Page 1

hca_final.indd 1

12-02-2005 13:26:25


hca_final.indd 2

12-02-2005 13:26:25


JMIT EVENTYR

OH A N N E S M Ø L L E H AVE

 12

SAMTALER OM H . C . ANDERSEN

BINDSLEV

hca_final.indd 3

12-02-2005 13:26:25


Mit eventyr © 2005 Forlaget Bindslev Redaktion: Kasper Nielsen, Camilla Bindslev & Flemming Chr. Nielsen DVD-redaktion: Lene Blæsbjerg, Henrik Jensen & Steen W. Pedersen / dk4 Forsidefoto: Morten Holtum Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet Illustrationer: Odense Bys Museer, Bruun Rasmussen Kunstauktioner & privateje Trykt i Letland 2005 ISBN: 87-91299-15-2

Bogen ’Mit eventyr’ bygger på materiale fra en programrække sendt på tv-kanalen dk4 i 2005. Med ganske få ændringer er H. C. Andersens eventyr optrykt efter de oprindelige udgaver. Dog er ’Loppen og Professoren’ suppleret med Jens Andersens genfortælling. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copy-Dan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Salget af denne bog støtter Red Barnet.

Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk

hca_final.indd 4

12-02-2005 13:26:25


Livet selv er det deiligste Eventyr! H. C. Andersen

hca_final.indd 5

12-02-2005 13:26:25


hca_final.indd 6

12-02-2005 13:26:25


INDHOLD JOHANNES MØLLEHAVE F orord 9 NASER KHADER Keiserens nye Klæder og Den store Leder 15 HOLGER BECH NIELSEN Vanddraaben og videnskaben 39 JENS ANDERSEN Loppen og Professoren og sexualiteten 59 BIRTHE RØNN HORNBECH Der er Forskjel – og det rappe gensvar 95 ULRICH BREUNING Klods-Hans og smudspressen 123 ANDERS FOGH RASMUSSEN Den standhaftige Tinsoldat og skæbnens hånd 139

hca_final.indd 7

12-02-2005 13:26:26


NIELS BIRGER WAMBERG Skyggen, terroristen og tyrannen 161 LOUISE GADE Nissen og Madamen eller følelse og geografi 203 ERIK NORMAN SVENDSEN Historien om en Moder – Fadervor og præsteretten 223 BRITTA SCHALL HOLBERG Sneglen og Rosenhækken – og Andersens håndskrift 251 ASGER AAMUND Den uartige Dreng eller Babusjka-dukken 267 MOGENS LYKKETOFT Den grimme Ælling eller hr. Andersen 283

hca_final.indd 8

12-02-2005 13:26:27


FORORD Den lille fortælling og den store idé

 Da man bad mig lave tolv tv-programmer om H. C. Andersen, hvori forskellige danskere valgte et eventyr, som vi kunne føre en samtale om, følte jeg i første omgang, at opgaven var for stor. Men tv-kanalen dk4 har altid lokket mig, fordi der ikke er snævre tidsrammer. Jeg har tidligere lavet bogprogrammer af ti minutters varighed, og det blev for snæver en plads; det menneske, man skulle tale med, havde jo dårligt sat sig i studiet, før hun eller han skulle rejse sig for at forlade det. At have tid til at komme rundt om et emne er en gave. Og det vidste jeg lod sig gøre her. Det er vigtigt, at man føler sig tryg og afslappet og ikke tænker på minut- og sekundviser. Det ene, som lokkede mig, var altså den gode tid. Det andet var naturligvis emnet – H. C. Andersen. Jeg var sikker på at alle, som holdt af et eventyr, ville få det til at leve. Både fordi eventyret har så stærke vækstmuligheder i sig selv, og fordi den, som vælger et eventyr, samtidig tegner et portræt af sig selv. Jeg valgte ikke selv de medvirkende, men valget var bredt og mulighedsrigt, og jeg glædede mig til hver optagelse. Man er tit nødt til at tage et program om både tre og fire gange. Det er belastende for både vært og gæst. Men

9

hca_final.indd 9

12-02-2005 13:26:27


her tog vi ikke et eneste af programmerne om. Den bedste situation man kan opnå (tror jeg) er den, der minder om samtalen i et tog. Man tager jo ikke sådan en samtale om. Man bliver revet med af det, der tales om. Og man lærer hinanden en smule bedre at kende. Man får nye indfaldsvinkler og nye synspunkter. Jeg kan huske, at jeg en gang var med til at lave Kirkeligt Forum, og vi havde inviteret den eminente fortæller Anna Sophie Seidelin i studiet. Hun fortalte så spontant og livligt, men et teknisk problem gjorde, at vi måtte stoppe og begynde forfra. Og det kunne hun ikke. Hvor rutineret hun end var. Nu blev det jo aldeles uspontant, og hvad der for et øjeblik siden blev båret af høj humor mistede aldeles sin kraft. Så meget står der altså på spil, og så uheldigt kan det være, hvis det hele skal tages om. Derfor anstrenger man sig meget for at undgå afbrydelser. Man skal heller ikke aftale et forløb i alle detaljer.  Der var enkelte ting, jeg bestemte mig for at spørge samtlige medvirkende om. Nemlig om de kunne huske det første eventyr, de havde hørt, før de selv kunne læse. Det var jo netop det H. C. Andersen så gerne ville: Høres af børn, som endnu ikke selv kunne bogstaverne. Hver gang gav det gevinst – sådan oplevede jeg det i hvert fald – dels fordi man husker det eventyr, som man først lærte at kende, og dels fordi man husker den, der

10

hca_final.indd 10

12-02-2005 13:26:27


læste eller fortalte. Det var, som om man kom i tanker om sin første kæreste. Det var ofte en far eller en mor eller en af bedsteforældrene, og som regel var vedkommende ikke længere levende. Det betød at man sendte en taknemmelig tanke til den, der havde videregivet noget så fint som et eventyr. Mærkeligt nok huskede samtlige medvirkende, hvad de havde hørt som det første, mens mange ikke kunne huske, hvad de selv havde læst som det første. Der er noget ved den mundtlige fortælling. Den skaber et fællesskab mellem barn og voksen, noget intimt og fortroligt. Når det gælder H. C. Andersens eventyr, er der også tit en erindring om noget vittigt, noget der sætter mod og livsglæde i en.  I en antologi om H.C. Andersens gudsforhold (‘Andersen og Gud’, forlaget Anis, 2005) har jeg for nylig læst, at H. C. Anderscn ofte lader den lille være i centrum. Den lille pige med svovlstikkerne, den lille Amor, den lille Ole med paraplyen, den lille Ida, den lille Gerda (i ’Sneedronningen’). Den lille bitte Tommelise, den Lille Claus osv. Det lille grantræ, den lille nattergal, den lille gåseurt, den lille grimme ælling. Det er godt set. Sådan var det. Og det er godt for den lille tilhører at blive lukket ind i en fortælling, der har et kærligt øje til de små.

