil sjaske til. Forudanelserne om en delikat situation bestyrkes, da Mogens Christensen med alvorlig mine kommer ud på slotsterrassen og tager imod os. Jeg plejer at gå ham glad i møde, men nu holder jeg mig instinktivt tilbage. Det er ikke den hyggelige Mogens, jeg kender. Et usynligt bånd skiller, hvad der i royalt regi er job, og hvad der er en mere afslappet sammenkomst. Det gælder i særdeleshed i omgangen med de kongelige, men også i stor udstrækning med deres ansatte, og jeg kan mærke, at jeg denne dag får brug for al den Fingerspitzgefühl, jeg overhovedet kan mønstre. Jeg ved nu, at jeg i dag kommer til at operere på usikker grund. Jørgen Jessen og jeg står og venter ved havemøblerne. Mogens

16


JOBNAME: blaakopi PAGE: 17 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

beder os sætte os, og han fortæller herefter, at interviewet nok ikke bliver helt som forventet. Det får jeg hurtigt bekræftet, for nu kommer Prins Henrik ud på terrassen. Jeg rejser mig omgående op. Han kigger på os og går så atter ind. Jeg er chokeret. Jeg kan rigtig godt lide både Prins Henrik og Dronningen, og nu står jeg mundlam og kigger på den tomme, men åbne dør til slottet. Henrik kommer ud igen. Han stiller sig i døråbningen, og jeg kan se på hans ansigt, at noget er helt forkert. Jeg spekulerer på, om der kan være sket noget i hans franske familie. Og hvordan vil jeg få Prinsen til at fortælle om det? Jeg forsøger mig med et: »Goddag, Deres Kongelige Højhed. Hvor er jeg glad for, at De tager imod os. Jeg har glædet mig meget.« Der er en intens pause efter mine ord. Ingen respons. Jeg bevæger mig over mod Prinsen for at give hånd og neje, men stopper så på halvvejen, og her bliver jeg stående. Prinsens sekretariatschef Mogens – som er Henriks nærmeste og fortrolige – ser lige så dyster ud som Prins Henrik, og han ligner den oberst, han har været i flyvevåbenet, og som jeg forestiller mig, at en oberst skal se ud. Normalt kender jeg ham som et venligt og humoristisk menneske. Jeg synes også vældig godt om hans kone, Lone, som jeg indimellem møder ved ambassadereceptionerne, hvor jeg ligesom mange af hoffets øverste embedsmænd og deres fruer er en flittig gæst. Min usikkerhed tager til. Jeg kigger ikke længere på Prinsgemalen, men lidt til siden, til højre og venstre, ude af stand til at bestemme mig for, hvad jeg yderligere skal sige eller gøre. Min synlige rådvildhed bliver min redning. Prinsen ser den, for det lyser ud af mig, at jeg dårligt ved, hvilket ben jeg skal stå på for ikke at sige eller gøre noget forkert. Jeg har altid oplevet Prins Hen-

17


JOBNAME: blaakopi PAGE: 18 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

rik som et venligt, hjælpsomt og imødekommende menneske, og det er han også nu, selv om han har det skidt. Han ved godt, at jeg ikke er kommet for at genere ham. Jeg er bare én af de mange journalister, den kongelige familie lever med som deres altid ledsagende skygger. Og det er jo trods alt ham selv, der har sagt ja til, at jeg kan komme. Han kender mig så godt, at han ved, jeg ikke skriver andet end det, han siger. Og han ved, jeg ikke er en fidel interviewer. Jeg har stor respekt for Prins Henrik som menneske. Jeg står ordløs, og min tavshed bliver nu Prinsens problem. Jeg tror, han føler, at bordet fanger. Det er op til ham at sige, om jeg skal blive eller gå. Lige her og nu skal han træffe afgørelsen om, hvorvidt han vil interviewes, eller om jeg skal skride. Det virker, som tager han sig kraftigt sammen. Og han byder os indenfor. Noget af min anspændthed forsvinder, og jeg går over til Prinsen, nejer og hilser. Han svarer med et venligt, men glædesløst goddag og spørger: »Har De haft en god tur?« »Det har vi,« forsikrer jeg. Man kan altid efterrationalisere. Hvis jeg nu havde været et mere forstående menneske og tøjret min journalistiske nyhedstrang til at skulle levere varen til avisen, kunne jeg jo have sagt: »Deres Kongelige Højhed, jeg kan se, at De har det rigtig skidt. Ønsker De at udsætte samtalen til senere?« Men det gør jeg ikke. Det er i øvrigt heller ikke op til mig som journalist at stille en diagnose. Havde jeg sagt det, ville jeg næsten have opfordret ham til at sende mig hjem. Endnu står vi alle sammen udenfor på terrassen. Det er ikke rigtig koldt, selv om det er en af de sidste dage af januar. Jeg føler mig stadig på usikker grund og kaster et blik ud over haven, hvor de stedsegrønne blå lavendler ikke pranger på denne årstid. Under det årlige sommer-pressemøde i august står de altid i fuldt flor og afgrænser havens flotte roser. Jeg beundrer dem hvert år, når vi er her. 18


