Page 1


Af samme forfatter Din tavshed er min skrift på væggen, roman 1976 Sommerens døde, roman 1978 Den første sne, roman 1979 Baglandet, noveller 1981 Det fantastiske barn, roman 1982 Tidens tilbud, roman 1983 Den blanke sol, roman 1985 Stenbillede, roman 1986 Mulighedernes land, roman 1989 Dødningeuret, roman 1990 Mekanik, roman 1992 Opdagelsen, roman 1993 Et godt menneske, roman 1995 Et let liv, roman 1996 I dag, roman 1998 Det rigtige, roman 1999 Om mig, roman 2001 Det nye, roman 2003 Mindet, roman 2005 I min tid, roman 2006 Indretningen, roman 2008

3. korrektur – side 2 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Vibe k e G rø n feldt

Livliner Roman

Samleren

3. korrektur – side 3 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Livliner © Vibeke Grønfeldt og Samleren/rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Neel Dich Abrahamsen Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1786-8 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tilegnet mindet om min bror Jens (27. juni 1953 – 24. juli 2009) – dine øjnes gnist.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk | www.samleren.dk

3. korrektur – side 4 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Bryllup

Det står så tydeligt for mig, som var det i går. Mere ødelagt er mit hoved ikke. Det var Johannes, der stillede sin cykel op ad muren, hans hurtige trin langs med huset. Han kom ind og smed sin kasket på taburetten. Hans væsen og måde at være her på. Vuffe logrende for at få sine klap. Og solen gennembrød flyveskyerne. Dråberne på ruden glimtede, idet han drejede sig i sædet og så på mig. Farven, der faldt på mit hvide kittelærme, var kunzitrød som sneen sidst på eftermiddagen i februar. Han satte sig frem på stolekanten for bordenden, fuld af energi. Jeg vidste, hvorfor han var kommet, og mærker hans glæde endnu. En klarhovedet leg, et forårsfrisk pift i kroppen – så længe før benzodiaze­ pinerne, endsige Fontex, Cipramil og alle de andre blodblomster i buketten. Før de små glaserede og i én og samme nedsmeltning hjer­nerensende og døvende Prozac. Hvordan er det, du dingler, spurgte han. Mig. Jeg fyldte kaffevand i kedlen, så det sprøjtede ud over vask og bord. Jeg dingler ikke. Vel dingler du. Jakob stod i den blåmalede dør og lo. Nåh, det er ikke andet end lakdampsforgiftning, sagde han og lænede sig op ad dørkarmen og lagde søndagsavisen fra sig. Din søster har indåndet lakdamp i flere dage. De smilte til hinanden. Johannes lignede far. Jeg tog kosten og bankede skaftet nogle gange i loftet, så Marita kunne komme ned og få kaffe med: Den syvsover. Lad hende, sagde Johannes. Lad hende. De vokser stærkt og sover godt i den alder. Og nu hun skal ud at tjene.

5

3. korrektur – side 5 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Sæt dig, Agate. Du slingrer. Jeg fejler ikke noget. Hør efter, hvad din bror siger, sagde Jakob. Hold kæft, maler. Man tænker sig slap, men tænker sig frisk. Jeg vendte ryggen til dem og trak vejret dybt og skar noget brød, og det gik virkelig meget bedre. Det, man ikke tænker på, er ikke til. Jeg har lakeret organistens skrivebord, hvis du endelig vil vide det, Johannes. Du skal se det, før du går. Maleren begyndte forfra på sin snak: Jeg har advaret. Hun er rundtos­ set af lak. Det er mit arbejde at lakere, har jeg sagt så mange gange, men jeg taler for døve øren. Din søster vil, hvad hun vil. Men du skal se bordet, Johannes. Hun står med næsen ned i lakken for at få det smukt. Og det bliver smukt. Hun tåler ikke et halvt støvkorn eller stumpen af en fluevinge. Men sådan som du slingrer, Agate. Det er gået over. Jeg har lakeret tusindvis af gange og er på vej ud i marken med Lilli. Det er forår, vi skal have harvet. Det er for vådt, sagde Johannes. Nu må du vente. Og dine blandinger er for stærke, mumlede maleren. Det har jeg jo også sagt så mange gange. Ærlig talt havde jeg aldrig noget imod at lave tingene lidt bedre end andre. Meningsløst som det er i det lange løb. Vuffe anbragte som sædvanlig poterne oppe i vindueskarmen og gøede ad fuglene i Minnies buske. Johannes og Jakob grinte. Øjnene glimtede. Glæden var stor den dag og sprængfyldt med forventninger og anelser. Derfor kom jeg i tanke om skriveheftet med mine opdagelser og fortalte om den. Det er en stor svaghed, at jeg ikke er opmærksom på, hvad jeg har, før det er væk. De er begge væk. Åh, den kan jeg godt huske, sagde Johannes, din opdagerbog. Jeg gemte den ellers i såmaskinen, sagde jeg.

