Page 1


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 2

Af samme forfatter (inden for krimigenren): Finkelsteins blodige basar, 1983


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 3

𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 Krimi 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤 𐂥 𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥𐂤𐂥

Henrik Nordbrandt

KELDBY SLAGTEREN Et julemysterium


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 4

Keldby Slagteren Copyright © Henrik Nordbrandt 2010 Copyright denne udgave © People’sPress, København 2010 Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople Forfatterfoto: Flemming Gernyx/ArtPeople Sats og tilrettelægning: ForSats Bogen er sat med Bembo Produktion: CPI, Leck ISBN 978-87-7055-762-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2010

Enhver lighed med nulevende personer og eksisterende steder, miljøer etc. i denne bog er utilsigtede og skal derfor ikke tages for mere end de er: ren og skær fiktion opdigtet af undertegnede. Henrik Nordbrandt

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 5

Prolog


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 6


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 7

D

en tredivte november kort før midnat begyndte det at sne. Først så umærkeligt, at de spredte hvide pletter næsten kunne have været et synsbedrag fremkaldt af årstidens mørke, som på de breddegrader ikke blot begrænsede sig til nattetimerne, men dominerede det meste af døgnet, så mere regelmæssigt med små, men tydelige fnug og endelig tæt, konstant. Ikke en vind rørte sig. Det var den slags snevejr, der til at begynde med kan føles sært opløftende, næsten euforiserende, men efterhånden som det fortsætter, snart synes lige så endeløst og påtrængende som det mørke, det har afbrudt. Manden, der sad på en stol ved vinduet og stirrede ud, spekulerede på, hvordan han havde oplevet sneen i sin barndom.Alle børn elsker at se på faldende sne, siger man. Alle børn elsker også at lave snemænd. Alle børn elsker julen. Alle børn elsker julemænd. Han var ikke sikker. Så vidt han kunne huske, hadede han snevejr, og tanken om at forme et menneske af et farveløst materiale, der var så koldt, at man knap nok kunne røre ved det med de bare hænder, 7


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 8

frastødte ham. Og så den latterlige gulerodsnæse og kulstykkerne til øjne. Hele arrangementet forekom ham obskønt, med et ord, han helt sikkert ikke havde kendt i sin barndom. Han vendte sig mod tv’et. Der sneede det også. Satans! Og Satans, at han var begyndt at tale højt med sig selv. Han så sig om efter den der, ja, hvad var det nu, den hed, den der … tingest. Fjernbetjening sagde man vist. Hvorfor kunne han ikke koncentrere sig om noget længere end nogle få sekunder ad gangen? Han lod sin højre håndflade glide rundt om hagen, først til venstre, så til højre. Det føltes både fremmed og velkendt.I næsten et år havde han bare ladet skægget gro, her til morgen havde han pludselig fået nok og barberet det af. Hans barbergrej var forsvundet. Han havde først brugt en saks, så en gammel ragekniv, som han havde slebet omhyggeligt op. Han havde næsten glemt, hvordan det føltes. Som om han barberede en fremmed. Han havde engang kendt en frisør, som var opvokset i Sønderjylland, hvor det åbenbart havde været skik, at man lod folk ligge på lit de parade, inden man begravede dem. Frisøren havde tjent lidt ekstra ved at barbere lig.Var det sådan, det føltes? Da han så sig i spejlet, syntes han, at han burde gøre noget ekstra. Han iførte sig en sort habit, hvid skjorte og et ensfarvet, rødt slips. Som han sad ved vinduet, blev han sig pludselig meget bevidst om, at hans 8


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 9

udseende dannede en besynderlig kontrast til omgivelserne. Og hvad så! Om eftermiddagen havde han forsøgt at rydde op. Hvis han ellers huskede rigtigt. I hvert fald kunne det ikke længere ses. Han vidste godt, at oprydning for hans vedkommende bestod i at flytte nogle genstande fra et sted til et andet, så han kunne flytte nogle andre genstande hen til det sted, hvor de havde ligget, så der kunne blive plads til nogle andre. Af samme grund blev der aldrig plads noget sted. I virkeligheden elskede han orden. Derfor kunne han heller ikke forstå, at han var skabt til at være uordentlig.Var det ikke selvmodsigende,at naturen modarbejdede sig selv? Lå det ikke i naturens natur, at den skulle være naturlig og ikke selvmodsigende.Eller var det bare ham, der var uordentlig? Han havde altid været uordentlig: Han huskede pludselig sit barneværelse fra dengang, han var tre eller fire år gammel. Højst fire og et halvt, for det var lige før, de var flyttet for anden gang. Det flød med legetøj. »Aldrig har jeg set sådan et rod,« plejede hans far at sige, og det kunne da ikke passe, når han sagde det hver dag.Alligevel kunne han godt selv se det. Jo ældre han blev, desto vigtigere blev det for ham at holde orden, men han vidste godt, at han manglede den evne, som nogle heldige mennesker synes at være født med, til automatisk og uden at tænke over 9


