Page 1

JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 25 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

158

Allan Olsen Midt i livet

Allan Olsen Midt i livet People'sPress I SAMARBEJDE MED JAN LØFBERG

People'sPress

JAN LØF writer. Ha med Arne Tinning, G på dig se og Lars C Den sidst


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Af samme forfatter: Et andet liv, 2006 (I samarbejde med Erik Bork)


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

ALLAN OLSEN

Midt i livet I samarbejde med Jan Løfberg

P EOPLE’S P RESS


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Midt i livet © Allan Olsen og Jan Løfberg Denne udgave: © Allan Olsen, Jan Løfberg og People’sPress, København 2011 Sats: BookPartnerMedia Bogen er sat med Minion Omslag: Signe Jæger Mortensen Omslagsfoto: © Søren Kierkegaard Produktion: Nørhaven A/S, Viborg ISBN: 978-87-71080-34-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011 Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Indhold

Forord

9

Vendepunktet 1. Selvbedraget 13 2. Drømmen om at drikke socialt 3. Erkendelsen 26 4. Mærkedagen 36

20

Kokain 5. En pille at skylle efter med 45 6. Coke og rullestolsaktivister 50 7. Der er ikke noget at hente 58

De højere magter 8. Det åbne sind 65 9. Skæbnen 72 10. Giv budskabet videre 83

Far og søn 11. Handlingens mand 95 12. Et fælles projekt 103 13. Kan du bruge et fjernsyn? 112 14. Kammerater 120


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 24 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

15. “Far, jeg er dommer!” 127 16. Rollen som far 142

Rundt i verden 17. Dannelsesrejsen 153 18. Afrika 159 19. Vind i sejlene 173 20. Eventyrrejser 184

Kunst i hverdagen 21. Drømmekunst 197 22. En dans med Stein Bagger 207 23. Rollen som iagttager 213

Livet som skuespiller 24. Nysgerrigheden sejrede 225 25. På et rigtigt teater 238 26. Med i den kreative proces 246 27. Stjerner findes kun på himlen 257

Med mål i sigte 28. Processen 275 29. I hælene på en 80-årig 281 30. Marathonmanden 288 31. Det startede med en drengetur 297 32. Når nej skal erstattes med ja 303 33. Mit København 313 P.S.

326

Filmografi 327 Fotocredits

329


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Til min familie


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

You’ll never walk alone


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Forord

D

rikker du slet ikke?” Det spørgsmål får jeg næsten altid, når jeg holder foredrag. Mit svar er: “Nej!” Pointen er, at jeg slet ikke tager den første. Det er en øvelse. I starten er det én dag ad gangen. Og nu har det varet i 17 år. Når man er holdt op med at drikke, lærer man at træffe nogle rigtige beslutninger. Tingene bliver meget nemmere. Man lærer at sætte pris på livet. Det handler om min belønning. Den gave jeg fik ved at holde op med at drikke. Jeg ser det ikke som en straf, at jeg ikke kan tillade mig at drikke mere. Det er en vinderhistorie. Der ligger så mange ting i det: Motivation og det at have et mål. At kæmpe for tingene. Et liv består af mange brudstykker. Glimt. Øjeblikke. Jeg fortæller mange historier, som ikke har noget at gøre med min alkoholisme. Hvorfor gør jeg det? Fordi det handler om min nysgerrighed til livet og om at have et åbent sind. Jeg er midt i livet. Har gået en masse ting igennem. Det gode og det onde. At jeg lever mit liv, hvor jeg bliver nødt til at betale regningen. For man kan ikke købe sit liv på afbetaling. Jeg er løsarbejder og ikke pakket ind. Jeg er altid frit flyvende. Hvor blæser vinden hen? Jeg ved det ikke, men det er med til at skabe en kreativ kraft. Når jeg om 35 år kigger tilbage, kan jeg konstatere, at det gik. –9–


