Issuu on Google+


Af samme forfatter Sommerdøden


Mons Kallentoft

Midvinterblod Kriminalroman På dansk ved Lilian Kingo

 


Midvinterblod er oversat fra svensk efter „Midvinterblod“ © Mons Kallentoft 2007 Udgivet efter aftale med Nordin Agency Copyright © dansk udgave 2013 by People’sPress, København Omslagsdesign: Rasmus Funder Tryk: Nørhaven A/S, Viborg Printed in Denmark, 2013 ISBN 9788771374810 3. udgave, 1. oplag

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 5

21-JUN-10

Prolog

Östergötland, tirsdag d. 31. januar I mørket I må ikke slå mig. Hører I? Lad mig være i fred. Nej, lad mig komme ind. Æblerne, æbleduften. Jeg kan mærke den. Lad mig ikke stå her i det kolde hvide. Blæsten har skarpslebne nåle, der æder mine hænder, mit ansigt, indtil der ikke er den mindste smule frossen hud, intet kød, intet fedt tilbage på knoglerne, kraniet. Måske kan I ikke mærke, at jeg forsvinder. Og det rager jer måske også langsomt, eller hvad? Ormene kravler rundt på jordgulvet. Jeg kan høre dem. Og musene, hvordan de elsker og bliver vanvittige af varmen, flår hinanden i stykker. Vi burde være døde nu, hvisker de, men du har tændt op i din kamin og holder os i live, vi er dit eneste selskab i kulden. Men det er noget af et selskab, hva’? Har vi nogensinde levet, eller døde vi for længe siden, i et værelse så trangt, at kærligheden ikke fik plads dér? Jeg vikler et fugtigt stykke stof tøj omkring min magre krop, ser ilden brænde gennem brændeovnslågen, mær5


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 6

21-JUN-10

ker røgen brede sig gennem min sorte hule og sive ud til de sovende fyrretræer, granerne, mosset og granitten, isen på søen. Hvor findes varmen? Kun i vandet, der koger. Hvis jeg falder i søvn, vågner jeg så igen? I må ikke slå. Lad mig ikke stå i sneen. Udenfor. Jeg bliver blå, og bagefter hvid, som alt andet. Her kan jeg være alene. Jeg sover nu, og i drømmen vender ordene tilbage: Horeunge, pisseskid, du er ikke ægte, du findes ikke. Men hvad har jeg gjort jer? Sig mig bare det: Hvad har jeg gjort? Hvad skete der? Og hvor kom æbleduften fra den første gang? Æblerne er runde, men de eksploderer, forsvinder i hænderne på mig. Kagekrummer på gulvet under mig. Og jeg ved ikke, hvem hun er, men der svæver en nøgen kvinde over min krop, hun siger: Jeg vil tage mig af dig, for mig eksisterer du, vi er mennesker, vi hører sammen, men så bliver hun hevet væk, taget på min hule bliver vristet op af en sort vind, og derude hører jeg, hvordan noget kravler for at få fat i hendes ben, og hun skriger og bliver stille. Så vender hun tilbage, men hun er en anden nu, den ansigtsløse, jeg har savnet hele mit liv, slap hun væk, slog hun mig, hvem er hun i grunden? Det blinker i indbakken. Den er helt fuld. Udbakken tømt. Jeg kan viske savnet ud. Jeg kan blæse på at trække vejret. Hvis savnet og åndedrættet forsvinder, så kommer følelsen af at høre til. Eller hvad? Jeg er vågnet. Jeg er mange år ældre, men min hule, 6


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 7

21-JUN-10

kulden, vinternatten og skoven er de samme. Jeg må gøre noget. Jeg har allerede gjort det. Der er sket noget. Hvor kommer blodet på mine hænder fra? Og lydene. Hvad er der galt med dem? Man kan slet ikke høre ormene og musene for al den larm. Din stemme. Banken på de sammentømrede planker, som er døren til min hule. Så nu kommer du, I, endelig herhen. Den banken. Drik ikke så meget. Er det jer? Eller de døde? Hvem det så end er derude, så fortæl mig, I kommer med venlighed i sindet. Sig, at I kommer med kærlighed. Lov mig det. Lov mig så meget. Lov.