11

hca_final.indd 11

12-02-2005 13:26:27


Disney vidste det også, da han skabte de vidt forskellige syv små dværge. Niels Larsen Stevns har i rotunden på H. C. Andersen museet fortalt H. C. Andersens liv i otte billeder. Det var på baggrund af ”Mit livs eventyr” han fremstillede disse skæbnebilleder. Hvad var de afgørende pejlemærker? Det hele begynder – som man måske husker – netop med, at H. C. Andersens far, friskomageren, læste højt for drengen af blandt andet Holberg og ’Tusind og én nat.’ Drengen står ved det bord, som var faderens arbejdsbord i den lille stue; han er grebet og står på tæer for at få det hele med. Far og søn deler oplevelsen af noget, der gør deres hverdag mere mulighedsrig og udvider den snævre stue til et langt større rum – ja, et næsten uendeligt rum. Tusind er meget for et barn, og så er der ovenikøbet lagt én til. Tusind og én! Sikke en overflod af historier. Og de begynder alle sammen med: Der var engang. Og en del af dem slutter med et bryllup, som fortælleren selv var med til. Og nogen med ordene: Og hvis ikke de er døde, så lever de endnu. Der er også det med gåderne, der skal løses, lampen der skal findes, og lampens ånd der kan blive så stor, at den rækker helt op til skyerne. Drengen gemmer det hele i sit sind, og det skal en dag blive til soldaten i ’Fyrtøiet’. Maleren Niels Larsen Stevns ser, at her ligger et skæbnepunkt. Og hvad der for H. C. Andersen var afgørende – den voksnes oplæsning for barnet, fortællingen, der forbandt

12

hca_final.indd 12

12-02-2005 13:26:27


dem – var det kim, der betød, at H. C. Andersen selv blev fortæller og begyndte som fortæller for de små. H. C. Andersen skrev romaner og rejseskildringer, men det blev i den lille genre, han ydede det ypperligste. Den lille fortælling, som åbenbarede den store idé, folkeeventyret og kunsteventyret. Det han havde hørt som barn og det, han selv fandt på.  Selv om der er en del eventyr at vælge imellem, var der ikke to, der valgte det samme eventyr. I og for sig havde det ikke gjort noget, for man læser forskelligt ud fra sine forudsætninger. En præst eller en biskop læser med andre erfaringer end en læge eller en atomfysiker. Desværre var der ikke nogen der valgte ’Ole Lukøie’, som ellers rummer så spændende en samhørighed mellem eventyret og drømmen. Karen Blixen siger, at det mest uimodståelige i verden er den drømmer, hvis drømme går i opfyldelse. Det er muligt, hun tænkte på Josef i Første Mosebog, ham der drømmer og bliver forhadt af sine brødre og solgt som slave til Ægypten. Ham der ad sære omveje kommer til at tolke Faraos drømme om de magre og fede aks og de magre og fede køer. Men det er også muligt, hun netop tænkte på H. C. Andersen, hvis store drømme blev grundlagt i barneårene, og som han gennem sit liv og sin skæbne fik opfyldt.

13

hca_final.indd 13

12-02-2005 13:26:27


Eventyrene skal høres. Det var H. C. Andersens drøm, at de skulle høres. I ’Fyrtøiet’ står der i slutningen: ”Skomagerdrengen vilde gjerne have de fire Skilling, og pilede afsted hen efter Fyrtøiet, gav Soldaten det, og – ja nu skal vi faae at høre!” Og i ‘Lille Claus og store Claus’ står der i indledningen: ”Nu skulle vi høre, hvorledes de to havde det, for det er en virkelig Historie!” Derfor er der også god mening i, at vi ikke bare taler om H. C. Andersens eventyr, men også hører dem. Læst op af dem, som har valgt netop det eventyr som sit. Da børnene i de tidlige eventyr er målgruppen, er det en fin og rigtig tanke at de medvirkendes honorar for denne bog helt og holdent går til Red Barnet. Og så vil jeg takke de mange, der sagde ja til at tale om den vifte af eventyr, der her lægges frem – og tak til Steen W. Pedersen, som er idémanden bag projektet, og til de mange, der har sørget for afviklingen af udsendelserne.  Johannes Møllehave, februar 2005

hca_final.indd 14

12-02-2005 13:26:28


KEISERENS NYE KLÆDER OG DEN STORE LEDER 

I det radikale folketingsmedlem Naser Khaders familie holdt man meget af ’Kejserens nye Klæder’ og morede sig over eventyret. I hans barndom i Syrien var der ingen ytringsfrihed, og ”via Kejserens nye Klæder får man lidt luft for sin utilfredshed med Den store Leder”. Men det ærgrer Naser Khader, at uden for Danmark ved kun de færreste, at H. C. Andersen og Søren Kierkegaard er danskere.

J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Kan du huske, om du har hørt oplæsning af H. C. Andersen, før du selv kunne læse? N A S E R K H A D E R : Jeg er født og vokset op i udkanten af Damaskus og kendte H. C. Andersens eventyr, inden jeg kendte hans navn. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Du er palæstinenser, men I måtte flytte til Syrien? N A S E R K H A D E R : Vi boede i en landsby i Syrien. Og min mormor, som var analfabet, fortalte os en masse eventyr, for den mundtlige formidling er dominerende i Mellemøsten. Jeg har hørt både ’Aladdin,’ ’Ali Baba og de

15

hca_final.indd 15

12-02-2005 13:26:28


fyrretyve røvere’ og ’Den lille Rødhætte’ – jeg ved godt, at ingen af dem er skrevet af H. C. Andersen – men også ’Kejserens nye Klæder’ hørte jeg. I min barndom hed den ganske vist ikke ’Kejserens nye Klæder,’ men ’Kaliffens nye Klæder.’ J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Det er sjovt, for når det hos H. C. Andersen hedder Kejserens, skyldes det, at han ikke kunne tillade sig at skrive Kongens, for så vil han antyde, at kongen kun var klædt ud. Når historien udkommer på japansk, står der Kongens. N A S E R K H A D E R : Vi havde ikke fjernsyn i landsbyen. Der var hverken telefon, kloaksystem eller tv, så det var en isoleret landsby, som siden er blevet en del af Damaskus, og de har fået paraboler og alt muligt. Men dengang brugte vi om aftenen megen tid på at fortælle historier. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Hvor gammel var du da? N A S E R K H A D E R : Jeg kom til Danmark som 11-årig. Indtil da boede jeg i landsbyen, og jeg vidste ikke, at nogle af eventyrene var skrevet af H. C. Andersen, men da jeg efter et par års sprogundervisning kom ind i en dansk 8. klasse og stiftede bekendtskab med H. C. Andersen og hans eventyr, tænkte jeg: ”Det kan ikke være rigtigt; det er jo min mormors eventyr.” Det var virkelig svært at acceptere, at det var en dansker, der hed H. C. Andersen, som var forfatter til de eventyr. Jeg kendte jo både ’Kejserens nye Klæder,’ ’Den lille Pige med Svovlstikkerne’,

16

hca_final.indd 16

12-02-2005 13:26:28


’Den grimme Ælling’ og ’Den lille Havfrue.’ Der var nuanceforskelle, men essensen eller eventyrets begyndelse og slutning var den samme. Det var tankevækkende, at min mormor i 1800-tallet havde været en tur forbi H. C. Andersen. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Fra Damaskus kom du til Istedgade i København? Og så kommer du i skole dér og hører nogle eventyr. Kan du huske det første eventyr, du selv læste?

