Issuu on Google+


Kategori C – hooligans i Europa - af Peter Grønlund

Langt nede under den moderne fodbolds polerede overflade, roliganens folkelige væsen og jovial fankultur, findes en undergrund af voldelige fans, der sætter en ære i at forsvare deres klub og landshold med næverne og rå vold. Hooligans har hærget stadioner i England siden 1960’erne, og kulturen har spredt sig som en sygdom ud i resten af verden, og er nu et uønsket og forhadt tumor i det samlede fodboldbillede. Tyskland, Holland og Serbien er blandt de lande, der nu har en rodfæstet hooligankultur – en irrationel kultur, hvor gadeslagsmål, stadionslagsmål og arrangerede slagsmål dyrkes, som en støtte til fodboldklubben. Som en af de absolut eneste danskere nogensinde er Peter Grønlund blevet lukket ind i broderskabet af voldelige fans, der sætter lemmer og livet på spil, uge efter uge, og risikerer fængselsstraffe og offentlig udstødelse, i støtten til deres klub. Kategori C er den sande historie, fortalt indefra, om de europæiske hooligans og deres kultur, hvor vold, fodbold, mærkevaretøj og et stærkt kammeratskab er de grundlæggende elementer. Udover ærlige, no-nonsens interviews, med tidligere- og aktive hooligans, så er der udtalelser fra fodboldspillere, forskere, journalister og andre der har oplevet kulturen på nært hold.

We weren’t trying to change the world, we just wanted to spread terror. - Carlton Leach. West Ham ICF

2


GARY “BOATSY” CLARKE Klub: Nottingham Forest Firma: Forest Executive Crew Land: England

“Jeg har aldrig brugt våben. Jeg mener, at en slåskamp skal foregå med næverne.” 4


5


Hvornår var du i et fodboldslagsmål første gang? Det var jeg i 1978, hvor jeg var inde at se Cambridge-Chelsea. På et tidspunkt laver Chelseas fans stormløb mod hele den ene ende af stadion, og jeg står bare der – jeg er vel 11 år gammel eller deromkring – og ser på. Bange, men også fascineret, og så kommer der en politimand løbende hen mod mig og giver mig en knytnæve lige på næsen. Jeg var ikke en del af noget som helst, men han slog mig bare lige i ansigtet. Senere som 16-årig tog jeg til en Southampton-Leeds kamp. Da jeg stod på stationen efter kampen, brød helvede løs. Leeds-fansene gik amok og tæskede alle på stationen. Det var faktisk sådan, jeg kom ind i det. Jeg blev nysgerrig, og jeg syntes de gik i fedt tøj og sådan noget, og jeg kunne godt lide, at der var gang i den. Senere samme år blev jeg anholdt første gang. Det var til en Notts County-Leeds kamp, men da jeg jo kun var 16 år gammel, ringede de efter min far, som så måtte hente mig på stationen. Han blev ikke alt for glad, men hvis han håbede, at jeg fik en lærestreg af dén oplevelse, så tog han fejl, for der ventede ham meget værre ting de næste 20 år.

Vidste du, at udenlandske aviser skrev meget om engelske hooligans i 1980'erne? Ja, det vidste jeg faktisk godt. Hver gang, nogen var i udlandet, kom de tilbage og fortalte om det – det var faktisk ret sjovt. Vi følte os lidt berømte. Jeg var engang i San Fransisco, hvor en amerikansk pige sagde til mig, at hun havde læst, at i England dræber fodboldfans hinanden. Det var lige efter Hillsborough. Hun havde læst i en avis, at engelske fodboldfans slog hinanden ihjel hver lørdag. De udenlandske aviser kaldte hooligans i England for den engelske syge, og beskrivelsen er meget god, for det startede i England og blev så eksporteret ud i resten af Europa, og nu er hooligans fra Tyrkiet, Serbien og specielt Polen ret farlige at komme i nærheden af, mens englænderne efterhånden har trukket sig fra scenen.

Hvilket slagsmål ser du som jeres største sejr? Der har været mange gode sejre gennem tiden. Vi var engang i et ret stort slagsmål i Leeds. Det var i en park tæt på stadion. Antalsmæssigt var de tre gange så mange som os. De kom væltende ind i parken, men vi fik slået dem ud igen og hele vejen ned til stadion, hvor politiet opløste slagsmålet og reddede dem fra endnu flere klø. En anden god sejr var i Millwall i slutfirserne. De overraskede os i en viadukt og angreb os fra begge sider. Vi løb mod de forreste, smaskede dem, og vendte så om og løb tilbage mod dem, der angreb fra den anden side. Guderne må vide, hvordan vi undgik at få røvfuld den dag.

