Page 1


2

akkari_min_afsked_final.indd 2

11/03/14 11.18


F O RTA LT T I L M A RT I N KJÆ R J E N S E N

AHMED

AKKARI

MIN AFSKED MED ISLAMISMEN

MUHAMMEDKRISEN, DOBBELTSPILLET OG KAMPEN MOD DANMARK

3

akkari_min_afsked_final.indd 3

11/03/14 11.18


Min afsked med islamismen. Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark 2014 © Ahmed Akkari, Martin Kjær Jensen og Berlingske Media Forlag i samarbejde med People’sPress Omslag: Harvey Macauley Med foto af Kaare Viemose/Scanpix ISBN: 978-87-7137-803-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland 2014 Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People’sPress Vester Farimagsgade 41 1606 København V www.artpeople.dk

4

akkari_min_afsked_final.indd 4

11/03/14 11.18


indhold

Forord 7 Definition af en islamist Prolog 15

13

Del 1 Spirende tanker 21 Mod alle odds 34 Vantro danskere 51 Den stille kamp 62 Missionær 75 Boblen 84 Prædikant 93 Minefelter 115 Skoling 132 Ghettoens hemmeligheder 154 Dukkeførere 172 Nye forbindelser 191 København 210 5

akkari_min_afsked_final.indd 5

11/03/14 11.18


Del 2 Provokation 227 Hemmelige alliancer 244 Optrapning 257 Delegationer 275 Masseforførelse 302 I front 322 Verden i flammer 334 Efterspillet 356 Ved vejens ende 374

Del 3 Møde med døden 389 Revner 402 Et koldt åndehul 414 Befriet 433 Ahmed Akkaris efterord

451

6

akkari_min_afsked_final.indd 6

11/03/14 11.18


Forord

Ahmed Akkari var bare 16 år, da han som en naiv flygtningedreng for første gang satte sine ben i en moske over en nedslidt Netto-forretning i Aalborg. 11 år senere var han æresgæst på en konference for de 300 mest betydningsfulde islamister på kloden. Inden han nåede så langt, havde han tilbagelagt en altopslugende personlig rejse i en verden styret af totalitære tanker og had til alt, der var anderledes. Ikke mindst til alt, der var dansk. Han stred for at nå til tops og var dygtigere end de fleste. Derfor blev han inviteret ind i lukkede kredse og indviet i hemmeligheder, som var meget få andre forundt. Det var kredse, der blandt andet opererede i celler og kommunikerede i koder og hemmeligheder om svindel med offentlige tilskud, hvervning til den hellige krig, systematisk snyd i skoler, danske forbindelser til forbudte internationale organisationer og meget, meget andet. På grund af et dygtigt dobbeltspil og et kodeks om tavshed kunne det hele foregå lige under næsen på det øvrige danske samfund. Blandt andet i et net af moskeer, som over hele landet lå gemt bag nedrullede gardiner i fugtige kældre og udtjente erhvervslokaler. I dette miljø kom Ahmed Akkari selv til at spille en afgørende rolle som imam, prædikant og formidler af de radikale tanker. Det hele kulminerede med sagen om 12 tegninger af islams profet, som satte hele den muslimske verden i brand og endte med at koste adskillige mennesker livet. Ahmed Akkari var en af blot tre personer, der lagde grundstenen til det, der i dag er kendt som Muhammedkrisen. Fra det allerførste møde var han med til at styre slagets gang med en strategi, der var langt mere koldblodig og udspekuleret, end nogen udenfor før har haft kendskab til. Siden de dramatiske dage i 2005 og 2006 har den nu 35-årige Akkari ændret grundlæggende syn på verden, danskerne og sine gam7

akkari_min_afsked_final.indd 7

11/03/14 11.18


le allierede. Det i sig selv er opsigtsvækkende. At han nu også vælger at dele hele sin historie med verden, er nærmest sensationelt. Langt de fleste islamister dør i troen eller tier til det sidste af frygt for konsekvenserne af at bryde tavshedens lov, for de kan være alvorlige. Det ved Ahmed Akkari. Allerede nu lever han i skjul og frygter for sit liv på grund af sine udtalelser i dagspressen og på en række debatmøder blandt tidligere venner. Alligevel har han efter grundig overvejelse valgt at lægge alt på bordet i denne bog. Han fortæller om navne, steder og begivenheder og skåner ingen. Heller ikke sig selv. »Jeg var naiv, men dog stadig skyldig. Skal jeg dømmes, så lad mig blive det,« har hovedpersonen flere gange sagt til mig under skriveforløbet, der blev indledt i sensommeren 2013. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at han føler oprigtig skyld over den uret, han tidligere har gjort Danmark. Hans håb er, at han med denne bog kan gøre lidt af skaden god igen ved at åbne danskernes øjne for en trussel, der opererer indefra. For først når øjnene er åbne, kan den rigtige medicin vælges mod det, Ahmed Akkari selv betegner som »infektionen«. Ahmed Akkari og jeg mødte første gang hinanden en solbeskinnet junidag i Aarhus i 2013. Som journalist på BT havde jeg henvendt mig for at høre, hvordan det gik denne mand, der havde betydet så meget for Danmark, men nu var forsvundet fra offentligheden. Det var et godt møde, som trods årstiden foregik over Ahmeds yndlingsdrik, varm chokolade. Vi talte længe, og snart blev det klart, at der var grundlag for meget mere end en enkelt artikel eller to i en avis. Dette var en beretning, som skulle fortælles. Og det skulle gøres i en helhed, så alt kom med. Den bog, du nu holder i hænderne, er resultatet af et tæt, månedlangt samarbejde, der fulgte. Den er et portræt af et omtumlet liv, et hemmelighedsfuldt og skadeligt miljø og af den største diplomatiske krise i Danmark siden Anden Verdenskrig, oplevet gennem øjnene på en mand, der stod midt i begivenhederne og var med til at forme dem. Baggrunden er utallige timers interview, en enkelt rejse, baggrundsresearch og et meget omfattende dagbogsmateriale, som be8

