Issuu on Google+

– Sunday Times

»Den ideelle sommerlæsning: eskapistisk, morsom, klog« – Daily Telegraph

Til en grillfest i et australsk forstadskvarter får en treårig dreng en lussing af en voksen, og episoden udvikler sig til et kaos, som truer med at splitte familier og venskaber. Med otte hovedpersoner, fortæller Christos Tsiolkas historien om et moderne Australien i kulturelt opbrud. Lussingen er en rå samtidsroman om mand mod kvinde, ung mod gammel, indvandrer mod indfødt, rig mod fattig. En historie om tabte drømme og om nye generationer fyldt af usikre forventninger.

Christos Tsiolkas

lussingen

Hector Anouk Harry CONNIE Rosie Manolis Aisha Richie

»På alle måder en fantastisk vital bog«

Christos Tsiolkas

»Sommerens must-read-roman« – Guardian

Christos Tsiolkas (f. 1965) er født og opvokset i Melbourne som søn af græske immigranter. Han har skrevet flere romaner og skuespil og har skrevet og instrueret flere kortfilm. Hans første roman Loaded (1995) er filmatiseret med titlen Head on, og Lussingen (The Slap) blev i 2011 til en populær tv-serie. Lussingen er Christos Tsiolkas’ internationale gennembrud.

LUSSINGEN

Lussingen vandt Commonwealth Writersprisen i 2009 og var longlisted til The Man Booker-prisen 2010 »Har man aldrig læst en australsk bog, må det her blive den første. Den er så velfortalt og underholdende, at den ikke er til at lægge fra sig.« 9 788792 927002

Politiken

ROMAN Forfatterportræt: Zoe Ali


Lussingen


Lussingen Oversat efter The Slap Originaludgave © Christos Tsiolkas 2008 Dansk udgave © MØLLER 2012 By arrangement with Allen & Unwin and Ia Atterholm Agency Grafik: Leo Scherfig Forsidefoto: Ibrahim Öztoprak Forfatterportræt på forsideflap: Zoe Ali Korrektur: Thomas Mogensen Tryk: Akaprint A/S E-bog, 1. udgave Printed in Denmark 2012 ISBN 9788792927002 www.moellerforlag.dk Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.


Christos Tsiolkas

Lussingen Oversat af Claus Bech

Møller


Til Jane Palfreyman, som er en ener


ordliste I romanen bruges enkelte græske og australske ord, som ikke oversættes til dansk i teksten. Her er en oversættelse af de vigtigste, hvis betydning ikke umiddelbart forklares i sammenhængen. entaxi (gr.) giagia (gr.) malaka (gr.) moulkio (gr.) pangia (gr.) pappou (gr.) pousti (gr.) poutana (gr.) wog (aus.)

okay bedstemor nar, idiot bastard Jomfru Maria bedstefar bøsserøv luder Bruges ofte nedladende om indvandrere fra middelhavsområdet. Efter 2. verdenskrig modtog Australien mange immigranter fra især Grækenland, Italien, Tyrkiet og Libanon. Wog er en forkortelse af Western Oriental Gentleman.


Hector

H

ector lå stadig med lukkede øjne og rakte dovent en hånd tværs over sengen, mens en drøm langsomt fortonede sig og allerede var umulig at huske. Godt. Aisha var stået op. Han slap en triumferende fis og borede ansigtet ned i puden for at undgå den klamme stank af metangas. Aisha brokkede sig altid, når han i sjældne, ubevogtede øjeblikke glemte at beherske sig, og hun var til stede. Gennem årene havde han lært at lægge bånd på sin krop og kun give slip i ensomhed, prutte og pisse under bruseren, ræbe, når han var alene i bilen, og kun lade være med at vaske sig eller børste tænder hele weekenden, hvis hun var væk hjemmefra for at deltage i en eller anden konference. Problemet var ikke, at hans kone var specielt sippet, hun havde bare svært ved at affinde sig med, hvordan mandekroppen lugtede og udtrykte sig. Selv ville han ikke have problemer med at falde i søvn i et pigeomklædningsrum omgivet af den fugtige, svimlende lugt af frisk ung kusse. Svævende, stadig halvt omklamret af søvnens blide omfavnelse vendte han sig om på ryggen og skubbede lagnet væk fra kroppen. Frisk ung kusse. Han havde sagt det højt. Connie. Ved tanken om Connie slap søvnen sit tag i ham. Aisha ville synes, han var pervers, hvis hun havde hørt det. Men det var han overhovedet ikke. Han elskede kvinder. Unge som gamle, også dem der lige var begyndt at blomstre eller falme. 9


Og selvom han var næsten forlegen over sin forfængelighed, vidste han også, at kvinder elskede ham. De elskede ham. Stå op, Hector, sagde han til sig selv. Det er tid til rutinen. Rutinen var en række øvelser, han udførte hver eneste morgen uden at springe nogen over. De varede højst tyve minutter. Når han en gang imellem vågnede med hovedpine eller tømmermænd eller med en kombination af begge dele eller simpelthen med en kedsomhed, der kom fra et sted dybt inde, som han gik ud fra måtte være hans sjæl, kunne det hele være overstået på under ti minutter. Det afgørende var ikke, at han holdt sig strengt til rutinen, men snarere at han sørgede for at gennemføre den – selv når han var syg, tvang han sig til at gøre det. Han plejede at stå op, tage et par træningsbukser og en T-shirt på fra dagen før og udføre ni strækøvelser, som han holdt, mens han talte til tredive. Derefter lagde han sig på gulvtæppet i soveværelset og udførte hundrede og halvtreds øvelser fra liggende til siddende stilling og halvtreds armbøjninger. Han sluttede af med tre strækøvelser til. Til sidst gik han ud i køkkenet og tændte for kaffemaskinen, og derefter gik han hen til en kiosk for enden af gaden og købte en avis og en pakke cigaretter. Når han kom hjem igen, fyldte han et krus med kaffe, gik ud på verandaen på husets bagside, tændte en cigaret, bladede om til sportssektionen og begyndte at læse. Når han først sad med avisen bredt ud foran sig, en duft af bitter kaffe i næseborene og det første sus fra tobaksrøgen i lungerne, var der ingen af den foregående eller kommende dags problemer, der betød noget, uanset om det drejede sig om røvture, stress eller andre genvordigheder. I det øjeblik, om så også kun i det øjeblik, var han lykkelig. Hector havde allerede som barn opdaget, at den eneste måde at overvinde søvnens dorske, kvælende nydelse på var at buldre lige igennem den, tvinge øjnene op og springe ud af sengen. Men for en gangs skyld lagde han sig tilbage i puden og lod de forskellige lyde af familien gøre ham helt lysvågen. 10


Aisha havde tændt radioen i køkkenet og stillet ind på en FM-kanal med klassisk musik, og Beethovens niende bølgede igennem hele huset. Fra dagligstuen kunne han høre de elektroniske bippelyde og blikagtige ekkoer fra et computerspil. Han lå stille et øjeblik, inden han slog dynen til side og så ned over sin nøgne krop. Han løftede den højre fod og lod den falde ned på sengen igen. Det er i dag, det sker, Hector, sagde han til sig selv, i dag er den store dag. Han sprang ud af sengen, tog et par røde underbukser på, trak en undertrøje over hovedet, gik ud på toilettet, pissede længe og højlydt og stormede bagefter ud i køkkenet. Aisha var ved at slå æg ud på en stegepande, og han kyssede hende på halsen. Der lugtede af kaffe i køkkenet. Han slukkede for radioen midt i et crescendo. ”Hov, jeg hørte på det.” Hector bladede gennem en lille bunke cd’er, der var stablet tilfældigt op ved siden af anlægget. Han trak en cd ud af kassetten og lagde den på plads i cd-afspilleren. Han trykkede sig gennem numrene, indtil han fandt det spor, han ledte efter, og begyndte at smile, da han hørte de første selvsikre toner fra Louis Armstrongs trompet. Han kyssede sin kone på halsen en gang til. ”Det skal være Satchmo i dag,” hviskede han til hende. ”Og det skal være ’West End Blues’.” Han udførte øvelserne langsomt og talte op til tredive i langsomme, afmålte åndedrag. Mellem de enkelte øvelser svajede han, i takt med at musikkens sensuelle intensitet voksede. Han sikrede sig, at han kunne mærke, at mavemusklerne blev spændt, hver gang han satte sig op, og ligeledes trækket i brystmusklerne og overarmene, når han stemte sig op fra gulvet. Han ville være hundrede procent opmærksom på sin krop i dag. Han ville føle, at den var levende, stærk og parat til hvad som helst. Da han var færdig, tørrede han sveden af panden, samle11


de sin skjorte op fra gulvet, hvor han havde smidt den aftenen før, og stak fødderne i et par sandaler. ”Skal du have noget fra kiosken?” Aisha så på ham. ”Du ligner en bums.” Hun gik aldrig uden for en dør uden makeup eller pænt tøj på. Ikke fordi hun brugte ret meget makeup; det behøvede hun ikke – det var en af de ting, som fra starten havde tiltrukket ham. Han havde aldrig brudt sig om piger, der gik med et tykt lag pudder og læbestift. Han syntes, det var billigt, og selvom han var klar over, at det var latterligt konservativt, kunne han ikke få sig til at beundre en kvinde med tyk makeup, uanset hvor smuk hun i øvrigt måtte være rent objektivt. Aisha behøvede ikke at bruge makeup. Hendes mørke hud var blød og ren, og hendes store dybtliggende lidt skæve øjne strålede i et aflangt, magert, fintformet ansigt. Hector kiggede ned på sine sandaler og smilede. ”Skal en bums som mig tage noget med til dig fra kiosken?” Hun rystede på hovedet. ”Nej. Men du skal hen i supermarkedet i formiddag, ikke?” ”Jo, det har jeg jo lovet.” Hun kiggede på køkkenuret. ”Så må du hellere skynde dig lidt.” Han svarede ikke, men var irriteret over hendes bemærkning. Han havde ikke lyst til at skynde sig denne formiddag. Han ville tage det stille og roligt. Han tog lørdagsavisen og smed en tidollarseddel på disken. Mr. Ling havde allerede rakt hånden ud efter en guldpakke Peter Jackson Super Mild-cigaretter, men Hector standsede ham. ”Nej, ikke i dag. I dag vil jeg hellere have en pakke Peter Styuvesant Red. Den bløde pakke. Lad mig få to pakker.” Hector tog tidollarsedlen tilbage og lagde en tyver på disken i stedet. 12


”Du skifte smøger?” ”Det er min sidste dag, Ling. I dag skal være den sidste dag, jeg ryger.” ”Godt, godt.” Den gamle mand smilede til ham. ”Jeg ryge kun tre om dagen. En om morgen, en efter middag og en, når jeg er færdig i butik.” ”Bare jeg kunne nøjes med det.” Men de seneste fem år havde været en karrusel med at holde op og begynde igen, løfter til ham selv om kun at ryge fem om dagen, hvorfor dog ikke, kun fem om dagen kunne da ikke gøre så stor skade; men han kunne ikke lade være med at ryge pakken færdig. Hver gang. Han var misundelig på den gamle kineser. Han ville meget gerne være i stand til kun at ryge tre, fire eller fem cigaretter om dagen. Men han kunne ikke. Cigaretter var som en ondsindet elskerinde for ham. Han tog en beslutning, holdt pakken ind under vandhanen, smed den i skraldespanden og lovede sig selv, at han aldrig ville ryge mere. Han havde prøvet med en kold tyrker, med hypnose, plastre, tyggegummi; det lykkedes sommetider at modstå fristelsen et par dage, en uge eller endda en hel måned ad gangen. Men så sneg han sig til at ryge en smøg på arbejde eller pubben eller efter aftensmaden, og så faldt han straks tilbage i den forsmåede elskerindes arme igen. Og hendes hævn var grusom. Han var pludselig tvunget til at tilbede hende og kunne slet ikke klare sig gennem formiddagen uden hende. Hun var uimodståelig. Så en søndag formiddag, da børnene var hos hans forældre, og han og Aisha havde haft en morgen med perfekt, langsom, uproblematisk, skøn sex, og han havde slået armene om hende og hvisket: Jeg elsker dig, du er min største glæde, du er det vigtigste i mit liv, og hun havde vendt sig om med et sardonisk smil og svaret: Nej, jeg er ikke, din største kærlighed er cigaretterne, cigaretterne er det vigtigste i dit liv. Skænderiet bagefter blev ondt og udmattende – de havde skreget i hovedet på hinanden i flere timer. Hun havde såret 13


ham, smadret hans stolthed, især da hun lod ham vide, at han kun var i stand til at gennemføre et skænderi, hvis han febrilsk kunne stå og patte på en cigaret. Han havde til gengæld beskyldt hende for at være selvretfærdig og middelklasseagtig og puritansk, og hun havde givet igen med en lang opremsning af hans svage punkter: Han var doven, forfængelig, passiv og egoistisk, og viljestyrke var han blottet for. Hendes anklager gjorde ondt, fordi han vidste, at hun havde ret. Derfor besluttede han at holde op. Og denne gang skulle det være for alvor. Han gjorde sig ikke den ulejlighed at sige det til hende; han kunne ikke holde hendes skepsis ud. Men han havde i sinde at holde op. Det var varmt vejr, og han tog skjorten af, inden han satte sig ved verandabordet med sin kop kaffe. Så snart han havde tændt cigaretten, kom Melissa flyvende ud ad bagdøren og kastede sig skrigende i hans arme. ”Adam vil ikke lade mig lege.” Hun hylede, og han satte hende på sit skød og klappede hende på kinden. Han lod hende græde færdig. Han havde virkelig ikke brug for problemer, især ikke i dag. Han ville have lov at ryge sin cigaret i fred. Men der var aldrig fred nok. Han strøg alligevel sin datter over håret, kyssede hende på panden og ventede på, at der ikke var flere tårer. Han skoddede cigaretten, og Melissa så på røgen, der langsomt holdt op. ”Du skulle tage og lade være med at ryge, far. Man kan få kræft af det.” Hun efterabede de formaninger, hun havde hørt i skolen. Hans børn havde svært ved at lære deres små og store tabeller, men de vidste, at man fik cancer af at ryge og kønssygdomme af ubeskyttet sex. Han tog sig i at skælde hende ud. I stedet løftede han hende op og bar hende ind i dagligstuen. Adam var opslugt af sit computerspil og løftede ikke hovedet. Hector tog en dyb indånding. Han havde mest lyst til at 14


give den lille skiderik et spark, men i stedet lod han sin datter dumpe ned ved siden af sin søn og tog spilkonsollen fra ham. ”Det er din søsters tur.” ”Hun er en baby. Hun kan ikke.” Adam havde slået armene om sig selv og stirrede trodsigt på sin far, mens hans bløde mave bulede ud over bæltet på hans jeans. Aisha påstod, at hvalpefedtet ville forsvinde, når han blev større, men Hector var ikke spor overbevist. Drengen var som besat af skærme, af sin computer, af fjernsynet, af sin PlayStation. Hans ugidelighed gik Hector på nerverne. Han havde altid selv været stolt af sit gode udseende og sportstrænede krop; som dreng havde han været god til at spille fodbold og en endnu bedre svømmer. Han kunne ikke se sin søns fedme som andet end en fejl. Sommetider skammede han sig over at vise sig med ham offentligt. Da han var klar over, at den slags tanker var forkastelige, røbede han dem aldrig for andre. Men han kunne ikke lade være med at føle sig skuffet, og han syntes altid, at han skældte sin søn ud. Behøver du sidde foran fjernsynet hele dagen? Det er skønt vejr, hvorfor går du ikke udenfor og leger? Adam reagerede med tavshed og surmuleri, hvilket kun gjorde Hectors irritation større. Han måtte bide sig i læben for ikke at sige noget skrapt til drengen. Fra tid til anden så han op på ham med et udtryk af såret forvirring, som fyldte Hector med knusende skam. ”Kom nu, kammerat, lad din søster få lov til at prøve.” ”Hun ødelægger den bare.” ”Nu.” Drengen smed konsollen ned på gulvet, rejste sig usikkert op og stormede af sted til sit værelse og smækkede døren efter sig. Melissa tog sin fars hånd og stirrede efter ham. ”Jeg vil spille.” Hun begyndte at græde igen. ”Du må spille alene.” 15


