Page 1


Til Scott, som altid tror


A L LY C O N D I E

CASSIAS VA LG

Oversat fra amerikansk af Marie Kopp

C i Cer o


Copyright © 2010 by Ally Condie originaltitel: Matched Published by arrangement with Writers House and ia Atterholm Agency Sats: Cicero, København Tryk: CPi – Clausen & Bosse, Leck omslagsfoto: © Samantha Aide, 2010 omslagslayout: Theresa evangelista Tilrettelægning af dansk omslag: Nic oxby iSBN: 978-87-7079-091-8 Første danske udgave Printed in Germany 2011

Der er citeret fra følgende oversættelser: Dylan Thomas: ‘Gå ikke blindt ind i dén gode nat’ oversat af Poul Borum i Banana Split nr. 14/15, København. Alfred Tennyson: ‘over revlen’ oversat af Uffe Birkedal i Fire Digte af Alfred Tennyson – i Hundredaaret efter hans Fødsel, København 1909. robert Frost: ‘Standsning ved en skovkant på en snetung aften’ oversat af Poul Sørensen i Moderne amerikansk lyrik – fra Edgar Lee Masters til halvfjerdsernes begyndelse, København 1983.

CiCero er et forlag i rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


K PITEL 1

N

u da jeg har fundet en måde at flyve på, hvilken retning skal jeg så tage ud i natten? Mine vinger er hverken hvide eller fjerede. De er af grøn silke, og de skælver i vinden og følger mine bevægelser – først i en cirkel, så i en linje, og til sidst i en form, som jeg selv finder på. Det sorte bag mig gør mig ikke bange. Det gør stjernerne foran mig heller ikke. Jeg smiler ad mig selv og min fjollede fantasi. Mennesker kan ikke flyve, selv om der før vores Samfund var myter om nogen, som kunne. Jeg har engang set et maleri af dem. Hvide vinger, blå himmel, med guldcirkler over hovederne og himmelvendte, overraskede øjne, som om de havde svært ved at forstå, hvad kunstneren havde malet, at de foretog sig. Som om de ikke kunne fatte, at deres fødder ikke rørte jorden. De historier var ikke sande. Det ved jeg godt. Men i aften er det nemt at glemme det. Lufttoget glider så tyst gennem stjernenatten, og mit hjerte banker så hurtigt, at det er, som om jeg kan lette hvert øjeblik. „Hvad smiler du ad?“ spørger Xander, da jeg glatter min grønne silkekjole. „Det hele,“ svarer jeg, og det er sandt. Jeg har ventet så længe på dette: på min store aften, matchingbanketten. Hvor jeg for første gang skal se ansigtet på den dreng, som jeg skal matches med. Det er første gang, jeg skal høre hans navn. Jeg er utålmodig. Selv om toget farer hurtigt af sted, er det stadig ikke hurtigt nok. Det suser gennem mørket og danner 5


med sin lyd et baggrundstapet for den dæmpede summen af vores forældres stemmer og mit hjertes lynhurtige banken. Måske kan Xander også høre mit bankende hjerte, for han spørger: „er du nervøs?“ På pladsen ved siden af ham begynder hans storebror at fortælle min mor historien om sin matchingbanket. Nu varer det ikke længe, før Xander og jeg har vores egne historier at fortælle. „Nej,“ siger jeg. Men Xander er min bedste ven. Han kender mig for godt. „Du lyver,“ driller han. „Du er nervøs.“ „er du da ikke det?“ „Nej. Jeg er klar.“ Han siger det uden at tøve, og jeg tror ham. Xander er typen, som ved, hvad han vil. „Det gør ikke noget, hvis du er nervøs, Cassia,“ siger han, nu i et kærligt tonefald. „Næsten 93 procent af deltagerne udviser en eller anden form for nervøsitet denne aften.“ „Har du da lært alt det officielle matchingstof udenad?“ „Næsten,“ siger Xander med et bredt smil. Han slår ud med armene som for at sige: Hvad havde du regnet med? Hans fagter får mig til at grine, og bortset fra det så har jeg også selv lært alt stoffet udenad. Det er svært at lade være, når man læser det så mange gange, og når afgørelsen er så vigtig. „Så tilhører du mindretallet,“ siger jeg. „De syv procent, som slet ikke udviser nogen tegn på nervøsitet.“ „Selvfølgelig,“ siger han. „Hvordan kunne du vide, at jeg var nervøs?“ „Fordi du hele tiden åbner og lukker den dér.“ Xander peger på den gyldne genstand, jeg har i hænderne. „Jeg vidste ikke, at du havde et artefakt.“ Nogle få klenodier fra fortiden er i omløb mellem os. Selv om borgere i Samfundet må eje ét artefakt hver, er de svære at få fingre i. Medmindre ens forfædre har sørget for at give dem i arv fra generation til generation. „Det havde jeg heller ikke indtil for et par timer siden,“ 6


