Issuu on Google+


I luften over Sundby på Amager hænger den søde og umiskendelige duft af tobak. Det er tobaksfabrikkens produktion, der krydrer livet i arbejderkvarteret, hvor jeg bliver født i 1949. Min mor er knap 19 år gammel og min far fire år ældre. To et halvt år tidligere har de fået min storesøster Marianne, og to år efter mig kommer min lillesøster Annette til verden. Det meste af vores store, brogede familie af bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner bor inden for rækkevidde på Amager og Christianshavn. Pladsen i den toværelses lejlighed i Lysefjordsgade er trang. I det ene værelse er der stue, og i det andet sover vi. Min far og mor sover i dobbeltsengen og vi søstre i køjeseng. I de andre huse i gaden bor der andre arbejderfamilier og små håndværksmestre. Der er børn i gårdene og på vejene, og fra gaden til baggårdene løber lange underjordiske gange, som er mørke og lidt uhyggelige. På hjørnet af vores hus er der i et gammel mejeri indrettet den børnehave, som jeg kommer til at gå i. Min far og mor er meget unge, kun i starten af tyverne. De har et krævende liv med tre små piger og mange problemer med at få hverdagen til at fungere. Og så en dag er vi ikke længere fem, men kun tre i lejligheden. Min mor er flyttet hjem til min mormor, hun har taget Annette, som stadig er et spædbarn, med sig og efterladt min far alene tilbage med mig og Marianne. Fra det år, min mor er væk, har jeg ingen billeder af, at vi er sammen. Der er heller ikke glimt af savn i minderne. Måske er det fortrængt? Måske ikkeeksisterende? Min far klarer egentlig meget fint at tage sig af os, han sørger for os, og vi har det meget hyggeligt sammen. Men han er jo 2 luft under vingerne


også ung og har mod på livet. Så indimellem sker det, at han lader Marianne og mig være alene hjemme om aftenen, mens han selv går på besøg hos venner og familie. Han er sikkert ikke særlig langt væk – nok bare inde i opgangen ved siden af. Selv er jeg ikke bange for at være alene hjemme sammen med Marianne, men hun er dødsensræd. En aften løber hendes angst over, og hun kaster op på gulvet. Som tre-fireårig oplever jeg den aften, at hvis nogen skal klare situationen, så må det være mig. De overvejelser, jeg gør mig, står stadig tydeligt i erindringen. Min søster er overvældet af angst, derfor er jeg nødt til at tage over og tørre brækket op fra gulvet, inden min far kommer hjem. Det skal han ikke se, for det er skamfuldt for os og synd for ham. Episoden er et af mine allerførste minder, og det handler om den rolle, jeg får i livet. Det bliver min pligt at tage ansvar, når der mangler nogen, der vil påtage sig den opgave. Min ansvarlighed er tidligt udviklet, og den bliver en tydelig rød tråd, der løber gennem mit liv – på godt og ondt. Erindringer er ikke det samme som virkeligheden. Virkeligheden er redigeret – enten af én selv eller andre. Mange barndomsminder er ikke ægte minder, men blot historier, vi senere får fortalt, og det kan indimellem være vanskeligt at skelne mellem det, man selv husker, og det, man har fået fortalt af andre. Men lige præcis denne situation kan ingen voksne have vidst noget om eller beskrevet for mig, for der er ingen voksne til stede, og det er mig, der genskaber kontrollen, fjerner brækket og skammen over det, inden nogen kan opdage, hvad der er sket.