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Jeg fik tøj på kroppen. Mine børn kom godt af sted. Jeg sidder med stråhatten og kigger ud over havet. Du rykker dig ikke, når du har succes, og det går godt. Du rykker dig, når du har modgang, når livet er besværligt. Når du rammes af sygdom, arbejdsløshed og besværligheder. Så er det, at du skal tænke løsninger for at komme videre. Du rykker dig sjældent, når du står på surfbrættet på livets bølge. Det er i mørket, tingene sker. Jeg søger harmoni og balance. Det religiøse og spirituelle har en stor betydning for mig. Og jeg spiller golf, og jeg kigger på kunst med hænderne på ryggen og ligner en spade, mens jeg vurderer Wilhelm Freddie eller Jens Birkemose. Og jeg er også sådan en type, der sætter tre fingre i panden og siger: “Hvor er det pragtfuldt, at det går min kone og børn godt.” Jeg har en positiv tankegang. Hele tiden antennerne ude. Der har åbnet sig en helt ny verden, hvor jeg iagttager. Mine mange rejser har også gjort mig til det menneske, jeg er. Alt er flettet ind i hinanden. Alt har en betydning. Jeg har ikke gået på universitetet, og jeg er ikke alkoholbehandler. Jeg er bare mig selv. En mand, der har gået gennem livet og har måttet fighte for det. Det er min ambition, at denne bog vil inspirere dig til at realisere dine egne drømme.


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Vendepunktet


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

1. Selvbedraget Livet kunne jeg ikke flygte fra. Og jo mere jeg forsøgte at flygte, jo mere fordrukken blev jeg.

P

å et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke drikke mere. Problemerne havde tårnet sig op, og alting var ad helvede til. Min overlevelse afhang af, at jeg stoppede helt. Der var ingen mellemvej. Med alkohol startede det festligt. Jeg var som så mange andre danskere en del af en kultur, men jeg begyndte allerede som ung at trække i en anden og mere uheldig retning. Alkoholen blev en dominerende faktor i mit liv. Jeg fokuserede mere på alkohol end andre mennesker. Jeg belønnede mig selv med alkohol: “Nu gør jeg dette job færdigt, og så kan jeg gå ned på værtshuset, spille billard og drikke nogle bajere. Nu tjener jeg nogle penge, så jeg kan købe noget sprut, eller jeg kan rejse sydpå og drikke lumumbaer.” Alkohol fyldte meget mere hos mig end hos andre mennesker. For de fleste er alkohol en del af kulturen. Når tingene byder sig til med fester, hygge og en god anledning, så drikker man alkohol. Man bliver måske beruset og får en lille skid på. Og det har jeg intet imod. Det er en del af vores kultur. Men den verden havde jeg forladt. Jeg var gået over grænsen. Det foregik hele tiden. Hver dag, hvert minut, hvert sekund. Når jeg skulle på en lille cykeltur: “Skal jeg tage nogle øl med? Nej, det er ikke nødvendigt, for der er en kiosk på vejen.” Alt blev hægtet op på, at jeg vidste sådan noget. Kong Alkohol var medspiller i mit liv. Alkohol startede den nedadgående spiral, jeg blev – 13 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

opslugt og endte som misbruger. Alt det sunde i mit liv forsvandt: Familie, venner, arbejde og alt det, jeg kunne. Når jeg var fuld, havde de fleste handlinger bondeangerkarakter: Øv, det er jo ikke sådan, jeg vil være. Men jeg kunne ikke holde ud at tænke på, hvordan jeg havde kvajet mig: Det ordner jeg i morgen. I dag skal jeg have et par bajere, så jeg kan glemme det. Det blev en flugt, som jeg konstant benyttede for at glemme mit sande liv. Realiteterne. Det ansvar jeg havde. Livet kunne jeg ikke flygte fra. Og jo mere jeg forsøgte at flygte, jo mere fordrukken blev jeg. Jo mere ulykkelig blev jeg. Oftere og oftere blev jeg en del af et miljø, hvor alle de andre omkring mig også drak. Jeg fjernede mig fra det almindelige liv og blev en del af en subkultur. Eller nærmere et alkoholfællesskab med andre, som også havde haft en social deroute. Nogle havde ikke arbejde. Andre havde børn, som de ikke havde kontakt med. Andre igen søgte fred og ro på værtshusene, hvor der er en speciel tone og stil. Men man er ikke en del af det, man gerne vil være en del af, når man mandag, tirsdag og onsdag står på et værtshus og spiller billard fra klokken 10 om morgenen til langt ud på aftenen. Det bliver ens liv. Og det er et hårdt liv, fordi man ikke kan træffe de rigtige beslutninger i dette miljø. For eksempel hvis man er arbejdsløs: “Hvordan skal jeg gribe det an? Hvordan får jeg et nyt job?” Ofte udskyder man det ved at sige: Det finder jeg ud af i morgen ... Sådan noget registrerer andre mennesker. De kan se, at et liv er ved at gå til spilde. Alkoholen er årsagen til, at vedkommende er endt på værtshuset. På bænken. På herberget eller forsorgshjemmet. Jeg startede med at drikke tidligt, og det tog for alvor fart, da jeg arbejdede som glarmester og lavede film i ferierne. Selv om jeg var et rodehoved, så mødte jeg til tiden. Det var min mesters skoling. Det gjaldt om at præstere og være dygtig. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre, når jeg ikke arbejdede: “Hvad skulle jeg så tage mig til? Jeg kunne jo feste!” Mit festgen tog over, og det blev ret hurtigt til problemdrikkeri. Jeg måtte have en ramme, hvor jeg kunne disciplinere mine drikkevaner, ligesom når jeg arbejdede. Jeg kunne ikke bare tage en øl, hvis jeg skulle – 14 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

