Issuu on Google+


Shamani fortæller

W

Jeg er en gammel shaman, og jeg har oplevet meget forunderligt og fantastisk – og også meget farefuldt – i min tid. Min erfaring siger mig, at man ikke kan vente på det forunderlige, men at det sker, når man har allermest brug for det. Og det er sådan, legender opstår. Den største legende af dem alle vil jeg fortælle nu. For længe siden i en verden, der er meget anderledes end jeres, fandt vi doodjier en forældreløs dreng. Vi kaldte ham Enyo. Som årene gik, voksede både han og hans helt utrolige evner. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at hjælpe ham med at forstå sine evner og bruge dem fornuftigt. Men min visdom og vejledning var ikke altid nok, og han måtte selv udforske, hvem han var. Det blev Enyos skæbne, at han skulle føre os doodjier i sin nye stamme til Den Glemte Dal. Rejsen blev farefuld – på en gang både livsfarlig og livsnødvendig. Men Enyo havde ikke noget valg, og det havde vi doodjier heller ikke, vi måtte følge ham, og han måtte påtage sig det alt for store ansvar. Mit eneste håb var, at han var stærk nok, og at de evner, han fik, kunne beskytte ham på rejsen. Jeg vil fortælle legenden om Enyo. Om den enestående dreng, den verden og det folk, der var bundet til hans skæbne. Meget er forandret, vores verden blev næsten udslettet af Det store Svind, men som den ældste i vores stamme er det min pligt – og min ære – at fortælle, hvordan vi levede, om vores skikke, vores natur og vores ånder. Doodjierne lever, så længe legenden om Enyo bliver fortalt.


e n yo fa k t a

Folk og stammer Enyo alder: Omkring 12 altider, kender ikke den præcise alder.

stamme: Aglulo, måske den

kendetegn: De fire røde drolna-

sidste overlevende. Opvokset

er på hans hoved viser, at han

hos doodji-stammen, selvom

tilhører aglulo-stammen. Han

de to stammer er rivaliserende.

går i doodjiernes klædedragt og

Mange af doodji-stammens

har deres blå tegninger på krop-

medlemmer mener, at aglulo-

pen. Om halsen bærer han en

folk bringer uheld, og at det

amulet, der er det eneste, han

er derfor, aglulo-stammen blev

har fra sine aglulo-forældre.

udslettet. Et hittebarn, som doodjistammens shaman har opfostret. Har to gode venner i doodji-stammen og respekterer høvdingen, Hunga, som en far. Hvad der skete med hans rigtige familie, må han erfare med åndernes hjælp.


e n yo fa k t a

Panko

”Kun underlige aglulo-drenge

lede Enyo. ”Han er misundelig,

vil have sådan et grimt kæle-

fordi han ikke kan forstå, hvad

dyr,” sagde en af jægerne, da

du siger.”

han hørte, Enyo tale til den lille grønne øgle. ”Du skal ikke lytte til ham, Panko,” mum-

0


e n yo fa k t a

Shamani alder: Ældre, end tiderne kan tælle.

stamme: Doodji, som shaman

kendetegn: På hovedet bærer

føler han sig i slægtskab med

Shamani en krone af fjer fra

alle stammer og naturen

forskellige af himlens kloge

omkring sig. De gamle stri-

og klartseende fugle. Sammen

digheder mellem stammerne

med shamanstaven viser kro-

interesserer ham ikke, for han

nen, at han er i kontakt med

vil kun fred og forståelse mel-

naturens ånder, og at han har

lem folk. Shamani har påtaget

evner og totemmer, som ikke

sig opgaven med at beskytte

alle kender til. En klog gammel

og opdrage Enyo. Da Enyos

mand, der har næsten al sin

særlige evner begynder at vise

styrke i tankens kraft og ån-

sig, forstår Shamani, at han

dens arbejde.

også må undervise Enyo som lærling og måske arvtager til shamantitlen.


e n yo fa k t a

Hunga alder: I sit livs bedste alder med styrke i både krop og tanke.

