Page 1


JEAN KWOK

Midt imellem

Oversat af Michael Alring


Midt imellem af Jean Kwok Originaltitel: Girl in Translation © 2010, Jean Kwok Udgivet efter aftale med Sane Töregård Agency AB © Dansk udgave: Bazar Forlag Danmark, filial af Forlagshuset Bazar A/S Oversat fra engelsk af Michael Alring Forlagsredaktion: Eva Birklund Omslagsdesign: Lene Stangebye Geving Sats: Ole Arnt Thomsen Tryk og indbinding: TBB Slovakiet 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978-87-7116-009-3 Materialet i denne publikation er omfattet af lov om ophavsret. Uden særskilt aftale med Forlagshuset Bazar A/S, Norge er enhver eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden kun tilladt i den udstrækning, der er lovhjemmel eller tilladelse gennem COPY-DAN, der er godkendt af kulturministeriet som den fællesorganisation, der forvalter ophavsret i Danmark. Udnyttelse i strid med lov eller aftale vil medføre erstatningsansvar eller beslaglæggelse og kan straffes med bøde eller fængsel.


Prolog

Jeg har et talent, en medfødt evne. Ikke for at danse eller spille komedie eller noget andet vidunderligt. Jeg har altid været god i skolen. Alt, hvad der blev undervist i, kunne jeg lære – hurtigt og uden at anstrenge mig særlig meget. Det var, som om skolen var en enorm maskine, og jeg var et tandhjul, der passede perfekt i den. Dermed ikke være sagt, at min uddannelse altid har været en let sag for mig. Da Mor og jeg flyttede til USA, kunne jeg kun nogle få ord engelsk, og i meget lang tid var det en kamp for mig. Ifølge et kinesisk ordsprog er skæbnen en vind, der blæser gennem vort liv: De viljestærke kan trodse stormen og vælge deres egen vej gennem livet, mens de svage må lade sig føre med af vinden. Jeg må sige, at det ikke så meget er vinden, der har drevet mig frem, som mine egne beslutninger, der har trukket mig med. Og hele tiden har jeg længtes efter det, jeg ikke kunne få. Da det lod til, at alt det, jeg nogensinde havde ønsket, endelig var inden for rækkevidde, traf jeg en beslutning, som ændrede kursen for resten af min livsbane. Nu står jeg uden for forretningen med brudeudstyr og kan se den lille pige, der med lukkede øjne sidder ved voksmannequinens fødder, indhyllet i kjolens folder, og jeg tænker: Det er ikke den tilværelse, jeg ønskede for mit barn. Jeg ved, hvordan det vil gå: Det er allerede sådan, at hun tilbringer al sin tid i forretningen, når


hun er færdig i skolen. Nu har hun små opgaver, såsom at sortere perler, men senere vil hun lære at sy i hånden og så på maskine, indtil hun endelig kan overtage noget af broderiarbejdet, og så vil også hun tilbringe sine dage og weekender bøjet over de endeløse stofbaner. Hun vil ikke have tid til at lege med sine venner, der vil ikke være nogen svømmeundervisning, ingen somre ved stranden, ikke meget andet end synålens ubønhørlige rytme. Men så ser vi begge op, da hendes far kommer ind, og efter alle de år og alt det, der er hændt, rører mit hjerte på sig i brystet som et såret dyr. Har jeg nogensinde været så smuk som hun? Der findes næsten ingen billeder af mig som barn. Vi havde ikke råd til et fotografiapparat. Det første billede, der blev taget af mig i USA, var et skolebillede det år, jeg kom til Amerika. Jeg var elleve år. Senere var der et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ville videre, og så rev jeg det billede i stykker. Men i stedet for at smide stumperne ud puttede jeg dem i en kuvert og gemte den væk. For ikke så længe siden stødte jeg på den kuvert. Jeg børstede støvet af og åbnede den og rørte ved stumperne i den. Her var der et øre, der min hage. Min mor havde klippet mig, skævt og for kort, med skilningen langt ovre i højre side og pandehår som en dreng. Ordet PRØVE dækker en stor del af mit ansigt og noget af min blå polyesterskjorte. Vi havde ikke råd til at købe et rigtigt billede, så vi havde gemt det prøvebillede, de sendte hjem til os. Men da jeg lægger stumperne sammen som et puslespil, stirrer mine øjne direkte ind i kameraet, og håbet og ambitionerne ses tydeligt i dem, når man ser nøjere efter. Hvis bare jeg havde vidst.