”Jeg vil spille med Adam.” Hector pillede ved cigaretpakken i sin lomme. ”Det er kun rimeligt, at du også får lov til at spille videospil. Adam opfører sig urimeligt. Han kommer og spiller med dig om et par minutter, bare vent og se.” Han holdt bevidst et roligt stemmeleje og gav banaliteterne en næsten barnlig, syngende rytme. Men Melissa lod sig ikke pacificere. ”Jeg vil spille med Adam,” klynkede hun og greb hårdere fat om hans hånd. Hans umiddelbare indskydelse var at skubbe hende væk. Skyldbetynget strøg han den lille pige over håret og kyssede hende på hovedet. ”Vil du hellere i supermarkedet med mig?” Klynkeriet holdt op, men Melissa var ikke parat til at erkende sit nederlag. Hun stirrede ulykkeligt på døren, som Adam havde smækket efter sig. Hector trak sin hånd ud af hendes greb. ”Du må selv vælge, min skat. Du kan blive her og spille videospil alene, eller du kan gå med mig i supermarkedet. Hvad vil du helst?” Hun svarede ikke. ”Godt.” Hector trak på skulderen og stak en cigaret i munden. ”Dit valg.” Han gik hen mod køkkenet fulgt af hendes fornyede klynk. Aisha tørrede hænderne. Hun pegede på uret. ”Jeg ved det, jeg ved det. Jeg vil bare have lov til at ryge én skide cigaret i fred.” Han troede, at Aisha ville deltage i koret af utilfredse stemmer, der bombarderede ham her til morgen, men hendes ansigt lyste op i et grin, og hun kyssede ham på kinden. ”Ja, ja, hvem af dem har så skylden?” ”Adam. Helt sikkert Adam.” Han satte sig ud på verandaen og røg sin cigaret. Han kunne høre Aisha tale beroligende med hans datter. Han vidste, at hun havde sat sig på hug ved siden af hende og spillede med konsollen. Han vidste også, at Adam om et par minutter ville 16


komme ud af sit værelse og sætte sig i sofaen for at se sin søster og mor spille. I løbet af få minutter ville børnene sidde ved siden af hinanden ved konsollen, og Aisha ville være smuttet ud i køkkenet igen. Han var fuld af forundring over sin kones tålmodighed og mærkede tydeligt, at han selv manglede den. Sommetider tænkte han på, om hans børn ville respektere ham, når de blev ældre – og om de overhovedet elskede ham. Connie elskede ham. Det havde hun sagt. Han var klar over, at det næsten havde voldt hende fysisk smerte at sige det, at ordene var blevet stikkende i halsen på hende. Hendes ubehag understregede hans egen skamfølelse. Aisha sagde selvfølgelig jævnligt, at hun elskede ham, men altid roligt, henkastet, som om hun helt fra begyndelsen af deres forhold havde været sikker på, at han også elskede hende. Man burde ikke lidenskabsløst sige til nogen, at man elskede dem. Connie havde spyttet ordene ud med en slags skræk, som om hun ikke kendte eller stolede på deres virkning. Hun havde ikke turdet se på ham, da hun sagde det, og viftede straks efter en lok hår ind i munden. Han havde nænsomt skubbet den til side og kysset hende på munden. ”Jeg elsker også dig,” havde han svaret. Og det gjorde han, det gjorde han bestemt. I flere måneder havde han været ude af stand til at tænke på andet. Men han havde alligevel ikke turdet sige ordene til Connie. Hun havde sagt dem først. Hun skulle sige dem først. ”Har du en valium tilovers?” ”Nej.” Han hørte bebrejdelsen i Aishas svar og bemærkede, at hun hurtigt kastede et blik på køkkenuret. ”Jeg har masser af tid.” ”Hvorfor har du brug for valium?” ”Jeg har ikke brug for det. Jeg vil bare gerne have det. Det er bare for at tage kanten af grillfesten.” Aisha smilede pludselig med et gavtyveagtigt glimt i øjet. 17


Han tværede cigaretten ud i askebægeret, gik ind ad glasdøren og slog armene om hende. ”Jeg har masser af tid, jeg har masser af tid,” sang han. Han kyssede fingrene på hendes venstre hånd og indsnusede duften af kommen og lime. Hun kyssede også ham og skubbede ham fra sig. ”Har du så meget imod det?” ”Nej, overhovedet ikke.” Han ville have foretrukket ikke at ofre en lørdag aften på at spille vært for en blanding af familie, venner og arbejdskolleger; han ville bestemt have foretrukket at bruge sin sidste dag som ryger på at gøre noget, han selv havde valgt. Men for Aisha var aftenens lille fest en måde at gøre gengæld for utallige middage og fester. Aisha mente, at de skyldte deres omgangskreds det. Hector følte sig ikke forpligtet. Men han var en gemytlig vært og forstod, hvor meget aftenen betød for hans kone. Og han havde altid været stolt af, at de omfattede familien med respekt og tolerance. ”Jeg har ikke spor imod det, men jeg vil gerne have noget valium. Bare for det tilfælde, at min mor skulle få lyst til at skabe sig tosset i aften.” ”Det er ikke dig, det går ud over.” Aisha så på uret igen. ”Jeg er ikke sikker på, om jeg har tid til at tage på arbejde og hente nogen.” ”Det er okay, jeg kan komme forbi og hente dem efter supermarkedet.” Da han stod under bruseren, og de varme stråler faldt ned over hans hoved og krop, og dampen steg omkring ham, kiggede han ned over sin slanke krop, på sin tykke, slappe pik, og bandede over sig selv. Du er et forbandet røvhul, et totalt forpulet røvhul. Det overraskede ham, at han sagde det højt. Et jag af ydmygelse gik igennem ham, og han lukkede omgående for den varme hane. Chokket fra det iskolde vand på hovedet og skuldrene fik dog ikke hans dårlige samvittighed til at forsvinde. Ikke engang som barn havde Hector hengivet sig til indbildninger eller bortforklaringer. Han vid18


ste udmærket godt, at han ikke havde brug for valium, og at den eneste grund til, at han sagde, at han havde det, var, at det gav ham en mulighed for at se Connie. Han kunne ganske enkelt vælge at køre forbi Aishas klinik og lade være med at hente valiumpillerne. Han kunne gøre det, men han vidste samtidig, at han ikke ville gøre det. Han turde ikke en eneste gang se sig selv i øjnene i spejlet, mens han tørrede sig med det fugtige håndklæde, der lugtede af sæbe og ham selv og hans kone. Først inde i soveværelset, da han masserede en klat voks i håret, turde han se sig i spejlet. Han så de grå hår i tindingerne og sin ubarberede hage og rynkerne omkring mundvigene. Han så også, at han stadig havde et fast kæbeparti og kraftigt hår, og at han så yngre ud end treogfyrre. Han fløjtede, da han kyssede sin kone. Han tog indkøbssedlen og bilnøglerne, der lå på køkkenbordet. Da han startede bilen, blev hans ører overfaldet af en hæsligt brægende popmelodi. Han skiftede hurtigt til en kanal, ikke med jazz, men med en behagelig akustisk summen. Aisha havde hentet børnene i skolen dagen før og givet dem lov til at vælge kanalen. Han lod dem aldrig bestemme, hvad der skulle spilles i bilen, og Aisha gjorde ofte nar af hans strenghed. ”Nej,” sagde han insisterende. ”De kan spille al den musik, de vil, når de får lidt bedre smag.” ”Åh, herregud, Hector, det er jo børn, de har ingen smag.” ”Nej, men de får i hvert fald ikke lov til at lytte til alt det hitlistelort. Jeg gør dem faktisk en tjeneste.” Det fik altid Aisha til at le. Parkeringspladsen ved supermarkedet var tæt pakket med biler, og han kørte langsomt frem og tilbage mellem de lange rækker, før han fandt en plads. Commodoren – pålidelig, behagelig og kedelig – var i sin tid et kompromis. Deres tidligere familiebiler havde været en rusten Peugeot fra sidst i tresserne, 19


som manglede håndbremsen, og som blev kasseret, da Adam blev født; en solid Datsun 200B fra halvfjerdserne, som opgav ånden et sted mellem Coffs Harbour og Byron Bay, da Adam var seks og Melissa kun en baby; samt en noget nyere kæmpestor Chrysler Valiant, der tilsyneladende var unedbrydelig, og som havde fragtet familien tværs over landet og tilbage igen et antal gange for at besøge Aishas familie i Perth. Den blev stjålet en aften af to unge mænd, der var høje af spiritus og benzin, og som kørte den ind i en telefonboks i Lalor og derefter hældte benzin ud over sæderne og satte ild til dem. Aisha havde derefter udtalt, at hun ikke længere var interesseret i biler, der var over ti år gamle. Hun ville have en sikker bil, der ikke var så dyr i drift. Hector var modstræbende gået med til det. Men han drømte stadig om en Valiant – eller om en todørs pickup eller en gammel E.J. Holden. Han strakte sig i sædet, rullede vinduet ned, tændte en cigaret og fandt indkøbssedlen frem. Som sædvanlig var Aisha grundig og omhyggelig, og hun havde skrevet de nøjagtige mængder af de ingredienser, hun skulle bruge. Femogtyve gram kardemommefrø (hun købte aldrig krydderier i større mængder, eftersom hun mente, at de blev gamle alt for hurtigt). Ni hundrede gram blæksprutte (Hector ville bede om et kilo; han rundede altid op, aldrig ned). Fire auberginer (i parentes og med understregning havde hun angivet, at det skulle være europæiske og ikke asiatiske auberginer). Hector smilede, mens han læste resten af sedlen. Hans kones ordenssans var sommetider frustrerende, men han beundrede hendes effektivitet og respekterede hendes rolige facon. Hvis forberedelserne til grillfesten var blevet overladt til ham, var det endt i kaos og deraf følgende panik. Men Aisha var et geni til at organisere, og det var han taknemmelig for. Han vidste, at hans liv ville falde fra hinanden uden hende. Hendes stabilitet og intelligens havde en positiv afsmitning på ham, det så han klart. Hendes ro lagde en dæmper på hans impulsivitet. 20


Tilmed hans mor – der til at begynde med havde været en forbitret modstander af, at han kom sammen med en indisk pige – havde indrømmet det. ”Det er et held for dig, at du har hende,” sagde hun formanende til ham på græsk. ”Guderne må vide, hvad for en sigøjnertøs du kunne være endt med, hvis du ikke havde fundet hende. Du har ingen kontrol over noget. Det har du aldrig haft.” Han kom til at tænke på, hvad hans mor havde sagt, da han havde stillet kassen med grøntsager og frugt ind i bilens bagagerum og var på vej tilbage til slagterbutikken. Den unge kvinde, der gik foran ham, havde jeans på, der sad stramt om hendes runde, fristende, små balder. Hun havde langt, svingende, glat, sort hår, og Hector gættede på, at hun var vietnameser. Han gik langsomt bag ved hende. Støjen og hurlumhejet ovre fra supermarkedet var forsvundet; det eneste, der eksisterede for ham, var den elegant vrikkende røv foran ham. Kvinden gik ind i et bageri, og Hector vågnede op af fantasierne. Han trængte til at pisse. Mens han vaskede hænderne og så sig i det fedtede spejl, rystede han på hovedet ad sit spejlbillede. ”Du har ingen kontrol.” Han sad i bilen uden for klinikken og røg, mens han lyttede til Art Blakey and The Jazz Messengers. Han syntes altid, at de skarpe, disharmoniske horn i ”A Night in Tunesia” var både sanseligt ladede og beroligende. Da han stak hånden ud efter den tredje cigaret, slukkede han brat for musikken, sprang ud af bilen og skråede over gaden. Venteværelset var fuldt. En mager ældre kvinde klamrede sig til et kattebur af karton, hvorfra der jævnligt kom en fortvivlet, hjerteskærende mjaven. Der sad to unge kvinder i sofaen og bladede i ugebladene, og ved deres fødder sad der 21


en mismodig sort pommersk spids. Connie talte i telefon. Da hun så ham træde ind ad døren, sendte hun ham et stramt lille smil og så den anden vej. Hun stillede et nyt opkald på hold og fortsatte samtalen. ”Jeg går ind,” hviskede han og pegede hen ad gangen. Hun nikkede. Da han gik forbi den lukkede dør til konsultationen og ind i operationsstuen, følte han sig stakåndet. Pigebarnet gjorde ham nervøs. Det var altid svært og forvirrende at se Connie, som om synet af hende skrællede alderen af ham og reducerede ham til den generte, mundlamme knægt, han havde været i skolen. Men det gav ham også en dyb, tilfredsstillende nydelse, en varme, der gennemstrømmede hele hans krop; når han var sammen med hende, var det, som om han var trådt ud af skyggen og ind i varmt, livgivende solskin. Verden føltes koldere for ham nu, når Connie ikke var i nærheden. Hun gjorde ham lykkelig. ”Hvad laver du her?” Der var ikke noget truende i hendes spørgsmål. Hun stod med armene over kors og håret trukket tilbage i en tyk hestehale. ”Det ser ud til, at I har travlt.” ”Det har vi altid om lørdagen.” Hun gik hen til røntgenbordet og gav sig til at pille fnuller af det lyseblå lagen, der dækkede maskinen. Han kunne høre en hund snerre inde i konsultationen. Hun ville ikke se på ham. Hun anede ikke, hvordan hun skulle behandle ham, når de var sammen offentligt, og det gjorde ham altid tydeligt bevidst om, hvor ung hun var; den lille række knopper under venstre side af underlæben, fregnerne på hendes næse, den kejtet skæve skulder. Ret dig op, havde han lyst til at sige til hende, du skal ikke skamme dig over at være høj. ”Aish har bedt mig om at hente noget valium.” Da han nævnte sin kones navn, så Connie på ham og gik straks i gang. 22


