Issuu on Google+


Henning Haack

Meteoritter – tidskapsler fra Solsystemets oprindelse

Gyldendal


Indhold

Forord 7 Kapitel 1

Maribo-meteoritten 9 En oplyst aftensmad 11 De skånske hjulspor 12 Jagten indledes 14 Koncerthusets rolle 16 Den tyske meteoritjæger 17 Men var det nu den rigtige meteorit? 23 Maribo-meteoritten undersøges nærmere 25 Maribos videre skæbne 30 Kapitel 2

Asteroider, meteoritter og ildkugler 33 Asteroider 36 Meteorider og ildkugler 39 Meteoritter 39 Kapitel 3

Meteorkratere 43 Meteorkratere på Jorden 48 Hvordan dannes et meteorkrater? 51 Tunguska 53 Kaali-kraterne 56 Skandinaviske kratere 57 Meteorkrateret i Arizona 58 Ries-krateret 59


Kapitel 4

Meteoritter 63 Allende – en stenmeteorit 65 Nakhla – en Mars-meteorit 71 Allan Hills 84001 – en Mars-meteorit 76 Thorberg-meteoritterne – L-kondritter 80 Agpalilik – en jernmeteorit 84 Krasnojarsk – en pallasit 90 Tagish Lake – en kulkondrit 94 Almahatta Sitta-meteoritterne 98 Carancas-meteoritten – en H-kondrit 103 Kapitel 5

Solsystemets oprindelse 111 Første skridt: Dannelsen af de lette grundstoffer 115 Andet skridt: Grundstofferne samler sig 116 Tredje skridt: Solsystemet dannes 120 Fjerde skridt: Jordens og Månens dannelse 124 Kapitel 6

Meteoritjagt 129 Gode meteoritjagtmarker 131 Meteoritjagt på Antarktis 133 Meteoritjagt på Grønland 144 Meteoritjagt i Danmark 147

Den danske meteoritsamling 149 Litteraturliste 183 Stikordsregister 185


Forord

Beretninger om meteoritfald kan være både dramatiske, utrolige, kuriøse og fascinerende – men det allermest spændende ved meteoritter åben‑ bares først, når vi får set nærmere på dem. De fleste af meteoritterne er skabt i en fjern fortid, hvor Solen først lige var tændt, og længe inden vores egen planet blev til. Det er meteoritterne, der kan fortælle os, hvordan og hvornår vores solsystem blev skabt, hvordan Jorden blev til, og hvordan Solsystemets vugge så ud. Bogen her er skrevet til dem, der gerne vil vide lidt mere om me‑ teoritter og den historie, de kan fortælle. Det er en skildring krydret med udvalgte fortællinger om meteoritfald, meteoritjagt og fund af disse sjældne sten. Der kræves ingen særlige forudsætninger for at læse bo‑ gen – kun nysgerrighed efter svar på et af livets helt store spørgsmål: Hvorfor er vi her? Bogen er primært blevet til i S‑toget på vej til og fra Statens Natur‑ historiske Museum – tak til DSB for husly! Jeg vil også gerne takke min familie, Ruth, Eske og Tore for at bære over med mig i de weekender, der specielt her i slutfasen er gået med projektet. En stor tak skal også gå til Ruth, Vagn Buchwald, Hanne Strager og Jesper Holst, der har læst manuskriptet omhyggeligt igennem og rettet utallige fejl. Sidst men ikke mindst vil jeg gerne rette en stor tak til Ole Jørgensen, der har været initiativtager og redaktør på projektet. Uden Oles utallige forslag til forbedringer af teksten ville læseren være kommet på en langt sværere opgave. København, januar 2012 Henning Haack


Ildkugle over Mojaveørkenen i 2009. Det er en Geminid-meteor fra den nu forsvundne komet 3200 Phaethon, der lyser op. Foto: Walter Pacholka, Astropics /Science Photo Library.


Kapitel 1

Maribometeoritten


Hvis man taler om meteoritter i Danmark, så er der især én, man ikke kommer uden om – Maribo‑meteoritten. Det er ikke vores største og heller ikke den flotteste – men alligevel er der ingen tvivl om, at det er den mest interessante danske meteorit. At den så samtidig faldt, mens jeg var ansvarlig for meteoritsamlingen, vil altid gøre den til noget helt enestående for mig. Med ca. et nyt meteoritfald pr. århundrede i Dan‑ mark skal man være ikke så lidt heldig for at få en ny dansk meteorit i samlingen, mens man er ansvarlig for den. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at det skulle overgå mig, men jeg havde ikke turdet håbe på, at det skulle blive så interessant som det blev – og stadig er.

