Issuu on Google+


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 3

M ARIA H ELLEBERG

Knud Lavard Roman

People’sPress


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 7

PROLOG

1170

forventet, at hans mor virkelig ville gøre den lange rejse fra sit nye hjem. Hun var en gammel dame, som nødig forlod sin by, og som havde børn og børnebørn at følge. Men det var hende, som stod i stævnen på skibet, helt skjult i ulveskind og med et hvidt hovedklæde, hvis løse snipper flagrede som vimpler. Hun var lige så rank, som da han forlod hende for at rejse tilbage til det land, han dårligt nok huskede. Han havde været så rådvild og bange, for Danmark havde kun rummet mørke minder. Hans far var død, og han voksede op, indespærret på en gård, mellem palisadehegn; sammen med mænd, der var væbnet til tænderne, og kvinder, der ustandselig låste sig inde og græd. Her var hun, og han kunne gå hende i møde; skibet blev sejlet helt op på stranden, og hun afventede stolt og tålmodigt, at hendes søn, ingen anden, fik våde fødder og våd kjortel ved at vade ud for at hjælpe hende. Hans hånd fattede om hendes, og hendes blik søgte hans. I et kort øjeblik var de igen mor og søn, så svingede han begge arme ind og greb om hende, løftede hende det sidste stykke ind på stranden og placerede hende med den yderste varsomhed på fødderne. Det faldt hende da heller ikke ind at takke, dette var en selvfølge; hun rykkede kappen på plads og kastede det løse stykke op over armen, så ulveskindet kunne ses. Hun var ikke kommet for at sidde ved ildstedet og beundre sine børnebørn, hun var

H

AN HAVDE IKKE

7


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 8

kommet for at se, hvad han havde opnået. Hun skulle se ham krone sin egen førstefødte søn til konge, hun skulle gerne ytre sig anerkendende om den nye, italienske kirke i Ringsted, og hun skulle anbringe sin mands helgenskrin på højalteret. Det var Absalons begrundelse for at indbyde hende, trods den lange afstand. Først skulle hun se den borg, han havde ladet anlægge til beskyttelse mod vendernes angreb. Rettere sagt, for at bevise, at her var det nytteløst at angribe. Han forklarede hensigten med borgen og tog hende i hånden, nu var det så meningen, at hun skulle skride værdigt efter ham. Men hans mor satte tempoet, og hun havde travlt. De gik ind mellem palisadehegnene, der var anbragt på samme måde som i vendernes byborge, og hun så sig om. – Hvor, min dreng, er den borg, du har ladet opføre? spurgte hun, og nu kunne han høre, at det var tredive år siden, hun havde talt dansk. – Men mor, du står midt i den, fik han frem. – Åh, svarede hun bare og vendte sig lydigt og så sig om, nikkede anerkendende og henvendte sig igen til sin søn: Borgen skulle vel udbygges? Selvfølgelig. Intet af, hvad han havde at vise frem, ville kunne overraske, endsige imponere hende. Måske var hun stolt af sin ældste søns bedrifter, men siden Valdemar havde hun født sin nye mand tre sønner. De var også voksne nu, og deres liv havde hun kunnet følge på nærmeste hold. En af hendes veninder havde været norsk dronning, og fået både stedsøn og søn kåret, hvorefter hun blev sønnernes bedste rådgiver. Ingrid Ragnvaldsdatter skulle stadig være i live i Norge, han gik ud fra, at hans mor efter besøget hos ham ville videre til Norge. Hvordan var det gået med de to andre kongsemner, hun huskede ikke deres navne? Knud og Svend havde de heddet. Knud blev myrdet i Roskilde, men Svend døde på en jysk hede,

8


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 9

dræbt af en bonde. Femogtyve års borgerkrig havde fulgt hans fars død, men nu var alt anderledes, bedyrede han. Konger skulle kunne dø mætte af dage i deres seng. Der skulle være fred i helligdagene, på vejene og i byerne. Hans mor nikkede så småt og tog nyhederne ind. Der var ikke længere kongsemner i Danmark, kun hans egne sønner. Hvis Knud skulle dø, Gud forbyde det, men den slags skete jo, var der lille Valdemar. – Har du stadig Magnus Stærkes sværd? spurgte hun, og dette spørgsmål kom helt bag på ham. Nej, han ejede intet, som havde tilhørt Magnus Nielssøn Stærke, den mand, som danskerne havde kaldt Danmarks Blomst. Hvis nogen mand var glemt, så var det hans fars morder. Han lå begravet et sted i Sverige, der havde han trods alt i kort tid været en slags konge, dengang konger afløste hinanden som fugle, der tog plads på den samme gren. Han havde egentlig forventet, at hun ville nyde at tage plads ved hans bord i Vordingborg, men hun var bedre vant, hun havde taget sin egen kok med. Nu blev der kokkereret med krydderier, sære arabiske vækster og grøntsager. I forvejen havde han ladet sine stormænd lytte til avanceret fransk musik, tålmodigt opretstående i kirken, hvor de ikke engang kunne støtte sig til deres sværd. Landet var åbent nu, så italienere og franskmænd opførte kirker, malere fra Novgorod dekorerede kirkernes vægge, og munke fra Provence havde indført trillebør og vandmølle. Egentlig begyndte hans mor først at tø op, da maden kom på bordet. Hans hustru Sofia sluttede sig til sin familie og bragte lille Knud med sig, han var otte år gammel og lille af sin alder, men allerede konge, og gik meget værdigt rundt og så op ad de voksne, som formodedes at bøje sig og hilse. Hans mor standsede midt i en sætning, anbragte varsomt sin kniv på brødbrikken og rejste sig, med tårer flydende ned ad begge kinder. Det var Knud, hun ville betragte nærmere, og