møde ind næste morgen. Så måtte jeg hellere lade være. Jeg kunne lave nogle stopklodser for mig selv ved at tage antabus. I en alder af blot 18 år begyndte jeg at disciplinere mig selv ved hjælp fra antabussen: “Jeg skal det her nu. Det er vigtigt, at jeg er skarp. I 40 dage skal jeg være skarp. Så kan jeg drikke hjernen ud bagefter!” Det kunne jeg finde ud af i nogle år. Men det ændrede sig, da jeg stoppede som glarmester. I en alder af 23 år koncentrerede jeg mig om at være skuespiller. Jeg var løsarbejder, hvor jeg havde arbejde i et par måneder. Derefter havde jeg fri i nogle måneder. Så kaldte skuespilarbejdet igen. Så havde jeg lidt fri. Det var sådan lidt hanging loose med lange perioder, hvor jeg kunne drikke og feste. Men det blev sværere og sværere at være disciplineret. Når jeg var i produktion, var det indimellem på knoerne. I en alder af 26-27 år havde alkoholen fået så meget fat i mig, at standhaftigheden svækkedes. Når jeg var særlig hårdt ramt i mine branderter, kvajede jeg mig og udeblev fra arbejde. Denne uholdbare tilstand stod på, indtil jeg som 33-årig kom i behandling. Alt var slidt helt ned. Jeg kunne ikke arbejde. Jeg kunne ikke overholde aftaler. Jeg kunne ikke tjene penge. Livet var kedeligt, hvis jeg ikke drak. Jeg var hårdt angrebet, og alkoholen var totalt dominerende. Hvis jeg ikke drak alkohol, følte jeg, at andre bestemte over mig. At min kæreste Charlotte havde for meget magt. Jeg skulle for meget, jeg ikke ville. Men omvendt kunne jeg heller ikke finde ud af, hvad jeg ville. Så jeg var mismodig. I mine pauser væk fra alkohol var jeg i gæld til andre mennesker. Men der lå altid en druktur, en afgiftning og et forsøg på at vende tilbage til livet. Endnu en gang lovede jeg bod og bedring over for andre. Denne gang skulle jeg nok overholde mine aftaler. Hver gang startede jeg med: “Jeg drikker aldrig mere! Jeg holder fuldstændig op. Det er slut!” Derefter gik jeg i gang med at tage antabus, men hurtigt tog mismodet over: “Hvorfor kan de andre? Hvorfor må jeg ikke? Nu skinner solen, hvorfor kan jeg ikke tage en kold fadøl?” Man er jo ikke afklaret om sin alkoholisme, når man er på antabus. – 15 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Det er en pinsel. Man tænker kun på, hvordan man kan slippe ud af det, så man kan drikke som de andre. Så kom selvbedraget snigende: “Det kan du da også, Olsen. Hvem fanden har sagt, at du ikke kan? Det kan du godt, du har været ædru i en uge. Sæt dig ned og drik en fadøl. Selvfølgelig har du kontrol over det. Du bestemmer selv. Du skal bare lige drikke to bajere.” Mere og mere overbeviste jeg mig selv om, at jeg kunne styre det denne gang. Men når jeg præsenterede det for omgivelserne, sagde de: “Hold nu op, mand. Du var helt til hest. Og det er kun en uge siden.” “Nå ja, men tingene er anderledes nu ...” Det var et enormt selvbedrag, og de dårlige undskyldninger stod i kø. Afgørende var trangen til at komme væk fra den normaltilstand, hvor jeg var alt for frisk. Jeg måtte have yderpunkterne i mit liv. Jeg måtte have katastrofen. Dæmonerne skulle lukkes ud. Jeg ville slippe for ansvar. Folk skulle lede efter mig. Jeg satte mig selv i centrum. Jeg fik skæld ud. Jeg var et barn, der ville have omsorg. Jeg ville findes. Jeg ville bringe mit liv i spil. Samtidig var det blevet en vane, jeg havde udviklet. Pludselig lignede mandag, tirsdag og onsdag hinanden. Og ih, hvor var jeg fornuftig. Ih, hvor var jeg pæn. Ih, hvor skal jeg nok. Jeg satte ikke noget i stedet. Jeg gjorde alle de ting, jeg plejede at gøre. Jeg gik ind på et værtshus og drak en cola eller en alkoholfri øl. Jeg blev mere og mere indebrændt og syntes, at livet var uretfærdigt. Til sidst kunne jeg ikke holde mig selv tilbage: “Nu kan jeg vel for helvede godt tage noget at drikke, for jeg har opbygget et enormt pres på mig selv. Jeg vil have noget at drikke.” Hvis det ikke kunne lade sig gøre, måtte jeg snyde mig til det. Tankerne kørte rundt i mit hoved: “Okay, jeg er i et mentalt isolationsfængsel. De har fanget mig. De vil have mig til at gøre noget, jeg ikke selv vil. Jeg mener selv, at jeg selvfølgelig kommer til at drikke socialt. Jeg har lært af alle mine fejltagelser. Jeg er en anden nu. Og jeg vil have lov til at drikke mine to øl. Nu er jeg udbryderkongen fra isolationsfængslet. Nu bryder jeg ud af det, jeg skal. Nu skal jeg bringe mig selv i spil. Det er også lidt spændingsbetonet.” – 16 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Jeg var på gyngende grund. Det kunne koste forholdet, job og mange andre ting. Det lå begravet i underbevidstheden, men det var lidt spændende, at jeg ikke ville høre efter. Den uartige dreng i klassen. Rebellen. Nu lavede jeg ballade. Nu ville jeg selv bestemme. Så jeg skiftede antabuspillerne ud med hovedpinetabletter. Efter et stykke tid var antabussen ude af kroppen, så kunne jeg drikke lidt. Jeg tænkte: “Ha ha. Alt er arrangeret.” Det slog mig ikke, at jeg allerede var blevet opdaget. Charlotte vidste det. Omgivelserne vidste det. De kunne mærke min psykiske tilstand. Anspændtheden. Den korte lunte. Den hidsige, let aggressive adfærd. Alligevel troede jeg, at min plan sad lige i øjet, og ingen ville opdage mit nummer. De ville i den grad blive overrasket over, at jeg også havde den karakter, nemlig at jeg kunne nøjes med to fadøl. To fadøl, det var det. Stille og roligt. Når jeg kan vise hele familien, at jeg kan nøjes med to øl, så vil de acceptere, at jeg kan få vin til maden. Det kan jeg også klare. I mit selvbedrag troede jeg, at det ville blive sådan. Nu skulle jeg vise dem. Herefter fandt jeg det rette tidspunkt. Jeg havde en nærmest boblende beruselse. Som et barn før juleaften. En forventningens glæde. Så tog jeg af sted med en plan: “Nu skal jeg drikke to øl på mit lokale stamsted, hvor de er glade for at se mig. ‘Hvor har du været henne, Allan?’, vil de spørge.” Men jeg sagde ikke, at jeg egentlig havde besluttet mig for, at jeg aldrig skulle drikke mere. At det var slut. Jeg sagde heller ikke, at jeg havde været på antabus. Jeg afslørede ikke så meget. Og nu lavede jeg min plan om. De to grønne Tuborg, som jeg havde aftalt med mig selv, at jeg måtte drikke, var noget pjat. Det kostede kun tre-fire kroner mere at købe en guldøl. En genstand var en genstand. Det var egentlig underordnet, om det var en guldøl. Det var jo en aftale, jeg havde lavet med sig selv: To øl. Jeg havde ikke sagt, om det skulle være en almindelig øl eller en guldøl. Det ville blive de her to guldøl, jeg havde planlagt at drikke. Men kunne jeg ikke lige så godt drikke et sæt? En guldbajer og en tequila. Det var også to genstande. Så ville jeg nyde det, og så ville jeg sige tak for i dag. Og så var det det. Og så ville jeg gå hjem. Jeg bestilte en iskold Guld Tuborg og en tequila. Der blev vippet tre – 17 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