H. C. Andersen indledte i 1831 sine mange udlandsrejser med fem uger i Tyskland. Hans rejselyst varede ved livet igennem, og han nåede at besøge både Belgien, Bulgarien, England, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Malta, Marokko, Monaco, Norge, Portugal, Rumænien, Schweiz, Skotland, Spanien, Sverige, Tyrkiet, Ungarn og Østrig.

N A S E R K H A D E R : I dansktimerne læste vi ’Guldhornene’ af Oehlenschläger, og i den sammenhæng kom vi ind på ’Aladdin.’ Jeg troede heller ikke på, at det var Oehlenschläger, der havde skrevet ’Aladdin,’ for i Mellemøsten vil man hævde, at ’Aladdin’ har man talt om i flere hundrede år. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Oehlenschläger hugger ’Aladdin’ og sætter det på vers. N A S E R K H A D E R : Mange danske kunstnere og forfattere rejste jo rundt i verden og blev inspireret. H. C. Andersen tilbragte vel sammenlagt en halv snes år af sit liv i udlandet. Tilsvarende med Holberg og Grundtvig. De må være inspireret af den mundtlige tradition i middelhavsområdet. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Oehlenschläger oversatte ’Aladdin’ samme år som H. C. Andersen blev født, og

17

hca_final.indd 17

12-02-2005 13:26:28


H. C. Andersen, da han i 1867 blev æresborger i Odense – citeret fra ‘Mit Livs Eventyr – Fortsættelse’, 1877: Den store Æresbeviisning, som min Fødeby forunder mig, overvælder og løfter mig. Jeg maa tænke paa Aladdin, som, da han ved den vidunderlige Lampe havde reist sit herlige Slot, traadte hen til Vinduet og sagde: “Dernede gik jeg som en fattig Dreng.”

den betød meget for ham. H. C. Andersen brugte ’Aladdin’ som en trøst, fordi Aladdin begynder på bunden og når toppen. Det blev en slags paradigme for ham. Det skal nok gå godt, for det gik jo godt i ’Aladdin.’ Så når H. C. Andersen var mest nedtrykt, tænkte han altid: Du er jo Aladdin. Tror du, eventyret har betydet noget for dit eget mod? N A S E R K H A D E R : Jeg opfatter mit livsløb som et eventyr. Man oplever en masse ubehageligheder, og så ender det hele godt. Happy ending. H. C. Andersen flyttede fra provinsen og kom til København og begyndte at kravle op ad rangstigen og læse eventyr for prinsesser og lignende. Og Odense må have været et lige så primitivt sted som min egen landsby, hvis eneste transportmiddel var et æsel. Når jeg kommer tilbage til den landsby, hvor jeg er født og opvokset, kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg dér har levet de første elleve år af mit liv. Dengang jeg rendte rundt og plukkede oliven og vandmeloner, havde jeg ikke nogen som helst forestilling om, at jeg tredive år efter skulle sidde i et dansk folketing. Det er et helt eventyr. Dér kan jeg spejle mig i H. C. Andersen, hvis liv også var et eventyr. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Det bibringer dig også et livsmod at høre eventyr? Fordi eventyret udtrykker, at der er mere end det hverdagsagtige, at der er noget, som rækker videre. Et håb og et mod.

18

hca_final.indd 18

12-02-2005 13:26:28


N A S E R K H A D E R : Jeg opfatter mange af H. C. Andersens eventyr som meget demokratiske. Folk får en chance, og han tager parti for dem, der afviger lidt og befinder sig uden for moralen og normen. Jeg har forstået, at selv om han blev en meget berømt digter og forfatter, var han alligevel altid loyal over for sin baggrund og sit udgangspunkt og havde medfølelse med folk, der var socialt dårligt stillede. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Det tror jeg, du har fuldstændig ret i. Nogen har sagt, at som børn får vi den sociale fornemmelse gennem H. C. Andersen. ’Den lille Pige med Svovlstikkerne,’ som du nævner, er måske lidt sentimental, men indeholder dog det, at mens vi spiser gås, er der nogen, som fryser. En anden morale er jo den, at selv krøblingen og fangen i fængslet er et menneske. Det er meget andersensk, at vi er forbundet med den følelse. Jeg ville nok have gættet på, at du som dit foretrukne eventyr havde valgt ’Den grimme Ælling,’ for det eventyr handler jo om at komme udefra og være en fremmed. N A S E R K H A D E R : Det er også en af mine favoritter, men jeg tænkte, det ville være for forudsigeligt. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Følte du dig i øvrigt selv mobbet, da du kom til København? N A S E R K H A D E R : Det er klart, at det bliver man, når man kommer til et nyt land. Jeg havde jo heller ikke selv

fra ’Den lille Pige med Svovlstikkerne’, 1848: Hun strøg igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet. “Mormoer!” raabte den Lille, “O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ!” – og hun strøg ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, – de vare hos Gud! Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden – død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!

19

hca_final.indd 19

12-02-2005 13:26:29


valgt, at vi skulle udvandre. Min far kom til Danmark i 1969, fordi han ikke kunne finde arbejde i Mellemøsten. Dengang var jeg sur på ham, for hvorfor skulle han til Danmark. Vi savnede ham, og da han besluttede, at nu skulle vi andre også til Danmark, blev jeg igen vred på ham. Hvorfor skulle vi flytte fra den landsby, hvor vi har venner og bekendte, fætre og kusiner og tanter, og hvor vi kunne sproget, kunne lide maden, naturen osv.? J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Men allerede dermed fortæller du, at din far faktisk følte sig fremmed i Syrien i forhold til at være palæstinenser. Du har et sted sammenlignet det med at flytte fra Aalborg til København. N A S E R K H A D E R : Når man bevæger sig fra sin hjemegn og til et andet sted, bliver man uundgåeligt betragtet som en fremmed. Uanset, hvor det er. Derfor understreger jeg meget i indvandrerdebatten, at man skal passe på ikke at sammenblande racisme med fremmed-reservation. Fremmed-reservation finder man overalt. Det er alment menneskeligt, hvorimod racisme er umenneskeligt, og gudskelov er der kun få racister. Min far oplevede fremmed-reservation, selv om afstanden mellem Syrien og Palæstina både kulturelt og sprogligt er mindre end afstanden mellem Danmark og Sverige. Alligevel blev vi i Syrien kaldt den fremmedes børn. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Også H. C. Andersen har den fremmedfølelse. Når han rejser, føler han sig fremmed

20

hca_final.indd 20

12-02-2005 13:26:29


derude, og når han kommer hjem, føler han sig fremmed derhjemme. Man har undertiden kaldt ham H. C. Anderledes. Af samme grund har han denne vældige sans for outsideren. Men nu skal vi høre eventyret om ’Kejserens nye Klæder.’ 

