Page 1

MESTER SKYTTEN NOVESELNLER NDRE OG AHO D LMGAAR JØRGEN AF LARS

AF LARS HOLMGAARD JØRGENSEN

r består af fire Mesterskytten og andre novelle kellige tidsaldre historier, der udspiller sig i fire fors æger sig fra bev over næsten hundrede år, og som handler om unge 2014 og tilbage i tid. Alle historier es af eller drenge, der enten flirter med, fasciner ansigter. tager afstand fra fascismens mange

MESTERSKYTTEN OG ANDRE NOVELLER

»Må jeg »Wauw!« Marius spærrede øjnene op. prøve at holde den?« først, Marius Jeppe gav ham dolken med skæftet tog imod med åbenlys ærefrygt. og lod »Hold kæft, den er tung!« udbrød han rmede efo fingrene følge kanten på skæftets rud våbnet, så indfatning af hagekorset, han drejede se … hvor vildt! lyset fra bålet ramte bladet. »Ove, i bladet!« t ere Der står Blut und Ehre indgrav

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

HØST & SØN

Mesterskytten_CVR.indd 1

15/01/14 15.50


Af samme forfatter bl.a.: Egernfolket 1. Menneskejægere Egernfolket 2. Flugt over is Egernfolket 3. Shamanens lærling Egernfolket 4. Ild og jord   Nicklas og krigen Peggyfriend og andre øjeblikke   Skyggesider 1. Dødelig pakke Skyggesider 2. Den polske forbindelse Skyggesider 3. Flugten fra Nørrebro


Lars Holmgaard Jørgensen

MESTERSKYTTEN Og andre noveller

Høst & Søn


MESTERSKYTTEN og andre noveller © Lars Holmgaard Jørgensen og Høst & Søn / rosinante & co , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Rasmus Meisler Sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3417-9 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


INDHOLD

Mesterskytten 2014

7

Alliancen 1959

27

Dolken 1941

81

Frelseren 1919

117


6


Mesterskytten 2014

Mick trak vejret dybt og lod luften langsomt sive fra lungerne, mens hans pegefinger afslappet krummede sig om aftrækkeren, skuddet gik af, han sænkede riflen og kneb øjnene sammen ved det pludselige skift mellem sigt og syn. Projektilet sad som de andre otte lige i øjet – i det sorte felt i midten – cirkelstregen mellem 9’eren og 10’eren var skudt væk. Mick lagde riflen på tværs af kørestolen og greb om drivhjulene. Ude i garderoben låste han våbnet ind i skabet. Fra slyngelstuen lød dæmpet mumlende snak, pensionisterne drak kaffe og røg cigaretter, som de altid gjorde – de samme fem gamle mænd hver formiddag. De var medlemmer af klubben, men Mick havde aldrig set nogen af dem skyde. Han tog fat med begge hænder om drivhjulene og passerede lydløst og hurtigt den åbne dør, ingen derinde lagde mærke til ham. Den lange tur hjem på cykelstien var noget, han glædede sig rimeligt til hver eneste dag, hvis ikke vejret var helt tosset. Elleve kilometer er langt i en hånddrevet kø7


restol, men turen var god for hans overarme og skuldre. Hjemturen især, vinden var næsten altid i vest og imod, han brugte sig helt og fuldt og havde det fantastisk, når han kørte op ad slisken til entreen og ind i stuen og løftede sig over på briksen. Som regel faldt han i søvn, sov en halv times tid, svedig og varm og veltilpas under bomuldstæppet. Han kendte ruten til bevidstløshed, vidste, hvor han skulle bøje sig frem i stolen og bruge vægten til at støtte de seje tag på drivhjulene, vidste præcist, hvor han skulle kaste al energi ind, fordi om lidt gik det nedad og ligeud. Kendte de steder, hvor stiens asfalt var krakeleret, vidste, hvor hullerne var. Han tog ikke tid på turen mere – vinden og føret var for store faktorer til, at hastigheden var relevant. En overgang forsøgte han dog på pc’en at udarbejde en ligning, der skulle give et rimeligt billede af hastigheden i forhold til de variable faktorer. Han havde opgivet, muskelopbygning var det, det handlede om. Han vågnede på briksen, søvnen havde været fantastisk som altid, han smilede og sukkede næsten lykkelig. Ubesværet kom han over på sin stol og trillede hen til hylden med håndvægtene. Tolv kilo i hver hånd var han oppe på nu, hundrede træk med opadvendt knytnæve, hundrede træk med knoerne i vejret, hundrede træk til siderne, så vægtene flugtede med skuldrene, hundrede træk lige i vejret, og de sidste hundrede i strakte arme fra brysthøjde. Han klædte sig af og skiftede til den blå badekørestol, på badeværelset sorterede han tøj til en vask og satte i gang, før han tændte for bruseren og ventede et par 8