En oplyst aftensmad Lørdag den 17. januar 2009 sad jeg og spiste aftensmad med min kone og en af vores venner. Pludselig kikkede de begge to undrende ud af vinduet, da himlen oplystes af et meget kraftigt lysskær. Jeg sad selv med ryggen til vinduet og nåede derfor ikke at se noget. I første omgang overbeviste vi os om, at det nok bare var det sidste nytårskrudt, der blev skudt af, så det gik slet ikke op for mig, at der var sket noget, der skulle komme til at fylde meget i mit liv. Selve historien om faldet og det senere fund af meteoritten er ret usædvanlig – jeg har i hvert fald aldrig hørt om noget lignende. Det er en historie, der involverer mystiske hjulspor i Sverige, åbningen af DR’s koncerthus, voldsomme brag over Lolland‑Falster, en meget speciel radarstation på Rügen, en dansk mejeriingeniør i Polen, et jordskælv i Italien og en tysker, der lever af at finde meteoritter. Morgenen efter hørte jeg i nyhederne, at der var set en ildkugle over Danmark og Sverige. Der var også rygter om, at der var faldet en


12

Maribo-meteoritten

Figur 1. Seks stadier i Maribo-meteorittens tur hen over himlen set fra det skånske overvågningskamera. Den viste sekvens dækker et tidsrum på mindre end 3 sekunder. Foto: Roger Svensson.

meteorit i Sverige. Jeg blev derfor hurtig klar over, at det, min kone og vores gæst havde set, var langt mere interessant end lidt glemt nytårskrudt.

De skånske hjulspor Hovedårsagen til, at ildkuglen blev så voldsomt omtalt i medierne – og derfor også at meteoritten senere blev fundet – skulle findes langt oppe i Skåne. På en af Skånes utallige ødegårde havde ejeren opdaget, at der af og til var nogle mystiske, friske hjulspor bag gården, når han stod op om morgenen. Han brød sig ikke om, at der kørte fremmede menne‑ sker rundt på hans grund og fik derfor sin bror til at sætte et avanceret overvågningskamera op. Det var ret begrænset, hvad der foregik bag gården om natten, så kameraet optog rigtig mange timer, hvor man ikke ser andet end stjerner, der langsomt glider over himlen. Den situation ændrede sig dramatisk d. 17. januar 2009! Da gårdejeren hørte om ildkuglen i radioen, gik han straks i gang med at se sine optagelser igennem. Stor var hans glæde og overraskelse, da han så, at han havde en fantastisk flot optagelse af ildkuglen. Til‑ fældigvis var kameraet monteret, så man kunne se næsten hele den syd‑sydvestlige del af himlen, som ildkuglen passerede hen over. På videoen ser man ildkuglen komme ind i billedfeltet øverst til venstre.


13

De skånske hjulspor

På sin vej skråt ned over himlen bliver den kraftigere og kraftigere og begynder at trække et glødende spor efter sig. Inden den forsvinder bag en række træer, giver den nogle meget kraftige lysglimt, der oplyser hele landskabet bag gården. Da videoen blev vist i fjernsynet og på nettet, konkluderede de fleste, at der måtte være faldet en meteorit i Sverige. Hvordan skulle man kunne tro andet, når man tydeligt kunne se ildkuglen slukke lige

Figur 2. Her ses meteorittens bane mod vest over Østersøen i retning af Maribo (A på kortet). Den svenske video er optaget fra punktet C. Også et kamera, der var opstillet ved B i Holland, havde fotograferet den. Endelig havde en radar på Rügen (ved D) registreret den.

C A 100 km

B

D


14

Maribo-meteoritten

bag en række træer? Det, der snød folk, var, at ildkuglen bevægede sig med en næsten ufattelig fart og derfor var meget længere væk, end de troede. I virkeligheden var ildkuglen var knap 200 km fra kameraet, da den fór over himlen. Den passerede derfor slet ikke hen over Skåne, men derimod over Østersøen.

Jagten indledes Søndag morgen væltede det ind med e‑mails til mig. I alt endte jeg med at få mails fra 550 mennesker, der havde set ildkuglen. De havde alle sammen udfyldt et skema på en særlig hjemmeside, vi har lavet til samme formål (www.ildkugle.dk), og herfra blev oplysningerne sendt videre til bl.a. Tycho Brahe Planetariet, Niels Bohr Instituttet og Statens Naturhistoriske Museum, hvor jeg modtog dem. På Planetariet og Niels Bohr Instituttet sad Michael Linden Vørnle og Anton Norup Sørensen også og samlede oplysninger ind. Det, vi håbede på, var, at nogen kunne fortælle os, hvilken bane ildkuglen havde fulgt. Hvis vi kunne bestemme ildkuglens bane ned gennem atmosfæren, var der håb om, at vi også kunne finde den ned‑ faldne meteorit – hvis den da i det hele taget havde overlevet turen ned gennem atmosfæren. Rigtig mange kunne fortælle, at de havde siddet i stuen og set åb‑ ningen af DR’s koncerthus i fjernsynet, da vinduerne pludselig oplystes udefra – gennem de nedrullede gardiner. Den slags oplysninger har selvfølgelig begrænset værdi, da det, vi mest af alt havde brug for at få oplysninger om, var banen. Nogle af dem havde dog ikke bare set ildkuglen – de havde også hørt den! Ildkugler bevæger sig gennem at‑ mosfæren med hastigheder på langt over lydhastigheden. Hvis de ikke er brændt op, inden de kommer ned i den nedre del af atmosfæren, kan man høre voldsomme overlydsbrag. Da vi gik øjenvidneskildringerne igennem, viste det sig, at der var mange, der havde hørt sådanne vold‑ somme brag på Sydsjælland og Lolland‑Falster. Da vi fandt ud af, at der var blevet hørt overlydsbrag på Lolland‑ Falster, blev vi klar over, at der kunne være faldet en meteorit, og at den formentlig var faldet på eller i nærheden af Lolland. For første gang i