Et

Betonen var dækket af et lag is, der var ved at smelte. Jeg betragtede opmærksomt mine gummistøvler, så hvordan tæerne gled på isen, og hvordan hælene splintrede den. Is var noget, jeg kun havde kendt som de små stykker i et glas rødbønnedrik. Denne is var vild is, is der trodsede gader og bygninger. “Vi er så heldige, at der er blevet en lejlighed ledig i en af hr. N.s ejendomme,” havde tante Paula sagt, da vi kørte ind i vores nye kvarter. “I bliver selvfølgelig nødt til at sætte den i stand, men det er så dyrt at bo i New York. Den her er meget billig, i betragtning af hvad I får.” Jeg havde svært ved at sidde stille i bilen. Jeg blev ved med at vende og dreje hovedet for at få øje på skyskrabere, men så ingen. Jeg længtes efter at se det New York, jeg havde hørt om i skolen: Min-hat-ton, funklende stormagasiner og først og fremmest den stolte Frihedsgudinde i New Yorks havn. Mens vi kørte, blev motorvejene til usandsynligt brede gader, der strakte sig, så langt øjet rakte. Bygningerne blev mere snavsede, med smadrede ruder og engelske ord sprøjtemalet på murene. Vi drejede et par gange til, kørte forbi folk der stod i en lang kø, selv om det var så tidligt, og så standsede onkel Bob foran en treetages ejendom. I stueetagen havde der været en forretning, men nu var der sat plader for døren og vinduet. Jeg troede, vi 7


skulle hente et eller andet, men så stod alle de andre ud på det isdækkede fortov. Køen begyndte til højre for os ved en dør med et skilt, hvorpå der stod “Socialforsorg”. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var. Næsten alle i køen var sorte. Jeg havde aldrig set sorte mennesker før. Jeg kunne se en af kvinderne meget tydeligt, fordi hun stod langt fremme i køen. Hendes hud var sort som kul, og gyldne perler glimtede i hendes hår, der stod som en sky om hovedet. Trods hendes luvslidte frakke var hun smuk. Nogle mennesker i køen var pænt klædt på, mens andre så afkræftede og uplejede ud, med udtryksløse øjne og fedtet hår. “Lad være med at stirre på dem,” vrissede tante Paula. “De lægger måske mærke til dig.” Jeg vendte mig, og de voksne havde allerede læsset vores få ejendele af og anbragt dem foran den lukkede butik. Vi havde tre stofkufferter, Mors violinkasse, et par store pakker i brunt papir og en kost. Der var en stor, våd plet foran døren. “Hvad er det, Mor?” Hun bukkede sig for at se nærmere på det. “Lad være med at røre ved det,” sagde onkel Bob bag os. “Det er tis.” Vi sprang begge baglæns. Tante Paula lagde en behandsket hånd på vores skuldre. “Tag det bare roligt,” sagde hun, men jeg fandt ikke hendes ansigtsudtryk beroligende. Hun så forlegen ud og en smule pinligt berørt. “De, der boede i jeres lejlighed, er flyttet for nylig, så jeg har ikke kunnet nå at kigge på den, men husk, at hvis der er nogen problemer, så ordner vi dem. I fællesskab. Fordi vi er en familie.” Mor sukkede og lagde sin hånd oven på tante Paulas. “Godt.” “Og jeg har en overraskelse til jer.” Tante Paula gik hen til bilen 8


efter en papkasse med nogle ting: et digitalt vækkeur, nogle lagner og et lille sort-hvidt fjernsyn. “Tak,” sagde Mor. “Ingen årsag,” svarede tante Paula. “Vi må se at komme af sted. Vi kommer for sent på fabrikken.” Jeg hørte dem køre væk, mens Mor kæmpede med nøglerne foran døren. Da hun til sidst fik åbnet den, syntes dens vægt at modstå hende, indtil den endelig svingede op og afslørede en nøgen pære, der lyste som en tand i dens sorte mund. Luften var klam og fyldt med støv. “Mor,” hviskede jeg, “tør vi gå ind?” “Tante Paula ville ikke have sendt os herhen, hvis det var farligt,” sagde hun, men der var en antydning af tvivl i hendes dæmpede stemme. Mor talte sædvanligvis et klart og tydeligt kantonesisk, men hendes landlige rødder kunne høres, når hun var nervøs. “Giv mig kosten.” Mens jeg bar vores ting ind i den smalle opgang, gik Mor op ad trappen, mens hun holdt kosten op foran sig som en kølle. “Bliv her og hold døren åben,” sagde hun. Jeg var klar over, at det var, fordi jeg skulle kunne løbe efter hjælp. Min puls bankede i halsen, da jeg så hende gå op ad trappen, der var af træ. Trinnene var slidt skæve af mange års brug, så de hældede ud mod gelænderet. Jeg var bange for, at et af dem skulle give efter, så hun faldt igennem. Da hun nåede op til den første afsats og gik videre, kunne jeg ikke længere se hende, men kun høre trinnene knirke, et efter et. Jeg kiggede hurtigt på vores bagage for at se, om der var noget, jeg kunne bruge som våben. Jeg ville skrige og løbe op for at hjælpe hende. For mit indre øje så jeg de skrappe fyre i min gamle skole i Hongkong: Tykke Wong og Lange Lam. Hvorfor var jeg ikke lige så stor som dem? Der kom nogle puslende lyde oppefra, så blev en dør åbnet med et klik, og nogle 9