sekunder, til vandet var okay – han rullede ind og lod strålerne massere hovedbunden, skruede lidt op for det varme, til det passede. I flere minutter sad han under det massive bombardement af velgørende vand, før han rullede væk og begyndte at sæbe sig ind. Rutineret startede han ved fødderne, sæbede de grimme tynde ben ind, de knoklede knæ, de sammenfaldne lårmuskler, snød og tog sixpack’en i mellemgulvet før tid, smilede for sig selv og løftede sig og huskede alligevel røven, huskede den følelsesløse pik, de slatne nosser – som regel så han væk, når han kom hertil. Helt vildt godt var det, når han bøjede sig frem og lod vandet tromme mod ryggen, fordi om lidt ville han læne sig tilbage og modtage den våde velsignelse af brystvorterne, han lukkede øjnene og hengav sig til ren nydelse, mens strålerne prikkede, slog og knipsede. Gennem køkkenvinduet lagde han mærke til pigen igen. Hun var ny i kvarteret, han var sikker på, at hun måtte bo et sted i nabolaget, for hun lod sig se på forskellige tidspunkter af døgnet. Lige i situationen stod hun og læste et eller andet på sin smartphone, refleksmæssigt trak hun håret tilbage over højre øre, det gjorde hun flere gange, mens hun med rynkede bryn tolkede en besked på telefonen, så rettede hun sig op og stak den i en lynlåslomme på den lille lædertaske, hun bar i en lang rem over venstre skulder. Hun var lyshåret, måske et år ældre end ham – et godt gæt ville være nitten, måske tyve? Hun var altid alene, når han så hende, hun kom alene med bæreposer fra Kvickly, hun cyklede alene på en underlig og lidt kraftig-stellet bycykel med en kurv foran på styret. 9


Nogle gange løb hun – når han lige tænkte over det, var det vist mandag, onsdag og fredag – og hun løb langt, for hun var rimelig smadret, når hun passerede hans køkkenvindue. Træt og svedig og langsom og pustende. Sommetider stoppede hun lige netop ud for hans køkkenvindue og bøjede sig frem med hænderne på knæene og fik luft. Han vidste det godt – det gav stor lungevolumen at bøje sig frem i den stilling, det gav ilt til kroppen. »Hej! Hvor langt løber du? Du ser temmelig slidt ud!« Han mumlede ordene, mens han fulgte hendes bevægelser derude. »Bor du heromkring?« Thomassen, irriterende Thomassen, gjorde rent. Den dellede og laskede skytteklub-formand kiggede op fra støvsugningen, han slukkede maskinen og stillede sig an med rørslangen som støtte og med den frie hånd i siden. »Så lykkedes det at komme før dig!« Thomassen grinede og så til, mens Mick fik kørestolen op over stålkanten på yderdørens trin. »Hvornår kører du hjemmefra for at være her hver dag, før fanden får haglbøssen frem? Mick, du er her sommetider, før det bliver lyst. Mand, hvad vil du gøre, når det bliver efterår og vinter?« »Det kommer an på ...« begyndte Mick. Thomassen havde allerede tændt for maskinen igen, han støvsugede videre. Idioten nynnede for sig selv, han skrubbede støvsugerhovedet hårdt over en plamage af indtørret mudder på måtten. Mick rullede hen til stålskabet og låste riflen ud. Et stykke tid sad han med våbnet i den ene hånd, skæftet hvilede på hans lår. Han kæmpede med lysten til at låse riflen ind igen, støvsugningen og formandens umelodi10


