Issuu on Google+

CHRISTIAN RESLOW

MIRAKLETS FALD


Christian Reslow Miraklets fald


Kapitel 1

Læderet føltes stramt og ru mod overfladen af hendes fødder. De grove syninger, samlinger og nitter gnavede ømme fordybninger i hendes hud og mod hendes benede ankler. Hun var ikke sart, den førnævnte hud på fødderne var hærdet, og følelsen af de hjemmelavede støvler var ikke uvant for hende. Ikke desto mindre trængte hun til hvile, og et nærtstående klippeudspring virkede som en indbydende siddeplads. Hun travede den korte afstand til klippen, følte den velsignede skygge, som stenen kastede fra sig, mod sin hud, og satte sig tungt på det hårde underlag. Hun sukkede, gabte og gned sine øjne. I sandet foran sig kunne hun se sine egne fodspor, og en sløv hvirvel af støv dampede op fra dem. Hun havde nået sit mål, jovist, men turen havde været hård, farlig og ekstremt tærende. Hun løsnede forsigtigt snøren på støvlen ned langs sin læg. Hendes ben var hævede. Et øjeblik overvejede hun at trække støvlerne helt af, men besluttede imod det. Hun havde ejet disse støvler bogstaveligt talt hele sit liv. Hun havde båret dem som barn, havde selv flået dem op i sømmene og syet dem sammen med nye reservedele, nye såler, nye snører og nye laser af læder og forskelligt skind, adskillige gange. De sad som støbt på hendes fødder, var formet af brug og jævnlige tilpasninger, og hun var bange for, at hendes hævede fødder ikke ville kunne tvinges tilbage på plads, hvis de først havde forladt dem. Støvet, der føg søvnigt rundt i luften, irriterede hendes øjne, og af gammel vane trak hun hurtigt sine beskyttelsesbriller på plads. Hendes hærdede fingerspidser kredsede ubevidst omkring fordybningerne, de tætsiddende briller havde efterladt i hendes pande. Hun var træt, følte trang til at gnide sine øjne igen, men gjorde det ikke. Støvet i luften var skadeligt nok for slim-

2 Christian Reslow - Miraklets fald


hinderne, uden at man tilmed gnubbede det ind bag sine øjenlåg. I stedet tvang hun sine øjenlåg til at forblive åbne. Hun fokuserede på et punkt i horisonten, tillod solen at irritere hendes synsfelt, og til sidst piblede tårerne frem og skyllede de største gryn af sand ud af hendes øjne. Efter godt et minut blev anstrengelsen for hård, og hun blinkede gentagene gange, inden hun lukkede sine øjenlåg sammen og koncentrerede sig om at fjerne solens grønne aftegning fra nethinderne. Skyggen havde kølet huden på hendes skuldre tilstrækkeligt. Den fugtige hud bag de åbne støvleben var tørret. Det var tid at komme videre. Hun skrubbede huden på sine lægge med sine tørre fingerspidser, og den prikkende fornemmelse, der kunne være blevet en kløe på overfladen, blev slået ned, inden den fik liv. Hun snørede sine støvler stramt til igen, trak sine tynde læderskydehandsker på og sprang adræt på benene. Fint, nu havde hun hvilet. Ikke længe, højst ti minutter, men det var tilstrækkeligt. Over hendes mund og næse sad et åndedrætsværn, og den filtrerede luft havde generet hendes luftveje i et par døgn efterhånden. Det skulle blive godt at komme inden døre og tage en mundfuld ren luft eller to. Eller delvist ren, i hvert fald. Det var bedre end luften udendørs, det var der ingen tvivl om. Efter et hurtigt overblik over landskabet bukkede hun sig forover, bøjede let i knæene og satte i løb ned ad skråningen mod den gamle bunker. Hun bevægede sig med en stil, hun havde udviklet gennem sit voksne liv som rejsende. Hun holdt hovedet lavt, hagen løftet, skuldrene hævede og armene skudt bagud. Det ”voksne” liv var for hendes vedkommende startet i en alder af ni år, ikke at hun kendte til denne type aldersbegreber, og bitter erfaring havde lært hende, at denne holdning var den sikreste og hurtigste. Det var en farlig verden derude, en verden, der ville æde en levende, hvis ikke man var hurtig. Fra øjenkrogen bemærkede hun en atypisk støvformation nogle kilometer borte, mod vest, og selvom det sagtens bare kunne være en ufarlig handelskaravane, turde hun ikke satse