kapitel 1 3


Mit centrale livsvalg har stået imellem at kopiere min mor eller tage afstand fra det, hun står for. At jeg ikke selv er havnet i offerrollen, er på en måde hendes fortjeneste. Min mors positive indflydelse på mit liv er, at hun har været et stærkt og tydeligt modbillede. Jeg kunne have valgt at blive og leve som hende, men vælger ubevidst det modsatte og beslutter tidligt, at sådan skal mit liv ikke være. Jeg vil ikke leve et begrænset liv, men fokusere på mulighederne og tænke: »Nej, nej, livet er ikke farligt. Livet er pragtfuldt.« Når liv er så kontrastfyldte, som min mors og mit liv er, bliver konturerne tegnet meget skarpt op. Fortvivlelsen, magtesløsheden og vreden over, at hun ikke griber livet, bliver min stærke måleenhed. Jeg ved meget tidligt, at jeg har valgt rigtigt, og at jeg ikke bliver som hende. Det har været et drive for mig, at jeg har villet et andet liv. Når jeg senere i livet har været i situationer, hvor jeg mærker, at også jeg kan have en snert af offerfølelsen og sagtens kan henfalde til at synes, at det er lidt synd for mig, så kommer erindringen og identifikationen lige i kølvandet: »Hej, mor – og NEJ, mor!« På et af de sidste billeder, der er taget af min mor, ser hun helt fortabt og lidende ud, og det billede irriterer mig. Jeg forstår i dag, at der er lige så stor styrke i at være ynkelig som i at være stærk. Som vores dominerende far har hun også styret os alle sammen ved at gemme sig bag en barrikade af sygdom og dårligdom. Det er derinde i »hendes verden«, i smerten, i det negative, vi kan fange hendes opmærksomhed. Hvis vi falder af cyklen og slår os, er hun der som en mis, især når hun selv er syg. 4 luft under vingerne


Da jeg bliver student, er min mor indlagt på Nordvang. Der har været en omtale af mig i dagbladet Politiken, fordi jeg har skrevet en god samfundsopgave. Jeg har taget artiklen med ud til hende, men hun kan slet ikke forholde sig til det, ikke rigtig rumme, at det går mig godt. Hun er helt indadvendt og kan ikke fokusere på noget så banalt som, at der er positive ting i livet. For første gang får jeg lyst til at ruske hende og tænker: »Lev dog dit liv, du har kun det ene, og glæd dig over det, der er at glædes over.« Årene fra 1997 til 2003, hvor jeg er personaledirektør, er præget af store forandringsprocesser, som jeg selvfølgelig er dybt involveret i at gennemføre. Med forandring har jeg det som en fisk i vandet, for selvom det kan være hårdt, er jeg god til forandringsprocesser og til at få folk med mig. Med involvering og medinddragelse undgår man, at medarbejderne oplever sig hægtet af, eller at de nødvendige forandringer opfattes mere negativt, end de behøver at være. Jeg får i de år skabt et godt forhold til fagforeningerne. Der sker en masse ting, som betyder, at jeg også personligt er i gang med at udvikle og flytte mig – igen. Jeg har blikket rettet mere udad og kommer blandt andet ind i hovedbestyrelsen i Dansk Industri, med i mange udvalg og er som den første kvinde med til forhandlingerne af industrioverenskomsten. Langsomt vokser jeg som topleder ind i systemet. Efterhånden åbner flere og flere nye døre sig, og jeg er med her, der og alle vegne. Det er sjovt og spændende at have indflydelse, og jeg oplever, at jeg allerede har en stor erfaring at kapitel 3 5


trække på, at jeg har forudsætningerne for og er dygtig til det, jeg engagerer mig i. Umiddelbart efter at jeg er blevet personaledirektør, har vi en meget vanskelig overenskomstforhandling. Forhandlingerne er mere eller mindre gået i hårdknude, og jeg sidder på mit kontor sammen med min forhandlingsgruppe, da jeg pludselig mærker, at vi befinder os i en blindgyde, hvor ingen løsning umiddelbart ligger ligefor. I det øjeblik er jeg også selv tom for ideer og har brug for at være uforstyrret, fordi det er min erfaring, at det netop er, når alt er allermest håbløst, at noget nyt kan ske. Når det ser sortest ud, befinder man sig i vendepunktet – og kan man acceptere at være på dette sted, kommer løsningerne myldrende. Når man er træt og har været igennem mange timelange forhandlinger frem og tilbage og når dertil: »Nu er der ikke flere muligheder,« står man med et enestående valg. Man kan vælge at blive i håbløsheden – at give op – eller man kan vælge at sige: »Så! Nu har vi været længst nede, helt nede på bunden – nu kan det kun gå én vej.« Lige dér i den erkendelse popper mulighederne op inde i mig. Jeg har en tyrkertro på, at hvis jeg sætter mig et mål og slipper kontrollen, så når jeg frem. Omvendt er jeg også overbevist om, at hvis man begynder at ville styre for at fremtvinge et resultat, fordi man er for utålmodig eller for nervøs til at vente på, at processen er færdig, så går man galt i byen. I den situation, jeg lige har beskrevet, og hvor vi er nået til et punkt, hvor alt er sort, og der ikke er noget lys for enden af tunnelen, siger min forhandlingschef: »Vi skal 6 luft under vingerne