”De ligger i konsultationen.” ”Jeg kan godt vente, til Brendan er færdig med klienten.” ”Det er okay, jeg henter dem.” Hun skyndte sig hen ad gangen og kom tilbage med fem tabletter i en lille plasticpose. ”Er det nok?” ”Ja.” Han tog posen og strøg en finger blødt mod hendes håndled. Hun så den anden vej, men trak ikke armen til sig. ”Giver du en cigaret?” Nu så hun lige på ham med et skarpt, udfordrende blik. Brendan var berygtet for sin modstand mod rygning og ville bestemt ikke bryde sig om, at Hector gav en teenager en cigaret. Nej, ikke en teenager, Connie var en ung kvinde. Hendes vurderende blik virkede bevidst, bevidst provokerende; hendes insisterende blik ophidsede ham. Han gav hende en cigaret. Hun åbnede døren til verandaen ud mod haven, og han skulle til at følge efter hende. ”Hold lige øje med Brendan, ikke? Eller hvis der kommer nogen ind ad hoveddøren.” Når hun gav instrukser på den måde, lød hun stadig som en londoner. Han nikkede, og hun smækkede trådnetdøren efter sig. Han så på hende fra vinduet i operationsstuen, mens hun røg, og nærmest slugte hende med øjnene. Det tykke, lyse hår, den buttede bagdel og de lange stærke ben i de alt for stramme jeans. Halsens yndefulde kurve. Telefonen ringede, og hun smed cigaretten fra sig på jorden, trådte på den, tog skoddet og kastede det i skraldecontaineren. Hun strøg forbi ham for at tage telefonen. ”Goddag, du taler med Connie i dyreklinikken på Hogarth Road. Lige et øjeblik.” Hun vendte sig om mod ham igen. ”Var der andet?” Han rystede på hovedet. ”Vi ses i eftermiddag.” Et forvirret udtryk gled som en skygge over hendes ansigt, og det slog ham endnu en gang, hvor ung og ufærdig hun var, og hvor naiv, en egenskab, hun ikke kunne fordrage. Han 23


havde lyst til at rose hende for at have smidt skoddet i containeren, men lod være med at gøre det, fordi han vidste, at hun ville opfatte det som nedladende. Hvad det også til dels ville være. ”Grillfesten hjemme hos os,” mindede han hende om. Uden et ord vendte hun ryggen til ham. ”Tak, fordi du ventede, hvad kan jeg hjælpe med?” Da han kom hjem, hjalp han Aisha med at pakke varerne ud og gik bagefter ud på toilettet og onanerede hidsigt ind over wc-kummen. Han tænkte ikke på Connie. For sit indre blik så han de yppige balder på den vietnamesiske kvinde, han havde gået bagved foran supermarkedet. Han kom i løbet af et minut og tørrede sæden af toiletsædet, smed papiret ned i tønden, pissede og skyllede ud. Han behøvede ikke at fantasere om Connie. Connie havde han inden i sig. Han så sig i spejlet, mens han vaskede hænderne, og lagde endnu en gang mærke til de grå hår midt i de sorte skægstubbe på hagen. Han havde lyst til at smadre en knytnæve i fjæset, der stirrede på ham fra spejlet. Lige før gæsterne skulle komme, begyndte Adam og Melissa at skændes. Aisha havde anrettet et festmåltid på køkkenbordet – dahl, samosaer og auberginer i karry, en kartoffelsalat og en salat med dild og sorte bønner. Da han stod foran komfuret og ventede på at lægge blæksprutterne ned i en sydende gryde, hørte han pludselig sin datters rasende skrig. Da han skulle til at råbe efter dem, hørte han Aisha komme løbende fra badeværelset. Hun begyndte at mægle mellem børnene, men Melissas skrig blev voldsommere, og nu kunne han høre, at også Adam var begyndt at tude. Hans kones stemme blev overdøvet af al balladen. Hector smed halvdelen af blæksprutteringene ned i gryden, skruede ned for blusset og gik ind for at se, hvad der var i vejen. 24


Melissa havde slået armene om halsen på sin mor, og Adam sad trodsigt surmulende på sengen. ”Hvad sker der?” Det var det forkerte spørgsmål. Begge børnene begyndte at råbe i munden på hinanden. Hector løftede den ene hånd. ”Ti så stille!” Melissa forstummede omgående, men udstødte en række lavmælte, bedrøvede klynk. Tårerne trillede stadig ned over hendes kinder. Han vendte sig om mod sin søn. ”Hvad er der sket?” ”Hun kaldte mig en fed gris.” Du er fed. ”Hvad har du gjort ved hende?” Aisha greb ind. ”Hør nu, I skal begge to opføre jer ordentligt i eftermiddag. Jeg er ligeglad med, hvem der begyndte. Nu skal I begge to gå ind i dagligstuen og se fjernsyn, indtil gæsterne kommer. Er det en aftale?” Melissa nikkede, men Adam skulede stadig. ”Der er noget, der brænder,” mumlede han. ”Fuck!” Hector løb ud i køkkenet og gav sig til at vende ringene i en fart. Olien sprøjtede op på hans skjorte. Han bandede. Aisha stod i køkkendøren og kom til at le. ”Hvad er det, der er så morsomt? Jeg har lige taget en ren skjorte på.” ”Du skulle nok have ventet, til du havde stegt blæksprutterne.” Et kort sekund overvejede han at smide den kogende gryde lige i hovedet på hende. Hun kom hen bag ham og listede en hånd ind under skjorten, og han mærkede hendes kølige, beroligende fingre. ”Jeg skal nok gøre det,” hviskede hun. ”Gå ind og tag en anden skjorte på.” Det kildede der, hvor hun havde rørt ham.

25


Hans forældre var de første, der kom. Han så dem fra soveværelsesvinduet, da de løftede tasker og kasser ud af bilens bagagerum. Han gik ud for at tage imod dem. ”Hvorfor har I taget alt det med?” Hans far stod med en bakke koteletter og bøffer. ”Jeg købte alt det kød, vi skal bruge, i supermarkedet i formiddag.” ”Det er godt, Ecttora,” svarede hans mor på græsk og kyssede ham på begge kinder med to store salatskåle i hænderne. ”Vi er ikke barbarer eller englændere, der kommer tomhændet til en grillfest. Hvad vi ikke spiser i dag, kan I og børnene spise i morgen.” Spise i morgen? Der var nok helt til næste weekend. Hans forældre stillede deres bakker og skåle på køkkenbordet. Hans mor gav Aisha et lille kys på kinden og skyndte sig derefter ind i dagligstuen for at sige goddag til børnene. Hans far omfavnede Aisha varmt. ”Jeg går og henter resten af mad fra bil.” ”Er der mere endnu?” Aishas tonefald var varmt og hjerteligt, men Hector bemærkede en vis stramhed omkring hendes mund. ”Bare dip og sådan noget?” spurgte Hector. ”Ja,” svarede hans far. ”Forskellig slags dip og drikkevarer og ost og frugt.” ”Der bliver for meget mad,” hviskede Aisha. Tag dig ikke af det, havde han lyst til at sige, de har altid været på den måde. De vil altid være sådan. Hvorfor bliver du stadig overrasket? ”Det gør ikke noget,” hviskede han tilbage til hende. ”Hvad vi ikke spiser i dag, kan vi få til frokost resten af ugen.” Huset var fuldt af mennesker på mindre end en time. Hans søster, Elizabeth, kom med sine to børn, Sava og Angeliki. Aisha lagde Toy Story i dvd-afspilleren; det var en sikker favoritfilm. Hector kunne godt lide sin nevø Sava, der kun var 26


et år yngre end Adam, men allerede virkede mere selvsikker og vidende, mere modig end hans søn. Sava var spændstig, adræt, tryg ved sin krop. Han sad lige foran skærmen og mimede dialogen udenad i rollen som Buzz Lightyear. Adam sad med korslagte ben ved siden af ham. Pigerne, Melissa og Angeliki, sad ved siden af hinanden i sofaen, hvorfra de så filmen og hviskede med hinanden. ”Det er dejligt vejr, I skulle hellere gå udenfor og lege.” De fire børn ignorerede deres bedstemor. ”Det gør ikke noget, Koula, lad dem bare se filmen.” Hans mor ignorerede Aisha og vendte sig om mod Hector og talte græsk. ”De sidder altid foran det forbandede fjernsyn.” ”Det gjorde vi også, mor.” ”Det passer ikke.” Og dermed skubbede hans mor sig forbi ham og gik ud i køkkenet. Hun tog en køkkenkniv ud af hånden på Aisha. ”Nu skal jeg gøre det, min ven.” Han bemærkede, at hans kones ryg stivnede. Vejret var dejligt, en varm sensommereftermiddag med klar blå himmel. Hans fætter Harry ankom med sin kone, Sandi, og deres søn, otteårige Rocco, og kort efter kom Bilal og Shamira med deres to børn. Den lille Ibby løb straks ind i stuen og satte sig ved siden af Adam og Sava, næsten uden at ænse dem, med øjnene klistret til skærmen. Blebarnet Sonja nægtede lige straks at sætte sig ind til de andre børn og klamrede sig nervøst til sin mors knæ, men latteren inde fra dagligstuen lokkede hende lidt efter lidt væk fra kvinderne i køkkenet, og til sidst gik hun meget stille ind for at sætte sig ved siden af de andre piger. Aisha stillede en bakke med små indbagte postejer og pølser i svøb på sofabordet ved siden af børnene, og de kastede sig over dem. Hector gik ud i baghaven sammen med Bilal, og hans far rakte dem begge to en øl. 27


Bilal afslog tilbuddet med en svag hovedrysten. ”Kom nu, én øl kan du vel nok klare.” ”Jeg drikker ikke spiritus mere, Manoli. Det ved du godt.” Hectors far lo. ”Du må være den eneste aboriginer i Australien, der ikke vil have noget at drikke.” ”Nej, jeg er ikke. Jeg har hørt, at der også er én i Townsville.” ”Jeg henter en Coke til dig.” Da hans far langsomt sjokkede hen mod verandaen, trak Hector sin ven til side og undskyldte. Bilal løftede en hånd for at standse ham. ”Det er lige meget. Han kan huske mig fra dengang, jeg altid var fuld.” ”Det var vi jo alle sammen.” Som unge havde de drukket meget. Det var det sidste år i skolen, dengang Bilal var en af gutterne og kaldte sig Terry. Hectors erindringer om sine teenageår drejede sig om en endeløs runde af natlige fester, klubber, koncerter, stoffer, druk og piger. Sommetider var der også slagsmål – ligesom en aften uden for Inflation på King Street, hvor en udsmider en aften efter et blik på Terrys stolte, sorte, koparrede ansigt havde nægtet ham adgang. Hector havde slået ud efter den kraftige udsmider og ramt ham lige på næsen. Manden udstødte et brøl og gik løs på dem begge to, kastede Hector ind mod en parkeret bil – han huskede stadig, at det var en Jaguar – og mens han med den ene arm holdt Terry væk, blev han med den anden ved med at banke løs på Hector og slog ham i ryggen, ansigtet, maven, skridtet og på kæben. Han havde været krøbling i en uge bagefter, og oven i det hele havde Terry været rasende på ham, fordi han overhovedet havde startet slagsmålet. ”Din dumme skid, jeg bad dig sgu da ikke om at forsvare mig!” Hectors mor havde givet hans ven skylden. ”Han er et dyr, den Terry,” råbte hun ind i hovedet på ham. ”Hvorfor vil du være venner med sådan en mavraki, en sort, det eneste, 28


han kan, er at drikke sig fuld.” Men de havde altid været gode venner, i hvert fald lige siden de sad ved samme bord det sidste år i skolen, og deres venskab fortsatte, da Terry begyndte på en teknisk skole for at gå i lære som skiltemaler, og blev også ved, da Hector begyndte på universitetet for at få en handelsuddannelse. De var stadig gode venner – nu i fyrrerne, og boede stadig i det samme kvarter, hvor de var vokset op og havde gået i skole. Det var en kontinuitet, de begge satte pris på, selvom de sjældent så noget til hinanden. Terry havde fundet islam, ændret navn og var holdt op med at drikke for i stedet at beskæftige sig med sin nye tro og beskytte sin familie. Hector betragtede med glæde sin ven, mens Manolis rakte ham en Coke, som Bilal takkede for på det skolegårdsgræsk, som Hector havde lært ham, da de var fjorten. Han vidste, at hans ven var lykkeligere end på noget andet tidspunkt i sit liv. Bilal fik ikke længere destruktive raserianfald, skadede ikke længere sig selv og udsatte sig heller ikke længere for livsfare. Hector savnede dog deres drukture, hvor de havde leet sammen og været høje og lyttet til musik. Han ville gerne kunne dele sin ven i to: For det meste ville han gerne være ven med Bilal, men sommetider havde han lyst til at gå i byen med Terry. Det var længe siden, de havde haft sådan en aften sammen. Så kom Hectors arbejdskolleger fra State Trustees. Dedj kom gående med en karton små ølflasker. Leanna kom sammen med ham med en flaske vin i hånden. En mand med mørkt ansigt fulgte tavst efter dem. Han var yngre end de andre – Hector anslog ham til at være tredive – og ubarberet og gnaven at se på. Hans ansigt virkede bekendt. Hector spekulerede på, om han var sammen med Dedj eller Leanna. Dedj stillede ølkartonen fra sig på græsplænen og omfavnede Manolis og kyssede ham tre gange på kinderne, som det var skik og brug på Balkan. Dedj pegede på den fremmede. 29