akkari_min_afsked_final.indd 8

11/03/14 11.18


skriver tanker og begivenheder under blandt andet Muhammedkrisen i detaljer. Det sidstnævnte har gjort det muligt at gengive en del episoder og dialoger mere præcist, end en almindelig hukommelse umiddelbart kunne bære. Beskrivelser af begivenheder, navne, datoer og lignende, der optræder i denne bog, er i vid udstrækning efterprøvet og sammenholdt med andre kilder. På grund af det islamistiske miljøs lukkede natur har dette dog været umuligt i en række tilfælde. I sin helhed er bogen således skrevet i fuld og begrundet tillid til, at alle begivenheder er gengivet korrekt af Ahmed Akkari selv. De personer, der udsættes for særligt belastende beskyldninger af faktuel karakter, har fået mulighed for at kommentere dem. Deres svar fremgår i noteform. Martin Kjær Jensen, Aarhus 18. januar 2014

9

akkari_min_afsked_final.indd 9

11/03/14 11.18


10

akkari_min_afsked_final.indd 10

11/03/14 11.18


MIN AFSKED MED ISLAMISMEN

11

akkari_min_afsked_final.indd 11

11/03/14 11.18


12

akkari_min_afsked_final.indd 12

11/03/14 11.18


Definition af en islamist I denne bog vil du som læser gentagne gange støde på begrebet islamisme og betegnelsen islamist om personer, der praktiserer den muslimske tro i en særlig radikal fortolkning. Ordet er relativt nyt i det danske sprog og bruges ofte fejlagtigt. Det kan give anledning til misforståelser af helt centrale pointer. Inden jeg begynder at fortælle, vil jeg derfor definere, hvad jeg forstår ved islamisme. Islamisme er en fællesbetegnelse for flere forskellige fortolkninger af islam, som alle påberåber sig absolut monopol på sandheden. Islamister betragter Koranen og en lang række fortællinger om profeten Muhammeds ord og handlinger som Guds fuldstændige og ubøjelige lov for mennesket i alle tænkelige situationer. Da disse love er guddommelige, anses alt, der bygger på andre værdier og regelsæt, som noget forkert og blasfemisk, der bør elimineres. Det gælder således enhver menneskeskabt lov, norm og forfatning, som ikke udspringer af den hellige tekst. Islamister mener, at de, der følger den hellige lov – samlet betegnet som Shariaen – har en særlig ophøjet position i verden. De ser sig selv som særligt gode mennesker, fordi kun de gør, som Gud har beordret. Muslimer, der lever efter andre standarder, anses i varierende grad som afvigere og kættere, mens alle ikke-muslimer betragtes som vantro undermennesker, der skal omvendes eller underkastes for at behage Gud. Overbevisningen om at Koranen og de øvrige tekster rummer et guddommeligt og entydigt svar på alle livets spørgsmål, giver udfordringer i det daglige. Da teksterne er nedfældet i et kompliceret sprog for mange hundrede år siden og mangler direkte omtale af moderne problemstillinger, er der plads til fortolkning. Den bliver foretaget af en lang række skriftkloge og eksperter, der på baggrund af omfattende studier udlægger Guds ubøjelige lov i alle 13

akkari_min_afsked_final.indd 13

11/03/14 11.18


situationer. Om så det drejer sig om brugen af jeans, boliglån eller selvmordsbomber. Jeg blev selv betragtet som sådan en ekspert, og det gav enorm magt. Også på andre områder. På baggrund af mine egne oplevelser vil jeg anslå, at cirka en fjerdedel af alle muslimer i Danmark er påvirket af islamismen i varierende grad. Præcis hvem de er, kan være svært at se for den udenforstående, for det hele ligger i tanken. En muslimsk kvinde, der går med tørklæde, er således ikke nødvendigvis islamist. Men går hun med tørklæde, fordi hun kun derved kan føle sig og blive betragtet som et godt menneske, er det udtryk for islamismens infektion. Det er tanker, jeg tidligere har repræsenteret indædt, men som jeg i dag kan se er ødelæggende for både mennesker og samfund.

14

akkari_min_afsked_final.indd 14

11/03/14 11.18


Prolog Den eneste ideologi, som jeg kan sammenligne med nazismen, er islamismen. — Karen Blixen

Jeg husker billederne af flyene, der ramte tårnene. Jeg husker de gule flammer fra jetbrændstoffet, der eksploderede, og fanen af tyk, gråsort røg, som kastede kilometerlange skygger over New York. Jeg husker de slørede omrids af utallige helt almindelige amerikanere, som netop var mødt på arbejde og nu kastede sig i døden i en desperat flugt fra en skæbne, der var endnu værre end det lange fald. Og jeg husker min fars ansigtsudtryk, da jeg åbnede døren til stuen den eftermiddag i september 2001. Jeg var 23 år og gik på lærerseminariet i Aarhus, og tirsdagen føltes allerede lang, da jeg hængte overtøjet på knagen i den lille entre i familiens rækkehus i forstaden Hasle. Endnu var der intet ved dagen, der virkede usædvanligt, men alt ændrede sig, da jeg øjeblikket efter åbnede den næste dør. I den bløde sofa sad min ellers afslappede far som forstenet. Han stirrede stift på de rystede og uskarpe amatørbilleder af nogle voldsomme begivenheder på den anden side af Atlanten, som tilfældige forbipasserende havde indfanget. Han var som altid velklædt i pressede bukser, skjorte og slips. »Der er begået et attentat mod USA,« fortalte han uden at flytte blikket fra fjernsynet. Igen og igen rullede optagelserne over skærmen, mens chokerede tv-værter i en blanding af afmagt og ophidselse forsøgte at afkode de begivenheder, som skulle komme til at ændre verden. Der var endnu ikke gået en time, siden American Airlines Flight 11 som det første fly ramte World Trade Center. Alligevel vurderede hasteindkaldte analytikere allerede, at det med al sandsynlighed 15