da have en plan B.« Jeg svarer, at jeg slet ikke vil diskutere »hvis«, for vi har sat os det mål, at vi vil nå et tilfredsstillende resultat, og det er det mål og ikke noget andet, vi går efter. I min verden findes »jamen, hvis nu ...« ikke. »Vi går kun efter at få et resultat,« siger jeg til forhandlingschefen. »Hvis vi går i gang med at lægge en plan B, er vi også i gang med at iscenesætte en mulig fiasko, og med kræfterne tunet ind på et måske stiger sandsynligheden for, at vi ikke når de mål, vi har sat os. Så, nej, ingen plan B. Vi følger plan A, som er, at vi skal have et godt resultat.« Jeg tror, at grunden til, at mange mennesker har det bedst med en nødudgang, når noget bliver vanskeligt eller uoverskueligt, dybest set handler om ikke at stole på sig selv, ikke tro stærkt nok på, at løsningen er der. Men jeg ved, at løsningen er der. Altid! Der er altid en løsning. Jeg tænker kun, at jeg vil det her. Jeg skal nå i mål. Måden, vi skal opnå resultatet på, skal være positiv og konstruktiv, og sammen finder vi den bedste løsning. Denne evne til at tro på det mulige er nok et personlighedstræk i kombination med en erfaring, som siger mig, at det virker at stole på sig selv, på de mål, man har sat sig, og på sin egen dømmekraft. Siden jeg var lille barn, har denne tillid til det mulige været en del af en overlevelsesstrategi. Udsat for denne behandling bliver »tyrkertroen« et forfinet redskab, som jeg via mit arbejde får testet igen og igen, og som jeg trygt kan stole på. Det er en form for målrettethed, men ikke af den slags, hvor du går ud ad en lige vej uden at se dig til højre og venstre. Jeg véd, jeg skal nå et resultat, men det gør ikke noget, kapitel 8 7


at vejen frem til målet er snørklet. Veje kan sagtens være uransagelige. Hvis du hele tiden har dette ene »Vi skal nå i mål« i sigte, kan du navigere et skib i sort nat. Tyrkertroen sidder på min rygrad – i forretning som privat. Mange mennesker vil gerne kende resultatet, før de starter processen. Det behøver jeg ikke. Jeg kan sagtens hvile i tålmodighed, fordi jeg har tillid til, at jeg nok skal nå frem til bestemmelsesstedet. Et meget tidligt eksempel på denne overbevisning, der meget godt beskriver, hvad det er, jeg mener, er en historie fra min barndom, som jeg tidligere har fortalt om. Vi er flyttet til Kastrup, og neden for huset, vi bor i, ligger der en stor græsplæne med en legeplads inde i midten. Den første gang vi skal ned og lege, er min søster meget nervøs for at gå derover, fordi hun er bange for, at vi ikke kan finde hjem igen. Jeg er slet ikke urolig, for jeg ved bare helt inderst inde, at jeg kan finde vej. Vi kan bare gå i gang med at udforske og lege, for vi skal nok finde hjem. Det er denne navigationssikkerhed, jeg bærer med mig. Instinktivt ved jeg, at sådan er jeg. Det er en stor gave. Der er mange mennesker, der har spurgt mig: »Kommer du aldrig i tvivl?« Og ork jo da, så sandelig kan jeg komme i tvivl. Tit. Fidusen er, at jeg ikke er bange for tvivlen. Det, jeg kan blive bange for, er, at jeg ikke får tilstrækkeligt med tid til at arbejde mig igennem tvivlen. For jeg ved jo godt, hvor jeg skal hen, og at jeg kan altid finde hjem igen. Et af de spor, der løber parallelt med mit arbejds- og privatliv, og som de senere år er blevet rigtig tydeligt og markant, 8 luft under vingerne