Jagten indledes

15

min karriere som ansvarlig for den danske meteoritsamling øjnede jeg en reel chance for at finde en ny meteorit. Det var rigtig stort! Spørgsmålet var så bare, om vi også kunne finde den? Først prøvede vi at bruge øjenvidneskildringerne og videoen til at finde ud af, hvor meteoritten eventuelt kunne være faldet. I princippet er det simpelt nok at finde ud af, hvilken bane ildkuglen fulgte. Dem, der befandt sig syd for banen, havde set den bevæge sig mod venstre på den nordlige himmel, mens dem, der befandt sig nord for banen, havde set den bevæge sig mod højre på den sydlige himmel. Ved at tegne observationerne ind på et kort og læse, hvad det var, folk havde set, skulle man derfor hurtigt kunne tegne banen ind. Problemet er desværre bare, at der er rigtig mange, der slet ikke har styr på verdenshjørnerne. Erfaringen viser desværre, at mindst halvdelen af sådanne observationer peger i helt forkerte retninger. Samtidigt var der også en del skyer, der gjorde, at mange så lysskæret, uden at de kunne se selve ildkuglen. En af de observationer, der så interessant ud, kom fra Polen i nær‑ heden af Kolberg. Her ligger et Arla‑mejeri, hvor der arbejder en dansk mejeriingeniør. Han stod på sin villavej og kikkede mod vest, da ild‑ kuglen pludselig dukkede op højt oppe på himlen. Han så ildkuglen gå næsten lodret ned mod et punkt på horisonten lige for enden af vejen. Det var en rigtig god observation! Når han så ildkuglen gå næsten lod‑ ret ned mod horisonten, måtte det betyde, at han stod lige under dens bane hen over himlen. Når han samtidigt så den gå ned lige for enden af vejen, kunne vi også finde ud af, hvilken kurs den havde fulgt. Hans fine observation pegede lige mod Lolland, og vi håbede derfor, at den kunne være faldet på øen. Desværre var der flere ting, der tydede på, at han tog fejl. Obser‑ vationer fra Gedser og Rødby Havn pegede entydigt på, at ildkuglen havde passeret syd om Lolland og var dumpet ned i Østersøen. Det passede også fint med, at man i Tyskland havde set den passere forbi på den nordlige himmel. I første omgang valgte jeg at tro mest på de øjenvidner, der havde set den dumpe i Østersøen. Det kan jeg bagefter godt ærgre mig over – for det skulle senere vise sig, at de tog helt fejl.


16

Maribo-meteoritten

Figur 3. I koncerthusets foyer er der en stander, hvor man kan få historien om meteorittens landing på åbningsdagen. Der er også udstillet et lille stykke af meteoritten. Foto. Ida Tolbod.

Koncerthusets rolle Utroligt nok spillede åbningen af DR’s koncerthus også en rolle i Ma‑ ribo‑meteorittens fald. De fleste kender nok den firkantede blå bygning, og enkelte ved måske også, at selve den store koncertsal er anbragt, så det ser ud, som om den svæver midt inde i den store firkant. Bygningen er designet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Da han begyndte at tænke på opgaven, kendte han ikke umiddelbart noget til Skandinavien, men han havde læst Peter Høegs roman “Frøken Smillas