6

3. korrektur – side 6 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Den var inddelt alfabetisk. Under V havde jeg, at drømme kom ud af vinden og gik gennem ørerne ind i hjernen: Drømme lyttes ud af blæst, skrev jeg under D i et langt øjeblik, mens de andre var ude. Vintersolen blændede som hvidguld, blæsten rumlede om gården. Og døren smækkede efter mor ude i køkkenet, da hun kom ind med en favnfuld træ til komfuret. Smæk. Det hele var virkeligt. Siden kom Forsvarsskriftet. Maleren åbnede skabslågen og tog kopper. En dag tumlede Agate ud ad værkstedsdøren og rullede rundt på jorden på grund af den der fortynderdamp. Marita var bange. Jeg stod og skulle til begravelse med Salomon. Agate var et skarn fra første dag, sagde Johannes. Marita bankede i gulvet, fordi vi var højrøstede. Jeg bankede igen med kosten. Op, stå op. Onkel Johannes er her. Hun kom ned i natkjole: Kan du så få tøj på, før du sætter dig til bords. Det er ikke noget sygehus det her. Vi så efter hende og tav, da hun vrangvilligt vendte om i døren. Sådan ser jeg hende for mig eller rettere, sådan mærkes hendes væsen. Johannes så på uret og fortalte om en avisartikel om professor Stensen i Laura Lams hus: Han siger, at han elsker klarhed, fordi han hver dag slås mod mørke. Vi trak tid ud. Det var en særlig dag. Så store ord: Elsker, det siger han. Det høres, at han er litteraturmand, sagde Johannes og grinte ind over bordet mod mig. Jaja. Han siger tingene bedre end andre. Jeg har jo malet hans forgang og spisekammer. Ikke nogen stor omgang for så rig en mand. Han lokker historier af folk, den nysgerrige pind, men han er ligeglad med personen. Det ses på slangeøjnene. Johannes så igen på uret. Vi hørte fuglene udenfor og flyttede os i sæderne. Man kan ikke gøre noget sagt usagt, kun håbe selv at glemme sin åbenmundethed, sagde jeg. De hørte ikke efter. Desværre slår mine egne ord til Stensenslangen, betroelserne, ned i mig som et sværd, når jeg tænker på dem. Det skal glemmes. Måske har han glemt, hvordan jeg vendte vrangen ud og tænkte højt. Og han