gulvbrædder knirkede. Var det Mor eller en anden? Jeg lyttede anspændt, lyttede efter et gisp eller et bump. Der var kun stilhed. “Kom op,” råbte hun. “Du kan godt lukke døren nu.” Jeg mærkede, hvordan mine ben slappede af, som om der blev lukket luft ud af dem. Jeg løb op ad trappen for at se vores nye lejlighed. “Pas på, du ikke stryger dig op ad noget,” sagde Mor. Jeg stod i køkkenet. Vinden susede ind gennem de to vinduer til højre for mig, og det undrede mig, at Mor havde åbnet dem. Så opdagede jeg, at de stadig var lukket. Men nogle ruder manglede, og mange af de andre var smadrede, så der bare sad beskidte skår tilbage i rammen. Det lille køkkenbord med den store, skrammede porcelænsvask var dækket af et tykt lag støv. Jeg forsøgte at undgå at træde på de døde kakerlakker, der lå alle vegne. De var enorme og havde tykke ben, der kastede skygger på gulvet. Døren til badeværelset var i køkkenet, lige over for komfuret, hvilket selv et barn ved er frygtelig feng shui. Ved vasken og køleskabet manglede et stykke af det mørkegule linoleumsgulv, så man kunne se de skæve gulvbrædder. Væggene var revnede, og nogle steder bulede de ud, som om de havde slugt noget, og andre steder var der faldet store flager af malingen af, så man kunne se gipsen som kød under huden. Der var ingen dør fra køkkenet ind til det eneste andet rum i lejligheden. Da vi gik derind, så jeg ud ad øjenkrogen noget brunt langsomt forsvinde ind i væggene: levende kakerlakker. Der kunne også være mus og rotter i væggene. Jeg tog kosten, som Mor stadig stod med, vendte den og begyndte at dunke skaftet hårdt ned i gulvet. “Ah-Kim,” sagde Mor, “du forstyrrer naboerne.” Jeg holdt op og sagde ikke noget, selv om jeg havde på fornemmelsen, at vi var de eneste beboere i ejendommen. 10


Vinduerne i det rum vendte ud mod gaden, og de manglede ingen ruder og var alle hele. Det gik op for mig, at tante Paula havde fået lavet de vinduer, som andre mennesker kunne se. Selv om rummet var næsten tomt, stank det af gammel sved. I hjørnet lå en dobbeltmadras på gulvet. Den havde blå og grønne striber og var skjoldet. Der var også et lavt sofabord med umage ben, hvor jeg senere kom til at sidde, når jeg lavede lektier, og en kommode, hvis limegrønne maling var skallet af. Det var det hele. Det, tante Paula havde sagt, kunne ikke være sandt, tænkte jeg: Der har ikke boet nogen her i lejligheden i lang tid. Det gik op for mig, hvordan det hang sammen. Hun havde gjort det bevidst: ladet os flytte ind en hverdag i stedet for i weekenden, givet os gaverne i sidste øjeblik. Hun havde sat os af og haft fabrikken som undskyldning for at skynde sig af sted, så hun kunne slippe væk, mens vi stadig takkede hende for hendes venlighed. Tante Paula havde ikke i sinde at hjælpe os. Vi var alene. Jeg lagde armene over kors. “Mor, jeg vil hjem,” sagde jeg. Mor bukkede sig og holdt sin pande mod min. Hun kunne ikke rigtigt få sig selv til at smile, men hendes øjne funklede. “Det skal nok gå. Dig og mig, mor og unge.” Os to som en familie. Men jeg vidste ikke, hvad Mor egentlig mente om det: Mor som tørrede alle skåle og spisepinde af med en serviet, når vi spiste på en restaurant, fordi hun ikke var sikker på, at de var rene nok. Da Mor så lejligheden, må det også have blotlagt noget i hendes forhold til tante Paula, noget nøgent og pulserende under et dække af høflig snak. Den første uge, vi var i USA, havde vi boet hos tante Paula og hendes familie i deres lave, kvadratiske hus på Staten Island. Den aften, vi ankom fra Hongkong, var det koldt udenfor, og varmen i huset føltes tør i min hals. Mor havde ikke set tante Paula, sin 11