gange med målebægeret i et stort glas. Denne seks centiliters tequila skyllede jeg ned. Men jeg regnede ikke to centiliter for en genstand. Nej, for det var en flaske og et glas. Det var to genstande. En plus en er to. Reelt var det fire genstande, jeg fik. Et kæmpe selvbedrag. En gigantisk dæmon blev sluppet løs. Bare ved at drikke halvdelen af guldøllen ændrede jeg karakter til den gamle Allan, der kom hjem fra en druktur, hvor alt var kaos og alle var kede af det, og hvor jeg græd, undskyldte og ydmygede mig selv. Jeg havde slæbt mig af sted fra sted til sted. Hvad var der sket? Jeg har en halv tatovering på armen: “Gud ja, hvor fanden kommer den fra? Hvor er mine nøgler? Mine solbriller? Min jakke?” Jeg nød den lette beruselse. Det lille kick. Og så slog Kong Alkohol ellers sine dæmonvinger ud: Allan, juhuu, du er tilbage! Jeg kunne specielt godt lide tequila med salt og citron: Op til Far. Og ned med det. Der skulle næsten ingenting til: Hallo, billardkø! Skal vi lige have en pot? Op i røven, jeg tager skideballerne i morgen. Nu skal jeg nyde beruselsen og spille billard. Det gjorde jeg så, men pludselig var jeg fuld. Pokkers. Endnu var jeg ikke blevet så fuld, så jeg havde tabt det hele. Jeg kunne stoppe nu og gå hjem i seng og sove: “Undskyld, Skat. Jeg ville bare have drukket to grønne Tuborg, men der gik kit i den. Jeg blev fuld. Nu stopper festen. I morgen går jeg på antabus.” Når jeg først var blevet fuld, blev det i stedet til: “Jeg kan ikke gå hjem nu, klokken er fem. Jeg skal i hvert fald ikke hjem til den almindelige verden. Jeg stikker af. Jeg flygter.” Jeg tænkte ikke på andres smerte. At andre kunne blive kede af det. Jeg tænkte på mig selv. Jeg skulle videre, for så vidste jeg, at lokummet brændte, og man ville lede efter mig. I visse tilfælde havde jeg lovet mig ud til nogle produktioner. Om aftenen begyndte jeg at tænke: Nu skal jeg på arbejde. Men det kan jeg ikke i denne her tilstand. Jeg kan ikke nå at blive ædru. Jeg kan ikke spille, når jeg er fuld. Men det er da ikke min skyld. Og hvad betyder det egentlig? Har jeg ikke ret til en kitdag? Så meget som jeg har arbejdet – og jeg er – 18 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