Den tyske meteoritjæger

17

fornemmelse for sne”, og det var den, der gav ham idéen til designet. I romanen spiller Cape York‑meteoritterne og Grønland en ikke ube‑ tydelig rolle, og han fik derfor den idé, at koncertsalen skulle designes som en meteor, der kom flyvende gennem Solsystemet, mens selve den blå bygning skulle symbolisere Indlandsisen på Grønland. Op til den meget omtalte åbning af koncertsalen viste DR en reklame for koncerthuset, hvor man ser koncertsalen flyve gennem Solsystemet. Inde i koncertsalen ser man kendte danske musikere og deres instrumen‑ ter svæve rundt i vægtløs tilstand. Til sidst rammer koncertsalen Jordens atmosfære, hvor den omdannes til en meget flot animeret ildkugle, der selvfølgelig ender med at falde ned i den store blå bygning. Koncerthuset blev indviet d. 17. januar 2009: Arrangementet ind‑ ledtes med, at kulturministeren holdt en bevinget tale om de store muligheder, den nye koncertsal bød på. Kl. 20:08:38 erklærede hun koncertsalen åben med ordene “Meteoren er landet!”. Mindre end et minut senere oplystes himlen over Nordeuropa, da det klippestykke, Maribo‑meteoritten kom fra, trængte ind i atmosfæren. Historien er næsten for utrolig til at være sand – men kun næsten! Koncerthusets ledelse hørte også om det utrolige sammentræf og henvendte sig for at spørge, om vi på en eller anden måde kunne fortælle historien i selve koncerthuset. Hvis man derfor besøger koncerthuset i dag, kan man se en lille stump af Maribo‑meteoritten, der er udstillet i forhallen. Der er også en videoskærmen, hvor vi fortæller historien om det utrolige sammenfald.

Den tyske meteoritjæger Jeg troede som nævnt i første omgang, at meteoritten var dumpet i Østersøen, og havde derfor helt opgivet at finde noget. Det var der hel‑ digvis andre der ikke havde. Det blev derfor en ihærdig tysk professionel meteoritjæger, der fandt Maribo‑meteoritten. Den slags specialister er der ikke mange af i verden, men den bedste af dem alle bor faktisk ikke længere væk end Berlin. Han hedder Thomas Grau og havde allerede inden fundet af Maribo‑meteoritten verdensrekord i at finde friskfaldne meteoritter.


18

Maribo-meteoritten

Figur 4. Lydbølgerne danner nærmest en kegle – i stil med en sukkertop. Når meteoren når ned under lydhastigheden, vil bølgerne fortsætte skråt fremad, men der dannes ikke flere af dem frem langs banen.

Da han hørte om ildkuglen, var han straks klar over, at der igen var brug for hans ekspertise. Desværre var han lige blevet opereret i knæet, og der gik derfor et par uger, før han satte kursen mod Lolland sammen med en dansk‑tysk tolk. På Lolland brugte han tre uger på at køre rundt og tale med rigtig mange af de folk, der havde set ildkuglen. Han blev efterhånden klar over, at mange af øjenvidnerne tog fejl af retningerne – bl.a. fordi der var en del tynde skyer over Lolland, da me‑ teoritten faldt. Da øjenvidnerne ikke kunne beskrive banen over himlen præcist, undersøgte han i stedet, hvor man havde hørt overlydsbrag. Det viste sig, at der var hørt voldsomme brag over Sydsjælland, Møn, Falster og den østlige del af Lolland. På den vestlige del af Lolland havde man derimod intet hørt. Specielt det sidste var rigtig interessant. Thomas Grau mente nu, at han kunne finde ud af, hvor meteoritten var faldet. Når meteoritter bevæger sig gennem atmosfæren med overlydshastig‑ hed, udsender de som tidligere nævnt lydbølger undervejs. Lydbølgerne udsendes skråt fremad på en måde, der meget ligner det system af bølger,


Den tyske meteoritjæger

19

100 km

Figur 5. I det orange område hørtes kraftige overlydsbrag, i det lysere område knap så kraftige og uden for de farvelagte områder hørtes ingenting.

et skib laver, når det sejler hen over havet. Det betyder, at man hører kraftige brag, hvis man står under ildkuglen eller lidt ude til siden. Hvis man derimod står foran den, hører man ingenting. Thomas Grau fandt efterhånden ud af, at man i den østlige del af Maribo havde hørt voldsomme brag, mens man ikke havde hørt noget lige vest for Maribo. Han konkluderede derfor, at meteoritten måtte være faldet lige vest for Maribo. I første omgang indtegnede han et område på 10 km x 10 km på kortet, og der gik han så i gang med at søge. Som man nok kan forestille sig, er det ikke helt let at finde en meteorit i et område på ikke mindre end 100 km2. Det kan også være svært at holde motivationen oppe, når man for det første ikke er helt sikker på, at man leder i det rigtige område, og for det andet ikke ved, om der i det hele taget var noget som helst, der overlevede turen gen‑ nem atmosfære. Alligevel lykkedes det ham at finde et stykke af meteoritten i en


20

Maribo-meteoritten

Figur 6. Thomas Grau lige efter fundet af meteoritten. Foto: Thomas Grau.