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 8

21-JUN-10


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 9

21-JUN-10

DEL 1

Den sidstnævnte kærlighed


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 10

21-JUN-10


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 11

21-JUN-10

1 Torsdag den 2. februar Kærligheden og døden er naboer. De har ét og samme ansigt. Et menneske behøver ikke holde op med at trække vejret for at dø, og man behøver ikke trække vejret for at leve. Man kan aldrig sikre sig, hverken med hensyn til døden eller kærligheden. To mennesker mødes. Kærlighed. De elsker. Og de elsker og de elsker, og så, en skønne dag, er det slut på kærligheden, lige så brat, som den engang tilsyneladende opstod, dens vrangvillige kilde kvalt af omstændighederne, ydre eller indre. Eller også fortsætter kærligheden, indtil tiden rinder ud, eller også er den umulig lige fra start, men alligevel uundgåelig. Er den form for kærlighed, den sidstnævnte, mest til besvær? Det er den, tænker Malin Fors samtidig med, at hun står ved køkkenbordet i badekåbe, frisk fra bruseren, og smører en skive grovbrød med den ene hånd, mens hun fører en kop stærk kaffe op til læberne med den anden. Ikea-uret på den hvidmalede væg viser 6.15. Uden for vinduet, i lyset fra gadelamperne, er luften som frosset til is. Kulden indeslutter Skt. Larskirkens grå stenvægge, og lønnens hvide grene ser ud til at have givet op for længe siden: Ikke en nat til med temperaturer under tyve, bræk os hellere af, lad os falde døde til jorden. Hvem kan elske sådan en kulde? 11


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 12

21-JUN-10

Denne her dag, tænker Malin, er ikke skabt for de levende. Linköping er lammet, byens gader hænger slappe på jordens overflade, og duggen på ruderne har gjort husene blinde. Folk orkede ikke engang tage hen til Cloetta Centers arena for at se LHC spille i går aftes, kun et par tusind personer, hvor der ellers altid plejer at være fuldt hus. Gad vide, hvordan Martin klarede den? tænker Malin, hendes kollega Zekes søn, hans egen frembringelse, målscorer på vej mod landsholdet og en professionel hockeykarriere. Selv orker hun ikke at mobilisere den helt store interesse for hockeyholdet, men når man bor i byen, er det umuligt at undgå disse skæbner på isen. Der er stort set ingen mennesker ude. Rejsebureauet på hjørnet af Skt. Larsgatan og Hamngatan håner folk med plakater for rejsemål, det ene mere eksotisk end det andet; solen, strandene, de unaturligt blå himle tilhører en anden, beboelig planet. En alenemor knokler med en tvillingebarnevogn uden for Östgötabanken, børnene er godt pakket ind i sorte poser, usynlige, viljeløse, stærke, og så alligevel uendeligt sårbare. Moren glider på isen under den løse sne, hun snubler, men aser sig fremefter, som om intet andet er muligt. „Fy for dælen for vintrene her i landet.“ Inde i sig selv hører Malin sin fars ord, hvordan han for nogle år siden motiverede sit køb af en treværelses bungalow midt i et af Tenerifes pensionistområder: Playa de la Arena, lige syd for Playa de las Americas. Hvordan har I det nu? tænker Malin. Kaffen varmer i maven.

12


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 13

21-JUN-10

I sover sikkert endnu, og når I vågner, er det til sol og varme. Her, tænker Malin, hersker frosten. Skal jeg vække Tove? Trettenårige kan sove længe, gerne hele døgnet, hvis lejlighed byder sig, og sådan en vinter som denne her ville det være skønt at gå i hi et par måneder, slippe for at gå ud og i stedet vågne udhvilet på den anden side af kuldegraderne. Tove skal have lov til at sove. Hendes lange, ranglede krop skal have hvile. Hendes første time begynder ikke før klokken ni. Malin kan se det for sig. Hvordan hendes datter tvinger sig selv til at stå op klokken halv ni, stavrer ud i badeværelset, tager bad, klæder sig på. Hun sminker sig aldrig. Og så ser Malin, hvordan Tove springer morgenmaden over på trods af alle formaningerne. Måske skulle jeg prøve en ny taktik, tænker Malin: „Morgenmad er skadeligt for dig, Tove. Hvad du end gør, så spis endelig ikke morgenmad.“ Malin drikker den sidste kaffe i koppen. De få gange, Tove står tidligt op, er det for at nå at blive færdig med en af alle de bøger, hun sluger, næsten som en besat, hun har en besynderligt avanceret smag i forhold til sin alder. Jane Austen, tænker Malin. Findes der andre trettenårige, der læser den slags? Men på den anden side. Hun ligner jo ikke rigtigt andre trettenårige, behøver aldrig anstrenge sig for at være den bedste i klassen. Måske ville det være godt, hvis hun blev nødt til at strenge sig an, mødte modstand sådan for alvor? Tiden er gået, og hun vil på arbejde, vil ikke gå glip af den halve time mellem kvart i syv og kvart over, hvor hun næsten altid kan være alene på politistationen og forberede dagen uden at blive forstyrret. 13