9


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 10

mens han undrede sig over sin mors adfærd, kom han til at huske på den første gang, han blev bragt ud fra den trygge tilværelse bag palisadehegnene. Tinget i Ringsted. Han havde været seks år gammel, og hans mor kæmpede for ham som en løve. Hans far var forvandlet fra person til helgen, og han selv var ikke længere Vladimir, men Valdemar. Dagen efter fulgtes de til Ringsted, og han ville vise sin mor, hvor smukt man havde forberedt skrinlægningen af hans far. I sin tid havde hans fars myrdede legeme ligget i månedsvis fuldt synligt i kirken i Haraldsted. Endelig blev det bisat i Ringsted. Nu skulle helgenbenene, vaskede og parfumerede, indtage deres plads og gøre deres mirakler. De var rensede og kraften dermed forøget. Han havde forventet, at hans mor ville falde på knæ og tilbede både skrin og knogler, men igen kom hendes reaktion bag på ham. Hun åbnede skrinets låg og foldede purpursilken til side for at nå frem til knoglerne. Som ganske ung mand havde han selv knælet foran Knud Konges helgenskrin i domkirken i Odense, og han havde følt en sælsom kraft gennemtrænge sig, men det skyldtes kun, at denne Knud var hans nære slægtning, og at han var død på samme måde som hans egen far. Nu sad hans mor med en knogle i hænderne og rystede over hele kroppen. Hun anbragte igen knoglen i skrinet, uden at folde den ærbødigt ind, og lukkede låget med uværdig larm. Hendes ansigt var forpint, fortrukket, og hun rejste sig med den ene hånd presset fladt mod munden. Skræmt, men uden at ytre en lyd, forlod hun rummet for at lukke døren bag sig. Han sad tilbage i dyb undren og lyttede til, at hans mor kastede op, som om han havde budt hende råddent kød. Der var intet at stille op, han åbnede blot skrinet ned til sin far, tog hans knogle op i hænderne, kyssede den med tørre læber og fuld af ærefrygt, og skjulte benet i silke. Dette var både et relikvie, som kunne helbrede alle tænkelige 10


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 11

elendigheder, og en død mands slidte knogle, hvor kødet var kogt fra. Det sü han godt. Med disse knogler begyndte hans egen historie.


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 12

1103

Fjenneslev

NUD HAVDE SOVET næsten hele vejen, trygt foldet ind i kappen, hos en mand han kendte, omgivet af hans gode lugt. Så da han blev vækket, havde han ikke lyst til at vende tilbage til den kolde, våde virkelighed, han havde drømt så godt. Hestens bevægelser holdt søvnen ved lige. Alt omkring ham var gråt og halvmørkt, det regnede stille, lodret, og skyerne havde fortættet sig, han kendte regnvejr, det kunne blive ved i ugevis. Men dette sted var ikke hans hjem i Slangerup. Han genkendte det slet ikke. Knud undrede sig over, hvor hans forældre kunne være blevet af. Her sad han fortumlet og forsovet og blev modtaget et fremmed sted af ukendte mennesker. Noget var helt forkert. Foran sig så han en grå kirke uden tårne og nogle huse bygget af bjælker. Det lignede ikke en kongsgård. Der var hegn om gården, og bag hegnet kunne han skimte en mudret mark og en lige så mudret høj. Ud fra husene kom folk gående, den ene efter den anden, først en høj mand med skæg og kappe, det eneste Knud kunne se af ham. Hans egen far var højere end alle andre. Men denne skæggede mand kunne næsten nå hans far til øjnene. Bag manden i kappen kom fire drenge og tre piger, der lignede hinanden. Til sidst kom en lang, smal dame i helt lyst tøj og med hovedet surret inde i et stort, hvidt hovedlin. Hun løftede op foran i den snævre kjole for at kunne halvløbe og indhente de andre. Manden på hesten anbragte Knud på jorden, hvor han blev

K

12


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 13

stående og så mut på de fremmede. Det var Aslak, som havde båret ham på hesten. Næst efter hans forældre var Aslak det menneske, han holdt mest af: Når hans forældre var borte, holdt han sig til ham. Bag alle menneskene kom hundene, som Knud meget hellere ville hilse på, store og små, glammende og logrende. Den ene af hundene slikkede hans hænder og anbragte poterne på hans skuldre for også at kunne nå at slikke hans ansigt, og Aslak puffede hunden væk og løftede Knud tilbage, op på hesten, for at beskytte ham, gik Knud ud fra, men han ville ned igen til hunden og sparkede. Aslak lod sig ikke mærke med det og vendte sig om. Menneskene stod på række og bøjede sig samtidig, som om de havde planlagt det, som om det var hans far, de hilste på. Knud var både sulten og træt og utilfreds. Han ville så gerne tale med sin mor, men vidste, at hun var borte. Den viden gjorde bare ingen forskel, han savnede hende alligevel. Og nu ville Aslak ikke engang lade ham lege med hundene. Nu stod den voksne mand og bød velkommen til Fjenneslevgård, det måtte stedet hedde. Så viste han sin familie frem, nævnte deres navne, hvorpå de hilste: Margareta, Cecilia, Toke, Sune, Ebbe og Asser. Og hans hustru Signe. Hun stod stolt bag alle sine børn. Det skete tit, at hans forældre rejste og lod ham være alene tilbage på Slangerup. Nu var det Knud selv, som var rejst, og hans mor var langt borte, og han blev vred. I stedet talte den ukendte mand om sin familie. Knud var fuldkommen ligeglad. Han vidste ikke, hvem disse mennesker var, og han ville i alt fald ikke bo her. Hans forældre havde altid givet ham, hvad han bad om, og ladet ham slippe for det, han syntes var ubehageligt. Så han stak i et hyl og forsvarede sig, da den fremmede mand, som kaldte sig Skjalm, ville løfte ham ned fra hesten og se nøjere på ham. 13