kirsebærplantage “allerede” efter 6 dages søgning. Den var ikke større end en valnød, så det var en fantastisk præstation, at det lykkedes ham at finde den. Det er nok de færreste, der er så stædige, at de ville blive ved med at søge selv efter at have travet alene rundt i fem lange dage uden at finde noget som helst – men Thomas Grau er også en meget stædig mand! Da Thomas Grau havde fundet det første stykke, tænkte han, at nu ville det være meget lettere at finde flere nedfaldne stumper af me‑ teoritten – så han søgte videre i 7 dage mere. Desværre kom der intet ud af det. Senere, da fundet blev kendt, blev området finkæmmet af mange forskellige grupper – men der blev aldrig fundet mere end det ene stykke, som Thomas Grau fandt. Den 12. marts 2009 ringede Thomas Grau til mig og sagde, at han havde fundet en meteorit. Når man er ansvarlig for meteoritsamlingen, er det faktisk noget, der sker ret ofte, men jeg havde på det tidspunkt al‑ drig været ude for, at der var noget om snakken. Jeg var derfor først lidt skeptisk og spurgte, hvorfor han dog troede det. Jo, sagde han, han hav‑ de fundet noget, der lignede en CM‑kondrit! Den havde jeg dog aldrig


Den tyske meteoritjæger

21

hørt før. Det var første gang, en finder kunne fortælle, hvad det var for en type meteorit, han havde fundet. Der gik ikke mange minutter, før Thomas Grau havde overbevist mig om, at han havde fundet en meteo‑ rit og at det efter al sandsynlighed var den, der var faldet d. 17. januar. Dagen efter dukkede Thomas op på mit kontor med meteoritten, og jeg kunne meget hurtigt se, at den var god nok – Danmark havde fået en ny meteorit! Det skulle blive en af de mest mindeværdige dage i mit liv. Dagen igennem var der et rend af kollegaer og journalister på mit kontor, og om aftenen var vi i ikke mindre end 6 forskellige nyhedsudsendelser.

Figur 7. Maribo-meteoritten på findestedet sydvest for Maribo. På grund af regn og vekslen mellem tø og frost var meteoritten temmelig frostsprængt. De ydre fragmenter er dækket af en tynd, matsort smelteskorpe. På de indre brudflader kan man se det uopvarmede indre af meteoritten med forskellige lyse partikler, der daterer sig tilbage til Solsystemets oprindelse. Målestokken for oven viser centimeter. Foto: Thomas Grau.


22

Maribo-meteoritten

Figur 8. Thomas Grau og nogle af de mange kollegaer, der kom forbi for at se meteoritten på mit kontor d. 13. marts, 2009. På bordet står en boks med den græstørv, meteoritten blev fundet i. Ved siden af ligger meteoritstumperne på et stykke hvidt papir. Foto: Jens Astrup.

Vi konstaterede også hurtigt, at Thomas Grau formentlig havde ret, når han gættede på, at det var tale om den type meteorit, man kalder en CM‑kondrit (se nærmere i kapitel 4). Alle meteoritter er sjældne, men CM‑kondritter er særligt sjældne. Kun 2 % af de meteoritter, der falder på Jorden, er CM‑kondritter. Sidste gang der blev fundet en friskfalden CM‑kondrit (før Maribo‑meteoritten) var i 1986 – i Japan. CM‑kondritter er kulkondritter, dvs. meget primitive meteoritter be‑ stående af løst sammenkittet støv og partikler fra dengang, Solsystemet blev til (se også i kapitel 4, side 70). Det samme type støv blev brugt til at opbygge Jorden af, men da det tog 50‑100 millioner år, kan man sige, at CM‑kondritterne er 50‑100 millioner år ældre end vores egen


Men var det nu den rigtige meteorit?

23

planet. Vi kalder den slags meteoritter for primitive, fordi de stort set ikke har forandret sig i de forløbne 4,5 milliarder år. I meteoritbranchen har ordet “primitivt” derfor en positiv betydning, der fortæller, at man har fat i noget meget spændende materiale.

Men var det nu den rigtige meteorit? Meteoritten blev fundet 6 uger efter, at ildkuglen blev set, og ingen havde set den falde i kirsebærplantagen. Kunne man så virkelig være sikker på, at det var den, der var faldet d. 17. januar? Måske havde ildkuglen og meteoritten slet intet med hinanden at gøre? Nu, hvor vi endelig havde fundet meteoritten, kunne man måske synes, at det var lige meget præcis, hvilken dag den var faldet. Men hvis det virkelig var den meteorit, der var set fare over himlen, så kunne vi bruge den skånske video og alle øjenvidnerne til at regne ud, hvilken bane den havde haft om Solen, inden den ramte Jorden. Men hvis ild‑ kuglen og meteoritten intet havde med hinanden at gøre, ville sådan et regnestykke selvfølgelig ikke give mening. Det var derfor vigtigt for os at finde ud af, hvor længe meteoritten havde ligget på Jorden – og det ville give os værdifuld viden om, hvor i Solsystemet den kom fra. Heldigvis kan man godt finde ud af, hvor længe en meteorit har ligget på Jorden. Her kommer den kosmiske stråling os til hjælp. Hvis man er astronaut på rejse uden for Jordens atmosfære og beskyttende magnetfelt, er kosmisk stråling et ubehageligt fænomen, men hvis man studerer meteoritter, er det meget nyttigt. Den kosmiske stråling sætter os i stand til at finde ud af, hvor længe en meteorit har rejst gennem Solsystemet, og hvor længe den har ligget på Jorden, efter at den er faldet. Vi regnede med, at meteoritten oprindelig kom fra en asteroide langt ude i Solsystemet. Her sad den godt beskyttet et stykke under overfladen. En dag blev asteroiden ramt af et klippestykke, der lavede et stort krater og slyngede Maribo‑meteoritten af sted på dens færd mod Jorden. Mens den rejste gennem Solsystemet, blev den udsat for den kosmiske stråling. Det betød, at der blev dannet flere forskellige radioaktive stoffer i den. Alle radioaktive stoffer omdannes med tiden til andre stoffer. Nogle