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 14

21-JUN-10

I badeværelset tager hun badekåben af. Smider den på det gule vinylgulv. Spejlet på væggen er en anelse bulet, og selvom det trykker hendes e´n halvfjerds meter lange krop en anelse sammen, ser hun slank ud; atletisk og kraftfuld og parat til at møde det lort, hun risikerer at blive overdænget med. Hun har mødt det før, lortet, taget imod det, er vokset og er gået videre. Ikke så dårligt af en treogtrediveårig, tænker Malin, og selvtilliden er der, der er ikke noget, jeg ikke kan klare, og så tvivlen, visheden, jeg er ikke kommet nogen vegne, og da slet ikke videre, og det er min egen skyld, ene og alene min skyld. Kroppen. Hun koncentrerer sig om den. Klapper sig på maven, presser ribbenene udefter, så de små bryster vipper frem, men i det øjeblik, hun ser brystvorterne pege lige fremefter, tager hun sig i det. I stedet bøjer hun sig hurtigt ned og samler badekåben op. Hun føntørrer sin blonde page, lader håret lægge sig over de tydelige, men bløde kindben og blive til et dække over panden over de lige øjenbryn, som hun ved fremhæver hendes kornblomstblå øjne. Malin laver trutmund, ønsker sig større læber, men det ville måske se sært ud sammen med hendes korte, lidt afrundede næse? Inde i soveværelset tager hun sine jeans på, en hvid bluse og en sort strikket rullekravesweater af uld med store masker. I spejlet ude i gangen retter hun på håret, tænker, at man sikkert ikke ser rynkerne ved øjenbrynene. Hun tager sine Caterpillar-støvler på. For hvem ved, hvad der venter hende? Måske skal hun ud i marken. Den tykke, sorte, imiterede dynejakke, som hun købte hos Tornbys i Stadium for ottehundrede femoghalvfjerds kroner, får hende til at føle 14


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 15

21-JUN-10

sig som en gigtplaget månemand med træge og usmidige bevægelser. Har jeg det hele? Mobilen, pungen i lommen. Pistolen. Dette konstante vedhæng. Våbnet hænger stadig over stoleryggen ved den uredte seng. Der er plads til to kroppe på madrassen, og der ville endda også være plads til et mellemrum, en afstand til søvn og ensomhed i nattens allermørkeste timer, men hvordan skal man finde én, man kan holde ud, når man tit ikke engang kan holde sig selv ud? Hun har et foto af Janne ved siden af sengen. Hun plejer at bilde sig selv ind, at det står der for at gøre Tove glad. Plejer hun at overbevise sig selv om. På billedet er Janne solbrændt, og han smiler med munden, men ikke med de blågrønne øjne. Bag ham er himlen klar, og ved siden af vajer en palme forsigtigt i vinden, og bag dens blade kan man ane en jungle. Janne er iført en lyseblå FN-hjelm og en camouflagefarvet bomuldsjakke med de svenske farver på, og han ser ud, som om han skal lige til at vende sig om for at sikre sig, at der ikke kommer et eller andet rovdyr ud fra det tætte bladhang. Rwanda. Kigali. Han har fortalt om, hvordan hunde åd af mennesker, der stadig var i live. Janne tog af sted, tager af sted, er altid taget af sted frivilligt. Det er i hvert fald den officielle version. Til junglen, der er så tæt af mørke, at man kan mærke slagene fra ondskabens hjerte, til blodtilsølede, minerede bjergveje på Balkan, lastbiler med melsække, der buldrer 15


