Page 1

Domkirker-FINAL3.indd 1

10-10-2007 11:20:37


Domkirker-FINAL3.indd 2

10-10-2007 11:20:38


JOHANNES MØLLEHAVE Fotograf: Morten Bengtsson Tekster om domkirker: Flemming Chr. Nielsen

MAN KAN IKKE FØRE SOLEN BAG LYSET

Bindslev / dk4 media

Domkirker-FINAL3.indd 3

10-10-2007 11:20:38


Man kan ikke føre solen bag lyset © 2007 Forlaget Bindslev/dk4 Redaktion: Kasper Nielsen, Camilla Bindslev & Flemming Chr. Nielsen For dk4: Stig H. Hasner, Steen W. Pedersen Forsidefoto og øvrige fotos: Morten Bengtsson Omslag: Jakob Hjort Trykt i Letland 2007 ISBN: 978-87-91299-33-9 Samtalerne med de ti biskopper bygger på materiale fra en programrække med Johannes Møllehave sendt på tv-kanalen dk4 i 2007. Tekster om de ti domkirker er skrevet af Flemming Chr. Nielsen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copy-Dan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk

Domkirker-FINAL3.indd 4

10-10-2007 11:20:38


Indhold

9

Hvad biskopper foretager sig

Af Johannes Møllehave

13

Mynster-kirken

Vor Frue Kirke, København Stift

21

Menneske først

Erik Norman Svendsen, København Stift

43

Helgenkongens kirke

Skt. Olai Kirke, Helsingør Stift

51

Den skjulte Gud

Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift

71

Bortførelsen fra Sorø

Roskilde Domkirke, Roskilde Stift

79

De syv dødssynder

Jan Lindhardt, Roskilde Stift

Domkirker-FINAL3.indd 5

10-10-2007 11:20:43


97

Kongedatteren i Maribo

Maribo Domkirke, Lolland-Falster Stift

105

Lidelsens problem

Steen Skovsgaard, Lolland-Falster Stift

121

Juvelen blandt altertavler

Skt. Knuds Kirke, Fyen Stift

129

Det en præst ikke skal lave

Kresten Drejergaard, Fyen Stift

147

Den lykkelige klokker

Skt. Budolfi Kirke, Aalborg Stift

157

Kristentro, fisk og dagligt brød

Søren Lodberg Hvas, Aalborg Stift

175

Kristendommens billeder

Viborg Domkirke, Viborg Stift

185

At give glæden videre

Karsten Nissen, Viborg Stift

Domkirker-FINAL3.indd 6

10-10-2007 11:20:48


203

Skærsildens barnegalge

Århus Domkirke, Århus Stift

213

Kærlighedens gerninger

Kjeld Holm, Århus Stift

237

Tradition og modernisme

Ribe Domkirke, Ribe Stift

245

Jakobsstigen

Elisabeth Dons Christensen, Ribe Stift

265

Ildsvåde og Guds nåde

Haderslev Domkirke, Haderslev Stift

273

Kirken i et marked af reklamer

Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift

Domkirker-FINAL3.indd 7

10-10-2007 11:20:52


Domkirker-FINAL3.indd 8

10-10-2007 11:20:56


Hvad biskopper foretager sig Af Johannes Møllehave

Som barn kendte jeg kun to domkirker; Københavns domkirke, Vor Frue, og Roskilde Domkirke. Jeg kunne bedst lide den i Roskilde. Vi boede i København, og vi havde sommerhus mellem Jyllinge og Gundsø Magle. Vores sommerhus lå kun et bøsseskud fra 11kilometerstenen, der angiver, hvor langt der er til Roskilde centrum og Bispetorvet. Kilometerstenen kunne vi ikke se fra sommerhuset, men vi kunne se Eskilds Ø, som vi sommetider roede ud til. Roskilde Fjords største ø – 139 hektar og firs indbyggere. Her så vi ruinen af det kloster fra 11-hundredetallet, som hørte under Augustinerordenen. Min far, der var historielærer, fortalte mig om Eskild, som i 1134 blev udnævnt til biskop, og som krævede at stå over kongen og lægfolket. Eskild oprettede som ærkebiskop hele tre bispedømmer. Et i Lund, et i Trondheim og et i Uppsala. ”Engang du herre var i hele Norden.” Når jeg helt bestemt var gladest for Roskilde Domkirke, var det ikke på grund af kongekisterne, men på grund af Kirsten Kimer og Per Døver, som slog på den store og den lille klokke. Et mekanisk vidunder for en dreng på 6 år. Jeg tænker, der er mange, der kun kender to eller tre domkirker – men der er hele ti i Danmark. Aalborg, Viborg, Helsingør, Århus, Ribe, København, Odense, Haderslev, Roskilde og Maribo. Det har været en stor glæde at se dem alle ti, både udefra og indefra i deres

9

Domkirker-FINAL3.indd 9

10-10-2007 11:20:56


markante særegenhed og forskellighed. Holder man af de overdådige kalkmalerier, foretrækker man måske Århus Domkirke. Holder man af den største enkelhed, de kridhvide vægge og hvælvinger og det gyldne alter, skatter man måske Odense Domkirke højest. Holder man af Skovgaards udsmykning drager man til Viborg og foretrækker man moderne kirkekunst, stemmer man måske på Carl-Henning Pedersens udsmykning af Ribe. Ordet ”dom” i domkirke er de første tre bogstaver i det latinske ord domus, som betyder hus. Domkirken er hovedhuset eller hovedkirken i et stift. Lige så forskellige domkirkerne er, lige så forskellige er landets biskopper i deres livsanskuelser og politiske og kirkepolitiske holdninger. Jeg håber, at præsentationen af de ti domkirker og de ti biskopper giver et mangefarvet billede af deres forskelle og ligheder og forskel-ligheder. I øjeblikket har vi kun to kvinder mellem de otte mandlige. Jeg gætter på, at der om ti år er fem af hvert køn. Ordet biskop optræder i Det ny Testamente i Peters første brev kapitel 2, vers 25: ”For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand (på græsk: episkopas, heraf det danske biskop). De fleste husker, at præsten i Tårbæk blev sat under tilsyn af tilsynsmanden i Helsingør, som var en kvinde, fordi han havde skrevet en bog og udtalt sig til Weekendavisen om, hvad han ikke troede på. Sagen blev senere af kirkeministeriet overdraget til biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt, og der blev ikke tale om nogen afskedigelse.