er engagementet i frivilligt arbejde. Egentlig har jeg aldrig set mine engagementer som frivilligt arbejde. Der er mange områder, hvorpå man kan bidrage frivilligt med sin arbejdsindsats, og det har jeg altid gjort på en eller anden måde. Det falder mig naturligt at hjælpe andre, og i forlængelse af et arbejdsliv, hvor mennesker det meste af tiden er det centrale omdrejningspunkt, opstår der i løbet af årene mange muligheder for at hjælpe. Jeg har arbejdet med mennesker, der er kommet i krise, medarbejdere med alkoholproblemer. Det betyder meget for mig at kunne gøre en forskel, fordi overskuddet til at give andre støtte og hjælp også er en gave til en selv. Det er langt sværere for mig at modtage end at give, og sådan har det været hele mit liv, så derfor er det vel ganske naturligt, at jeg tiltrækkes af arbejdet med mennesker i alle aspekter. At interessere sig for andre mennesker og det samfund, vi alle er en del af, er vigtigt for mig, og også i mit arbejde tager jeg mennesker til mig. Mine antenner opfanger let, hvis der er noget, der skurrer mellem mennesker, noget, der ikke er, som det skal være, eller hvis der er nogen i min nærhed, der har det skidt. Når signalerne tikker ind, får jeg straks behovet for at gøre noget, ændre ved det, der er i uorden, eller som ikke duer, og hjælpe, hvis jeg kan. I sommeren 2008 bliver jeg udnævnt til formand for Frivilligrådet. Rådet, der er nedsat af daværende velfærdsminister Karen Jespersen og består af 12 medlemmer, har til opgave at rådgive regering og folketing om frivilligt arbejde. Rigtig mange danskere er engageret i frivilligt arbejde. kapitel 10 9


Over en tredjedel, eller 35 procent, leverer en frivillig indsats på skoler, i foreninger og andre fællesskaber, der som regel ligger i forlængelse af den enkeltes eget liv og interesseområder. Det er nok meget naturligt at engagere sig i noget, der har en relation til det arbejde eller de familievilkår, man har, både af tidsmæssige grunde, og fordi det ligger ligefor. Til gengæld kniber det lidt mere med engagementet i det frivillige, sociale arbejde, hvor kun 4-5 procent af danskerne bruger tid og kræfter. Forklaringen skal måske findes i, at der er stor forskel på at engagere sig i en patientforening eller hjælpe til i sit barns håndboldklub og at tilbyde sin hjælp til mennesker, man slet ikke kender, som har det vanskeligt socialt og måske befinder sig på kanten af samfundet. Det ligger ikke ligefor at melde sig under fanerne, medmindre man har en personlig erfaring eller tilknytning til problemstillinger som fx psykisk sygdom, alkoholisme eller ensomhed. Mange mennesker har også svært ved at byde sig til, banke på døren til værestedet og sige: »Her er jeg. Jeg vil gerne sidde ved børnetelefonen eller hjælpe til på krisecentret.« De fleste mennesker har en indre blufærdighed, og personligt ved jeg i hvert fald, at jeg ikke selv ville buse frem på den måde. Måske er der også en angst for at kaste sig ud i noget, man ikke kender, risikerer ikke at kunne leve op til eller måske alligevel ikke kan finde tiden til. Det frivillige sociale arbejde kræver også, at man ikke lider af berøringsangst. Hvis ikke man kender til problemstillingerne i forvejen, kan det være meget fremmed at møde de narkomaner, der kommer i Mariatjenesten, eller de psykisk syge, der stikker ud i gadebilledet med en anderledes 10 luft under vingerne


adfærd. Jeg tror ikke, at det faktum, at så få arbejder frivilligt med disse samfundsgrupper, er et udtryk for manglende interesse, afstandtagen eller ligegyldighed. Jeg er nok ikke den eneste, der lidt blufærdigt holder mig tilbage. Personligt ved jeg, at selvom jeg ikke henvender mig, bliver jeg både glad og stolt, hvis nogen spørger, fordi de mener, at jeg har noget at bidrage med. Efter min mening er denne tilbageholdenhed en reel barriere, som de frivillige organisationer skal overveje at arbejde mere med. Hvis flere mennesker skal blive interesseret i at lave frivilligt socialt arbejde, kræver det, at organisationerne mere direkte går ud og spørger, for jeg er sikker på, at der er mange, der gerne vil hjælpe. Det er også vigtigt at få meldt ud, at det ikke nødvendigvis kræver masser af tid og energi at gøre en stor forskel. Al hjælp er til gavn og glæde. Gennem min livslange proces har jeg lært, at selvom man elsker hinanden eller er gift, behøver man ikke nødvendigvis at være sammen døgnets 24 timer. Der er brug for, at man som individ kan udvikle sit eget liv med sig selv, med egne venner eller i en vis tidsperiode får lidt afstand. Hvis der er tidspunkter i livet, hvor man er stresset og har travlt med andet, så bliver det let alt for halvhjertet, hvis man klamrer sig til kernefamilien. Jeg tror på, at hvis vi bor hver for sig og er sammen, når vi har tiden og overskuddet, så er det lysten – og ikke vanen, pligten eller tilfældigheder – der bestemmer, hvornår og hvordan man er sammen. Har vi i ægteskabets navn mod til at give hinanden fri, tror jeg, at parløbet kan blive meget mere dynamisk. De tider kapitel 13 11