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 16

21-JUN-10

forbi massegrave, der ikke er gravet dybt nok, dårligt skjult af krat og sand. Og frivilligt var det fra begyndelsen, med os. Den korte version: En syttenårig og en tyveårig mødes på et hvilket som helst almindeligt diskotek i en hvilken som helst provinsby. To mennesker uden planer, ens, og så alligevel forskellige, men med en duft og forudanelse, der passer til hinandens. Og efter to år sker der det, som ikke må ske. En tynd gummihinde brister, og barnet begynder at vokse. „Vi er nødt til at få det fjernet.“ „Nej, det er det her, jeg altid har villet.“ De taler forbi hinanden, og så er tiden inde, og datteren fødes, solstrålernes solstråle, og de leger familie. Så går der et par år, og noget forstummer, bliver ikke, som de har tænkt sig, eller ikke tænkt overhovedet, og kroppene får deres egen vilje uden fornuft og forstand. Ingen eksplosion, kun en langsom punktering, der fører langt, langt ud i geografien og endnu længere ind i sjælen. Kærlighedens livegenskab, tænker Malin. Bittersød. Som hun tænkte dengang, efter separationen, da flyttelæsset kørte til Stockholm og politiskolen, da Janne var flygtet til Bosnien: Hvis jeg bliver den bedste til at tilintetgøre det onde, så kommer det gode til mig. Så enkelt kan det vel godt være? Så bliver kærligheden mulig igen. Eller hvad? På vej ud af lejligheden kan Malin mærke pistolen trykke mod brystkassen. Hun åbner forsigtigt døren ind til Toves værelse. Hun kan skelne væggene i mørket, rækkerne af bøger på boghylderne, ane Toves uharmoniske teen16


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 17

21-JUN-10

agekrop under det turkise sengetøj. Tove sover næsten lydløst, det har hun gjort, siden hun var to. Inden da var hendes søvn urolig, hun vågnede flere gange om natten, men derefter virkede det, som om hun forstod, at stilheden og roen var nødvendige, i hvert fald om natten, som om det toårige barn instinktivt vidste, at et menneske indimellem behøver en nat, hvor man ikke skal andet end drømme. Malin forlader lejligheden. Går langsomt ned ad de tre trappeløb til husets indgang. For hvert skridt mærker hun kulden komme nærmere. Der er næsten minusgrader inde i trappeopgangen. Bare bilen nu vil starte. Det er næsten koldt nok til, at benzinen fryser til is. Hun tøver ved døren. Kuldedisen ligger som slør omkring gadelygternes kegler. Hun vil løbe tilbage op ad trappen, gå ind i lejligheden, smide tøjet og kravle ned i sengen igen. Så vender den tilbage, hendes længsel efter politistationen. Nå, op med døren, spæn hen til bilen, fuml med nøglen, åbn døren, kast dig ind, start bilen og kør. Kulden tager kvælertag på hende, da hun kommer ud, hun kan næsten høre, hvordan hårene i næsen knitrer ved hvert eneste åndedræt, og hun kan mærke vandet i øjnene blive tyktflydende af kulde, men hun kan alligevel læse inskriptionen over en af Skt. Larskirkens sidedøre: „Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.“ Hvor er bilen? Den sølvfarvede Volvo årgang 2004 står på sin plads, lige over for Galleri Skt. Lars. Pølsetykke arme. Med besvær får Malin hånden ned i den jakkelomme, hvor hun tror, nøglerne ligger. Ingen nøgler. Næste lomme og så den næste. Fandens. Hun må have glemt 17


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 18

21-JUN-10

dem deroppe. Så kommer hun i tanker om det: De er i lommen i mine jeans. Det værker i de stive fingre, da hun maser dem ned i lommen. Men dér er nøglerne. Gå nu op, din skide dør. Isen har ladet nøglehullet være i fred, og snart sidder Malin bag rattet og bander: Over kulden, over en motor, der bare hoster og nægter at starte. Hun forsøger igen og igen. Men bilen nægter. Malin stiger ud. Tænker: Jeg er nødt til at tage bussen, men hvor går den fra? Satans til kulde, satans til lortebil, og så ringer telefonen. Klohånd om den hidsige plastiktingest. Hun orker ikke kigge efter, hvem det er. „Ja, Malin Fors.“ „Zeke her.“ „Den lortebil, jeg har, vil ikke starte.“ „Tag det roligt, Malin. Tag det roligt. Hør her. Der er sket noget slemt. Jeg fortæller om det, når jeg kommer. Jeg er hos dig om ti minutter.“ Zekes ord synes at svæve i luften. Malin kan høre på hans tonefald, at der er sket noget meget alvorligt, at den koldeste vinter i mands minde lige er blevet et par grader endnu mere ubarmhjertig, at kulden har vist sit sande ansigt.