”Det er Ari.” Hectors far begyndte at sige noget på græsk, men Ari talte klodset, gebrokkent græsk. Manolis vendte sig væk og rettede opmærksomheden mod grillkullene. ”Lad dem bare være, far. Det varer længe, før vi skal spise.” ”Nej, Manolis, tag du dig bare af grillen. Det tager alligevel et par timer at varme den op.” ”Kan du se?” sagde hans far triumferende. ”Din kone er klogere end dig.” Den gamle mand lagde armen om sin svigerdatter, og hun gav hans hånd et klem. ”Aish, det her er Ari.” Hector så den unge mands bifaldende blik og blev stolt af sin smukke kone. ”Du ser bekendt ud, Ari. Kender vi hinanden?” Manden nikkede til Hector. ”Ja, vi kommer i det samme fitnesscenter.” Ari pegede i vestlig retning. ”Lige rundt om hjørnet.” ”Det er også rigtigt.” Hector kendte ham pludselig. Han var en af de fyre, der tilsyneladende altid opholdt sig i det forbandede fitnesscenter. Hector kom der kun en sjælden gang. Hans morgenrutine var den eneste konstante motion i hans liv. Han blev nødt til at gå i fitnesscenteret i løbet af ugen for at blive af med aftenens kalorier. Men så kunne der gå flere uger, før han kom der igen. Han gik ud fra, at Ari var en af de wog’er, der brugte al deres fritid i Northcote fitnesscenter og gjorde det til centrum for deres sociale liv. Lidt efter kom Aishas venner Rosie og Gary og deres treårige søn, Hugo. Hugo så ud til at være en skøn unge, en lille basunengel. Han havde arvet Rosies hørgule, lyse hår og næsten også hendes spøgelsesagtige, lyseblå øjne. Han så rigtig sød ud, men Hector holdt sig alligevel lidt på afstand af ham, fordi han engang havde været vidne til et af hans raserianfald. Han havde sparket Aisha, da han stadig var blebarn, og de havde været babysittere for ham. De havde altid 30


haft faste regler for sengetid for deres egne børn, men Hugo kendte ikke noget til disciplin. Han havde råbt og skreget og var begyndt at sparke, da Aisha havde løftet ham op for at bære ham ind i sengen. Han var som et vilddyr, og den ene af hans vildt fægtende fødder ramte hendes albuenerve. Hun udstødte et råb af smerte og var lige ved at tabe ungen. Hector havde haft lyst til at smide ham ind mod væggen. Men i stedet rev han ham ud af sin kones arme og bar ham uden at mæle et ord ind i deres soveværelse og smed ham på sengen. Han kunne ikke huske, hvad han havde sagt til ham, men han havde brølet en ordre så højt og så tæt på den lille drengs øre, at han krympede sig og omgående gav sig til at klynke langvarigt og vantro. Da Hector indså, at han havde skræmt livet af drengen, løftede han ham op i sine arme og vuggede ham i søvn. ”Hvad er der at drikke?” Gary gned sig i hænderne og så forventningsfuldt på Hector. ”Jeg går og henter,” svarede hans far. ”Vil du have øl?” ”Ja tak, Manny, det er fint med øl.” ”Jeg skal nok hente det, far.” Gary ville drikke sig fuld. Gary blev altid fuld. Det var efterhånden en stående vittighed i familien, men Aisha var loyal over for sin ven og brød sig ikke om den. Gary og Rosie havde været med til deres familiejuleaftener i årevis, og hver eneste gang efter at de var gået, Rosie som regel med et solidt tag i sin vaklende mand, vendte Hectors mor sig om mod de andre grækere, løftede øjenbrynene og udbrød: Australezi, hvad kan man forvente? Det ligger i blodet på dem! Hector tog en øl fra den voksende skov af flasker, der var lagt på is i badekarret. Han kunne høre dvd-filmen inde i dagligstuen. Han kunne også høre, at Adam præsenterede Hugo for sine fætre og kusiner, og det fik ham til at smile. Han lød ligesom Aisha, høflig, mild, imødekommende. Anouk og Rhys var også kommet. Anouk var klædt på 31


som til et cocktailparty, ikke til en grillfest i et forstadskvarter. Hendes sorte denimnederdel gik hende til lige over knæene, så man kunne se et stykke perlemorshvid hud over de sorte lakstøvler. Hun havde en gennemsigtig, mørkt chokoladebrun silkebluse på og en sort kniplings-bh med indviklede mønstre indenunder. Hector bemærkede, at hans mor blev stram om munden, da hun fik øje på Anouk; hun gav sig hidsigt til at hakke salatbladene på køkkenbordet. Hun lyste op, da hun hilste på Anouks kæreste, Rhys. Han var skuespiller i en tv-serie, som Anouk skrev manuskript til, og selvom Hector aldrig så den, var Rhys et kendt ansigt. Han gav ham hånden. Anouk kyssede ham på kinden. Hendes ånde lugtede sødt, og hendes parfume var berusende; han kunne lugte honning, men også noget skarpt og lidt bittert. Uden tvivl en dyr parfume. Hector skulle til at lægge en cd med Sonny Rollins på, men mærkede pludselig et prik på skulderen. Det var Anouk, der viftede med en anden cd. ”Ikke jazz. Aisha er træt af jazz.” Hun sagde det med en vis bestemthed, og han tog lydigt imod hendes cd. Den var hjemmebrændt, og ordene ”Broken Social Scene” var skrevet hen over den med en tyk, blå speedmarker. ”Læg den på. Det er en af Rhys’. Lad os høre, hvad ungerne har gang i nu om dage.” Han skubbede cd’en ind, trykkede på play og rettede sig op med et grin til hende. ”Ungerne, siger du? Så er det vel skodmusik – R&B?” Det var begyndt at ryge fra grillen, og han måtte beherske sig for ikke at råbe til sin far. I stedet gik han rundt blandt gæsterne og fyldte glassene, mens Aisha serverede samosaerne. Kvinderne var lidt efter lidt kommet ud af huset, og de stod nu alle sammen på plænen eller verandaen og drak eller satte tænderne i de lækre samosaer. Hector bemærkede, at Ari havde fjernet sig fra hovedgruppen og var begyndt at tage 32


haven i øjesyn. Harry fortalte, at han havde meldt Rocco ind på en privatskole ude ved kysten, og Gary begyndte straks at diskutere med ham. Hector holdt sig tavs. Sandi påstod, at den lokale skole ikke var god nok til deres søn, fordi faciliteterne var nedslidte, og der var for mange elever i klasserne. Hun havde sådan set foretrukket at sende deres dreng i en almindelig kommuneskole, men der var ingen i lokalområdet. Hector vidste, at det ikke kunne passe. Sandi og Harry havde lagt deres vestkvarter-barndom og ungdom bag sig og boede nu i et af de smarte kvarterer. ”Hør lige,” afbrød Harry sin kone, og Hector kunne høre, at hans fætter var irriteret over Garys diskussion. ”Du behøver ikke at fortælle mig om kommuneskoler, kære ven, jeg har selv gået på den lokale tekniske skole. Det var helt i orden dengang, men jeg har ikke i sinde at lade Rocco gå på en kommuneskole. Vi lever i en anden tid nu – og der er ingen regering, hvad enten den er liberal eller labor, der interesserer sig en skid for uddannelse. Der er stoffer alle vegne, og der er ikke nok lærere.” ”Stoffer er der lige meget hvor.” Harry vendte sig væk fra Gary og hviskede på græsk til Manolis. ”Australierne er skide ligeglade med deres børn.” Hectors far lo, men hans mor gav pludselig lyd fra sig. ”Hvad hvis alle lod deres børn gå på privatskoler. Det ville være til skade for kommuneskolerne. De ville kun få de allerfattigste elever, og så holder staten op med at støtte dem. Det ville være katastrofalt. Jeg lader med glæde mine børn gå i en kommuneskole.” ”Det var en anden tid, Thea. Det går ad helvede til nu. Enhver må klare sig selv. Jeg går skam stadig ind for kommuneskoler, tag ikke fejl af det, men jeg vil ikke spille hasard med Roccos uddannelse på grund af mine meninger. Både Sandi og jeg går ind for det offentlige skolesystem – og det bliver vi ved med.” 33


”Er det overhovedet muligt?” Det var Bilal, der havde lyttet uden at sige noget, men som nu blandede sig i diskussionen. ”Hvordan kan I vide, hvad der foregår i gymnasierne? Hvordan kan I vide noget om de problemer, mine børn står overfor?” ”Jeg kan vel stadig læse aviser.” Bilal smilede, men sagde ikke mere. Aisha var tavs. Hector vidste, at hun ikke brød sig om den vending, samtalen havde taget. Det var en ubehagelig diskussion, der opstod imellem dem med stadig større hyppighed. Adams dårlige kundskaber bekymrede hende, og hun var stemt for at melde ham ind på en privatskole. Hector tvivlede på, at det ville gøre nogen forskel; drengen var simpelthen ikke særlig velbegavet. Det var noget andet med Melissa. Hun var doven, men ville sikkert klare sig godt i skolen. Det var netop derfor, skolegangen ikke var noget problem for deres datters vedkommende. Hun ville få en glimrende tid på Northcote High, mere end glimrende. Han var en omvendt snob. Han mente, at en skolegang på en privatskole var skadelig for et barns karakter. Drenge fra privatskoler var tilsyneladende altid tøsedrenge; pigerne var selvoptagne og følelseskolde. ”Er du ligeglad med, hvad skolen gør din søn til?” Det lød, som om Gary havde læst hans tanker. Harry ignorerede Gary og bad på græsk Hector om en øl til. Gary blev ved. ”Er du ligeglad med, om han skal gå i skole sammen med en hel masse rige, snobbede unger?” ”Hør nu lige, Roccos bedsteforældre til begge sider var fabriksarbejdere. Hans far er mekaniker. Jeg er sikker på, at han ikke glemmer, hvor han kommer fra.” ”Ejer du ikke et værksted?” Hector vidste, at Garys spørgsmål ikke var ondskabsfuldt ment, men at han var oprigtigt nysgerrig efter at vide noget om andre mennesker og deres liv, og at han forsøgte at regne 34


ud, hvor Harry og hans familie hørte hjemme i den sociale orden. Men Hector, der vidste, at hans fætter ikke kunne fordrage påtrængende personlige spørgsmål, fandt det klogest at gribe ind nu. ”Jeg vil tro, det er på tide at lave pølserne nu. Hvad synes du, far?” ”Vent lige fem minutter.” Gary tav. Harry havde vendt ryggen til ham og talte om sport med Dedjan. For at skabe fred begyndte Sandi på en diskussion med Rosie om børn. Gray deltog lidt modstræbende til at begynde med, men blev hurtigt optaget af emnet og gav sig til at beskrive den glæde, det gav ham at være vidne til Hugos opvækst og at besvare hans stadig mere indviklede spørgsmål undervejs. ”Ved du, hvad han spurgte mig om for et par dage siden, da jeg gik med ham hen til gyngerne i vores lokale park? Han ville vide, hvordan hans fødder vidste, hvordan de skulle gå. Det forbløffede mig. Jeg var længe om at svare på det.” Ja, ja. Var der overhovedet nogen børn, der ikke havde stillet det åndssvage spørgsmål? Hector gik hen til Ari, der stod og røg en cigaret, mens han kiggede ud over køkkenhaven på de sene auberginer, der var store og sorte og hang tungt fra de blege stilke. ”Vil du have noget at drikke?” ”Jeg har stadig en øl.” ”Det er de sidste melentzanes, de skal bruges i løbet af det kommende par uger.” ”I bliver nødt til at lave moussaka.” ”Måske. Aisha bruger mange af dem. Indere elsker dem.” De to mænd stod tavse ved siden af hinanden. Hector forsøgte ihærdigt at finde på noget at sige. Aris ansigt var udtryksløst; hans øjne røbede intet. ”Hvad laver du?” ”Kurér.” Bare det ene ord, det var alt, hvad den unge 35


mand havde i sinde at oplyse. Ingen antydning af, om han arbejdede selvstændigt eller for et firma eller i en eller anden slags partnerskab. Kom nu, havde Hector lyst til at sige, hjælp mig nu lidt. ”Er du også offentligt ansat?”Ari pegede i retning af Dedj, der stadig snakkede med Harry. ”Det er jeg vel, ja.” Latterligt. Hvorfor blev han altid pinligt berørt, når han talte om sit arbejde, som om det ikke var helt legitimt, ikke noget rigtigt arbejde? Eller kunne han bare ikke holde ud, at det lød så kedeligt? Aris ansigtsudtryk ændrede sig. ”Så er du heldig,” sagde han og grinede pludselig sarkastisk. ”Godt job,” tilføjede han med en bevidst overdrevet wog-accent. Hector kom til at le. ”Godt job,” gentog med samme accent – det var præcis det, hans forældre sagde om ham. Og han gjorde et godt stykke arbejde. Der var overhovedet ingen grund til at være forlegen. Hvad ville han hellere foretage sig i stedet for? Være rock’n’roll-stjerne, jazzmusiker? Det havde været hans teenagerdrømme. Han så på Dedj og Leanna, som fik hans fætter til at le. Hector var treogtyve og idealistisk, da han fik sin universitetseksamen. Han havde søgt en stilling som regnskabsfører i en anset international hjælpeorganisation. Han holdt ikke et år; han kunne ikke fordrage de kaotiske forhold på kontoret og sine kollegers alvor og modvilje. Kassen skal stemme, hvis der skal være penge til at brødføde den tredje verden, idioter. Og lønnen havde været elendig. Derfra var han gået videre til en stilling i et multinationalt forsikringsselskab. Han kunne godt lide at arbejde med tal, satte sådan set pris på deres orden og renhed, men fandt de mennesker, han samarbejdede med, enerverende konservative. Han var en selvsikker, fysisk stærk mand og havde aldrig fundet det nødvendigt at deltage i pissekonkurrencer eller overdrevne karlekammervittigheder. I perioden mellem Adams og Melissas fødsel havde han 36


haft fire forskellige stillinger. Derefter havde han i tre måneder haft en prøveansættelse i delstatsadministrationen. Dedj havde været tillidsmand for de offentligt ansatte, og de to var blevet gode venner fra starten. Dedjan drak temmelig meget, var lidt af en festabe og vild med musik. Han var også disciplineret og i godt humør, når han var på arbejde. Hector fik tilbudt en etårig kontrakt i styrelsen, og selvom Aisha havde sat spørgsmålstegn ved hans muligheder for at avancere, havde hun modstræbende støttet ham i at tage stillingen. Han havde opdaget, at han syntes godt om det kollegiale samarbejdsklima i styrelsens kontorer. Tyve års økonomisk rationalisering havde skåret det meste af det overflødige fedt væk. Det var ikke rock’n’roll, det var bestemt ikke sexet, men han blev respekteret, gjorde et godt stykke arbejde og fik mere og mere ledelsesansvar. Nu sad han bekvemt på toppen af den bureaukratiske pyramide og forhandlede kompromiser mellem konservative grædesøstre og unge fremfarende kapitalister. Han var blevet ”permanent”, og den hellige gral og en længere betalt orlov var lige rundt om hjørnet. Det vigtigste for Hector var dog, at Dedj og Leanna samt tre-fire andre var blevet som en slags familie for ham. ”Hvad er det?” En mørk, brummende mandsstemme rev Hector ud af hans tanker. Ari pegede mod stakittet i baghaven og det vejrbidte, hjemmelavede kors, de havde anbragt på Mollys grav. ”Det var der, vi begravede vores hund. Det var min hund, en tossedum irsk setter, jeg havde haft i årevis. Børnene elskede den også. Aish kunne ikke fordrage den og bebrejdede mig ustandselig, at jeg aldrig fik opdraget den ordentligt. Men, entaxi, du kender grækerne. Som om mine forældre ville drømme om at betale for at få afrettet en hund!” ”Den må ellers have været dyr. En irsk setter?” ”Vi fik den fra en ven af en ven. Jeg opkaldte den efter Molly Ringwald. Kan du huske hende?” 37


