Page 1

84mm

126mm

31,5mm

126mm

JOH A NNE A LGR E N naliteten og hashen. Livet kører i ring – centreret omkring gaden, hvor Oliver står i fronten. En tro soldat over for klubben, men hvad med fremtiden, hvad med Louis?

JOH A NNE A LGR E N

Louis føler sig tom indeni med Oliver, klubben, krimi-

Jeg havde ondt i hele kroppen. Det var tidlig morgen, jeg tror, klokken var cirka fire. Det var ved at blive lyst.

Der var ikke sket noget med mig og

Da Serkan kommer ind i Louis’ liv, kaster hun alt

JOHANNE ALGREN er født i 1978 i København. Opvokset på en gård mellem Helsingør og Tikøb. Flyttede

200mm

hjemmefra som 15-årig og boede et år i London, fra hun var 16 til 17. I 1997 blev hun som 18-årig vært på Det Elektriske Barometer. Lavede i 2000 sit eget talkshow, Midnatsekspressen, på P1 og var fra 2002-2004 vært på ungdomsprogrammet Klub-

Louis bliver meget forelskede og drømmer om en fremtid sammen. Serkan kræver, Louis lægger hele sin destruktive fortid bag sig og bliver på den måde Louis’ vej væk klubben, stofferne og de venner, hun har fået på Staden gennem de sidste mange år af sit liv. Men Serkan er ikke den mand, Louis tror, og det destruktive liv er kun lige begyndt … Måske findes der slet ingen vej til et godt liv, før man finder vej ind til sig selv.

værelset på P1. Har siden 2006 været tilknyttet DR, og har her bl.a. lavet

LOUiS LIv

ind på at få ham, uanset konsekvenserne. Serkan og

Serkan. Det var bare dårlige tanker, der kørte rundt. Serkan lå og holdt om mig og snorkede mig ind i øret. Han elskede mig. Jeg hadede mig selv lige nu. På grund af mig var et uskyldigt menneske blevet gennemtævet i dag. En stakkels gammel forsvarsløs mand. Det var sket, da jeg handlede ind. Jeg kendte jo reglerne. Hvis jeg havde adlydt Serkan, var det aldrig gået galt på den måde. Jeg skulle bare købe ind. Hvorfor kunne jeg ikke lære at opføre mig ordentligt? Nogle gange kunne jeg mærke, hvordan jeg

Johanne i Troldeskoven, lagt stemme

var en ulykkesfugl. En nervøs ulykkes-

til Oline-universet og er nu aktuel i

fugl, der flaksede rundt med vingerne.

Ramasjang-radio i det prisvindende program, Hyggetimen, hun har sammen med Rebecca Bach-Lauritsen.

ISBN 9788771086102

Ved siden af sit virke på DR, arbejder Johanne som frivillig i Christianias ungdomsklub og er mor til tre.

84mm

9 788771 086102

LOUiS LIv People’sPress

Og jeg blev så trist over det. Men også sindssygt taknemmelig for, at Serkan ville have mig, og passede på mig.


Johanne Algren

Louis liv


Sådan her tænkte jeg engang om det hele: Livet skal bare ske for mig. Jeg vil ikke gå her og undre mig over tingene. Tænke på, om det er godt eller dårligt. Eller hvordan det kommer til at blive i fremtiden. Jeg nægter at gøre mig selv til herre over livet og stille mig selv til ansvar. Der sker alt muligt omkring mig. Jeg bestemmer ikke noget af det. Ikke en skid. Det kan jeg ikke finde ud af. Det vil jeg heller ikke. Er jeg en kujon, fordi jeg inden i mit hoved sidder langt væk på en grøn eng og nyder en lille melodi, helt for mig selv? Måske. Men så er jeg bare en af de svage mennesker her på Jorden. Af den støbning, som ikke duer til ret meget andet end bare at være til uden at genere andre med det. Det ondeste ved mig er nok, at jeg ved, hvad der er godt og ondt, og alligevel ikke handler. Hvis jeg skulle begynde med at sige noget om Oliver og mig, os to sammen, kunne jeg sige, at han ikke var typen, som ville slå mig. Ikke rigtigt. Når det slog klik for ham, ordnede han det et andet sted. Ikke på mig, uanset hvad jeg sagde. Det var ikke, fordi han havde et stærkt princip om ikke at slå kvinder. Men han var ikke interesseret i at røre ved mig på den måde. Som noget, der kunne blive en historie. Jeg skulle ikke være hans. Han ville ikke have ansvar for noget. Han var en af soldaterne. Han skulle stå til rådighed for det vigtigste. 24/7. Så alt kunne køre rundt. Hvis jeg gad være sammen med ham, var det på den måde. Det gad jeg godt. Jeg blev ved med at hænge 7