kunstner. Men sandheden var, at jeg ikke havde arbejdet mere end andre mennesker. Snarere tværtimod. Jeg var en forkælet snothvalp. I mine branderter indbildte jeg mig alle mulige tåbelige undskyldninger. “Har du set Allan?” “Nej, jeg har ikke set ham. Han er her ikke.” Vesterbro var et godt skjulested. De blandede sig ikke. Her kunne jeg gå fra sted til sted. Jeg kunne lave klodsregninger. Jeg kunne låne penge. Jeg kunne forsvinde i det miljø. På værtshusene opholdt jeg mig strategisk fra et kvarter til op imod en halv time. Jeg sad altid med ansigtet mod indgangspartiet. Mod døren. Forinden havde jeg altid tjekket, om jeg kunne komme ud ad et vindue på toilettet. Så kunne jeg smutte ud gennem nogle gårde, hvis familien, venner eller kolleger dukkede op. Jeg havde alle mulige tricks kørende. Jeg pendlede rundt. Indimellem brændte lokummet, så fik jeg at vide, at de ledte efter mig. Jeg forsøgte at gemme mig ved at flytte mig længere og længere væk fra mine sædvanlige steder på Vesterbro. Jeg fandt nye steder på Frederiksberg Allé. Eller i Rødovre. I Herlev. Bare der var et værtshus, så skulle jeg nok få det sjovt. Penge var intet problem. Jeg kunne altid ringe ind til et værtshus, så fik jeg sendt en kuvert ud med 5.000 kroner. Så ordnede jeg det senere med dem. Jeg løb aldrig tør for kontanter. Jeg kunne altid låne. Jo mere jeg røg ned i dyndet, jo oftere tog jeg på disse udflugtsture til den københavnske omegn. Til sidst blev jeg fyret. Jeg kom på avisernes forsider. Herefter forsøgte jeg virkelig at være en god dreng. Jeg fik kæmpet mig ud af den meget store krise, da jeg blev fyret fra Amager Scenen. Mit drikkeri blev hængt til offentligt skue. Der blev skrevet om, at jeg drak og turede rundt på Vesterbro. Alle mulige historier. Kirsten Jacobsen skrev mange artikler i Ekstra Bladet. På Rådhuspladsen stod der: Allan Olsen på antabus igen. Allan Olsen stukket af. Allan Olsen på druk. Det var en føljeton med mig i hovedrollen.


