Issuu on Google+


Af Rosa Liksom på dansk Stoppested for en nat. 1988 Paradis på en øde vej. 1990 Crazeland. 2001

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 2

07/03/13 19.57


Rosa Liksom

Kupé nr. 6 Oversat af Birgita Bonde Hansen

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 3

07/03/13 19.57


Kupé nr. 6 Oversat fra finsk efter „Hytti nro 6“ © Rosa Liksom First published in Finnish by Werner Söderström Ltd. (WSOY) 2011, Helsinki, Finland © Dansk udgave: 2013 Tiderne Skifter, København Forlagsredaktion: Claus Clausen Sats: An:Sats, Espergærde Tryk: Holm Print Management ISBN 978-87-7973-519-4 Printed in Denmark 2013

Citater fra V. M. Garsjins Den røde blomst er taget fra Russiske Fortællinger i det Nittende Aarhundrede, oversat af W. Van der Vliet, Gyldendal, 1930. Ordliste over russiske navne og betegnelser findes bagerst i bogen side 204.

Udgivet med støtte til oversættelsen fra

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 4

07/03/13 19.57


Toget suser mod øst. Og alle venter på morgenen.

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 5

07/03/13 19.57


Tiderne_KupĂŠ nr. 6.indd 6

07/03/13 19.57


Moskva trykkede sig mod jorden i martsmånedens tørre, frostkolde aftenluft, beskyttede sig mod den iskolde sols berøring, som den sank blodrød i horisonten. Pigen steg op i den sidste sovevogn i bagenden af togstammen, fandt frem til sin kupé, kupé nummer seks, og trak vejret dybt. Der var fire sovepladser i kupeen, de øverste køjer var slået op mod væggen, der var et lille bord mellem briksene, på bordet var der en hvid dug med en blomstervase i plastic på, den lyserøde papirnellike i vasen var falmet med tiden, hylden for enden af køjerne var proppet med stort, lemfældigt sammensurret habengut. Pigen masede den uanseelige, gamle kuffert, som hun havde fået af Zakhar, ned i bagagerummet af metal, der var bygget ind i kupéen under den hårde, smalle køje. Hun smed sin lille rygsæk på briksen. Da uret på stationen slog første gang, gik pigen ud i gangen og stillede sig ved vinduet. Hun indåndede togets duft, jern, kulstøv og den lugt, som sporene af utallige byer og tusindvis af mennesker efterlader sig. Andre rejsende og deres ledsagere skubbede sig forbi hende, stødte til hende med deres tasker og pakkenelliker. Pigen lagde hånden mod den kolde rude og så ud på perronen. Det her tog skulle køre hende gennem de landsbyer, som de deporterede var blevet sendt 7

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 7

07/03/13 19.57


til, gennem Sibiriens åbne og lukkede byer til Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. Da uret på stationen slog anden gang, fik pigen øje på en atletisk mand med blomkålsører ude på perronen, han var klædt i en af den slags sorte, vatterede jakker, som sovjetiske arbejdere typisk gik med, og en hvid pelshue af hermelin, og han var ledsaget af en mørkhåret, smuk kvinde og en teenagedreng, der holdt sig tæt op ad sin mor. Kvinden og drengen sagde farvel til manden og gik arm i arm i retning af stationsbygningen. Manden stirrede ned i jorden, vendte ryggen til den isnende vind, knipsede enden af en Belomorka, tog den op til læberne og tændte den, stod et øjeblik og røg, grådigt, skoddede cigaretten mod skosålen og blev stående på stedet rystende af kulde. Da uret på stationen slog tredje gang, sprang manden om bord på toget. Pigen så efter ham, da han gik ned ad gangen med gyngende skridt, og håbede, at han ikke gik ind i hendes kupé. Hun håbede forgæves. Efter et øjebliks tøven gik pigen ind i kupéen og satte sig på sin briks over for manden, der emmede af frost. De var begge tavse. Manden stirrede vrangvilligt på pigen, hun usikkert på papirnelliken. Da toget med et ryk satte sig i bevægelse, gav Sjostakovitj’ ottende strygekvartet sig til at brage ud af de skrattende plastichøjttalere ude i gangen og i kupéen. Og således lægger de det vinterlige Moskva bag sig, den metalblå by, der opvarmes af aftensolen. Bag dem ligger Moskva, byens lys og larmende trafik, kirkernes evige runddans, teenagedrengen og den smukke, mørkhårede kvinde, hvis ene kind havde været ganske opsvulmet. Bag dem ligger de få og spredte neonreklamer og lyser mod 8

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 8

07/03/13 19.57


den kulsorte, arrige himmel, rubinstjernerne på Kremls tårne, den gode Lenin og den onde Stalins voksagtige lig og Mitka; bag dem ligger Den Røde Plads og Lenins Mausoleum, stormagasinet GUM med de snørklede trapper og smedejernsgelænderne, det internationale Intouristhotel og valutabaren, de dystre etagevagter på hotellet, der i al hemmelighed okkuperer rengøringsrummet for at bruge det som privatbolig og er interesserede i kjoler, parfumer og barbermaskiner fra Vesten. Bag dem ligger Moskva, Irina, Pusjkinstatuen, ringveje og metroring, Stalins prospekter, Novij Arbat med sine mange vognbaner og vestlige præg, hovedvejen mod Jaroslavl og de endeløse rækker af datjaer dekoreret med træudskæringer; træt, opæltet, klæg jord. Et hundrede meter langt, tomt godstog suser forbi vinduet. De er stadig i Moskva: De passerer en hob nittenetagers boligblokke i et mudderhul, et svagt, sløret lys dirrer i de isbelagte vinduer, byggepladser, halvfærdige boligblokke, gabende huller i murene. Snart forsvinder også de langt bagude som fjerne silhuetter. Nu er de ikke længere i Moskva: Et hus, der har givet efter for sneens vægt, frostbidt fyrretræsskov, der svajer vildt i vinden, en lysning dækket af snedriver, mild damp frosset til is under snedyngerne, mørke, midt i den hvide ørken et lille, enligt bjælkehus med et uplejet æbletræ i haven, blandet skov dækket af tætpakket sne, træstakitter om villaer, et forfaldent træskur. Foran dem ligger det store, ukendte og bundfrosne Rusland, toget accelererer, klart glimtende stjerner aftegner sig mod den udmattede himmel, toget kaster sig ud i naturen, ud i det trykkende mørke i lyset af den overskyede, stjerneløse himmel. Alt er i bevægelse: sneen, vandet, luften, træerne, skyerne, vinden, byerne, 9