JOBNAME: blaakopi PAGE: 19 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Der er ikke helt så goldt i Henriks have som i min egen i Hellerup, hvor lavendlerne er pjuskede. Pludselig tænker jeg fuldstændig irrationelt, at Henrik og Margrethe, når de opholder sig på deres franske vinslot, ikke behøver at bekymre sig om møl i tøjet. De skal blot huske at hænge tørret lavendel i små poser i garderobeskabene. Jeg elsker duften af lavendel, men det gør møllene ikke. Nu går vi ind. Jeg følger lige efter Henrik, og jeg er lettet og taknemmelig over, at han ikke aflyser. »Nu må du koncentrere dig. Du må ikke fejle,« siger jeg til mig selv. Jørgen Jessen går lige bag mig. Han siger ikke et ord, men han fornemmer situationen, kan jeg mærke. Jeg sender ham et intenst og advarende blik, mens jeg holder vejret. Jeg mærker hver en sitrende kropsnerve. Adrenalinen pumper. Prinsen er fritidsklædt med en poloshirt under en gråblå sweater og iført jordbrune bukser. Jeg er så kongeligt klædt, som jeg nu kan være med det udseende, jeg har. Håret er sat op i en krøllet top. De store, hvide ørenringe er en uægte kopi af store South Sea-perler, jeg har købt for dyre penge i Harrods i London. Mit Rolex-ur er dog ligesom Dronningens fra Klarlund. Mit Chanel-tørklæde er heller ikke en kopivare. Og jakken, jeg har på, er i sort velour med store ærmer med et sort-hvidt hanefjedsmønster. Den kunne Dronningen ikke have købt finere. Den er kreeret i Paris af designeren Lars Hillingsø. Margrethe har også et af hans design – en kort pelsjakke, som hun er meget glad for, og som er en foræring. Jeg har gjort mit bedste, for jeg ved, at Prins Henrik sætter pris på, at kvinder er smart klædt på. I stuen er der ild i pejsen. Foran pejsen står et lavt bord med en glasplade. Jeg bemærker, at glaspladen er revnet, og jeg tænker, om det måske er sket ved en af de fester, som sønnerne, Kronprins Frederik og Prins Joachim, har holdt på slottet, og som i medierne hjemme er blevet rapporteret som temmelig vilde. 19


JOBNAME: blaakopi PAGE: 20 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Men jeg siger ikke en lyd. Endnu er der ikke blevet sagt ret meget andet og mere end: »Vær så god at sidde ned.« Der står en hvid rokokostol på hver side af bordet. Over pejsen hænger et stort, antikt spejl med en bred, udskåret guldramme. På kaminhylden står to grønne kinesiske løver og lige midt foran spejlet en skulptur af en hest i spring. Henrik sætter sig på den stol, hvor han har det meste af stuen bag sig og udsigt til slottets øvrige stuer. Jeg sætter mig over for ham og stiller båndoptageren i højre side, længst fra revnen i glaspladen. Noget så ligegyldigt som revnen kræver hverken forklaring eller andre former for bemærkninger. »Bodil,« tænker jeg. »Nu må du for Guds skyld ikke kvaje dig med en af dine latterlige bemærkninger såsom: ’Nåh, De har nok været oppe at hoppe på bordet?’ Så jeg lader, som om jeg ikke ser revnen, da jeg lægger min A4-blok, og kigger i stedet gennem den gennemsigtige bordplade ned på stuens flotte kinesiske gulvtæppe. Jeg kan også se, at Henrik har grønne sokker på til sine brune sko. Spørgsmålene ligger på et særskilt stykke papir ved siden af blokken. Det meste af den beskadigede glasplade er nu dækket, så det distraherer ikke længere. For at sikre mig, at alt går som smurt, har jeg hjemmefra klippet og klistret hvert spørgsmål ind på hver anden side af blokken, så der er plads til Prinsens svar. Desuden er båndoptageren tændt som ekstra sikkerhed for, at det, Prinsen siger, vil blive citeret fuldstændigt korrekt. Journalistisk har jeg således ingen som helst intentioner om hverken at gøre Prins Henriks svar mere lydefri eller skarpere end den måde, han selv formulerer sig på. Sådan arbejder jeg ikke. Alarmklokkerne ringer igen, da Prins Henrik siger til Jørgen Jessen, at han skal starte med at tage nogle billeder, og når han har taget dem, skal han gå ud igen. Som fotograf er Jørgen Jessen 20