akkari_min_afsked_final.indd 15

11/03/14 11.18


var muslimske ekstremister, der stod bag. Hvem ellers kunne finde på noget så ondt og vanvittigt? »Tænk, hvilke forfærdelige konsekvenser det her kan få for muslimer i hele verden. Det kan ikke være rigtigt. Hvem er disse mennesker, der kan finde på at gøre sådan i islams navn? Hvorfor gør de det?« spurgte min far bekymret. Jeg kendte svaret, men gav det ikke. For min holdning til det, jeg så, var anderledes end min fars. Og jeg vidste, at hverken han eller det meget store flertal i Danmark ville forstå, at det, der nu skete på tv-skærmen, var led i noget stort og smukt. Jeg blev stående i døråbningen og betragtede både min rystede far og de dramatiske scener. Efterhånden som minutterne gik, og det andet og tredje fly ramte tårnene og Pentagon, og endnu ét styrtede ned på vej mod Washington, voksede min overbevisning. Dette var begyndelsen på en enorm og nødvendig konfrontation mellem Vesten og islam. Og jeg stod på den rette side. Jeg var islamist. Ligesom krigerne i flyene. I moskeerne havde jeg tit hørt om den store krig, som skulle komme. Den var et uundgåeligt opgør med de uretfærdige vesterlændinge, som lever gudløst, har koloniseret muslimernes land og fører et hemmeligt korstog mod alle rettroende, indskærpede imamerne og de ældre lærde. At krigen var både rimelig og nødvendig, fremgik af de hellige tekster. Det var Guds vilje, fortalte de, og jeg var enig. Da det første kaprede passagerfly ramte sit mål i New York den dag i september 2001, var Osama bin Laden og al-Qaeda allerede kendte og beundrede navne blandt danske islamister som mig. Ti år tidligere havde bin Ladens næstkommanderende og senere arvtager, Ayman al-Zawahiri, sågar besøgt Danmark. Selv var jeg da kun 13 år og havde mit første besøg i en moske til gode, men historierne gik fortsat. De ældre mænd fortalte levende og fulde af beundring, hvordan denne helt fra afghanernes frihedskamp mod Sovjetunionens besættere havde siddet i danske hjem for at rejse støtte til en ny og langt større kamp, der skulle komme. Nu var den her. Krigen, der skulle forene muslimerne og sætte en stopper for Vestens tyranni. 16

akkari_min_afsked_final.indd 16

11/03/14 11.18


At opgøret skulle komme netop denne tirsdag, havde jeg dog ikke forestillet mig. Synet af USAs største by indhyllet i røg, flammer og støv var både overvældende og mærkeligt, og trods min overbevisning om kampens berettigelse følte jeg et stik af tvivl, som jeg stod der i døren. Måske var angrebet forkert. Min tvivl kredsede ikke om de 2.992 mennesker, der den dag mistede livet for øjnene af min far, mig og resten af verden. Amerikanere, der brændte ihjel, kastede sig i døden eller blev knust under tonsvis af sammenstyrtet stål og beton, var vantro og fik som fortjent. Det var, hvad jeg havde lært. Min tvivl gik på timingen i aktionen: Hvis islam endnu var for svag til at vinde det endelige opgør mod Vesten, kunne dette angreb ende i en katastrofe, vurderede jeg. Den sande tro og verdens muslimer kunne i så fald blive stillet endnu dårligere end før. Krigen skulle komme, men dette var måske for tidligt. Den splittelse, jeg følte, gik igen hos mange mennesker i det islamistiske miljø. Ikke kun i Danmark, men i hele verden. Det ved jeg fra mine senere samtaler med nogle af troens mest fremtrædende mænd. Men i København, Odense og i Aarhus, hvor jeg boede, valgte flere at se bort fra enhver tvivl og fejre sejren over de vantro på forhånd. Mens adskillige ofre stadig lå kvæstede og døende i ruinerne i USA, kørte flere islamister jublende rundt i ghettoerne med hornet i bund. Nogle af dem kendte jeg selv fra moskeen på Grimhøjvej, der ligger ved Gellerupparken i Aarhus. Et sted, som senere er blevet afsløret som arnested for terrorisme. To af dem, der fejrede angrebet den dag, var Abu Bilal og Abu Khaled, som siden er blevet imamer i moskeen på Grimhøjvej. Når danske medier i dag spørger til deres holdninger, prædiker de fred og forståelse. Men den 11. september 2001 lagde de i et euforisk øjeblik det, de opfatter som korrekthedens maske. I skyggen af alQaedas uventede angreb og de styrtende tvillingetårne viste de deres og islamismens sande ansigt.* Den dag i 2001 beholdt jeg selv masken på og græd tørre tårer * Abu Bilal og Abu Khaled afviser begge at have fejret angrebet på USA den 11. september 2001. 17

akkari_min_afsked_final.indd 17

11/03/14 11.18


sammen med resten af den politisk korrekte elite af islamister, der i kor fordømte handlinger, de hyldede i det skjulte. Men i mit inderste nærede jeg ingen tvivl om, hvem der var helte og skurke i fortællingen om 11. september 2001. Jeg var allerede langt på min islamistiske dannelsesrejse.

