Page 1


Kvinden i søen.indd 1

22/04/13 13.36


I samme serie: Det høje vindue Farvel, min elskede Den lange søvn Lillesøster Det lange farvel Blindebuk

Kvinden i søen.indd 2

22/04/13 13.36


R ay m o n d C h a n d l e r

Roman

Oversat af Ib Christiansen

 

Kvinden i søen.indd 3

22/04/13 13.36


Kvinden i søen Oversat fra amerikansk af Ib Christiansen Originalens titel: The lady in the lake Copyright © 1943 by Raymond Chandler By arrangement with Raymond Chandler Limited C/O Ed Victor Ltd Denne udgave: People’sPress, 2013 Omslag: Rasmus Funder Sats: LYMI ISBN: 978-87-7137-629-6 5. udgave, 1. oplag Printed in EU, 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Forlaget har forsøgt at cleare alle oversættelsesrettigheder. Hvis en oversætter ikke er blevet behørigt kompenseret for brug af oversættelse, bedes vedkommende henvende sig til People’sPress for afregning efter gældende tarif.

People’sPress Vester Farimagsgade 41 1606 København V www.artpeople.dk

Kvinden i søen.indd 4

22/04/13 13.36


1 Treloar Building lå, og ligger stadig, i Oliver Street tæt på 6. Avenue i den vestlige ende. Fortovet foran bygnin­gen var belagt med sorte og hvide gummifliser. Dem var de nu ved at pille op for at yde dem som et bidrag til krigs­indsatsen, og en bleg mand uden hat og med et ansigt som en vicevært stod og så på arbejdet og virkede, som om det var ved at få hans hjerte til at briste. Jeg gik forbi ham ind gennem en arkade med specialfor­ retninger og kom ind i en enorm forhal i sort og guld. Gil­ lerlain Company boede på syvende etage bag et par svin­­ gende dobbeltdøre af glas med platinindramning. I recep­tionslokalet havde de kinesiske tæpper på gulvet, matte sølvvægge, retvinklede, men fornemt udførte møbler, skar­pe små stykker abstrakt skulptur på sokler og en høj trekan­tet udstillingsmontre i det ene hjørne. På hylder og trin og øer og forbjerge af skinnende spejlglas så den ud til at rum­me hver eneste elegante flaske og dåse, der nogen sinde var blevet udtænkt. Der var cremer og pudder og sæber og lug­tevand til enhver årstid og lejlighed. Der var parfumer i høje tynde flasker, der så ud, som om man kunne vælte dem med et enkelt pust, og parfumer i små pastelfarvede flasker med små nuttede silkesløjfer som små piger i en danseskole. Det helt store nummer var tilsyneladende noget meget småt og enkelt i en lavstammet ravgul flaske. Den stod lige i øjen­højde, havde en masse plads for sig selv, og på etiketten stod der Gillerlain Regal, Champagnen blandt parfumer. Det var ganske afgjort det, 5