fortæller jeg ham. „Jeg fik den af farfar i fødselsdagsgave. Den har tilhørt hans mor.“ „Hvad er det?“ spørger Xander. „Det er en pudderdåse,“ svarer jeg. Jeg er virkelig glad for den. Den er lille og fiks. Jeg er også selv lille. og jeg kan godt lide lyden, når man lukker den. en lille, skarp lyd. „Hvad betyder initialerne og tallene?“ „Det ved jeg ikke rigtigt.“ Jeg lader fingrene løbe over bogstaverne ‘ACM’ og tallene ‘1940’, der er indgraveret i den gyldne overflade. „Men se,“ siger jeg til ham og smækker låget op for at vise ham dåsens indre: et lille spejl, lavet af ægte glas, og et lille hulrum, hvor den oprindelige ejer engang opbevarede et pulver til at duppe på ansigtet, har farfar fortalt. Nu bruger jeg det til at opbevare de tre nødpiller, som alle har på sig – en grøn, en blå og en rød. „Den er smart,“ siger Xander. Han strækker armene frem foran sig, og jeg lægger mærke til, at han også har et artefakt – et par blanke manchetknapper af platin. „Jeg har lånt dem af min far, men man kan ikke opbevare noget i dem. De er totalt nytteløse.“ „Men de ser nu pæne ud.“ Mit blik vandrer op til Xanders ansigt, til hans klare blå øjne og lyse hår over det mørke jakkesæt og den hvide skjorte. Han har altid set godt ud, selv da vi var små, men jeg har aldrig set ham så smukt klædt på som nu. Drenge har ikke så meget spillerum, hvad angår tøj, som kvinder har. Det ene jakkesæt ligner stort set det andet. Men de kan vælge farven på deres skjorter og slips, og stoffets kvalitet er meget bedre end det stof, der bliver brugt til hverdagstøjet. „Du ser pæn ud.“ Den pige, som får at vide, at han er hendes match, bliver henrykt. „Pæn?“ siger Xander og hæver et øjenbryn. „er det alt?“ „Xander,“ siger hans mor ved siden af ham i et mildt bebrejdende tonefald. „Du ser smuk ud,“ siger Xander til mig, og jeg rødmer 7