I 1995 sad jeg for første gang på et tæppebelagt gulv i en moske over en nedslidt Netto-butik i Aalborg. 11 år senere var jeg æresgæst på en konference for de 300 mest betydningsfulde islamister i verden. Jeg var på en rejse fra bund til top i et intolerant og fordomsfuldt miljø, hvor jeg selv endte som stjerne på grund af min evne til at sætte verden i brand. Men undervejs så og hørte jeg ting, som førte til, at jeg i dag afskyr den verden, jeg engang var så varm en fortaler for. Jeg så fordrejelser, magtmisbrug, dobbeltspil og råddenskab, som kløgtigt blev forsøgt skjult og pakket ind i floskler om Guds vilje og det gode menneskes liv. Jeg så, hvordan få mennesker kontrollerede store masser med religionens pisk og gyldne løfter. Og jeg så, hvordan det langsomt, men sikkert gjorde stor skade på det land og den frihed, jeg i dag er kommet til at elske så højt. Derfor har jeg besluttet mig for at tage kampen op. Ikke mod islam og muslimer i det hele taget, men mod islamisterne, som påberåber sig monopol på sandheden, betragter andre som undermennesker og systematisk forsøger at lægge nye generationer i troens lænker. Jeg vil afsløre deres tanker og metoder og tvinge dem til at bekende kulør. Mine gamle allierede vil sige, at jeg lyver. Andre at jeg maler med for brede pensler, og at min maling er for sort. Alligevel håber jeg, at især I, der står ved islamismens forgyldte fordør, vil lytte til, hvad jeg har at sige. For virkeligheden bag døren er både grum og mørk. Jeg ved det, for jeg har stået på den anden side. Og jeg har selv åbnet døren og budt indenfor, når mennesker som I bankede på. Alt sammen i Allahs navn. Dette er min historie. 18

akkari_min_afsked_final.indd 18

11/03/14 11.18


DEL 1

19

akkari_min_afsked_final.indd 19

11/03/14 11.18


20

akkari_min_afsked_final.indd 20

11/03/14 11.18


1

Spirende tanker Et menneske er et produkt af egne tanker. Hvad det tænker, bliver det. — Mahatma Gandhi

Jeg var blot 16 år, da jeg første gang mødte islamismen. Det var gryende forår i 1995. Jeg boede sammen med mine forældre og fire yngre søskende under minimale forhold på et asylcenter på Kastetvej i Aalborg. Centret var en rødstensbygning fra århundredeskiftet i fire etager med tilhørende katolsk kirke. Inden Røde Kors tog over, havde bygningen været brugt til hospital og tuberkulosesanatorium, og man var ikke i tvivl om, at mange af rummene i sin tid havde været ensengsstuer. Når vi alle syv var hjemme, føltes vores ene værelse nærmest klaustrofobisk. Det var helt andre forhold end dem, vi i sin tid havde forladt i Libanon, da borgerkrigen rasede. Vi havde været en relativt velhavende familie med eget hus tæt på Middelhavet i den nordlige del af landet, og jeg havde aldrig manglet noget. Af samme grund nød jeg de timer, jeg kunne være væk fra asylcentret. Jeg havde hurtigt taget det danske sprog til mig, og derfor fik jeg til min store glæde lov til at følge undervisningen i en dansk folkeskole i centrum af Aalborg. Jeg gik i 9. klasse, og det var efter en helt almindelig dag på skolen, at jeg pludselig så min far tale med en lille gruppe mænd, jeg aldrig havde set før. De var tre eller fire, alle iført hvide kalotter og det, jeg dengang omtalte som lange hvide kjoler. Samtidig havde de alle velvoksne grå og sorte fuldskæg. »Ahmed!« forsøgte en af dem, da jeg nærmede mig. De stod få meter fra indgangen til asylcentret, men i stedet for at standse op, fortsatte jeg ret forbi dem og ind på værelset, hvor en smal seng var mit eneste private frirum. De virkede mærkelige, og jeg skulle ikke have noget klinket, tænkte jeg. Som så mange andre 21

akkari_min_afsked_final.indd 21

11/03/14 11.18


teenagere var jeg i perioder svært tilnærmelig og havde min helt egen definition af god opførsel. »Hvad ville de?« spurgte jeg min far i en stødt tone, da han senere kom ind fra gaden. »De ville tale om islam. De syntes, vi skulle komme i moskeen,« forklarede han kort. »Jeg forstår ikke, hvorfor du overhovedet bruger tid på de mennesker,« fnøs jeg. Religion havde aldrig spillet nogen rolle i familiens liv. Derfor betragtede jeg alle repræsentanter fra troens verden med stor skepsis. Min far gjorde det samme, men han havde andre og bedre manerer end mig. Han er et socialt og imødekommende menneske, og derfor ville han ikke afvise de fremmede gæster uden først at høre, hvad de havde at sige. De hvide kjortler, det lange skæg og den fremmedartede fremtoning hos disse mænd frastødte mig. Min omgangskreds i skolen var dansk, og jeg var optaget af at passe ind i danske fællesskaber med alt, hvad det indebar. Måske var det derfor, det i sidste ende var en mere vestligt udseende missionær, der lykkedes, hvor de langskæggede mænd fejlede.

I nærheden af asylcentret boede en mand af libanesisk afstamning, som var blevet dansk gift og klarede sig godt i samfundet. Han var midt i 30’erne, velsoigneret uden skæg, pæn i tøjet, aktiv i det lokale sports- og fritidsliv og altid flink og let at tale med. Jeg tror, mine forældre betragtede ham som et godt forbillede for mig og mine søskende. I hvert fald tog de os jævnligt med på besøg i hans og konens hjem, og efterhånden blev et nært venskab opbygget. Jeg blev taget med til sport, og stille og roligt begyndte han og jeg at bruge stadig mere tid på egen hånd. »Vil du ikke med hen i moskeen og se, hvad der foregår?« foreslog han en dag, hvor vi igen havde været alene af sted. »Vi tager derned, når der er fredagsbøn. Det er super hyggeligt,« lokkede han. 22