Kvinden i søen.indd 5

22/04/13 13.36


man skulle anskaffe sig. Bare én dråbe af det ned i gruben ved halsen, og så begyndte de strålende, helt ens lyserøde perler at drysse ned over én som en mild sommerregn. En nysselig lille blondine sad ovre i det ene hjørne foran et ikke ret stort omstillingsbord, bag et rækværk, godt uden for rækkevidde. Ved et fladt skrivebord på linje med de to døre sad der en høj, slank mørkhåret yndighed, hvis navn ifølge det skrå navneskilt med ophøjede bogstaver på skri­ vebordet var miss Adrienne Fromsett. Hun var i en grå dragt, og under jakken havde hun en mørkeblå skjorte og et lidt lysere herreslips. Kanterne på det sammenfoldede lommetørklæde i brystlommen så ud til at være så skarpe, at man kunne skære brød med dem. Hun havde en armlænke på, men ingen andre smykker. Det mør­ke hår var skilt og faldt i løse, men ikke ganske tilfældige bølger. Hun havde en glat elfenbensteint og ret alvorlige øjenbryn og store mørke øjne, der så ud, som om der kunne komme varme i dem på det rigtige tidspunkt, det rigtige sted. Jeg lagde mit pæne kort, det uden en maskinpistol i det ene hjørne, på hendes skrivebord og bad om at komme til at tale med mr. Derace Kingsley. Hun så på kortet og sagde: – Har De en aftale? – Ingen aftale. – Det er meget vanskeligt at komme til at tale med mr. Kingsley uden en aftale. Det kunne jeg jo ikke indvende noget imod. – Hvad drejer det sig om, mr. Marlowe? – Det er noget personligt. – Nå sådan. Kender mr. Kingsley Dem, mr. Marlowe? – Det tror jeg ikke. Måske har han hørt mit navn. De kan sige, at jeg kommer fra kriminalassistent M’Gee. – Og kender mr. Kingsley kriminalassistent M’Gee? Hun lagde mit kort ved siden af en bunke nyskrevne forretningsbreve. Hun lænede sig bagover og lagde den ene arm på skrivebordet og bankede let på det med en lille pencil i guld. 6

Kvinden i søen.indd 6

22/04/13 13.36


Jeg grinede til hende. Den lille blondine ved omstillings­ bordet lagde et øre, der lignede en muslingeskal, på skrå og smilede et lille usikkert smil. Hun så legelysten og ivrig ud, men var ikke helt sikker på sig selv; en ny killing i et hus, hvor de ikke brød sig så meget om killinger. – Det håber jeg, at han gør, sagde jeg. – Men måske kan man bedst finde ud af det ved at spørge ham ad. Hun satte hurtigt sine initialer på tre breve for ikke at kom­me til at smide sit skrivesæt efter mig. Uden at se op sagde hun: – Mr. Kingsley sidder i møde. Jeg sender Deres kort ind, når jeg får lejlighed til det. Jeg sagde pænt tak og gik hen og satte mig i en stol af krom og læder, som var betydeligt mere behagelig, end den så ud til. Tiden gik, og stilheden lagde sig over sceneriet. Ingen kom eller gik. Miss Fromsetts elegante hånd bevæge­de sig hen over hendes papirer, og en gang imellem hørtes et dæmpet pip fra killingen ved omstillingsbordet, og det gav nogle små klik, når propper blev stukket ind og taget ud. Jeg tændte en cigaret og trak et askebæger på fod hen ved siden af stolen. Minutterne gik på listesko med fingeren for læben. Jeg kiggede mig omkring. Man kan aldrig sige noget om sådan et foretagende. Måske slæber de millioner hjem, og måske har de fogeden siddende inde i baglokalet med stolen lænet op mod pengeskabet. En halv time og en tre-tire cigaretter senere gik døren bag miss Fromsett op, og to mænd kom baglæns ud. De lo. En tredje mand holdt døren for dem og hjalp dem med at le. De gav alle hinanden hånden meget hjerteligt, og de to mænd gik gennem kontoret og ud. Den tredje mand tog grinet af ansigtet og så ud, som om han aldrig havde grinet hele sit liv. Det var en høj type i grå habit, og han ville ikke finde sig i noget pjank. – Er der nogen, der har ringet? spurgte han med en skarp kommandostemme. Miss Fromsett sagde dæmpet: – Der er en mr. Marlowe, 7