3 Christian Reslow - Miraklets fald


på det. Det kunne være en gruppe Reapere, Ådselædere eller måske endda en eller flere af Afarterne. Hun havde overlevet dem alle tre før, men på åbent terræn, i fuldt sprint og uden sit våben trukket ville et angreb være lig med en dødsdom. Den sammenstyrtede betonbygning nærmede sig hastigt. Et riffelskud lød i det fjerne, men den karakteristiske hvine-lyd af et nært projektil udeblev. Det var ikke hende, der blev skudt på. Ikke desto mindre pressede hun sig selv yderligere, og om det kun var indbildning, eller om hun rent faktisk formåede at løbe hurtigere, syntes hun at nå bygningen nogle sekunder før forventet. Hun sagtnede ikke farten, stødte ikke hælene i for at bremse, men kastede sig i stedet hovedkulds forover, slog en koldbøtte i en byge af oprørt sand og støv og stødte sammen med den solophedede betonvæg i en knælende stilling. Hurtigt og smidigt som en kat svingede hun sit gevær af ryggen og lagde sig fladt på jorden. Fejede geværet fra side til side, så hen over riffelløbet og holdt sin vejrtrækning på et minimum. Der var ingen i syne, hverken ven eller fjende. Godt! Hun var rejst alt for langt, havde været igennem alt for meget, til at blive standset nu. Lige så smidigt som før, men i et noget mere behersket tempo, fik hun sig placeret oprejst med ryggen mod muren. Hun pegede geværløbet mod jorden, havde kolben mod sin skulder og fingeren på aftrækkeren. Hvis nogen eller noget ubehageligt skulle springe frem, ville hun være klar til at modtage dem … Eller det. Hun tog afmålte skridt sidelæns. Hendes jakke skrabede med en ru lyd hen over betonen, og i øjeblikket var det den eneste lyd, hun kunne høre. Der var kun faldet det ene skud, nogle kilometer borte lød det til, og i den verden hun levede i, var skyderi ikke det fjerneste usædvanligt. Det var et spørgsmål om overlevelse. For alle racer.

4 Christian Reslow - Miraklets fald


Som det stolte skelet af en fældet kæmpe stod den udtørrede bygning skævt og halvvejs sammenstyrtet i sandet. Døråbningen, der repræsenterede den eneste vej ind eller ud, var ligeledes halvvejs nedsunket i underlaget. Da hun nåede inden for en meter af den, krøb hun ned i knælende stilling, og for at undgå at lave unødig støj rettede hun sig væk fra væggen bag sig. Hun anbragte den yderste spids af riflens løb mod dørkarmen, placerede ansigtet så langt fremme mod den farlige ende, som hun kunne, og holdt tommelfingeren på aftrækkeren bag sig. Det var en teknik, hun havde lært i sine unge teenageår, en ældre dreng havde undervist hende i forskellige brugbare teknikker mod betaling med den eneste valuta, hun ejede. Den eneste valuta, en kvinde havde i denne verden, faktisk. Med kun det yderste af riffelløbet og et minimum af ansigtet blottet afsøgte hun hurtigt rummet bag den halvt begravede døråbning. Det var et smalt indelukke stopfyldt med sand og skygger, men ingen umiddelbare farer. En impuls eller muligvis et instinkt fik hende til at standse op halvvejs gennem døren. Hun havde en tydelig fornemmelse af at blive iagttaget. Den der særlige følelse, som der ikke findes logik for, men ikke desto mindre altid holder stik. Hun trak højre ben med indenfor og svingede så omkring med riflen løftet og skulede ud over landskabet uden for bunkeren. Mod vest, hvor hun havde hørt skud og set støvet hvirvle, stod en forvrænget skikkelse på en bakketop. Det var, så vidt hun kunne se, et menneske, men varmen fra sandet slørede kroppen i forvirrede bølger. Der var omkring en kilometer mellem dem, og hun kunne ikke bedømme, hvorvidt den fremmede var en ven eller en fjende, så hun løsnede ingen skud. I stedet så hun sig bagud og bedømte bombeskjulets indre. Der var ikke tid til en ildkamp. Ikke nu. Ikke når hun var så tæt på sit mål. Hun måtte bare sørge for at finde, det hun kom efter, inden vedkommende derude ankom.