JOBNAME: blaakopi PAGE: 21 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

yderst velanskrevet ved hoffet, og jeg føler mig derfor overbevist om, at dagens samtale bliver kort. Jessen spørger, om han så bagefter kan få nogle udendørsbilleder af Prinsen. Det indvilliger Henrik i. Kort efter er kun Prinsen og jeg tilbage ved glasbordet. Vi sidder over for hinanden. Mogens Christensen sætter sig bagerst i stuen. Prins Henrik og jeg sidder i øjenhøjde ved den knitrende ild med bordet mellem os. Jeg ved ikke, hvorfor han ser ud, som han gør. Jeg liver dog op, da han pludselig komplimenterer mig for den ring, jeg har på. Det er en smaragd omgivet af to rækker med små brillanter, som jeg selv er utrolig glad for. Jeg fortæller Prinsen, at den købte jeg i Bahia, da jeg var med Regentparret på officielt besøg i Brasilien. Jeg kender fortsat ikke til det drama, der udspillede sig efter årets nytårskur, hvor Prins Henrik efter 35 år i Danmark pludselig nu føler sig tilsidesat, kasseret og ydmyget. Alt sammen, fordi Dronningen brækkede et ribben i juleferien på Marselisborg. Derfor kunne hun ikke som den første stå og give diplomatiet håndtryk. I hendes sted skulle det – efter Henriks mening – have været ham, der gjorde det, men hoffet valgte ved nytårskuren for det diplomatiske korps at lade Kronprins Frederik indtage Dronningens plads. Det er her, Henrik oplever at blive degraderet til at være nummer tre i monarkiets hierarki. I fuld offentlighed. Prinsens interesse og kompliment har givet mig modet og humøret tilbage, og jeg spørger med et smil Prinsen: »Hvordan har Deres Kongelige Højhed det efter 30 år som Regentens Prinsgemal?« Hans svar rammer mig som en hammer: »Jeg føler, at jeg stadig efter 30 år som Prinsgemal er lagt på is. Jeg føler mig nedvurderet og ikke accepteret.« Overrasket og befippet spørger jeg: »Føler De virkelig ikke, at De er anerkendt?« 21


JOBNAME: blaakopi PAGE: 22 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

»Jeg kan mærke omkring mig, at folk er meget trofaste, og de synes, at tingene er glimrende. Men jeg føler også, at en kreds og en vis del af pressen ikke mener, at jeg dur. Sådan er min opfattelse af nogle omkring mig. Jeg siger ikke, det er hele landet. Gudskelov for det. Det er en del af prisen for at være Prinsgemal.« Jeg synker spyttet. Jeg kan se, at Prins Henrik mener hvert et ord, han siger. Ramt af situationens ubehag siger jeg trøstende: »Prinsen har da lavet så meget gennem årene?« »Det er, hvordan man ser mig, der optager mig. Det er ikke, hvordan jeg klarer mit job. Dette handler om, hvordan jeg bliver betragtet! Hvordan jeg bliver nedvurderet eller ydmyget. Når jeg læser, at jeg bliver kasseret som nummer to, så kommer jeg i tvivl om min situation og min tilværelse i Danmark. Jeg er ikke i tvivl om, at det danske folk kan lide mig. Det tror jeg, de kan. Men det er det billede, man har af mig, som bekymrer mig. Derfor er jeg her for at gøre en slags status.« Det er jo rigtigt, hvad manden siger. Pressen har i årevis brugt Prins Henrik som mobbeoffer i pressefrihedens hellige navn. Henrik har bare at smile og stille op – og helst samtidig være glad til. Hans ord føles som et damoklessværd. Har jeg været med til at anbringe det? Spørgsmålet snurrer i mit hoved. »Jeg er ked af, hvis jeg eller kolleger er kommet til at skrive noget, som Deres Kongelige Højhed føler som en nedvurdering. Det tror jeg ikke er tilsigtet,« undskylder jeg. Henrik ser på mig og konstaterer, uden det virker anklagende: »Jeg ved ikke, hvem der har gjort det, men det er blevet resultatet. Det kommer også an på, hvilke budskaber man vil sende. Ethvert samfund har et hierarki. Det har man haft i titusinder af år. Det har regeringen. Det har forsvaret. Og monarkiet skal også have et hierarki. Man har et regerende par, som er nummer et og nummer to, og man har Kronprinsen. Når han får en ægtefælle, er de nummer tre og nummer fire. Man kan så fortsætte med de øv22