F

or mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet, saa sagde man altid her: ”Keiseren er i Garderoben!” – I den store Stad, hvor han boede, gik det meget fornøieligt til, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der to Bedragere; de gave sig ud for at være Vævere og sagde, at de forstode at væve det deiligste Tøi, man kunde tænke sig. Ikke alene Farverne og Mønstret var noget usædvanligt smukt, men de Klæder, som blev syeede af Tøiet, havde den forunderlige Egenskab at de blev usynlige for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum. ”Det var jo nogle deilige Klæder,” tænkte Keiseren; ”ved at have dem paa, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja det Tøi maa strax væves til

21

hca_final.indd 21

12-02-2005 13:26:29


mig!” og han gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at de skulde begynde paa deres Arbeide. De satte ogsaa to Væverstole op, lode som om de arbeidede, men de havde ikke det mindste paa Væven. Rask væk forlangte de den fineste Silke, og det prægtigste Guld; det puttede de i deres egen Pose og arbeidede med de tomme Væve, og det til langt ud paa Natten. ”Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de ere med Tøiet!” tænkte Keiseren, men han var ordentligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde see det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han vilde dog sende nogen først for at see, hvorledes det stod sig. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Tøiet havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe var. ”Jeg vil sende min gamle ærlige Minister hen til Væverne!” tænkte Keiseren, ”han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager sig ud, for han har Forstand, og ingen passer sit Embede bedre end han!” – Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. ”Gud bevar’ os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! ”jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke. Begge Bedragere bad ham være saa god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt Mønster og deilige Farver. Saa pegede de paa den tomme Væv, og den stakkels gamle Minister blev ved at spile Øinene op, men han kunde ikke see noget, for der var ingen Ting. ”Herre Gud!” tænkte han, ”skulde jeg være dum! Det har

22

hca_final.indd 22

12-02-2005 13:26:29


jeg aldrig troet, og det maa ingen Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede? Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan see Tøiet!” ”Naa, de siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede! ”O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!” sagde den gamle Minister og saae igjennem sine Briller, ”dette Mønster og disse Farver! – ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles!” ”Naa det fornøier os!” sagde begge Væverne, og nu nævnede de Farverne ved Navn og det sælsomme Mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at han kunde sige det samme, naar han kom hjem til Keiseren, og det gjorde han. Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer, paa Væven kom ikke en Trevl, men de bleve ved, som før, at væve paa den tomme Væv. Keiseren sendte snart igjen en anden skikkelig Embedsmand hen for at see, hvorledes det gik med Vævningen, og om Tøiet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han saae og saae, men da der ikke var noget uden de tomme Væve, kunde han ingen Ting see. ”Ja, er det ikke et smukt Stykke Tøi!” sagde begge Bedragerne og viste og forklarede det deilige Mønster, som der slet ikke var. ”Dum er jeg ikke!” tænkte Manden, ”det er altsaa mit gode Embede, jeg ikke duer til? Det var løierligt nok! men det maa man ikke lade sig mærke med!” og saa roste han Tøiet, han ikke saae, og forsikrede dem sin Glæde over

23

hca_final.indd 23

12-02-2005 13:26:29


de skjønne Couleurer og det deilige Mønster. ”Ja det er ganske allerkjæreste!” sagde han til Keiseren. Alle Mennesker i Byen talte om det prægtige Tøi. Nu vilde da Keiseren selv see det, medens det endnu var paa Væven. Med en heel Skare af udsøgte Mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige Embedsmænd vare, som før havde været der, gik han hen til begge de listige Bedragere, der nu vævede af alle Kræfter, men uden Trevl eller Traad. ”Ja er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige Embedsmænd. ”Vil deres Majestæt see, hvilket Mønster, hvilke Farver!” og saa pegede de paa den tomme Væv, thi de troede, de andre vistnok kunde see Tøiet. ”Hvad for noget!” tænkte Keiseren, ”jeg seer ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig!” ”O det er meget smukt!” sagde Keiseren, ”det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see. Hele Følget, han havde med sig, saae og saae, men fik ikke mere ud af det, end alle de Andre, men de sagde ligesom Keiseren, ”o det er meget smukt!” og de raadede ham at tage disse nye, prægtige Klæder paa første Gang, ved den store Procession, som forestod. ”Det er magnifique! nysseligt, excellent!” gik det fra Mund til Mund, og man var allesammen saa inderligt fornøiede dermed. Keiseren gav hver af Bedragerne et Ridderkors til at hænge i Knaphullet og Titel af Vævejunkere. Hele Natten før den Formiddag Processionen skulde være, sad Bedragerne oppe og havde over sexten Lys

24

hca_final.indd 24

12-02-2005 13:26:30


tændte. Folk kunde see, de havde travlt med at faae Keiserens nye Klæder færdige. De lode, som de toge Tøiet af Væven, de klippede i Luften med store Saxe, de syede med Syenaal uden Traad og sagde tilsidst: ”see nu er Klæderne færdige!” Keiseren, med sine fornemste Cavalerer, kom selv derhen og begge Bedragerne løftede den ene Arm i Veiret ligesom om de holdt noget og sagde: ”see her er Beenklæderne! her er Kjolen! her Kappen!” og saaledes videre fort. ”Det er saa let, som Spindelvæv! man skulde troe man havde ingen Ting paa Kroppen, men det er just Dyden ved det!” ”Ja!” sagde alle Cavalererne, men de kunde ingen Ting see, for der var ikke noget. ”Vil nu deres keiserlige Majestæt allernaadigst behage at tage deres Klæder af!” sagde Bedragerne, ”saa skal vi give dem de nye paa, herhenne foran det store Speil!” Keiseren lagde alle sine Klæder, og Bedragerne bare sig ad, ligesom om de gave ham hvert Stykke af de nye, der skulde være syede, og Keiseren vendte og dreiede sig for Speilet. ”Gud hvor de klæde godt! hvor de sidde deiligt!” sagde de allesammen. ”Hvilket Mønster! hvilke Farver! det er en kostbar Dragt!” – ”Uden for staae de med Thronhimlen, som skal bæres over deres Majestæt i Processionen!” sagde Overceremonimesteren. ”Ja jeg er jo istand!” sagde Keiseren. ”Sidder det ikke godt?” og saa vendte han sig nok engang for Speilet! for det skulde nu lade ligesom om han ret betragtede sin Stads.