storesøster, i tretten år, ikke siden tante Paula forlod Hongkong for at gifte sig med onkel Bob, der var kommet til Amerika som barn. Jeg havde tit hørt om den store fabrik, som onkel Bob var direktør for, og det havde altid undret mig, at sådan en rig mand havde været nødt til at tage tilbage til Hongkong for at finde en kone. Da jeg nu så, hvordan han støttede sig til sin spadserestok, når han gik, forstod jeg, at der var noget galt med hans ben. “Mor, skal vi snart spise?” Min fætter Nelsons kinesisk var usikkert; hans intonation var ikke helt rigtig. Han måtte have fået besked på at tale sproget på grund af os. “Det varer ikke længe. Giv din kusine et kys først. Byd hende velkommen til Amerika,” sagde tante Paula. Hun holdt Godfrey på tre år i hånden og gav Nelson et puf hen mod mig. Nelson var elleve år, ligesom mig, og jeg havde fået at vide, at han ville blive min bedste ven her. Jeg betragtede ham: en tyk dreng med tynde ben. Nelson rullede med øjnene. “Velkommen til Amerika,” sagde han højt til ære for de voksne. Han lænede sig frem og lod, som om han kyssede mig på kinden, mens han dæmpet sagde: “Du ligner en vandrende pind med møg på skoene.” Med andre ord en mager bondeknold. Denne gang var hans intonation perfekt. Jeg sendte Mor et hurtigt blik, men hun havde ikke hørt det. Et øjeblik var jeg målløs over hans dårlige opførsel. Jeg mærkede, at jeg rødmede, men så smilede jeg og lod, som om jeg gengældte hans kys. “Det er bedre end at være en bolle med ben som røgelsespinde,” hviskede jeg. De voksne så til med strålende smil. Vi blev vist rundt. Mor havde fortalt mig, at i vores nye tilværelse i Amerika skulle vi bo hos tante Paula og passe Nelson og Godfrey. Deres hus forekom mig luksuøst med orange væg til væg-tæpper i stedet for de bare betongulve, jeg var vant til. Da jeg fulgte efter de voksne rundt i huset, bemærkede jeg, hvor høj tante 12


Paula var, næsten lige så høj som sin mand. Mor, som var tynd efter sin nylige sygdom, virkede lille og skrøbelig i sammenligning. Men det var svært at tænke meget over det, for jeg havde aldrig før fået lov at gå barfodet, og den prikkende fornemmelse af tæppet var betagende. Tante Paula viste os alle sine møbler og et skab fyldt med linned, men det imponerede mig mest, at der kom varmt vand ud af hanerne. Det havde jeg aldrig før set. I Hongkong var vandet rationeret. Det var altid koldt, og det skulle koges, før man kunne drikke det. Så åbnede tante Paula sine køkkenskabe og viste os de skinnende gryder og bageforme. “Vi har noget meget fin hvid te,” sagde hun stolt. “Bladene folder sig ud og bliver så lange som en finger. Aromaen er meget delikat. I må endelig drikke så meget, I har lyst til. Og her er panderne. Den bedste kvalitet stål, vidunderlige til stegning.” Da Mor og jeg vågnede efter at have sovet i sofaerne, var tante Paula og onkel Bob taget af sted for at aflevere deres børn i skolen og for passe deres arbejde som ledere af tekstilfabrikken, men der lå en besked om, at tante Paula ville komme hjem ved middagstid for at aftale de forskellige ting med os. “Skal vi prøve den specielle hvide te?” spurgte jeg Mor. Mor gjorde en håndbevægelse mod køkkenbordet. Det var tomt, bortset fra en gammel keramikpotte og en æske billig grøn te. “Mit hjertes blomst, tror du, at det er tilfældigt, at de ting står fremme?” Jeg så ned i gulvet, forlegen over min dumhed. Mor fortsatte: “Det er ikke nemt at forstå kinesisk. Visse ting bliver ikke sagt direkte. Men vi må ikke lade os gå på af små ting. Alle har deres fejl.” Hun lagde en hånd på min skulder. Da jeg så 13


op, var hendes ansigt roligt, og hun mente, hvad hun sagde: “Du må aldrig glemme, at vi står i dyb gæld til tante Paula og onkel Bob. Fordi de fik os ud af Hongkong og bragte os her til Amerika, Det Gyldne Bjerg.” Jeg nikkede. Alle mine klassekammerater på min gamle skole havde været åbenlyst misundelige, da de hørte, at vi skulle flytte til USA. Det var vanskeligt at slippe ud af Hongkong, inden Storbritanniens lejemål ophørte i 1997, og området overgik til det kommunistiske Kina i 1997. Dengang var det næsten umuligt at komme væk derfra, medmindre man var en kvinde, som var smuk eller charmerende nok til at blive gift med en af de kinesisk-amerikanske mænd, der vendte tilbage til Hongkong for at finde sig en kone. Det var, hvad tante Paula havde gjort. Og nu havde hun været så venlig at lade os nyde godt af sit held. Da tante Paula kom hjem den første dag, vi var i Amerika, foreslog hun, at Mor og jeg satte os sammen med hende ved bordet i køkkenet. “Nå, Kimberly,” sagde tante Paula og trommede med fingrene på voksdugen. Hun lugtede af parfume, og hun havde en skønhedsplet på overlæben. “Jeg har hørt, at du er en dygtig pige.” Mor smilede og nikkede; jeg havde altid været den bedste i klassen i Hongkong. “Du bliver en stor hjælp for din mor her,” fortsatte tante Paula. “Og jeg er sikker på, at du vil være et godt eksempel for Nelson.” “Nelson er også kvik,” sagde Mor. “Ja, ja, han klarer sig ganske godt i skolen, og hans lærer har sagt til mig, at han bliver en glimrende advokat engang, for han er så god til at argumentere. Men nu vil han virkelig have en grund til at slide i det, ikke? Så han kan holde trit med sin begavede kusine.” “Du sætter smigerens krone på hendes hoved, storesøster! Det 14