5 Christian Reslow - Miraklets fald


Hun missede med øjnene og så udenfor igen. Skikkelsen var væk. Nej, ikke væk. Personen havde flyttet sig, var gået ned ad skråningen mod hende. Hvem end det var, bevægede han eller hun sig hurtigt. Så det valgte hun også at gøre. Ved at tænde tre svovlstikker – en hjemmelavet opfindelse, der bestod af tynde, tørre grene, bundet ind i et enkelt lag stof og rullet i en blanding af krudt og svovl – og holde dem frem for sig som en fakkel, var hun i stand til at orientere sig en smule bedre. Nær det ene hjørne af rummet fandt hun en trappe, halvt gemt under sand og støv, der førte ned under jorden. Hun fjernede den ene af svovlstikkerne fra de andre og smed den prøvende ned gennem trappeskakten. Flammen blafrede i luften og gik ud efter omkring halvanden meter, men det var også nok. Skakten var hverken fuld af gas eller mineret. I hvert fald ikke de første par meter. Hun satte sig på bagdelen og begyndte at bevæge sig ned ad trinene i små hop, mens geværet afsøgte hendes omgivelser i fejende bevægelser. Det var ikke videre behageligt, men det var effektivt, og hun ville hellere være forsigtig samt en smule øm bagi end vade direkte i et baghold. Trappen var ikke så lang, som hun havde troet. Efter omkring femten ufine hop på rumpen kom gulvet til syne for foden af trinene. Rummet, hun ankom til, var ikke farligt. Faktisk så det ikke ud til, at der havde været noget levende herinde i en menneskealder. Inden hun begyndte at tænde yderligere svovlstikker og afsøge rummet, satte hun først en snubletråd op i den mørke trappeskakt. Hun vidste ikke, hvem det var, der var på vej mod bunkeren derude, men hun var ikke det fjerneste villig til at løbe nogen risiko. Derefter oplyste hun primitivt rummet, tvang skyggerne ud i hjørnerne med sine små fakler og begyndte at sparke støv og

6 Christian Reslow - Miraklets fald


sand væk fra gulvet med sine støvler. ”Lemmen er skjult i gulvet, Nina.” vrissede hun højt for sig selv gennem sit fugtige åndedrætsværn. ”Du kan ikke finde den ved blot at lede, men ved at bede …” Hun lagde spruttende svovlstikker forskellige steder på gulvet og faldt på knæ. Mærkede med behandskede hænder efter forhøjninger eller fordybninger i betonen, men fandt ikke umiddelbart noget. ”Ikke ved at lede, men ved at bede … Sådan noget fis!” Med tydelig frustration bankede hun næven mod gulvet til højre for sig, og en hul lyd af metal rungede derfra. Lettere forskrækket og præget af træthed og anspændelse snurrede hun omkring og pegede riflen mod stedet, hvor lyden var kommet fra. Beton. Det eneste, hun kunne se, var beton. Der var ingen afmærkning, ingen antydning af andet materiale. ”Ikke ved at lede …” mumlede hun og begyndte at føle efter en kant, et håndtag eller noget andet, hun kunne bruge til at løfte den usynlige lem. Ingenting. En dråbe af sved søgte fra hendes nakke mod hendes lænd og understregede, at hun skulle til at skynde sig lidt. Som om hun ikke vidste det! Med maniske bevægelser fejede hun hen over gulvet og var taknemmelig for, at hun havde modstået fristelsen til at fjerne sit åndedrætsværn, da hun kom indendøre. Den insisterende formation af forstyrret støv omkring hende, gjorde det kun sværere at orientere sig. Frustreret rettede hun sig op i siddende stilling, klaskede en flad hånd mod gulvet og råbte: ”For fanden! Luk op!” Et unaturligt lys blev tændt et sted bag hende. Rødt og skarpt. Inden hun fik sig vendt imod det, hørte hun den elektriske summen fra et hjørne foran sig. Hun begyndte at hæve sit våben, men tøvede, da endnu en mekanisk lyd sprang frem et andet sted i værelset. Og endnu én og én til. Med ét var hele lokalet levende, en underlig serie bip og modemlyde – ikke at hun anede, hvad et modem var – hviskede fra alle hjørner. Med lige dele forundring og frygt kom hun skramlende på