25

hca_final.indd 25

12-02-2005 13:26:30


Kammerherrerne, som skulde bære Slæbet, famlede med Hænderne hen ad Gulvet, ligesom om de toge Slæbet op, de gik og holdt i Luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunde see. Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke. ”Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde. ”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.

 J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Humoren er så pragtfuld en del af alt, hvad H. C. Andersen fortæller. Den er altid med. Husker du også det fra din barndom? Morede I jer, når I hørte eventyr? N A S E R K H A D E R : Ja, og vi bad min mormor gentage de gode pointer. Selv om hun havde gentaget et eventyr

26

hca_final.indd 26

12-02-2005 13:26:30


rigtig mange gange, lod vi, som om vi ikke havde hørt det: ”Kan du ikke lige gentage det?” J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Og dermed lærer man også sprog, fordi der er udtryk i et eventyr, man ikke bruger til hverdag. I ’Kejserens nye Klæder’ siger de for eksempel ”excellent” og bruger andre ord, som børn ikke kender i forvejen. Men hvorfor har du valgt det eventyr? N A S E R K H A D E R : Nok fordi man holdt meget af netop det eventyr i min familie. Og fordi man morede sig over det. De mellemøstlige samfund har i generationer været totalitære og har haft stærke ledere. Ingen ytringsfrihed, ingen organisationsfrihed, ingen foreningsfrihed. Hvis man var bare en smule kritisk, blev man betragtet som utilfreds. Man blev forfulgt, sat i fængsel og tortureret. Så i de mellemøstlige totalitære samfund får man via eventyret lidt luft for sin utilfredshed med Den store Leder. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Man kunne sige, at ’Kejserens nye Klæder’ er skrevet i et kodesprog. N A S E R K H A D E R : Ja, for det indeholder jo en kritik af Den store Leder. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Og uden at nogen kan komme og forbyde det. Det er bare et uskyldigt eventyr. Men samtidig afdækker det.

27

hca_final.indd 27

12-02-2005 13:26:30


N A S E R K H A D E R : Selvfølgelig vidste jeg ikke som 11årig, at det kritiserede magthaverne, men det samme kender vi fra DDR-tiden. Hvorfor var østtyskerne så begejstrede for Olsenbanden-filmene? Fordi de var humoristiske, men også fordi de gjorde grin med magthaverne. Når kritik pakkes ind i humor, får magthaverne svært ved at slå igen. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Hvis man siger, at borgmesteren er et dumt svin, kan han gå i retten, men hvis man siger, at der var engang et æsel, og borgmesteren hævder, at det kun kan være ham, er han bare til grin. Man gemmer sin kritik i fablens form. Og H. C. Andersen skrev mange fabler. For eksempel er ’Den grimme Ælling’ mere en fabel end et eventyr. Han går ind i dyreverdenen, for det kan ikke fornærme nogen. Det er jo kun ænder. N A S E R K H A D E R : ’Kejserens nye Klæder’ siger også meget om politik. Nogen går rundt med en virkelighed, de selv skaber, en virkelighed, der ikke er i tråd med den virkelige virkelighed.

28

hca_final.indd 28

12-02-2005 13:26:31


J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Du kender ordsproget, som H. C. Andersen sikkert også har skrevet eventyret ud fra: ”Klæder skaber folk,” men folk skaber også klæder, så det går begge veje. Hvis vi vedtager, at når du har den og den bestemte kåbe på, er du dommer, og når du har den og den uniform på, er du politimand, ja så bliver alt en slags uniform. Og bag det afslører eventyret, at hvis du ikke kan se den andens uniform, har du ikke selv nogen, og så duer du ikke til dit embede. Og hvem er det så, der afslører? Det er et barn, som ikke har noget embede. Han har ikke noget at tabe. Alle de andre er bange for at røbe sig. N A S E R K H A D E R : I samfundsdebatten har man nu en gang brug for én, der siger: ”Han har ikke noget tøj på”. Det skaber dynamik i samfundet, at der kommer nogen ind og siger den slags. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : H. C. Andersen har i øvrigt ikke selv fundet på eventyret. Det er et spansk/portugisisk eventyr, som handler om, at hvis man ikke kan se, at kejseren ikke har noget på, er man ikke søn af den, man tror er ens far. Og H. C. Andersen var lige ved at bruge den pointe, men i stedet for finder han på, at så duer man ikke til sit embede. Hvis man læser eventyret freudiansk, kan man jo spørge, om H. C. Andersen var bange for, at han var et uægte barn, og om han følte, det kom for tæt på ham selv, og om han derfor vælger, at man ikke duer til embedet. Hvad enten mellemregningen er den ene eller den anden, er det langt mere interessant end det med faderen.

29

hca_final.indd 29

12-02-2005 13:26:31


Det går nemlig også op for én, at ordet ”se” er et grundord. Man kan se noget, som ikke er der. Det gør vi jo tit. Man ser op til noget, og man siger: Kan du ikke se det, eller hvad ser du i ham, og hvad ser han i hende. At se noget er det ene grundord. Det andet er ”tro”: De måtte jo tro det, selv om de ikke så det. Der kører to elementære dagligdags ord i eventyret. N A S E R K H A D E R : Man kan virkelig bruge sådan et eventyr til at fortolke hele samfundsindretningen. Nu kan jeg ikke huske min mormors version i dag. Jeg kan ikke huske, om det var den portugisiske version eller H. C. Andersens. Men jeg husker tydeligt, at en eller anden gjorde opmærksom på, at det er snyd og bedrag. Vågn dog op! J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Når H. C. Andersen har skrevet et eventyr, læser han det op. Gerne for en familie, somme tider for mange, somme tider for en enkelt. Men hver gang han læser et eventyr op, er han ikke kun færdig med det. Han er også lydhør. Og da læser han ’Kejserens nye Klæder’ for en forsamling: ”Og så gik de og bar på slæbet, der slet ikke var …,” men der sidder en dreng på første række, og han siger: ”Han har jo ikke noget på.” Og så går H. C. Andersen hjem og sætter replikken ind. Den mest berømte sætning i historien. Den stod ikke i det oprindelige eventyr. Men den gør eventyret endnu mere raffineret. ’Kejserens nye Klæder’ hører også til hans tidlige eventyr. De to første samlinger af eventyr udkommer i 1835. Så kommer der i 1837 en tredje samling, der består

30

hca_final.indd 30

12-02-2005 13:26:31


Et af H. C. Andersens første eventyrhefter med dedikation til hans gudsøn Peter Koch: “Min unge Ven Peter Kock fra Forfatteren”. Heftet blev i 2001 solgt på Bruun Rasmussen Kunstauktioner for 80.000 kr.

af ’Den lille Havfrue’ og ’Kejserens nye Klæder.’ Han er altså i sin tidlige fase, hvor han endnu skriver for børn. Siden ville han ikke have, at der på hefternes titelblade stod ”for Børn.” Han ville hellere være voksenforfatter, og nogle af eventyrene er svære og dybsindige at forstå.