18


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 19

21-JUN-10

2 Den tyske kormusik dundrer gennem bilen, og Zacharias „Zeke“ Martinsson har et fast greb om rattet, da han kører forbi villakvarteret Hjulbros udkant. Gennem sideruderne kan han skelne de røde og grønne gavle på rummelige rækkehuse. De malede planker er dækket af frost, og træerne, der har nået at vokse sig høje på de lidt over tredive år, siden husene blev bygget, ser afmagrede og udtærede ud i kulden, men alligevel: Hele området virker underligt varmt og hyggeligt, blomstrende. „Lægeghetto,“ tænker Zeke. Sådan kalder man det her i byen. Og området er unægtelig populært blandt lægerne på sygehuset. Lige overfor, på den anden side af Stureforsleden og en parkeringsplads, ligger de hvide, lave lejlighedskomplekser i Ekholmen, hvor der bor et par tusind indvandrere og indfødte svenskere længst nede i hakkeordenen. Malin lød træt, men ikke, som om hun lige var vågnet. Måske har hun sovet dårligt. Måske skulle jeg spørge hende, om der er sket noget særligt? Men nej, lad det være. Hun plejer bare at blive sur, hvis man spørger til, hvordan hun har det. Zeke forsøger at holde tankerne væk fra det, de er på vej hen til. Vil ikke engang vide, hvordan det ser ud. Det kan de tids nok få at se, men fyrene i patruljevognen lød ret rystede, og det kunne også lige passe andet, hvis det virkelig er så slemt, som de sagde. Han er blevet god til det med årene, at forhale det, at udskyde alt det forfærdelige, også selvom det nogle gange går lige ind. Johannelund. Drengeklubbernes fodboldbaner nede ved Stång-åen er helt snedækkede. Dernede spillede Martin med SAAB, 19


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 20

21-JUN-10

inden han besluttede sig for at satse på ishockey for alvor. Jeg har aldrig været meget værd som hockey-far, tænker Zeke, og nu, hvor det begynder at gå rigtig godt for knægten, orker jeg knap nok tage med til kampene. I går aftes var en plage. Også selvom de slog Färjestad med 4-3. Jeg kan ikke, hvor gerne jeg end vil, elske det spil. Dets idiotiske machofacon. Kærlighed, tænker Zeke, enten er den der, eller også er den ikke. Som min egen til korsangen. To aftener om ugen øver de, Da Capo, det kor, han har sunget med i, siden han vovede sig derhen for snart ti år siden. Koncerter måske en gang om måneden, en rejse om året til en eller anden festival. Zeke kan godt lide den fordringsløse omgangsform i koret, alle er ligeglade med, hvad den og den ellers går og laver, de mødes, snakker, og så synger de. Indimellem, når han står sammen med alle de andre, omgivet af sang i et lyst kirkerum, oplever han, at det er muligt rent faktisk at tilhøre noget, være en del af noget, som er større end ens egen ubetydelige person. Som om der i sangen findes en enkelhed og en helt åbenbar glæde, som ikke kan rumme noget ondt. For det gælder om at holde det onde i skak, så godt det kan lade sig gøre. På vej mod ondskaben nu. Så meget er sikkert. Folkungavallen. Næste trin opefter i boldhierarkiet. Fodboldarenaen sat på aftægt, klar til renovering. Linköpings Fodboldforenings kvindehold hører til blandt de bedste i landet, en sammenkøbt samling piger, mange landsholdsspillere, som aldrig har haft held til at forføre byens indbyggere. Og så svømmehallen. De nybyggede huse ved parkeringshuset. Han drejer ind på Hamngatan, forbi Hemköp 20


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 21

21-JUN-10

og Åhléns, og så ser han Malin stå kulderystende uden for hoveddøren. Hvorfor står hun dog ikke inde i trappeopgangen og venter? Hun krummer sig sammen, men virker alligevel på en eller anden måde urokkelig, mens hun slår kuskeslag, hele hendes person ligesom frosset fast til jorden, hendes vished om, at det her er starten på en ny dag, hvor hun skal hellige sig det, hun virkelig egner sig til. Og hun dur til det, Malin, til politiarbejde. Hvis jeg havde gjort noget galt, ville jeg nødig jagtes af hende, tænker Zeke, samtidig med, at han hvisker: „Ja, for fanden, Malin, hvad vil denne dag bringe?“ Kormusikken skruet ned til et minimum. Hundrede hviskende stemmer i bilen. Hvad fortæller et menneskes stemme? tænker Malin. Dens skarphed, dens hæshed, måden, hvorpå den ligesom kvæler ordene på halvvejen? I Zekes stemme er der en hæshed, som ingen anden stemme, Malin har hørt, en fordringsfuld, hvas tone, som forsvinder, når han synger, men som var ekstra tydelig lige før, hvor han fortalte, hvad der er sket: „Det ser åbenbart rædselsfuldt ud,“ sagde han, og det hæse i hans stemme gjorde ordene skarpe. „Det sagde fyrene i patruljevognen, da de ringede ind. Men gør det ikke altid det?“ „Hvad?“ „Ser rædselsfuldt ud?“ Zeke sidder ved siden af hende i Volvoens førersæde og holder blikket stift rettet mod den blanke vej. Øjnene. Vi stoler på dem. Halvfems procent af de indtryk, der danner vores billede af omverdenen, er øjnenes fortjene21