lidt, selv om jeg har kendt Xander hele mit liv. Jeg føler mig smuk i denne kjole, der er søgrøn, brusende og vid. Den uvante glathed fra silken mod min hud får mig til at føle mig levende og yndefuld. Ved siden af mig trækker både min mor og far vejret dybt, da rådhuset kommer til syne, oplyst i hvidt og blåt og funklende af de lamper, der bliver brugt ved særlige, højtidelige lejligheder. Jeg kan ikke se marmortrappen foran rådhuset endnu, men jeg ved, at den vil være nypudset og blank. Hele mit liv har jeg set frem til at skulle gå op ad disse rene marmortrin og ind gennem dørene til rådhuset, en bygning jeg har set på afstand, men aldrig været inde i. Jeg har lyst til at åbne pudderdåsen og se mig selv i spejlet for at være sikker på, at jeg virkelig ser fin ud. Men jeg vil nødig virke forfængelig, så jeg kaster bare et hurtigt blik på mit ansigt i låget i stedet. Det buede låg på dåsen forvrænger mine træk en anelse, men det er stadig mig. Mine grønne øjne. Mit kobberfarvede hår, som ser mere gyldent ud i låget, end det er i virkeligheden. Min lille, lige næse. Min hage med antydningen af en kløft, ligesom min farfars. Alle de ydre træk, som gør mig til Cassia Maria reyes, præcis 17 år gammel i dag. Jeg drejer dåsen i hænderne og ser, hvor perfekt de to dele passer sammen. Mit match tegner til at forme sig lige så fint, alene af den grund, at jeg er her netop i aften. eftersom min fødselsdag er den 15., den dato banketten bliver afholdt hver måned, har jeg altid håbet, at min banket ville blive på min egen fødselsdag – men jeg vidste godt, at det nok ikke ville blive tilfældet. Man kan blive indkaldt til banketten når som helst i løbet af sit 18. år. Da bekendtgørelsen om, at jeg rent faktisk ville blive matchet på min fødselsdag, tonede frem på portalen for to uger siden, kunne jeg næsten høre det klare klik fra delene, der faldt på plads, nøjagtigt som jeg havde drømt om så længe. 8


For selv om jeg ikke engang har skullet vente en hel dag på mit match, har jeg på mange måder ventet hele mit liv. „Cassia,“ siger mor og smiler til mig. Jeg blinker og ser overrasket op. Mine forældre rejser sig, parate til at stige ud. Xander rejser sig også og retter på sine ærmer. Jeg hører ham tage en dyb indånding og smiler for mig selv. Måske er han alligevel lidt nervøs. „Så er det nu,“ siger han til mig. Hans smil er så kærligt og godt. Jeg er glad for, at vi er blevet indkaldt den samme måned. Vi har delt så meget af vores barndom, og nu ser det ud til, at vi også skal dele afslutningen på den. Jeg smiler tilbage til ham og giver ham den bedste lykønskning, vi har i Samfundet: „Jeg ønsker dig optimale resultater.“ „i lige måde, Cassia,“ siger han. Da vi træder ud af lufttoget og begynder at gå op mod rådhuset, tager mine forældre mig under hver sin arm. Jeg er, som jeg altid har været, omgivet af deres kærlighed. Det er kun os tre i aften. Min bror, Bram, må ikke komme med, da han er under 17 og derfor for ung til at deltage. Den første banket, man deltager i, er altid ens egen. Men jeg vil dog kunne deltage i Brams, fordi jeg er den ældste af os to. Jeg smiler for mig selv og spekulerer på, hvordan det mon bliver for Bram. Det finder jeg ud af om syv år. Men i aften er det min aften. Det er tydeligt at se, hvem af os der skal matches. Vi er ikke bare yngre end alle de andre, vi svæver også rundt i smukke kjoler og skræddersyede jakkesæt, mens vores forældre og søskende er klædt i hverdagstøjet. Det fremhæver vores festlige påklædning. rådhusets repræsentanter smiler stolt til os, og mit hjerte svulmer, da vi træder ind i rotunden. Ud over Xander, som vinker farvel til mig, da han går gennem salen og hen til sin plads, ser jeg en anden pige, jeg ken9