Kvinden i søen.indd 7

22/04/13 13.36


der gerne vil tale med Dem. Fra kriminalassistent M’Gee. Det gælder noget personligt. – Ham har jeg aldrig hørt om, bjæffede den høje mand. Han tog mit kort uden så meget som at se på mig og gik tilbage til sit kontor. Dørlukkeren var af den type med tryk­luft, og den udstødte en lyd i retning af: “Pfuuii”. Miss Fromsett sendte mig et sødt, bedrøvet smil, og jeg gav hen­de det igen i form af et frækt blik. Jeg inhalerede endnu en cigaret, og noget mere tid haltede af sted. Jeg var ved at komme til at holde virkelig meget af Gillerlain Company. Ti minutter efter gik den samme dør op igen, og den store mand kom ud med hat på og snerrede, at han gik hen for at blive klippet. Han begyndte på turen hen over det kinesiske gulvtæppe med en rask, sportslig gang, nåede cirka halvvejs over til døren, men vendte så skarpt om og gik over til det sted, hvor jeg sad. – Ville De tale med mig? bjæffede han. Han var omkring 1,88, og der var ikke meget af det, der virkede blødt. Hans øjne var klippegrå med pletter af koldt lys i. Han udfyldte en stor størrelse i gråt flonel, og han ud­ fyldte det elegant. Hans optræden sagde, at han var en streng type at have med at gøre. Jeg rejste mig: – Hvis De er mr. Derace Kingsley. – Hvem i helvede troede De ellers, jeg var? Jeg lod ham tage det point og gav ham mit andet kort, det med firmabetegnelsen på. Hans store pote lukkede sig om det, og han så skulende ned på det. – Hvem er M’Gee? kom det kort og fyndigt. – Det er bare én, jeg kender. – Hvor interessant, sagde han og skævede over til miss Fromsett. Hun nød det. Hun nød det virkelig. – Kunne De ellers tænke Dem at røbe noget om ham? – Tja, han bliver kaldt Violets M’Gee, sagde jeg. – Det er, fordi han tygger sådan nogle små halspastiller, der lugter af violer. Han er en stor mand med blødt sølvgråt hår og en kær lille mund, der er som skabt til at kysse småbørn 8

Kvinden i søen.indd 8

22/04/13 13.36


med. Da han blev set sidst, var han iført en pæn blå habit, fodfor­mede brune sko, grå blød hat og røg opium i en kort bruyére-pibe. – Jeg bryder mig ikke om Deres optræden, sagde Kingsley med en stemme, man kunne have knækket paranødder med. – Helt i orden, sagde jeg. – Den er heller ikke til salg. Han stejlede, som om jeg havde holdt en ugegammel ma­ krel op under næsen på ham. Efter et øjebliks forløb vendte han ryggen til mig og sagde over skulderen: – Jeg vil give Dem præcis tre minutter. Guderne må vide hvorfor. Han sved tæppet, idet han for tilbage forbi miss Fromsetts skrivebord og over til sin egen dør, som han hev op, hvorefter han lod den svinge tilbage i ansigtet på mig. Det brød miss Fromsett sig også godt om, men jeg syntes, at der var en lille durkdreven latter bag hendes øjne nu.

Kvinden i søen.indd 9

22/04/13 13.36


2 Privatkontoret var helt igennem, som et privatkontor skulle være. Det var langt og halvmørkt og stille og med klimaanlæg, og vinduerne var lukkede, og de grå persienner halvt rullet ned af hensyn til den skarpe julisol. Der var et stort og sølvblankt pengeskab i hjørnet og en lang række lave kartoteksskabe, der passede perfekt til. På væggen hang der et vældigt farvelagt fotografi af en ældre type med udmejslet ørnenæse og whiskers og knækflip. Det adams­æble, der foldede sig ud over knækflippen, virkede hårdere end de fleste menneskers hager. Under billedet stod der på en plade: Mr. Matthew Gillerlain, 1860-1931. Derace Kingsley travede målbevidst om bag for otte hun­ drede dollars direktørskrivebord og plantede sin bagdel i en høj læderstol. Han hentede sig en panatela i en cigarkasse af kobber og mahogni og skar spidsen af og tændte den med en fed bordlighter af kobber. Han gav sig god tid. Min tid spillede ingen rolle. Da han var færdig med det, lænede han sig tilbage, blæste lidt røg ud og sagde: – Jeg er forretningsmand. Ingen numre med mig. Der står på Deres kort, at De er autoriseret privatdetektiv. Lad mig se noget, der kan bevise det. Jeg fandt min tegnebog frem og rakte ham noget, der kun­ne bevise det. Han kiggede på mine papirer og smed dem så tilbage til mig, hen over skrivebordet. Celluloid­ etuiet med fotokopien af min autorisation faldt på gulvet. Det faldt ham ikke ind at sige undskyld. 10