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 22

21-JUN-10

ste. Det, vi ikke kan se, findes ikke. Sådan da. Hvad som helst kan gemmes væk i en garderobe, så er det pist væk. Problemet løst, bare sådan uden videre. „Jo, altid,“ siger Malin. Zeke giver et nik med det kronragede hoved. Sådan som hovedet er placeret på en usædvanligt lang hals, virker det nærmest, som om det ikke hører sammen med hans korte, senede krop. Huden strammer over kindbenene. Malin kan ikke se hans øjne derfra, hvor hun sidder. Men hun stoler på sin erindring om dem. Hun kender de øjne. Ved, at de ligger langt inde i deres huler, at de for det meste er rolige. I deres matte grågrønne farve findes der altid et blankt, næsten evigt lys, som på samme tid er mildt og hårdt. Som femogfyrreårig ejer han en stor del af erfaringens ro, samtidig med at årene på en måde også har gjort ham mere rastløs, uforsonlig, eller som han sagde til hende efter et par øl og snapse for meget til julefrokosten: „Det er os mod dem, Malin. Indimellem, hvor dystert det end lyder, er vi nødt til at benytte os af deres metoder. Det er det eneste sprog, en bestemt type mænd for alvor forstår.“ Han sagde det uden bitterhed eller tilfredshed, det var bare en konstatering. Zekes rastløshed kan ikke ses udenpå, men hun kender den. Hvor må han dog lide under Martins kampe. „ ... et rædselsfuldt syn.“ Det tog elleve minutter, fra det øjeblik Zeke ringede, til han samlede hende op uden for lejligheden. Hans korte konstatering, da hun satte sig ind i bilen, fik hendes krop til at ryste endnu mere, samtidig med at den mod hendes vilje gjorde hende underligt opstemt.

22


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 23

21-JUN-10

Linköping gennem bilruden. Byen glubsk til trods for sin ringe størrelse, fernissen mærkeligt tynd hen over dens historie. Det, der engang var en fabriksby og et handelssted for bønder, blev snart til en universitetsby, størstedelen af fabrikkerne nedlagt, de egnede indbyggere presset ind i uddannelser, ind på højere læreanstalter, på universitetet, og snart rejste landets mest forfængelige by sig på sletten, med landets mest besynderlige indbyggere. Linköping. Byen, der startede sin udvikling i fyrrerne, en usikker akademiker, med en baggrund, der skal fejes ind under tæppet for enhver pris. Et folk, der vil være fint, og som klæder sig i kjole og jakkesæt for at gå i byen og drikke kaffe om lørdagen. Linköping. En udmærket by at blive syg i. Eller endnu bedre, at få brandsår i. På universitetshospitalet har de landets bedste afdeling for brandsår. Malin har været derinde engang, i forbindelse med en sag, hvidklædt fra top til tå. De vågne patienter skreg eller jamrede sig, de bedøvede drømte om at slippe for at vågne op igen. Linköping. Flyenes domæne. Flyindustriens hjemsted. Stålkranerne skriger i luften. Tunnan, Draken, Viggen og JAS. Velstanden spreder sig, og pludselig render der nyrige mennesker rundt i gaderne, deres teknologifirmaer solgt til USA. Og så sletterne og skovene rundt omkring. Hjemsted for alle dem, hvis gener ikke kan klare så bratte forandringer, dem, hvis genetiske koder protesterer, gør modstand. Det umulige i at slå rødder et eller andet sted. 23