24

Maribo-meteoritten

omdannes helt efter få sekunder, mens andre bruger milliarder af år på det. Så snart meteoritten var faldet og derfor ikke længere blev udsat for kosmisk stråling, forsvandt de mest kortlivede radioaktive stoffer derfor hurtigt. Hvis vi kunne måle, hvor meget der var tilbage af de forskellige stoffer, kunne vi derfor finde ud af, hvornår meteoritten var faldet. Det er desværre ikke helt så enkelt som det måske kan lyde. Desuden er der det oplagte problem, at når mange af stofferne forsvinder hurtigt, skal man skynde sig, hvis man skal nå at måle på dem. I første omgang tog jeg meteoritten med til Dansk Institut for Strå‑ lehygiejne i Herlev. Her måtte man desværre give fortabt. Meteoritten var allerede så svagt radioaktiv, at selv deres bedste detektor ikke kunne måle den stråling, vi var interesseret i. Vi måtte derfor sende meteorit‑ ten en tur til Italien, hvor Europas mest følsomme strålingslaboratorium ligger 1.400 m under jordoverfladen dybt inde i et bjerg, 80 km nordøst for Rom. For at komme til laboratoriet, kører man igennem en motor‑ vejstunnel og drejer så til højre halvvejs igennem tunnelen, når man er midt inde i bjerget. Her er der effektivt skærmet mod den kosmiske stråling, så man kan måle på ganske svagt radioaktive prøver. I laboratoriet blev meteoritten anbragt i en kobberbeholder, og der blev stablet en mur af blymursten op omkring den. Her skulle den så ligge i nogle uger, mens en fintfølende detektor registrerede, hver gang en radioaktiv isotop blev omdannet til et andet stof. Til sidst ville vi så kunne regne ud, hvor længe meteoritten havde ligget på Jorden. Helt som forventet skulle det desværre ikke gå. Ugen efter at me‑ teoritten ankom til Italien, var avisernes forsider fyldte med historien om et voldsomt jordskælv, der ramte byen L’Aquila, nordøst for Rom, den 6. april, 2009. Det var ikke gode nyheder! L’Aquila ligger lige uden for den tunnel, der fører ind til laboratoriet, og det er her de fleste af de ansatte bor. Jeg var selvfølgelig bekymret for de stakkels ansatte i laboratoriet, men jeg må da indrømme, at jeg også var meget bekymret for, om meteoritten var blevet knust under de tunge blymursten, der var blevet stablet op omkring den. Jeg ringede straks til L’Aquila og sendte flere e‑mails derned, men der skulle gå to lange uger før jeg hørte, at både mennesker og meteorit heldigvis havde overlevet katastrofen i fin stil. Det værste for vores pro‑ jekt var, at der havde der været strømafbrydelse i 2 uger, og at der derfor


Maribo-meteoritten undersøges nærmere

25

ikke var blevet målt på meteoritten. De skyndte sig at sætte målingen i gang igen, så snart strømmen var tilbage, men det var allerede ved at være for sent. De stoffer, vi var på jagt efter, havde allerede været under omdan‑ nelse i lang tid, og nu var der selvfølgelig endnu mindre tilbage at måle på. Vi kunne derfor ikke sætte en dato på, hvornår meteoritten var faldet, men det kunne heldigvis konstateres, at den var faldet få uger inden, den blev fundet. Det var derfor meget usandsynligt, at det ikke var den rigtige meteorit, vi havde fat i. Samtidig kunne man også se, at Maribo‑meteoritten havde været udsat for kosmisk stråling i ca. 1 mil‑ lion år, inden den faldt. Rejsen til Jorden havde derfor taget 1 million år. Det lyder måske som meget lang tid, men det er faktisk mindre, end de fleste meteoritter bruger på deres rejse til Jorden.