stamme: Stolt høvding af dood-

kendetegn: Hunga er stærk og

ji-stammen, som han vil gøre

robust. Ingen kan jage eller

alt for at lede på den bedste

kæmpe som han, og han går

måde, og som han vil kæmpe

ofte forrest, når jægerne drager

for at redde fra Det Store

ud. Han bærer høvdingens læ-

Svind. Alle i doodji-stammen

derkrone på sit hoved med stor

er i familie med hinanden på

værdighed.

en eller anden måde, og Hunga føler sig derfor forbundet med dem alle. Agaya er hans datter, og selvom han er en alvorlig og retfærdig leder, giver han ofte efter, når Agaya spørger ham om lov.


e n yo fa k t a

Agaya alder: 11 altider, men mere voksen og fornuftig end stammens jævnaldrende drenge. stamme: Agaya er doodji, men

kendetegn: Agaya er både smuk

ikke mistroisk over for andre

og sej. Hun kan lide smykkesten,

stammer, for det interesserer

men ødelægger gerne sin halskæ-

hende at lære om andres skik-

de for at få fat i en sten, der kan

ke og traditioner. Som datter

kastes efter et lille byttedyr på

af høvdingen Hunga er Agaya

jagten. En god forståelse for an-

doodjiernes prinsesse. Hun er

dres følelser gør Agaya i stand til

dog ikke for fin til en klatretur

at se igennem Itos konkurrence-

i bjergene eller til at samle at-

lyst og Enyos frygt for at være

wahsten med de andre børn.

anderledes. Hun ved, at Enyo vil

Hun er Enyos bedste ven og be-

blive den bedste leder, og derfor

tragter ham som en bror.

støtter hun ham – også når både han selv og stammen tvivler på hans evner.


e n yo fa k t a

Quag Naga alder: Da mørke kræfter overtog Quag Nagas tanker, forsvandt hans alder. Ondskab og mørke findes til alle tider og har ingen alder. stamme: Oprindeligt var Quag

kendetegn: Quag Naga er krøb-

Naga en aglulo, men kunne

ling både på krop og sjæl. Da

ikke leve under stammens

han tog skovfolkets krystal,

regler. Magt og rigdomme var

mærkede ånderne ham. En læ-

det eneste, han tænkte på, og

dermaske dækker store dele af

uærlig opførsel og ondskab fik

Guag Nags ansigt, og kun han

ham forvist til et liv i ødemar-

selv ved, hvilke ar han skjuler.

ken. Her forsøgte han at true

Krystallen fra skovånden pry-

ånderne til at give ham styrke

der en lang stav, og når han

til hævn, og en primitiv ånd

retter den mod sit offer, skyder

svarede hans bøn. Den skæn-

den med stråler så kraftige

kede Quag Naga en krystal, der

som solens energi.

var skovstammens helligdom, og med den fik han et frygtindgydende våben. Han blev leder af en stor del af skovstammen, som forlod deres område og blev stammeløse. Med trusler og overtalelse fik han de stammeløse med på sit hævntogt, og snart havde han udslettet alle agluloer. Troede han.

6


e n yo fa k t a

Dagor alder: Er så gammel, som hans herre synes, han skal være. stamme: Tilhørte oprindeligt

kendetegn: Ligner lidt en

skovstammen, der er et primi-

slange med sine lange lemmer

tivt folk. Men da Quag Naga

og smalle ansigt. Han smisker

stjal deres krystal og blev deres

og tjener den, der er stærkest.

leder, fulgte Dagor ham som

Men han er upålidelig og vil

en af de stammeløse.

gerne snyde sig til magten, hvis han kan.