7 Christian Reslow - Miraklets fald


benene. Hun holdt geværets kolbe mod sin skulder og begyndte at dreje langsomt rundt. På væggen ved siden af trappen begyndte små diodelys at tændes og slukkes. Enkelte var grønne, flere endnu orange, og de fleste var røde. Et hydraulisk suk hørtes fra gulvet bag hende, og hun snurrede omkring, så hurtigt at hun næsten snublede. En tynd revne kom til syne igennem støvet, og lemmen i gulvet viste sig endelig for hende. ”Hvad sker der?” undrede hun sig højlydt. Revnen blev større, da et kvadratisk stykke af gulvet begyndte at synke langsomt ned i underlaget. Det gled nedad på fire stålskinner, der virkede underligt uberørte af tæring eller slid. Hun var tryllebundet, glemte et øjeblik alt om sit mål, alt om personen i ørkenen uden for bunkeren. Da lemmen var sunket det, der virkede som ti centimeter, gik den roligt i stå med endnu et suk af gaspatroner og hydraulik. Derefter startede den sin færd igen, denne gang sidelæns ind under resten af gulvet. I hulrummet derunder så hun omsider, hvad hun havde søgt efter. Troede hun da. Det lignede et fladt pistolgreb med en blank og sølvfarvet overflade og et elastikbånd fæstnet fra top til bund. Hendes mave sank et stykke inden i hende. Hun fandt den. Hun fandt den sgu! Med en skælvende hånd rakte hun frem imod genstanden i gulvet. Den lå majestætisk placeret på en velourbetrukket pude, som en skrøbelig prinsesse, der ikke måtte føle ubehag. Både puden og resten af det lille hulrum var fuldstændig blottet for støv eller skidt. Alting synede klinisk og sterilt. Hun bemærkede, hvordan hendes fingerspidser, trods handskerne, afsatte fedtede aftryk på den metalliske overflade af genstanden. Den var kold. Kold nok til at hun kunne mærke det tydeligt gennem det hærdede handskelæder. Med en vis ærefrygt svøbte hun sin hånd omkring den. Den virkede solid. Let. Tynd. Selvom det funklende håndtag ikke fyldte halvt så meget, som rummet det lå i, faktisk fyldte det

8 Christian Reslow - Miraklets fald


ikke engang hele hendes håndflade ud, følte hun sig næsten syg af frygt for at komme til at støde det mod kanten af det hårde betongulv. Dette var en hellig genstand. Et relikvie. Det kunne være så hårdført som en Afart, men hun havde tænkt sig at behandle det som et nyfødt spædbarn. Langsomt, men sikkert løftede hun det op til sig. ”Så smuk ...!” Den var smuk. Den var elegant og enkel, og selvom dens skabere muligvis aldrig havde set på den sådan, så var den noget af det smukkeste, hun nogensinde havde set. Nu levede hun selvfølgelig også i en grim verden, så der skulle nok heller ikke så meget til. Hun holdt den ud for sit ansigt, lod riflen svinge tilbage på sin ryg i sin skulderstrop. Ligeglad med støv og sand løftede hun sine briller op i panden og sænkede sit åndedrætsværn. Luften var fugtig, men virkede ren og forfriskende. Forsigtigt førte hun genstanden tættere på sit ansigt, drejede den, forsøgte at suge indtrykket af den til sig og hviskede: ”Hvad gør jeg nu?” ”Udspecificer venligst ønskede funktion, tak!” skrattede en mekanisk kvindestemme et sted bag hende. Nina gjorde et hysterisk hop på stedet, svingede sin riffel om i favnen, mens hun instinktivt klaskede relikviet mod sit lår, muligvis for at beskytte det. Hun snurrede omkring, førte løbet op i øjenhøjde og havde aftrækkeren presset ned til det søde punkt lige før en affyring, da hun frøs fast i bevægelsen. Der var ikke nogen at skyde på, men det var ikke det, der havde standset hende. Hvad havde hun lige gjort? Hvad havde hun helt præcist lige foretaget sig med den hellige, skinnende, smukke genstand? Den genstand, hun havde været igennem umenneskelige mængder blod, sved og tårer for at nå. Hun så vantro ned ad sig selv imod sit højre lår. Den elegante, let buede metaloverflade, lå tæt og naturligt mod hendes bukseben. Elastiksnøren, der gik fra den ene ende til den anden, sad stramt omkring hendes ben.