ske nynnen i forhallen forstyrrede, gjorde ham utilpas, det tangerede kvalme. Med et suk koncentrerede han sig om fornemmelsen af våbnet, nøddetræsskæftet var smukt, han trak riflen ind til sig og snusede. Løbet lugtede af olie og skud, han sugede luft til sig og nikkede for sig selv. »Anschutz 1416!« mumlede han og satte kurs mod banerne. Han stoppede ved flisestien op til Kvickly, svedende og med hamrende hjerte. Han skulle egentlig hjem og hvile og løfte og bade. I smug tjekkede han luften omkring armhulerne, måske kunne han godt køre op og handle uden at genere nogen. Og da så han hende igen! Hun pressede en mønt i låsen til en indkøbsvogn og skubbede sig hen mod butikkens indgang. Lige idet hun passerede Mick, nikkede hun til ham og smilede, som om de kendte hinanden – hun beholdt hans øjne i sine, lige til hun blev nødt til at stoppe ved butikkens svingdør. De var stærkblå, øjnene. Hendes læber var fyldige og røde, det lyse hår var nødtørftigt bundet i en kraftig hestehale, der bugtede sig ned ad ryggen. Mick holdt stille i lang tid, han havde lidt mistet forbindelsen til kørestolen. Men så satte han kurs hjemad, han tænkte på hende, da han faldt i søvn på briksen. Og han tænkte på hende, da han løftede kilo, og da han tog sit brusebad. Om natten drømte han om hende. Hvis han kunne sætte alle ni skud inden for nier-ringen, ville han kontakte hende, næste gang han mødte hende. 11


»Hej, jeg hedder Mick!« Eller »Hej, det er da underligt, som vi to render ind i hinanden hele tiden! Bor du her i kvarteret?« Eller »Hej, ja, undskyld jeg sådan lige buser på, men jeg har lagt mærke til, at du løber mandag, onsdag og fredag. Måske kunne vi træne sammen ...?« Han trak vejret roligt ind, holdt det et sekund og lod luften sive langsomt. Men han kunne mærke sin puls, det rykkede i hænderne – svagt, ganske vist, men nok til en betydelig fejlmargin i skudplaceringen, og han sænkede våbnet og anbragte det på tværs af kørestolen. Han trak luft, han lukkede øjnene og tænkte sit mantra igen og igen, til han ikke mere kunne fornemme hjertets slag i brystkassen. Tilfreds løftede han riflen, afsikrede og tog sigte, langsomt trak han vejret, langsomt lod han det sive igen, mens han krummede fingeren om aftrækkeren, slap igen. Han lukkede øjnene og så hende for sig. »Undskyld?« Stemmen var smuk og klingende, der var latter i den og lidt pjat og fnis. Allerede mens han drejede sig rundt, vidste han, at det var hende. Hun stod rødkindet i forhallen, i løbetøj, med krydsede ben, hun vippede frem og tilbage med overkroppen og lo lidt genert. »Jeg så dig gå herind ... køre herind, og jeg skal så meget på toilet. Er det i orden, at jeg ...« Hun pegede mod damedøren. Og han nikkede, slog ud med hånden. 12


»Please yourself!« smilede han. Han drejede sig igen mod skydebanen og var tæt på at trykke af, da han hørte hende kalde fra dametoilettet. »Mick? Mick? Vil du lige hjælpe mig, please?« Han bøjede sig frem og lagde riflen på gulvet foran sig og styrede hen til toilettet, han noterede sig, at døren til damerne stod på klem. Hun havde stillet sin lædertaske – hvor den så kom fra – mellem døren og karmen, tøvende pressede han døren helt op. Hun havde trukket sine løbebukser ned om knæene, med tænderne holdt hun joggingtrøjens underkant oppe, hendes svedige sports-bh var vippet fri af de hvide strittende bryster, hendes øjne var vilde og flove, hun klynkede, mens hun skubbede trusserne ned og kørte en finger op mellem fisselæberne; overdrevent og næsten grotesk førte hun fingeren til munden og slikkede den, mens hun så bedende på ham. »Hjælp mig, Mick, hjælp mig!« stønnede hun. Klubdøren smækkede. Mick åbnede øjnene og tvang sig til at holde dem mod skiverne for enden af banen, lidt efter stod formanden der og tillod sig at lægge hånden på kørestolens rygkant. »Godmorgen, unge mand! Er du faldet i søvn? Måske står du for tidligt op?« »Hvor tidligt skal jeg stå op for at være sikker på at være alene herude?« spurgte Mick og rømmede sig, han lagde riflen til skulderen, hvilede kinden mod skæftets overkant og sigtede mod skiven femten meter fremme. 13