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 14

– Jeg vil hjem til Slangerup! råbte han og brast i gråd. Aslak stod lidt og gloede på ham, som om han afventede, at drengen selv skulle blive rolig. Så tog han ham i armene, løftede ham ned fra hesten og slæbte ham ind i huset, selv om Knud kæmpede imod og skreg og forbandede alt og alle. Skjalm fulgte efter dem, og nu blev Knud først sikker i sin sag, der var noget i vejen med den fremmede. Hans sære hvide hud ændrede ikke farve. Hans hår og skæg var også helt hvide, men han var en ung mand. Hans øjne var skært lyseblå midt i den kridhvide ansigtshud, selv øjenvipperne var hvide. Knud tav forfærdet og klamrede sig til Aslak. En af trællene i Slangerup havde fortalt om ligblege gengangere, der stjal børn og gnaskede dem i sig i levende live. Sådan ønskede Knud bestemt ikke at ende sine dage. Det blege gespenst lod til at eje både Fjenneslevgård og kirken og konen Signe og alle børnene. Gespenstet var meget lavmælt. Knuds far havde en stor og dyb, flot stemme. Knuds far kunne råbe tusindvis af mennesker op på tinget, det havde han selv set og især hørt. Knuds far var den højeste og den stærkeste af alle mænd i riget. Gengangeren tog Knud i sin store, hårde hånd og viste ham gården og kirken – og forklarede, at Knuds far og mor ville rejse til Jerusalem og mødes med paven i Rom. De ville rejse den lange vej via Konstantinopel og mødes med den byzantinske kejser. Ingen af disse navne sagde Knud noget. Han ville bare have sit liv tilbage.


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 15

NUD HUSKEDE SIT hjem i Slangerup kongsgård i alle detaljer, men her hvor han nu åbenbart skulle bo, var alting anderledes. Der var intet andet i rummet, som var hans hjem, end en bænk med opredning til seng – og så kisten, hvis låg han ikke kunne lette på, fordi det var lukket med en stor hængelås af jern. To bittesmå vinduer var dækket med garvet, plukket fåreskind. Der var ingen lyskilde, kun et beskedent hul i taget, men det var beregnet på at slippe røgen ud, som ville komme fra bålet midt på gulvet. Måske fandtes det hele stadig urørt i Slangerup. Det smukke værelse, hvor hans vugge stod og ventede på søskende. Måske kunne han en dag vende tilbage. Så ville hans forældre også være der. Alting ville blive, som det hele tiden havde været. I kongsgårdens hal sad hirdmændene langs væggen på bænke som på Fjenneslevgård, der var bare mange flere af dem, og der var unge kvinder og masser af trælle og heste. Hans forældre sov i et andet hus end hallen, men Knud var vant til at sove under ulveskindstæpper, varm og beskyttet. Kongen og hans hustru rejste igennem landet, men Knud havde boet fast i Slangerup. Hans forældre kom og gik, men han havde et hjem. Ikke mere. Nu var han sin egen herre. Han sov i alt sit tøj, selv dolken i bæltet var på plads. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske. Knud

K

15


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 16

var forberedt på alt. Han agtede at vente på sine forældre, nat og dag. De skulle nok komme! De ville aldrig efterlade ham her hos fremmede, tilmed hos en familie, som bestod af gengangere. I alt fald på mandssiden! Hvor længe kunne hans forældre være væk? Hvor lang tid tog det at besøge paven? Knud anede ikke, hvem paven var, men regnede med, at han måtte bo i Roskilde, for det var en by, han kendte. Der boede hans halvbror Harald hos sin mor, i en lille gård, med sin stedfar og sine yngre søskende. Trætheden kom til ham, men han kunne ikke slippe ind i søvnen. I stedet kom den tanke til ham, at han måtte være skjult her hos Skjalm. Ligesom de fortællinger, Aslak kunne bruge timer på, når de var alene. Sønner og døtre af konger voksede op i usle kår og blev en dag genkendt og bragt frem i solen. Tilbage til Slangerup.


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 17

NUD STORMEDE UD i solen, da han hørte hestene på tunet, for det var tidlig morgen, og han havde en høne at plukke med sine forældre, som havde efterladt ham dette hæslige sted, hærget af spøgelser. De ville tage ham med, og alting ville blive som før: Hans forældre var ved at bygge en smuk kirke i Slangerup, og hans far boede næsten på byggepladsen, når han opholdt sig i sit hjem. Hver dag skulle han følges med sin enorme far ud og se det kloster, som var ved at rejse sig. Det største kloster i Danmark og den længste kirke, far var så stolt af sit værk. Mors slægtninge bisperne kom for at beundre arbejdet og forhandle med den franske arkitekt. Intet var for godt til hans fars kirke i Slangerup. Hjemme havde han elsket at udforske den enorme byggeplads. Han klatrede i stilladser, undersøgte værkstederne og fik forklaret, hvordan man tilhuggede stenene – de kom helt fra Hornsherred – og anbragte dem oven på hinanden for at bygge vægge, der ikke kunne blæses omkuld selv i den værste storm. For han havde selv set stormen vælte de risflettede vægge i fattigfolks huse. Hans far ville bygge noget stort og skønt, og det var til Knud. Hans far hed Erik, og som regel bøjede folk sig skråt forover, når de hilste på ham, mens far stod stille med rank ryg. Alle andre kaldte hans far for Kongen, og indtil Knud blev sendt til