JOBNAME: blaakopi PAGE: 23 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

rige medlemmer af kongefamilien som nummer fem og nummer seks,« forklarer Prinsen, mens han ser mig lige i øjnene. »Jeg føler mig ydmyget. Jeg vil ikke efter så mange år i Danmark føle mig som et slags ligegyldigt vedhæng og pludselig blive degraderet til at være nummer tre i monarkiets hierarki.« Henrik gentager flere gange uden at sænke sit blik, at når han nu siger, som han gør, så har det ikke noget at gøre med, at han ikke elsker sin kone og sin søn. Jeg tænker på de mange rejser, jeg har deltaget i, og på, hvor ofte Dronningen og Prinsen har taget hinanden i hånden eller givet hinanden et klem, når de ikke troede, nogen så det. Det er Dronningen og Prinsen, der som Regentpar og værtspar hvert år i januar inviterer diplomatiet. Kronprinsen deltager selvfølgelig også, men det er Margrethe og Henrik, der tager imod. Frederik står som nummer tre i rangfølgen ved deres side. Hoffets top synes ikke at være klar over, at den behandling, Prins Henrik udsættes for, er dråben, som kan få bægeret til at flyde over. Margrethes rådgivere mener, at den sociale begivenhed er at betragte som et statsligt anliggende, da det jo er ambassadører fra hele verden, der kommer for at vise deres respekt ved at overbringe deres landes nytårshilsen. Det vil derfor være en god lejlighed til at promovere Kronprinsen, at han i sin mors sted er den første, der tager mod gæsterne. Men der har man gjort regning uden vært, og jeg forstår fuldt ud Henriks vrede. Det fortæller jeg ham, uden at jeg af den grund føler mig som en spytslikker. Der er stor forskel på forståelse og slesk underdanighed. Jeg ved, at mange danskere ikke vil kunne forstå Prinsens vrede af den simple grund, at de ikke er inde i rangfølgens etikette og de magtkampe, som et hof også består af. Kun de færreste tænker over, at der også på Amalienborg kan opstå koks i kulissen, som det med mellemrum hænder på alle mulige andre arbejdspladser. 23


JOBNAME: blaakopi PAGE: 24 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Men både jeg selv og den øvrige presse har jo også uden at tænke nærmere over det grebet den gode og nemme vinkling på historien, da det står fast, at det er Kronprins Frederik, som skal tage mod gæsterne. Min egen artikel ved den lejlighed hed »Frederik konge for en dag«, men den interessante historie var jo i virkeligheden, at der rangmæssigt blev rokeret rundt med Prinsgemalen. Jeg burde have opdaget det og skrevet: »Hoffet ydmyger Henrik. Margrethe greb ikke ind.« »Man kan ikke bare i et hierarki ændre på rækkefølgen, fordi nogen synes, det er smart og måske dermed sælger flere aviser,« siger Henrik. Jeg giver ham ret. En af mine opgaver som royal reporter er at prøve at give almindelige danskere et indblik i Kongehusets hierarki, som er fremmed for de fleste. Jeg ved godt, at de kongeliges nytårskur med ambassadørerne er et socialt og på ingen måde politisk arrangement. Der sker blot det, at de forskellige landes repræsentanter hver med et personligt håndtryk ønsker Regentparret godt nytår. Lige med undtagelse af den iranske ambassadør, der aldrig giver håndtryk til kvinder, men kun til Prins Henrik og Kronprinsen. Man kan vel sige, at verden med et håndtryk kommer og afleverer et personligt nytårskort, og det er der jo ikke meget politik i. Og bagefter beværtes diplomatiet med småkager og små kanapeer og sludrer indbyrdes. Kuren foregår i Riddersalen på Christiansborg. Prins Henrik har nu begivet sig ud i et farligt minefelt. Mange vil tro, at han er misundelig på sin søn, men det er slet ikke følelser af den art, der optager Henrik. Det er helt tydeligt. Jeg spørger mere præcist: »Hvem er skyld i det?« Spørgsmålet hænger i luften, og jeg svarer selv på det med nok et uddybende spørgsmål: »Er det hoffets egen skyld, eller er det pressens?« 24