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 10

det at anbringe tingene der, hvor de har deres naturlige plads. Måske var denne mangel eller brist heller ikke helt så stor, som han selv bildte sig ind. Hvis en anden havde boet her, ville han nok ikke have fundet rummet specielt rodet, faldt det ham ind. Faktisk lå hans pas og tegnebog på det lille bord, hvor han mente, han kunne huske, han havde lagt det. Han burde finde et bedre sted til passet. Han tænkte sig lidt om, så gik han hen til bogreolen, trak en tyk bog med rødt bind ud af den og lagde passet ind i bogen. Ved siden af tegnebogen stod en tallerken med resterne af et måltid, en halv kartoffel, en løgskive og et stykke marineret sild. Det var selvfølgelig det, der fik rummet til at virke så rodet. I sådan et lille rum skal der ikke meget til, før det ser ud, som om der aldrig nogensinde er blevet ryddet op. Han tog tallerkenen og bar den ud i køkkenet, der var adskilt fra stuen ved hjælp af noget, husets oprindelige beboere havde tænkt sig skulle forestille en bar. På baren stod en halvfuld flaske rødvin og et vinglas. Da han skænkede op i glasset, tænkte han, som han altid gjorde, når han skænkede op i et glas på netop dette sted i huset, at en bar ikke var meget bevendt uden en bartender. Så drak han halvdelen af glassets indhold og skænkede op igen. Huset var faktisk stort, over tre hundrede kvadratmeter. Men om vinteren opholdt han sig kun i den 10


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 11

del af det,der havde været indrettet som en separat lejlighed. Resten af det var aflåset. Han ærgrede sig ofte over, at han ikke havde købt et mindre hus. Der skulle ikke meget til at gøre ham i dårligt humør, og når det skete, tænkte han på alle de tomme rum som en slags trusler, der bare stod rundt om ham og ventede. Med glasset i hånden gik han tilbage i stuen. Han stod lidt og kunne ikke rigtig beslutte sig til, om han skulle tage en af bøgerne i bogreolen og slå sig til ro med den, indtil han blev søvnig nok til at gå i seng, eller om han skulle gå i gang med at rydde op igen. Han kom i tanker om, at han ikke havde læst en bog i årevis, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Hvad hed den sidste bog, han havde læst? Nej vel? Hvorfor skulle han så begynde nu. Han samlede tegnebogen op, gik hen til skrivebordet og lagde den ned i skrivebordsskuffen. Igen undrede han sig over, hvor stor forskel det gjorde. En tallerken med silderester, et pas og en tegnebog var blevet fjernet,og straks så rummet helt anderledes ud. Han så sig om. Et øjeblik følte han sig næsten tilfreds med sig selv. Han fik øje på fjernbetjeningen til tv’et. Den lå i vindueskarmen, halvt skjult under en avis. Da han samlede den op, kom han igen til at se ud ad vinduet, og som sædvanligt, når det sneede, havde han svært ved at løsrive sit blik fra den hvide flimren, men blev ved med at stirre, indtil han følte, at han var ved at blive blind. 11


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 12

Så gik han hen og satte sig i sofaen foran fjernsynet og begyndte at skifte mellem kanalerne, der var over to hundrede.Adskillige actionfilm kørte på samme tid. Et par af dem havde han allerede set, de andre var så langt fremskredet i handlingen, at han alligevel ikke kunne følge med. Så fandt han et naturprogram. Det handlede om søløver. Han kunne ikke holde ud at høre på kommentatoren og slukkede for lyden. Hvorfor skulle naturprogrammer altid ledsages af stupide kommentarer? Mens han sad og forsøgte at koncentrere sig om at se på søløverne, det burde have været let, for en mere uforpligtende underholdning kunne man dårligt forestille sig, tænkte han på, hvor vanskeligt det var altid at skulle tænke på noget andet. Hans mor havde på sine ældre dage engang betroet ham, at den eneste måde, hun kunne falde i søvn på, var ved at sætte sig godt tilrette i sofaen foran det tændte fjernsyn. Oplysningen havde nærmest gjort ham forarget. Nu havde han det selv på samme måde. Hans evindelige angst for at falde i søvn var blevet erstattet af en euforisk længsel efter at miste bevidstheden. Han begyndte at nyde følelsen af øjenlågene, der blev tungere og tungere. Tunge som bly, tunge som fæstningsporte, han kunne se det for sig, og hvad var det nu, den hed, den fæstning? Heorat, det var vist egentlig bare en gildesal. Derinde var de nøgne og skidefulde, langt tilbage i oldtiden. Og uhyret kunne 12