K

17


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 18

Fjenneslev, havde han troet, at alle børns far havde dette tilnavn. Det var Asser, Skjalms søn, som forklarede, at Knud var et helt særligt barn. I hele det danske rige fandtes der intet andet kongsbarn af drengekøn end Knud. Han skulle en dag møde på tinget og føre valgkamp for selv at blive konge. Men foreløbig var han sin fars søn. Alt dette ville han spørge sine forældre om, der var så meget, han stadig ikke forstod. Og nu var de kommet til Fjenneslevgård! Kunne det være meget bedre? Det første, han så, var solskinnet, og derefter hestene, gæsterne, og så Harald Kesja og Erik Unge, hans to halvbrødre. De var meget ældre end ham, og de plejede ikke at regne ham for noget, Harald drillede ham. Men det var i det mindste familie, og Knud trængte til nogen at klage sin nød til. Harald var næsten skjult af en skindforet kappe, og Erik Unge stod ved siden af en stor rød hest og snakkede løs og grinede. De var så voksne, hans brødre, og selv havde han ingenting. Hans mor plejede at fortælle, at han var så heldig ingen søskende at have, han var kong Eriks eneste ægtefødte barn. Men Knud ville da gerne have søskende. Det havde alle andre. Harald og Erik Unge var bare ikke søskende, de var halvbrødre og meget ældre end Knud. – Der har vi den lille lort, sagde Harald oppefra og ned og pegede på Knud, som Erik løftede og anbragte på ryggen af sin hest. De behandlede ham som et stykke legetøj, som et barn man kun kunne tale til, ikke med. Modet sank i ham. Hans to brødre ville bare klappe ham på hovedet og forlade ham her i det fremmede uden nogen form for forklaring. Nu fik han øje på sin mor. Han ville over til hende, men han var en stor dreng, han kunne ikke bare række armene ud. Han sad oppe på Eriks hest. Han var spærret inde af sin halvbror. 18


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 19

Alle andre kaldte hende Bodil eller fru Bodil. Kun for ham var hun mor. Der fandtes ingen dejligere kvinde i verden, var han overbevist om, eller en kvinde, der duftede så godt som hans mor. Knud vidste, at han lignede hende, han havde arvet hendes mørke øjne og mørke hår, og hun kunne læse hans tanker. De måtte være forenet på en helt særlig måde. Når de red lange strækninger gennem skov og forbi marker, spurgte hun, om han var træt, og lod ham sidde foran på sin hest. Hun vidste, hvad han syntes om at spise, og hvor han bedst kunne lide at være. Her stod hun, i en grøn kjortel, han genkendte, og med en pelsforet kappe slynget tilbage over begge skuldre, med et drikkehorn i begge hænder. Hun lo og snakkede med det alt for blege skægspøgelse, og hendes stemme kunne høres ganske tydeligt. Knud vidste kun ganske lidt om sin mor. Hans morfar hed Fagerskind, det morede hans far sig meget over. Hans mor havde bestemt, at Knud skulle opkaldes efter sin farbror, for den mand var blevet helgen og martyr. Knud havde lært at sige ordene, de fik altid voksne til at nikke indforstået. Men han vidste ikke, hvad en helgen var, og han ville ikke spørge, for spørgsmål affødte kun lange forklaringer med andre ord, han heller ikke kendte betydningen af. – Hvor er min lille syvsover? spurgte hans mor. Knud lod sig glide ned fra Eriks hest, ramte jorden på alle fire og rejste sig i et stød. Han stak i rend, selv om det gjorde ondt i hans hænder, og for hvert spring gled bekymringerne af ham. Han blev yngre og yngre, var ikke længere den store dreng på syv, men en lille grådkvalt unge, som ville puttes og kysses og klappes og sove i sin mors arme. Han skammede sig sådan over sig selv, ulykken var altomfattende. De havde ladet ham være alene så længe, og han havde jo ingen andre. – Næste gang kan han følge med, hørte han sin far sige, mens Knud omfavnede sin mor. 19


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 20

Han havde ikke engang lagt mærke til sin far. Hans mor løftede ikke Knud op i armene som i gamle dage, hvor han var en lille unge, han var blevet alt for høj og tung, men han omsluttedes af hendes arme, af hendes pelsforede kappe, og især af hendes duft. En livgivende, salig duft af hans mor. – Ja, det lover vi, tredje gang er lykkens gang, så skal du med, sagde moderen og kyssede sin dreng i nakken. Sidste gang far drog hjemmefra og blev borte i årevis, var hans mor blevet hjemme, og Knud havde ikke veget fra hendes side. Dengang havde han været en lille dreng. Ingen fortalte, hvad der ville ske, han havde været tilfreds med at sidde på hendes skød. – Vi skal møde paven, sagde hans mor alvorligt. Hun rettede sig op og unddrog sig hans favn, og han lagde nakken tilbage og så lige op for at fange hendes blik, men hun var allerede halvt borte, stod og iagttog sin mand, mens hun snoede Knuds hår mellem fingrene. Det var ikke første gang, han så sin mor falde i staver på den måde. – Og Jerusalem! sagde hans far, – Den Hellige Grav og Golgata. Jeg tør ikke engang tro, at vi når så langt, Bodil. Men dér kan vi få tilgivelse for alle synder og vende hjem renere end noget andet menneske i landet. Kan man tænke sig nogen større opgave for en konge? Knud ville ikke høre mere. Hans mor skulle huske ham! Han trak i hendes kjole, kunne ikke tale, fordi gråden stod ham i halsen, helt op og fyldte munden, og omsider satte hun sig på hug og gav sig helt hen til ham. Men det varede bare et øjeblik. Til sidst kyssede hun ham, lagde hænderne om hans kinder, så ham dybt ind i øjnene og kyssede ham på munden. Men det var hans far, kong Erik, som tog sin kone i hånden og gav hende et stort smækkys. Knuds far handlede altid sådan. Han havde førsteret til Knuds mor. Kongen tog sin søn under armene og løftede ham op som for 20


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 21

at se, hvor meget drengen manglede i at være voksen. Knud ville gerne omfavnes, men det gjorde hans far ikke. Han blev anbragt på jorden igen, synet og godkendt, hans far havde sandelig andet at tænke på. Hans søn var vellykket, andet behøvede han ikke at vide. Dér stod Knud tilbage med Aslak og det blege spøgelse og hele hans familie. Hans forældre red langsomt bort, leende og snakkende, med et vældigt følge, og selv om de vendte sig om for at vinke, var de allerede rykket ud af hans verden. Han vidste det jo. De ville aldrig vende tilbage. Det var han helt overbevist om. Aldrig.