rundt om ham. Men det var også, fordi jeg troede, det ville forandre sig. Når man er en del af noget større, som Oliver var, bliver man tvunget til at tilsidesætte sig selv. Det er prisen. Ikke rigtig noget privatliv. Men det er en lav pris for et meget stort fællesskab. En større sags tjeneste. Ting uden for den verden talte ikke. Oliver er fuldblods nu. Men da jeg mødte ham, var han AK’er. I gang med at kæmpe sig op. Det var Olivers storebrors ven, som i sin tid fandt på at lave AK81. Han var en af grundlæggerne, kan man sige. Det var derfor, Oliver kom ind i det. Hans storebror mente, de kunne bruge Oliver til noget. På den måde fik Oliver for en gangs skyld lov til at lege med sin storebror. Så blev klubben mere hans hjem end det lortehjem, de kom fra. De andre fra klubben blev hans brødre. Jeg forstod det godt. Det var virkelig åndssvagt, at jeg kunne forstå det hele og alligevel ikke forstod, at når han allerede havde et hjem og en familie der, skulle han ikke have en ny med mig. Jeg troede, jeg vandt hans hjerte, fordi jeg forstod ham så godt. Måske vandt jeg også alt det, der var at vinde. Men det var en sørgelig gevinst. Jeg syntes, det med AK81 var fint nok. Først og fremmest var Oliver en forsømt og sød dreng, som manglede en som mig, der kunne give ham masser af kærlighed. Hvor naivt! Fordi det var så vigtigt, hvordan jeg opførte mig, når jeg var omkring ham og klubben, blev jeg forvirret. Jeg blandede det sammen og troede, jeg selv var vigtig. Men det var jeg ikke. Det blev jeg først den dag, jeg overtrådte reglerne. Så var der pludselig tid til mig. 8


Jo, nu kan jeg godt huske en enkelt gang, Oliver smækkede mig en. Han kom hen og stak mig en lussing, lige bag en busk ved CSC ude på Staden. Det var dengang, jeg skred uden at give ham farvelkys. Han løb efter mig, og da jeg vendte mig om, sad den der. Klask. ”Sådan der, når du ikke hører efter!” Jeg grinede overrasket og rørte ved min brændende kind. Det havde jo været for sjov, at jeg gik uden at kysse ham. For at drille. Han grinede ikke, så jeg holdt også op. Han var heller ikke sur. Det kunne jeg se på hans blik. Han kyssede mig farvel. ”Jeg er i klubben i aften. Du kan godt komme og spise med mig, hvis du vil?” Jeg ventede lidt med at svare. Så nikkede jeg. ”Ja, helt sikkert, det vil jeg gerne, tak!” Så smilede han. Det der rigtig søde, bløde smil. Med smilehullet. Det var første gang, jeg blev inviteret med i klubben, uden at der var fest. En almindelig hyggeaften med drengene og kæresterne og konerne. Ikke trunterne. De var kun inviteret til festerne. Jeg var kun trunte i meget kort tid, før jeg blev kæreste med Oliver. Men jeg ville aldrig blive hans kone. Det kunne jeg ikke. Den vigtigste årsag til det, fik jeg at vide lige i starten, uden at jeg lagde mærke til det. Det var en af de gamle, der sagde det. En aften, hvor vi mødte dem ude i klubben i Ishøj, hvor jeg var taget til fest med Mona. På det tidspunkt havde jeg kun været sammen med Oliver et par gange. Vi var ikke blevet kærester endnu. Mona syntes, det var sådan en dejlig historie, at ”lil9