10

Domkirker-FINAL3.indd 10

10-10-2007 11:20:57


I disse ti samtaler med landets biskopper kan man blandt meget andet høre, hvad biskopper foretager sig, når de ikke har tilsynssager, og hvad der gør de ti stifter så forskellige.

Domkirker-FINAL3.indd 11

10-10-2007 11:20:57


Domkirker-FINAL3.indd 12

10-10-2007 11:21:03


Mynster-kirken Vor Frue Kirke, København Stift

Englændernes bombardement af København i 1807 lagde det meste af Vor Frue Kirke i aske. Først blev tårnet antændt af en brandraket, og da kobberpladerne på det 120 meter høje spir smeltede, styrtede Københavns vartegn ned, mens ilden bredte sig til kirkens indre. Da brandmandskabet omsider nåede frem, mødtes de af et makabert syn og en dæmonisk stank: mellem kiste- og sarkofagrester lå der forkullede lig fra de åbne begravelser. I mere end tyve år derefter måtte de kirkelige handlinger henlægges til Trinitatis Kirke, men trods statsbankerot og armod kunne en nyopført kirke i 1829 indvies med resterne af det gamle murværk bevaret bag puds og mørtel. Arkitekten var den ny-klassicistiske C. F. Hansen, der fandt sit forbillede i det romerske Pantheon-tempel, hvis navn betyder templet for alle guder. Og den københavnske tempel-kirke for én gud gav omgående anledning til en hidsig debat. ”Efter kirkens brand har overbygningsdirektøren oprejst den af gruset; tårnet i form af en skorsten med et kors på,” skrev bogtrykkeren og spasmageren Jacob Behrend. Han kunne ikke vide, at C. F. Hansen helst havde set sin kirke uden tårn, men modvilligt bøjede sig for den københavnske smag, der ikke uden videre anerkendte arkitektens klassisk-romerske idealer. Bombardementet var langt fra den første ulykke, kirken blev udsat for. Den oprindelige kridtstenskirke blev bygget på byens højeste punkt knap ti meter over havet og kort før år 1200. Vi ved det, fordi biskop Peder Sunesøn, der var Absalons efterfølger, i en gammel

13

Domkirker-FINAL3.indd 13

10-10-2007 11:21:04


sjælemessebog omtales som dens grundlægger. Men i de næste godt hundrede år blev den hjemsøgt af ikke mindre end fire ildebrande, indtil der i 1316 blev bygget en gotisk teglstenskirke, som har lignet sin endnu eksisterende søsterkirke Skt. Petri i Malmø. Dronning Margretes stedsøn og efterfølger Erik af Pommern gjorde København til kongelig residensby, og i kirken er de otte danske konge fra Christian den Første til Frederik den Tredje blevet kronet – og Christian den fjerde også døbt. Da Københavns Universitet var oprettet i 1479, fungerede Vor Frue Kirkes dekan som universitetets rektor, og kannikerne var universitetets lærere. Og selvsagt ejede kongernes og den teologiske lærdoms kirke et væld af relikvier og rigdomme. Men reformationstidens religiøse omvæltninger gik voldsomt ud over kirken og dens inventar. Anført af Københavns borgmester med det ellers så fredsommelige navn Ambrosius Bogbinder trængte datidens protestantiske bz’ere ind i kirken midt under messen tredje juledag 1530. Bevæbnet med økser gik de i gang med at smadre helgenbilleder og malerier, altre og kannikestole og flå messebøgerne i stykker – især det sidste burde have smertet den bogbinder, der anførte tumulterne. De dyngede præsterne til med skældsord, stak guld og sølv i

14

Domkirker-FINAL3.indd 14

10-10-2007 11:21:05


lommerne og forhånede og spyttede på alt, hvad der for katolikker var helligt. Da mørket faldt på, ankom Hans Tausen, der var Reformationens danske hovedskikkelse, og som året før var rejst fra Viborg til København for at prædike luthersk kristendom i Skt. Nikolaj kirke. Det lykkedes ham sammen med byfogeden at få optøjerne standset. Alligevel undgik han ikke at blive mistænkt for at være Billedstormens egentlige bagmand og den, der ophidsede til rituel vold. Datidens store danske humanist og teolog Poul Helgesen var én af de få i landet, der åbenlyst vovede at kritisere både katolikker og protestanter. Ifølge Helgesen havde Hans Tausen (”dette utyske blandt alle udyr”) fremkaldt en ideologisk stemning, der forsynede pøbelen med åndelig ammunition og skabte en alliance mellem våbensky opgejlere og korporlige aktører – en alliance, der heller ikke siden har været et ukendt begreb, hvor religiøse konflikter opstod. I hvert fald mistede kirken al sin fysiske pryd. Der blev anskaffet en ny altertavle og en ny prædikestol, men Københavns brand i oktober 1728 ødelagde igen det meste af inventaret og gravminderne og gjorde det nødvendigt at bygge en ny kirke over ruinerne. Det gamle korparti var dog bevaret, og den kirke fik lov til at stå i knap firs år, indtil englænderne gennemførte verdenshistoriens første bombardement af civile.

15

Domkirker-FINAL3.indd 15

10-10-2007 11:21:09


16

Domkirker-FINAL3.indd 16

10-10-2007 11:21:13


Sjælland Stift blev i 1924 delt i to, og Vor Frue Kirke blev derefter domkirke for København Stift (hidtil havde det været Roskilde Domkirke). Endnu i dag er den helt domineret af Bertel Thorvaldsens skulpturer. Alteret prydes af Kristus med armene bredt ud mod sin menighed. Døbefonten er en knælende engel, der holder en muslingeskal (den er Thorvaldsens egen gave til kirken). I korrundingen findes en frise med Kristi vandring til Golgata som motiv. På nordre og søndre skriftestol ses relieffer af Jesu dåb og indstiftelsen af nadveren, og langs hovedskibets vægge står de tolv store marmorstatuer af apostlene med hver sit symbol – Judas er dog skiftet ud med Paulus. Arkitekt Hansen ville oprindeligt have haft apostlene placeret i nicher i arkadepillerne, men Thorvaldsen snød ham og gjorde dem så kolossale, at de ikke kunne stå oprejst i Hansens nicher. Thorvaldsen er over alt: i hovedindgangen fra Nørregade med en trekantet gavl, der rummer hans relief af Johannes Døber, som prædiker i ørkenen, og bag hovedportalen en gipsfrise af Jesu indtog i Jerusalem. Thorvaldsen suppleres dog med de to billedhuggerkolleger Bissen og Jerichaus enorme bronzestatuer af Moses og David. På kirkens nordside ud mod Frue Plads har Bissen også skabt portrætbusten af komponisten Weyse, men næppe fordi samme Weyse skrev et lille digt om arkitekt Hansens kirke: I kirken man præsten ej kan forstå, de klokker så sagtelig ringe, uret i tårnet vil ikke gå, orglet vil ikke klinge, men kirken er smuk, og er man derinde, så glemmer man, at den er bygget af pinde.