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

2. Drømmen om at drikke socialt Jeg udstillede mit nederlag samtidig med, at jeg forsøgte at redde mit liv. Min karriere. Mit forhold. Men jeg var blevet for fuld.

I

nderst inde var jeg ikke afklaret, for jeg var ikke klar over, at jeg var syg. At jeg led af alkoholisme, og at der skulle nogle helt andre ting til, før jeg kunne gå i en ny retning. Min arbejdsmæssige situation gjorde det vanskeligt at drikke, men trangen og lysten til at drikke og slippe ansvaret var intakt. Der var den ‘rigtige’ verden, hvor man var ansvarsbevidst, men jeg måtte også ud i den gakkede verden og være ansvarsløs. Alligevel kunne jeg mærke, at det var en ydmygelse for Charlotte og min familie, at der var så stort fokus på mig. At jeg kunne få lov til at drikke socialt var ikke en mulighed for mig. Nu var jeg nået så langt ned på bunden, at folk havde gennemskuet mit mønster: “Du lyver, Allan. Du siger noget, men du har en skjult dagorden. Du er på vej på druk.” Når jeg i dag arbejder med alkoholikere, kan jeg se, når de er på vej væk. De smutter ud af mine hænder. På samme måde som jeg selv gjorde. Han er her nok ikke om 14 dage, så vi kan ikke planlægge efter det. Omgivelserne forsøgte at trække i en anden retning. For eksempel min datter Malou. Hvis jeg sagde: “Malou, jeg skal lige ind og have en enkelt øl, så kan du få en kakaomælk.” “Nej far, det gider jeg ikke.” Hun var blot syv år, men havde gennemskuet mig. Jeg gik sjældent på

– 20 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

værtshus, når jeg havde Malou, men hvis det skete, vidste hun, at det kunne ende med, at vi skulle sidde der i nogle timer. Efterhånden trak alle i min nærhed i den anden retning, fordi de havde luret mig. Det var ikke muligt for mig at være i begge verdener. Alkoholverdenen havde overtaget. Jeg blev mere og mere forsumpet. Jeg kunne ikke få arbejde. Jeg havde opgivet kampen. Havde mistet fokus og min selvdisciplin. Ikke nok med at familien havde luret mig, arbejdsgiverne havde også. Det var efterhånden svært at sige: “Jeg skal nok lade være med at drikke.” “Hvorfor gjorde du det så sidst? Dengang sagde du det samme.” Jeg skulle virkelig lægge mig i selen for at overbevise folk. Alkoholikere kan ellers være meget overbevisende. De er manipulerende. Godt talende. Jeg havde mulighed for at få et job hos Jes Kølpin i Folk og røvere i Kardemommeby. Jeg var oplagt til at være en af røverne sammen med Peter Aude og Morten Eisner. På forhånd var Jes Kølpin ret nervøs for, om jeg kunne klare det. Jeg underskrev en kontrakt med Jes Kølpin, hvor det blev aftalt, at jeg skulle gå på antabus. Imidlertid havde han ikke dobbelttjekket. Hvad var der sket de andre steder, hvor jeg havde fået skrevet antabus ind i kontrakten? Havde jeg snydt? Havde jeg overholdt kontrakten? Jeg sagde, at jeg kunne tage antabussen, når han så på det. Eller han kunne få en af sine medarbejdere til det. Vel vidende at jeg ville finde ud af, hvor glasset med antabuspiller stod, og så ville jeg skifte dem ud med hovedpinepiller. Den plan havde jeg faktisk ikke i starten. Det var måske derfor, at det virkede så overbevisende. Jeg var fast besluttet på at stoppe med at drikke resten af livet. Vi startede i Holbæk. Der var så meget liv omkring forestillingen. Store fadøl, champagne, hygge, fest og grin. Det var folk, der kunne tåle at drikke. Og dengang blev der drukket på arbejdspladserne, men de fleste kunne styre det og var ikke alkoholikere. Jeg følte mig ensom. Uden for fællesskabet. Socialt udsat. Men jeg var endnu ikke afklaret omkring – 21 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