»Hvorfor er du helst alene, Mick? Det er jo en klub, det her!« Thomassen gik ind i Micks synsfelt. »I en klub er man social – jeg har hørt nogle af pensionisterne fortælle, at du skyder helt fantastisk godt. Hvad med at deltage i nogle af konkurrencerne? Måske endda i mesterskaberne?« »Gider du rykke dig lidt? Jeg træner faktisk ... du forstyrrer min koncentration.« Da Thomassen flyttede sig om bag kørestolen, præciserede Mick sit sigte og lod luften sive lydløst mellem de let åbnede læber, inden han trykkede af. »Hold kæft, det var ikke bare lige i øjet, det var fandme lige i pupillen, du! Du er jo skide god, mand!« Thomassen klappede ham imponeret på skulderen. »Tænk over det med konkurrencerne! Det vil da også være godt for sådan en som dig ... i din situation, mener jeg ... at komme ud blandt folk og opleve lidt. Tænk over det!« »Skal jeg give dig en hånd?« Hun stod pludselig bag hans kørestol, først ramtes han af hendes duft, mandelessens og stresssved, så overraskedes han af hendes stemme, så vidt forskellig og mørkere end den stemme, han havde forestillet sig. Da han løftede hovedet og kiggede op på hende, fik han et slag af hendes øjne, de skelede en lille bitte smule, det gav hende en lille snert af generthed og øjenflugt, en vild varme bredte sig i hans mave. »Med hvad?« fik han frem, rusten i stemmen. »Du rakte op efter et eller andet ...« svarede hun og lod hånden glide hen over krydderihyldens bugtninger. »Hvidløgspeber ...« mumlede han og følte varmen i kinderne. 14


»Én? De har tilbud på to!« Hun smilede til ham og stod med et krydderiglas i hver hånd, vippende fra side til side. »To er fint,« nikkede han. Hun lagde de to glas ned i indkøbskurven på hans skød. »Mex?« Hun pegede på de røde poser i bunden af den blå kurv. »Så mangler du bare oksefars! Skal jeg lige løbe over og hente noget til dig?« »Ellers tak ...« Han gned sine hænder mod hinanden og strammede i biceps, satte knytnæverne ligesom tilfældigt mod hinanden og var helt klar over, hvordan overarme og underarme tog sig ud, hun fulgte bevægelserne, og hun nikkede og løftede øjenbrynene. »Du træner?« smilede hun og begyndte at gå. »Skal vi kigge på oksekødet?« Hun gik roligt og langsomt, nu og da kastede hun et blik tilbage mod ham. Fremme ved kølemontren med kød stoppede hun og lænede sig frem med begge hænder på montrens kant. De tunge bryster pressede på under bh’en over tilbud på chateaubriant, medaljoner og roastbeef, den runde røv i to buer under løbebuksernes løse stof stak syle i Micks mave. »Er femhundrede gram nok? Et halvt kilo?« Hun tog en pakke fars op og holdt den i hånden, hun så spørgende på ham. »Hvad er fedtprocenten?« fik han frem, hurtigt rullede han over og kiggede prof på pakkens etiket. »Kan du se noget på fire til otte procent ... i montren?« »Jeg har for resten hørt om dig. Du er Mick, ikke?« Hun trak håret tilbage over øret og lænede hoften op ad montrens kant, hun havde god tid. »Jo?« Han var overrumplet. »Hvor har du ...« »Min far er formand for klubben ... skytteklubben, 15


han siger, du er en fabelagtig skytte. Og der skal ellers noget til, før den mand siger noget positivt om andre mennesker, kan jeg godt lige fortælle.« Hun lo og løftede øjenbrynene en smule. »Thomassen? Er Thomassen din far?« Det var ikke muligt for ham at kamuflere vantroen i sin stemme, og det fik hende til at le, højt og smukt, hun lagde en hånd på hans skulder. »Ja, undskyld ... I ligner bare slet ikke hinanden,« fik Mick frem og forsøgte at le med. »Det gør vi på ingen måde,« medgav hun og tog hånden til sig igen, hun foldede armene over brystet. »Vi er forskellige som ild og vand, tror jeg godt, jeg kan sige. I øvrigt ses vi to nok i klubhuset, jeg skal overtage rengøringen derude. I stedet for Daddy ... det er meget svært at leve af SU.« Hun havde købt ind til én person! Kun til én person, hundrede! Pasta, grøntsager, kylling, skyr. Mick gav kødfarsen en gang mere rundt, inden han slukkede for panden og løftede den af og rullede over til spisebordet og læssede af på tallerkenen. Irriteret trykkede han off på tv-remoten, det gik op for ham, at han ikke havde hørt en eneste af de nyheder, der havde kørt i baggrunden, mens han tilberedte sin mexfood. Med headset på og Magtens Korridorer og Eventyr for Drømmere slappede han af efter aftensmaden, han lukkede sine øjne og kørte sangen på repeat. Selvfølgelig havde han glemt at spørge hende, på hvilke dage hun skulle gøre rent ude i klubben. Thomassen selv gjorde det altid i morgentimerne, Mick slog sig til tåls med, at hun sikkert ville følge den vane. 16