17

Domkirker-FINAL3.indd 17

10-10-2007 11:21:13


Theobald Stein har bidraget med tilsvarende bronzebuster af biskopperne Martensen og Mynster – hvad der gav vittige hoveder anledning til at omtale kirken som landets ’mynster-kirke.’ Så meget var der engang om det, at den liturgiske praksis i Vor Frue Kirke ifølge Danske Lov skulle være norm og mønster for alle gudstjenester i landet. Med undtagelse af altersølvet fra 1736 er der intet tilbage af det gamle inventar. Den ene af tårnets fire klokker er dog fra 1490, men den stammer fra Antvorskov klosterkirke. Orgelkoncerter, natkirke og torsdags-altergang hører til domkirkens faste traditioner, og selv om kongelige begivenheder i dag finder sted i vidt forskellige kirker, markeres nationale mærkedage stadig i domkirken. 50-årsdagen for Danmarks befrielse og 150årsdagen for Grundloven blev fejret i kirken. Her blev også den officielle sørgehøjtidelighed efter terrorangrebet på USA afholdt. Og Vor Frue Kirke var valgt til kronprins Frederiks og Mary Donaldsons bryllup. Og Guldalderens store navne som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Bertel Thorvaldsen m. fl. er selvsagt begravet fra kirken.

Domkirker-FINAL3.indd 18

10-10-2007 11:21:15


Domkirker-FINAL3.indd 19

10-10-2007 11:21:19


Domkirker-FINAL3.indd 20

10-10-2007 11:21:23


Menneske først Erik Norman Svendsen, København Stift

Erik Norman Svendsen har i Damaskus oplevet at blive tituleret som Danmarks ærkebiskop. Som præst i den danske folkekirke valgte han at fortælle sine muslimske tilhørere om Grundtvig, der sagde ”Menneske først og kristen så,” for i samlivet mellem kristne og muslimer gælder det først og fremmest om at være gode naboer.

ERIK NORMAN SVENDSEN:

Det er meget let at være stolt over Vor Frue

Kirke. Den tidligere blev som bekendt ødelagt under englændernes bombardement i september 1807. En frygtelig tragedie, der vel kan sammenlignes med det, vi oplevede i New York, da World Trade Centers to tårne blev bombet, for man brugte faktisk domkirken som skydeskive for de engelske raketter. Da kirken var blevet skudt i grus, genrejste den nuværende kirke sig næsten som en fugl Fønix. Den blev genindviet pinsedag 1829, og det bemærkelsesværdige var, at tidens førende arkitekt C. F. Hansen fik lov til at bygge, som han mente en katedral skulle se ud. Han byggede i ny-klassicistisk stil, hvad man meget stærkt fornemmer, når man kommer ind i kirken. Den ligner ikke, hvad vi normalt forbinder med en dansk kirke. Snarere et den et græsk tempel, og oppe for enden står guden i skikkelse af Thorvaldsens meget bevægende Kristus-figur. C. F. Hansen har i øvrigt bygget meget andet, så vi fik en hel nyklassicistisk bykerne, og det gør Frue Kirke til noget særligt, for der er ikke mange ny-klassicistiske kirker i landet. Det er klart, at man

21

Domkirker-FINAL3.indd 21

10-10-2007 11:21:23


bliver glad for en kirke, man meget ofte færdes i, og som man bor lige over for. Den bliver som en del af én selv og af ens bolig. Jeg står altid op julenat, fordi der er tradition for, at da bliver lyset ikke slukket i Frue Kirke. Og så oplever man julenat, hvor alt er mørkt og tyst, at kirken står og stråler i al sin glans. Men den er nu mest glansfuld, når man kommer ind i den, og det har mange oplevet, efter at vi for nogle år siden havde et meget omtalt bryllup. Siden er folk ligefrem valfartet både fra ind- og udland. Og jeg tror, at flere har fået øje for kirkens kvaliteter. Den er streng i stilen, og den er enkel. Der er ikke meget med løvefødder og gesvejsninger, men den har en skønhed, som betager de fleste, når de kommer ind i rummet. JOHANNES MØLLEHAVE:

Vi skal måske vende tilbage til Thorvaldsens

Kristus-figur. Det er ikke almindeligt at afbilde den opstandne Kristus, altså en pinse-Kristus, der står med velsignende hænder. Der er vist ikke engang sårmærker i hans hænder? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Jo, de er ganske svagt antydet både i hæn-

der og fødder, så det er den opstandne Kristus. JOHANNES MØLLEHAVE:

Næsten en grundtvigsk Kristus. ”Derfor in-

gen korset gribe, før med Herren han opstod.” Det er dér, vi møder ham. Men du omtalte ikke apostlene, som også står der. ERIK NORMAN SVENDSEN:

De står der slet ikke med samme selvføl-

gelighed og heller ikke med samme styrke. Det er lidt pusseløjerligt, at vi har alle apostlene bortset fra, at Judas, der forrådte Jesus, mangler, og man har sat Paulus ind i stedet for, så der er tolv. Det var oprindeligt C. F. Hansens mening, at de skulle stå i nicherne, men Thorvaldsen ville ikke have dem dér, så han lavede dem simpelt hen for store. Da de kom hjem fra Rom og skulle ind i

22

Domkirker-FINAL3.indd 22

10-10-2007 11:21:23


kirken, kunne de ikke være i nicherne, og jeg tror, det var fuldt bevidst fra Thorvaldsens side. Men det er altså Kristus-figuren, der helt dominerer rummet, fra man kommer ind nede ved kirkens indgang, og til man kommer op til alteret. Når man står som præst ved alteret, kan man næsten føle, at hvis man ikke skikker sig ret og holder sig til det, man skal, kan man blive knust af disse fødder. Det er så voldsomt og så stort, men for alle i kirken virker det dragende og samlende. Det er også et meget fint meditationspunkt. Man har senere tilføjet skriftstedet: ”Kom til mig,” altså ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” JOHANNES MØLLEHAVE:

Som Søren Kierkegaard måske lidt drilagtigt

bruger i sit skrift ”Indøvelse i Christendom.” Han tager fat på netop det skriftsted og siger ja tak, men tilføjer, at han ikke har det sted, hvor han kan hvile sit hoved. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Nej, for han havde et problematisk forhold

netop til Frue Kirke og især til biskopperne Mynster og efterfølgeren Martensen. Men når man kommer ind i kirken, er man ikke i tvivl om, hvem der er vært her, og hvem der tager imod. Og jo tættere man kommer, jo mere bliver man draget ind i den favn. Man skal også være klar over, at lige foran Kristus-figuren har Thorvaldsen skabt en meget unik døbefont med en dåbsengel og en muslingeskal, hvori dåben finder sted. Det er meget tydeligt døbefonten, der står centralt i kirkens kor lige neden for Kristus-figuren, og at det er Jesus, der siger: ”Kom til mig” eller ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i.” Der er en helt naturlig sammenhæng. Og når man knæler ved alteret, knæler man sammen med den opstandne frelser. Det er så fint udtrykt. Da jeg var ung,

23

Domkirker-FINAL3.indd 23

10-10-2007 11:21:23


hørte jeg mange mindre smigrende karakteristikker af Thorvaldsens Kristus-figur, at den var sødladen, den var stiliseret, den var uægte og u-evangelisk. Men den er klar, den er ren, den giver sig ikke ud for at være Kristus i kød og blod, men den erindrer meget stærkt om noget centralt i Jesu virke, nemlig ”Kom til mig.” Det er måske den, jeg er allermest glad for i Frue kirke. Den findes jo i utallige kopier rundt om i hjemmene, men det er ikke den samme herlige udgave som her i Frue kirke. JOHANNES MØLLEHAVE:

Søren Kierkegaard havde også en skræk for

det billede. Han brød sig slet ikke om den figur. Så den afstandtagen, du møder, stammer måske fra ham. I moderne kunst lader Sven Havsteen-Mikkelsen for eksempel Kristi ansigt være sløret. Det skal kun være en trekant, for så kan alle se et bestemt ansigt. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Det er klart, at ansigtet er mere naturali-

stisk fremstillet i Thorvaldsens figur. JOHANNES MØLLEHAVE:

Man kan næsten sige entydigt. Men hvordan

så han egentlig ud? Her får man et meget smukt og man kan sige æstetisk portræt. Det må være det, Kierkegaard havde imod det. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Men vi kan jo ikke bandlyse al æstetik i

vore kirker. Vi ved, det er en figur. Vi ved, den er et symbol, men jeg synes, den fungerer godt som symbol. Og især på grund af disse velsignende hænder. Der går mange historier om, hvordan de blev til, men det afgørende er, hvad Kristus-figuren signalerer. Den signalerer ikke bare en åben kirke, men en åben favn, som svarer godt til det kristne budskab. Så derfor synes jeg, det er en meget fin udsmykning. Og den skal selvfølgelig passe til kirkens arkitektur, og det gør den. Jeg kan se, at når der er åbent for andagtssøgende – vi

24

Domkirker-FINAL3.indd 24

10-10-2007 11:21:24


har også natkirke – går mange mennesker i dagens eller aftenens løb stilfærdigt op til alteret og knæler. Der er ingen tvivl om, at de bruger Kristus-figuren som et samlende punkt for deres tanker, så de ikke bliver afledt af alt mulig andet, men holder blikket mod det, der nu er afgørende. JOHANNES MØLLEHAVE:

Vi skal også tale lidt om dig selv. Du er præ-

stesøn fra Nørrebro og har været biskop siden 1992. Bliver du fornærmet, hvis man kalder dig ærkebiskop, for sådan én har vi jo ikke i Danmark. Men man opfatter dig nok som en slags ærkebiskop, fordi du for det første er biskop i København og for det andet på forskellig vis er knyttet til Kongehuset og for det tredie ofte bliver spurgt til råds af Kirkeministeriet. Du har vel en lidt anden placering end de øvrige biskopper? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Nok en lidt anden placering, men den er

absolut ikke at sammenligne med nogen ærkebiskops, selv om jeg morer mig, når jeg af og til bliver tituleret som ærkebiskop. JOHANNES MØLLEHAVE:

Vi skal lige forklare, hvad der ligger i ordet

ærke? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Det er som en ærkeengel. Den fornemste

og den fremmeste. JOHANNES MØLLEHAVE:

Altså den fremmeste blandt ligemænd.

ERIK NORMAN SVENDSEN:

Men man forveksler fuldstændig min po-

sition, hvis man sammenligner den med en ærkebiskops. Jeg er af og til stødt på udtrykket i udlandet, men især når de skal vise, at det er en betydningsfuld gæst, de har. Jeg blev for eksempel budt velkommen ved fredagsbønnen i Abu Nur-moskeen i Damaskus

25

Domkirker-FINAL3.indd 25

10-10-2007 11:21:24


med titulationen Danmarks ærkebiskop. Og så må jeg indrømme, at jeg ikke stod op og holdt et foredrag om de særlige lutherske forhold vedrørende bispeembedet, men om min funktion hedder det fra gammel tid, at man er den første blandt ligemænd: primus inter pares. Og det er en praktisk funktion. For et sted skal der være en koordination og en form for ledelse, en form for mild ledelse. JOHANNES MØLLEHAVE:

Men det er også dig, der indsætter de andre

biskopper? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Det kunne biskopperne lave om på fra dag

til dag. Det er biskoppernes egen afgørelse, men når funktionen ligger her, er de fri for at diskutere, hvem det nu skal være? Men det bliver alligevel af og til diskuteret. Da jeg blev biskop i 1992, var der faktisk en debat om, hvor vidt den gamle tradition skulle ophæves. Og at kirkeministeren som regel spørger mig først er udelukkende en praktisk foranstaltning, hvis der er en sag, han lige skal høre noget om. Hvis jeg finder, at det er en sag, jeg ikke kan give ham klar og hurtig besked om, eller jeg skal inddrage mine kolleger, så gør jeg det. Jeg er snarere en generalsekretær, end jeg er ærkebiskop, og man skal være sig meget bevidst, at det er en funktion i den danske kirke. Ellers tager man fejl i bispeembedets indhold, og man ville også ødelægge det kollegiale forhold. Man skal ikke spille ærkebiskop, når man ikke er det. JOHANNES MØLLEHAVE:

En af dine funktioner som biskop er jo at tale

med de nye præster og snakke med menighedsrådet om, hvordan du vurderer en præst. Hvad er en god præst i dine øjne? ERIK NORMAN SVENDSEN:

En god præst er naturligvis én, der har en

rimelig god uddannelse og en ordentlig teologisk baggrund. Det

26

Domkirker-FINAL3.indd 26

10-10-2007 11:21:24


Domkirker-FINAL3.indd 27

10-10-2007 11:21:31


er også meget væsentligt, at præsten kan udtrykke sig mundret og forståeligt. Det er noget, menighederne lægger stor vægt på og med god grund. Det er meget vigtigt, at man ikke bare siger noget, og at det, man siger, er rigtigt, men at det også bliver opfattet og kan forstås. Så præstens kommunikative evner er vigtige. Ud over det teologiske betyder det kommunikative meget. Også for præsten som underviser. JOHANNES MØLLEHAVE:

Altså i forhold til konfirmander?