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 22

1104

tvivl. Ryttere var på vej mod gården. Ingen rytter havde noget godt i sinde, hvis man var ude på dette tidspunkt. Man søgte natteleje i de små byer eller i gårdene langs vejen. Man undgik frem for alt at ride gennem skov i mørke. I Ringsted var der hverken biskop eller kloster, kun en klynge huse, men Skjalm havde bygget gård til præsten. Der kunne de overnatte. Aslak tog hurtigt sin beslutning og stak i løb mod hallen. Han løb langsomt og afslappet, for ikke at blive forpustet, og forsøgte at holde sig selv rolig, så han kunne lægge planer. Kom de fra Roskilde og biskoppen, rytterne? Det håbede han. Kongsbarnet havde boet på gården, siden hans forældre begav sig på pilgrimsfærd, en rejse der skulle gå gennem Novgorod og Konstantinopel, Grækenland og Kypern, hele vejen til Jerusalem. Ingen havde hørt fra dem i det sidste halve år. Riget var de facto uden styre, bortset fra Harald Kesja. Aslak havde ikke store tanker om sin konges ældste horesøn. Kongsemne var han i alt fald ikke. Kunne det være ham, som agtede at tage livet af sin lillebror? Aslak frygtede det værste. Og hvor var lille Knud blevet af? Aslak var udvalgt til at beskytte drengen, fordi han var det eneste bindeled mellem Knuds mors slægt og Skjalm Hvides slægt. Selv ejede han intet ud over sin uplettede ære, men han havde lovning på en god gård ved Balstrup, øst for Fjenneslev,

D

ER VAR INGEN

22


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 23

når kong Erik igen vendte hjem. Så kunne han gifte sig og få sine egne sønner og døtre. Aslak kaldte på Knud, men ingen svarede, så han satte trællene til at lede. Alt, hvad trælle gjorde, skete i halv hastighed af, hvad man kunne forvente af frie mænd og kvinder, men de kunne godt lide den lille, nysgerrige dreng. Tænkte han det ikke nok, drengen havde taget en hest og var redet ud på egen hånd. Han sagde, at han sagtens kunne finde hjem i mørke, og at hesten kendte vejen. Kong Erik og hans hustru, Bodil, havde kun denne ene søn sammen, kun dette ene barn. Hvis Knud døde, ville der blive kamp mellem Eriks horesønner. Ingen af dem var afholdt. Borgerkrig og dyrtid ville følge. Knud var født i det gamle århundrede, i 1096 – året efter hans far Eriks kongevalg, og året hvor det første store korstog stod ud fra Konstantinopel for at befri Den Hellige Grav i Jerusalem. Han var så absolut udset til at efterfølge sin far, der havde fået ham i en moden alder. Erik havde først giftet sig, da han var kongevalgt. Han havde ikke haft råd til det tidligere. Da havde han bare været en af mange hirdmænd for sine brødre. Men Kong Erik var lutter sundhed og styrke, han kunne blive en gammel mand, som sin far, gamle kong Svend. Der var rigelig tid for Knud til at blive voksen og lære af sine forældre. I hallen var luften beklumret, alle søgte ind i varmen og fandt noget at beskæftige sig med, inden de skulle til ro på bænkene langs væggene. Skjalm havde tolv huskarle. Hvor mange var der i flokken, Aslak havde fået øje på? Det anede han ikke. Og Skjalm var ikke at finde noget sted. Aslak advarede en af karlene og gik igen ud på tunet, den åbne græsstrækning mellem gårdens huse. Børnene var væk. Det var ikke kun Knud, som manglede. Han kunne hverken finde Skjalm, hans hustru Signe eller børnene. 23


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 24

Om lidt ville rytterne ride ind til gården og kunne brænde hallen ned. Aslak var ikke helt klar over, hvorfor han havde denne onde følelse, men for hvert pulsslag blev han mere og mere bange. En stille støvsne var begyndt at falde, og han vovede sig ind i kirken, hvor der altid brændte lys. Der var de. Lettelsen slog mod Aslak, samtidig med at han standsede op og støttede sig til muren. Signe løftede sin datter op, så hun kunne se de nye billeder malet på den runde væg i apsis bag alteret, mens Skjalm stod med sin egen søn Asser og fostersønnen Knud. Det var Knud, som førte ordet for alle, mens han ivrigt forklarede, hvad billederne efter hans mening forestillede. Sådan var Knud. Aslak måtte en gang imellem straffe drengen for hans snakkesalighed. Men lige nu kunne han dårligt skjule et smil. Skjalm og Signe lo ad drengen, godmodigt overbærende, og Skjalm rettede på ham, men det lod han sig ikke gå på af. Malerierne var færdige nu, og maleren rejst videre ind i landet med sine fire hjælpere. Billederne stod tilbage. Børnene havde ikke set dem før nu, og alle lys var tændt, og billedernes ædelstensfarver flammede. Asser sagde ingenting, han stod bagerst og lod tingene ske. Han var en stille og alvorlig ung mand, som lod Knud og lillesøsteren føre ordet. Asser var sin fars yndling, selv om han var stille og indadvendt, og Aslak havde respekt for husherrens valg. Som Skjalm selv sagde, ingen drog mere i viking, der var ikke brug for gale mænd, der gik bersærk og slagtede ned for fode, den nye verden havde brug for tænksomme folk. Det var Asser, han mente. Om end netop Asser var vokset op til at blive en særdeles stilfærdig mand, derfor var han hverken ved hirden eller med kong Erik i Det Hellige Land. Skjalm fik øje på Aslak og gik ned til ham, mens Knud fortsatte sin enetale til glæde for lille Margareta på Signes arm. Alene udtrykket i Aslaks ansigt var åbenbart nok, Skjalm vend24