I ”Enyo havde altid anet, at noget var anderledes, og da mange i stammen så skævt til ham, fordi han var aglulo, mente han også selv, at det var årsagen. Allerede da jeg så den lille dreng i kurven mellem werloggens kløer, vidste jeg, at han var noget særligt. Ikke mindst på grund af amuletten. Da Enyo begyndte at få sine evner, vidste jeg, at han var på vej til at blive en mægtig shaman. Legenden fortæller, hvordan Enyo fik evnen til at tale med ånderne …”


kapitel 1

Det Store Svind Sand og støv hvirvlede op om Enyo, han kneb øjnene sammen til smalle sprækker og pressede hårdere mod togoens krop med knæene. Han lænede sig frem i sadlen og mærkede, hvordan de dundrede hurtigere og hurtigere over slettens hårde jord. ”Giv op, Ito,” råbte han til sin ven, der red lige ved siden af ham. ”Glem det, du kan ikke ride fra mig,” svarede Ito og satte farten op. De styrede lige mod to høje klipper. Ito krydsede ind foran Enyo og fik sin togo til at spærre vejen, så Enyo måtte stejle for ikke at støde ind i ham. ”Ha, hvad sagde jeg?” triumferede Ito. Men øjeblikket efter var Enyo igen i fuld fart over sletten. ”Wohuuu.” Ingen af de to drenge havde opdaget, at nogen halede ind på dem. ”Af banen, drenge, så skal jeg vise jer, hvordan man gør.” ”Agaya! Hvad har du gang i?” grinede Enyo, da både han og Ito blev overhalet. En stolt skikkelse, der betragtede dem fra toppen af bakken, fik de tre venner til at standse med det samme. Det var Hunga, og han så ikke ud, som om han syntes, deres væddeløb var en god idé.


u ”Det er vi alle,” sagde Shamani. ”Derfor er det på høje tid, at vores vandring fører os til oasen. Vores stamme har brug for at fylde både maverne og forrådsposerne, men vi har været uheldige på det seneste.” Håbet om endelig at få friske forsyninger og finde et sted, hvor de kunne slå lejr, drev stammen over den sidste bakkekam. Men et frygteligt syn mødte dem. En gold ørken med visne planter og indtørrede skeletter af dyr. Alt i den frodige oase var ødelagt og dødt. Enyo sprang af sin togo. Han kunne ikke tro det, hvordan skulle de nu overleve? Intet liv kunne klare sig på den nøgne slette, og det så sådan ud, uanset hvor de kom frem. ”Det er de stammeløse, der har gjort det,” sagde Enyo. ”Nej,” svarede Hunga med en bekymret stemme. ”De stammeløse har lige så meget brug for oaserne, som vi har. Vi har kun forsyninger til et par dage, så vi må jage, inden vi rejser videre.” ”Men Hunga, dyrene kan ikke overleve herude, hvordan skal vi finde noget at jage?” spurgte Enyo. ”Vi har ikke noget valg. Vi må slå lejr, for vi kan ikke gå videre i dag.” Hunga begyndte at løsne oppakningen fra en gargo. Doodjierne gik i gang med at få deres lille landsby op at stå. Selvom de var modløse, arbejdede alle i stammen sammen. En hentede brænde, mens andre rejste telte, og flere begyndte at lede efter mad mellem de visne buske og tørre sandsten. Solen stod stadig højt på himlen, men den underlige tomhed i den ødelagte oase spredte mørke tanker, og stemningen var trist. Enyo vandrede omkring for sig selv. Noget drev ham til at undersøge oasen, han måtte finde ud af, hvad det var. Han ville