le” Oliver og ”lille” Louis havde fundet sammen. Det er klart. Det var jo hende, der havde sat os sammen. ”Det her er Louis.” Mona hev mig hen for at hilse på en af de gamle. Hun kendte dem alle sammen derude. Jeg ærgrede mig lidt. Jeg vidste godt, at det var bedre for min status, hvis Oliver havde introduceret mig. ”Hej, Louis.” Manden kneb øjnene sammen og så mig an. Han var cirka 50 år. Så kom der et dejlig varmt smil frem i hans gamle ansigt. Vi gav hånd. Jeg fik næsten lyst til at trykke mig ind til hans store krop og få et ordentligt kram. Jeg kendte ham slet ikke. Kun af navn. Han havde noget varme. Fuck. Jeg bliver så overkærlig af at drikke. Mona var en lille glad kænguru den aften. Hoppede rundt i en kort kjole. Stort smil. Et til shot. Hele tiden klar til en dans. Eller en boksekamp. Den gamle pegede på hende og råbte: ”Giv den adhd noget ghb!” Ha, ha. Vi grinede alle sammen. Mona smilede med sine bløde, sejlende øjne. Det så næsten ud, som om hun var ked af det. Men det vidste jeg, at hun ikke var. Højst lidt fornærmet. Og rigtig rigtig, fuld. Hun kunne tage det hele. Hun var klubbens lille maskot. Mona havde altid været der. Monni. Alle kendte hende. Hun havde været en del af det her, siden hun var 12 eller sådan noget. Gennem familien. Eller måske mest, fordi hun ikke havde så meget familie. Jeg kendte ikke historien rigtigt. På den ene side var hun den ultimative VIP i klubben. På den anden side var alle skideligeglade med hende. Det var bare Monni. Men det var min bedste veninde. Vi havde mødt hin-

10


anden, da vi sad på Egely. Den sikrede afdeling. Egely Ungdomsinstitution. Vi havde fået os en ”barndom”, som nogle af drengene kaldte det for sjov. Jeg rakte hånden til den gamle. ”Louis er blevet kæreste med Oliver!” råbte Mona til den gamle. Rolig nu, tænkte jeg. Men det skulle nok komme til at passe inden for en uges tid. Hvis det gik, som jeg havde planer om. Jeg sagde ikke noget. Ham, der stod med min hånd, så på mig og lagde hovedet på skrå. ”Nå? Oliver med røret?” Den betegnelse kendte jeg ikke. Jeg kiggede på Mona. ”Ja, Oliver fra Kastrup, sgu da!” Mona smilede til mig. ”Ja, okay, nu er jeg med.” Den gamle nikkede langsomt. ”Han er en god dreng. Ham skal du passe på … Louise, var det det, du hed?” Jeg nikkede. Jeg følte, han blev ved med at stirre på mig. Han slap min hånd. ”Eller du behøver ikke at passe på ham. Du ligner mere en, der bare skal have det sjovt, ikk’?” Han blinkede til mig. ”Vi passer på Oliver. Det lover jeg dig!” Nu vendte han sig og grinede med sine venner. De andre gamle. Dengang fattede jeg ikke, at han egentlig havde sagt til mig, at jeg aldrig ville få Oliver til mand. Oliver var allerede deres. Han ville aldrig blive min. Man kunne være trunte, kæreste eller kone. Trunterne var lavest. Det var dem, som bare kneppede rundt.

11


Kæresterne var i faste forhold, og hvis det gik godt, på vej mod ægteskab og familieplaner. Mona var forlovet med en, der hed René. Jeg forestillede mig også i en periode, at jeg blev Olivers kone en dag. En af dem, som sad i sofaerne ovenpå til festerne. Som havde overblikket og bilnøglerne. Men jeg var jo heller ikke den type. Det var bare en drøm. Jeg ville aldrig kunne få sådan en bred røv og sådan en brun ryg og sådan nogle lange negle. Det kunne jeg have sagt mig selv fra start af. Jeg havde heller ikke roen til det. Det viste sig hen ad vejen. Men jeg var, så vidt jeg ved, Olivers eneste pige ret længe. Og vi nåede at bo sammen i 2 år.