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 25

te sig i en lynsnar bevægelse og bemægtigede sig Knud. Holdt først fast om drengen, der tav af bar overraskelse, og stødte ham så hen mod sin hustru. Signe satte den lille pige ned og lagde armene om Knud og så på sin mand. – Lad os da gå ud alle sammen og tage imod dem, sagde Skjalm og lagde en hånd på Aslaks arm. Da de trådte ud af kirken, stod hestene allerede på tunet og dampede. De var blevet redet hårdt, og en mand var på vej ned fra den forreste: Aslak kunne kende ham på lang afstand, og han havde haft ret i sine bange anelser. Fjenneslevgård havde fået besøg af landets faktuelle konge. Harald Kesja stod bredbenet, lænet til sin hest midt på tunet og så sig omkring. Fire af hans ledsagere bar tændte fakler. Lyset flakkede over heste og mænd, og alt virkede uvirkeligt. Skjalm kom sin gæst i møde, bøjede sig tøvende og spurgte, hvad man skyldte den store ære: Harald Kesja styrede riget i sin fars fravær, men Skjalm havde klaget over Harald Kesjas brutalitet til biskoppen i Roskilde. – Min far er død, og dronning Bodil er død, sagde Harald Kesja, – og jyderne vil vælge min farbror Nikulaus til konge. Der er ingen tid at spilde. Giv mig drengen, så jeg kan vise ham frem på tinget. – Drengen? gentog Skjalm Asser kom ud fra kirken og sluttede sig til sin far. Aslak vidste ikke, hvor godt Harald kendte Asser, men hans resolutte gangart, alvorlige ansigt og begge hænder på sværdfæstet virkede omtrent så truende, som hvis en hundehvalp løftede poten for at slå en voksen mand. – Ja, den lille lort, som far efterlod hos dig, sagde Harald, og nu var han irriteret, – jeg kan nå Roskilde i nat, men jeg må have drengen med. Hvad er der blevet af gæstfriheden her på stedet, kan man ikke engang få en kop øl mere? Signe stod i døren til kirken med Knud i hånden. Aslak vid25


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 26

ste, hvad der kunne ske, men håbede alligevel, at hun kunne styre drengen. Så hørte han den lille begejstrede stemme: Knud havde genkendt sin bror. Han var lutter glæde, hvilket lod til at komme bag på Harald, som tog et fast greb i hans nakke og holdt ham foran sig som et fanget dyr. Knud sparkede og skreg, vred over den uventede uvenlighed. Og bed. – En lille løveunge! lo Harald. – Lad os gå ind, det er for koldt at stå herude, sagde Signe. Aslak fulgte med ind i hallen, hvor huskarlene stod på række med øjnene på stilke. Harald Kesja hilste rundt og gav sig god tid til at afføre sig sværd og bælte og betro begge dele til væggen. Knud havde han sluppet, og drengen stod hos Signe, rød i kinderne og tilsyneladende helt i vildrede. Han havde en skriver med sig og et skrin med et brev fra selveste paven, dette brev skulle skriveren nu læse op for alle de forsamlede. På denne måde fik de at vide, at kong Erik var død på øen Kypern. Nyheden havde været et halvt år om at nå Danmark. Paven havde skrevet til Harald Kesja, der på sin vej fra Haraldskær forstod, at de jyske stormænd ønskede kongens bror Nikulaus som konge. Danskerne havde lært Harald at kende, mens han regerede for sin far. Det styre ønskede de ikke fortsat. Nikulaus hed egentlig Niels Svendsen, en mand som indtil nu havde levet næsten ubemærket, ugift og uden så meget som sin egen gård, skjult i sin bror kong Eriks hird. Niels var mere end opsat på at udnytte jydernes velvilje. Han havde nu anmeldt sit kandidatur til valget. Og han lod forstå, at han agtede straks at gifte sig, han havde endda allerede udvalgt sin brud: den norske konges enke Margareta. Hun var en ung, smuk, veluddannet kvinde, med hende ville han sporenstregs gå i gang med at avle sønner! – Hvorfor vil de dog ikke vide af dig som konge? spurgte 26


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 27

Skjalm hen over det bæger øl, som Harald åbenbart trængte så meget til, men som husherren selv knap rørte. Harald svarede ikke. Det virkede, som om han slet ikke hørte, hvad man sagde til ham. Harald Kesja vidste vel, at han var uønsket. At han gjorde klogt i at trække sin kandidatur tilbage og stille sig bag farbror Niels. – Hvad vil du bruge drengen til? spurgte Signe. – Uden ham vil de tro, at jeg kræver valget uden hensyn til min halvbror, forklarede Harald. – Måske vil de endda vælge den lille lort i stedet for mig. Jeg har været stedfortræder længe nok. Dette land trænger til en voksen konge, ikke til en dreng, eller til en konge, som hellere vil rode rundt på landevejen i Italien end gøre sin pligt hjemme. Eller til en gammel, udlevet mand som farbror Niels. – Erik og Bodil efterlod deres søn hos os, sagde Skjalm, – og jeg aflagde ed på at beskytte drengen imod alle former for udnyttelse. Også fra hans egen families side. Jeg er bange for, at du må ride videre til Roskilde med uforrettet sag, Harald. I nat. Nu. Ordene hang i luften. Aslak holdt vejret. Alles blikke lod til at hænge ved Haralds læber, for dette var en eksempelløs fornærmelse. En krænkelse, som kunne fremtvinge vold og fejde. Skjalm smed landets hersker ud af sin gård. Skjalm var ellers ven med alle, og hans gård var åben for alle. Købmænd, kunstnere, kirkefolk og fredløse, tiggere og konger kunne komme til Fjenneslev og blive så længe, de havde brug for husly. Den eneste undtagelse var altså Harald Kesja. – I nat? gentog Harald og satte bægeret fra sig og så på sin vært. Hans store, kønne ansigt dirrede, som om han forsøgte at tvinge sig selv til at smile og slå krænkelsen hen, men han kunne ikke finde det rette udtryk. – Jeg ser, at dit følge har fakler, sagde Skjalm spidst. I det øjeblik Harald rejste sig, fløj alle andre op at stå, hus27