Maribo-meteoritten undersøges nærmere Nu, hvor vi følte os overbeviste om, at meteoritten var faldet den 17. januar, kastede vi os over at forsøge at beregne banen. Hvis vi kunne finde ud af, præcist hvilken bane den havde fulgt gennem atmosfæren, og hvor hurtigt den bevægede sig, da den kom ind i atmosfæren, kunne vi også regne ud, hvilken bane den havde haft rundt om Solen, inden den kom på kollisionskurs med Jorden. Med banen i hånden ville vi måske kunne finde ud af, hvad det var for en asteroide, den var slået løs fra. Det ville i givet fald være første gang i historien, at der var nogen, der havde haft held med at bestemme banen for en CM‑kondrit, og vi var derfor meget opsatte på, at det skulle lykkes. Der er selvfølgelig en grund til, at det sjældent lykkes, og vi måtte også hurtigt indse, at det bestemt ikke var let. Det største problem var, at det avancerede overvågningskamera, der havde filmet ildkuglen, ikke var beregnet til at filme ildkugler, men derimod suspekte perso‑ ner i ulovligt ærinde. Kameraet nøjedes med at tage et par billeder i sekundet, når der ikke skete noget i billedfeltet. Hvis der pludselig var noget, der bevægede sig, begyndte det at tage mange flere billeder i sekundet. Problemet var bare, at man ikke kunne afgøre præcist, hvor mange billeder pr. sekund den optog. Vi ville gerne vide, hvor hurtigt


26

Maribo-meteoritten

ildkuglen bevægede sig. Vi kunne se, hvor langt den flyttede sig fra billede til billede, men vi kunne ikke finde ud af, hvor lang tid der var mellem de enkelte billeder. Det er ingen overdrivelse at sige, at vi var frustrerede! Vi måtte derfor skuffede opgive at bruge videoen til at beregne ildkuglens hastighed. Først i december måned, 11 måneder efter at ildkuglen blev set, var der pludselig nyt håb. Ad omveje hørte jeg om nogle tyskere, der havde observeret ildkuglen med en speciel radar, der netop var sat op for at holde øje med ildkugler. Radaren står på Rügen, lige under ildkuglens bane (se figur 2, s. 13)! Det var næsten for godt til at være sandt, men jeg skyndte mig at kontakte tyskerne og fandt hurtigt ud af, at den var god nok. Ildkuglen var observeret med radaren, og de kunne fortælle mig præcist, hvilken bane den havde fulgt, og hvor hurtigt den havde bevæget sig. Hastig‑ heden viste sig at være usædvanlig høj – ikke mindre end 28,5 km i sekundet, da den kom ind i atmosfæren. Et almindeligt rutefly flyver lige knap 1000 km i timen, hvilket svarer til 300 m pr. sekund. Maribo‑ meteoritten bevægede sig ca. 100 gange hurtigere end et rutefly og over fire gange hurtigere end rumfærgerne, når de er i kredsløb om Jorden. Den hidtil hurtigste meteorit, der nogen sinde var observeret, da den faldt, kom ind med 22 km i sekundet, så Maribo‑meteoritten har nu rekorden som den suverænt hurtigste meteorit. Ud over at det selvfølgelig er sjovt, at vores nye danske meteorit har sat uofficiel verdensrekord i atmosfærehastighed, så viser det også i sig selv, at der er tale om en eksotisk meteorit. Jo fjernere egne af Solsystemet, en meteorit kommer fra, jo større hastighedsforskel vil der være mellem meteoritten og Jorden, når de mødes. Maribos høje hastighed viser derfor, at den kommer fra et sted usædvanlig langt ude i asteroidebæltet. Det med hastigheden var faktisk lidt af en overraskelse. Jo hurtigere en meteorit bevæger sig, når den rammer atmosfæren, jo voldsommere varmes den op. Hvis den har for travlt, brænder den derfor totalt op i at‑ mosfæren. Før Maribo‑meteoritten regnede vi med, at den absolut øvre grænse var 25 km i sekundet, men vi blev klogere. Samtidig er Maribo en meget skrøbelig type meteorit, og det var derfor meget overraskende, at den havde overlevet det voldsomme møde med Jordens atmosfære.


Maribo-meteoritten undersøges nærmere

27

Da vi fik beregnet banen, fik vi igen en overraskelse. Vi havde håbet, at vi kunne finde en asteroide, der passede med banen, men det var ikke umiddelbart muligt. Der var derimod et langt mere spændende objekt i en bane tæt på Maribo‑meteorittens – komet Encke. Umiddelbart skulle man måske ikke tro, at man kunne få meteoritter fra kometer – de er jo lavet af is – og der har da heller aldrig været nogen, der har foreslået, at de havde fundet en meteorit fra en komet. Men lige præcis Maribo‑meteoritten kunne måske godt tænkes at være fra en komet.