9 Christian Reslow - Miraklets fald


”Hvad i alverden?” mumlede hun. Hun kunne ikke huske at have monteret genstanden omkring sit ben. Kunne ikke huske at have så meget som rørt ved elastikbåndet. For fanden, hun havde sgu slet ikke haft tid til at pille ved de ting. Det eneste hun havde gjort, var at klaske dimsen, hvad end den så helt præcis var, hårdt mod sit lår. Hvad var det her? Hun nåede ikke længere, for netop da, på dette fantastisk upassende tidspunkt, hørte hun skridt mod gulvet i rummet over sig. Den mystiske fremmede var ankommet. Hun slyngede blikket tilbage hen over toppen af riflen, tog to lange skridt til siden og pressede sig op ad muren ved siden af åbningen til trappen. ”PIS! Hvordan får jeg den her dims til at virke?” ”Udspecificer venligst ønskede …?” Stemmen kom fra et sted i loftet. Hendes puls bankede højlydt af sted i hendes tindinger. Det her var vanvittigt. Hun måtte være trådt ind i et mareridt. Stemmer i murene, blinkende lys i betonen, lemme i gulvet, der bevægede sig af egen fri vilje. Det her var uvirkeligt. Ganske enkelt uvirkeligt! ”Kan du høre mig?” råbte hun ud i rummet. Hun var begyndt at fægte i tilfældige retninger med geværet, var kun en fingerspasmes belastning fra at blæse et hul i betonen, og hendes vejrtrækning fik mundingen til at svaje lystigt op og ned. ”Bekræftet. Udspecificer venlig…” ”Hold lige kæft!” Stemmen holdt kæft. Lydene ovenpå havde rykket sig tættere på trappen. Hendes hoved var begyndt at snurre, og hendes hjerte bankede mod sit benede fængsel, som kun en dødsdømt fange ellers kunne banke mod sine tremmer, natten før sin henrettelse. ”Hvordan starter man den her?” Hun pegede på sit lår uden at være helt klar over, hvorvidt stemmen også havde øjne et sted i mørket. ”Ønskes vejledning til aktivering af F…” ”Ja!” afbrød hun. ”Ja, ja,ja! Lige præcis!”

10 Christian Reslow - Miraklets fald


Tydelige fodtrin på trappen nu. ”Vejledning til aktivering!” råbte hun ad rummet, og i næste sekund fik hun, hvad hun bad om. ”Påvirk overfladen af apparatet med pegefinger, og aktiver kontakterne på begge sider, placeret i symmetriske fordybninger. Vær opmærksom på …” Hun hørte ikke resten. Hendes gevær havde skiftet arm, og hun havde nu sin venstre pegefinger om aftrækkeren, i stedet for sin højre. Den højre var allerede travlt optaget på genstandens iskolde overflade mod hendes lår, hendes tommelfinger havde fundet den diskrete knap på den ene side, og hendes langfinger gnubbede febrilsk rundt på modsatte side i jagten på den anden. Der! Hun trykkede begge kontakter ind, holdt sin pegefinger mod oversiden og lyttede til skridtene på trappen. Whop… Whop… Whop-whop-whop whopwhopwhop …

11 Christian Reslow - Miraklets fald


Miraklets fald af christian reslow