JOBNAME: blaakopi PAGE: 25 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

Henrik siger mig ikke imod, men siger heller ikke mere, da jeg yderligere forsøger at presse ham. Det er mig, der undviger hans blik. Jeg ved, at jeg selv er blandt de journalister, der lejlighedsvis er med til at nedvurdere ham med en måske lidt for kvik rubrik. Den slags sker ikke sjældent i medieverdenen. Jeg føler imidlertid ikke, det kun er medierne, som har behov for et kritisk eftersyn. Også hoffets geledder trænger til efteruddannelse. Magten er centreret om Dronningen, og ikke alle ved hoffet lever op til at vise Henrik den fornødne respekt. Når de ikke har gjort det, er det selvfølgelig, fordi de har kunnet slippe af sted med det, fordi Dronningen måske heller ikke har givet sin gemal den plads, han fortjener. Naturligvis taler Dronningen og Prinsen arbejdsmæssigt sammen. Dronningen er imidlertid sig så bevidst om sin egen position som Majestæt, og hun følger de gamle normer så nøje, at der ikke altid er plads til Henrik. Det har jeg ofte observeret. Også ved de officielle besøg rundt i landet, hvor det er Dronningen, der går forrest sammen med byens borgmester. Bagefter følger Prins Henrik og borgmesterfruen. Men der er egentlig ingen grund til hverken en for- eller bagtrop. Regentparret og borgmesterparret kunne da godt en gang imellem alle gå ved siden af hinanden, bare for syns skyld. Borgmesterfruen ville garanteret være lykkelig for i hjemmet at kunne fremvise et flot indrammet billede, hvor hun og hendes mand kom gående sammen med både Dronningen og Prinsgemalen. Og jeg er stensikker på, at den fede sølvramme ikke bliver mindre glorificeret og pudset, fordi Henrik og borgmesterfruen er med på billedet. Folk vil elske det, og de implicerede vil føle, at de kommer de kongelige endnu nærmere. Jeg undskylder nok en gang over for Henrik, at jeg er en af dem, der ikke altid har skånet ham. »Pressen har altid været avantgardister og prøvet at få alt til at 25


JOBNAME: blaakopi PAGE: 26 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

ligne en sensation,« siger han, mens han kigger vurderende og direkte på mig. Han ved, at jeg er en af mediegribbene, men han ved også, at jeg ikke er ude på at flænse ham. Uden at udpensle min egen skyld og iver efter at kunne plastre mine scrapbøger til med B.T.-plakater og avisforsider om den kongelige familie spørger jeg: »Kan det ikke være uvidenhed og pressen, der ikke har tænkt sig om, som har fået tingene til at gå op i en spids?« »Måske. Men efter 30 år skal De ikke fortælle mig, at man ikke ved, at nytårskure og tafler er en social begivenhed, som ikke kan sidestilles med audienser, hvor det er Kronprinsen, der afløser, hvis hans mor ikke kan,« siger en stadig frustreret og tydeligvis indigneret Henrik og fortsætter: »Enhver familiefar vil være vært i sit eget hus. Men også folk hos os og pressen har prøvet at sige, at det er Kronprinsen, der er vært.« Med en lidt tør latter skærer Henrik hof-etiketten ved de sociale arrangementer i Kongehuset ud i pap: »Kronprinsen skal ved nytårslykønskningerne være den første til at aflevere netop sine lykønskninger, hvor han siger: ‘Mor og papa. Mine bedste ønsker’ osv. Derefter kommer regeringen. Det er ikke ham, der skal modtage.« Henriks talestrøm virker lettere opgivende, men nu med en lille gnist af hans gammelkendte lune. Han siger, at han virkelig har fået sine tvivl om, hvorvidt man vil ændre reglerne hen over hovedet på ham. »Jeg har aldrig villet være nummer ét. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil skubbe mig bort fra min placering som nummer to. Det vil jeg simpelthen ikke acceptere,« bliver Prins Henrik ved med at understrege. Igen og igen. »Jeg kan høre, det går Dem meget på,« siger jeg. »Ja, og det er, fordi det er foregået i 30 år. Man har ikke haft forståelse for min situation. Jeg har prøvet at gøre alt, hvad jeg kunne 26