”Pretty in Pink.” ”Ja, firserne. En værre gang lort.” Ari vendte sig om mod ham, og Hector blev forbavset over den hidsige intensitet i hans kulsorte øjne. ”Jeg har noget speed med. Dedj sagde, at du måske ville have noget af det.” Hector tøvede. Det var længe siden, han havde taget speed. Sidste gang han havde gjort det, var det sikkert sammen med Dedjan til en julefrokost i styrelsen. Han skulle lige til at sige nej tak, men kom så i tanker om, at han havde i sinde at holde op med at ryge dagen efter. Der ville gå lang tid, før han igen kunne tillade sig at tage stoffer. ”Ja, okay, jeg vil gerne have noget.” ”Hundrede dollars for en kapsel.” ”For en skide kapsel? Det plejede at koste 60 dollars for et gram.” ”Ja, det var dengang i de dumme firsere, ikke, malaka?” De lo begge to. ”Det er godt. Det er virkelig godt.” ”Ja, okay.” ”Nej.” Ari mente det virkelig alvorligt. ”Jeg lover dig, det er godt.” Hector hældte halvdelen af speeden ud på toiletsædet. Der så pludselig ud til at være en hel masse, da han fordelte det på to tykke, lange baner. Han rullede en tyvedollarseddel sammen og snusede dem hurtigt ind. Det slog næsten med det samme. Han kunne ikke afgøre, om det var amfetaminerne eller bare det gamle, ikke spor glemte sus ved at gøre noget ulovligt – men han blev pludselig varm og kunne mærke hjertet banke. Rhys’ cd spillede stadig, og pludselig syntes han, musikken lød hvinende og skurrende. På vejen tilbage ud i haven tog han cd’en af midt i nummeret og skiftede den ud med Sly and the Family Stone. Han skruede også op for lyden. Anouk, 38


som stod ude i haven, vendte sig om og rystede på hovedet ad ham. Rhys stod ved siden af hende og nikkede i takt til musikken. ”Børnene elsker den,” råbte han til hende. Den sene eftermiddagssol stod mildt og lavt på himlen og sendte bølger af røde skyer ud over horisonten. Hector stillede sig ud på verandaen og tændte en cigaret. Bag ham inde i huset begyndte børnene at skændes, og pludselig stak et af dem i et hyl. Rosie kom stormende forbi ham. Hugo stod ude i køkkenet og var utrøstelig. Rosie løftede ham op og knugede ham til sig. Drengen kunne ikke få et ord frem; han hev efter vejret. Hector gik ind i dagligstuen, hvor de fire andre drenge sad i sofaen uden at sige et ord og så forskræmte ud. Melissa havde grædt, men var ved at tørre øjnene. Angeliki var den første, der sagde noget. ”Han ville ikke se dvd’en.” Pludselig var der en hel bølge af bebrejdelser. ”Vi ville se Spiderman –” ”Han slog mig –” ”Vi gjorde ikke noget –” ”Han kneb mig –” ”Vi gjorde ikke noget –” Aisha kom ind i dagligstuen. Børnene blev omgående stille. ”Spiderman er kun tilladt for børn, hvis de ser den sammen med forældrene. Jeg vil ikke have, at I ser den i dag.” ”Åh, mor!” Adam var rasende. ”Hvad har jeg lige sagt?” Han lagde armene over kors, men var klog nok til ikke at protestere yderligere. ”I lader Hugo se, hvad han vil, og det er en ordre.” 39


”Han vil se Pinocchio.” Sava var fuld af foragt. ”Så ser I alle sammen Pinocchio.” Hector fulgte efter Aisha ud i køkkenet. Hugo var faldet til ro og lå og suttede velfornøjet på Rosies ene bryst. ”Hvorfor ryger du inde i huset?” spurgte Aisha. Hector så på sin cigaret. ”Jeg kom bare ind for at se, hvad fanden der var sket.” Hans mor marcherede hen til ham, tog cigaretten ud af munden på ham og druknede den under en strøm af vand fra køkkenhanen. ”Er færdig,” sagde hun hånligt og smed det slatne skod ned i skraldespanden. ”Børn skændes om ingenting hele tiden. Tag dig ikke af det.” Hans mor kunne ikke tage øjnene fra det diende barn. Han vidste, at hun syntes, det var forkert, at Hugo stadig fik bryst. Han var enig med hende. Den næste, der kom, var Brendan. Han havde ikke Connie med. Hector gav ham hånden og bød ham velkommen. Han havde lyst til at spørge: Hvor er hun? Hvorfor kommer hun ikke sammen med dig? Brendan kyssede Aisha. ”Connie kommer senere. Hun skulle hjem for at skifte tøj.” Connie kom altså. Et sus af den reneste glæde gik igennem Hector. Han havde lyst til at synge og råbe og slå armene om dem alle sammen derude i baghaven, ja, i hele huset – selv Rosie og hendes Hugo kunne få et klem – han havde lyst til at holde om dem alle sammen. ”Det er fint stof,” hviskede han til Ari. ”Jeg har altid noget, hvis du har brug for det.” Hector grinede bredt, men sagde ingenting. Han tænkte: Ikke mig, jeg har ikke brug for det efter i aften. Ikke mig, du gamle, jeg har aldrig haft brug for det.

40


Aishas bror, Ravi, kom. Han var på besøg fra Perth, fordi han skulle holde arbejdsferie på et dyrt hotel inde i byen. Han havde tabt sig og var klædt i en kropsnær lyseblå skjorte med korte ærmer, der fremhævede hans nye muskler i brystkassen og overarmene. Hans mørke hår var klippet helt kort. ”Du ser godt ud, du gamle.” Ravi omfavnede sin svoger og gik hen til Koula og Manolis bagefter for også at omfavne dem og kysse dem på begge kinder. ”Hyggeligt at se dig, Ravi.” ”Som altid også hyggeligt at se dig, mrs. S. Hvornår kommer I og besøger mig i Perth? Min mor og far spørger altid efter jer.” ”Hvordan har din mor og far det?” ”Fint, fint.” Uanset hvilke problemer Hectors mor havde med sin svigerdatter, forgudede hun hendes lillebror. Hector vidste, at hans mor på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen ville sætte sig ned ved siden af ham og hviske på græsk. Hvor er din svoger dog smuk. Og han er så lys i huden, ikke spor mørklødet. Hun uddybede det ikke nærmere, men meningen var klar nok. Han ligner ikke din kone. Adam og Melissa kom løbende ud og kastede sig over deres onkel. Han løftede sin niece højt op mod himlen og tog et fast greb om sin nevøs skulder. ”Kom med mig ud til bilen.” Ravi forkælede ungerne. Hector kunne høre dem råbe og le, da de fulgte efter ham ud til bilen. De kom tilbage med hver sin store pakke i armene. De andre børn kom ud på verandaen for at se på, mens Adam og Melissa flåede papiret af deres gaver. ”Hvad er det?” Sava lagde sig på knæ ved siden af Adam. Da papiret var kommet af, viste det sig, at gaven var et nyt computerspil. Den altid mere tålmodige Melissa fjernede omhyggeligt strimlerne af tape og foldede indpakningspapiret 41


sammen og lagde det sirligt ved siden af sig. Ravi havde givet hende et lyserødt og hvidt dukkehus. Hun omfavnede ham og tog derefter Sonja i den ene hånd og æsken i den anden. Hun vendte sig om mod sin kusine. ”Kom, lad os gå op på mit værelse og lege.” Angeliki fulgte straks efter hende. Drengene snurrede omkring og så på Hector. Han var ved at komme til at le ad deres skinnende ansigter og forventningsfulde øjne. Adam holdt godt fast på sin gave. ”Må vi lege med den?” Hector nikkede. Vildt hujende stormede drengene ind i huset. ”Du forkæler dem.” ”Ti nu stille, Søs, lad dem få lov at være børn.” Aisha blev ikke fornærmet. Hector vidste, at hun var lykkelig for, at hendes bror var i Melbourne og kunne være med til festen. Ravi lagde en arm om Hectors skulder, og de gik hen mod grillen. Gary havde kastet sig ud i endnu en diskussion, denne gang med Rhys og Anouk. Manolis gav Hector et skub i siden og talte græsk. ”Gå ind og hent kødet.” ”Er det allerede nu?” ”Ja, det er det. Den australier har drukket, lige siden han kom. Han skal have noget at spise.” Gary var temmelig rød i hovedet og talte snøvlet, da han fyrede en salve spørgsmål af mod Anouk og anklagende stødte en finger mod hendes brystkasse. ”Det passer ikke. Sådan er rigtige familier ikke.” ”Det er tv, Gary, kommercielt tv.” Det lykkedes Anouk at lyde på én gang affærdigende og højt hævet over diskussionen. ”Nej, sådan er rigtige familier overhovedet ikke.” ”Men du udbreder noget lort, som påvirker millioner af mennesker over hele verden! Alle tror, at australske familier 42


er nøjagtig sådan, som de fremstilles i serien. Har du virkelig ikke lyst til at skrive noget mere lødigt?” ”Det gør jeg også. Det er derfor, jeg er manuskriptforfatter på serien. Det er for at tjene penge til at skrive det, jeg helst vil skrive.” ”Hvor meget får du så skrevet?” ”Indtil videre fyrre tusind ord.” Anouk vendte sig om mod sin kæreste. ”Du tier stille, Rhys.” ”Hvorfor? Det er jo sandheden.” Han vendte sig om mod Hector. ”Hun fortalte mig det i morges. Hun har skrevet fyrre tusind ord af sin roman.” Gary rystede på hovedet og så bedrøvet på sin øl. ”Jeg forstår bare ikke, at du kan skrive sådan noget lort.” ”Det er nemt nok, Gazza. Du kunne også gøre det.” ”Jeg har ikke lyst. Jeg vil ikke være en del af den giftige lorteindustri.” Harry blinkede til Anouk. ”Jeg kan godt lide serien.” ”Hvad kan du godt lide ved den?” Harry ignorerede Gary. ”Hvad kan du godt lide ved den?” Gary havde hævet stemmen. Sikken et jammerhoved. Det var ham, Hugo havde arvet det fra. Hector opfangede sin fætters blinken. ”Den er god at slappe af til. Sommetider har man ikke overskud til andet end lidt underholdning i en halv times tid.” Sandi stak sin arm ind under sin mands. Hun smilede til Rhys, som smilede til hende. ”Og jeg synes, du er virkelig god i den serie,” tilføjede hun genert. Hector beherskede en trang til at le. Han kastede et blik over mod de andre, der sad i havestole og lyttede ivrigt til diskussionen. Dedjan fangede hans blik, og Hector skar ansigt på skrømt. Jeg synes, du er virkelig god i den serie, mimede Dedj sarkastisk. Hector, som godt kunne lide sin fæt43


ters kone, reagerede ikke. Han vendte sig om mod den lille kreds og sendte Sandi et varmt smil. Hun var næsten lige så høj som sin mand, slank og langlemmet. Kombinationen af hendes modelkrop og wog-stil – det touperede, farvede hår, de lange, lakerede negle, den lidt for tykke makeup – fik folk til at tro, at hun var en dulle. Det var hun ikke. Sandi var måske ikke universitetsuddannet, men hun var klog, varmhjertet og loyal. Harry var en heldig mand. Hun arbejdede stadig et par dage om ugen bag skranken på et af de autoværksteder, Harry ejede. Hun behøvede ikke at gøre det; Harry havde masser af penge, han surfede af sted på den økonomiske bobles tilsyneladende endeløse bølge. Hectors fætter var en heldig skiderik. Et jag af ophidselse løb igennem Hectors krop som et elektrisk stød fra fødderne og helt ud til hårspidserne. Han stirrede over mod lågen, der spærrede baghaven af ud mod indkørslen. Hvor var hun henne? Hun burde være kommet nu. ”Hvorfor synes du, han er god i den serie?” Gary var som en hund med et kødben – han ville simpelthen ikke slippe diskussionen. Han så direkte på Sandi, som blev forfjamsket af hans hidsige blik og ikke var sikker på, om han tog gas på hende med spørgsmålet. Hector mente, at Gary muligvis var ægte nok. Han levede i en anden verden, og det var en af grundene til, at Hector altid foretrak at holde ham lidt på afstand og altid havde undgået konflikter med ham. Der var ingen hyggesnak eller overfladiskhed, når man talte med Gary; selv når hans spørgsmål tilsyneladende var uskyldige og harmløse, havde man fornemmelsen af en truende undertone. Det var tydeligt, at Gary ikke stolede på deres verden. Sandi blev så forvirret, at hun ikke sagde noget. Hector lagde en hånd på hendes skulder, og pludselig løftede hun hovedet. Hun ignorerede Gary og så på Rhys. ”Jeg synes, du var ualmindelig god i de scener sidste år, da 44


du fejlagtigt blev anholdt for mordet på Sioban.” Hendes smil var en lille smule flirtende. ”Jeg var heller ikke sikker på, at du ikke havde gjort det.” Du gode Gud. Så hun virkelig det lort? Gary nikkede, som om han registrerede, hvad hun sagde. Derefter vendte han sig om mod skuespilleren, målte ham fra top til tå og stirrede på hans uformelle, men dyre cowboyskjorte af fin bomuld, de sorte jeans og bæltespændet med et sydstatsflag. ”Du skød altså en mand i Vermont, hvad? Bare for at se ham dø.” Hector kunne ikke lade være med at le højt. Han var temmelig sikker på, at Anouk måtte beherske sig for ikke at le forarget og illoyalt. Gary var en skiderik, men han var hurtig i hovedet. Hector havde kun set korte glimt af sæbeoperaen, altid kun som baggrundsstøj, men han havde set nok til at vide, at Rhys aldrig blev en god skuespiller. Han var en andenklasses Joaquin Phoenix, der spillede Johnny Cash. Han var dømt til at ende i et livsstilsprogram, der reklamerede for ferierejser eller fornyelser i hjemmet. Vermont var perfekt, Vermont var ramt lige i plet. Rhys lugtede langt væk af privatskoler, næringsrige morgenmåltider som barn og endeløse, dræbende ensartede forstæder i byens østlige ende. Han gjorde sig i det mindste den ulejlighed at rødme. ”Den forstår jeg ikke.” ”Det er en linje fra et af Johnny Cashs numre,” sagde Hector forklarede til Sandi. ”Jeg forstår det stadig ikke.” Gary tippede sin ølflaske hen mod Rhys. ”Jeg viser bare min anerkendelse over for den forpinte kunstner i vores midte.” Var det amfetaminerne? Hector kunne fornemme, at Anouk lå på spring, parat til at slå til. Hurtig, dødsensfarlig som en haj. 45


