Page 1

125 mm

29,4 mm

125 mm

Jeg fatter ikke helt selv, hvad jeg skriver her. Det er SÅ mærkeligt at befinde sig lige midt i Verdenshistorien. Jeg venter hele tiden på, at nogen skal trykke på stopknappen … Januar år 2017. Tredje år på CO2-rationering. Lauras forældre er flyttet på landet i et forsøg på at blive selvforsynende. Laura er blevet i London og er startet på universitetet. Flere kvarterer ligger øde efter oversvømmelserne i 2015, og i mangel af CO2-points flytter Laura ind i en af de forladte bygninger.

200 mm

London sættes endnu engang i undtagelsestilstand, da byen forvandles til en kampscene mellem politi, studenter og højreradikale. Vennerne er splittede, skal de gå med i oprøret, eller skal de koncentrere sig om deres gymnasieband the dirty angles, som pludselig får chancen for at tage på turné i Frankrig? Laura og kæresten Adi glider langsomt fra hinanden, og hun tiltrækkes af den livsglade Sam. Og pludselig er alt meget, meget kompliceret ... Om Laura Browns CO2-dagbog 2015: Endelig noget så sjældent som en nyskrevet og vedkommende politisk ungdomsbog med humor! … Velskrevet og umanerlig tankevækkende. – WEEKENDAVISEN Brutal, humoristisk og medrivende ... Den kan varmt anbefales. – BERLINGSKE TIDENDE

Politikens Forlag

Laura Browns co2-dagbog_2017_sats.indd 1

ISBN: 978-87-567-9304-9

17/08/10 10.52


Januar Mandag, 2. jan. Totalt udmattet. Familien er i en dødlignende trance efter landsbyens Økologiske Middelalder-nytårsfest. Efter 2 dages kød-koma kunne jeg endelig slæbe mig ud af sengen og gå de fem kilometer ind til Abingdon for at tjekke udsalget. Jeg var lige nået til torvet, da jeg hørte en uhyggelig jinglelyd, og en flok folkedansere klædt ud i klokker og bånd begyndte at danse rundt som tosser. Jeg iagttog dem grundigt, gloede på deres griseøjne og deres store maver. Byboere, der genopfinder gamle traditioner, som er uddøde, fordi de er røvsyge. Landet er fuldt af dem. Far var superglad, da jeg kom hjem. Han fik øje på mig ved lågen og åbnede køkkenvinduet. ’E-mail fra Kim. Kom ind!’ Jeg traskede surmulende op ad indkørslen.

9


Senere lå jeg i sengen og blev vildt sur. Hvordan har min søster fået sådan et liv? Sidste sommer forlod hun sit gamle 10


job som promoter for CO2-Dating sammen med Kieran og fik et job i Thailand, hvor hun skulle arbejde for et økorejseselskab, der hedder LoveWorks, og som tager 5.000 euro for at flyve rige hvide mennesker med dårlig samvittighed ud til Thailand for at bygge dårlige hytter til magre landsbyboere i regnskoven. Der er hun så, skidefuld på Thai-whiskey, og her er jeg, 18 år og sover i en smal seng på en gård i Oxfordshire. Jeg skulle have været til en kæmpe nytårsfest i Glasgow sammen med Adi, men hvis mor var det lige, der vaskede et CO2-kort på ’ekstra snavset’ sammen med en gammel rygsæk? Jeg er totalt immobil, indtil jeg får styr på det der. Penge er ikke nok for tiden. Man skal have et kort for at overleve.

11


Onsdag, 4. jan. Det er bare så meget på tide at komme ud herfra. I morges gik jeg nedenunder og ramlede ind i et lokalt bondemøde i køkkenet. Da jeg trådte ind, vendte far sig fra computeren og henvendte sig til gruppen. ”Jeg har et forslag, jeg gerne vil præsentere for jer. Mange af os holder grise, men hvad nu hvis vi udvidede vores forretning og … og …” – han kiggede på mor – ”og begyndte at konvertere vores gødning til råolie!” Det gav et sæt i mor. ”Vorherre bevares.” Han blev ved. ”Hør nu her, priserne på olie og gas er på deres højeste, olie koster 250 dollar tønden – og bliver ved med at stige. Den her nedgangstid stikker dybt; vi er simpelthen nødt til at fremstille vores eget brændstof. De gjorde det under oliekrisen i 70’erne, så teknologien findes. Se … ” Far prikkede på skærmen, og et billede af en underlig maskine poppede op. Bønderne mumlede. ”Det eneste, man har brug for, er denne lille termokemikaliekonverteringsreaktor. Helt basalt lægger den varme og tryk på grisenes … efterladenskaber … hvilket bryder gødningens lange kulbrintekæder ned i nogle mindre dele.” ”Hvad betyder det?” spurgte Daniel. Han er den eneste, jeg kender ved navn, fordi han er superlækker. Han er tidligere børsmægler fra London, har krøllet, kastanjebrunt hår og nøddebrune øjne og bor i en hytte i mosen sammen med en megaskrap lyshåret kvinde, der hedder Rachel, og som opdrætter lamaer med store tænder. (Hende, ikke lamaerne. De er nuttede.) 12