JOBNAME: blaakopi PAGE: 27 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

for mit land. Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg holder meget af Danmark. Hvorfor så hele tiden nedvurdere mig? Hvorfor hele tiden skuffe mig og træde på mine tæer og på den måde prøve at ødelægge min selvrespekt?« »I USA har man et udtryk, ’The First Lady’, hvorfor så ikke ’The First Man’? Førstemanden, det er mig. Det er ikke min søn,« siger Henrik. Det skurrer i mine øren. Jeg kan ikke se den model som en løsning i den kongelige families rangordenspuslespil. Udtrykket kongelig førstemand er for mig for udansk. Jeg kunne godt trænge til en slurk vand, men prøver forsigtigt at bore endnu dybere. »Er det, fordi De er blevet så såret, at De nu er her i Frankrig?« »Selvfølgelig er jeg såret,« svarer Prinsen. »Hvad siger Dronningen?« Det ønsker Prins Henrik ikke at kommentere. »Lad Dronningen hvile,« lyder hans korte svar. »Det er vel også ubehageligt for Kronprinsen at blive sat i denne situation?« vil jeg høre. »Kronprinsen er så sød en dreng. Det er ikke hans skyld. Jeg tror, han er genert, og han er ikke glad for dette. Jeg er ikke jaloux på min søn. Den dreng er meget værdifuld for mig. Det er ikke ham, der prøver at ændre på rækkefølgen,« understreger Henrik. Jeg kan se varmen i Henriks øjne, da han taler om Frederik. »Selvfølgelig er det svært og ubehageligt for Kronprinsen. Han har ikke lyst til at tage min plads eller skuffe mig. Det er ikke sådan, som det kunne være i gamle dage, hvor sønnen prøvede at tage sin fars plads. Slet ikke,« understreger han. Jeg forsøger med endnu flere journalistiske manøvrer at vride ud af Henrik, hvilken person der står bag den situation, han føler, han er havnet i. Men Henrik er loyal over for både sin kone og de ansvarlige ved hoffet. Så jeg resignerer. Jeg kan ikke lokke det ud 27


JOBNAME: blaakopi PAGE: 28 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

af ham, og jeg tør i øvrigt heller ikke spørge mere. Desuden skal jeg jo også have interviewet godkendt senere, tænker jeg. Vi taler i stedet om, at den situation, Henrik har oplevet, ikke kunne forekomme i Sverige, hvor man aldrig ved et socialt arrangement ville sætte Kronprinsesse Victoria i sin mors, Dronning Silvias, sted. Stemningen føles lettere, og Henrik ler ligefrem lidt, da han siger: »Rangfølgen har intet med ansvar at gøre. Jeg er villig til at give de unge masser af ansvar. Men det er mig, der skal bede dem om at gøre det. Det er ikke samfundet, der skal skubbe mig. Jeg tror ikke, der er en eneste familiefar, der vil acceptere det. Hvis De kender én, så vil jeg gerne træffe ham.« Henriks korte latter virker befriende. Jeg genkender hans gamle jeg, som jeg sætter stor pris på. Der er gået næsten en time, og jeg kan mærke, at Henrik er ved at føle sig udslukt. Selv er jeg også mat. »Nu har vi vist talt nok for i dag,« siger han. Jeg ved godt, at det er lykkedes mig at få et sensationelt interview i hus, men jeg har endnu masser af spørgsmål, og jeg forsøger lynhurtigt at lægge en strategi for, hvordan jeg skal få Prins Henrik til at give mig endnu mere tid, så jeg også den efterfølgende dag kan bringe en fortsættelse af interviewet. Jeg lægger forsigtigt ud med at sige, at jeg gerne vil skrive noget om Prinsens liv som vinbonde. Prins Henrik kigger på mig. Og jeg kigger på Mogens Christensen, der ikke på nogen måde har blandet sig i Prinsens og min samtale. »Du skal ikke se på mig. Det er ikke mig, du skal interviewe,« siger sekretariatschefen. Så jeg kigger igen på Henrik. Jeg kan se, at han overvejer sagen, så jeg strammer mig an: 28


JOBNAME: blaakopi PAGE: 29 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

»Deres Kongelige Højhed. Det vil være flot, hvis vi i B.T. dagen efter vor nuværende samtale med Prinsen kan fortælle om Deres glæde ved at være vinbonde og om, hvor meget Cayx betyder for Dem og Hendes Majestæt Dronningen. Jeg ved jo, hvor meget De forbedrer og hele tiden udvikler Deres vinproduktion.« Det er i hvert fald ikke løgn, tænker jeg, mens jeg håber, at Prinsen bider på krogen, selv om jeg, øjeblikssituationen taget i betragtning, synes, at mine ord klinger både hult og fælt. Og jeg er helt bevidst om, at jeg nok er ved at strække gæstfriheden en tand for vidt. Henrik svarer ikke lige med det samme. Jeg sidder og ser mig omkring og er forlegen over, hvor pågående min B.T.-kasket gør mig. Han kigger på ilden og svarer så: »Ja, men så skal det være kort.« Vi går i gang. Vi taler mere generelt om kongehusenes fremtid, og Henrik fortæller, at han har sine tvivl om monarkiets muligheder for at overleve, hvis folkeligheden får for meget indpas. Jeg ser allerede forsiden for mig: »Jeg frygter for monarkiet«. »Som kongelig så gælder det om at opføre sig ordentligt. Omkring Kongehuset skal der være en naturlig værdighed og mystik,« mener Henrik. Den rolle synes han til fulde, at hans svigerdatter Prinsesse Alexandra udfylder. Men i øvrigt mener Henrik, at fremtidens kommende generationer kan få svært ved at bevare monarkiet. Prins Henrik aner selvsagt ikke, at hans yngste søn Prins Joachim og Alexandra bliver skilt, og at han siden får en ny fransk svigerdatter, Marie. Men ingen har kunnet klandre Alexandra, som siden er blevet grevinde af Frederiksborg, for ikke at udfylde sin rolle som kongelig perfekt, mens hun var prinsesse. »Hvordan ser Deres Kongelige Højhed på den tendens, der er i de europæiske kongehuse til at gifte sig borgerligt?« spørger jeg. Henriks svar komme prompte: »Det er et nyt fænomen. Det vigtigste er, at de holder af hinan29