31

hca_final.indd 31

12-02-2005 13:26:31


Det er sjovt, at du ikke husker detaljer, men du har stemningen. Du har noget fra din barndom med. Og det vil sige, at barnet rykker frem og lytter, men siden opdager du, at eventyret kan forstås på mange andre måder. N A S E R K H A D E R : Som barn sad jeg og forestillede mig de folk, der var i eventyret. Jeg fik nærmest sat ansigt på de forskellige, og jeg har lige læst en norsk undersøgelse, som viser, at børn, der kommer fra hjem, hvor der læses op for dem, bliver meget mere åbne og hurtigt opfattende. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Det er meget vigtigt for et barn at høre oplæsning. Men nu var vi lidt inde på, at du måske kunne have valgt ’Den grimme Ælling,’ som rummer det med janteloven, hvor man skubber de anderledes ud. Men der er en sammenhæng mellem ’Den grimme Ælling’ og ’Kejserens nye Klæder.’ Man skal være noget, og man er kun noget i kraft af det, man tager på. I ’Den grimme Ælling’ bliver det noget værd at være svane, men i virkeligheden kan man sige, at ællingen vel også var noget uden at være en svane. H. C. Andersen selv blev efterhånden underlagt ’Den grimme Ælling’ som et visitkort, så han måtte fortælle, hvor slemt det var, og hvor meget han blev mobbet. Måske blev han lidt mere mobbet i erindringen end i virkeligheden, for han havde også gode dage i Odense. Der var hårde tider, men der var også lyspunkter. Man har jo altid flere fortællinger om sin barndom.

32

hca_final.indd 32

12-02-2005 13:26:32


Vilhelm Pedersens illustration af den (næsten!) nøgne kejser. Naser Khader: – I de mellemøstlige totalitære samfund får man via eventyret lidt luft for sin utilfredshed med Den store Leder.

Men du snakkede om de billeder, du dannede dig. Kan du huske illustrationer til H. C. Andersen fra din barndom? N A S E R K H A D E R : Nej, det hele var mundtligt. Der var ingen bog og ingen tegninger. Min mormor var jo analfabet. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : De første eventyrhefter var heller ikke illustrerede. H. C. Andersen sendte dem ud uden illustrationer. Men illustrationerne betyder meget for danskere. Vi ser nogle af billederne meget klart for os. Det er morsomt at illustrere kejseren, der går nøgen. N A S E R K H A D E R : Men jeg husker tydeligt de mørke afteners eventyrstemning, hvor alle vi børn sad rundt om min mormor.

33

hca_final.indd 33

12-02-2005 13:26:32


J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Gjorde eventyrene dig også af og til bange? N A S E R K H A D E R : Ja, eventyret om Rødhætte og ulven for eksempel. Uden for landsbyen var der landbrug med olivenlunde og vildnis, og vi havde hørt om hyæner og slanger. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Bor angsten stadig i dig fra det, du oplevede som barn? N A S E R K H A D E R : De aversioner, jeg havde som barn, har jeg den dag i dag. Selv om jeg ikke er praktiserende muslim, spiser jeg ikke svinekød. Ikke af religiøse grunde, men fordi jeg væmmes ved det. Som barn hørte jeg de samme ting om svin og svinekød, som danske børn hører om rotter og rottekød. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig at røre ved det eller spise det. Jeg har det samme forhold til hunde. Da der er så megen hundegalskab i Mellemøsten, hørte vi altid, at

34

hca_final.indd 34

12-02-2005 13:26:34


hunde er syge. Og hvis man rører ved dem, kan man risikere at blive smittet af sygdommen. Nogle af sine aversioner får man bearbejdet, men andet sidder urokkeligt fast, og der går generationer, før det bliver ændret, hvis det overhovedet bliver ændret. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Du var også inde på, hvordan eventyrene giver dig mod og håb. Opfatter du ’Tusind og én nat’ og H. C. Andersens eventyr som religiøse universer? N A S E R K H A D E R : I ’Tusind og én nat’ gør man også grin med religionen og med dens mænd og dens læresætninger. Og man udstiller dem, der overdriver religionen. Et eventyr er som et univers. Det er ligesom at gå ind og se en film. Man er i en anden verden i et par timer og lever sig ind i den, og så kommer man ud af den igen. Hvis man er stresset eller har travlt, har man ikke behov for at læse noget tungt, men bare noget, der for en tid får én til at være i en anden verden. Jeg indrømmer gerne, at jeg holder meget af Morten Korchs romaner. Når jeg læser Morten Korchs romaner, bliver jeg nostalgisk i forhold til min barndoms landsby. For jeg kan genkende solopgangen, malkepigen, nabostridighederne, forholdet til jord, planter og så videre. Jeg ved godt, det er triviallitteratur, men af og til har man behov for at koble af. Det kan man gøre med triviallitteratur. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Du sagde, at du også har opfattet dit eget liv som et eventyr. Men er der i det univers

35

hca_final.indd 35

12-02-2005 13:26:34


noget religiøst, så du siger: Tænk, at det blev mig forundt; tænk, at jeg modtog det. Altså at du er i modtagerens position, hvor noget bliver lagt i dine hænder og ført ind i din skæbne. Jeg tænker på, hvordan H. C. Andersen opfattede sit liv: Gud må tage mig i hænderne. Jeg kan ikke klare mig selv. Der må være noget andet, noget, han ikke selv kunne skabe, men fik lagt i sin hånd. N A S E R K H A D E R : Hvis man ser religiøst på det, er livets store spørgsmål vel forudbestemt. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Det ville man sige i islam. N A S E R K H A D E R : Der er også i islam en konflikt mellem den frie vilje og forudbestemmelsen, men måske er konflikten større end den, man møder i kristendommen og jødedommen. Vi har tillige fået en fornuft. Vi må selv gøre en indsats. Vi må selv handle, men vi skal stå til ansvar for vores handlinger. Jeg føler, at jeg selv har knoklet, men jeg har også været heldig og har mødt de rette personer på de rette tidspunkter og på de rette steder. Nogen af dem har jeg lænet mig op af, og de har støttet mig og bakket mig op. Mine forældre blandt andet. Men nu i forbindelse med H. C. Andersen synes jeg, det er ærgerligt, at man ikke rundt om i verden forbinder ham med Danmark. Han er først og fremmest H. C. Andersen. Jeg var engang inde i en boghandel i Syrien