”Jeg er ikke sikker på alle detaljerne, men der står her, at hver 5-liter-spand gødning kan omdannes til en liter olie. Med den rette mængde grise kunne vi være selvforsynende.” Damen med de store tænder gned sine gamacher med lamauldkant. ”Og hvor mange dyr skulle der til? Et par hundrede?” Far nikkede. ”Ja, Rachel, mere eller mindre.” Mor stønnede. ”Nej, Nick, sig, du ikke mener det alvorligt.” Far stirrede på hende; gruppen stirrede. Ikke et smil på nogens ansigt. De Store Tænder talte til mor med tydelig stemmeføring, som man taler til en person med indlæringsvanskeligheder. ”Ser du, sådan som økonomien er lige nu, arbejdsløsheden og inflationen … for ikke at nævne oversvømmelserne og jordpriserne, der stiger, fordi alle folk flygter ud af byerne … ” Hun tjekkede mors øjne for at se, om hun kunne følge med. ”Under disse omstændigheder er jeg sikker på, at du er enig i, at vi må gribe enhver chance.” Stakkels mor. Torsdag, 5. jan. Fik et erstatningskort i dag. Frihed. Ikke at jeg har nogen point tilbage i denne måned. Jeg var nødt til at give en masse til mor og far, så de kunne få strøm på bilen og flytte rundt på alt deres landbrugsbras over julen. Julemanden havde en fed fidus med de rensdyr.

13


Fredag, 6. jan. Jeg sneg mig ud i eftermiddags for at give Larkin nogle kartofler. (Mit liv er en rutsjebane lige nu.) Af en gris at være er han en über-gris. Hvilket andet svin kunne være savnet i oversvømmede London og finde hjem igen med stil? Under alle omstændigheder, jeg var færdig med kartoflerne og nussede hans ører, da far pludselig dukkede op. ”Har du lyst til lidt selskab?” Jeg smilede sødt og talte sekunderne i mit hoved, før han sagde g-ordet. 1, 2, 3, 4 … Far lagde hånden på lågen. ”Så, hvad siger du til min grisegødningsplan?” Imponerende. Det var ikke første gang, jeg overvejede, om han mon var helt normal i hovedet. Han får fikse idéer og bliver helt opslugt, ligesom de der autistiske genier, som kun får en lille smule lys ind i hjernen på et givent tidspunkt, bortset fra at deres genialitet for det meste kommer til udtryk i klaversoloer eller molekylærfysik, mens min fars lysende idé er grise, hvilket ligesom tager noget af glansen. Ingen laver nogensinde en film om ham. Jeg kiggede op på ham. ”Far, hvis du gerne vil starte en oliefabrik, er det helt fint, men du er nødt til at få de andre til at lade mor være. Det var vildt ondt, den måde fru lamaben talte til hende på.” Han undertrykte et smil. ”Jeg ved det godt, men … din mor vil bare ikke involvere sig …” ”Surprise, surprise, farmand, kvinden har ikke lyst til at 14


rulle rundt i pattedyrafføring resten af sit liv. Har du tænkt på, om det måske er hende, der er den normale her?” ”Men det er jo netop det …” ”Hvad?” Han rynkede panden. ”Der er ikke noget, der er normalt længere.” Vi stod et stykke tid i tavshed. Dyb tavshed. Selvom jeg kunne have svoret, at Larkin blinkede til mig. Frække lille flæskesteg. Lørdag, 7. jan. Jeg var i gang med at pakke, da mor kom ind og satte sig på sengen, rakte ud efter en sok. ”Jeg misunder dig, at du ved det. Sådan at skulle tilbage til London …” Åh-åh. Jeg lagde en bluse sammen uden at sige noget. ”Men din far er selvsagt lykkelig over at være begravet ude på landet.” ”Hvordan går det med dit arbejde på biblioteket?” Hun parrede et par umage sokker. ”Det går fint, jeg mener, det gør det virkelig. Det er selvfølgelig ikke forlagsbranchen … og jeg er meget taknemmelig for at have et job i disse tider, men …” Hun holdt inde. Men. Det virker som om, der altid er et men i folks liv. Jeg blev reddet af nogen, der dyttede udenfor. Mor sprang op. ”Gud ja, arbejdsbussen!” Hun gav mig et overstort kram. ”Måske kunne jeg komme ned og besøge dig en gang?” 15