akkari_min_afsked_final.indd 22

11/03/14 11.18


Jeg afviste. Jeg nærede stadig en dyb skepsis over for hele den fremmede religiøse verden. Men i modsætning til mændene i de hvide kjortler gav min nye ven ikke op. Han kendte mig, og derfor fandt han hurtigt en vej ind i mit sind. Jeg elskede at debattere, og jeg kunne tage alle spørgsmål op. Sport, politik og samfundsforhold var nogle af mine yndlingsemner. Men fra den dag, hvor jeg afviste invitationen til moskeen, blev mine samtaler med min cirka 20 år ældre ven langsomt drejet i en anden retning. Vi snakkede om meningen med livet og om godt og ondt. Det kunne trække ud i timer, og jeg slugte hvert minut. Det var større og vigtigere emner end noget andet, jeg før havde diskuteret. Det var i de stunder, ideen om en Gud og en højere sandhed for første gang fandt vej til mine ører og lagrede sig som et fascinerende frø bagerst i hovedet. Der skulle kun gå få uger, før frøet fik fornyet næring og begyndte at spire. En dag, jeg var bearbejdet grundigt nok, inviterede min libanesiske ven mig atter med i den lokale moske. Denne gang var jeg mindre afvisende, for hele den religiøse verden forekom knap så skræmmende, nu hvor jeg havde fået den præsenteret af en mand, jeg på mange måder beundrede. Til sidst sagde jeg modstræbende ja tak. Selve moskeen var en oplevelse for sig. Den lå over et nedslidt lavprissupermarked i Danmarksgade i centrum af Aalborg. »Ghetto-Netto« kaldte en del lokale forretningen, som var et yndet indkøbssted for mange af de samme mørklødede mennesker, som kom i moskeen. Fra gaden var det eneste, der afslørede det muslimske bedested, et irret messingskilt på en trædør, hvor det meste af lakken for længst var slidt af. »Kultural Forening for Børn og Unge« stod der med påklistrede sorte bogstaver. Selv jeg, der gik i 9. klasse, stavede bedre på dansk, tænkte jeg, da jeg tog i det matte håndtag. Bag den ramponerede gadedør gemte der sig en halvmørk opgang, som efter en håndfuld trin afslørede et stort åbent lokale. 23

akkari_min_afsked_final.indd 23

11/03/14 11.18


Bederummet var måske 100 kvadratmeter, og selvom de lysegrå gardiner var trukket for, sneg den blege forårssol sig ind gennem en hel række store vinduer mod gaden. Gulvet var dækket med et blødt rødt tæppe fra væg til væg, og det eneste møbel var en prædikestol i mørkt træ i hjørnet. En etage længere oppe fandtes en slags opholdsstue med et lille køkken, et bibliotek med islamisk litteratur og et bederum. Kun her var kvinder velkomne, fik jeg at vide. I alle rum bølgede en krydret duft af moskusrøgelse, som blandede sig med let syntetisk jasmin. Blomsterduften viste sig at stamme fra en særlig håndsprit, som med stor iver blev uddelt til alle gæster. Jeg vil tro, at cirka 200 mennesker var forsamlet i det store bederum den dag, jeg aflagde mit første besøg. De fleste stod eller sad på gulvet i små grupper og snakkede lavmælt. I disse år kom der mange flygtninge til Danmark, og de fleste nationaliteter syntes at være samlet på netop dette sted denne fredag. Der var irakere, kurdere, syrere, palæstinensere, libanesere, afghanere og især somaliere. Mange var iført traditionelle klæder fra deres hjemegn. Mændene i de hvide kjortler var der også. Forskellige dialekter summede i luften, men hovedsproget var arabisk. Jeg brød mig ikke om det. Da bønnen gik i gang, satte jeg mig op ad bagvæggen under en knagerække med tykke vinterjakker og betragtede sceneriet. Noget af det, jeg husker tydeligst, er, at den algeriske mand, der prædikede, dirrede og svedte, som han stod der foran den forventningsfulde forsamling. Han var usikker, det var meget tydeligt. »Hvis det var dig, der stod sådan, ville du klare det meget bedre. Du kunne holde en langt bedre tale, hvis bare du gad,« sagde jeg til mig selv med en lille hovedrysten. Mit førstehåndsindtryk af den islamiske verden var negativt, og det blev ikke bedre, efterhånden som bønnen skred frem. Det ændrede sig dog, da de faste ritualer var overstået, og stemningen blev anderledes uformel. »Hej, Ahmed, godt at se dig. Hvordan har du det?« lød det fra flere sider. Folk, jeg ikke tidligere havde set, kom hen til mig og hilste og 24

akkari_min_afsked_final.indd 24

11/03/14 11.18


spurgte interesseret til min hverdag, nærmest som kendte vi hinanden. Andre præsenterede sig og ville vide, hvem jeg var. Det blev hurtigt tydeligt, at der var et særligt fællesskab i denne verden, og selvom jeg øjensynligt var den yngste tilstedeværende – med mindst ti år – blev jeg med det samme inviteret indenfor. Det var en rar og varm følelse. Alligevel gik der nogen tid, før jeg satte mine ben i moskeen igen. Jeg var skeptisk over for det, jeg havde set og hørt, men min libanesiske ven var insisterende. Han og konen mødtes fortsat med mine forældre og spiste middage og drak the, mens han og jeg tog på løbeture alene og dyrkede andre former for sport. Imens sørgede han for at tage de store snakke om den tvivl, der lå som en sund barriere i mit sind. »Du skal bare opleve det religiøse fællesskab. Så vil du komme til at forstå,« prøvede han. Men hvor min ven så ro og fællesskab, så jeg bomber og menneskelige tragedier. »Det er jo sådan nogle mennesker, der sprænger sig selv og andre i luften i selvmordsaktioner. Hvordan kan du så sige, at det er godt? Hvis det var så godt, ville de da ikke slå både sig selv og alle mulige uskyldige ihjel,« protesterede jeg. I min danske skole havde jeg lært, at krige udkæmpet i Guds navn gennem tiderne havde dræbt flere mennesker end alle andre krige tilsammen. Den sætning ville ganske enkelt ikke forlade mit hoved. »Islam repræsenterer freden og roen med sig selv,« husker jeg, at min løbemakker svarede. Vi havde lange og heftige diskussioner om disse emner, men jeg følte aldrig rigtig, jeg fik svar på mine mange kritiske spørgsmål, måske fordi der ikke fandtes sådanne svar. Min sunde fornuft strittede imod. Alligevel sagde jeg flere uger senere ja til at aflægge moskeen med de mange fremmede indtryk endnu et besøg. Jeg nød at komme lidt væk fra de snævre rammer i asylcentret, og nærmest som en kommende stofmisbruger tænkte jeg ved mig selv, at en enkelt gang mere jo næppe kunne skade. 25