min alkoholisme, så jeg følte mig tvær, sur og mismodig. Egentlig var jeg ulykkelig, for jeg var ikke en sprudlende og lykkelig alkoholiker. Jeg er stadig alkoholiker, men nu er jeg glad i låget, for jeg drikker ikke. Jeg havde stadig drømmen om, at jeg kunne lære at drikke socialt. Så længe man som alkoholiker har den drøm, er man ikke afklaret. Det pinte mig at skulle til fødselsdag, hvor folk råbte hurra og skålede i champagne, men måske havde glemt, at jeg skulle have en sodavand. De andre skålede i champagne, mens jeg måtte løbe hen og hente noget postevand. Folk, der drak med måde, gjorde selvfølgelig, som de plejede. De gik på værtshus, men der kunne jeg ligesom ikke følge med. Jeg følte mig som en Svend-Erik Kedelig, og dengang blev jeg ikke løftet op på et andet plan ved at være ædru. Jeg havde bare lyst til at gøre det, de andre gjorde. Derfor følte jeg det som en straf. Det nagede mig, selv om jeg havde lovet teatret det. Derfor lavede jeg et trick med at snyde med antabussen. Da vi startede med at spille i Holbæk, tog Kong Alkohol straks over igen. Jeg kunne ikke holde ham væk. Jeg placerede nogle guldbajere i en busk. Til de andre sagde jeg, at jeg ville tisse i det fri. I stedet åbnede jeg en bajer. Og nærmest sugede øllen ud af flasken. I løbet af et par minutter havde jeg tømt en øl. En Ga-Jol i munden og ind igen. Problemet var, at jeg var blevet så alkoholiseret, at jeg ikke kunne snakke rent, selv om jeg blot havde fået to guldøl. Derfor blev det lynhurtigt opdaget. Allerede efter et par dage opdagede de, at jeg havde bajere i busken. Så jeg gav op med det samme: “Jeg kan godt styre det nu. Jeg skal nok passe arbejdet. Jeg skal bare have et par kringler.” Jeg forsvarede min handling. Jeg ville simpelthen have lov til at drikke. De kiggede skeptisk på mig. Jeg var begyndt at få en funktionspromille, så jeg havde det i blodet hele tiden. I et stykke tid havde jeg haft en funktionspromille, og selv om jeg ikke var helt sober, kunne jeg stadig klare mine ting. Jeg kunne også forsvare mig lidt derhjemme: Slap nu af. Tag det roligt. Jeg holder op i morgen. Charlotte vidste selvfølgelig, at det ville gå galt på et tidspunkt. En aften spurgte jeg en kollega, om han kunne køre mig hjem, så jeg – 22 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

kunne slippe for at tage toget. På vej i bilen fik jeg nogle guldbajere, men jeg havde ikke i sinde at tage hjem. Jeg skulle lige have en godnatbajer på Vesterbro. “Kan du ikke smide mig af på Istedgade?” Ikke ti vilde heste kunne holde mig tilbage. Jeg gik på en mega druktur. Jeg havde ikke været hjemme. Charlotte forsøgte at ringe. Næste dag stod jeg på Mexico Bar i Dybbølsgade. Jeg spillede billard. “Skal du ikke på teatret?” blev jeg spurgt. “Jo! For pokker!” Efter forestillingen torsdag aften var jeg kørt igennem hele natten og den følgende dag, så jeg var godt vissen. Jeg blev nødt til at tage til Klampenborg. Da jeg fandt ud af, hvad klokken var, gik der panik i mig. Jeg prøvede at finde en taxa. Det kunne jeg ikke. Jeg løb op i Istedgade, og til sidst fik jeg fat i en taxa på Hovedbanegården: “Kør, kør. Alt hvad du kan.” Men han kunne naturligvis ikke køre over for rødt. Endnu havde jeg ikke misset en forestilling. Jeg ankom tyve minutter over syv. Folk var allerede sendt hjem. De kunne ikke nå at indkalde en dubleant. Endnu en gang havde jeg lavet det nummer. Mens jeg panisk var på vej ind gennem dørene, blev jeg mødt af publikum, der havde fået deres aften ødelagt. Jeg gik som i slowmotion: Her kommer en mand, der er ramt af alkoholisme. Han har nået bunden. Han er bare fordrukken. Han kan ikke finde hoved og hale i livet. Han er ødelagt. Jeg udstillede mit nederlag samtidig med, at jeg forsøgte at redde mit liv. Min karriere. Mit forhold. Men jeg var blevet for fuld. Jeg havde ikke redskaberne til at tage vare på mig selv. Publikum så på mig i medlidenhed. Børnene stod med deres fyldte slikposer. Det ramte mig hårdt, at jeg svigtede alle disse børn og deres forældre. Men jeg havde også svigtet min egen familie. Jeg ville så gerne være en god dreng. Jeg ville gerne gøre tingene ordentligt, men jeg kunne ikke. Når jeg drak alkohol, tænkte jeg ikke længere klart. Den rå sandhed var, at jeg var en drukkenbolt, der ville være fuld så længe som muligt. Jeg kunne ikke overholde aftaler. – 23 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