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 13

ikke sove. Det brølede nede fra dybet. »Pis,« sagde han højt. »Ikke sove, ikke sove. Pis.« Og tænk, at man bruger sådan et ord, selv i tankerne, og når man taler til sig selv.Tænkte han måske pis, da han var en lille dreng og ikke kunne forstå verdens indretning? Var han ved at blive dement, eller var det de piller? De skide piller. Nu svømmede søløverne rundt i voldgraven. Han kunne høre dem gø, selv om han havde slukket for tv’ets lyd. Han kunne også høre vandet slå imod fæstningens mure. Og lugte det. Det lugtede let råddent. Han fik øje på et hul i muren lige under vandoverfladen. Han ville svømme hen til det, men nogle gevækster nede i vandet havde snoet sig rundt om hans ben. Der gik panik i ham, og han begyndte at sparke vildt. Så vågnede han på gulvet halvt inde under sofabordet. I faldet havde han slået tindingen. Han mærkede noget fugtigt sive ned ad sin kind. Da han rørte ved det, blev hans fingerspids rød. Vinglasset lå væltet på tæppet, og der var ved at danne sig en rød plamage rundt om det. Han bandede, samlede glasset op, rejste sig og gik ud i køkkenet og fyldte det til randen. Han tog en stor slurk, men fortrød og spyttede den ud i vasken.Så genindtog han sin plads i sofaen foran tv’et. Han burde tørre rødvinsplamagen op, men gad ikke. Det kunne også være lige meget. 13


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 14

Lidt efter var plamagen flyttet op på væggen. Han syntes, han kunne skimte et ansigt inde i hullet. Det havde en svag lighed med en, han engang havde kendt. Hvor længe skulle et ansigt være nede i vandet for at komme til at se sådan ud? Det var helt hvidt, måske lidt blåligt. Det venstre øje stirrede på ham. Blikket virkede næsten levende. Det højre øje var væk. Der var noget, der lignede et hul i den højre kind. Det forekom ham også, at det bevægede sig en lille smule. Kunne der være ål i en voldgrav? Han vågnede igen med et sæt. Han så på uret. Klokken var to. Udenfor stod snevejret som en solid mur. Det forekom ham, at der ikke længere var forskel på ude og inde. Bortset fra temperaturen, altså. Hvordan kunne nogen nogensinde have fundet på det, på at bosætte sig i sådan et klima? De første mennesker, som for tusinder af år siden var trængt ind i de store skove og var begyndt at rydde dem med økser af sten, de måtte have været bindegale. »Sindssyge psykopater!« sagde han højt. Det havde heller aldrig været hans mening at vende tilbage. Når han spurgte sig selv, hvad han, ofte gjorde, skønt han prøvede på at lade være, om hvordan han havde kunnet være så dum at gøre det, udsatte han altid svaret eller erstattede det med et af de små ord, han i virkeligheden ikke kunne fordrage, og begyndte at tænke på noget andet.Altid noget andet. »Det er jorden, der trækker.« Det var en af hans 14


Keldby slagteren2

30/09/10

13:19

Side 15

venner, der havde sagt det. Det var engang i Ankara. Senere havde han gudhjælpemig også fået det forklaret i Spanien . Uanset hvor i verden, man befandt sig, så vidste folk altså, at ja, når man bliver ældre, så trækker jorden. »Mig trækker den ikke,« havde han tænkt, »den skidekolde jord deroppe. Og nu sidder jeg med røven dybt i den, helt op til halsen.« Han forestillede sig, hvordan stedet ville se ud udefra. Hvis man kom fra grusvejen gennem granplantagen, ville man få øje på nogle gule, firkantede vinduer, når man drejede om svinget hundrede meter inde i skoven. Hyggeligt ville nogen sikkert kalde indtrykket. Kontrasten til mørket inde mellem de høje grantræer. Det ville se ud, som om lyset så ud ad vinduerne. Som om det søgte efter nogen. Selv havde han det omvendt.Når han sad i den oplyste stue, havde han altid en fornemmelse af, at det var mørket, der så ind. Og mørket behøvede ikke at søge. Det vidste bare. Derfor trak han heller aldrig gardinerne for, selv om han ofte følte trang til at gøre det. Det ville alligevel ikke hjælpe. Lyset kunne man have held til at skjule sig for, men aldrig mørket.Aldrig. Tanken gjorde ham på én gang utilpas og øgede hans selvtillid. Han rejste sig op og så på uret. Det var sent. Rent teknisk var det vel morgen. Hvis nogen holdt øje med ham ude fra mørket, ville de se en rastløs, søvnløs mand, der sad og drak rødvin på et 15

Kjelby Slagteren af Henrik Norbrandt  

Finkelsteins blodige basar,1983 Af samme forfatter (inden for krimigenren): KELDBY SLAGTEREN Henrik Nordbrandt Et julemysterium Krimi Enhver...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you