”Gary er også en forpint kunstner. Mere forpint end de fleste.” ”Jeg er bare arbejder, Anouk.” Garys stemme lød som en snerren. ”Det ved du jo godt.” ”Det er kun i dagtimerne.” Anouks ansigtsudtryk var både uskyldigt og dræbende. ”Gary er ikke tilfreds med at være jordens salt. I virkeligheden er han kunstmaler, en visuel artiste.” Hun var ligesom Kleopatra og hugormen på én gang, rolig og parat, og hendes ord sved. Da Rosie i sin tid præsenterede dem for Gary, havde han kaldt sig kunstmaler. Hector tvivlede på, at han havde malet noget i de seneste mange år – og det var godt det samme; han var fuldstændig talentløs. Anouks ord havde ramt. Gary så ud, som om han var ved at eksplodere. Hector betragtede optrinnet, som om det befandt sig i en vis afstand fra ham. Han ventede på, at den anspændte stemning skulle begynde at briste og så klappe helt sammen, når Gary eksploderede. Det ville ikke være en rigtig fest uden en eller anden form for verbalt slagsmål mellem Gary og Anouk. Hans far var begyndt at vende koteletterne og pølserne og ignorerede alt og alle. Jeg er min fars søn, tænkte Hector, jeg vil ikke rodes ind i noget. Jeg vil ikke have noget med det at gøre. Han kom hurtigt ned på jorden igen. Der lød et kor af hysteriske vræl inde fra huset. Anouks smil var arktisk, da hun vendte sig bort fra Gary. ”Det lyder som dit barn igen.” Hugo havde hugget fjernkontrollen til spillet og smadret den ned i sofabordet. Den sorte plasticarmering havde fået en revne, og der var en mælkehvid ridse tværs over eukalyptusbordfladen. Til hans overraskelse hverken græd eller skabte Adam sig. Han så bare ægte forbavset ud, som om han havde svært ved at tro sine egne øjne. Rosie havde omfavnet Hugo, som trykkede sig ind til hende, som om han helst ville forsvinde. 46


Han gemte sit ansigt for hele verden. Rocco stirrede på Rosie og Hugo, ligeledes ude af stand til at tro sine egne øjne, men hans hidsighed, der i den grad mindede om Harrys – de lignede alle sammen deres fædre – var lige ved at eksplodere. De andre små drenge var skrækslagne på grund af den anspændte atmosfære og stirrede ned på deres fødder; pigerne var kommet ud fra Melissas værelse og stod i døråbningen uden at sige noget. Sonja var bange, men forstod ingenting og græd lydløst. Hector var kommet ind i stuen og stod bag ved Aisha og Elizabeth. Hans mor kom hen bag ham med en kniv i den ene hånd og et souvlaki-spid i den anden. ”Hvad sagde jeg? De dumme computerspil fører ikke til andet end ballade.” Adam blev rød af vrede. ”Det passer ikke, Giagia, vi legede bare.” Han pegede anklagende på Hugo, som stadig gemte sig i Rosies arme. ”Han blev bare hidsig, fordi han ikke spiller særlig godt.” ”Han er heller ikke så stor,” brast det ud af Rosie. ”Han er opsat på at lære det og på at lege med jer andre drenge. Hvad med at lære ham at spille bedre?” ”Skal han ikke skældes ud?” Hector rystede advarende på hovedet til Rocco. Drengen ignorerede ham. ”Han har sgu ødelagt den. Han skal straffes.” ”Det var ikke med vilje.” Rocco var pæonrød i hovedet af raseri. ”Det er ikke retfærdigt.” Hector lagde mærke til, at Sandi lydløst var listet ind i stuen. Hun gik hen for at skælde Rocco ud, og han flygtede ind på sin fætters værelse. Adam så hurtigt på de voksne – far og søn så hinanden ind i øjnene; Hector nikkede umærkeligt – og skyndte sig efter sin fætter. Sonja begyndte at græde, og hendes mor styrtede hen for at trøste hende. Både Aisha og Hectors mor forsøgte at få pigerne til at gå ind på Melissas 47


værelse igen, og Sandi blev ved med at råbe sin søn ind i hovedet. Hector vendte sig om og gik udenfor. Han havde lyst til at ruske i Rosie og kunne ikke få sig til at se på hende. Han var godt træt af børn. Nu kunne kvinderne tage sig af dem. Gary havde ikke flyttet sig fra sit sted ved siden af grillen. Han var begyndt på en øl til og havde fået et olmt udtryk i ansigtet. ”Hvad er der sket?” Hector trak på skulderen og svarede ikke på Anouks spørgsmål. Hun vendte sig om mod Gary. ”Tror du ikke hellere, du skulle gå derind?” Det gik op for Hector, at Gary var udmattet, dels fordi han havde et dødssygt arbejde, hvor han ikke var sin egen chef, dels fordi han havde vrøvl med at styre sin familie. Det var ikke faldet Anouk ind. ”Lad Rosie tage sig af det. Det er hende, der forkæler ham, så hun må sgu selv tage konsekvenserne.” Han blev lidt mildere i tonefaldet; hans bedrøvelse var ikke til at tage fejl af. ”Du har ret Nouks, jeg skulle aldrig have fået et barn. Jeg er ikke god til at være far.” ”Sludder. Du er en udmærket far. Din søn elsker dig.” Manolis tog et stykke forkullet stykke pølse fra grillristen og tilbød Gary det. Hector stod så tæt ved siden af sin far, at deres kroppe var i berøring. Han var meget højere end den gamle. Engang havde han opfattet sin far som en veritabel kæmpe. ”Skal du have hjælp, far?” spurgte han på græsk. ”Maden er næsten færdig. Sig det til din mor.” Ude i køkkenet havde kvinderne travlt med at klargøre tallerkener og glas og blande salat. Rosies kinder var våde af tårer, og hendes søn sugede hårdt på en af hendes brystvorter, ligeledes med tårevædet ansigt. ”Far siger, at kødet er parat. Vi kan godt spise.” I dagligstuen lå drengene og flød i sofaen og på gulvet, mens de så en anden dvd. Det var Spiderman. Hector vidste 48


ikke, hvad der havde fået dem til at falde til ro, men gik ud fra, at Aisha havde haft en finger med i spillet. ”Sluk for den,” befalede han. ”Nu skal vi spise.” Drengene rettede sig efter ham. Han hørte pludselig et brudstykke af en rytme, et par sanselige basakkorder. En melodi fra fortiden, en sang, han ikke havde hørt i årevis – fra tiden før børn, før de grå striber i håret, de grå hår på brystet. Det var Neneh Cherry, der sang. Nogen havde skiftet cd’en ud, temmelig sikkert Anouk. Det var det rigtige valg. Det var et festmåltid. Grillstegte lammekoteletter og saftige tournedos’er. Der var en grøntsagsgryde med auberginer og tomater og klumper af flødehvid, smeltet feta. Der var dahl med sorte bønner og en ovnbagt spinatpilaf. Der var coleslaw og en skål med græsk salat med friske cherrytomater og tykke skiver feta; en kartoffelsalat med koriander og en skål med saftige kæmperejer. Hector havde slet ikke været klar over, hvor meget der var foregået i køkkenet. Hans mor havde haft pasticcio med, Aisha havde stegt en lammekølle marineret i karry og kardemomme, og sammen havde de lavet to grillkyllinger og citronduftende sauterede kartofler. Der var tzatziki og løgchutney; der var lyserød, velduftende taramousalata og et fad med grillet rød spansk peber uden skræl, men svømmende i olivenolie og balsamico. Gæsterne stillede sig i kø for at få tallerkener og bestik, og børnene spiste rundt om sofabordet. Der blev ikke talt ret meget; alle havde for travlt med at spise og drikke, undtagen når de indimellem holdt en pause for at rose hans kone og mor for maden. Hector nippede til det alt sammen, men kunne ikke smage noget. Amfetaminerne skyllede stadig gennem hans krop, og hver eneste mundfuld smagte tørt og intetsigende. Men han var stolt af alt det, hans kone havde stablet på benene. Han hørte en bildør blive smækket i og drejede forventningsfuldt 49


hovedet, mens han talte skridtene op ad havegangen og til sidst sprang op for at åbne lågen foran verandaen. Tasha kom først, og hun kyssede ham på kinden. Connie lignede ikke sin tante ret meget; Tasha var lille, en smule undersætsig, og havde glat, mørkt hår. Connie havde en blå sweater på, der var for stor til hende; den skjulte hendes overkrop. Da Hector ville kysse hende, sprang hun tilbage og stødte ind i en forsagt teenagerdreng, der var kommet gående bag dem. Hector genkendte ham ikke umiddelbart, men lidt efter gik det op for ham, at han var søn af Tracey, veterinærsygeplejersken på Aishas klinik. Han var lutter bumser og forlegenhed, og øjnene var næsten skjult under en marineblå og rød baseballkasket, som han havde trukket stramt ned over hovedet og panden. Hector gav ham mekanisk hånden. Han kiggede på Connie, og hun kiggede på ham. Det udfordrende udtryk i hendes øjne sendte et jag af varme gennem ham. Han førte trioen ud i køkkenet. ”Der er masser af mad,” sagde han begejstret. ”Her, nu skal jeg give jer noget.” ”Det kan de selv gøre, du skal hellere organisere drikkevarerne.” Aisha kyssede dem alle tre efter tur. Drengen blev mørkerød i hovedet, og bumserne blussede op. ”Hvor er din mor henne, Richie?” Tasha svarede for ham. ”Trace kan ikke komme. Hun har besøg af sin søster fra Adelaide.” ”Men jeg sagde jo til Tracey, at hun skulle tage søsteren med. Der er rigelig mad og drikke. Det har Hectors forældre sørget for.” Richie mumlede noget, som ingen kunne høre, og en forlegen tavshed sænkede sig. Drengen rømmede sig og prøvede en gang til. Hans sætninger var korte, forvirrede, og ordene snublede over hinanden. ”Kun en aften. Så med venner til Lakes Entrance. Har kun den ene aften. Hun og mor har meget at snakke om.” De næsten usammenhængende udtalelser morede Ais50


ha, men hun viste det ikke; hun smilede venligt til den unge mand, som pludselig sendte hende et strålende smil. ”Det glæder mig i hvert fald, at I er kommet.” Hun vendte sig om mod Hector. ”Hvad med noget at drikke?” Richie ville gerne have frugtjuice, og Connie bad lidt genert om en øl. Hector kastede et blik på hendes tante, Tasha, men hun lagde tilsyneladende ikke mærke til noget. Han så på Connie igen og kunne ikke undgå at se en svag skuffelse bag det stive smil om hendes læber. Det havde været en fejltagelse at bede om tantens tilladelse. Han fulgte Connie med øjnene. Han så hende fylde en tallerken, lagde mærke til de små bevægelser i hendes blege, lange hals, da hun drak en slurk øl. Hun spiste forsigtigt, langsomt, men med åbenbar nydelse, tilfreds med den gode mad. Hun tørrede sig åndsfraværende om munden. Drengen spiste veloplagt; i løbet af et par minutter havde han skinnende læber og hage. Hector blev pludselig jaloux. Connie og Richard var gået ned i den bageste ende af haven og havde sat sig på murstenskanten rundt om køkkenhaven. De spiste og drak i tavshed under det store figentræ. Hans jalousi forsvandt, lige så hurtigt som den var kommet. Der var ingen grund til at føle sig truet af sygeplejerskens søn. Han var stadig fanget i pubertetens frygtelige forvirring; det fremgik af alt, hvad han gjorde. Han havde arvet sin mors lyse farver og fregnede hud. En dag blev han en flot mand. Han havde stærke, fine træk, høje kindben og tiltalende, venlige øjne. Men den stakkels dreng havde endnu ikke den ringeste anelse om en sådan fremtid. Hector stak en cigaret i munden. Ari røg også. Han havde heller ikke spist ret meget. Heller ikke Leanna havde den store appetit. Hector smilede til hende, og hun kvitterede med en undskyldende grimasse. ”Maden er fantastisk,” hviskede hun. ”Jeg er bare ikke så sulten.” Han satte sig ved siden af hende på et tæppe. Hendes øjne 51