bliver ikke nemt for hende her. Ah-Kim kan næsten ikke noget engelsk.” “Ja, det er et problem. Nelsons kinesisk trænger også til at blive bedre – de amerikanskfødte børn! Men lillesøster, du bør bruge hendes amerikanske navn nu: Kimberly. Det er meget vigtigt at have et navn, der er så amerikansk som muligt. Ellers tror man bare, at I lige er kommet ind med bambusekspressen!” Tante Paula lo. “Du er altid så betænksom,” sagde Mor høfligt. “Vi vil begynde at hjælpe dig, så snart vi kan. Skal jeg begynde at undervise Nelson i kinesisk med det samme?” Tante Paula tøvede. “Ja, det var det, jeg ville snakke med dig om. Det er faktisk ikke nødvendigt længere.” Mor hævede øjenbrynene. “Jeg troede, at du ville have, at Nelson skulle blive bedre til kinesisk? Og hvad med at passe lille Godfrey og hente Nelson i skolen? Du sagde, at jeres babysitter var så dyr og tilmed sløset. Bliver du hjemme for selv at passe dem?” Mor vrøvlede i sin forvirring. Jeg ville ønske, at hun bare havde ladet tante Paula snakke. “Nej, nej.” Tante Paula kløede sig på halsen, noget jeg havde set hende gøre før. “Jeg ville ønske, at jeg kunne. Jeg har så meget at gøre med alle mine forpligtelser. Fabrikken, alle hr. N.s bygninger. Det er til at få spat af.” Tante Paula havde allerede ladet os vide, at hun var meget betydningsfuld: Hun administrerede tekstilfabrikken og en række ejendomme for en af onkel Bobs fjerne slægtninge, en forretningsmand i Taiwan som hun kaldte “hr. N.” Mor nikkede. “Du skal passe på dig selv.” Hendes tonefald var spørgende. Jeg spekulerede også på, hvor det førte hen. Tante Paula slog ud med armene. “Alle vil have flere penge, alting skal give overskud. Hver eneste ejendom, hver eneste forsendelse …” Hun så på Mor, og jeg kunne ikke tyde hendes 15


ansigtsudtryk. “Jeg tænkte, at du kunne hjælpe med børnene. Men så har du jo haft dine problemer.” Omkring et år forinden havde Mor fået konstateret tuberkulose, efter at alt det papirarbejde, der var nødvendigt for at få os hertil, var ordnet. Hun havde været nødt til at sluge enorme piller i månedsvis. Jeg huskede, hvordan hun lå i sengen i Hongkong og brændte af feber, men omsider havde penicillinen fået bugt med hosten, og det havde været slut med de blodplettede lommetørklæder. Vores afrejse til Amerika var blevet udsat to gange, før lægerne og immigrationsmyndighederne gav deres tilladelse. “Jeg er helbredt,” sagde Mor. “Selvfølgelig. Det glæder mig sådan, at du er rask igen, lillesøster. Men vi må sikre os, at du ikke får et tilbagefald. Det vil være for meget for dig at skulle passe to aktive drenge som Nelson og Godfrey. Drenge er ikke ligesom piger.” “Jeg er sikker på, at jeg kan klare det,” sagde Mor. Hun sendte mig et hengivent blik. “Der var også krudt i Ah-Kim.” “Det tvivler jeg ikke på. Men vi vil heller ikke risikere, at drengene bliver smittet med noget. De har altid haft et skrøbeligt helbred.” Jeg anstrengte mig for at forstå, hvad der virkelig blev sagt, sådan som Mor var begyndt at lære mig. Af den pinlige tavshed, der fulgte, forstod jeg, at det her ikke drejede sig som sygdom og sundhed. Uvist af hvilken grund var tante Paula ikke tryg ved at lade Mor passe sine børn. Til sidst gjorde Mor en ende på den trykkede stemning. “Vi er i hvert fald taknemlige, fordi du fik os hertil,” sagde hun. “Men vi skal ikke ligge dig til byrde. Jeg må se at finde et arbejde.” Tante Paula slappede af, som om hun var trådt ind i en ny rolle. “I er mine slægtninge!” Hun lo. “Troede I ikke, jeg kunne sørge for jer?” Hun rejste sig, gik hen til mig og lagde en arm min skulder. 16