u ”Shamani, jeg hørte dig ikke.” ”Nej, du har travlt, ser jeg,” sagde Shamani. ”Ved du, om de her knogler stammer fra en werlog?” ”Det gør de helt bestemt.” ”Men tror du så, at det her var de sidste werlogger? Det er mange altider siden, der er blevet set levende werlogger.” Enyo havde hørt om de imponerende dyr, der var hellige for doodjierne, men han havde aldrig set dem flyve over himlen. ”Måske er det resterne af de sidste werlogger, måske ikke,” svarede Shamani med et underfundigt blik. ”Men jeg kan tydeligt huske, hvor jeg sidst så en levende werlog. Det var lige her, og det er tolv altider siden. Det var nemlig dengang, vi fandt dig efterladt i en kurv.” ”Var det virkelig i denne oase?” spurgte Enyo. Han havde hørt historien mange gange før. Doodjierne var kommet til oasen, og der havde de set, at en werlog stod bøjet over en lille kurv. Fra kurven hørte de barnegråd, og Hunga sprang på werloggen, for at den ikke skulle æde barnet. Han trak sin kniv og skar en af de skarpe kløer af. Werloggen skreg i smerte, men forsvandt uden at skade det lille barn. ”Hunga reddede mit liv, og kloen har han hængende om halsen i en snor i dag,” sagde Enyo stolt. ”Det er sandt,” sagde Shamani. ”Og det var lige her, det skete.” ”Nogle gange tænker jeg bare på, om Hunga og stammen fortryder, at jeg blev reddet,” sukkede Enyo. ”Hvad får dig dog til at tro det, mit barn? Du er en del af doodjistammen, som alle andre, og vi er glade for at have dig blandt os,” sagde Shamani.


Enyo kastede et blik på de vindtørre knogler i sandet og besluttede sig for at fortælle den gamle medicinmand, hvad han havde hørt. ”Flere af de andre i stammen er begyndt at sige, at jeg er en aglulo. Og at det bringer uheld at følges med en aglulo. Måske mener de, at det er min skyld. Alt det, der sker med Det Store Svind.” Shamani rystede langsomt på hovedet. ”Du skal ikke lytte til onde tunger, Enyo. Det Store Svind har intet med aglulo-folket at gøre og slet ikke med dig. Det er sult og bekymring, der får folk til at tale på den måde. Men de mener intet med det. Du er en af os, og sådan skal det altid være.” ”Jeg har været hos doodjierne hele mit liv, men der er stadig folk, der behandler mig som en fremmed,” sagde Enyo. Nedtrykt vendte han sig væk fra Shamani og forsvandt længere ind i den trøstesløse oase. ”Vi to er mindst lige så gode som de doodjier, Panko,” sagde Enyo, da det lille kæledyr skubbede til ham med snuden. ”Men hvad er det der i sandet? Friske spor?” Enyo rejste sig for at se, hvad det kunne være for et stort dyr, der havde afsat spor af tre kløer i sandet. Alle stammens medlemmer var taget af sted på jagt, og selvom de ikke ville have ham med, kunne han måske alligevel være heldig at finde et byttedyr. Så måtte de forstå, at han ikke bragte uheld. Solen skar ham i øjnene, han koncentrerede sig for at se, om der var noget, som rørte sig i skyggerne bag de lave klipper. Og der. Lige foran ham stak et kraftigt næb frem. Enyo kastede sig ned i sandet for at skjule sig. ”En werlog, Panko. Jeg sniger mig tættere på, så jeg bedre kan se den. Men jeg tror altså, at det var en werlog.” Enyo sprang hurtigt ned ad en stejl skrænt og lænede sig med hamrende hjerte op 6


u

ad klippesiden. Hvis det var en werlog, der gemte sig der, måtte han se den. Panko protesterede og forsøgte at gemme sit ansigt under de korte arme. Det var ikke spor spændende at møde et stort ukendt dyr. ”Stille, du skræmmer werloggen,” hviskede Enyo. Han vinkede til sin ven for at få ham til at følge efter. ”Kom, den er lige her,” sagde Enyo og stak hovedet frem for at se det sjældne dyr. Men der var ingenting at se. Werloggen var væk, og kun sporene i sandet afslørede, at der havde været et dyr bag klippen. Pludselig bevægede skyggerne sig, og et højt skrig over Enyos hoved fik ham til at fare sammen. Werloggen sad på den store sten og skreg med åbent næb helt tæt på hans ansigt. I det samme lettede den, og spidsen af de store læderagtige vinger strejfede