Kvinden i søen.indd 10

22/04/13 13.36


– Jeg kender ikke M’Gee, sagde han. – Jeg kender sherif Petersen. Jeg bad om navnet på en pålidelig mand til at løse en opgave. Det skal vel så være Dem. – M’Gee er på stationen i Hollywood-området. Den afde­ling hører under sheriffen, sagde jeg. – Det kan De kon­ trol­lere. – Det er ikke nødvendigt. De kan vel nok bruges, men De skal ikke være næsvis over for mig. Og husk, at hvis jeg en­gagerer en mand, så er han min mand. Han gør præcis, hvad jeg siger til ham, og han holder sin mund. Ellers ryger han ud i en fart. Er det klart? Jeg håber ikke, at jeg er for skrap til Dem. – Hvorfor ikke lade det spørgsmål stå åbent? sagde jeg. Han rynkede panden. Han sagde skarpt: – Hvor meget tager De? – Femogtyve om dagen plus omkostninger. Otte cents pr. mile for kørsel med egen bil. – Vanvid, sagde han. – Alt for meget. Femten om dagen med det hele. Det er rigeligt. Jeg skal nok betale for kørsel inden for rimelige grænser, sådan som tiderne er lige nu. Men ingen fornøjelsesture. Jeg blæste en lille sky af cigaretrøg ud og viftede den væk med hånden. Jeg sagde ikke noget. Han virkede lidt forbav­ set over, at jeg ikke sagde noget. Han lænede sig ind over skrivebordet og pegede med ci­ga­ren. – Jeg har ikke engageret Dem endnu, sagde han, – men hvis jeg gør det, er det en opgave i fuldstændig fortrolighed. Ikke noget med at diskutere det med Deres strisservenner. Er det forstået? – Hvad er det egentlig, De vil have gjort, mr. Kingsley? – Er De ikke ligeglad? Udfører De ikke alle slags detektiv­ opgaver? – Ikke alle slags. Kun de nogenlunde ærlige. Han så mig sammenbidt lige ind i øjnene. Der var et dun­ kelt skær i de grå øjne. – For det første tager jeg ikke skilsmissesager, sagde jeg. 11

Kvinden i søen.indd 11

22/04/13 13.36


– Og jeg tager hundrede dollars i depositum – fra fremme­ de. – Hm-hm, sagde han, og stemmen var pludselig blid. – Hm-hm. – Og med hensyn til, om De er for skrap for mig, sagde jeg, – så begynder de fleste af mine klienter enten med at græde mod mit skjortebryst eller med at kæfte op for at be­ vise, hvem der bestemmer. Men som regel ender de med at være helt fornuftige – hvis de stadig er i live. – Hm-hm, sagde han igen med samme blide betoning og stirrede stadig på mig. – Mister De mange af dem? spurgte han. – Ikke hvis de behandler mig ordentligt, sagde jeg. – Tag en cigar, sagde han. Jeg tog en cigar og stak den i lommen. – Jeg vil gerne have Dem til at finde min kone, sagde han. – Hun har været forsvundet i en måned. – Godt, sagde jeg. – Jeg skal nok finde Deres kone. Han klappede på sit skrivebord med begge hænder. Han så fast på mig. – Det tror jeg oven i købet på, at De kan, sagde han. Så grinede han. – Det er fire år siden, jeg har fået svar på tiltale på den måde, sagde han. Jeg sagde ikke noget. – Det var pokkers, sagde han. – Det syntes jeg godt om. Det syntes jeg udmærket om. Han lod den ene hånd glide gennem sit kraftige mørke hår. – Hun har været væk en hel måned, sagde han. – Fra et sommerhus, vi har oppe i bjer­ gene. I nærheden af Puma Point. Kender De Puma Point? Jeg sagde, at jeg kendte Puma Point. – Vores hus ligger omkring fem kilometer fra landsbyen, sagde han. – Til dels ad en privat vej. Det er ved en privat sø. Little Fawn Lake. Vi var tre, der slog os sammen om at an­lægge en dæmning for at forbedre ejendommen. Jeg ejer det stykke land sammen med to andre. Det er ret stort, men det er ikke byggemodnet, og under de nuværende forhold bli­ver det det heller ikke foreløbig. Mine venner og jeg har 12