“Jeg har gjort mig store anstrengelser for at skaffe dig et job på fabrikken. Jeg fyrede endda en arbejder for at skaffe plads til dig. Kan du se? Din storesøster skal nok sørge for dig. Jobbet er lige så nemt som at samle en død kylling op, bare vent og se.” Tante Paula mente, at hun havde skaffet Mor et gode, ligesom en gratis kyllingemiddag. Mor gjorde en synkebevægelse, da hun forstod det. “Jeg vil gøre mit bedste, storesøster, men det bliver aldrig lige, når jeg syr. Jeg vil øve mig.” Tante Paula smilede stadig. “Det kan jeg godt huske!” Hun kastede et hurtigt blik på min hjemmesyede skjorte med dens ujævne, røde pyntesømme. “Jeg lo altid ad de små kjoler, du prøvede at sy. Om du så øver dig i ti tusinde år, bliver du aldrig hurtig nok. Derfor har jeg givet dig arbejdet med at hænge tøj på bøjler og så videre – færdiggørelsen. Det kræver ingen færdigheder, bare hårdt arbejde.” Mors ansigt var blegt, og hendes smil anstrengt, men hun sagde: “Tak, storesøster.” Efter det syntes Mor altid at være fordybet i sine tanker, og hun spillede slet ikke på sin violin, ikke en eneste gang. Et par gange tog tante Paula hende med uden mig, så hun kunne se fabrikken og lære undergrundsbanen at kende. Når Mor og jeg var alene, så vi for det meste fjernsyn i farver, hvilket var spændende, selv om vi ikke kunne forstå, hvad der blev sagt. Engang da vi så en episode af I Love Lucy, slog Mor armene om mig og holdt mig ind til sig, som om hun søgte trøst hos mig, og jeg ønskede mere end nogensinde, at Far var der for at hjælpe. Far døde af et slagtilfælde, da jeg var tre år gammel, og nu havde vi efterladt ham i Hongkong. Jeg kunne overhovedet ikke huske ham, men jeg savnede ham alligevel. Han havde været skoleinspektør på den folkeskole, hvor Mor underviste i musik. Selv om 17


det havde været meningen, at hun skulle gifte sig med en kinesiskamerikaner ligesom tante Paula, og selv om Far havde været seksten år ældre end hende, var de blevet forelskede i hinanden og havde giftet sig. Far, tænkte jeg, Far. Der var så meget, jeg ønskede her i Amerika, og så meget, jeg var bange for, at jeg ikke havde andre ord tilbage. Jeg opbød al min viljekraft for at få hans ånd til at rejse fra Hongkong, hvor han lå, til at krydse oceanet og slutte sig til os her. Mor og jeg brugte flere dage på at gøre rent i lejligheden i Brooklyn. Vi satte affaldssække for vinduerne i køkkenet, så vi havde lidt beskyttelse mod elementerne, selv om det medførte, at der altid var mørkt i køkkenet. Når det blæste fra en bestemt retning, blev sækkene fyldt med luft og kæmpede mod tapen, som holdt dem på plads. Ifølge feng shui-principperne kastede døren til badeværelset en stråle af uren energi ud i køkkenet. Vi flyttede komfuret lidt, så det ikke stod lige ud for døren. Den anden dag af vores rengøring fik vi brug for forskellige ting, deriblandt kakerlakmiddel, og Mor besluttede at gøren turen til døgnkiosken til en slags fejring af alt det, vi havde nået. Af den kærlige måde, hun rodede op i mit hår på, kunne jeg regne ud, at hun ville gøre noget ekstra godt for mig. Vi skulle købe is, bekendtgjorde hun, en sjælden fornøjelse. Butikken var meget lille og fyldt med mennesker, og vi stod i kø med vores varer, indtil vi endelig nåede hen til disken. Bag den var der et snavset glasskab. “Hvad står der?” spurgte Mor mig og gjorde en hovedbevægelse mod et af bægrene. Der var et billede af jordbær på bægret og ordene “Lavet af ægte frugt” og endnu et ord, der begyndte med “yo”, som jeg ikke kendte. 18


Manden bag disken sagde på engelsk: “Jeg har ikke hele dagen. Skal I købe noget eller ej?” Hans tonefald var så aggressivt, at Mor forstod, hvad han mente, uden at få det oversat. “Undskyld, hr.,” sagde Mor på engelsk. “Meget undskyld.” Det var stort set, hvad hun kunne sige på engelsk, så hun kiggede på mig. “Den,” sagde jeg og pegede på jordbærbægrene. “To.” “Det var på tide,” sagde han. Da han slog prisen ind, var den tre gange så høj som den, der stod på bægrene. Jeg så, at Mor kiggede på prismærket, men hun vendte hurtigt blikket væk. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget, og heller ikke, hvordan man klagede over prisen på engelsk, så jeg forholdt mig også tavs. Mor betalte uden at se på hverken manden eller mig, og så gik vi. Isen smagte forfærdeligt: Den var tynd og sur, og det var først, da vi kom ned til bunden, at vi fandt frugten, der var en klump gelé. På vej hjem fra butikken så jeg ingen andre kinesere på gaden, kun sorte og nogle få hvide. Der var temmelig mange mennesker, nogle mødre og nogle arbejdere, men mest grupper af unge mænd, som spankulerede omkring. Jeg hørte en af dem kalde en ung kvinde en “dåse”, men jeg syntes ikke, hun mindede specielt meget om en dåse. Mor vendte blikket bort og trak mig ind til sig. Der lå affald alle vegne: glasskår ved siden af dørene, gamle aviser der blev ført hen ad fortovet af vinden. Jeg kunne ikke læse de sprøjtemalede engelske ord, men de lignede hvirvler af rent raseri. De var næsten alle vegne, selv på de biler der holdt parkeret på gaden. I den næste blok var der nogle store industribygninger. Vi så en ældre sort mand, der sad i en havestol foran forretningen med brugte møbler, som lå ved siden af vores bygning. Han sad med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen. Hans hår var en sølvfarvet krans om hovedet. Jeg stirrede på ham og tænkte, at ingen af de kinesere, jeg havde kendt derhjemme, bevidst ville 19