6


Var det altid hooligans mod hooligans, eller var I også i slagsmål med politi og stadionvagter? Vi var absolut også i slagsmål med politiet. BBC lavede engang et dokumentarprogram om hooliganisme – Panorama, hed det. De viser blandt andet optøjer fra Millwall mod Forest i 2001. Vi var i et 30 minutter langt slagsmål med politiet og vagterne, men vi fik dem jaget ud af stadion. I Anderlecht var vi også i kamp med politiet – det var efter, vi havde jaget deres fans ud af stadion og overtaget deres område.

Har du været i fængsel for vold i forbindelse med fodboldkampe? Ja, tre gange. Den korteste periode var 11 dage, den længste var fire måneder. Første gang var i 1984, og sidste gang var i 2003, da England mødte Tyrkiet. Jeg har nok været ret heldig, for det kunne være gået meget værre. Jeg har selvfølgelig været tilbageholdt og siddet i små celler på politistationer rundt omkring i landet masser af gange. Jeg er ikke helt sikker på, hvor mange gange det drejer sig om, men jeg har i hvert fald været anholdt mere end 30 gange. Men rigtigt fængsel – tre gange.

Hvad har været din værste oplevelse med hooliganisme? Hillsborough-katastrofen. Uden tvivl. Det er ikke meningen, at folk skal dø på grund af fodbold. Det var forfærdeligt. Man kan selvfølgelig godt sige, at det ikke var decideret hooliganisme, men vi var i slagsmål før kampen, og jeg blev faktisk anholdt der, og for at det ikke skal være løgn, så kunne jeg fra min celle på den lokale politistation se folk komme ud fra stadion på bårer. Det er det mest ubehagelige, jeg har oplevet.

Hvad synes du om den engelske hooliganscene i dag? Den er der ikke rigtigt mere, synes jeg. Polakkerne har overtaget vores position. Vi var der i 70'erne, 80'erne og 90'erne, men nu er der ikke så meget at komme efter mere. Der blev udstedt massive forbud mod at komme til fodbold for mange af os, og dét dræbte den engelske hooliganscene. Det, og så kameraerne. Nu kan du komme i fængsel bare for et skænderi på stadion, hvis du er sammen med de forkerte mennesker. Vi har selvfølgelig nogle unge, der er aktive i dag, men det bliver aldrig det samme som i 80'erne. I de lavere rækker kan der stadig være gang i den, og det er selvfølgelig kun et par år siden, at der var et kæmpe slagsmål på stadion, da West Ham og Millwall mødte hinanden, men i Polen er der jo slåskampe hver eneste weekend. I mange lande bruger de våben nu. Det gør de blandt andet i Italien, og fordi englænderne førte sig så meget frem engang, er det som om, der skal tages hævn nu.

7


Helt almindelige engelske fodboldtilhængere er nærmest i livsfare, når de tager til Italien eller Polen for at se fodbold på grund af den måde, vi var på i 1980'erne.

Slås du stadigvæk, når der er fodbold? Nej. Overhovedet ikke. Det er seks år siden, jeg sidst var i slagsmål. Det var til en kamp mellem England og Tyrkiet, og jeg røg i fængsel for det. Kampen blev spillet i Sunderland dagen før min fødselsdag. Jeg havde forbud mod at være i byen, men jeg tog alligevel derop. Det var meningen, at jeg bare ville hygge mig med mine venner, dele et par næver ud og så af sted til Thailand for at holde fest med min familie og de venner, jeg havde inviteret derover. Jeg kan huske, at jeg sad der i cellen og tænkte; hvad laver jeg dog? Min familie er taget til Thailand for at fejre min fødselsdag, jeg er næsten 40 år gammel, og nu sidder jeg i fængsel igen. Jeg svigter dem, der holder af mig. Så jeg besluttede mig for at stoppe, og så trak jeg mig. Det var ikke nemt, for vold og optøjer var som et drug for mig, men min måde at komme ud af det på var ved at skrive en bog om min tid som hooligan.