Når jeg drak, gik der helt ged i den. Men ih, hvor ville jeg gerne kunne drikke ordentligt. Jeg gik ned i garderoben. De fleste kolleger sagde ikke rigtig noget, men en enkelt sad og græd. Vedkommendes far var alkoholiker og så derfor et spejlbillede af ham i mig. Kollegaen ville meget gerne spille Folk og røvere i Kardemommeby med mig, for vedkommende syntes, at jeg var en sød fyr, der kunne spille en god rolle. Desværre endte kollegaen med ikke kun at blive bedrøvet og ked af det på mine vegne, men også skuffet over mig. Jeg fik ingen skæld ud, men der var en mærkelig stemning. Jeg kunne ikke lide at være der: Fuck hele lortet. Lad mig komme væk. Endnu en gang tog jeg flugten til Vesterbro og drak hjernen helt ud. Jeg fortsatte flugten i lang tid og endte på Christianshavn. Jeg sad meget fordrukken og meget ødelagt, da min tidligere kæreste Helle Fastrup mødte mig. Hun havde lignende oplevelser med mig, da jeg var ganske ung. Nu var jeg blevet en del ældre, og intet havde ændret sig. Hun snakkede lidt med mig og gjorde så noget, der var meget smukt, og i dag er jeg meget taknemmelig for hendes omsorg. Jeg tror, hun tænkte på, hvordan jeg havde været over for hende, og hvad jeg havde budt hende. Hun gik ud i telefonboksen og ringede til Charlotte og fortalte, hvor jeg var. Et kvarter senere stod Charlotte der: “Kom nu med hjem. Det er slut.” Jeg var blevet fundet, så jeg fulgte med hjem. Drukturen var forbi. Afgiftningen kunne begynde. På ny. Nu stod jeg rigtig i suppedasen. Jeg havde svigtet mit arbejde, ville jeg ende på avisernes forsider igen? Hvis det skete, hvad skulle jeg så gøre? Den følgende periode rodede gevaldigt, og kronologien står mig i dag ikke lysende klar. Det endte med, at jeg blev ædru, og så skulle der ske noget nyt. I mange år havde jeg hørt om Anonyme Alkoholikere. Jeg hørte om folk, der tog til Island, hvor de gennemgik en kur, der kostede mange penge. Som alkoholiker havde jeg meget tidligt antennerne ude for løsninger, så jeg måske en dag kunne blive et menneske, der kunne drikke fornuftigt. Allerede som teenager gik jeg på et ambulatorium på Forchhammers– 24 –


JOBNAME: 1. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 23 OUTPUT: Wed Apr 6 11:39:20 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1405_Midt_i_livet_155x230/Materie

vej på Frederiksberg. Jeg gik på antabus. Jeg snakkede med både en psykolog og en psykiater. Alt havde udgangspunkt i, at jeg skulle lære at drikke socialt. Ikke at jeg skulle holde op med at drikke. Det var snart mange år siden. Nu var jeg blevet 33 år og vidste, at det i Anonyme Alkoholikere handlede om at holde helt op med at drikke. Og vedblive med det. Jeg blev nødt til at vide, hvad det var. Måske var det den vej, jeg skulle gå.

Midt i livet af Allan Olsen  
Midt i livet af Allan Olsen  

llan Olsen People'sPress I SAMARBEJDE MED JAN LØFBERG Etandetliv,2006 (IsamarbejdemedErikBork) Afsammeforfatter: ALLANOLSEN IsamarbejdemedJa...

Advertisement