12


1 Den allerførste gang, jeg mødte Oliver, var helt tilbage, da jeg lige var kommet ud fra Egely og havde mødt Mona igen. Hun var blevet løsladt et par måneder tidligere. Mona tog mig med til en fest i klubben, fordi jeg havde nogle skøre idéer i hovedet om, hvordan sådan et sted så ud. Noget med en fugtig kælder og en skummel belysning. Mona var flad af grin over mine fordomme om ”rockerklubber”. ”Du er simpelthen nødt til at komme ud og se, hvordan det rigtigt er. Hvor fedt, det er!” Det ville jeg selvfølgelig gerne. Det var til en fest for en AK’er, som lige var blevet løsladt. (Olivers storebror, Benjamin, som jeg ikke anede, hvem var på det tidspunkt.) Der var nogle ting, jeg skulle være indforstået med, inden vi tog derud. Nogle regler for god opførsel og sådan noget. Jeg skulle for eksempel ikke gå og fortælle udenforstående, hvor jeg havde været den aften. Og ikke genere de andre i klubben, når jeg var der. Stille dumme spørgsmål og den slags. Michelle kom også med. Hun forstod godt reglerne. Hun var min nabo på ungdomspensionen i Tårnby. Under samme tilsyn som mig efter en dom. Det var også Michelles første gang i klubben. Hun var ikke en meget tæt veninde for mig. Men det var hyggeligt at være sådan et lille trekløver, når man skulle ud. Mona kunne 13


også godt lide hende. Det sluttede så rimelig brat den aften, kan man sige. Jeg brød også stort set kontakten med Michelle efter den fest. Vi købte en flaske vodka på vejen til klubben i Ishøj. Vi skulle ringe på en dør og genkendes, før vi blev lukket ind. Men det tog tre sekunder med Mona. Den første, vi mødte derinde, var René, Monas forlovede. René var fuldblods og en del ældre end Mona. Selvom de var forlovede, kunne jeg ikke se for mig, at de skulle have børn en dag. Ikke Mona, som altid festede så vildt. Og René, som havde så travlt. Festen var lidt forvirrende. Som om nogle af dem ventede på nogen. Og andre havde travlt med at holde øje med noget. Personer kom ud og ind ad døren med målrettede blikke. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, der foregik. Stemningen var ny for mig. Men jeg mærkede det rastløse. Efterhånden, som alle fik noget at drikke, blev der skruet op for musikken, og så blev arbejdspresset glemt. Stilen blev mere tilfældig, aggressiv og liderlig. Voldliderlig. Vi knepper alle, der prøver at lægge op. Kom bare. Altid klar. At blive kneppet var at blive smadret. Nogle af drengene blev så tændte på ghb, at de skulle ind til byen. Mona og mig grinede ved tanken om provinsdrenge med stramme cowboybukser inde i KBH. K. Synd for den knægt, der vendte sig om og troede, det var en bøsse, der råbte: ”Kom her, du er fræk. Jeg har lyst til at kneppe dig”. Vi stillede vores vodkaflaske på et bord. Jeg husker præcis, hvor den stod, ved siden af et proppet askebæger. Så dansede vi. Musikken var ekstremt høj. Men da nummeret sluttede, kom der ikke mere. 14