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 24

21-JUN-10

Janne. Er du en af dem? Er det vores koder, der ikke bevæger sig i samme takt? Urskovsindianerne. Menneskene i samfund som Ukna, Nykil og Ledberg. Om lørdagen kan man se indianerne i joggingtøj og træsko side om side med lægerne og ingeniørerne og testpiloterne i Ikea. Side om side skal menneskene leve. Men hvis koden protesterer? Hvis næstekærligheden er umulig? I brydningen mellem her og der, fortid og nutid, indenfor og udenfor, fødes volden nogle gange som den eneste mulighed. De kører forbi Skäggetorp. Huse fra tressernes byggeboom, af hvide mursten omkring et øde centrum, i lejlighedskomplekserne bor de, der kommer rigtig langvejs fra. De, der ved, hvordan det føles, når deres uniformerede torturbødler banker på døren om natten, de, der har hørt macheternes hvin gennem luften lige dér, hvor daggryet vækker junglen, de, som endnu ikke er blevet årsag til jubel i Indvandrerstyrelsen. „Skal vi køre over Vreta Kloster eller tage Ledbergsvägen?“ „Jeg er ikke særlig kendt heromkring,“ svarer Malin. „Du bestemmer. Den hurtigste vej.“ „Det er nok ligeud. For resten, hvordan gik kampen i går?“ „Tal ikke om det. De dér røde sæder på stadion er den rene tortur for bløddelene.“ Zeke kører forbi afkørslen til Ledbergsvägen og videre mod Vreta Kloster. Mod øst breder Roxen sig ud. Dækket af is ligner den en malplaceret gletscher, og lige forude, på den anden side af søen, det attraktive boligområde Vreta Kloster, hvor villaerne klynger sig op ad skråningen, der ender i en sivkant ved søen. Sluserne i Götakanalen lige ved si24


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 25

21-JUN-10

den af venter på sommerens fritidssejlere og kanalbåde fyldt med velhavende amerikanske turister. Uret på instrumentbrættet. 07.22. Et rædselsfuldt syn. Hun har lyst til at bede Zeke jokke på speederen, men hun tier stille, lukker øjnene i stedet for. Ved denne tid begynder folk at ankomme til stationen, og normalt ville hun hilse de andre fra Linköpings kriminalpoliti godmorgen fra sin plads ved skrivebordet i det åbne kontorlandskab. Hun ville aflæse deres humør, finde det toneleje, der ville passe netop til i dag. Hun ville enten sige eller tænke: „Godmorgen, Börje Svärd. Du har været oppe og gå med hundene, det bliver aldrig for koldt til at give dine schæfere kærlighed, vel? Der sidder hundehår i dine trøjer, på din jakke, i dit hår, der bliver tyndere og tyndere. Dine hundes gøen er som stemmer for dig. Og hvordan orker du egentlig? Hvordan må det ikke være at se den, man elsker, lide sådan, som din kone må lide hver eneste dag?“ „Godmorgen, Johan Jakobsson. Svært at få børnene i seng i går? Eller er de syge? Der er maveonde i området. Har I været oppe og tørret bræk op hele natten, dig og din kone? Eller fik I lov til at opleve den stille glæde, der følger med børn, der falder i søvn tidligt og i godt humør? Er det din kone, der afleverer dem i dag, og dig, der henter? I kommer til tiden, du kommer altid til tiden, Johan, også selvom den aldrig slår til. Og bekymringen, Johan, den kan jeg se i dine øjne, høre i din stemme, den forsvinder aldrig, jeg ved, hvad den betyder, for jeg har den også selv i mig.“ „Godmorgen, chef. Hvordan har Sven Sjöman det i 25


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 26

21-JUN-10

dag? Pas du hellere på. Den vom dér er alt for stor, på den helt forkerte måde. Hjertestop-vom, som lægerne på universitetshospitalet kalder det. Enkevom, som de smågriner i kantinen på intensivafdelingen inden bypass-operationerne. Lad være med at se så ansporende på mig, Sven, du ved jo godt, jeg altid forsøger at gøre mit bedste. Træd varsomt. Jeg har brug for alle, der tror på mig, for hvor let er det ikke at tvivle, også selvom ens drivkraft er langt større, end man egentlig er klar over. Og så hans ord. De gode råd. „Du har talent for det her, Malin. Stort talent, pas godt på det. Der findes mange former for talent i denne verden, men talent, der bliver udnyttet, er der mangel på. Gør noget ved det, der ligger lige for, men du skal ikke kun stole på dine øjne, stol på din intuition, Malin. Stol på din intuition. En efterforskning består af en masse stemmer, den slags, som du kan høre og ikke høre. Vores egne og andres. Det gælder om at lytte til de lydløse stemmer, Malin. Det er dér, sandheden gemmer sig.“ „Godmorgen, Karim Akbar. Du er vel klar over, at også landets yngste og mest mediemindede politichef er nødt til at stå på god fod med os håndværkere? Du glider gennem rummet i dine velpressede, skinnende italienske jakkesæt, og det er altid umuligt at vide, hvor du er på vej hen. Du snakker aldrig om dit Skäggetorp, om husene med facadebeklædning af orange blikplader i Nacksta i Sundsvall, hvor du voksede op med en enlig mor og seks søskende, efter at I var flyttet fra det tyrkiske Kurdistan, og din far tog sit eget liv i fortvivlelse over ikke at kunne finde en ordentlig plads i det nye land.“ „Hvad sidder du og tænker på, Malin? Du ser ud til at være langt væk.“ Zekes ord er som et piskesmæld nu, og Malin bliver 26