er ovre, hvor mor gik derhjemme, havde magten over hjemmet og hele dagen for sig selv, til børnene kom fra skole, og far kom hjem til aftensmaden. I dag ser en familie noget anderledes ud. Vi er selvstændige, veluddannede mennesker med hver sin karriere, og vi mødes i kærlighed. Kvinden og manden har hvert sine netværk, fælles venner og egne venner. I den virkelighed er det en nødvendighed, at vi bevarer selvstændigheden, og at kvinden og manden har noget både hver for sig og noget fælles, for så tror jeg, der er mange flere ægteskaber, der vil overleve. Man elsker ikke hinanden mindre – måske snarere mere – hvis man får lov at bevare længslen og passionen. Det, der kan skæres væk, er den sure hverdag og de fuldstændigt ligegyldige diskussioner om vasketøjet, rengøringen og børneopdragelsen. Det kan kærligheden sagtens undvære, og det skal gå galt, hvis man skal forholde sig til alting i hinandens liv. Hvorfor skal man ikke have lov til at have hemmeligheder, fordi man bliver gift? Noget, der er helt ens eget? Hvorfor skal man gå i symbiose med et andet menneske? Jeg er ikke ude på at aflive kernefamilien. Den må gerne være der som ramme, men den behøver vel ikke at betyde, at vi skal sidde fuldstændig klistret op ad hinanden. Nej, gør da noget, I har lyst til at gøre, i fællesskab. Vi lever i et samfund, hvor der er råd til det. Børnene trives da bedre, hvis mor og far ikke er så meget uvenner, uden tyranni og uden magtkampe. Magtkampene får svært ved at vinde fodfæste i en familie, hvis der er private rum, den enkelte kan trække dig tilbage til. At bevare sit kærlighedsforhold til og en længsel efter hinanden eller blive skilt med det resultat, at det er 12 luft under vingerne


børnene, der skal ligge og rakke rundt. Fortæl mig lige, hvad der er bedst. Min bedste forklaring på, hvorfor kernefamilien overlever i en gammeldags udgave, er, at vi er opdraget til, at det er sådan. Angsten for ensomheden, som også kan være limen i et parforhold, forsvinder ikke nødvendigvis i tosomheden. Man kan være nøjagtig lige så ensom inden for som uden for ægteskabet. Vi domineres af den norm, der siger, at parforholdet er at foretrække, og det vil vi gøre alt for at leve op til, og vi vil hellere lide end at blive skilt. Det er da grotesk? Den magtbalance, som drømmen om kernefamilien bygger på, hvor manden er den, der sørger for det økonomiske grundlag, mens kvinden sørger for familiens sammenhængskraft, er historie. Der er stadig ulighed i samfundet mellem mænd og kvinder, men hvis vi vælger nye livsformer, får vi færre skilsmisser, folk bliver lykkeligere, og børnene bliver lykkeligere. Det tror jeg på. Nogen vil måske hævde, at det er noget moderne snak, som kun de rige har råd til. Men det er dyrt at blive skilt, etablere sig på ny, blive skilt igen – af de samme grunde. Selvom der måske er nogen, der har drømmen og gerne vil holde fast i kernefamilien med alt, hvad det indebærer, kan ingen stoppe udviklingen. Og udviklingen går mod flere og flere skilsmisser, flere og flere dine, mine, vores børn og masser af udmarvende diskussioner om forældremyndighed. Det er en falliterklæring at affinde sig med noget, der ikke fungerer, på grund af en utopisk drøm. Kernefamiliens begrænsninger er ikke kun et kvindeproblem. Der er da masser af mænd, der får stækket vingerne, og som ønsker, kapitel 13 13