”De mangler en dj til den her fest!” sagde jeg til Mona. Hun sendte mig et stramt blik. Jeg syntes, det var for overdrevet, at jeg ikke engang måtte sige det. René kom hen til os og hilste ordentligt. Spurgte, om vi hyggede os. Det gjorde vi i den grad! Men så kom en af drengene ind og hentede René. Ny opgave. Han sagde, han lige skulle ordne noget. Så blinkede han til Mona. Da han var forsvundet ud ad døren, tog vi noget mere vodka fra flasken. Vi drak den rent. Allerede efter kun to slurke kunne jeg mærke, der var noget galt. Det føltes, som om mit hoved lettede fra kroppen, samtidig med at jeg kunne mærke mine fødder på jorden. Jeg blev trukket ud. Klamt. Men jeg kunne godt tænke og tale. ”Der er noget galt med den her vodka, Monni!” Hun stirrede på mig. Jeg kunne se på hendes ansigt, at hun også kunne mærke det. Det føltes ligesom hætter, bare blandet med poppers eller noget andet gasagtigt shit, som pressede inde bag panden og sendte hovedet opad. Mona gloede ned i koppen, men man kan jo ikke se sådan noget. Desværre. Så opdagede vi Michelle. Hun knækkede lige pludselig sammen og brækkede sig midt på gulvet. Hun kunne ikke gøre for, at hun brækkede sig. Det kunne på ingen måde høre ind under dårlig opførsel, kan jeg huske, jeg tænkte. Komisk at tænke tilbage på dengang, hvor alt var nyt. Og jeg ikke vidste, hvad der hørte ind under dårlig opførsel. Jeg var bare sur. Fuck dem, der havde proppet noget i vores vodka. Sådan noget er sgu da ikke god humor. ”Slap af, Michelle! Slap af!” beordrede Mona. Jeg kiggede rundt og prøvede at hive fat i nogen. Men folk var alt for langt væk. Jeg kunne ikke forstå, 15


hvorfor Mona blev ved med at sige til Michelle, at hun skulle slappe af. Men så kiggede jeg på Michelles ansigt. Hun så helt forkert ud. Hun hylede. Jeg kunne se hendes mund stå åben og hendes bryst hæve og sænke sig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne høre lyden. Men jeg kunne ikke høre noget som helst. Vi trak Michelle ud på toilettet. Lyden vendte langsomt tilbage, og da vi kom væk fra musikken, kunne jeg pludselig høre hende igen. Det var en forfærdelig hylen, hun kørte igennem. Jeg prøvede at holde hende for munden. Men så blev hun hysterisk. René kom ud til os. ”I er nødt til at få jeres veninde hjem, skat. Det der går slet ikke. Hvad fanden sker der for hende?” ”Der er nogen, der har hældt noget i vores vodka! Vi har alle sammen fået det herredårligt, skat!” Mona pjevsede. Flere folk dukkede op i døren til toilettet. Fordi Michelle blev ved med at hyle. René rystede på hovedet. ”Hun er jo helt væk, hende der. I er kommet til at bytte rundt på flaskerne. Der er ikke nogen, der hælder noget i andres flasker her!” Han skred. Mona tog sig til hovedet. ”Hold nu kæft, kælling!” skreg hun til Michelle. René kom tilbage med 200 kr. ”Nu tager I jeres veninde ud på vejen og sætter hende ind i en taxa. Og så kommer I tilbage og fester og har det sjovt. Er det ikke sådan, vi gør det?” Mona nikkede. Så kiggede hun på mig. Jeg smilede. Det var en ret fin plan. Jeg kunne godt have det sjovt indeni, lige gyldigt hvad det her var for noget lort. Jeg var sendt af sted. 16


”Kom, vi bærer hende.” Jeg tog fat i Michelles ene arm. Hun rev sig fri fra mig og hylede videre. Det var sgu for irriterende. Jeg sparkede til hende. Ikke særlig hårdt. Hylet forvandlede sig til gråd. Det kunne man bedre holde ud at høre på. Vi tog hende op, så hun støttede sig mellem os. Folk gav os plads og åbnede døren for os. Alle ville have Michelle væk. Jeg ringede efter en taxa, men det var pissekoldt at vente. Jeg tror, vi stod derude i næsten tyve minutter. Jeg ringede igen. ”Hallo, jeg står her med en syg pige. Jeg har ringet efter jer for en halv time siden, hvor bliver I af?!” Michelle havde sat sig på kantstenen. Jeg bøjede mig ned til hende. ”Går det bedre?” Hun rystede på hovedet. ”Jeg har det bare så dårligt, jeg vil hjem!” Hun hulkede. ”Du kommer hjem nu, taxaen er her lige om lidt, okay?” Jeg rejste mig og kiggede på Mona. ”Skal vi gå ind?” spurgte hun. Vi kiggede begge to ned på Michelle og overvejede lidt. ”Ja.” Jeg bøjede mig ned til Michelle igen. ”Vi går ind igen, søde. Ring, hvis der er noget, ikk’? Taxaen er her lige om lidt!” Så skred vi. Ind at finde noget mere at fylde i hovedet. Så det her blev starten på aftenen i stedet for slutningen. Siden har det plaget mig lidt, at vi ikke var sødere over for Michelle. Især mig, som kendte hende bedre, end Mona gjorde. Selvom jeg kendte Mona bedre, end jeg 17