der. Hun hedder Lea, og hun har valgt den knaldrøde kjole. Det er et godt valg til hende, fordi hun er smuk nok til at kunne tåle at skille sig ud. Men hun ser bekymret ud, og hun bliver ved med at dreje på sit artefakt, et juvelbesat rødt armbånd. Jeg er lidt overrasket over at se hende her. Jeg ville have troet, hun var en Single. „Se lige det her porcelæn,“ siger min far, da vi har fundet vores pladser ved banketbordene. „Det minder mig om de Wedgwood-dele, vi fandt sidste år …“ Mor ser på mig og ruller fornøjet med øjnene. Selv på min store aften kan han ikke lade være med at bide mærke i den slags. Min far arbejder i flere måneder ad gangen i gamle bydele, der er ved at blive restaureret og omdannet til nye boligkvarterer. Hans arbejde består i at gennemgå levn fra et samfund, som ikke ligger så langt tilbage i fortiden, som det umiddelbart føles. Lige nu arbejder han for eksempel på et særligt interessant restaureringsprojekt: et gammelt bibliotek. Han sorterer de ting, som Samfundet har klassificeret som værdifulde, fra de ting, som ikke er det. Men så kommer jeg til at grine, for mor kan ikke lade være med at kommentere blomsterne, der falder ind under hendes ekspertiseområde som medarbejder i arboretet, Samfundets botaniske samling. „Åh, Cassia! Se lige de blomsteropsatser. Liljer.“ Hun giver min hånd et klem. „Vær venlig at tage plads,“ siger en repræsentant til os fra talerstolen. „Middagen vil nu blive serveret.“ Det er næsten komisk, hvor hurtigt vi alle sammen kommer på plads. For det kan godt være, at vi beundrer porcelænet og blomsterne, og det kan godt være, at vi er her, fordi vi skal matches, men vi kan altså heller ikke vente med at smage maden. „Man siger, at middagen altid er spildt på dem, der skal matches,“ siger en jovial mand, som sidder over for os, og smiler rundt til alle ved bordet. „De er så spændte, at de ikke 10


kan få en bid ned.“ og det er sandt. en af de piger, der sidder længere nede ad bordet med en lyserød kjole på, stirrer ned i sin tallerken og rører ikke maden. Det problem har jeg tilsyneladende ikke. Jeg propper mig ikke ligefrem, men spiser lidt af det hele – de stegte grøntsager, det møre kød, den sprøde salat og den cremede ost. Det lune, lyse brød. Måltidet minder om en dans, som om dette både er et bal og en banket. Tjenerne sætter tallerkenerne ind foran os med yndefulde bevægelser. Maden, der er pyntet med krydderurter, er lige så festligt klædt på, som vi er. Vi løfter de hvide servietter, sølvgaflerne og de blanke krystalglas som i takt til musik. Min far smiler lykkeligt, da en tjener sætter et stykke chokoladekage med flødeskum foran ham som afslutning på måltidet. „Åh, hvor skønt,“ hvisker han så dæmpet, at kun min mor og jeg kan høre ham. Min mor ler lidt ad ham, driller ham, og han rækker ud efter hendes hånd. Jeg forstår hans henrykkelse, da jeg tager en bid af kagen, som er fed, men ikke for fed, dyb og mørk og fuld af smag. Det er det bedste, jeg har smagt, siden den traditionsrige middag til vinterhøjtiden for flere måneder siden. Jeg ville ønske, at Bram kunne smage kagen, og et øjeblik overvejer jeg at gemme et stykke af min til ham. Men jeg kan ikke tage det med hjem. Den vil ikke kunne være i min pudderdåse. og det ville være uhøfligt at gemme et stykke i min mors taske, selv hvis hun gik med til det, hvilket hun aldrig ville gøre. Min mor bryder aldrig reglerne. Jeg kan ikke gemme den til senere. Det er nu eller aldrig. Jeg har lige stukket den sidste bid i munden, da taleren siger: „Vi er nu klar til at bekendtgøre aftenens matches.“ Jeg synker overrasket, og et kort sekund mærker jeg en uventet vrede skylle igennem mig: Jeg fik ikke tid nok til at nyde din sidste bid. 11