gøre noget for at blive mere solbrændte, slet ikke hvis de allerede var så mørke som manden her. Pludselig sprang han ind foran os og indtog en etbenet kampsportsstilling med armene strakt frem. “Hi-jah!” råbte han. Både Mor og jeg skreg. Han brast i latter og begyndte så at snakke til os på engelsk. “Jeg er ked af, at jeg gjorde jer damer bange. Jeg elsker bare kung fu. Jeg hedder Al.” Mor, som ikke havde forstået et eneste ord af det, han sagde, greb fat i min jakke og sagde på kinesisk: “Det er en skør mand. Lad være med at sige noget til ham. Vi lister os bare væk.” “Halløj, det er kinesisk, ikke? Kan I lære mig noget?” Jeg havde samlet mig nok til at kunne nikke. “Altså, der er en meget fed mand, som kommer her i min forretning. Hvad kan jeg kalde ham – han ligner nærmest en hval?” “Hval,” sagde jeg på kantonesisk. Nu så Mor på mig, som om jeg var blevet skør. “Kung yu,” gentog han, men det lød helt forkert. Jeg sagde det igen. “King yu,” sagde han. Han prøvede virkelig. Det var stadig gebrokkent, men tættere på. Mor fnisede ligefrem. Jeg tror ikke, at hun nogensinde havde hørt en ikke-kineser forsøge at tale vores sprog. “Må Deres forretning gå godt,” sagde hun på kinesisk. “Ho sang yee,” gentog han. “Hvad betyder det?” Jeg sagde på engelsk: “Det er at ønske Deres forretning mange penge.” Han smilede det største, hvideste smil, jeg nogensinde havde set. “Det kan jeg bruge. Tak.” “Det var lidt,” sagde Mor på engelsk. Bortset fra mr. Als forretning var der mange tomme butikker. 20


Over for vores lejlighed var der en enorm grund, der var fyldt med affald og murbrokker. Bagest på grunden lå der en beboelsesejendom, der så ud, som om man havde glemt at rive den ned. Jeg havde set sorte børn kravle rundt i murbrokkerne og lede efter flasker og ting, de kunne lege med. Jeg vidste, at Mor aldrig ville give mig lov til at lege med dem. På vores side af gaden var der stadig et par butikker: en, der havde kamme og røgelse i vinduet, og en isenkræmmer. Ikke engang insektmidlet kunne udrydde kakerlakkerne. Vi sprøjtede alle sprækker og hjørner og lagde mølkugler i alt vores tøj og i en ring rundt om vores madrasser. Men de brune hoveder med de lange følehorn kom frem fra hver eneste sprække. Så snart vi gik fra en del af lejligheden til en anden, eller hvis vi blev for stille, så kom de. Vi var deres eneste fødekilde i hele bygningen. Det var umuligt at vænne sig til dem. Jeg havde naturligvis set kakerlakker i Hongkong, men ikke hjemme hos os selv. Vi havde en pæn, enkel lejlighed. Som de fleste mennesker i Hongkong dengang havde vi ingen luksusting, såsom et køleskab, men Mor opbevarede levningerne i en trådnetskurv under køkkenbordet, og hun tilberedte alle måltider af friske råvarer fra gademarkedet. Jeg savnede vores propre dagligstue med dens røde sofa og klaveret, som Mor brugte, når hun gav undervisning til børn efter skoletid. Klaveret havde været en gave fra Far, da de blev gift. Vi havde været nødt til at sælge det, da vi skulle rejse hertil. Nu var jeg ved at lære altid at støje for at holde dem væk. Mor kom mig ofte til undsætning med et stykke toiletpapir i hånden, så hun kunne mase de kakerlakker, der var kommet tæt på mig. Men jeg skreg, da jeg kiggede ned i min sweater og så en stor en på mit bryst. Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvad der skete, når vi sov. 21