akkari_min_afsked_final.indd 25

11/03/14 11.18


Denne gang mødte vi op til et aftenarrangement med spisning på moskeens regning. Jeg fik serveret en tallerken med dampende lækkerier, og gang på gang fyldte smilende voksne mit glas med friskpresset juice. Det var tydeligt, at nogle af disse mennesker var særligt dygtige til at få nye til at føle sig velkomne, og jeg indrømmer blankt, at det virkede. Jeg mærkede igen det stærke fællesskab og begyndte langsomt at tænke, at de mennesker, jeg ellers havde afskyet, jo egentlig var søde og rare. Følelsen fik dog et lille skår, da en velkendt stemme pludselig brød ind og præsenterede mig for et hjørne af det, der grundlæggende definerer islamismen: de strenge religiøse regler. »Du skal ikke have det der om halsen,« lød det. Stemmen tilhørte imamen, som nogle uger tidligere havde stået svedende og rystende foran den opmærksomt lyttende forsamling ved fredagsbønnen. Nu stod han over for mig og pegede direkte på en blank kæde om min hals. Nederst hang et halvt hjerte af nypudset sølv. Siden mit første besøg i moskeen var jeg blevet forelsket i en jævnaldrende kristen arabisk pige på asylcenteret, og hende havde jeg foræret den anden halvdel, stærkt inspireret af de film og romantiske fortællinger, jeg også var optaget af i denne alder. »Det er ikke godt at smykke sig med guld og sølv. Det er imod Guds vilje,« forklarede imamen irettesættende. Jeg var nu ligeglad. Kæden havde været dyr, den var min, og pigen med den matchende del skulle snart blive det samme, håbede jeg. Alt det og meget mere skulle dog snart begynde at ændre sig. Havde jeg dengang vidst, hvor stor indflydelse de religiøse regler ville få på mit liv, havde jeg lige dér rejst mig fra bordet og var flygtet uden nogensinde at kigge mig tilbage. Men trods optrinnet med halskæden gik jeg glad fra arrangementet i moskeen. Der var mindre end halvanden kilometer fra adressen i Danmarksgade til asylcentret på Kastetvej. Jeg tilbagelagde turen til fods, mens forårsnatten langsomt sænkede sig over Aalborg.

26

akkari_min_afsked_final.indd 26

11/03/14 11.18


Efter mit aftenmøde i moskeen begyndte nogle af de særligt flinke derfra at opsøge mig i asylcentret. Nogle gange var de der allerede, når jeg kom hjem fra skole, andre gange dukkede de op på gangene i løbet af eftermiddagen. »Hej, Ahmed. Vi vil bare lige se, hvordan du har det,« indledte de typisk det, der snart udviklede sig til små samtaler om islam og den rette vej i livet. Dengang oplevede jeg det blot som et tegn på venlighed og oprigtig interesse, men i dag kan jeg se, hvor dygtigt og systematisk disse mennesker sørgede for at fastholde og udbygge min spæde forbindelse til islamismens sort-hvide verden. Jeg var allerede godt på vej til at blive hvervet. Mine forældre talte aldrig med disse missionærer, men de så, hvad der foregik, og især min far brød sig ikke om det. Han havde altid ladet det være op til mine søskende og mig at gøre vores egne erfaringer, men nu følte han sig alligevel kaldet til at advare. »Du skal passe på de mennesker,« formanede han. I den situationen var min far desværre omtrent den sidste, jeg lyttede til. Jeg var teenager, på godt og ondt. Invitationerne til arrangementerne i moskeen blev hurtigt flere, og pludselig var de velduftende lokaler i Danmarksgade blevet et sted, jeg kom fast. Min mentale barriere var smuldret bid for bid, og overgangen var så glidende, at jeg ikke tænkte over den, før jeg en dag savnede fællesskabet på vej hjem fra skole. Bag den afskallede brune trædør var et sted, hvor jeg blev taget ubetinget positivt imod. Samtidig var moskeen blevet et sted, hvor jeg anede svar på nogle af de uløselige eksistentielle spørgsmål, mange unge mennesker før eller siden stiller sig selv. Hvorfor var jeg her? Hvad skulle jeg med livet? Som 16-årig var jeg i fuld gang med mit eget lille oprør mod mine forældre. Jeg stod med et ben forankret i Mellemøstens normer og traditioner og et andet godt på vej ind i en tillokkende, frigjort dansk ungdomskultur med kærlighed, livsglæde og frisind. Jeg havde længe vaklet fra det ene ben til det andet i et forsøg på at holde balancen, og nu var jeg bare træt. Jeg sov halve dage væk, og 27

akkari_min_afsked_final.indd 27

11/03/14 11.18


ofte følte jeg mig nedtrykt, fordi jeg ikke for alvor vidste, hvor jeg hørte til, og hvor jeg skulle hen. Jeg manglede at finde mit eget ståsted i livet, og lige her, mens jeg var allermest åben og sårbar, trådte moskeen og de ‘gode’ mennesker i Danmarksgade til. De gav mig et svar, og svaret var islamismen. »Mennesket er til for at tjene Gud. Følger du blot hans anvisninger skrevet i den hellige bog, vil han vise dig den ene sande vej til lykken og skænke dig en plads i Paradiset, når tiden kommer,« lød budskabet. Jeg fik fortalt historier om fred, fromhed, sandhed, lighed, afholdenhed, broderskab og næstekærlighed garneret med historiske eksempler på islamistiske succeser og forbilleder. Det var en næsten utopisk, tillokkende og god verden, der lå et sted langt fra min egen frustrerende hverdag. For at nå dertil skulle jeg blot følge en sti brolagt med simple leveregler og love. Lod jeg dem være min ledesnor og mit fundament i tilværelsen, ville Gud fremover bære mig frem, blev jeg lovet. Så ville jeg blive et godt menneske, finde lykken og yde mit bidrag til et bedre samfund. Trådte jeg ved siden af stien, ville jeg til gengæld være fortabt, lød det. Det blev ikke fremsat som en trussel mod mig, men som en generel karakteristik af de stakkels vantro, der ikke kunne se Guds lys. For dem var der kun Helvede og den evige straf. Det var som at lytte til et klaver, hvor der udelukkende blev spillet på de yderste tangenter. Der var lyse løfter og mørke trusler uden mellemtoner, men langsomt begyndte min fod at vippe i takt til musikken, og inden jeg havde set mig om, dansede jeg efter islamismens noder. Påvirkningen var uhyggeligt effektiv. Ikke mindst på grund af min alder og min splittelse mellem to kulturer. Her stod jeg – 16 år gammel, naiv, søgende og forvirret og fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Det hele stod i Koranen, og det var fatalt at fravige, fik jeg indskærpet. Det forekom pludselig som en enkel, men samtidig forunderligt rigtig løsning. Kiggede jeg mig omkring i moskeen, så jeg udelukkende mennesker, som syntes at kæmpe for det gode og som samtidig havde alt det, jeg savnede mest i livet: en forklaring på alt det uforståelige 28