kendte Michelle. Men den logik holdt jo ikke. Jeg kan stadig høre det forfærdelige hyl. Men det er også, fordi tøsen ikke blev siddende. Idiot. Jeg ved ikke, hvad der skete med hendes hjerne. Men efter at vi gik tilbage til festen, var hun åbenbart begyndt at vandre rundt i kvarteret. Helt væk. Taxachaufføren dukkede op ved klubben og klagede over, at der ingen kunde var til ham. Det var en rigtig dum situation. Alt for meget opmærksomhed i nabolaget. Og mig, der bare skulle have været med for første gang og opføre mig ordentligt og være diskret. Jeg skulle aldrig have taget hende med. Men det ghb i vores vodka kunne ingen gøre for. Det var helt sikkert bare nogle andres vodkaflaske. Vi var kommet til at bytte rundt. Det var vi alle sammen enige om. Det var nok Michelle, som havde byttet rundt, for det var hende, der holdt flasken, da vi kom. Hun havde ikke styr på en skid, den tøs. Så dukkede Oliver op. Han satte sig sammen med nogle drenge henne i hjørnet. ”Oliver er helt vild med dig.” Mona prikkede mig i siden, da vi var ude at danse. ”Hvem?” ”Oliver, som sidder længst inde mod væggen i sofaen. Med den blå hættetrøje.” Han var en pæn dreng. Altså køn. Meget rene træk og en lille smule fregner. Lidt stritører, men det var sødt. Og så havde han smilehuller. Det var nok dem, der fangede mig mest. Mona fik mig placeret ved siden af ham, men han var så genert, at vi slet ikke fik talt sammen. Til sidst gav

18


jeg op og ville bare hjem. Oliver sejlede fuldstændigt i øjnene, han var sendt af sted. Jeg rejste mig. ”Går du?” Han vågnede pludselig op. ”Ja, jeg tror, jeg skal hjemad.” Så rakte han ud efter mig, som om jeg skulle give ham en hånd. Jeg trak ham op. Okay, hvor ucharmerende er det lige, tænkte jeg. Men da han stod foran mig, begyndte han at kysse mig. Han kyssede rigtig godt. Så gloede han på mig. Jeg blev helt forlegen. Jeg kunne også mærke Monas øjne på os. Hun stod oppe ved baren. ”Nå, men tak for i aften.” Jeg smilede til ham. Han smilede med de søde smilehuller og nikkede. ”Ja, tak for i aften, søde.” Det undrede mig så meget, at han ikke spurgte, om vi skulle tage hjem sammen. Vi kunne sagtens være taget hjem til mig. Jeg hørte Mona, om han havde spurgt efter mit nummer. Men det havde han ikke. Jeg blev ringet op af Michelles mor næste dag. Michelle var kommet hjem nogle timer senere i en taxa. Men hun kunne ikke huske, hvor hun havde været fra klokken cirka midnat til 02. Til gengæld havde hun fortalt sin mor alt, hvad hun var i stand til at huske fra aftenen før. Skidegodt, kan jeg huske, jeg tænkte. Jeg kan også huske, jeg tænkte, at jeg ville tæve hende. Jeg var inde i en lidt aggressiv periode dengang, efter Egely. Det er på grund af alt det indespærring og de inkompetente voksne, som har magt over en. Det kan godt gøre dig syg.