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 28

karlene såvel som Haralds ledsagere. Alle stod ret omkring bordet og afventede et signal fra en af de to mænd. Harald blev stående lidt med begge hænder hvilende på bordpladen, let foroverbøjet, og lo så hånligt og så på sin vært. Rystede på hovedet. Så ned på Knud, som Signe holdt i hånden, og vinkede til sin halvbror. Han forlod hallen bredbenet og lidt besværet, gik ud i snefoget og lod sig hjælpe op på hesten. Der var ikke meget overmod over ham, da han i spidsen for sit følge red ud på vejen mod Ringsted. Skjalm tog ikke afsked med sin gæst, men blev stående og så efter rytterne, til sneen havde lagt sig som silke over hele hans venstre side. Så kaldte han på Aslak og gav ordre til, at huskarlene sov i hold. Man ville ikke risikere, at Harald vendte tilbage for at sætte ild på hallen. Selv ville Skjalm med kone og børn gå til kirken, det eneste stenhus på gården. Omsider kunne Aslak tage hånd om sin fostersøn. Knud var utilfreds og spurgte i ét væk til sin bror, hvor var hans far og mor, hvor var Kypern, hvorfor kom de ikke hjem, og hvorfor red storebror af sted igen? Aslak tyssede bare på drengen og kunne ikke finde noget brugbart svar. Drengen var forældreløs og forsvarsløs. Han var født ind i politik uden selv at kunne udrette noget som helst. Nu var han i livsfare, og sådan ville det være, så længe Harald levede. Desuden var drengen ludfattig. Med kongevalget fik kongen retten over kongelevet, alle de gårde som tilhørte den siddende konge, men ved kongens død gik krongodset tilbage til staten. Knud ejede intet ud over en sølvskat, som Skjalm havde skjult under stenkirken.


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 29

1104

Sachsen

NUD FORSTOD, HVAD man forklarede ham, at han var i livsfare, og at han måtte til Sachsen, men han anede ikke, hvad Sachsen var. Som sædvanlig sagde voksne alvorlige ord til ham og forventede, at han nikkede. Men hvordan kunne der være så mange forskellige steder i verden? Han havde set Slangerup, Roskilde og Fjenneslev. Man skulle da tro, det var nok. – Hvorfor skal vi ikke til Roskilde? dristede han sig til at spørge. Roskilde var et dejligt sted, med stor kirke, mors slægtninge, marked og købmænd, god mad og fine heste. Biskoppen havde foræret ham en udskåret hest under det sidste besøg. Men Sachsen lå i den modsatte retning af Roskilde, fik han at vide. Var Sachsen lige så godt som Roskilde? havde han spurgt. Intet kunne være som Slangerup, dette lukkede land, som åbenbart kun kunne bebos, når man var sammen med begge sine forældre. Han iagttog undrende, mens trællene pakkede hans få ejendele og sadlede hestene. Han gik til Aslak, trak manden i hans kofte og spurgte, om de skulle rejse sammen, eller om hans forældre var på vej hjem. Aslak omfavnede ham og satte sig på hug, holdt ham om skuldrene og så ham ind i øjnene. Nu skulle han være stærk og klog. Han var en stor dreng og kunne bære byrder. Knud ledte efter en udvej, han kunne se på sin ven Aslak, at

K

29


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 30

der var sket noget forfærdeligt, men han kunne ikke tænke sig til, hvad det var. Assers gamle hest var død sidste jul, den lå stendød i stalden og måtte slæbes ud. Det havde været ondt og hæsligt. Andet ondt havde Knud sådan set ikke oplevet, bortset fra sine forældres forsvinden. Aslak ruskede lidt i ham og sagde så med grødet stemme, at hans forældre aldrig mere ville vende hjem. – Jo, de vil, insisterede Knud, – de kommer, fordi de ved, jeg er her. De vender hjem til mig! Det har de lovet. Det har de lovet mig. Vidste Aslak ikke, at Knud var den mest betydningsfulde person i hans forældres tilværelse? Og at hans far altid holdt sit ord? Ellers elskede Knud Aslak, men i dette øjeblik både hadede og frygtede han sin ven, der sagde, hvad han selv tænkte. At noget forhindrede dem i at vende tilbage til ham. – Dine forældre er hos Gud nu, sagde Aslak og forklarede, at de var døde som hellige pilgrimme, hans mor endda med udsigt til selve det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet. Det bedste sted at dø i verden. Alle hendes synder var tilgivet, og hun var hos Gud og manglede intet. Men Knud gjorde sig fri af hans greb og slog ud efter ham, krummede sig sammen og stak af. Han vidste præcis, hvor han skulle gemme sig, i det gamle forrådshus, som Skjalms far, Toke Trylle, havde ladet trællene opføre. Der ville de aldrig finde ham. Han ville ikke være en stor og stærk og klog dreng, som kunne bære, at han aldrig mere skulle se sine forældre. Han havde jo ikke andre. Hans bror Harald brød sig ikke om ham, det havde han oplevet og opdaget i nat. Alle andre havde slægt og familie, Knud var den eneste ensomme i hele verden.