JOBNAME: blaakopi PAGE: 30 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

den. Men hvis vi er kongelige, så skal man også opføre sig kongeligt for at bevare den mystik og magi, der skal være omkring kongehusene. Uden det, og hvis man gør som alle andre, så ved jeg ikke, om det fremover kan holde,« siger han. Jeg vil vide mere. »Kan det ungdomsoprør, som unge kongelige har skabt med at vælge borgerlige partnere, som flere udenlandske aviser skriver, på længere sigt udhule monarkierne?« »Det synes jeg. Det kan godt være en bekymring. Jeg ved ikke, hvorledes monarkierne kan overleve den slags ungdomstrend. Jeg har mine tvivl,« svarer Prins Henrik. Tvivlen om monarkiernes overlevelse på længere sigt bærer jeg i øvrigt også selv. Ikke så meget, fordi unge kongelige gifter sig borgerligt. I dag er der ikke én kronprins i Europa, som ikke har giftet sig med en kronprinsesse, der har en borgerlig herkomst. I Sverige har Kronprinsesse Victoria også truffet et borgerligt valg i fitnessforretningsmanden Daniel Westling. Frederik har sin Mary, Hollands Kronprins Willem-Alexander sin Maxima, Belgiens Kronprins Philippe sin Mathilde, som dog har adelige aner, Norges Kronprins Haakon sin Mette-Marit, selv om hun var enlig mor, og Spaniens tronfølger, Prinsen af Asturias, valgte tv-journalisten Letizia, som har været gift før, om end det ikke var i kirken. At kongelige gifter sig borgerligt er af det omliggende samfund nu fuldstændigt accepteret i modsætning til for bare 50 år siden. Det er i dag så almindeligt, at det nærmest bliver en sensation, hvis en ægte prins gifter sig med en blodets prinsesse. Det store spørgsmål er derimod, om globaliseringen i de kommende generationer går så stærkt, at udviklingen overflødiggør kongehusene og det, de repræsenterer og står for. Jeg håber, det vil gå den modsatte vej, og at vort kongehus bevares som dét nationale samlingspunkt, det er for de fleste danskere. Også mange nye danskere er glade for vort kongehus. Jeg tror, der vil gå mange år, før man overhovedet kan forestille sig, at det danske kongehus 30


JOBNAME: blaakopi PAGE: 31 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

forsvinder. Den kongelige familie er heldigvis også selv meget bevidste om, at de er en del af dansk kulturarv og identitet. Prins Henrik føler, det vil være godt at få lidt luft. Han foreslår selv, at vi går ned i hans vineri, hvor vinen som en del af den færdige proces oplagres i egetræsfade og tønder. Fotograf Jørgen Jessen slår nu igen følge med os. I vineriet, der er indbygget i en klippe, skifter stemningen. Henrik har det tydeligvis bedre, og han virker glad og i sit es, når han taler om denne del af sit liv. Han beretter om vigtigheden af den type egetræstønder, vinen lagres i, og mens jeg lytter, er jeg lykkelig over, at han lige har leveret endnu en god historie om hans tvivl om kongehusenes overlevelse. Vi smager på vinen, og Henrik er stolt af sin nye vin »Gobelin«, som er fremstillet på druen Auxerrois, lokalt kaldet Cot og andre steder Malbec. Den fremstilles i et antal af 7000 nummererede flasker om året, og hvert år med en etiket med et nyt motiv fra de historiske Bjørn Nørgaard-gobeliner, der hænger på Christiansborg. Jeg har i øvrigt erfaret, at de fleste folk bliver glade for at få en gave, der har et royalt skær. Derfor handler jeg altid i Henriks souvenirbutik, når jeg er i Cayx. Prinsens T-shirt fås i forskellige farver, og de store, flotte kokkeforklæder er velegnede hilsner til venner og bekendte. I slottets souvenirbutik har jeg også købt slips med krone og monogram som fødselsdagsgaver – samt tørklæder, hvor Dronningen kunstnerisk har sat sine fingeraftryk, askebægre, en blå gris til sennep og meget andet. Prins Henriks butik er indrettet i en restaureret, rustik lade ved slottet. En del danske turister kommer forbi, når de er på biltur på de kanter. Mange køber et par smagsprøver eller en kasse af hans vin til at tage med hjem fra ferien. Vi sludrer om en eventuel udvidelse af vinproduktionen, men det har Prinsen ingen planer om. »Nej, jeg synes, jeg har en optimal størrelse. Jeg producerer om31