Hvordan var det at se sig selv portrætteret i medierne som en af Englands mest frygtede hooligans? Det var værre for min mor og far end for mig. De brød sig ikke særligt meget om det, for nu at sige det mildt. Jeg har altid syntes, at hooliganisme var sjovt, volden var et kick, men medierne fremstillede os som drabsmænd og psykopater og alt muligt – det var ret vildt. Vi er blevet fremstillet værre end sexforbrydere.

Det var ikke kun dig der fik medieomtale. Paul Scarrot, der også var med i Forest Executive Crew, blev fremstillet som public enemy number one i flere af de landsdækkende medier – hvordan var han? Han var noget ældre end mig, og jeg så op til ham, dengang jeg var 16-17 år gammel. Senere blev vi gode venner. Han var fuldstændig vild, og han var ikke bange for noget som helst. Han var oldschool hooligan, og tit tog han helt alene til fodbold, han var ligeglad med, om han havde resten af gruppen med. Han hoppede på hvem som helst, uanset hvor mange de var. Han døde i Barcelona for nogle år siden. Leveren gav op. Han var ellers holdt op med at drikke, og han havde så godt som trukket sig fra scenen, men så tog han til den første kamp i den nye sæson i 1995. Forest skulle spille udekamp mod Southampton. Jeg var der også, og der var selvfølgelig et stort slagsmål uden for stadion, både inden og efter kampen. Jeg ved med sikkerhed, at Paul ikke deltog, men han blev alligevel anholdt.

8


Et af mange avisudklip fra Boatsy's scrapbog

The Midlands No. 1 - i 1980'erne lagde engelske firmaer ofte et visitkort efter et vundet slagsmål.

Sturm Gras-Nottingham Forest i 1984. En østrigsk avis ser nærmere på engelsk fankultur og den notoriske Paul Scarrot

9


Han stak af til Spanien, inden hans sag kom for retten, fordi han nægtede at sidde i fængsel igen, og han frygtede, at han ikke ville få en fair behandling i retten og i medierne. Presset fik ham desværre til at begynde at drikke igen – og så var det slut. Han er en legende i England. Alle vidste hvem han var. Og han var faktisk både en flink og sjov fyr.

Hvem var jeres værste modstandere? Derby County, uden tvivl. I mange år lå Derby i en lavere række end Forest, så vi spillede ikke særligt ofte mod dem. Men vi fik det tit arrangeret sådan, at vi mødtes på togstationer eller rastepladser, når begge hold havde spillet udekampe og tog et raskt slagsmål. Første gang, jeg røg i fængsel, var efter et slagsmål med dem. Det var i 1984 – en lørdag aften på et torv i byen. Det var et kæmpe slagsmål, og der var faktisk 40 mennesker, der blev dømt i retten for det slagsmål. Rivaliseringen mellem de to hold vil altid være der, og der vil altid være fans, der ryger i slagsmål med hinanden, uanset hvor meget politi og overvågning, der er. Atmosfæren til de kampe er meget bedre end til andre kampe, og hadet mellem tilhængerne er meget større. Så er der også Leicester og Notts County, men det er slet ikke på samme måde. Notts County hader Forest, men vi er lidt ligeglade med dem.

Hvem synes du har de mest respekterede hooligans i England? Set over de sidste 15 år, så må det være Manchester United. De har et af de bedste firmaer i Europa – de møder stadigvæk op i stort antal, og de er med til alle udekampe. I 1980'erne var det nok West Ham. De var ret skræmmende.

Når England spillede, stod du så sammen med hooligans fra andre klubber, eller holdt du dig til dine egne? Der kunne sagtens være slagsmål mellem vores drenge og Derby til en landskamp. Det var der tit. Det er kun et par år siden, at en af vores topdrenge slog en af deres folk ned. I Amsterdam har vi også været i et kæmpe slagsmål med dem. Men det er klart, at når der er landskamp, så prøver man på at lægge rivaliseringen lidt til side og kæmpe samme kamp. Det kan vi med mange – bare ikke Derby. Engang i 90'erne blev Paul Scarrot jagtet rundt i London af 200 Derby-folk. 200 mod en! Det var vi selvfølgelig nødt til at reagere på, så vi overfaldt alle de Derby-drenge, vi overhovedet kunne komme til resten af dagen.