„Lea Abbey.“ Lea drejer febrilsk på sit armbånd, idet hun rejser sig og venter på at se sit ansigt tone frem på skærmen. Hun sørger dog for at holde hænderne nede, så drengen, der kigger på hende fra et andet rådhus, kun kan se den smukke lyshårede pige og ikke hendes nervøse hænder, der vender og drejer det armbånd. Mærkeligt, hvordan man klamrer sig til noget fra fortiden, mens man venter på sin fremtid. Der er selvfølgelig et system denne aften. På rådhuse over hele landet, der alle sammen er fyldt med mennesker, bliver matchene annonceret i alfabetisk rækkefølge efter pigernes efternavne. Jeg har lidt ondt af drengene, som ikke aner, hvornår deres navne vil blive råbt op; hvornår de må rejse sig, så piger på andre rådhuse kan modtage dem som deres matches. eftersom mit efternavn er reyes, vil jeg være en af de sidste. Begyndelsen til enden. På skærmen toner et billede frem af en dreng, lyshåret og flot. Han smiler, da han ser Leas ansigt på skærmen på det rådhus, hvor han selv befinder sig, og hun smiler også. „Joseph Peterson,“ siger speakeren. „Lea Abbey, du er blevet matchet med Joseph Peterson.“ Banketværtinden kommer hen til Lea med en lille sølvæske. Det samme sker for Joseph Peterson på skærmen. Da Lea sætter sig ned, ser hun længselsfuldt på æsken, som om hun ville ønske, at hun kunne åbne den lige på stedet. Det kan jeg godt forstå. inde i æsken er der et mikrokort med baggrundsoplysninger om hendes match. Sådan et får vi alle sammen. Senere vil æskerne blive brugt til opbevaring af ringene, der indgår i ægteskabskontrakten. Nu toner pausebilledet igen frem på skærmen: en dreng og en pige, der smiler til hinanden i et gyldent skær, og en samfundsrepræsentant i hvid jakke i baggrunden. Selv om Samfundet sørger for, at processen er så effektiv som muligt, 12


er der stadig øjeblikke, hvor dette billede kommer frem på skærmen, hvilket betyder, at vi alle må vente, mens der sker noget på et andet rådhus. Processen er så kompliceret, og jeg bliver igen mindet om de indviklede trin i de danse, man dansede for længe siden. Den her dans er det dog kun Samfundet, der kan koreografere nu. Pausebilledet forsvinder. Speakeren råber endnu et navn op. endnu en pige rejser sig. efterhånden sidder flere og flere med de små sølvæsker. Nogle lægger dem på den hvide dug foran sig, men de fleste holder godt fast i dem og vil ikke give slip på deres fremtid, når de nu lige har fået den. Jeg kan ikke se andre piger i den grønne kjole. Det gør ikke noget. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg i aften for en gangs skyld ikke ligner alle andre. Jeg venter, mens jeg holder pudderdåsen i den ene hånd og min mors hånd i den anden. Hendes hånd er klam. For første gang slår det mig, at hun og far også er nervøse. „Cassia Maria reyes.“ Det er min tur. Jeg rejser mig op, slipper min mors hånd og vender mig mod skærmen. Jeg mærker mit hjerte banke og er fristet til at vride hænderne på samme måde, som Lea gjorde, men jeg rører mig ikke og står med løftet hage og øjnene på skærmen. Jeg ser og venter, fast besluttet på, at den pige, min match vil få at se på skærmen på sit rådhus et eller andet sted ude i Samfundet, vil være afbalanceret og rolig og dejlig, det allerbedste indtryk af Cassia Maria reyes, jeg kan give. Men der sker ikke noget. Jeg bliver stående og ser på skærmen, og mens sekunderne går, kan jeg ikke gøre andet end at stå stille, ikke gøre andet end at blive ved med at smile. Folk begynder at hviske omkring mig. Ud af øjenkrogen ser jeg min mor bevæge hånden 13


som for at tage min igen, men så trækker hun den til sig. en pige i en grøn kjole står og venter med bankende hjerte. Det er mig. Skærmen er sort, og det bliver den ved med at være. Det kan kun betyde én ting.

Matched af Ally Condie  

Til Scott, som altid tror CASSIAS VALG CiCero Oversat fra amerikansk af Marie Kopp