akkari_min_afsked_final.indd 28

11/03/14 11.18


og en fælles overbevisning om, at netop de var på rette vej. De var stærke, og de virkede oprigtige. Derfor trådte jeg midt i foråret 1995 ind ad islamismens gyldne dør, som så behændigt var blevet åbnet for mig. Jeg ville vide mere, og jeg ville være præcis som de mænd, jeg var kommet til at beundre. Jeg drog ud på en mission lykkeligt uvidende om den mørke virkelighed, der gemte sig bag de hvide klæder. Det mest synlige bevis på, at frøene bagerst i mit sind nu var spiret til voksende religiøse tanker, kom, da jeg en dag i maj 1995 tog kæden med sølvhjertet af og lagde den i en skuffe. Pigen på asylcentret skulle alligevel ikke være min. Det var det rigtige at gøre, fortalte de ældre, ofte langskæggede mænd i moskeen. Nu var jeg en af dem, og dermed måtte jeg overholde deres regler.

Det første, jeg og andre nytilkomne i moskeen blev opfordret til, var at lære ritualerne, og af dem var bønnen det vigtigste. »Vi beder i fællesskab fem gange om dagen, og det er vigtigt, at du kommer så ofte, du overhovedet kan,« blev det indskærpet. Jeg havde endnu ingen anelse om, hvad man skulle sige og gøre under en muslimsk bøn, men til alle sider stod ældre og mere erfarne bedende klar med råd og hjælp. »Først skal du rense dig, så du er beredt til at modtage Guds ord,« instruerede en mand, jeg havde set flere gange under mine tidligere besøg. Jeg lærte, hvordan jeg først skulle vaske hænder og håndled og derefter munden, næseborene, ansigtet, armene, håret, ørerne, fødderne, og anklerne. Hver kropsdel skulle renses tre gange fra højre mod venstre, og det skulle ske i præcis den rækkefølge og på den måde, jeg fik beskrevet. Først da var ritualet komplet og jeg præsentabel og værdig til mødet med Gud. Næste skridt var recitationen af Koranen. Det var vigtigt at lære så mange passager som muligt udenad for at kunne gentage dem under bønnen, fik jeg at vide. Heller ikke her var formen ligegyldig. Koranen var nærmest som en sangbog, lærte jeg. Trykket på de 29

akkari_min_afsked_final.indd 29

11/03/14 11.18


enkelte ord skulle lægges bestemte steder, og kun visse dele af de hellige tekster måtte gentages højt. Der var meget at lære, og ofte tilbød de ældre og belæste mænd små lektioner. Jeg og flere andre sad i cirkler på det bløde, røde gulvtæppe og lyttede intenst til ordene, der strømmede fra mændene i midten. Noget af undervisningen var ren monolog, andet blev arrangeret som små konkurrencer, hvor der eksempelvis blev dystet i at recitere de længste og sværeste passager fra Koranen uden fejl. De, der klarede sig bedst, var længst på rejsen mod det gode islamistiske liv. Derfor blev de behandlet med en helt særlig respekt. Der var prestige og status i viden, og derfor blev der terpet intenst. Langsomt gik det op for mig, at de religiøse ‘undervisere’ tilhørte en inderkreds på cirka 80 personer, som stort set dagligt kom i moskeen og ofte blev i mange timer. Somalierne og araberne var de dominerende. Kulturel Forening for Børn og Unge var deres forening, og derfor lagde de linjen for, hvad der fik lov at foregå i de store, åbne lokaler. De 10 vigtigste af disse mænd holdt ofte til bag en grøn dør til det, der egentlig var et lille køkken, men nu var omdannet til kontor med talrige ringbind. De var toppen – dem, der besatte bestyrelsesposterne på skift. Som 16-årig kunne jeg ikke se forskel på de forskellige retninger inden for islam, men i dag ved jeg, at somalierne i moskeen bekendte sig til en særligt fornuftskritisk og ortodoks gren af troen, som de lærde betegner som hanbalisme, opkaldt efter den arabiske teolog Ahmad Ibn Hanbal, der levede for næsten 1.200 år siden. De øvrige grupper i moskeen praktiserede andre retninger, som oftest var lige så strenge, men kunne være forskellige på enkelte punkter. På ét punkt var alle dog rørende enige: Vejen til det gode liv var brolagt med ubrydelige regler og love. For mig begyndte alt derfor snart at handle om, hvad mennesker måtte og ikke måtte ifølge Gud. »Jo bedre du er til at følge Allahs bud, jo bedre vil dit liv blive, Ahmed,« lød mantraet gang på gang, når jeg besøgte moskeen i Danmarksgade. Og da jeg allerede havde slugt den spirituelle ecstasypille brygget på gyldne løfter, var det bare at fylde på. Jeg kom efterhånden 30

akkari_min_afsked_final.indd 30

11/03/14 11.18


i moskeen hver dag, også i weekenden, og min kritiske sans var så godt som forsvundet til fordel for behovet for at leve op til forventningerne i det religiøse fællesskab. Jeg var åben for alle påvirkninger. Alle regler, der blev præsenteret som Guds vilje, måtte være rigtige.