36

hca_final.indd 36

12-02-2005 13:26:34


og så flere af Søren Kierkegaards værker – oversat til arabisk. Ifølge boghandleren var han tysker. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Så blev du sur på vores vegne – og på dine egne vegne? N A S E R K H A D E R : Ja, og sidste år var jeg med Folketingets kulturudvalg i Cannes for at se Cannes-festivalen og se, hvad de mange millioner, vi giver, egentlig bliver brugt til. Og da fik vi at vide, at 8 ud af 10 dernede kender Lars von Trier, men at de stort set alle sammen tror, han er tysker. Vi har simpelthen så mange kunstnere og tænkere, digtere og fremtrædende personligheder, der er anerkendt rundt om i verden, men man forbinder dem ikke med Danmark. Med de folk, der gør os synlige rundt om, er det ærgerligt, at Danmark ikke er mere synligt. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Alligevel er det fantastisk, at et eventyr sådan set ikke tilhører nogen. Når du hører ’Tusind og én nat,’ ved du ikke, hvem forfatteren er. De store grundfortællinger er altså folkelige. Og det spændende er, at H. C. Andersens eventyr går lige så meget til marven hos en japaner eller en russer som hos os. N A S E R K H A D E R : De er ganske vist universelle, men jeg synes godt, man kunne forbinde H. C. Andersen lidt mere med Danmark. 

hca_final.indd 37

12-02-2005 13:26:34


hca_final.indd 38

12-02-2005 13:26:34


VANDDRAABEN OG VIDENSKABEN  Professor i teoretisk højenergifysik på Niels Bohr Instituttet Holger Bech Nielsen funderer over KribleKrable og kvantefysik, videnskab og fremskridt og kalder ’Vanddraaben’ en universel historie: ”Når H. C. Andersen indleder med at spørge, om vi kender et forstørrelsesglas, forventer han ikke de helt store kundskaber af os … men han er et geni til at fremstille det universelle.”

J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Hvad er dit livs eventyr? H O L G E R B E C H N I E L S E N : Jeg har i hvert fald valgt at læse op af ’Vanddraaben.’ J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Det glæder jeg mig meget til at høre. Men jeg skal lige spørge dig, om du kan huske, hvad du først hørte af H. C. Andersen. Kan du huske, hvad der blev læst op i dit barndomshjem eller i din skole? H O L G E R B E C H N I E L S E N : Vi fik læst meget op i mit hjem, så jeg har helt sikkert også fået læst op af H. C. Andersens eventyr. Og jeg tror, vi har fået læst et bredt

39

hca_final.indd 39

12-02-2005 13:26:35


Den 18. maj 1855 – kort efter sin 50-års fødselsdag – afsluttede H.C. Andersen sin store selvbiografi ’Mit Livs Eventyr’. Den indledes med ordene: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: “vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg dig!” min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.”

udsnit af dem, for eksempel kunne vi udmærket have hørt ’Sneedronningen.’ J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Åh, det er et dejligt eventyr. Kan du huske, hvad du selv kastede dig over, da du kunne læse? H O L G E R B E C H N I E L S E N : Nej, men jeg ved, at jeg i skolen lærte at studere denne ’Mit Livs Eventyr.’ Det var jo også at studere H. C. Andersens liv, så det gik jeg ret meget op i. Og jeg skrev endda stil om det og gengav, hvordan H. C. Andersens liv havde været. Så den har jeg i hvert fald læst. Men der er nok et eller andet eventyr, for eksempel ’Kejserens nye Klæder,’ som jeg har læst tidligere. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Eller hørt, inden du selv kunne læse? H O L G E R B E C H N I E L S E N : Ja, det har jeg. Jeg tror, jeg har hørt mange af dem, før jeg selv kunne læse, ja, det tror jeg. For de er trods alt for børn. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Føler du også i dag, at der er forskel på selv at læse og at høre en skuespiller læse? Har du en større oplevelse, hvis en skuespiller læser, end hvis du selv læser? H O L G E R B E C H N I E L S E N : Ja, det kan godt være. Jeg hørte nogle meget lange romaner af Tom Kristensen i

40

hca_final.indd 40

12-02-2005 13:26:35


radioen. Det var vældig imponerende. Hvis det er godt, kan det være bedre end selv at læse. Det går måske også i virkeligheden hurtigere. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Ja, og der kan være en fortolkning i oplæsningen. Kan du huske en skuespiller, der har gjort H. C. Andersen nærværende for dig? H O L G E R B E C H N I E L S E N : Nej, det kan jeg ikke. Det var som oftest min moster eller min onkel, der læste op for mig. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Mange skuespillere fra Poul Reumert til Jens Okking læser H. C. Andersen og giver os hele deres indsigt i oplæsningskunst. Og for mig er det tit forløsende. Jeg læser gerne selv, men jeg får en særlig oplevelse i kraft af den helt rigtige oplæsning. Den bæres jo af skuespillerens fortolkning. Men du har valgt ”Vanddraaben” og jeg vil bede dig om at læse den: 

D

u kjender da sagtens et Forstørrelsesglas, saadan et rundt Brilleglas, der gjør Alting hundred Gange større end det er? Naar man tager og holder det for Øiet og seer paa en Vanddraabe ude fra Dammen, saa seer man over tusinde underlige Dyr, som man ellers aldrig seer i Vandet, men de ere der og det er virkeligt. Det seer næsten ud, som en

41

hca_final.indd 41

12-02-2005 13:26:35


heel Talerken fuld af Reier, der springe mellem hverandre, og de ere saa glubende, de rive Arme og Been, Ender og Kanter af hverandre og dog ere de glade og fornøiede, paa deres Maade. Nu var der engang en gammel Mand, som alle Folk kaldte Krible-Krable, for det hedte han. Han vilde alletider have det Bedste ud af enhver Ting og naar det slet ikke vilde gaae, saa tog han det med Trolddom. Nu sidder han en Dag og holder sit Forstørrelsesglas for Øiet og seer paa en Vanddraabe, der var taget ude af en Pyt Vand i Grøften. Nei hvor det kriblede og krablede der! alle de tusinde Smaadyr hoppede og sprang, trak i hverandre og aad af hverandre. ”Ja, men det er jo afskyeligt!” sagde gamle KribleKrable, ”kan man ikke faae dem til at leve i Fred og Ro, og hver at passe sit!” og han tænkte og tænkte, men det vilde ikke gaae, og saa maatte han trolde. ”Jeg maa give dem Couleur, at de kunne blive tydeligere!” sagde han, og saa hældte han ligesom en lille Draabe rød Viin i Vanddraaben, men det var Hexeblod, den allerfineste Slags til to Skilling; og saa bleve alle de underlige Dyr rosenrøde over hele Kroppen, det saae ud som en heel By af nøgne Vildmænd. ”Hvad har Du der?” spurgte en anden gammel Trold, som ikke havde Navn, og det var det Fine ved ham. ”Ja kan Du gjætte hvad det er”, sagde Krible-Krable, ”saa skal jeg forære Dig det; men det er ikke let at finde ud, naar man ikke veed det!” Og Trolden, som intet Navn havde, saae igjennem Forstørrelsesglasset. Det saae virkeligt ud, som en heel

42

hca_final.indd 42

12-02-2005 13:26:36


By, hvor alle Mennesker løbe om uden Klæder! det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at see hvor den Ene puffede og stødte den Anden, hvor de nippedes og nappedes, bed hinanden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst skulde øverst og hvad der var øverst skulde nederst! ”see! see! hans Been er længer end mit! baf! væk med det! der er Een som har en lille Knop bag Øret, en lille uskyldig Knop, men den piner ham, og saa skal den pine meer!” og de hakkede i den, og de trak i ham og de aad ham for den lille Knops Skyld. Der sad Een saa stille, som en lille Jomfrue og ønskede alene Fred og Rolighed, men saa skulde Jomfruen frem, og de trak i hende og de sleed i hende og de aad hende! ”Det er overordenligt moersomt!” sagde Trolden. ”Ja men hvad troer Du det er?” spurgte Krible-Krable. ”Kan Du finde det ud?” ”Det er da godt at see!” sagde den anden, ”det er jo Kjøbenhavn eller en anden stor By, de ligne jo allesammen hinanden. En stor By er det!” ”Det er Grøftevand!” sagde Krible-Krable.