funklede gavtyveagtigt med en antydning af hendes burmesiske herkomst. Han prikkede hende på næsen. ”Jeg ved godt, hvorfor du ikke er sulten.” Hun klukkede og så på Dedjan, som var gået hen for at fylde sin tallerken igen. ”Dedj lader sig ikke stoppe.” Dedjan slugte maden. Det var en stående vittighed på arbejdet, hvor meget han kunne spise uden at blive tyk. Men også på ham var tiden begyndt at sætte sine spor, tænkte Hector, mens han så på ham. Der var mere kød i kinderne og måske de første tegn på lidt topmave? Da Hector tændte en cigaret, lovede han sig selv, at nu, da han omsider var holdt op med at ryge, ville han begynde at svømme igen. Han vidste, at Connie så på ham, og at hun havde lyst til en cigaret. Han undgik bevidst at se i hendes retning. Da Hectors mor begyndte at bære tallerkenerne ind i køkkenet, så han, at Ravi også gik ind i huset. Lidt efter kom han ud igen med børnene i gåsegang efter sig. Adam gik i hælene på sin onkel og lo. Hvis Hector ikke havde været på speed, er det muligt, at hans næste tanke havde gjort ondt: Han elsker sin onkel uden forbehold og på en måde, som han aldrig vil elske mig. På en måde, jeg aldrig vil elske ham på. ”Vi har ingen gærder, onkel Raf.” ”Brug fantasien, amigo. Er der ikke en spand?” Sava og Adam løb omgående hen mod garagen, og lidt efter kom Adam triumferende ud igen med en grøn spand. Sava fulgte efter med et gammelt, skrammet cricketbat til børn fuldt af grønne mugpletter, som skyldtes, at det havde ligget ude i regnen i mange vintre. Det havde været Hectors bat, da han var lille. Melissa havde rumsteret mellem buskene og fundet en tennisbold. Ravi inddelte dem hurtigt og effektivt i to hold. De voksne gik langsomt ind i huset. Hector så sig tilbage med hænderne fulde af tallerkener og opdagede, 52


at Connie og Richard var klatret op i figentræet og holdt øje med børnene, mens de indtog deres pladser. Ude i køkkenet begyndte Aisha at lave kaffe. ”Nej! Nej, nej, nej, nej, nej!” Det var, som om barnet var faret vild i selve ordet, og som om hele verden var indeholdt i den ene negative stavelse, som det skreg ud i luften. ”Nej, nej, nej, nej, nej!” Det var Hugo. De måtte efterhånden alle sammen være klar over, at det kun kunne være Hugo, sagde Hector til sig selv. Det var mændene, der skyndte sig ud i haven, som om drengens brøl på en eller anden måde havde noget med spillereglerne at gøre, og det derfor var mændene, der skulle mægle i striden. Hugo stod og slog akavet battet ned i jorden; han skulle holde om det med begge hænder, men holdt godt fast med kun den ene og ville ikke slippe. Ravi forsøgte at tale ham til fornuft. Rocco stod med rynket pande bag gærdet. ”Tag det roligt, Hugo, du er ikke ude.” ”Jo, han er.” Rocco gav sig ikke. ”Han blev grebet ud.” Ravi smilede til den ældre dreng. ”Hør lige, han ved ikke engang, hvad det betyder.” Gary sprang ned fra verandaen og begyndte at gå hen mod sin søn. ”Kom her, Hugo, så skal jeg forklare dig, hvorfor du er ude.” ”Nej!” Det samme øresønderrivende brøl. Det så ud, som om han ville slå ud efter sin far med battet. ”Læg battet fra dig.” Drengen rørte sig ikke. ”Nu!” Der blev dødstille. Det gik op for Hector, at han holdt vejret. ”Du er ude, Hugo, din dumme snyder.” Rocco var ude af sig selv og gik hen for at tage battet fra Hugo. Med endnu et brøl undgik Hugo hans hænder, hvorefter han lænede sig 53


bagover og løftede battet i vejret. Hector stivnede. Han vil slå ham. Han vil slå Rocco med battet. I det sekund, Hector brugte på at slippe luften ud af lungerne, så han Ravi springe hen mod drengene, han hørte Garys rasende eder og han så Harry skubbe sig forbi dem alle sammen og gribe fat i Hugo. Han løftede ham op i luften, og drengen blev så forbavset, at han tabte battet. ”Slip mig,” brølede Hugo. Harry satte ham ned på jorden. Drengen var mørkerød i ansigtet af raseri. Han løftede den ene fod og sparkede vildt ud efter Harrys skinneben. Amfetaminerne skyllede gennem Hectors blod, hårene i hans nakke strittede. Han så sin fætters løftede arm skære sig gennem luften og den åbne håndflade, der ramte drengen. Det lød, som om lussingen gav ekko. Den slog hul i tusmørket. Den lille dreng så chokeret op på manden. Der fulgte en langvarig tavshed. Det var, som om han ikke kunne fatte, hvad der var sket, ikke forstod sammenhængen mellem mandens handling og den smerte, han selv følte. Stilheden blev brudt, drengens ansigt blev pludselig fortrukket, men denne gang kom der ikke en lyd fra ham; han begyndte at græde, men tårerne faldt lydløst. ”Din store idiot!” Gary skubbede sig ind mod Harry og var lige ved at skubbe ham omkuld. Der lød et skrig, og Rosie masede sig forbi mændene og løftede drengen op i sine arme. Både hun og Gary råbte og bandede ad Harry, som havde stillet sig med ryggen mod garagemuren og tilsyneladende også var chokeret. Børnene stirrede med umiskendelig fascination. Rocco så stolt ud. Hector mærkede, at Aisha kom hen ved siden af ham, og han blev klar over, at han i sin egenskab af vært burde gøre noget. Men han vidste ikke, hvad det skulle være – han ville have sin kone til at gribe ind, fordi han vidste, at hun kunne gøre det roligt og retfærdigt. Han kunne ikke selv være retfærdig. Han kunne ikke glemme den opløftelse, der var strømmet igennem ham ved lyden af 54


lussingen. Det havde været en elektrisk, vildt ophidsende lyd; det var lige før, han havde fået en erektion af det. Han ville ønske, at han selv havde givet drengen lussingen. Han var glad for, at han var blevet straffet, glad for, at han græd, fordi han var chokeret og forskrækket. Han så, at Connie var kravlet ned fra træet og hurtigt gik hen mod den grædende mor og hendes grædende barn. Han kunne ikke give hende lov til at påtage sig ansvaret. Han løb hen mellem sin fætter og de rasende forældre. ”Kom så. Nu går vi alle sammen indenfor.” Gary vendte sig om mod ham. Hans ansigt var fordrejet, og han hvæsede, så spyttet sprøjtede ud over Hectors kind. ”Nej, det gør vi fandeme ikke.” ”Jeg ringer efter politiet.” Rosie havde knyttet hænderne. Harrys chok forvandlede sig til forargelse. ”Så ring I bare til politiet. Det vil jeg sgu se, før jeg tror det.” ”Det er mishandling, det her. Det er fandeme børnemishandling.” ”Jeres barn fortjente det. Men jeg bebrejder ikke ham noget, for det hele er hans åndssvage forældres skyld.” Connie var kommet hen og lagde nu en hånd på Rosies skulder. Hun snurrede arrigt omkring. ”Skal han ikke vaskes lidt?” Rosie nikkede. Alle var nu kommet ud på verandaen, og de gik til side for at lade de tre komme igennem. Hugo hulkede stadig. Hector vendte sig mod sin fætter. ”Jeg tror hellere, du må gå.” Harry var rasende, men Hector talte hurtigt og på græsk. ”Han har drukket for meget. Du kan ikke tale fornuft med ham.” ”Hvad er det, du siger til ham?” Garys ansigt befandt sig lige foran ham, næsten næse mod næse. Han kunne lugte hans sure sved og sure spiritusånde. 55


”Jeg siger bare, at Harry hellere må tage hjem.” ”Han går ingen steder. Jeg ringer efter politiet.” Gary tog sin mobiltelefon frem og holdt den i vejret. ”Kan I se? Jeg ringer efter politiet. I er alle sammen vidner.” ”Det kan du gøre senere,” sagde Sandi med en bæven i stemmen, mens hun gik hen mod Gary. ”Jeg skal nok give dig de oplysninger, du har brug for. Hvis du vil anmelde os senere, kan du gøre det. Men jeg synes, at vi alle sammen skal gå hjem nu og være sammen med vores børn.” Hun begyndte at græde. Gary så ikke ud, som om han ville rette sig efter hende, men smilede hånligt, som om han ville til at skælde hende ud, men pludselig gik Rocco hen og stillede sig ved siden af sin mor uden at sige noget. Han så op på manden med et kampklart ansigtsudtryk. Garys næste ord blev sagt ganske stille. ”Hvorfor er du gift med den skiderik? Slår han også dig?” Hector tog et fast greb om sin fætters skulder. ”Min mand er et godt menneske.” ”Han slår på børn.” Sandi svarede ikke. ”Hvad er jeres adresse?” Hun rystede på hovedet. ”Du kan få vores telefonnummer.” ”Jeg vil have jeres adresse.” Aisha kom hen ved siden af ham. ”Gary, jeg har alle de oplysninger. Sandi har ret, I skal gå hjem alle sammen.” Hun havde lagt en hånd på Garys skulder, og denne lille berøring lod til at berolige ham. Hector blev fuld af kærlighed til sin kone. Aisha vidste nøjagtig, hvad der skulle gøres, det gjorde hun altid. Han havde lyst til at kysse hende i nakken eller bare holde om hende. Melissa var gået hen til hende, og hun græd også. Ais56


ha tog hendes hånd og gemte den i sin. Adam stillede sig ved siden af Hector. Hector tog hans hånd. Hvad fanden er det, jeg har gang i? Jeg har så meget, jeg er velsignet med så meget, og så sætter jeg det alt sammen på spil? Det føltes, som om drengens hånd var klistret sammen med hans. Pludselig slap Hector den og gik ind i huset. Da han gik forbi sin mor i køkkenet, hviskede hun noget til ham på græsk. ”Din fætter gjorde ikke noget forkert.” ”Ssh, Koula,” sagde hans far advarende. ”Nu skal du ikke lave ballade.” Hectors far så forskrækket ud. Eller måske var han bare træt af den nye verden. Hector gik ind i soveværelset, men standsede brat. Hugo lå ved Rosies bryst, og Connie sad ved siden af hende og strøg barnet over håret. ”Jeg fatter ikke, at det uhyre kunne gøre det. Jeg har aldrig slået Hugo – det er der ingen af os, der har. Aldrig.” Hector mærkede, at Hugo så på ham. Drengen slap Rosies brystvorte. ”Ingen har lov til at røre ved min krop uden min tilladelse.” Tonefaldet var skingert og selvsikkert. Hector spekulerede på, hvor han havde lært den slags ord. Af Rosie? I vuggestuen? Eller var det måske en del af oplysningerne til borgerne på det forbandede tv? ”Det er rigtigt, min skat, det er helt rigtigt.” Rosie kyssede ham på panden. Hvad så når han sparker nogen eller slår et andet barn? Hvem gav ham tilladelse til det? ”Ja.” Connie nikkede ivrigt. ”Det er rigtigt, Hugo. Det er der ingen, der har lov til.” Hun var så ung. Det virkede pludselig frastødende. ”Gary er klar til at tage af sted.” Rosie tog sin taske på sengen, løftede Hugo op og gik forbi Hector. De sagde ikke et ord til hinanden. 57


Hector lukkede døren og blev alene med Connie. Han ville sige noget venligt til hende, men kunne ikke. ”Vi kan ikke ses mere. Ikke på samme måde som hidtil. Forstår du det?” Hun så den anden vej med et snøft. ”Jeg fatter ikke, at han slog ham. Hvordan kan man finde på at slå et barn?” Hector fattede til gengæld ikke, hvor meget han havde sat på spil. Det stod pludselig krystalklart for ham. Han ville have hende ud af soveværelset, helt ud af huset. Han ville have hende ud af sit liv. ”Forstår du det?” Han blev lidt mildere i stemmen. ”Ja.” Hun kunne stadig ikke se på ham. ”Du er noget helt specielt, Connie. Men jeg elsker Aisha, det gør jeg virkelig.” Hendes reaktion var næsten voldelig. Hun begyndte at ryste. ”Er du ikke klar over, at jeg også elsker hende? Jeg hader det, vi har gjort mod hende.” Hun tog en dyb, dirrende indånding. ”Det er …” Hun havde svært ved at finde det rigtige ord. ”Det er modbydeligt.” Hun var så ung, og hun overdrev alting. Han ville helst skubbe hende ud af soveværelset, ud af sit liv. Hun var ikke voksen. Hun var stadig et barn. ”Jeg beklager.” Du siger det vel aldrig til nogen? Det var den skræk, han havde levet med i flere måneder, og som altid havde været der lige under ophidselsen. Han havde forestillet sig skammen i månedsvis – strømere, skilsmisse, fængsel og selvmord. Hun læste hans tanker. ”Der er ingen, der ved noget.” ”Jeg beklager,” gentog han. Hun ville ikke se på ham. Hun svingede med den ene fod og stak en lok hår i munden. Et barn, hun var et barn. Hun sagde noget så sagte, at han ikke kunne høre det. ”Hvad?” Denne gang så hun på ham, oven i købet med et giftigt 58


ansigtsudtryk. ”Du har grimme arme, der er alt for meget hår på. Du ligner en gorilla.” Han blev chokeret. Han fik også lyst til at le. Han satte sig ned ved siden af hende på sengekanten, men turde ikke lade sin krop komme i berøring med hendes. ”Connie, i virkeligheden er der ikke sket noget imellem os.” Hun fortrak ansigtet. Han kunne lugte hendes billige parfume; overmoden, sukkersød, den kildede i næsen. Det var en parfume til unge piger. Han havde lyst til at røre ved hende, stryge hende over håret, kysse hende en gang til. Men han kunne ikke få sig til at vise hende ømhed. Enhver berøring mellem dem ville være direkte ubehagelig nu. Han så i spejlet en mand og et barn, der sad på en sengekant, og i det samme gjorde hun det også. Udtrykket i hendes øjne var bedende, forpint, og næsten mod sin vilje rystede han på hovedet, fordi han ikke ville såre hende mere. Connie sprang op fra sengen, rev døren op og stormede ud. Han sad helt stille et øjeblik og nød befrielsen. Han havde omsider fået taget sig sammen til at gøre det forbi. Han lukkede døren efter hende og satte sig på sengen igen. Han havde ondt i brystet, som om et bælte var spændt stramt om hans lunger. Han forsøgte at trække vejret, men kunne ikke. Han måtte ikke gå i panik, det var ikke et hjerteanfald, det kunne det ikke være, det måtte det ikke være, han skulle bare have luft. Den forbandede hals, han kunne simpelthen ikke lukke den op. Han dryppede af sved, kunne ikke engang se sit spejlbillede i spejlet. Han var der slet ikke, hvor var han så? Hvor fanden var han? Med et gisp, der fik ham til at falde ned på gulvet, trak han med en voldsom krampetrækning luft ind i halsen og lungerne. Han rokkede frem og tilbage, mens han kom i tanker om, hvordan man trak vejret. Han tørrede sig i ansigtet og på halsen med et lommetørklæde og fandt sig selv i spejlet igen. Han var bleg, øjnene var røde. Han var oppustet, grå og 59