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 27

21-JUN-10

rykket ud af sin hilseleg, tilbage til bilen, tilbage til bevægelsen hen imod det skete, mod den vold, der findes i brydningen, tilbage til det vintergnavede landskab. „Ingenting,“ svarer hun. „Jeg tænkte bare på, hvor varmt og dejligt der må være på stationen lige nu.“ „Du har fået kulden på hjernen, Malin.“ „Hvordan skulle man kunne undgå at få den på hjernen?“ „Stålsæt dig, så forsvinder den.“ „Kulden?“ „Nej, bevidstheden om den.“ De kører forbi Sjöviks frugtplantage. Malin peger ud ad vinduet, hen mod de rimdækkede drivhuse. „Der,“ siger hun, „kan man købe tulipaner om foråret. Tulipaner i alle tænkelige farver.“ „Åhr, for fanden,“ siger Zeke. „Jeg kan næsten ikke vente.“ Patruljevognens tændte lys ser ud som kulørte, blinkende stjerner mod den hvide flade og mod himlen. De nærmer sig langsomt, det virker, som om bilen sluger meter efter meter af kulde, af snedækkede flader, af stedets egnethed for ensomhed. Meter for meter, iskrystal for iskrystal, nærmer de sig deres mål, en kurve, en krumning i atmosfæren, en hændelse, der udspringer af en hændelse, der udspringer af en hændelse, som påkalder sig nuets opmærksomhed. Vinden presser mod forruden. Volvoens hjul skrider hen over vejfladen, der er delvist sneryddet, og måske halvtreds meter fra de spillende lys aftegner der sig en ensom eg mod horisonten, utydelig, gråhvide tentakler bliver til et klatrende giftspind mod den hvide himmel, det fine grenværk et net af minder og forudanelser. Egens tykkeste gren bøjer sig mod jorden, 27


GYLDENDAL - Kallentoft, Midvinterblod Page 28

21-JUN-10

og langsomt giver kulden slip på de slør, der indtil nu har skjult den tunge byrde for Zekes og Malins blikke. En skikkelse uden for patruljevognen. To hoveder i dens bagrude. En grøn Saab er standset brat op nogle meter fremme. Afspærringer rundt om træet, næsten helt ud til vejen. Og så i træet. Det ikke så smukke syn. Noget, øjnene kan tvivle på. Som stemmer kan berette om.

3 På en måde er det rart at hænge heroppe. Udsigten er fin, og min frosne krop vugger behageligt i vinden. Jeg kan lade tankerne vandre, som det passer dem. Der er en fred her, som jeg ikke har oplevet tidligere, og som jeg end ikke vidste fandtes. Min stemme er ny, det samme er mit blik. Måske er jeg nu det menneske, jeg aldrig fik chancen for at blive. Det lysner ude i horisonten, og Östgötasletten er gråhvid og tilsyneladende uendelig, udsigten kun afbrudt af klynger af træer omkring små gårde. Sneen lægger sig i driver over markerne og fladerne, græsmarker blandet med pløjejord, og dernede, langt under mine dinglende fødder, står der en ung mand klædt i gråt termotøj ved en politibil, han kigger uroligt og forventningsfuldt, ja, næsten lettet hen mod den bil, der nærmer sig. Så vender han blikket mod mig, bevogtende ligesom, som om jeg kunne finde på at stikke af. Blodet er stivnet i min krop. Mit blod er stivnet på himlen og stjernerne, og langt ude i de allerfjerneste galakser. Og alligevel er jeg her. Men jeg behøver 28


Midvinterblod