7

3. korrektur – side 7 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


kender mig jo ikke, han kender ikke byen eller egnen, når det kommer til stykket. Kun den der vrangside. Nå, der går sikkert fem år, før han skal have malet så meget som et flueskab, og jeg behøver at se ham på klos hold igen. Skidt så med ham. Johannes så på os. Ja, jeg kom for at fortælle, at der bliver lyst næste søndag. I skulle jo ikke høre det i kirken. Og for at invitere jer selvfølgelig. Det bliver fjerde i fjerde klokken fem, og så spiser vi halv syv, syv. Så er selv bagtroppen vel nået ud til os. Han så sig om efter kasketten. Jeg skyndte mig at fylde hans kop: Bryllup. Et rigtigt bryllup. Ruts var jo, som det var. Ikke ondt om de døde, sagde maleren. Der er intet ondt at sige om far. Han ville bare ikke have Rut gift med Peer. Du har været heldig, Johannes. Alle enkebørnene er kloge og kønne børn: Og da ikke mindst de store piger, sagde Jakob. Vi skal danse, sagde jeg. Og jeg vil øve mig i forvejen, så det ikke går som fastelavnsmandag. Med jitterbuggen. Marita var tilbage ved bordet: Jeg danser ikke med fætter Sven. Han pisker rundt uden hensyn til musikken. Pjat. Godt, alle folk ikke danser på samme måde, sagde jeg: – Og Det er så yndigt i kirken ... Mor i den lyseblå. En fest som festerne. Du får lov at bruge konfirmationskjolen fjorten dage før tid. To fluer med ét smæk. Nej. Skal hun nu have lov til det, sagde Jakob. Maritas øjne stod på stilke. Hun vejrede en mulighed for endnu en ny kjole: Selvfølgelig kan man det. Så må du også få en øl og et par cigaretter. Jajaja, sagde Jakob. Fjerde i fjerde ... Betyder lykke. Er lykke, dit overtroiske fæ, sagde Johannes. Bliver du aldrig klogere. Marita mukkede ned i koppen: Konfirmeres i brugt kjole ... surt øl. Der var noget mørkt i hende. Ikke gnistrende sort og katastrofalt. Stille og dystert.

8

3. korrektur – side 8 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Johannes så på hende og så mere, end jeg gjorde. Så skal du selvfølgelig ikke også holde konfirmationen, Johannes. Ingen snak om den ting. Han så mig lige i øjnene. Det har jeg lovet. Ikke. Nu kan du vel salmerne, Marita. Og katekismen. Hun nikkede. I har også mor boende, sagde jeg. Julie skal ikke bebyrdes med hele dit slæng i tide og utide. Ingen snak, sagde Johannes let. Marita får sin konfirmation. Det har jeg lovet. Johannes var altid den stærkeste og klogeste af os to. Brødet smagte af lak. Kaffen smagte af lak. Kommer Verner, spurgte Jakob. En skolelærer kan vel tage et par dage fri, når han vil. Jeg sender en indbydelse i dag, sagde Johannes. I aften ringer jeg til Petra. Så bliver vi samlet, sagde jeg. Det har vi ikke været siden ... Siden jeres far blev begravet, sagde Jakob. Kan det ikke passe. Og hvornår bliver vi det igen. Vi vidste, at festdage og ulykkesdage bytter plads og spejler sig i hinanden. Alle Julies søskende, ja, ikke Ernst, kommer også. Hvordan har Ernst det. Ikke for godt. Sindssyge er noget skidt, sagde Jakob. Den kloge dreng, sagde jeg. Hvis ikke man forstår at spærre en stor del af tankerne inde i hovedet og lade dem blive der, bliver man regnet for skør. Det er én ting. Johannes så på mig. Men hvis man bliver syg af skræk for vågne drømme og ikke kan skelne dem fra virkelighed. Ingen andre kan få øje på dem, der kommanderer med Ernst og truer ham. Og så er han jo blevet bange for fuglene. Det var derfor, han ikke kunne være hos Klemmen Poulsens. De kan ikke have en karl, der ikke tør være ude af skræk for fugle. Uheldigt, han lige blev fæstet hos Klemmen Poulsen. Klemmen Poul­ sen er selvglad, sagde jeg. Maleren rystede på hovedet. At det så også skulle ramme Marie.