ERIK NORMAN SVENDSEN:

I konfirmandundervisning og voksenun-

dervisning. Og det betyder i og for sig også noget i sjælesorgen. Det nytter jo ikke, at man taler forbi hinanden. Præsten har et stort kommunikativt ansvar. Og skulle jeg sige noget kritisk om præsteuddannelsen, er det, at den har underbetonet det kommunikative. JOHANNES MØLLEHAVE:

Og det sjælesørgeriske?

ERIK NORMAN SVENDSEN:

Det sjælesørgeriske har man gjort meget

mere ud af i de senere år. Og i dag kan man få kurser og blive uddannet. Men dybest set er sjælesorg et spørgsmål om erfaring. JOHANNES MØLLEHAVE:

Ja, man kan godt have en masse teori, men

man får det væsentlige i erfaringen. Man kan ikke på forhånd forudsige de spørgsmål, man bliver stillet over for i for eksempel en katastrofesituation. Det må man erfare, tror jeg. Og hvordan skal man tale med mennesker, der vil begå selvmord. Det er vel noget, man faktisk må have erfaring i? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Og nogen er jo bedre til det end andre – de

kan det på forhånd. Men det er meget vigtigt, at vi som præster ikke bare fra prædikestolen, men også i daglig omgang med mennesker

28

Domkirker-FINAL3.indd 28

10-10-2007 11:21:31


kan udtrykke os forståeligt. Folk bliver så glade, hvis de kan forstå præsten. De har ofte en forhåndsopfattelse af, at det er næsten uforståeligt, hvad vi siger. Når de så møder en præst live, opdager de jo, at det er fordomme, og derfor siger de tit, at præster er uforståelige, men det gælder ikke for pastor N., for ham havde vi en rigtig god snak med. Det er væsentligt, at vi kan kommunikere, men det er selvfølgelig også væsentligt, at vi har vores værktøjer i orden, både teologien og pædagogikken, og hvad vi i øvrigt erhverver os af livet, men også gennem efteruddannelse. JOHANNES MØLLEHAVE:

Hvordan vil du definere en god biskop? Hvad

ville du tænke på, hvis du skulle pege på én som den og den biskops efterfølger? Hvilke egenskaber ville du lægge vægt på? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Grundlæggende de samme egenskaber

som for en god præst. JOHANNES MØLLEHAVE:

Men en biskop er vel også en leder?

ERIK NORMAN SVENDSEN:

En præst er faktisk også en leder i sit sogn.

Hans lederegenskaber ligger i, at han ofte skal vejlede menighedsrådet om kirkelige forhold. Han skal måske også vejlede de ansatte. Vi bruger det gamle udtryk en hyrdefunktion. Han har lidt opsyn med, hvad der foregår i den lokale kirke. Han er selvfølgelig ikke den, der skal udstikke dagsbefalinger om, hvordan folk skal vaske gulv, eller hvordan de skal ordne alterlysene, men han har ansvaret for at samle de ansatte og drøfte i hvilken retning, vi i vores menighed skal bevæge os. Han skal snakke med menighedsrådet og de ansatte. Hvilke mål har vi for de kommende år? Er der nogle initiativer, vi gerne vil fremme i vores sogn? Han skal sætte sig i spidsen for at samle både ansvarlige medarbejdere og menighedsråd og få

29

Domkirker-FINAL3.indd 29

10-10-2007 11:21:31


drøftet de spørgsmål, der er væsentlige for kirkens liv og vækst det pågældende sted. Provsten har derudover ansvaret for at koordinere arbejdet i provstiet. Ikke bare sørge for, at der er dækning i tilfælde af sygdom, men også skabe en form for arbejdsdeling. I dag taler vi meget mere om differentieret præstearbejde, end vi gjorde tidligere. Da var en præst en præst. Men det er de ikke i dag. I dag er der præster, som får særlige opgaver. De er selvfølgelig stadig præster i den forstand, at de har den grundfunktion at forkynde evangeliet, at undervise og drive sjælesorg. Men så har præsten meget ofte et særligt område. For eksempel inden for den kirkelige undervisning eller inden for religionsmødet. Også her gælder det, at provsten skal kunne medinddrage præsterne i sit provsti, så den planlægning, der finder sted, sker så lidt som muligt i form af et påbud, men så man drager fordel af at bidrage til en fælles udvikling og tage medansvaret for den. Og tilsvarende med en biskop. Hans fornemste opgave er selvfølgelig til en vis grad at stille sig i spidsen, ikke for hvordan der skal være kirke ude i de enkelte sogne, men for afgørende nye initiativer, der kan sættes i forbindelse med struktur og nye tiltag. JOHANNES MØLLEHAVE:

Hvilke tiltag har du selv været glad for at være

med til? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Jeg har været meget glad for, nej, jeg vil

ikke bruge det udtryk, men jeg har fundet det nødvendigt og undertiden også ment det var tilfredsstillende at stille mig i spidsen for at samle menighedsråd, præster og provster i strukturdrøftelser omkring kirken i København. For vi har arvet en struktur, der hører til på landet og som aldrig rigtig har fungeret i byen. Hvordan være folkekirke eller sognekirke i byen? Det er noget andet end i det

30

Domkirker-FINAL3.indd 30

10-10-2007 11:21:31


gamle landbosamfund. Og hele den proces, som også har at gøre med differentieret præstetjeneste, har jeg så stillet mig i spidsen for. Det betyder ikke, at jeg afgør det suverænt, men jeg er den, der samler parterne, og jeg er den, der prøver at samle trådene. JOHANNES MØLLEHAVE:

Og i hvilken retning prøver du at trække

dem? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Vi taler i øjeblikket om, at vi skal have mere

kirke for pengene. Og det hænger også sammen med, at i en by som København er vi langt færre til at betale gildet, end dengang kirkerne blev opført. Faktisk bor der 300.000 færre mennesker i selve København end for fyrre år siden. Og dengang var 90 procent af dem medlemmer af Folkekirken. I dag er vi nede på 66-67 procent, blandt andet på grund af indvandringen, men også på grund af det opbrud, der skete i 1970erne og 1980erne, hvor mange ikke blev døbt. Vi er altså færre om at betale, og vi har brugt uforholdsmæssigt mange penge på at vedligeholde alle vore sognekirker, for de ”er os som hjemmet så kære,” som Grundtvig skriver, og dermed afskærer vi os indimellem fra at have råd til og overskud til at tage nye og oplagte arbejdsopgaver op – ikke mindst inden for den kirkelige undervisning. JOHANNES MØLLEHAVE:

Du har også været optaget af de fremmede,

altså af de mange fra andre kulturer. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Jeg vil sige, at vi i København er optaget af

de fremmede, både muslimer og kristne, men en meget stor del af den indvandring, der har fundet sted, nemlig op mod en tredjedel, er faktisk kristne indvandrere. Det er noget, vi tit overser. Katolikkerne finder sagtens i kirke, for den katolske kirke er global. Jeg tror, der

31

Domkirker-FINAL3.indd 31

10-10-2007 11:21:32


om søndagen holdes gudstjeneste på 13-14 sprog i de katolske kirker i København. Frikirkerne, ikke mindst pinsekirkerne opsuger også mange. Men så bliver der en række kristne mindretal tilbage. De behøver ikke være lutheranere. Det kan også være ortodokse eller reformerte, som vi skal hjælpe med at kunne samles og være kirke i deres sammenhæng. Vi synes her i byen, at Folkekirken har et ansvar for de kristne, der er kommet her. Og derfor stiller vi en række af vore kirker til rådighed for andre kristne kirkesamfund, og hvis der bliver taget et par kirker ud af brug, vil jeg heller ikke have noget imod, at vi måske overlader et par kirker til kristne indvandrermenigheder, og at vi hjælper dem til at bruge de kirker. For nogle år siden viste en undersøgelse, at hver tredje kirkegænger en almindelig søndag i København er indvandrer. Så stor en gruppe er det. JOHANNES MØLLEHAVE:

Du rejste på et tidspunkt

til de muslimske lande. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Ja, for muslimerne er

den største gruppe. Eller vi siger, de er muslimer, men mange har bare en muslimsk baggrund. Igen viser undersøgelser, at kun omkring ti procent af muslimerne går regelmæssigt til fredagsbøn. Det er jo lige ved at ligne folkekirkelige forhold. Men her i byen er der et meget stort kontingent af indvandrere. Og et meget stort

32

Domkirker-FINAL3.indd 32

10-10-2007 11:21:36


kontingent af muslimer. Det stiller kirken over for en række udfordringer og også vanskeligheder, og når jeg rejste til Mellemøsten for nogle år siden på studieorlov, var det for at se, hvordan man egentlig havde tacklet det i lande med muslimsk flertal, men hvor der har været kristne i to tusind år. Altså lande som Syrien, Libanon og Egypten. Der er kristne kirkesamfund, som fungerer, og samtidig er der en muslimsk majoritet. Det har der været de sidste fjorten hundrede år. Hvordan foregår religionsmødet, og hvordan er sameksistensen i de lande? JOHANNES MØLLEHAVE:

Din kone har studeret ara-

bisk? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Ja, min kone, som er teo-

log, har læst arabisk på universitetet i en række år og gør det stadig, så vi kunne kombinere en rejse til mellemøsten. Det var noget for os begge. Og det bedste udbytte var at have tre måneder, hvor man bare kunne opleve og samle ind. Og hvor man ikke umiddelbart skulle stå til regnskab for noget. JOHANNES MØLLEHAVE:

Og du kunne bruge det alt

sammen? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Ja, vi har udgivet en lille

bog om det. Den hedder ”Menneske først.” Og der ligger selvfølgelig noget i den titel.

33

Domkirker-FINAL3.indd 33

10-10-2007 11:21:39


JOHANNES MØLLEHAVE:

Det er Grundtvig, som har sagt det: ”Men-

neske først og kristen så.” ERIK NORMAN SVENDSEN:

Jeg brugte det citat, da jeg helt uventet skul-

le tale i Abu Nur-moskeen. Jeg var gæst og blev kaldt op af sheiken. Jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle sige noget. Jeg havde fire tusind mennesker foran mig, og det var ved den lejlighed, han præsenterede mig og sagde, at nu vil Danmarks ærkebiskop tale til os. Ordet var frit, og jeg prøvede så at sige lidt om, at jeg var taknemmelig over at have lejlighed til at være i Damaskus og hilse på en muslimsk menighed, for kristne og muslimer har levet sammen i Damaskus i fjorten hundrede år. Faktisk var de kristne der først, for de har været der siden Paulus. Og jeg forklarede, at for os kristne er Jesus mere end en profet. Han er Guds søn. Men samtidig prøvede jeg at understrege, at i det daglige samliv mellem os gælder det først og fremmest om at være gode naboer. Om at være mennesker. Og da var det, jeg citerede Grundtvig og sagde, at i Danmark har vi en stor tænker og præst og teolog, der har sagt: ”Menneske først.” Og det viser sig jo, at den religionsdialog, der fungerer bedst i Mellemøsten og i øvrigt også i København, er ikke en dialog om højere teologiske anliggender. Vi ser for eksempel meget forskelligt på, hvem Gud er. Det er jo ingen hemmelighed. Vi tror på en treenig Gud og på, at Jesus er Guds søn. Muslimerne har et helt andet gudsbillede, og de betragter ganske vist Jesus med en vis ærefrygt som profet, men ikke som Guds søn, og han er underordnet Muhammed. Der er klare forskelle i gudsopfattelsen og i synet på, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Men muslimer og kristne snakker jo udmærket sammen, når det gælder ganske basale hverdagsting. Vi er naboer. Vore børn skal have en uddannelse. Hvordan sikrer vi demokrati, økonomisk fremgang, uddannelse etc. etc. Det er mest