Islamister betragter Koranen som Guds ufiltrerede ord og anser derfor hver eneste sætning som en gyldig og hellig lov. Dertil kommer den såkaldte Sunna, som er en samling af tekster om alt, hvad budbringeren, profeten Muhammed, har sagt og gjort. Muhammed anses som et menneske, der var særligt udvalgt og fejlfri i Guds øjne, og derfor bliver også hans ord og handlinger behandlet som indiskutable love og eksempler til efterfølgelse for enhver, der vil betragtes som en god muslim. Sammenlagt betegnes alle disse regler som Sharia, hvilket direkte oversat betyder den vej, som Gud har anvist. Vejen til det gode liv. Mængden af informationer i disse forhistoriske tekster er enorm, og derfor væltede vejledninger, indprentninger, regler, ordrer, forbud og korrektioner snart ind i et tempo, som var svært at kapere for en 16-årig. Jeg var i fuld gang med eksamen i 9. klasse og måtte kæmpe det bedste, jeg kunne, for også at følge denne nye uddannelse i livets svære kunst. Min første store prøvelse kom, da jeg på tærsklen til sommeren skulle sige farvel til den danske folkeskole. Alle mine eksamener var overstået med resultater, der svingede fra tilfredsstillende til flot, og mine forældre og søskende var derfor stolte og forventningsfulde, da de sammen med de mange danske familier satte sig til rette på lange stolerækker i Sønderbroskolens gymnastiksal. For enden af rummet stod skoleleder Karen-Grethe Lodberg ved en talerstol af lyst træ. I hånden havde hun de officielle blå og hvide stykker papir, som jeg og mine mange klassekammerater havde kæmpet for, i hvad der virkede som umindelige tider. Ét for ét blev navnene på mine kammerater i 9.-klasserne råbt op, 31

akkari_min_afsked_final.indd 31

11/03/14 11.18


hvorefter den pågældende elev med rank ryg trådte frem til podiet og modtog et håndtryk og en lykønskning sammen med det eftertragtede eksamensbevis. Hver gang lynede blitzene fra forældrenes kameraer nede i salen, inden klapsalver rungede mellem de høje ribbe-klædte vægge. Jeg iagttog sceneriet med en blanding af spænding og nervøsitet, og især én ting fangede min opmærksomhed: håndtrykket. Jeg respekterede Karen-Grethe Lodberg, men samtidig var hun kvinde, og derfor kunne jeg umuligt give hende min hånd. Det fremgik utvetydigt af de regler, jeg havde terpet i moskeen »Ahmed Akkari!« lød det pludselig fra gymnastiksalens højttaler. Jeg blev revet ud af mine overvejelser og gik resolut frem mod podiet, hvor skolelederen ventede. Hun smilede, kiggede mig i øjnene og rakte hånden frem. Men jeg havde truffet min beslutning. Jeg tog pænt imod eksamensbeviset, men holdt ellers armene ned langs siden. Forvirringen var tydelig i hendes blik, og hele situationen var frygtelig akavet. Nede i forsamlingen kunne jeg se, at mine forældre nærmest krympede sig af skam. Der var ingen, der rejste sig og tog billeder af mig, og stilheden inden de obligatoriske klapsalver virkede i situationen uendelig. Da jeg igen satte mig til rette på stolen, havde jeg bragt både mig selv, min klasselærer, skolelederen, mine kammerater og min familie i forlegenhed. I dag skammer jeg mig over det, men den dag følte jeg, at jeg handlede som en helt. Jeg og ingen anden fulgte Guds ord, og derfor var jeg bedre end alle andre i lokalet. Sådan tænkte jeg, mens jeg for sidste gang forlod Sønderbroskolen med et hav af undrende og mistroiske blikke i ryggen. Der var kun gået tre måneder, fra jeg første gang satte mine ben i en moske, til jeg nu stod på gaden i Aalborg som nyudklækket islamist. Jeg havde sluppet min sunde fornuft og overgivet mig til indoktrineringen og tanken om, at kun jeg og andre, der overholdt de strenge religiøse regler, var gode og værdige mennesker. Jeg ved, det kan være svært at begribe, at så grundlæggende en påvirkning kunne ske på så kort tid. Når jeg ser tilbage, har jeg også 32

akkari_min_afsked_final.indd 32

11/03/14 11.18


selv svært ved at forstå det fuldt ud. Det var ikke et rationelt valg truffet på baggrund af saglige argumenter, da jeg endelig overgav mig til troens stramme lænker. Det var snarere en fornemmelse. En form for lykke og afklaret ro over at have fundet et ståsted, en vej i en forvirrende tilværelse og et broderskab, som sagde, at det ville det bedste både for mig og for verden. Der skete det samme for mig, som jeg siden så ske for hundredvis af andre unge. Jeg ved i dag, næsten tyve år efter mit første møde med troen, at de islamistiske foreninger går målrettet efter mennesker, der står i den samme situation, som jeg befandt mig i dengang i 1995. Unge, som er forvirrede og splittede i mødet mellem to kulturer, og som står midt i en personlig udvikling, hvor de skal vælge et sted at høre til. I moskeerne får man serveret et stærkt fællesskab og et færdigt svar på alle de store spørgsmål, man møder gennem livet. Det er rart, når man hverken er sikker på, hvor man kommer fra, eller hvor man skal hen. Det er den følelse af varme, tryghed og opbakning, der får så mange unge til at efterlade den sunde, men besværlige kritiske sans og fornuft og overgive sig til en verden, hvor alt er enkelt, og man selv tilhører det ene udvalgte folk.

33

akkari_min_afsked_final.indd 33

11/03/14 11.18

Min afsked med islam  

Af Ahmed Akkari. Som 16-årig blev flygtningedrengen Ahmed Akkari hvervet af det islamistiske miljø omkring moskeen i Danmarksgade i Aalborg....

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you