gammel at se på. Det gik op for ham, at han græd. Snottet dryppede fra næsen, tårerne trillede ned over kinderne. Han græd ikke – havde i hvert fald ikke gjort det, siden han var dreng. Han masserede sig på brystkassen. Jeg vil forandre mig, lovede han sig selv, jeg vil forandre mig. Da Hector kom ud af huset igen, var Ritchie den eneste, der var tilbage i baghaven. Han sad på en af figentræets grene. Gary, Rosie og Hugo var taget af sted. Alle de andre havde travlt med at samle deres ting sammen, mens de tog afsked og mumlede farvel. Ude på fortovet spurgte han, hvor Leanna, Dedjan og Ari skulle hen. Der blev talt om, at de skulle ud og drikke noget mere, måske finde en bar på High Street, eller måske ville de gå ud og danse. Han følte sig totalt og endegyldigt distanceret fra dem, skåret ud af deres barnløse tilværelse. Da han kom ind i huset igen, kunne han se, at Harry ikke var langt fra at græde; det var slemt at se sin fætter så langt ude. Han blev pludselig vred. Han var glad for, at Rosie og Gary var gået. Han kunne ikke holde ud at se på dem og spille en påtvungen komedie om venskab og medfølelse. Rocco stod tæt ved siden af sin far, så tæt, at deres kroppe rørte ved hinanden. Sandi kyssede Hector og Aisha farvel, men det var hans forældre, der fulgte dem ud til bilen. Hector havde trykket sin fætter fast i hånden, men var ikke sikker på, hvad Aisha forventede af ham, hvem hun havde sympati med. Han vidste, at når hans far og mor fulgte Harry ud til bilen, ville de trøste ham på græsk og rette deres vrede mod de forbandede australiere. Hector var enig med dem, men havde ingen anelse om, hvilke tanker Aisha gjorde sig. Han gruede for den diskussion, der ventede forude. Ude i baghaven råbte Connie op til Richie. Drengen gjorde ikke mine til at flytte sig. Hector tændte en cigaret og bød også Tasha en. 60


Hun lagde en arm om ham. ”Jeg er virkelig ked af det.” ”Af hvad?” ”Af at det endte så dårligt.” Hector trak på skulderen. Richie så sig bagud, ned i strædet, hen over tagene. Han råbte ned til Connie. ”Jeg tror, jeg kan se dit hus heroppefra.” ”Kom nu ned, Richie,” sagde Tasha roligt. Drengen sprang. Hector lukkede øjnene; han forventede halvt om halvt at høre et smæld fra en brækket knogle, men Richie landede på fødderne, snublede og rettede sig op igen. Han grinede bredt. Han løb hen til verandaen og standsede brat foran Hector. Han tog fat i hans hånd og rystede den energisk. ”Det var alle tiders. Maden var fantastisk.” Lige så brat rødmede han og trådte et skridt baglæns. Hector vidste ikke, hvad han skulle svare, men heldigvis kom Aisha i det samme til syne i døråbningen. ”Tak, Richie. Men nu tror jeg, festen er forbi.” ”Vi kan hjælpe med at rydde op.” ”Nej tak, Tasha. Det klarer vi selv.” Connie gav ham et slapt håndtryk uden at se på ham. Men hun slog armene om Aisha og knugede hende ind til sig. Hector stirrede ud i mørket. Først da han hørte Tashas bil starte, slap han luften ud af lungerne. Han trak Aisha ind til sig. Hun sagde ikke noget, men lænede sig op ad ham, mens han holdt hende stramt om livet. Hendes hår lugtede af grillrøg og citronsaft. Han var glad for, at de kunne stå sammen i stilhed, men freden blev brudt, da han trådte til side for at skodde cigaretten. Hun trak sig væk fra ham. ”Jeg lægger børnene i seng.” ”Det er ret tidligt.” ”Jeg vil have dem i seng nu.” ”Det er lørdag aften.” ”Hector, vil du ikke være sød at støtte mig?” 61


Han tøvede, da han helst ville udskyde den uundgåelige samtale og bevare den behagelige, ukomplicerede stilhed. ”Hvad tænker du på?” ”Jeg er rasende.” ”På hvem?” Hun sendte ham et vredt blik. ”På din fætter selvfølgelig.” ”Det er jeg ikke.” ”Hvis det havde været dit barn, havde du heller ikke fundet dig i det.” Men det havde ikke været deres barn, og det kunne det heller aldrig have været. Ikke på grund af ham, det vidste han godt, slet ikke på grund af ham, men på grund af hende. Aisha var en fantastisk mor. Hun betragtede ham skarpt; han vidste, at hun var ved at mobilisere sine argumenter. Han var pludselig glad for stofferne. Han ville ikke skændes med hende – han kunne hverken hidse sig op til at være irriteret eller selvretfærdig. Hun var allerede parat, kunne han mærke, hun ville gerne have et skænderi i gang. Hun ville skælde ud på Harry, gennemhegle ham, til dels fordi han var i familie med Hector. Han havde ikke engang opdaget, at Ravi var gået, og pludselig gik det op for ham – hvordan havde han båret sig ad med at være så dum? – at formålet med hele festen blandt andet havde været at fejre hendes brors besøg. Aishas øjne var levende og blanke; hun havde knyttet den højre hånd. Det eneste, han tænkte på, var at forføre hende. ”Du har ret,” sagde han stille. ”Harry havde ikke ret til at slå barnet.” Det kom bag på hende; han mente endda, at han havde set en skygge af skuffelse glide over hendes ansigt. Hun løsnede den knyttede hånd. ”Nej, det havde han ikke.” Hendes reaktion var behersket, ikke overbevisende. ”Hvis du lægger børnene i seng, begynder jeg at rydde op.”

62


Han var ved at fylde opvaskemaskinen og havde lyst til at danse. Han lagde en cd med Benny Goodman på afspilleren i køkkenet; han havde lyst til noget musik, der både var god og fuld af humør. Han fløjtede, da han lukkede maskinen, og gav sig til at tørre køkkenbordet af. ”Hvordan pokker kan du være i så godt humør?” Hun stod med hænderne i hofterne og så ikke spor glad ud. Han dansede hen til hende og kyssede hende på munden. ”Fordi jeg har dig, babe.” Og det var sandt. Det var hundrede procent sandt. Han lagde armene om hende og sænkede hænderne, så han kunne få fat om hendes balder. Han kyssede hende på øjnene, kinderne, øreflipperne. Han strammede grebet. ”De sover ikke endnu.” ”Det er jeg sgu ligeglad med,” hviskede han. Hans pik var stiv, og han tog den ene af hendes hænder og pressede den mod den. Hun fnisede, og det mindede ham pludselig om Connie. Han lukkede øjnene og erkendte, at han havde håbet på, at pigebarnet var forsvundet ud af hans fantasi for altid. Men det var hun selvfølgelig ikke. Han gav sig hen til fantasien. Han var i gang med at åbne spændet i sin kones bælte og sænke hendes nederdel, mens han strøg hende over maven og rakte ud efter hendes bryster. Med lukkede øjne huskede han de bløde, spredte hår på Connies kusse. ”Jeg behøver ikke noget kondom, vel?” Aisha rystede på hovedet. ”Det skulle ikke være noget problem,” hviskede hun i øret på ham. Han gøs over lyden af hendes ånde, der trængte ind i hans krop, invaderede den som bølger af eufori, der skyllede igennem ham igen og igen. ”Lad os gå ind i soveværelset.” Han svarede ikke. Han løftede Aishas arme og gav sig til at kysse hende på halsen. Han trak hendes overdel over hovedet på hende og lukkede hænderne om hendes bryster, inden han begyndte at kysse dem. Hun prøvede at flytte sig væk fra 63


ham, men han holdt hende fast. Hans læber lukkede sig om en brystvorte, der blev stiv og villig, og han suttede på den og bed lidt i den, indtil Aisha udstødte et lille klynk af smerte, og han modstræbende holdt op. Han rettede sig op, så hende ind i øjnene, og de funklede, og pludselig begyndte de begge to at fnise. Han spekulerede kortvarigt på, om børnene kunne høre dem, men glemte det hurtigt igen. Han havde trukket lynlåsen ned, pikken var ude af hulen i underbukserne, og han kunne lugte Aishas begær. Han lod en finger glide ind i hende, hun stønnede, og han skubbede bukserne ned og fik pikken ind i hende. Stående sådan med hendes nederdel nede om anklerne og hans bukser trukket ned til knæene stønnede de hinanden ind i ansigtet og kneppede i en uendelighed, fordi amfetaminerne gjorde ham stiv og trak udløsningen ud. Da han kom, kunne han ikke lade være med at råbe højt, og Aisha holdt leende en hånd for hans mund. Han lod pikken blive inde i hende, selvom den var mindre stiv nu, og skubbede den stille ind og ud, mens han hviskede, at han elskede hende og sagde hendes navn. Han hørte hende gispe, og pludselig kyssede hun ham hårdt og bed ham næsten i læben. Han havde stadig lukkede øjne og ville blive inde i hende. Alle tanker om Connie var drevet på flugt – nu da han var kommet. Ikke før, han kunne ikke have ladet være før. Han havde blandet dem sammen i fantasien, mens han maste på, kneppede sin kone, kneppede den unge pige, det hele på én gang, deres kroppe, deres kusser, deres hud, det var det samme og alligevel forskelligt for ham. Aisha flyttede sig, og hans pik gled ud af hende. Stadig leende samlede de tøjet op fra gulvet. Aisha gik hen for at se til børnene og kom tilbage et øjeblik efter. ”Jeg tror, de er faldet i søvn.” Det var flere år siden, han havde set hende så forlegen. ”Vi støjede ikke.” ”Det gjorde vi i hvert fald.” Hun gik hen til køkkenvasken og begyndte at hælde resten af salaterne i kompostspanden. 64


Han stillede sig bag hende og holdt stramt om hende. ”Lad mig bare gøre det. Jeg skal nok rydde op.” ”Vi gør det sammen.” ”Nej, jeg gør det.” Han stod fast. Stoffet var ikke så mærkbart længere, men han havde det stadig i blodet og trængte til at bevæge sig og være aktiv. Sex gav ham ny energi. ”Hvad skal jeg så lave? Det er for tidligt at gå i seng.” ”Se tv eller læs. Jeg rydder op her.” Han ville tage en valium og nyde at komme ned på jorden, mens han gjorde orden i huset. Hun vendte sig pludselig om, selvom han stadig holdt fast om hende, og stirrede ham ind i ansigtet. Hun var helt rolig; der var nogle få sveddråber tilbage på hendes overlæbe. Han slikkede dem væk. ”Hvad har du tænkt dig at sige til din fætter?” Intet. ”Det ved jeg ikke.” ”Hector.” Hun sagde bare hans navn. Det lød pågående, indtrængende. Han spekulerede på, om han var i stand til at kneppe med hende en gang til, som hun stod der med røven mod køkkenbordet. Hun gentog hans navn. ”Jeg vil bede dig om at være sødere mod Adam.” Hvor pokker kom nu det fra? Han slap hende og fumlede efter sine cigaretter. Han åbnede skydedøren og blev stående i døråbningen mellem køkkenet og verandaen. Hun fulgte efter og tog cigaretten fra ham. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set hende ryge, men det var i hvert fald, før hun blev gravid med Lissie. Det føltes, som om han her i aften så hende og deres liv sammen på en helt anderledes måde end hidtil. Han ville gerne kunne gå til bekendelse, fortælle hende om det sidste par måneder, om hvordan han havde bedraget hende og næsten var blevet helt ligeglad med hende. Han ville gå til bekendelse, fordi han i netop det øjeblik var så sikker 65


på, at han elskede hende, elskede alt ved hende og alt, hvad de havde sammen. Huset, børnene, haven, den stadig behagelige, store dobbeltseng, der var begyndt at synke lidt sammen på midten, hvor de i så mange år havde sovet tæt omslynget, han altid med armene om hende, og han havde kun flyttet sig, når hun stadig halvt sovende gav ham et puf for at få ham til at rykke sig og holde op med at snorke, men uden at vække ham. Han kunne ikke holde ud at leve uden hende. Han mærkede en strammen i brystkassen og knyttede beslutsomt hænderne. Han ville ikke lade hende se, hvor bange han var. ”Jeg lover dig, at jeg vil forandre mig. Jeg skal nok holde op med at være så skrap over for ham.”

66


– Sunday Times

»Den ideelle sommerlæsning: eskapistisk, morsom, klog« – Daily Telegraph

Til en grillfest i et australsk forstadskvarter får en treårig dreng en lussing af en voksen, og episoden udvikler sig til et kaos, som truer med at splitte familier og venskaber. Med otte hovedpersoner, fortæller Christos Tsiolkas historien om et moderne Australien i kulturelt opbrud. Lussingen er en rå samtidsroman om mand mod kvinde, ung mod gammel, indvandrer mod indfødt, rig mod fattig. En historie om tabte drømme og om nye generationer fyldt af usikre forventninger.

lussingen

Hector Anouk Harry CONNIE Rosie Manolis Aisha Richie

»På alle måder en fantastisk vital bog«

Christos Tsiolkas

»Sommerens must-read-roman« – Guardian

Christos Tsiolkas (f. 1965) er født og opvokset i Melbourne som søn af græske immigranter. Han har skrevet flere romaner og skuespil og har skrevet og instrueret flere kortfilm. Hans første roman Loaded (1995) er filmatiseret med titlen Head on, og Lussingen (The Slap) blev i 2011 til en populær tv-serie. Lussingen er Christos Tsiolkas’ internationale gennembrud.

Christos Tsiolkas

LUSSINGEN

Lussingen vandt Commonwealth Writersprisen i 2009 og var longlisted til The Man Booker-prisen 2010 »Har man aldrig læst en australsk bog, må det her blive den første. Den er så velfortalt og underholdende, at den ikke er til at lægge fra sig.« Politiken

ROMAN Forfatterportræt: Zoe Ali


Lussingen af Christos Tsiolkas