34

Domkirker-FINAL3.indd 34

10-10-2007 11:21:39


om den slags emner, man mødes, og det har den gavnlige effekt, at når man mødes regelmæssigt og taler med hinanden om hvad som helst, lærer man hinanden at kende. Man får et personligt kendskab, som går ind bag facaden, så man ikke så let danner sig fjendebilleder. Og når man bor tæt på hinanden, er det meget vigtigt, at man prøver at forstå den anden. Også dér, hvor man er uenige. Det har ikke noget at gøre med, at alt er lige godt eller lige skidt, eller at vi bare skal glemme alt det, vi er uenige om. Og så er der selvfølgelig opgaver, man kan løse sammen. Jeg tror virkelig, religion har et særligt ansvar for, at mennesker kan leve ordentligt side om side som de troende, de også er. En klog teolog har sagt, at der ikke bliver fred mellem nationer, uden at der er fred mellem religioner. Og så fortsætter han: der bliver ikke fred mellem religioner, uden at der er dialog mellem religioner. JOHANNES MØLLEHAVE:

Og det er for dig noget vigtigt?

ERIK NORMAN SVENDSEN:

Det er meget vigtigt. Selvfølgelig skal vi

også se på, hvad der adskiller. Men vi har et fælles udgangspunkt, og det synes jeg især, vi i Grundtvigs fædreland har lært. JOHANNES MØLLEHAVE:

Jeg har også læst din fantastisk fine bog om

Kingo, og du har ledet salmebogskommisionen, som stod for den ny salmebog fra 2002, så jeg vil godt snakke lidt om salmer. Står Kingo dit hjerte nær? ERIK NORMAN SVENDSEN:

Det gør han, og det er der mange grunde

til, men jeg skrev speciale om ham i min studietid, og jeg har aldrig siden sluppet Kingo. Der er noget umiddelbart karsk og frisk og direkte ved Kingo i hans oprindelige udgave, men ikke altid i den friserede. Han er tredje-generationsindvandrer, for hans bedstefar

35

Domkirker-FINAL3.indd 35

10-10-2007 11:21:39


kom fra Skotland. Han var tapetserermester på Kronborg, og Kingos far blev tapetserermester i Slangerup. Det var nok lidt af en social deroute – men han blev gift dansk. Og så får de sønnen Thomas Kingo, der bliver mere dansk end nogen. Kingos første salmesamling består af morgen- og aftensange. De er slet ikke beregnet på kirken. De er beregnet på, hvad man kaldte gudfrygtigheds daglige øvelser, altså andagtslivet. I 1600-tallet er befolkningen ikke bare materielt forarmet, men også åndeligt. Folk er hjemsøgt af krige og ulykker og pest og dyrtid og trænger til en religiøs oprustning. Og så skriver han morgen- og aftensange, som er beregnet på, at man synger dem i hjemmene morgen og aften. Og de er jo noget af det mest fantastiske, der er skrevet. For det første er der et digterisk talent ud over alle grænser. Der er en musikalitet. Han vælger samtidens bedste visemelodier, blandt andet til ”Sorrig og glæde.” Melodierne var populære, og han vidste, at når han brugte dem, kunne folk straks synge salmerne. De skulle ikke først hen og lære en ny melodi. Sangene var også et teologisk nybrud. Han gjorde oprør mod en lidt forstenet og cementeret teologisk korrekthed og ortodoksi. Der var en angst for at fratage Gud hans ansvar og hans betydning for frelsen. Af angst for at fratage Gud hans nåde som majestæt ville man slet ikke tale om mennesket og om dets fromhed eller hverdagserfaringer. Man skrev dogmatisk om Guds væsen og egenskaber, men meget lidt om mennesker. Men Kingo tør tale om det ganske almindelige hverdagsliv, og han tør sætte det i relation til det kristne budskab. JOHANNES MØLLEHAVE:

Han taler også næsten shakespearesk frimo-

digt om alt muligt, for eksempel kalder han mennesket for en ormesæk.

36

Domkirker-FINAL3.indd 36

10-10-2007 11:21:39


Ja ”Gak, ormesæk, og sov” siger han i en

ERIK NORMAN SVENDSEN:

aftensang. JOHANNES MØLLEHAVE:

Og han kalder testiklerne for naturens fryde-

stene. Det er sådan noget, man kunne møde hos Shakespeare. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Dog ikke i en salme! Men Kingo var tidens

førende digter, inden han som 40-årig begyndte at skrive salmer. Og han blev biskop i Odense, ikke bare på grund af sine fortjenester som salmedigter, men også fordi han var én af det ny enevældes fremmeste fortalere. Han havde evnen til at holde til, hvor karrieren lå. Han har bestemt ikke været let at omgås, for der var mange, som stødte sig på ham. En sognepræst i Kerteminde faldt død om efter at have fået en overhaling af biskoppen, så det har gået livligt for sig. JOHANNES MØLLEHAVE:

Han skrev et rystende digt om forholdene på

sygehusene. Og det er sjovt at tænke på, for i dag siger man: skal biskopper blande sig i det? Men han blandede sig. Ja, og han græd. Han henvendte sig til

ERIK NORMAN SVENDSEN:

kongen for at skaffe bedre forhold for lemmerne, som de hed på stiftelsen. De stakkels lemmer. Han ønskede, at deres vilkår blev forbedret på Sankt Hans hospital i Odense Stiftelse, og så skrev han til kongen. Og det gjorde han selvfølgelig på vers. Og det er både rystende og udtryksfuldt. JOHANNES MØLLEHAVE:

Men hvad du får ud af ”Sorrig og glæde.”