Kvinden i søen.indd 12

22/04/13 13.36


hver et sommerhus, og så bor der en mand ved navn Bill Chess sammen med sin kone i endnu et lille hus. Han bor gratis mod at holde opsyn med det hele. Han er krigsinvalid og pensionist. Det er alt, hvad der er deroppe. Min kone tog derop midt i maj, kom ned på weekend to gange, skulle have været tilbage den 12. juni til et selskab, men kom ikke. Jeg har ikke set hende siden. – Hvad har De gjort ved det? spurgte jeg. – Ingenting. Slet ingenting. Jeg har end ikke været derop­ pe. Han ventede for at få mig til at spørge hvorfor. Jeg sagde: – Hvorfor? Han skubbede sin stol, så han kunne åbne en låst skuffe. Han tog et stykke sammenfoldet papir frem og rakte mig det. Jeg foldede det ud og så, at det var et telegram, sendt gennem postvæsenet. Det var indleveret i El Paso den 14. juni kl. 9.19. Det var adresseret til Derace Kingsley, Carson Drive 965, Beverly Hills, og det lød: krydser grænsen for at få mexicansk skilsmisse stop gifter mig med chris stop farvel og hav det godt stop crystal Jeg lagde blanketten på min side af skrivebordet, hvorefter han rakte mig et stort og meget klart fotografi på blankt ko­pipapir. Det viste en mand og en kvinde, der sad i sandet under en strandparasol. Manden var i badebukser, og kvin­ den i noget, der så ud til at være en meget dristig badedragt i hajskind. Hun var en smækker blondine, ung og velskabt og smilende. Manden var en kraftig, mørk, flot fyr med fine skuldre og ben, glat mørkt hår og hvide tænder. En seks fods standardtype til ødelæggelse af ægteskaber. Arme til at tage om damen med og hele hjernen uden på ansigtet. Han sad med et par solbriller i hånden og smilede til kameraet med et øvet afslappet smil. – Det er Crystal, sagde Kingsley, – og det er Chris Lavery. Hun må få ham, og han må få hende, og så kan de begge to gå ad helvede til. 13