Jeg spærrede øjnene op i forfærdelse, men hun kyssede mig bare og pilede ud af døren. Jeg kiggede ud ad vinduet og så hende stige om bord i et lille ramponeret folkevognsrugbrød fyldt med lokale på vej på arbejde. En mand på bagerste række kiggede op og vinkede til mig. Det lignede en bus fuld af specialklassebørn. Hjerteskærende. Mandag, 9. jan. Mor lavede en særlig afskedsmiddag i aftes, og som en ekstra bonus åbnede far en flaske af sin hjemmelavede årgangsgulerodsvin. Han delte dødsdrikken ud i 3 hjemmelavede keramikkrus og vendte sig mod mig med våde øjne. ”Så er det tilbage til den store by igen. Skål for dig.” Mor løftede sit bæger. ”Skål for vores dejlige pige,” sagde hun med skælvende stemme. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skåle på. En succesfuld griseolieproduktion? At deres ægteskab holder? Så jeg smilede bare og drak en tår af vinen. Den smagte som det, forbryderen i et Shakespearestykke sniger ned i bægeret for at forgive folk. Jeg stirrede stift ned i bordet, tvang mig selv til ikke at kaste op, men da jeg løftede blikket, sad de begge og kiggede så intenst på mig, at jeg blev nødt til at sige noget. Jeg viftede med min knoldede kop. ”Skål på fremtiden.” ”Nej.” Mor tabte sit bæger (godt tænkt, dame), begravede ansigtet i fars bryst, rakte ud og trak mig ind i et gyseligt gruppekram. Der stod jeg så og var ved at blive kvalt i fugtig uld, da noget mærkeligt skete: mit hjerte blev 16


helt blødt. Jeg mener, de er skrupskøre, og de er begyndt at lugte underligt, men de er mine helt og aldeles. Tirsdag, 10. jan. Jeg blev i dårligt humør, da jeg nærmede mig London. Der foregår noget mærkeligt mellem mig og Adi, og det føles som lang tid, siden jeg sidst talte med ham. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg glad for at slippe væk i juleferien. Jeg kan ikke finde ud af det, jeg ved, at jeg elsker ham, jeg føler bare, at det hele er lidt for trygt. Jeg mener, vi har været kærester i et år nu og … jeg ved bare ikke. Han ville have, at vi skulle flytte sammen, da vi startede på uni i september, men jeg havde allerede fundet et værelse i Elephant and Castle-området, så jeg sagde, at det var for langt væk for ham, fordi han går på Queen Mary Uni i Mile End. Jeg glæder mig til at se ham, det gør jeg virkelig, men … Der er det ord igen. Så rettede mine tanker sig mod bandet. På overfladen kører det rigtig godt, vi er begyndt at få nogle hits på porten, det eneste musiksite der tæller, og vi har mange gigs rundt omkring. På bare 6 måneder har vi spillet på en masse universiteter – UEL, London Met, Westminster, LSC og Camberwell – men der er altid mange spændinger. Jeg tror, Adi tænker inderst inde, at det er åndssvagt at spille i et band, som om det var o.k. da man gik i gymnasiet, men nu er han kommet videre, men han siger det aldrig ligeud. Og på den anden side er der Claire, som er blevet hardcore politisk, siden hun begyndte at læse journalistik 17