19


Hendes mor var bange for alt det, der kunne være sket. Og når hun ikke kunne udtrykke sine gætterier nok, kunne hun i stedet nævne alle de ting, der måske var sket, uden at vi vidste det! Hun var helt hysterisk. Jeg tror sgu egentlig bare, at Michelle har rendt rundt og hylet på vejene i nogle timer. Hvis der var sket et eller andet alvorligt, havde hun jo nok kunnet mærke det. Den lille tøs. Lige da jeg havde lagt på og ville hvile hovedet, blev jeg også ringet op af min sagsbehandler. Fordi jeg havde ”overtrådt mine vilkår” skulle jeg møde op og snakke med dem (jeg havde nogle særlige vilkår i min dom angående stoffer, takket være min stikkerfar). Folkene inde på kontoret havde på mærkværdig vis talt med Michelles mor. Det med festen og Michelle blev til en kæmpe historie. Alt sammen sat i gang af en hylende piges hysteriske mor. Masser af voksne mennesker og forældre, som passede på lille Michelle, var forargede over, at vi havde taget hende med til en rockerfest og puttet stoffer i hendes drink. Det var for langt ude. I flere uger turde Mona ikke komme hjem til mig, fordi Michelle boede inde ved siden af. Hun blev paranoid. Jeg måtte fortælle hende igen og igen, at alle de sure voksne ikke vidste, hvem hun var eller kendte hendes navn. Det var næsten sjovt. De her pæne voksne var langt farligere i Monas hoved end alle hendes rockervenner. Men det med, at Michelle boede ved siden af mig, gjorde, at Mona og mig ikke så særlig meget til hinanden i tiden efter festen. Så jeg hørte heller ikke mere til Oliver. Før et halvt år efter, hvor jeg blev smidt ud af pensio20


nen, fordi jeg kom op at slås med Michelle (eller jeg vil da egentlig gerne stå ved, at jeg tævede hende. Hun var dybt irriterende). Så flyttede jeg ind hos Mona, som boede hos sin fætter i Burmeistergade. Da begyndte livet med klubben for alvor. Og jeg mødte Oliver ordentligt. Drengen med smilehullerne, som havde sluppet min hånd og sagt pænt farvel uden at opsøge mig. Jeg sørgede for, at vi fik sagt goddag igen. På en grundigere måde. Det er klart. Jeg troede, jeg kendte Mona rigtigt på Egely, men jeg lærte hende egentlig først at kende, da jeg kom ind i varmen i klubben. Der var mange sjove ting med hende. Sære ting, som jeg elskede. Og sørgelige ting, som at hendes mor var junkie og syv gange var mislykkedes med at blive clean. Mona var et navn, hun havde fundet på som 11-årig, efter Mona Sax i ”Max Payne”. Den kvindelige lejemorder. Hun var døbt Mie. Men så kom hun i plejefamilie, og de havde allerede en stor pige, som hed Mie. Derfor fik hun lov til at vælge et nyt navn. Mona er også pænere, selvom det er lidt mærkeligt. De fleste kaldte hende Monni. Noget andet mærkeligt ved hende var, at hun huskede som en elefant. Det var mærkeligt, for hun røg lige så meget som mig, men hun kunne alligevel huske film, tv og sådan noget, helt ned i detaljerne. Replikker, som hun kunne gentage helt perfekt. Til gengæld, og som den tredje ret sjove ting, havde hun glemt alt, hvad der skete, før hun fyldte 11. Det, insisterede hun på, var sandt. Men jeg nægtede at tro på det. Det er umuligt at have glemt alt i ens liv fra 21


0-11 år! Jeg kan godt forstå, hvis der var en masse, hun gerne ville glemme. Sådan kan jeg også selv have det. Men der må være bare en enkelt tur i Zoologisk Have, en fødselsdag eller et styrt på cykel, man kan huske. Jeg ville så gerne have hende til at huske noget, men det kom aldrig. Efter at jeg mødte Oliver igen, blev vi kærester. Vi sov sammen hver nat hjemme hos ham. Når han gik på arbejde, fandt jeg i starten altid penge i min taske eller i en af mine lommer. 2-5000 ad gangen. Han skulle lige vise mig, hvor meget det her liv var værd. Men de lortepenge skulle jo også bare brændes af. Nogle gange var det helt belastende. Jeg skulle tage en taxa, lige gyldigt hvor jeg skulle hen. Fordi der var penge til det. Oliver og drengene skulle have dyr middagsmad, når de stod i gaden. Fra et andet sted i byen. Fordi der var penge til det. Måske mad fra Nimb i Tivoli. Hentet i taxa af Tudse eller en anden af de små drenge. Så kom de små kasketdrenge joggende tilbage til fronten med en masse stanniolbakker fuld af fransk mad, eller hvad det nu var. Og så åd drengene løs og nød rigtigt at brokke sig, når det smagte af lort. Tit smager ens yndlingspizza bedre. Sådan er det jo. Især, hvis man er skæv. Jeg var forelsket i Oliver, men jeg ved ikke, om han nogensinde var forelsket i mig. Jeg kunne bare se, at han blev glad, når han fik øje på mig (hvis der ikke lige var gang i gaden med panserne eller noget andet stress), og at han beundrede min krop og mit frække tøj. Han sammenlignede min krop med pornomodellernes og sagde, jeg var smukkere. Men faktisk fandt jeg aldrig 22