Enyos pande. Han vendte sig og fulgte werloggen med blikket, mens den fløj som en mørk skygge over den blå himmel. ”Afsted, Panko,” råbte Enyo. Det lille kæledyr sprang op på hans skulder og klamrede sig til ham. Det brændende varme sand ænsede han ikke, mens han løb over sletten. Han havde kun blikket rettet mod det store dyr. Men øjeblikket efter var den forsvundet igen. ”Hvor blev den af ?” spurgte Enyo og spejdede ud i horisonten. Solen blændede ham, kun klipperne flimrede for hans blik i varmedisen. Pludselig var den der igen, werloggen dykkede ud af himlen og styrede lige mod Enyo. Kløerne var lige over ham. Han kastede sig i sandet for at undgå de knivskarpe våben. Panko blev slynget af hans skulder, men de måtte hurtigt på benene. Werloggen vendte i luften og satte igen kursen mod sit bytte. ”Løb Panko,” råbte Enyo. ”Flygt.” Der var intet sted at gemme sig, fødderne piskede over det varme sand. Men werloggen var over ham. Den dykkede. Han lukkede øjnene og ventede på at mærke dens skarpe kløer i sin hud. Werloggen skreg af smerte, da den blev slynget tilbage. Forvirret kiggede Enyo sig omkring og fik øje på Hunga og de andre jægere, der kom ridende over bakken. Hunga havde ramt werloggen med sit vindspyd, og han havde reddet Enyo fra dyrets dødbringende kløer for anden gang. ”Så du lige det?!” råbte Enyo. ”Det var en werlog. En ægte levende werlog.” ”Utroligt. Men det er ingen undskyldning for at gå ud alene,” sagde Hunga.


u ”Undskyld,” mumlede Enyo med bøjet hoved. ”Stammen må og skal holde sammen. Og jeg bryder mig ikke om at være for længe væk,” forklarede Hunga. Han rakte hånden ud mod Enyo for at hjælpe ham op på togoen. I det fjerne fik Enyo øje på sorte røgsøjler, der rejste sig mod den blå himmel. Det kom fra deres lejr, og det var ikke almindelig røg fra deres ildsten. ”Hunga, se. Der er noget galt.” Enyo pegede i retningen af røgen. ”De stammeløse!” Folk skreg og flygtede, mens de stammeløse gik til angreb. Alt blev smadret og brændt af de grove mænd, der uden skrupler slog med økser og tunge sten. Deres ansigter var dækkede af skrækindjagende sorte lædermasker. Gennem huller i maskerne stirrede kolde øjne, og deres hånlige grin afslørede, at mange af de stammeløse sleb deres tænder, så de lignede skarpe pigge. Midt i lejren tronede de stammeløses øverste leder Quag Naga. Et stort ridedyr med hud som et panser og et horn som et skarpslebent våben bar ham gennem angrebet. Quag Naga sad i sin bærestol og overvågede, hvordan de stammeløse rev teltene ned og tømte doodjiernes forrådssække. ”Godt, at du fik øje på den lille unge, der løb rundt for sig selv, Dagor,” sagde Quag Naga til sin næstkommanderende. ”Jeg vidste jo, at der måtte være en lejr med mad. Når de lader deres unger løbe rundt uden for oasen, er de selv ude om, at vi går til angreb.” ”Gennemsøg teltene. Stjæl alt,” befalede Quag Naga med en rungende latter. Han svingede en lang lanse med to knivsblade over hovedet og skreg sine ordrer ud til de hærgende horder.