Var det indbildning, eller kunne han allerede, da han rullede op ad flisegangen til klubhusets hovedindgang, virkelig fornemme, at hun var derinde? Og kunne hun fornemme, at han netop da ville komme, siden hun slukkede for den store industristøvsuger og vendte sig om, i samme øjeblik som Mick åbnede døren? Hun hældte mælk i sin kaffe, Mick løftede sin kop og smilede over kanten. »Hvad hedder du egentlig?« I det øjeblik han spurgte, vidste han, at den var hjemme. For hun kiggede på ham med en mælkestribe på overlæben, med en diskret tungespids fjernede hun striben og smilede det dér vildt generte og dybe blik med store, varme pupiller og en anelse skeløjne. »Jannis!« mumlede hun og rømmede sig. Mick måtte flytte øjnene fra hende, han kiggede rundt i slyngelstuen, rummets gule lugt af cigaretrøg og gamle ølsjatter betød ingenting, han rakte forsigtigt en hånd frem på den runde bordplade, og hun tog den, klemte om hans håndryg, deres øjne mødtes igen, og denne gang holdt de fast i hinanden. Yderdøren gik derude, de for begge sammen, Jannis vendte sig, hun tog hånden til sig og kørte den gennem håret. Thomassen stod i åbningen til slyngelstuen. »Hvad fanden, tror du, jeg betaler dig for at sidde og drikke kaffe?« buldrede han og syntes vist selv, det lød sjovt. Han grinede og tog uden videre en stol og trak den hen til deres bord. »Jeg er ikke på timeløn,« svarede Jannis med et lille smil. »Jeg styrer selv tilrettelæggelsen af arbejdet.« »Har du set ham skyde?« Thomassen hørte ikke efter, 17


hvad hun sagde. »Han er et talent ud over alle grænser, det kan du godt se, ikke?« »Jeg har ikke set ...« begyndte Jannis. »Ved du godt, at jeg kunne have hyret en polak til en fjerdedel af den løn, hun skal have?« Denne gang så Thomassen på Mick. »De skiderikker stjæler ordentlige menneskers arbejde.« »Ja, muslimerne, alle udlændinge. Og de homoseksuelle, ikke at forglemme ...« sagde Jannis med et spydigt smil. »Hvorfor siger du det?« Thomassen fik en lodret rynke mellem de uplejede øjenbryn. »Og pædagogerne ... og hvem er det mere, der er skyld i alle de ulykker, der rammer landet i disse tider?« fortsatte Jannis med en stemme, der vist skulle efterligne farens buldren. »Hun er fræk, hvad?« Thomassen grinede og puffede til Micks skulder. »Hvad med Mick?« spurgte Jannis. Thomassen tav, han så forbløffet på hende. »Mick?« mumlede han. »Mick er vel en af de nassere, du altid skælder ud på?« Hun vendte sig mod Mick: »Du lever vel af en pension af en slags, gør du ikke?« »Joh ...« nikkede Mick forvirret, Jannis’ øjne var hårde. Thomassens flæskenæve landede på bordpladen med et brag, slaget forplantede sig op gennem hans overkrop og fik den rigelige hud om halsen til at dirre. »Nu holder du kæft, Jannis!« sagde han indædt og lænede sig frem. »Mick kom ud for en ulykke ... det kan 18