9

3. korrektur – side 9 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Men det er kønne piger, hun har. Alle fire. Både Asta, ja, og Eva og Dora. Jaja. Og Julie da ikke mindst. Måske var det godt for Marie og børnene, at Marius drak sig ihjel, mens tid var. Så hun kunne samle sig om at få dem i vej. Uafhængig af en fuld mands luner. Tjah, sagde Johannes. Marie fik det bedste ud af situationen. Det gjorde hun såmænd også, da Marius levede. Det er tidligt at dø, når man er femogtredive. Sandt nok, og af druk. Det plejer at tage længere tid. Men det er en vellykket flok. Stort set. Hvor gammel er den yngste. Ti år. Og Asta. Seksogtyve og gift med en embedsmand. Marie har gjort det godt. Julie ligner hende, Johannes, sagde Jakob. Måske skulle du have taget enken. De gamle løber ingen steder, sagde jeg. Ingen vil have dem. Det er nok bedst at holde af den, der holder af dig, sagde Jakob. Johannes så på de to malede tallerkner over komfurskabet i krogen. Røde med sorte roser: Jeg havde så småt håbet, at Paul Simonsen ville blive løsladt før fjerde april, men Rut fik brev for nylig ... Han rystede på hovedet og var på vej til at rejse sig fra bordskiven. Fængsel er slemt. Og så efter østfronten. Oldefar, remsede jeg. Han snakkede aldrig om fireogtres. Vi kendte de ordrette historier om veteranerne: Men da han lå i vildelse, sagde han: Endelig skal vi ud og have det afgjort. Nu har vi ligget her i rottegangene længe nok og hørt på de helvedes kanoner. Og lidt efter sagde han: Nu skal vi have en ende på det. Efter niogfyrre år. Og det var sandt, for han døde i tretten, året før helvede igen var løs ude i den gård, farfar kom fra. Synd, du ikke selv kan huske ham. Johannes rejste sig. Skal Anna og Jens Jakobsen med. Nej. Vi skal jo da have Karl Frederiksens, og efter at Jens snød ham i jordhandlen og praler af det ... Skidt. Man får hurtigt nok af Jens’ sjofle snak. På vej ud standsede han og kiggede gennem vinduet ned mod havet: Og for en ordens skyld. Julie er ikke gravid. Han kørte videre for at invitere Rut og Peer, moster og onkel Martin, Kritte og Karl, Ludvig Rasks for naboskabet i marken, Mavesækken og Barbara, Hans og Lise ...

10

3. korrektur – side 10 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk


Der blev stille efter ham. Jeg tog pung og vendefrakke for at hente flødekager til eftermiddags­ kaffen i dagens anledning. Det gode vejr havde fået folk ud på snakkepladserne, ved slagterhjør­ net, ved parfumeriets trappesten, ved Andersens tobaksautomat. Folk vendte sig efter mig og slog sig selv for munden. Vi dukkede ikke hovedet. Jeg gjorde mig derimod ærinder både her og der. Så på under­ kjoler i frøken Buurs vindue, kørte et stykke og standsede og knappede den øverste frakkeknap op og vinkede til dem på Hans Larsens mur. Kom ind og få kaffe, råbte Inger Gade. Hun ville altid gerne have noget at fortælle de mænd, der kommer hos hende mod betaling. Ikke i dag, Inger. Jeg har rigtig chokolade, Agate. Næste søndag. Skyggen af ordet danseskole lå på Vilma Pedersens stive søndagsrøde læber, da jeg trådte ind i bagerforretningens sukker- og flødelugt. Ansigterne og de flappende øjne var tydelige: Han gik i danseskole med tjenestepigen, Johannes, så ved vi, hvad klokken er slået. Der gik Agate glip af arven. Nu bliver det en anden snak for Dortea; bidronnin­ gen midt i kuben. Nu skal der slæbes til rede i gården. Hun lægger sig ud, den Julie. Dortea har aldrig været særlig glad for småbørn ret længe ad gangen. Deres smil måske, men skrig og spisesvi­ neri og urenlighed og savl overlod hun til pigerne. Det gjorde hun da. Nu bliver hun en ganske almindelig aftægtskone ligesom så mange andre. Så får piben en anden lyd. Det burde hun have forudset. Lise og møllerens datter og hende, der tjente hos Sund, fik hun da jaget væk. Og flere til. Nu vil hun slå sig i tøjret. Gad vide, om Johannes også var far til Helene og Eriks den store. Selvfølgelig var han ikke det. Selvfølgelig og selvfølgelig. Vi misundte Dortea. Man skal aldrig misunde noget levende menne­ ske. Pris ingen lykkelig ... Vi burde have tænkt det. Men alligevel – ægteskab. Johannes Holm går stille med dørene, når det kommer dertil.

11

3. korrektur – side 11 livliner (155 x 230 mm) samleren ordre 33967 – christensen grafisk

Livliner af Vibeke Gronfeldt  

Af samme forfatter VIBEkE GrønfELDT roman Samleren Tilegnet mindet om min bror Jens (27. juni 1953 – 24. juli 2009) – dine øjnes gnist. Saml...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you