 J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Åh, du læste det godt. Det var morsomt at høre. Men kan du fornemme hvilken forbindelse, H. C. Andersen har haft, for at han kunne skrive det her. Hvem tror du påvirkede ham til at kunne skrive ’Vanddraaben’? Du er ikke til eksamen. Det handler bare om, hvor vidt du kan huske …

43

hca_final.indd 43

12-02-2005 13:26:36


Fysikeren H. C. Ørsted (1777-1851) udgav i 1850 sit hovedværk ’Aanden i Naturen’, hvori han udtrykker en optimistisk tro på, at selv om vi som mennesker finder på noget, der er i strid med naturens moralske påbud, vil naturlovene i det lange løb korrigere for de forvoldte skader. Han er blevet kendt for sætningen: ”Hvad Aanden lover, det holder Naturen,” men hans varige berømmelse skyldes hans opdagelse af elektromagnetismen. H. C. Ørsted indførte også danske navne for flere grundstoffer, bl. a. ilt og brint.

H O L G E R B E C H N I E L S E N : Nej, men han havde jo gode forbindelser til fysikeren H. C. Ørsted, såeh … J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Lige nøjagtig. Det var H. C. Ørsted. H O L G E R B E C H N I E L S E N : Ørsted var også sådan en Krible-Krable, som sad og studerede de små ting og naturen … J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Og elektricitet og elektromagnetisme og så videre. H. C. Andersens forhold til Ørsted er ret vigtigt, for Ørsted skriver den bog, der hedder ’Aanden i Naturen,’ hvori han viser, at det ikke er eventyret, der er eventyrligt, men hver eneste sekund, som er eventyrligt. Et æg er eventyrligt, og en celle er det. Der er noget fortryllende over mikrokosmos. Ikke bare makrokosmos med stjernehimmelen, men det bittesmå helt dernede. Ørsted er også den første, der siger til H. C. Andersen, at det er eventyrene, der vil gøre ham udødelig. Og det påvirker selvfølgelig. De havde et godt venskab. Men det er morsomt, at du har valgt ’Vanddraaben,’ for jeg vil spørge dig, om man med et forstørrelsesglas kan se alt det? Eller er det H. C. Andersen, der digter? H O L G E R B E C H N I E L S E N : Ja, jeg ved ikke præcis, hvor meget man kan se. Det kan godt være, det er lidt overdrevet. Man skal måske bare være heldig. Man kan med mikroskoper og forstørrelsesglas se en del dyr. De er jo

44

hca_final.indd 44

12-02-2005 13:26:36


ikke lige små alle sammen, så der er jo noget at se på. Du kan også se noget med det blotte øje, hvis du kigger det rigtige sted. Så kan du finde smådyr og sådan noget. Du skal bare kigge et sted, hvor de ikke er blevet forstyrret eller er vasket væk. Så det kan du sikkert også gøre i sådan et forstørrelsesglas. J O H A N N E S M Ø L L E H A V E : Nu kan vi konstatere, at H. C. Andersen opfinder et navn, nemlig ’Krible-Krable.’ Og du kan næsten høre – for du læste det så fint – at hænderne automatisk kommer med, når børn hører det. Og det er jo henvendt til barnet: ”Du kjender da sagtens et Forstørrelsesglas …”. Eventyret begynder med ”du” og så det med Krible-Krable. Det kribler, det krabler. Det kildrer næsten, når man hører det. For det andet giver det også den fornemmelse, at det ikke bare er positivt, at det kildrer. Der kan også være noget krig i det. ”Kan man ikke faae dem til at leve i Fred og Ro,” står der. Men det kan ikke lade sig gøre. Og så møder Krible-Krable denne trold, der ikke har noget navn, og siger: ”Kan du gjætte, hvad det er?”

45

hca_final.indd 45

12-02-2005 13:26:37


Revolutionsåret 1848 indledtes med Februarrevolutionen i Paris, og de revolutionære strømninger bredte sig hurtigt til Italien, Østrig, Ungarn og Tyskland. I Danmark blev Junigrundloven den 5. juni 1849 underskrevet af Frederik den Syvende. Dermed indførtes almindelig valgret for selvhjulpne mænd over 30 år, og der garanteredes trykkefrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed.

Og da mener han, det er én af storbyerne. Og hvis du ikke ved, hvornår ’Vanddraaben’ er skrevet, skal jeg måske lige fortælle, at historien er fra 1848. Det er jo revolutionsåret i Europa. Og i København går det så fredeligt til, men alle var jo bange for revolution. Ude i verden huggede man hovederne af folk, men i København gik det ganske gelinde. Man fik Grundloven, altså en fri forfatning, men H. C. Andersen står oppe på en balkon og ser, hvordan folkemasserne myldrer frem, og når man står på en balkon, er det næsten som at se på små knappenålshoveder, og da er det, han siger: ”Hvad der var nederst skulde øverst og hvad der var øverst skulde nederst!” Det er jo en revolution, der ligger i det. Ordet ”revolution” er selvfølgelig latin. Vi kender det også fra en revolver. Det, der sker med en revolver, er, at den drejer. Nu drejer vi en tromle, og så kommer det øverste nederst, mens vi skyder. Altså revolver og revolvo, revolution. Og så kan man spørge, om H. C. Andersen var revolutionær? Hvis man læser hans dagbøger, var han det langt fra. Han gik ikke ned i folkemængden. Han stod og så på det oppe fra balkonen, og så ser han, hvordan det kribler og krabler nede i byen. Det er meget spændende, at historien er skrevet i 1848. Det andet spændende er, at ’Fyrtøiet,’ som er det første af eventyrhæfternes historie, handler om en soldat, der ved hjælp af disse heksehunde får magt over hele samfundet. Den ene hund har øjne som tekopper, den anden som møllehjul og den tredje som Rundetårn. Og

46

hca_final.indd 46

12-02-2005 13:26:37

Mit eventyr af Johannes Moellehave  

OHANNES MØLLEHAVE 12 SAMTALER OM H . C . ANDERSEN BINDSLEV 

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you