Figur 9. Maribo-meteoritten kredsede omkring Solen i den grønne bane, inden den ramte Jorden. Som man kan se, var det en meget langstrakt bane, der bragte meteoritten lige inden for Merkur, når den var tættest på Solen, og langt uden for Mars, når den var længst væk.

t lte æ eb id s ar M

en rd nus e r ku er M

Jo V

As te ro

Maribo

Solen


28

Maribo-meteoritten

Der er nemlig det specielle ved CM‑kondritterne, at de viser tegn på, at der har været vand til stede i dem, dengang de blev til. Kometer er ligesom asteroider opbygget af primitivt støv og partikler fra dengang, Solsystemet blev til. Kometerne er bare dannet længere fra Solen end asteroiderne. Langt fra Solen er det meget koldere, og kometerne er derfor ikke kun opbygget af sten og metal, men også af store mængder is. Isen består hovedsageligt af en masse almindelig frossent vand, men også af en lang række gasser, der er frosset til is ved de lave temperaturer. Hvis kometerne forvilder sig ind i det indre solsystem, hvor Solen kan varme dem op, begynder isen at fordampe, så kometerne udvikler den lange hale, de er kendt for. Når isen så til sidste er fordampet, er der kun sten og metal tilbage – præcis som vi ser det i Maribo‑meteoritten. At Maribo har været i kontakt med vand, fremgår blandt andet af noget besynderligt, lagdelt materiale, som vi aldrig har set før. Det ligner nærmest – meget – små stykker savsmuld, der er fordelt rundt i hele meteoritten. Stykkerne er f�� hundrededele af en millimeter store, så de kan kun ses i et elektronmikroskop. Tilsyneladende er de dannet ved, at noget materiale i stil med det, som meteoritten består af, er blevet opløst i vand, som så senere har afsat lag på lag af det opløste materiale et andet sted. Senere er lagene så blevet brækket i stykker og er på en eller anden måde havnet i Maribo‑meteoritten. Vi ved endnu ikke rig‑ tig, hvad der er sket – men når vi finder ud af det, vil det forhåbentlig kunne fortælle os noget om, hvordan Solsystemet blev til – og ikke mindst om hvilken rolle vandet har spillet. Da Thomas Grau første gang bragte Maribo indenfor i 20 graders varme, undrede han sig over, at der begyndte at lugte ubehageligt af organiske opløsningsmidler. Han fandt hurtigt ud af, at lugten kom fra meteoritten. Den havde ikke været så varm, siden Solsystemet blev til, og nogle af de letfordampelige stoffer, den indeholdt, begyndte derfor at fordampe. Det er velkendt, at CM‑kondritter ikke har været udsat for varme, før de når Jordens atmosfære, og da Maribo oven i købet var faldet om vinteren, indeholdt den derfor et ekstra højt indhold af organiske stoffer fra Solsystemets oprindelse. Dem ville vi selvfølgelig gerne have analyseret, så vi kunne lære noget nyt om, hvilke stoffer der var til stede, da Solsystemet blev til. Det kan måske lyde mærkeligt,


Maribo-meteoritten undersøges nærmere

29

Figur 10. Det lagdelte materiale, som Maribo er fuldt af. Den hvide streg er 10 tusindedele af en mm lang. Billedet er taget med et elektronmikroskop. Foto: Henning Haack.

at de organiske stoffer ikke fordampede, da meteoritten fór glødende gennem atmosfæren – men ildkuglen varede under 4 sekunder, og da den slukkede i godt 30 km’s højde, afkøledes meteorittens overflade lynhurtigt på det lange fald ned gennem den iskolde atmosfære. Det indre af meteoritten blev derfor aldrig varmet op. Et stykke af meteoritten på bare 0,1 g blev sendt til München, hvor dets indhold af organiske stoffer blev analyseret. Maribo‑meteoritten har foreløbigt vist sig at indeholde ikke mindre end 25.000 forskellige organiske stoffer fra Solsystemets oprindelse – bl.a. aminosyrer. Ami‑ nosyrer er spændende, fordi de er nogle af livets byggesten. Det betyder dog ikke, at der har været liv i Maribo‑meteoritten, men tilsvarende materiale har sikkert regnet ned på den unge Jord og kan have medvirket til, at livet opstod på vores planet.


30

Maribo-meteoritten

Maribos videre skæbne Meteoritten er nu foreløbigt blevet beskrevet og internationalt aner‑ kendt som en ægte meteorit af type CM. Ligesom alle andre meteoritter er den blevet opkaldt efter den by, den faldt i nærheden af, og er derfor kommet til at hedde Maribo. Desværre var Maribo‑meteoritten kun på 25 g, og vi må derfor passe på, at vi ikke bruger mere end allerhøjst nødvendigt, når vi forsøger at læse den historie, som den har gemt på i 4567,2 millioner år – fra længe før Jorden blev til. Flere forskerhold i både Danmark og andre steder i verden studerer i øjeblikket ganske små stykker af meteoritten for at lære nyt om vores fælles oprindelse.


Meteoritter af henning haack