Kvinden i søen.indd 13

22/04/13 13.36


Jeg lagde billedet oven på telegrammet. – Godt, hvad går det så ud på? spurgte jeg. – Der er ingen telefon deroppe, sagde han, – og det var ikke nogen vigtig anledning, hun skulle være kommet her­ ned til. Så jeg fik det telegram, før jeg havde tænkt nærmere over det. Telegrammet forbavsede mig kun lidt. Det har væ­ ret sket mellem Crystal og mig i årevis. Hun lever sit liv, og jeg lever mit. Hun har penge selv, og dem har hun endda nok af. Cirka tyve tusind dollars om året fra et familieak­ tieselskab, der ejer nogle indbringende oliekilder i Texas. Hun morer sig, hvor hun kan komme til det, og jeg vidste godt, at Lavery var en af hendes legekammerater. Det kunne måske nok overraske mig lidt, at hun ligefrem ville gifte sig med ham, for den mand er ikke andet end en professionel skørtejæger. Men foreløbig så billedet rigtigt ud, forstår De det? – Og så? – Så ikke noget i to uger. Derefter ringede Prescott Hotel i San Bernardino for at få fåt i mig. De sagde, at en Packard Clipper, indregistreret i Crystal Grace Kingsleys navn på min adresse, stod uafhentet i deres garage, og hvad skulle de stille op med den? Jeg bad dem beholde den og sendte dem en check. Det var der heller ikke noget særligt i. Jeg forestillede mig, at hun stadig var ude af landet, og at hvis de overhovedet var kørt i bil, var de kørt i Laverys. Men så i forgårs mødte jeg Lavery foran Athletic Club herovre på hjørnet. Han sagde, at han ikke vidste, hvor Crystal var. Kingsley sendte mig et hurtigt blik og satte en flaske og to røgfarvede glas frem på skrivebordet. Han skænkede et par glas og skubbede det ene over til mig. Han holdt sit eget op mod lyset og sagde langsomt: – Lavery sagde, at han ikke var taget nogen steder sam­men med hende, at han ikke havde set hende i to måneder, og at han overhovedet ikke havde været i forbindelse med hende. Jeg sagde: – Troede De på ham? Han nikkede med rynket pande, drak ud og satte glasset 14

Kvinden i søen.indd 14

22/04/13 13.36


ud til siden. Jeg smagte på mit. Det var skotsk whisky. Ikke nogen særlig god skotsk whisky. – Når jeg troede på ham, sagde Kingsley, – hvilket nok var forkert af mig, så var det ikke, fordi han er den type, man er nødt til at tro på. Langtfra. Det er, fordi han er et dumt svin, der synes, at det er smart at ligge i med sine venners koner og prale af det. Jeg har på fornemmelsen, at han ville nyde det helt ned til hårrødderne, hvis han kunne få drejet kniven godt og grundigt rundt i mig med, at han havde fået min kone til at stikke af med ham, så jeg kunne sidde tilbage uden noget. Jeg kender de gejle katte, og netop ham her ken­der jeg alt for godt. Han rejste for os i nogen tid, og han var i vanskeligheder hele tiden. Han kunne ikke holde fingrene fra kontorpigerne. Og bortset fra alt det, så var der det tele­gram fra El Paso, og det fortalte jeg ham, og hvorfor skulle han finde det ulejligheden værd at lyve om det? – Hun har måske givet ham et los i røven, sagde jeg. – Det ville virkelig have ramt ham på et ømt punkt – hans Casanova-kompleks. Kingsley lyste lidt op, men ikke ret meget. Han rystede på hovedet. – Jeg tror alligevel mere end halvvejs på ham, sag­de han. – Det er op til Dem at bevise, at jeg tager fejl. Det er en af grundene til, at jeg gerne ville have fat i Dem. Men der er en anden og mere foruroligende side af sagen. Jeg har et godt job her, men det er ikke andet end et job. Jeg kan ikke tåle skandale. Jeg ville ryge ud herfra i en fart, hvis min kone blev rodet ind i noget med politiet. – Politiet? – Indimellem sine andre sysler, sagde Kingsley sammen­ bidt, – får min kone også undertiden tid til at stjæle lidt i stormagasiner. Jeg tror bare, at det er sådan en slags stor­ hedsvanvid, der griber hende, når hun har haft for godt fat i flasken, men det sker altså, og vi har haft nogle ret ubehage­ lige scener i direktørernes kontorer. Foreløbig er det lykke­ des mig at få dem til at lade være med at anmelde det, men hvis der er sket noget i den retning i en fremmed by, hvor 15