på UEL. Stace spiller bare trommer, så på en eller anden måde er det op til mig at få det til at fungere. Vi havde et kæmpe skænderi over navnet dirty angels på mødet før jul. Adi sagde, det var dumt, og at vi fandt på det, da vi var 15. ”Tiderne forandrer sig, Claire,” sagde han. Hun stirrede på ham. ”Måske mener du, at folk forandrer sig. Jeg mener det alvoligt med det her band, også selvom du ikke gør.” Hun kastede et blik på mig. ”Måske vi alle sammen skulle overveje, hvorfor vi gør det her.” Jeg viftede med armene. ”Alle sammen? Hvorfor trækker du mig ind i det?” ”Fordi I bare er sådan to-i-en-agtige. Køb en og få en gratis.” Hendes ord har svedet lige siden. Nogle gange føles det, som om vi er gift eller sådan noget. På det tidspunkt bumlede toget gennem Londons forstæder. Stedet har forandret sig så meget, det er helt utroligt. De har genopbygget dæmningen, men der er altid pengemangel eller tekniske problemer, så i bund og grund er byen stadigvæk i stor fare her et år efter oversvømmelsen. Og vandstanden stiger hele tiden. Sidste år løb Themsen over sine bredder 34 gange. Og hver gang der er oversvømmelser, er der flere, der flytter. Ejendomspriserne i de dårlige områder er faldet til et latterligt lavt niveau. Alle slås om at bo i de bakkede områder højt oppe, Hampstead og Shooters Hill. Et hus med fire værelser i Bromley er lige blevet solgt for 8 millioner euro, fordi det er det højeste sted i London. Vi var ret smarte; mor og far fik ordnet 18


huset lige efter den første oversvømmelse og flyttede ud af byen i en helvedes fart. Jeg boede hos Claire indtil maj, så jeg kunne tage mine eksaminer, og flyttede så op til dem i Abingdon. De ville ikke have, at jeg rejste tilbage til London for at læse, men som jeg ser det, er London mit hjem. Det var deres beslutning at flytte, ikke min. Da jeg kom til Waterloo, besluttede jeg mig for at gå hen til lejligheden. Jeg drejede ind på min vej, gik 100 meter, tog nøglerne frem og standsede brat. Hoveddøren og vinduerne var blokeret med tykke metalplader. Det tog mig nogle sekunder at fatte det. Så tastede jeg et nummer ind på mobilen. Den gik direkte på telefonsvarer. Jeg trak vejret dybt og råbte ”I røvhuller. I har ikke betalt!” og trykkede på afbryd. Jeg sparkede til døren. Massiv. Et nødtelefonnummer til et firma ved navn Fogedløsninger var klistret op langs med dørkarmen. Jeg tastede det ind. Telefonsvarer igen, denne gang en af de der kvindelige androider. ”Fogedløsninger kan ikke besvare Deres opkald. Vores åbningstider er mandag til fredag fra klokken 9 til 16.30. Vi beklager ulejligheden.” Klik. Ulejligheden? Jeg bankede mig i panden med mobilen, prøvede på ikke at gå i panik. Hvem kunne jeg ringe til? Jeg vidste, at Adi ville komme til byen i morgen – men alle andre var stadig på ferie. Jeg rystede; det var begyndt at blive mørkt. Der var kun én mulighed. Med et suk tastede jeg et nyt nummer. ”Hej … det er mig.” 19


125 mm

29,4 mm

125 mm

Jeg fatter ikke helt selv, hvad jeg skriver her. Det er SÅ mærkeligt at befinde sig lige midt i Verdenshistorien. Jeg venter hele tiden på, at nogen skal trykke på stopknappen … Januar år 2017. Tredje år på CO2-rationering. Lauras forældre er flyttet på landet i et forsøg på at blive selvforsynende. Laura er blevet i London og er startet på universitetet. Flere kvarterer ligger øde efter oversvømmelserne i 2015, og i mangel af CO2-points flytter Laura ind i en af de forladte bygninger.

200 mm

London sættes endnu engang i undtagelsestilstand, da byen forvandles til en kampscene mellem politi, studenter og højreradikale. Vennerne er splittede, skal de gå med i oprøret, eller skal de koncentrere sig om deres gymnasieband the dirty angles, som pludselig får chancen for at tage på turné i Frankrig? Laura og kæresten Adi glider langsomt fra hinanden, og hun tiltrækkes af den livsglade Sam. Og pludselig er alt meget, meget kompliceret ... Om Laura Browns CO2-dagbog 2015: Endelig noget så sjældent som en nyskrevet og vedkommende politisk ungdomsbog med humor! … Velskrevet og umanerlig tankevækkende. – WEEKENDAVISEN Brutal, humoristisk og medrivende ... Den kan varmt anbefales. – BERLINGSKE TIDENDE

Politikens Forlag

Laura Browns co2-dagbog_2017_sats.indd 1

ISBN: 978-87-567-9304-9

17/08/10 10.52

Laura Browns co2-dagbog 2017 af Saci Lloyd  

9 Senere lå jeg i sengen og blev vildt sur. Hvordan har min søster fået sådan et liv? Sidste sommer forlod hun sit gamle 10 11 12 Torsdag, 5...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you