ERIK NORMAN SVENDSEN:

Man skal læse den ud fra den overskrift

Kingo giver den: ”Hver har sin skæbne.” Og det er i første omgang

37

Domkirker-FINAL3.indd 37

10-10-2007 11:21:39


en betragtning af menneskelivets omskiftelighed og foranderlighed. Hver har sin skæbne. Alle kan finde sorrig i barm. Selv kongelige personer, selv de rigeste og mest begunstigede kender til sorgen og til angsten og frygten for døden. JOHANNES MØLLEHAVE:

Jeg citerer lige et par linier fra en anden sal-

me, der hedder ”Aldrig er jeg uden våde,” hvori han siger: ”så er sorg og glæde lænket, så er bægeret iskænket.” Altså sorg og glæde hænger sammen. De er det samme. Den, der elsker, må på et tidspunkt lide, enten ved at miste eller blive skilt fra. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Han er meget realistisk i sin skildring af

virkeligheden: ”Sorrig og glæde de vandre tilhobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad!” Livet består af modsætninger, men så er det for Kingo helt afgørende, at der er en højere instans bag alle modsætningerne. For ham er skæbnen netop en tiltro til Guds forsyn, eller hvis man skal sige det meget forenklet: det ender alt sammen godt. For bag alle modsætninger, bag synd og sorg og alt, hvad der kan møde os af lidelse og død, er Guds kærlighed den blivende. ”Sorrig skal dø, lystigheds frø blomstre på Himle-lyksaligheds ø!” Det er sådan, han siger det. JOHANNES MØLLEHAVE:

Eller ”Skal jeg hus i graven tage, o, her er dog

håb tilbage.” Hvilket håb, kan man spørge. Når det hele er gået i forrådnelse. ERIK NORMAN SVENDSEN:

Han forkynder Kristi opstandelse ganske

bogstaveligt. Og med betydning for alle siden hen. JOHANNES MØLLEHAVE:

”Og som den gyldne sol frembryder,” står der

i hans store påskesalme.

38

Domkirker-FINAL3.indd 38

10-10-2007 11:21:40


ERIK NORMAN SVENDSEN:

Han bruger jo udtrykkene sol og lys om

Gud selv. Som den gennemtrængende virkelighed, der bag alt det tilsyneladende modsætningsfyldte og opløsende er det blivende. Det er det, Grundtvig protesterer lidt imod i én af sine salmer. JOHANNES MØLLEHAVE:

Mens han samtidig konkurrerer med Kingo.

ERIK NORMAN SVENDSEN:

Ja, han bruger hans versemål og låner i

digtningen. Men han understreger i modsætning til Kingo, at Himmeriget, Guds rige er allerede her og nu. Kingo har ikke så meget syn for, at her og nu lever du allerede i Himmeriget, mens du venter på den endelige forløsning. Det er den, der skal gøre alt klart. JOHANNES MØLLEHAVE:

Synes du ikke, at ”Aldrig er jeg uden våde,

aldrig dog foruden nåde” er her og nu? ENS; Jo, det er her og nu, men set i et evighedsperspektiv. Det er meget stærkt. Det er også meget eskatologisk og præget af Jesu tale og forkyndelse om de sidste tider og det kommende rige. JOHANNES MØLLEHAVE:

Måske skulle vi vende tilbage til ”Hver har sin

skæbne,” som du siger er overskriften over ”Sorrig og glæde,” og snakke om, hvad skæbnebegrebet betyder hos Kingo. ERIK NORMAN SVENDSEN:

I hvert fald ikke, at alt er forudbestemt. Det

betyder det jo meget ofte. Når mennesker taler om skæbne, er det ofte som noget uafvendeligt. Men for Kingo er skæbnen de vilkår, vi løber ind i. Og de kan forme sig meget forskelligt. Hver har sin skæbne, der er forskellig for forskellige mennesker. Det særlige for Kingo er, at for ham er ens liv og ens skæbne nøje knyttet til Guds virkelighed. Eller til Guds forsynstanke. Bag alt det han møder af

39

Domkirker-FINAL3.indd 39

10-10-2007 11:21:40


lidelse og død og sorg og fortvivlelse, har han en tro på, at Gud i Jesus Kristus ser dig og omslutter dig. JOHANNES MØLLEHAVE:

Altså forsynet, med tryk på både for og syn.

ERIK NORMAN SVENDSEN:

Netop. Han kender dig og vil tage sig af

dig. Og Kingo er én af dem, der kan hjælpe os med at fastholde den klassiske forsynstanke. Selvfølgelig i en nutidig forståelse. Jeg tror også, de fleste mennesker hviler mere eller mindre trygt i, at skæbne ikke bare er noget, vi selv skaber, og at det ikke kun er det, vi kommer ud for. Men der er en højere mening med vort menneskeliv. Der ligger jo i forsynstanken, at vi er Guds skabninger. JOHANNES MØLLEHAVE:

Og så kan Kingo sige: ”Min sjæl, hvad vil du

mer?” ERIK NORMAN SVENDSEN:

Domkirker-FINAL3.indd 40

Lad Gud kun råde. Sådan.

10-10-2007 11:21:42


Domkirker-FINAL3.indd 41

10-10-2007 11:21:47


Domkirker-FINAL3.indd 42

10-10-2007 11:21:51


Helgenkongens kirke Skt. Olai Kirke, Helsingør Stift

Skt. Olai Kirke er viet til den norske kong Olav den Hellige. Han fortsatte Olav Trygvesons kamp for at gøre Norge til et kristent land, og ingen af de to skyede noget middel, når det gjaldt om at omvende de hedenske nordmænd. De vantro blev truet med bål og brand og tab af ejendom. Historikere er dog enige om, at Olav den Hellige var en anelse mindre brutal end sin navnebror, og at han heller ikke gjorde forskel på stormænd og småfolk. Over for de genstridige benyttede begge Olav’er sig af gidseltagning, henrettelser og andre metoder, der ikke står tilbage for moderne fundamentalisters. På den måde lykkedes det Olav den Hellige at få kristendommen indført i Norge, før han i 1030 faldt i slaget ved Stiklestad. Straks efter hans død opstod der rygter om, at han var en hellig mand, og at der var indtruffet store undere ved hans grav. I 1164 blev han derfor helgenkåret, og en lang række kirker blev opført til hans ære, blandt dem Skt. Olai i Helsingør. Af den oprindelige kirkebygning er dog kun bevaret en mindre murrest. Begyndelsen til den nuværende kirke stammer fra 1400tallet, hvor de store indtægter fra Øresundstolden gav byen råd til overdådige om- og tilbygninger. Roskilde-biskoppen Lave Urne stod for den officielle indvielse i 1521. Alligevel fortsatte byggeriet under reformationstidens uro, og ikke før 1615 stod tårnet færdigbygget i sin fulde højde, og dets spir kunne ses langt ud i Kattegat. Ifølge kontrakten skulle det være ”75 alen eller endnu længere, hvis murværket kan bære.” Og faktisk holdt murværket stand mod tyngden

43

Domkirker-FINAL3.indd 43

10-10-2007 11:21:51

Man kan ikke foere solen bag lyset af Johannes Moellehave  

MAN KAN IKKE FØRE SOLEN BAG LYSET Fotograf: Morten Bengtsson Tekster om domkirker: Flemming Chr. Nielsen Bindslev / dk4 media

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you