men opgiver, at kæmpe for friheden til at være i sociale sammenhænge på deres egne og ikke kvindens betingelser. Der er masser af mænd, der trives bedre med vennerne end ved parmiddagene, som gerne vil have mere tid til at spille computer, som har lyst til selv at bestemme, hvordan de vil bo, hvilket tøj de vil gå i etc., og som vil trives med ikke at blive afbrudt af unger, der hyler, og diskussioner om, hvem der skal tage opvasken. Jeg tror, alle vil have det meget bedre med en samlivsform, hvor alle ikke er sammen altid, hvor det er fuldstændig afklaret, hvem der tager sig af børnene hvornår, hvor der er et rum til den personlige frihed, og hvor manden eller konen kan gå på besøg hos sin elskede, når lysten er der. Jeg var selv ung i 70’erne. Men det oprør mod kernefamilien handlede om noget andet og havde mere fokus på seksuel frigørelse. Efter aids er det ikke længere det, det handler om, nu er der brug for seriøse forsøg på at bevare ægteskabet, relationerne, parforholdene. Skal det lykkes, skal vi finde nye måder at gøre det på. Der er ikke længere plads til, at den ene part ofrer sig, for sådan er det, selvopofrelse er forudsætningen for den familieform, vi kæmper for i dag. Den kræver, at der er en, der vil opgive sit eget, eller som vil acceptere at have dobbeltarbejde. Bjarne og jeg har været sammen i rigtig mange år, jeg har gjort karriere inden for ægteskabets rammer, men på et tidspunkt løber jeg tør for kræfterne til at rumme det hele, tage uddannelse, have et handicappet barn, mand, karriere og stå for det derhjemme. Bjarne er ikke en dovenlars, han har 14 luft under vingerne


bestemt hjulpet til, men vi har forskellige forventninger. Jeg kan godt lide orden og god mad. Bjarne er ligeglad. Han vil gerne dyrke de gamle mønstre, hvor der er orden i økonomien, og vi har det hyggeligt sammen. Jeg har andre krav og ambitioner, vil gerne læse, rejse, have et dejligt hjem, se gode venner. Der er en klog kone, der har sagt til mig, at vi bærer på syv generationers historie. De er inkorporeret i vores bevidsthed, og det kan godt være, der går mange år, før de nye måder bliver helt naturligt. Der er stadig kvinder – også i min alder – der er alene og kun drømmer om at møde en mand, de kan blive lykkelige med, og jeg siger til dem: O.k., find en god mand, men bevar din frihed. Jeg ved da godt, at når man er forelsket, kan man bo i en telefonboks. Men tro mig, det går over. Mit råd er: Hav et fælles sted og et ekstra lille sted, hvor du kan få din egen luft og trække dit eget vejr. Mennesker har brug for at kunne trække sig tilbage til og sige: Her er jeg mig. Her er jeg alene eller sammen med nogen, jeg har valgt og godt kan lide at være sammen med på mine egne betingelser. Kvinder har måske i endnu højere grad end mænd brug for andre måder, fordi de fleste kvinder ganske naturligt bliver familiens omdrejningspunkt og projektleder. Det er »moar ...« hele tiden. Og i den rolle kan hun kun håbe på frihed, når familien sover længe. Hun skal sørme stå tidligt op for at skabe sig sit eget rum. Selv lagde jeg mig ind i sengen og læste en bog. Derinde mellem bogstaverne var mit private rum. Det er ikke nødvendigvis ægteskabet, der ikke er godt nok, når vi bliver skilt, men den manglende luft og muligkapitel 13 15


heden for at være mig, der helt basal menneskeligt tager livet af parforholdet. Min mor fik aldrig den mulighed for at vælge sig selv, som jeg har haft, og da hun var i fyrrerne, blev hun psykotisk. Som jeg ser det, var det hendes eneste valg, hendes eneste mulighed for et privat rum. Jeg tror godt, at Bjarne vil have mig noget mere i dag, men jeg har taget mit rum, og jeg giver det ikke fra mig igen. Vi mødes, når muligheden er der, og jeg tror, han udmærket er klar over, at det aldrig bliver anderledes. Vi har fundet vores vej.

16 luft under vingerne


Luft under vingerne af Marianne Rohweder