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 31

KNUD op på den store, røde hest, som Skjalm havde givet ham, da han begyndte at lære at føre sværd og skyde med rigtige pile. Skjalm sagde til ham, i samme tone som Aslak, at han skulle være stærk og tåle sorgen, men aldrig glemme. Når de igen mødtes, ville Knud være voksen: Skjalm indskærpede ham, at han ikke måtte rejse hjem. Ikke noget med møder hvert halve år. Knud skulle blive i Sachsen. Endnu i lang tid ville han regnes som et barn, sagde Skjalm. Forsvarsløs og langt borte fra sin slægt. Skjalm lagde sin hånd på hans lår, bøjede sig frem og kyssede Knud igen, munden først, så kinderne, og slog kors for ham, mens han så drengen ind i øjnene. De turde ikke beholde ham. Dette var blevet hans familie, og de opgav ham, de tog ikke engang med ham til Sachsen, hvor det ellers var henne. De sendte ham bare af sted med Aslak på en voksen mands hest! Først da Knud og hans følge var kommet så langt bort fra Fjenneslev, at han ikke længere kunne se den tårnløse kirke, forstod han, at dette var langt mere alvorligt, end da han tog afsked med sine forældre.

A

SLAK HJALP

31


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 32

og endeløs og kold. Knud frøs i tavshed i sin pelsforede kappe. De gjorde ikke holdt i de byer, han kendte. Men da de omsider kom under tag i et stort hus, var han ligeglad. Udmattet og lettet lod han sig anbringe i en stor seng. Her ville han gerne blive. Det var nu kun en kort frist. To dage senere fortsatte de rejsen på nye heste, Knud vidste ikke hvorfor, alt blev styret af hans voksne ledsagere. Men han vidste da, at intet af det, han passerede, kendte han i forvejen. Han var på vej ind i en helt ukendt verden, der var meget større, end han havde fået indtryk af. Hver nat sov han dybt og drømte ilde og længe og vågnede stivfrossen og lod sig anbringe på hesten for at fortsætte rejsen. Han spurgte ikke længere, hvad byerne hed. De var gode, for de betød, at man kunne sove i en seng i stedet for at ligge indsvøbt i Aslaks kappe i det fri. Og dette sidste sted var ikke engang en by, men en kongsgård omringet af mure og volde, en kongsgård af sten. Han var træt og ligeglad, han blev bare ført længere og længere ind i borgens virvar af stenhuse, bjælkehuse, volde og stalde. Knud havde aldrig set noget lignende. De eneste stenhuse, han hidtil var stødt på, havde alle været kirker, så han protesterede, da hans ledsager og hjælper Eskil uden videre steg ned fra sin hest og gik ind i et af husene. Alle stenhuse hjemme var kirker. Var Eskil gået i kirke? De måtte ikke spilde tiden med at gå i kirke for at høre messe!

R

EJSEN VAR BEGIVENHEDSLØS

32


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 33

Eskil var hans eneste redning, en præst fra Roskilde, hans mors slægtning. Men denne Eskil var en tavs og indesluttet mand, der ikke gad have med børn at gøre. Han afgav kun ordrer til Knud og tog sig ellers af heste og vej og overnatning. Nu virkede Eskil mærkeligt mismodig. Det var op til Aslak at få nogen til at tage sig af den ‘fornemme gæst’, men de fik det svar, at den eneste fornemme her i borgen var hertug Lothar. – Aner I intet om, hvor I er havnet? Eller hos hvem? spurgte en ældre herre med begge hænder i siden. – Ved I ikke engang, at den gamle hertug er død og har givet titlen og borgene over til Unge Lothar? Og hvem var knægten egentlig? En eller anden kongesøn? I Danmark kunne man fodre svin med uægte kongesønner. Enhver landsby havde en bondepige, som stolt kunne fremvise en såkaldt kongesøn. Sådan var det ikke her i landet! Hertugen elskede sin Richenza og havde hverken friller eller frillesønner! Aslak råbte, at hans kongsbarn var den eneste legitime søn af kong Erik, som var død helliggjort på pilgrimsrejse til Den Hellige Grav, der nu var i korsriddernes varetægt. Knud forstod hvert et ord, skønt han indtil nu havde troet, tysk var et magisk sprog, man kunne anvende til at tale med fuglene. Det var noget, mennesker benyttede sig af. – Vent her, jeg skal nok få hertugen i tale! sagde Aslak, kastede kappefligen op over sin venstre skulder og entrede den brede stentrappe. En af tjenerne spurgte Knud, om han var træt og sulten, og Knud nikkede, men han ville have en seng at sove i, ikke en kold og fugtig halmseng i en fremmed gård, men en seng som hjemme, lun og tør, i et træhus uden utætte vinduer. Han havde redet så længe, kun afbrudt af lidt søvn hver nat og en sørejse. Tjeneren forstod vist ikke, hvad det var, Knud krævede, han gik bare. Hvad var det her dog for et sted. De kunne umuligt blive her. Knud ville hjem til Signe og Asser og hundene. 33


Bog Knud Lavard FINAL:Layout 1

19/08/11

12:21

Side 34

Han ventede alene, til Aslak igen kom til syne, slukøret, men i selskab med en ung mand, der var klædt i skrigende farver. Det lille følge blev indkvarteret et ydmygt sted i borgen, nær kostaldens surharske hørm. Hele vejen derned talte Aslak rasende hurtigt – og rasende – om den hån, hans myndling blev udsat for. Knud søgte mod varmen. En seng ventede. Ganske rigtigt. Mad og et ildsted. Et lunt sted at sove. Aslak løftede ham op i sine arme og lagde ham ind i sengen, byltede ham ind i kappe og tæpper og strøg ham over håret. Så tog han plads ved ilden og rullede sig sammen for at sove på gulvet. Det forstod Knud ikke, men han var alt for træt til at spørge. Aslak sov med sit sværd liggende fremme, hånden lå over balgen, som om han frygtede et angreb. Måske kunne Knud føle sig tryg her.


Knud Lavard