Jeg ved, at da kom musene og rotterne frem. Den første nat havde jeg mærket noget løbe hen over mig, mens jeg sov, så jeg gjorde det hurtigt til en vane at pakke mig godt ind i tæpperne, når jeg gik i seng. Jeg var ikke så bange for gnaverne som for kakerlakkerne, for mus er i det mindste varmblodede. Jeg var klar over, at de var små levende væsener. Mor nærede en sand rædsel for dem. I Hongkong havde hun nægtet at have en kat, fordi hun var bange for, at den ville komme hjem med “gaver” i form af sit bytte. Det betød ikke noget, at en kat faktisk reducerede antallet af levende gnavere. Ingen kat fik lov at komme inden for vores fire vægge. Efter den nat sagde jeg til Mor, at jeg ville sove på den side af madrassen længst væk fra væggen, fordi jeg af og til skulle op for at tisse. Jeg ville beskytte hende mod at sove nærmest musene og rotterne. Sådanne små tjenester gjorde vi hinanden. Det var det eneste, vi havde at give. Vi stillede en håndfuld musefælder op og fangede hurtigt et par mus. Mor veg tilbage, da hun så de slappe kroppe, og jeg ønskede inderligt, at Far havde været i live, så jeg ikke havde været nødt til at tage mig af det. Jeg var klar over, at jeg burde fjerne de døde mus og genbruge fælderne, men jeg kunne ikke få mig selv til at røre dem, og Mor gjorde ingen indvendinger, da jeg brugte et par spisepinde til at tage fælderne med. Det gik med det samme op for mig, at det var meget uhygiejnisk, så jeg smed fælderne, musene og spisepindene ud. Derefter satte vi ikke flere musefælder op. Det var Mor og mig: et par sarte buddhister i en lejlighed som fra et mareridt. Vi lagde Tong Sing, Den Kinesiske Almanak ved hovedenden af madrassen. Der er mange phu i denne bog, gamle mestres besværgelser som kan fange benradsdæmoner under et bjerg og holde vilde ræveånder fra livet. I Brooklyn håbede vi, at de kunne holde tyve væk. Jeg sov dårligt i lejligheden og blev ofte revet ud af min søvn, når biler bumpede hen over hullerne i gaden. Så hviskede 22


Mor: “Sov nu igen” og vred mine ører for at bringe min sovesjæl tilbage til min krop og strøg mig tre gange over panden med sin venstre hånd for at holde onde ånder på afstand. Omsider blev mine hænder ikke længere snavsede, når jeg rørte ved væggene. Da vi havde fået gjort lejligheden så ren, som vi kunne, stillede vi fem altre op i køkkenet: til jordguden, forfædrene, himlene, køkkenguden og Kuan Yin. Kuan Yin er medfølelsens gudinde, som tager sig af os alle. Vi afbrændte røgelse og skænkede te og risvin op foran altrene. Vi bad til den lokale jordgud for ejendommen og vores lejlighed om at tillade os at bo der i fred, til forfædrene og himlene om at holde problemer og onde mennesker væk, til køkkenguden om at forhindre os i at sulte og til Kuan Yin om at opfylde vores inderligste ønsker. Dagen efter skulle jeg begynde i skolen. Mor skulle begynde at arbejde på fabrikken. Den aften satte hun sig sammen med mig på madrassen. “Ah-Kim, jeg har tænkt på noget, siden jeg besøgte fabrikken, og jeg har indset, at jeg ikke har noget valg,” sagde Mor. “Hvad mener du?” “Når du får fri fra skole, vil jeg gerne have, at du kommer hen til mig på fabrikken. Jeg vil ikke have, at du skal vente alene her i lejligheden hver eftermiddag og aften. Jeg er også bange for, at jeg ikke kan klare arbejdet på fabrikken alene. Hende, der havde jobbet før mig, havde to sønner, som kom og hjalp hende. Jeg er nødt til at bede dig komme hen på fabrikken og hjælpe mig, når du er færdig i skolen.” “Selvfølgelig, Mor. Jeg har da altid hjulpet dig.” Jeg lagde min hånd på hendes og smilede. I Hongkong tørrede jeg altid af, når hun havde vasket op, og jeg lagde vores vasketøj sammen. Til min overraskelse rødmede Mor, som om hun skulle til at græde. “Det ved jeg,” sagde hun. “Men det her er noget andet. Jeg har 23


været på fabrikken.” Hun tog mig i sine arme og klemte mig så hårdt, at jeg gispede, men da hun slap mig, havde hun fattet sig. Hendes stemme var dæmpet, som om hun talte til sig selv. “Den vej, vi kunne følge i Hongkong, endte blindt. Den eneste fremtid, jeg kunne se for os, for dig, var her, hvor du kunne blive, hvad du ville. Selv om det her ikke er, hvad vi forestillede os derhjemme, skal vi nok klare os.” “Mor og unge.” Mor smilede. Hun pakkede mig ind i det tynde bomuldstæppe, vi havde haft med fra Hongkong. Så lagde hun vores jakker og sin sweater oven på tæppet for at holde mig varm. “Mor? Skal vi blive boende her?” “Jeg snakker med tante Paula i morgen.” Mor rejste sig og hentede sin violinkasse. Hun stod midt på gulvet i den mørke stue, løftede violinen op til hagen og begyndte at spille en kinesisk vuggevise. Jeg sukkede. Det virkede, som om det var længe siden, at jeg havde hørt Mor spille, selv om vi kun havde været i Amerika i halvanden uge. I Hongkong havde jeg hørt hende spille, når hun underviste i skolen, og når hun gav privatundervisning, men hun var som regel for træt til at spille, når jeg skulle i seng. Nu var Mor her, og hun spillede for mig alene.

24

Midt imellem af Jean Kwok  

JEAN KWOK Oversat af Michael Alring © Dansk udgave: Bazar Forlag Danmark, filial af Forlagshuset Bazar A/S 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978-...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you