rigtig ud af, hvad han syntes om sex. Det var, som om vores sexliv blev ved med at være den første nat, igen og igen. Vi lagde op til hinanden, vi kneppede, han kom, og vi sov. Jeg bekymrede mig kun om, hvorvidt han nød det. Og han kom jo hver gang og krammede mig, til vi sov. Så det virkede okay. Nogle gange, hvis han havde fri, og vi lå og røg i sengen, fra vi vågnede, begyndte Oliver at fortælle om sin barndom. Dårlige minder, så vi begge to fik det ad helvede til. Jeg lyttede og prøvede at komme med store kloge sandheder. Men det gik ret tit galt med mine pointer, fordi jeg var for skæv. Snakken stoppede, når vi blev enige om, at vi havde kvalme, fordi vi havde røget for meget og intet spist. Så stod vi op og gik på jagt efter burgere, pizza, sushi, eller hvad vi nu kunne finde på. Og blev helt glade igen af at mærke, hvor meget vi havde lyst til lige præcis den mad, som vi nu skulle have. Vi havde det godt sammen, på den måde.

23


2 Der blev noget ballade med panserne ude på Staden. En hund, de skød. Det var faktisk en af Lajlas (Olivers hund) hvalpe. Den blev henrettet af en nervøs betjent nede ved søen. Oliver gik helt amok. Han var der, da den blev skudt. Han fortalte mig, hvordan hunden havde kigget op på betjenten, lige inden den fik en kugle mellem øjnene. Det var en lille ufarlig hvalp. Sammen med nogle andre drenge fik Oliver bagefter væltet en hollændervogn i vandet. Den stod ude på Refshalevej. Det var fortjent oven på hundemordet. Men så blev han efterlyst bagefter, fordi politiet mente, han havde pudset hundene på dem. Vi mødtes ude i hans forældres kolonihave i Skovlunde. Der blev vi nogle dage. Det var meget besværligt uden bil, når vi hele tiden skulle hentes af Tudse i varevognen. Så det endte med, at vi flyttede på hotel. Vi fik penge fra gaden til opholdet. Lajla boede hos Erik og Britta i den tid. Vi boede på Radisson ved Hovedbanen. Øverst oppe. Det kunne Oliver godt lide. Det var også en sindssyg udsigt, især om aftenen med alle lysene. Jeg legede, vi var i New York, når Oliver satte noget gangstermusik på, og jeg stod ved de store glasruder og kiggede ud på hele byen. Vi kunne ikke bo på hotellet uden at lægge et navn og betalingskort, de kunne registrere værelset på. Så det stod i mit navn og blev trukket fra mit visa. Så fik jeg kontanter af Oliver. Jeg satte pengene ind igen med 24


det samme for at undgå, at min sølle konto gik i overtræk. Jeg var lidt nervøs for, om banken ville begynde at lægge mærke til de store beløb, jeg hver uge hævede og satte ind igen. Men Oliver var ikke bange. Han vidste mest om sådan noget. Så jeg kunne tage det med ro. Det var lidt som at være på ferie hele tiden. Jeg kunne godt lide det. Vores ture i taxa fra Staden til Radisson. Fra den ene verden til den anden.

25

Louis liv af Johanne Algren  

Louis føler sig tom indeni med Oliver, klubben, kriminaliteten og hashen. Livet kører i ring – centreret omkring gaden, hvor Oliver står i f...