Kvinden i søen.indd 15

22/04/13 13.36


der ikke er nogen, der kender hende ... Han løftede hænderne og lod dem lande på skrivebordet med et smæld. – Ja, så er det vel noget med fængsel, ikke? – Har hun nogen sinde fået taget sine fingeraftryk? spurgte jeg. – Hun har aldrig været anholdt. – Det er ikke det, jeg mener. Der er nogle stormagasiner, der stiller den betingelse for ikke at anmelde butikstyveri, at man afleverer sine fingeraftryk. Det skræmmer amatørerne, og de kan opbygge et kartotek over kleptomaner i branche­foreningen. Når fingeraftrykkene er dukket op så og så mange gange, er fristen udløbet. – Det er aldrig sket, så vidt jeg ved, sagde han. – Nå, men jeg tror godt, at vi kan se bort fra muligheden for butikstyveri i denne runde, sagde jeg. – Hvis hun var blevet anholdt, var hun blevet ransaget. Om så også betjen­ tene lod hende bruge et falsk navn på rapportblokken, ville de sandsynligvis sætte sig i forbindelse med Dem. Og des­ uden ville hun begynde at råbe om hjælp, når hun opda­gede, at hun virkelig var i klemme. Jeg bankede med en fin­ger på den blå-hvide telegramblanket. – Og dette her er en måned gammelt. Hvis der var sket noget i den retning, De tænker på, for så længe siden, ville den sag have været over­stået nu. Hvis det var første gang, hun blev taget, ville hun slippe fra det med en skideballe og en betinget dom. Han skænkede sig et glas til for at stive sin bekymring af. – De får mig til at føle mig meget bedre tilpas, sagde han. – Der er alt for mange andre ting, der også kan være sket, sagde jeg. – At hun tog væk med Lavery, og at de skiltes. At hun tog væk med en anden mand, og det telegram er et nummer. At hun tog væk alene eller sammen med en kvin­ de. At hun er gået over grænsen med sit drikkeri og sidder på en eller anden privat anstalt og gennemgår en kur. At hun er i en eller anden klemme, som vi ingen anelse har om. At hun har været udsat for en forbrydelse. – Åh Gud! Det må De ikke sige! udbrød Kingsley. 16

Kvinden i søen.indd 16

22/04/13 13.36


– Hvorfor ikke? Det må De tage med i Deres overvejelser. Jeg begynder så småt at få en fornemmelse af mrs. Kingsley – at hun er ung, smuk, fandenivoldsk og vild. At hun drikker og gør farlige ting, når hun drikker. At hun har det med at falde for mænd og måske kunne komme i lag med en frem­ med, der måske viser sig at være en forbryder. Stemmer det? Han nikkede: – Hvert eneste ord. – Hvor mange penge kunne man tænke sig, at hun havde med? – Hun ville gerne have nok på sig. Hun har sin egen bank og sin egen bankkonto. Hun kan have haft, hvad det skulle være, med. – Børn? – Ingen børn. – Ordner De hendes pengesager? Han rystede på hovedet: – Sådan nogle har hun slet ikke – bortset fra at sætte checks ind og hæve penge og bruge dem. Hun investerer aldrig så meget som en skilling. Og jeg får i hvert fald aldrig noget ud af hendes penge, hvis det er det, De tænker på. Han tøvede lidt og sagde så: – De skal ikke tro, at jeg ikke har prøvet. Jeg er kun et menneske, og det er ikke skægt at se tyve tusind om året blive smidt lige ud i rendestenen, så det eneste, man får for det, er tømmermænd og venner i stil med Chris Lavery. – Hvordan har De det med hendes bank? Kunne De få en opgørelse over de checks, hun har trukket de sidste par må­neder? – Det vil de bestemt ikke oplyse. Jeg har prøvet at få nogle oplysninger af den art en gang, da jeg havde en mistanke om, at hun var udsat for pengeafpresning. Der fik jeg en kold skulder. – Vi kan godt få sådan noget, sagde jeg, – og måske bliver vi nødt til det. Men så skal vi henvende os til afdelingen for forsvundne personer. Det ville De vel ikke bryde Dem om? – Hvis jeg syntes om det, havde jeg ikke sendt bud efter Dem, sagde han. 17