han fandme ikke selv gøre for. Mick er intet mindre end et pragteksemplar af den nordiske menneskerace! Se på ham, Jannis! I stedet for at sidde hjemme og ynke sig selv træner han sin krop, og han træner skydning. For fanden, han kunne være mester i flere våbendiscipliner, hvis han gad. Den dag de skævøjede og alle rabarberne skal smides ud af landet, er jeg sikker på, at vi kan regne med Mick og hans riffel.« Med disse ord rejste den store mand sig, på vej ud tændte han demonstrativt for støvsugeren. Da døren slog i efter ham, rakte Jannis over og trak ledningen ud af stikkontakten på væggen. Hun tog sin tomme kop og drak symbolsk den sidste sjat. »You see?« sagde hun dæmpet. »Nogle æbler falder heldigvis meget langt fra stammen.« De sad længe, nu og da mødtes deres øjne, mest kiggede de tænksomt forbi hinanden, ud i luften. Mick lærte hurtigt at ankomme på det tidspunkt om morgenen, hvor Jannis holdt pause i rengøringen, eller også var det ligefrem hende, der indrettede sig og holdt pause, når han kom. »Lær mig at skyde!« »Vil du lære at skyde?« Mick rullede frem og kiggede ud ad døren fra slyngelstuen, hen mod banerne. »Det er imod reglerne ... men okay. Det bliver salonriffel, jeg skyder ikke pistol, er det okay?« Det var okay, Jannis så ham låse våbnet ud af skabet, han kælede for det trægyldne våbenskæfte og kiggede op på hende. »En salonriffel er et glatløbet skydevåben ...« »Aha ... glatløbet?« Hun smilede skævt til ham og rakte 19


ud for at tage riflen, men han holdt den ind til sig og lænede sig lidt tilbage i kørestolen. »Det betyder, at der ikke er riffelgang i løbet ... ingen ...« Med en fingerbevægelse viste han en snoning, han grinede og tænkte sig om. »I rigtige rifler, som dem militæret bruger, er der karvet et snoet spor indvendig i riflens løb, så projektilet snurrer rundt om sig selv og bliver mere præcist, det bliver ved at snurre rundt om sig selv, når det har forladt ...« Hun bøjede sig frem og kiggede mod skiverne for enden af banen. »Hvor langt er der?« »Femten meter, eller tredive. Denne her er femten meter ... det lyder ikke af meget, men på grund af det glatte løb kan en Anschutz kaliber 22 ikke være præcis. De gode skytter kan ramme deres mål på halvtreds meter.« Han nikkede og lagde patroner i kammeret, tog ladegreb og løftede riflen frem mod hende. »De her patroner har randtænding, men det er du vel ligeglad med ...« Hun nikkede kort til ham og overraskedes over riflens tyngde. Lidt kejtet lagde hun an og anbragte skæftet mod skulderen, Mick grinede opmuntrende. »Træk vejret ind – langsomt, lad det sive langsomt, når lungerne næsten er tomme, trykker du af ...« Smældet lød, den svage rekyl til trods trådte hun et skridt bagud, hun sænkede våbnet og lo til Mick. »Tag ladegreb, der er endnu et skud i kammeret!« Han slog ud med hånden, og hun tog ladegreb med lidt besvær, rettede ind, trak vejret dybt og lod det sive. »Thomassen!« Mandens stemme i telefonen var om 20


muligt endnu mere larmende end IRL, det klirrede og raslede, og Mick holdt phonen ud fra øret. »Hallo?« »Hej, det er Mick!« »Mick? Mick, for fanden! Goddag med dig, hvad så?« »Jeg tænkte, om vi kunne mødes?« Mick gjorde, hvad han kunne, for at lyde casual. »Er du ude i klubhuset? Har du skudt dig selv i hjulet, så du ikke kan køre?« Thomassens latter var overvældende, Mick ventede, til den tog af, før han svarede. »Jeg er næsten derude. En kilometer derfra, vil jeg tro. Men har du tid til at møde mig i klubhuset?« »Nu? Ved du hvad, klokken er snart spisetid, konen laver dejlig fut og alting ... sig mig lige, hvad handler det om, Mick?« Thomassen lød med ét opmærksom. »Er det noget med turneringer? Har du bestemt dig for at deltage i konkurrencer? Er det det, du vil snakke om?« »Nej, det handler om din datter ...« Sådan lød Micks svar, men Thomassen hørte ikke efter – han råbte ud i rummet bag sig. »Det er ham Mick dér, ham i kørestol, det er fandme lykkedes mig at få ham til at stille op, tror jeg.« Og så var Thomassen i telefonen igen. »Hallo? Mick, jeg møder dig derude!« Mick var på plads ved indgangsdøren. Thomassen kørte ind på parkeringspladsen nede ved hovedvejen, besværet og tungt traskede han op ad flisegangen. »Goddag, min brave ven!« Manden løftede hånden til high five, Mick svarede igen. »Skal jeg skubbe dig? Nej, det skal jeg ikke!« Mick kørte frem og lod Thomassen låse op og trække døren åben. Lyset var tændt i forhallen, Thomassen 21

Mesterskytten af lars holmgaard joergensen  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you