Fra sit telt hørte Odina de stammeløses angreb. Skrigene lød mod himlen, og lugten af afbrændte telte bredte sig. Hun greb sit vindspyd og forsvarede sig, så godt hun kunne. ”Forsvind,” råbte hun og slog ud efter en af de stammeløse, der ville trænge ind i teltet. ”Forsvind selv,” grinede den stammeløse, da han skubbede hende tilbage i teltet og stjal hendes pose med den sidste mad. ”Hurtigt tilbage, inden jægerne kommer,” råbte Quag Naga, og de stammeløse forsvandt mellem klipperne med deres bytte. Hunga pustede udmattet efter den vilde tur over sletten med to mennesker på ryggen. Selvom ridedyret havde givet alt, kom de for sent. De stammeløses angreb var kort, men effektivt. Alle telte hang i laser, og maden var væk, nu havde doodjierne intet tilbage. Enyo sprang af togoen og så stammen sidde rundt om på jorden foran de ødelagte telte og smadrede krukker, mange græd, men enkelte stirrede bare opgivende frem for sig. ”Vi kunne intet stille op,” forklarede Odina, da hun gik Hunga i møde. Hunga kiggede ud over den ødelagte lejr og den modløse stamme. ”Det er endnu værre nu, end da vi ankom. Gad vide, hvordan de fandt os? Jeg troede, vi ville være i sikkerhed i oasen.” I de stammeløses lejr var der ingen sejrsglæde. Byttet blev samlet foran Quag Naga, men han var ikke tilfreds. ”De her doodjier må være de eneste, der har mindre end os,” råbte han rasende og slyngede en sæk med tørrede bær fra sig. Rundt om Quag Naga brummede hans folk med vrede stemmer, de ville have mad, når de havde kæmpet for den. Men deres ud0


u spekulerede leder var ikke længe om at lægge en ny plan. Han gned sig over sin spidse hage og lo gnæggende: ”Hm, nu bliver de kære doodjier nødt til at jage, og så får vi at se, om der er noget at fange derude. Hold øje med dem, Dagor,” sagde han og pegede på den næstkommenderende, der lå på knæ på jorden foran sin herre. ”Kom først tilbage, når doodjierne har noget, der er værd at stjæle. Den unge, som de lader løbe omkring, kan måske vise os flere små godbidder.” ”Ja herre,” smiskede Dagor og kravlede nærmere Quag Nagas tronstol, men han fik et spark, der sendte ham tilbage på jorden. ”Af sted,” skreg Quag Naga. ”Sult ødelægger mit humør, og straffen for at fejle igen bliver hård.”


Blandt doodjierne var der ingen, der anede, at de stammeløse holdt øje med dem. De tænkte kun på at skaffe mad, inden mørket gjorde det umuligt. Men det virkede håbløst at finde jagtbytte i det øde landskab. Odina var bekymret. Hun vidste, hvor meget mad der skulle til for at mætte hele stammen. ”Denne jagt skal gå godt, Hunga.” ”Man kan aldrig være sikker. Du har set området, det hele dør ud,” svarede Hunga. ”Hvis det hele dør ud, hvad kan vi så overhovedet gøre for at redde stammen?” spurgte Odina. Hunga tøvede med at svare. Han havde vindspydet med sig og var klar til at ride af sted, men han vidste, at hun havde ret. Det ville blive en kamp at finde mad nok, og selv hvis de nedlagde et dyr, ville det kræve meget af stammen at udbedre skaderne efter de stammeløses angreb og blive klar til at rejse videre. Med et suk vendte han sig for at svinge sig op i sadlen, og i det samme fik han øje på Shamani, der havde lyttet til deres samtale. ”Den Glemte Dal,” sagde den gamle som svar på alle deres fortvivlede tanker. Alle i doodji-stammen havde hørt om Den Glemte Dal, for eventyret om det fortryllede sted blev fortalt igen og igen, når de små børn skulle sove. I lyset fra de glimtende ildsten kunne de drømme sig væk til det sted, hvor alle træer stod grønne, blomsterne duftede, og vandet løb klart i kilderne. Ingen vidste, hvor Den Glemte Dal var, men det var stedet, hvor alle bekymringer og sorger forsvandt. ”Shamani, hold op med de gamle skrøner,” sagde Hunga. ”Den