Kvinden i søen.indd 17

22/04/13 13.36


Jeg nikkede, samlede mit materiale sammen og fordelte det i lommerne. – Der er flere muligheder i dette her, end jeg kan overskue endnu, sagde jeg, – men jeg begynder med at snakke med Lavery, og så tager jeg en tur op til Little Fawn Lake og spørger mig for dér. Jeg skal bruge Laverys adresse og en besked til den mand, der har opsyn med ejendommen oppe i bjergene. Han tog et stykke brevpapir med firmanavnet op af skri­ vebordsskuffen, skrev på det og rakte mig det. Der stod: »Kære Bill. Ihændehaveren af dette er mr. Philip Marlowe, der gerne vil bese ejendommen.Vær venlig at vise ham mit hus og bistå ham på enhver måde. M.v.h., Derace Kingsley«. Jeg lagde det sammen og stak det i den kuvert, han havde skrevet adresse på, mens jeg læste det. – Hvad med de andre sommerhuse deroppe? spurgte jeg. – I år er der ikke nogen deroppe endnu. Den ene arbejder for det offentlige i Washington, og den anden er på Fort Lea­ ven­­worth. Deres koner er sammen med dem. – Og Laverys adresse, sagde jeg. Han så på et punkt et godt stykke over hovedet på mig. – Det er i Bay City. Jeg ville kunne finde huset, men jeg har glemt adressen. Den kan miss Fromsett vist give Dem. Hun behøver ikke vide, hvad De skal bruge den til. Det ved hun i øvrigt sikkert allerede. Og De skulle have hundrede dollars, sagde De. – Det er helt i orden, sagde jeg. – Det var bare noget, jeg sagde, da De ville tromle mig ned. Han grinede. Jeg rejste mig, men blev stående lidt ved skrivebordet og så på ham. Efter et øjebliks forløb sagde jeg: – De holder ikke noget tilbage, vel? Noget vigtigt? Han så på sin tommelfinger. – Nej, jeg holder ikke noget tilbage. Jeg er bekymret, og jeg vil gerne vide, hvor hun er. Jeg er virkelig alvorligt bekymret. Og hvis De overhovedet finder ud af noget, så ring til mig, hvornår det skal være, døgnet rundt. Jeg sagde, at det skulle jeg nok, og vi gav hinanden hån­ 18

Kvinden i søen.indd 18

22/04/13 13.36


den, og jeg gik igen ud gennem det lange, kølige kontor, ud til miss Fromsett, der sad så elegant ved sit skrivebord. – Mr. Kingsley mener, at De kan give mig Chris Laverys adresse, sagde jeg til hende og holdt øje med hendes ansigt. Hun rakte meget langsomt ud efter en brun adressebog i læder og bladede i den. Hendes stemme var stram og kold, da hun svarede: – Den adresse, vi har, er Altair Street 623 i Bay City. Tele­ fon Bay City 12523. Mr. Lavery har ikke været hos os i mere end et år. Han er måske flyttet. Jeg sagde tak til hende og gik over mod døren. Derfra så jeg tilbage på hende. Hun sad meget stille med hænderne knuget sammen på sit skrivebord og stirrede ud i rummet. Et par røde pletter brændte på hendes kinder. Hendes øjne var fjerne og bitre. Jeg fik det indtryk, at mr. Chris Lavery ikke var nogen behagelig tanke for hende.

Kvinden i søen.indd 19

22/04/13 13.36

Kvinden i søen  

Af Raymond Chandler. Parfumefabrikanten Derace Kingsley engagerer privatdetektiven Philip Marlowe til at finde sin forsvundne hustru, Crysta...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you