JOBNAME: blaakopi PAGE: 32 SESS: 27 OUTPUT: Tue Oct 6 11:57:30 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Aktuel/odt2/679_Mit_liv_som_Cath_151x226/Materie

kring 150.000 flasker om året,« siger Prins Henrik, der dog vil lave fem ekstra vinterrasser på en bakke bag slottet. »Det ligger sydvendt og er velegnet til at dyrke den virkelige kvalitetsvin. Det skulle give en rigtig nektar,« siger han og udtrykker sin glæde over, at næsten alle hans 90’er-rødvine er blevet gode. Henrik synes, jeg skal prøvesmage den ikke færdige rødvin, og en medarbejder drypper fra en pipette noget fra de gode druer ned i et glas. Jeg lader vinen køre rundt i munden og spytter den så ud i den skål, der er til det samme, men jeg har virkelig ingen anelse om, hvorvidt dette bliver en god eller dårlig vin. Det ser jeg imidlertid ingen grund til at fortælle, så jeg siger: »Jeg er sikker på, at det bliver en rigtig god årgang.« Jeg kan se, at jeg i hvert fald ikke har sagt noget forkert. Prins Henrik er i øvrigt ikke bange for at give en hånd med i produktionen. Hernede kan man opleve ham i afslappet tøj med en kost i hånden. Han har også vinstokke på Fredensborg, hvor han kan finde på selv at klippe sin vin. Vi er nu nået til det tidspunkt, hvor det kun er hyggelige og ufarlige spørgsmål, jeg stiller. »Finder De også selv på at lave mad, når De er hernede på Cayx?« spørger jeg. Det har han fortalt mig om i et tidligere interview, men i dag nøjes han med at svare: »Jeg har et par, der hjælper mig hernede. Men jeg kan da godt deltage i mange ting.« I forbindelse med det årlige sommerpressemøde har jeg mange gange været med Dronningen på torvetur i Cahors. Jeg ved også, at Henrik heller ikke er bleg for at købe ind. Jeg tænker på, hvor sjovt vi har det sammen med Prinsgemalen, da Jørgen Jessen samt min kollega fra Her og Nu Kirsten Balslev og jeg tilfældigt møder ham på torvet i den lille by Lüzech ikke langt fra Cayx. 32


Jeg kan ligesom tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen godt ryge en god cigar, og hvorfor ikke i poolen, som her i Australien i 1987. (Jan Jørgensen/Scanpix)

Dronningen havde den alvorlige mine på, da hun med mig lige i hælene (th) blev evakueret fra Egypten under et statsbesøg i 1986. (Jan Jæger/Scanpix)

billedark_2.indd 1

25-09-2009 08:22:00


Ikke alene kom jeg p책 B.T.s spiseseddel, jeg indtog ogs책 forsiden, lederen og midtsiden for at sjippe mig slank. Forsiden af B.T. 4. januar 2006.

billedark_2.indd 6

25-09-2009 08:22:27


Årene med Hendes Majestæt Dronning Margrethe har lært mig meget. Her er jeg til mit sidste årlige sommerpressemøde på Cayx i 2008. (Jørgen Jessen/Scanpix)

Kvitterede af lutter glæde med et spontant kindkys for et fornemt signeret portræt af Prins Henrik med en personlig hilsen. 2008. (Jørgen Jessen/ Scanpix)

billedark_2.indd 7

25-09-2009 08:22:32


Til audiens hos Dronning Margrethe for at takke for Den Kongelige Belønningsmedalje med Krone for 40 ür i Det Berlingske Hus. 2008. (Bjarne Lßthcke/Scanpix)

billedark_2.indd 8

25-09-2009 08:22:36

Mit liv som Cath  

en rePorters royale erinDrinGer linDHarDt oG rinGHoF MitlivsomCath BodilCath Enreportersroyaleerindringer LINDHARDTOGRINGHOF Kopieringfraden...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you