u

slags hjælper os ikke nu.” ”Det er ingen skrøne. Den Glemte Dal er derude et sted,” sagde Shamani med en rolig og sikker stemme. Folk begyndte at samle sig om den gamle, de lyttede og mumlede til hinanden. Kunne det være sandt? Var det muligt at finde Den Glemte Dal? ”Legenden fortæller, at der er alt, hvad vi har brug for i Den Glemte Dal. Et overdådigt sted med rigelig mad til os alle.” ”Hvis det sted findes, hvor er det så?” spurgte Odina. ”Den viden er vist desværre gået tabt. Vi må selv finde dalen igen,” sagde Shamani. ”Hvis vi skal lede efter Den Glemte Dal, må vi ændre den måde, vi har levet på i generationer,” indvendte Odina. ”Vi vandrer i vores cirkler, fra oase til oase, hvor vi finder mad og ly. Hvis vi bry-


der cirklerne, er det ikke sikkert, at vi kan finde tilbage til vores gamle liv igen.” ”Spørgsmålet er, om det liv har en fremtid, når vores antal mindskes dag for dag,” sagde Shamani. Han bredte armene ud mod stammen, så det raslede i hans amuletter og magiske armbånd. Ingen var i tvivl om, hvad han mente. De ville dø, en for en, hvis de ikke gjorde noget. ”Det er en skrøne, og vi har ikke tid til godnathistorier nu,” sagde Hunga. ”Har du den magiske nøgle til Den Glemte Dal?” Han kendte svaret på spørgsmålet, allerede inden Shamani rystede på hovedet. ”Hvorfor spilder vi så tiden? Mit folk er ved at dø af sult. Indtil videre jager vi,” sagde Hunga vredt. Han vendte sig mod stammen og råbte: ”Gør jer klar, vi rider på jagt.” Enyo sprang på sin togo og gjorde sig klar til jagt, men Hunga spærrede vejen for ham og rystede på hovedet. ”Ikke dig, Enyo,” sagde høvdingen. ”Men Hunga, jeg vil også hjælpe på jagten,” forsøgte Enyo at forklare. ”Det er anden gang, en werlog angriber dig. Den kunne slå dig ihjel. Det kan jeg ikke risikere.” ”Jeg er ikke bange.” ”Nej, det ved jeg. Men du skal blive her,” sagde Hunga, inden han red af sted mod bakkerne i udkanten af oasen. Agaya red forbi Enyo, da hun fulgte efter sin far. ”Skal du ikke ønske os held og lykke på jagten?” spurgte hun. Der var ikke tid til at tale sammen, for Ito kom ridende og


u råbte: ”Ha, held og lykke får jeg ikke brug for.” Solnedgangen farvede himlen blodrød og gylden orange, mens jægerne tordnede over sletten på deres ridedyr. De havde en farlig og livsvigtig opgave, og der var intet, Enyo hellere ville end at ride med dem. Han blev trist og rastløs af at gå tilbage mod lejren, og han vidste, at han aldrig kunne blive en doodji for alvor, hvis de ikke ville tage imod hans hjælp. ”Hvorfor er Hunga så vred på mig?” spurgte Enyo, da han var blevet alene med Shamani. ”Det er han heller ikke. Han er bekymret for stammen og føler et stort ansvar for, at vi klarer os gennem disse svære tider. Men han kan også mærke, at vi snart ikke har flere muligheder. Derfor forsøger han at beskytte os mod farer, og han frygter, at werloggen vil slå til igen, hvis du tager med på jagt,” sagde Shamani og lagde en hånd på Enyos skulder. ”Er det, fordi jeg er en aglulo?” spurgte Enyo. Shamani gentog den forklaring, han altid gav Enyo, når han var ked af den måde, som de andre i stammen så på ham. ”Doodjierne har taget dig til sig, min dreng. Du er en af os.” ”Vist ikke i aften,” hviskede Enyo, for at den gamle ikke skulle høre det. Medicinmanden vidste ikke, hvordan det føltes dybt inde i Enyo. Ingen var onde ved ham, de behandlede ham ordentligt og delte alt med ham. Men han var alligevel ikke en del af stammen. Ikke engang Pankos varme snude mod hans kind, kunne trøste ham.


Legenden om Enyo af Lea Carlsen Ejsing