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 9

07/03/13 19.57


flækkerne, menneskene og tankerne. Toget dunker gennem det snedækkede landskab. Pigen lyttede til mandens tunge, rolige åndedræt. Manden så ned på sine hænder – de var store og stærke. Sporskiftelygterne fór forbi under dem. Af og til blev udsigten blokeret af vognsæt, der stod på skinnerne, indimellem bredte Ruslands natmørke sig på den anden side af vinduet, hist og her kunne man ane enkelte, svagt oplyste huse. Manden hævede blikket, iagttog pigen længe og indgående og konstaterede så lettet: – Vi er altså to. De glinsende skinner fører os ind i Guds køleskab. En trind, ældre togbetjent i uniform dukkede op i døren, hun rakte hver af de to rejsende et sæt rent sengetøj og et håndklæde. – Nu ikke noget med at spytte på gulvet. Gangen bliver gjort rent to gange dagligt. Og jeres pas, tak! Da togbetjenten havde fået passene udleveret, forlod hun dem hånligt smilende. Manden nikkede efter hende. – Madam Arisa dér har samme beføjelser som politiet. Hun holder drankerne og luderne under kontrol. Hende kan det ikke betale sig at komme på tværs af. Arisa er togvarmens gudinde. Husk det. Manden tog en kniv med et sort skaft op af lommen, afsikrede den og trykkede på knappen på skaftet. En metallisk lyd hørtes, og bladet sprang frem som en fjeder. Manden lagde forsigtigt kniven på bordet, rodede i sin taske og fandt frem til en stor klump Rossiskaja-ost, et helt russisk, sort brød, en flaske kærnemælk og et glas smetana. Til sidst tog han en dryppende pose saltagurker op af sidelommen og gav sig til at proppe sort brød 10

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 10

07/03/13 19.57


i munden med den ene hånd og agurk med den anden. Da han havde spist fandt han en uldsok frem fra tasken, inden i den var der en glasflaske med varm te i. Manden studerede længe pigen. Først var der afsky at spore i hans blik, så grådig nysgerrighed og til slut en form for accept. – Stål Jernovitj, hård som stål, det er mig, sagde manden, metal- og bygningsarbejder fra fyrsternes Moskva, mit navn er Vadim Nikolajevitj Ivanov. De kan kalde mig Vadim. Vil De have en kop te? Der er vitaminer i te, så det er godt at tage sig en kop eller to. Jeg nåede sgu ellers lige at tro, at jeg var blevet hårdt straffet af de højere magter ved at blive sat i bås med en ester. Men der er forskel på Finljandskaja Respublika og Sovjetskaja Estonskaja Respublika. Esterne er nogle krumnæsede, tyske nazier, men finnerne er i princippet gjort af samme fedtstof som os. Finljandija er en lille kartoffel, der ligger langt væk og højt mod nord. I gør ingen fortræd. Alle folkeslag, der bor langt mod nord, er støbt af samme ske, de er forbundet af en nordlig stolthed. Den unge dame er i øvrigt den første finne, jeg nogensinde har mødt. Men jeg har hørt meget om jer. Det er jer med alkoholforbuddet. Manden hældte sort te op i pigens glas. Hun smagte forsigtigt på den. Manden drak sin te i små slurke, rejste sig så og redte sin seng. Han tog forlegent sit øverste lag tøj af, sorte bukser af et tykt stof med et smalt læderbælte i, en let, lille jakke af groft stof og en hvid skjorte, og lagde det pænt sammen i fodenden. Han trak i en himmelblå, stribet pyjamas, og smuttede ned mellem det stivede sengetøj. Snart efter dukkede hans tæer, krogede og mærkede af vanrøgt og dårlige sko, og hans ru, sprukne hæle frem under dynen. 11

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 11

07/03/13 19.57


– Godnat, sagde manden næsten hviskende med et mildt udtryk i ansigtet og faldt derefter straks i søvn. Pigen lå vågen længe. Teglassene og deres skygger bevægede sig rundt i kupéens halvmørke uden at stoppe op nogen steder. Hun havde gerne villet væk fra Moskva, fordi hun havde brug for at lægge afstand til sit liv, men nu længtes hun allerede tilbage. Hun tænkte på Mitka, Mitkas mor Irina, Irinas far Zakhar og sig selv, hvordan det skulle gå dem alle sammen. Hun tænkte på deres foreløbigt fælles hjem, som nu stod tomt. Ikke engang kattene, hunkatten Lika og hankatten Roska, var der. Lokomotivet hvislede, skinnerne hvinede, toget hamrede en metallisk rytme, manden snorkede dybt hele natten igennem. Lyden mindede pigen om hendes far, og det fik hende til at føle sig tryg. Endelig langt ud på morgenen, netop som skyggerne begyndte at svinde, faldt hun i en hvid, floromvunden søvn.

12

Tiderne_Kupé nr. 6.indd 12

07/03/13 19.57


Kupe nr 6 af rosa liksom