10


Hvad tror du, spillerne og klubben syntes om dig og Forest Executive Crew? Klubben kan selvfølgelig ikke lide os, og de har udstedt forbud til os, så tit de kunne komme til det, men jeg ved at flere af spillerne var fascinerede af os, og flere af dem har også læst min bog. Da min kone åbnede en frisørsalon i byen i slutningen af 2010, kom anføreren for holdet, Paul McKenna, forbi til åbningsfesten med en klubtrøje signeret af alle spillerne. Men ikke nok med det, for da mit ni-års forbud blev ophævet i 2010-sæsonen, inviterede han mig ned i spillerloungen efter den første hjemmekamp. Det var ret vildt. Jeg havde ikke været på City Ground i ni år på grund af vold og slagsmål, og første gang jeg er tilbage, bliver jeg inviteret på champagne og hilser på alle spillerne i deres lounge.

Hvad syntes de andre fans på City Ground om jer? Der var selvfølgelig nogen – jeg kalder dem falske fans – som ikke kunne lide os. Men jeg vil tro, at cirka 70 % af vores hjemmepublikum havde det fint med os. Af og til dukker der ting op på nettet; han var bare en voldsmand, der troede han var hård, men generelt havde vi det fint med de andre fans. At der er nogen, der ikke forstår kulturen, er der jo ikke noget at gøre ved. Min bog har solgt ret godt i Nottingham-området, og folk ville vel ikke købe den, hvis de ikke på en eller anden måde, var positivt indstillet.

Hvor vigtig var og er fodbold for dig? Jeg elsker fodbold, og det har jeg altid gjort. Jeg elsker spillet og atmosfæren på stadion, men jeg tog det bare videre, og vi havde et fantastisk sammenhold i Forest Executive Crew. En fodboldkamp var en begivenhed, hvor drengene kunne være sammen om det, vi holdt mest af. Jeg kunne selvfølgelig også lide tøjstilen og pigerne, der gerne ville hænge ud med os, og pubberne, og at der var gang i den. For mig hang det hele sammen. Jeg har venner overalt i England på grund af fodbold.

Hvad er din bedste fodboldoplevelse? Det var nok, da England var i semifinalen ved VM. Det var fantastisk. Der blev spillet god fodbold, og stemningen var god. Og så selvfølgelig også de to gange, hvor Nottingham vandt Europa Cuppen for mesterhold.

Hvad synes du om begrebet moderne fodbold? Jeg bryder mig ikke om udviklingen. Der er for mange penge involveret nu. Fodboldklubberne, der engang var folkelige fællesskaber, er nu bare store virksomheder, hvor økonomisk overskud er det vigtigste. Der er blevet gjort meget for at begrænse og stoppe folk i at skabe atmosfære på stadion –

11


Nottingham hoverer efter at have overtaget fjendens pub i London i de tidlige 90'ere

12


“En fodboldkamp var en begivenhed, hvor drengene kunne være sammen om det vi holdt mest af.”

13


City Ground, oh mist rolling in from the Trent, my desire is to be here, oh City Ground Forest fansang, der hylder City Ground

14


tag en kamp i Premier League. Det er jo næsten som at sidde i et ligkapel, så stille er der efterhånden på tribunerne. Det koster 60 pund at komme ind at se sådan en kamp, det har en normal familie jo ikke råd til at betale uge efter uge.

Hvad er din favorit Forest sang? Jeg er ikke en af dem, der står og synger så meget, men min favorit er nok: City Ground, oh mist rolling in from the Trent, my desire is to be here, oh City Ground ... og så videre. Den kan få de små hår til at rejse sig.

Har du en favorit anti-Derby sang? Ja. Hver gang, vi er i Derby, bliver der sunget: Derby is a shithole, I wanna go home, I wanna go home, I wanna go home. Den er meget sjov.

Aftalte I slagsmålene, eller opstod de tilfældigt, når I mødte hinanden? I 80'erne var det hele meget spontant. Vi kom i slagsmål, når vi tilfældigvis mødte de andre. I 90'erne, da vi begyndte at få mobiltelefoner, blev det mere organiseret, og vi aftalte som regel, hvor vi skulle mødes med de andre firmaer. Der var den fordel, at når vi aftalte et slagsmål på forhånd, så kunne vi få en 50 mod 50 fight et eller andet sted. Nogen kom i biler, andre med busser og tog, vi behøvede ikke at gå i samlet flok og tiltrække politiet på den måde. Det blev lidt nemmere, men jeg kunne faktisk bedst lide den måde, det var på i 80'erne – man vidste aldrig, hvad dagen ville bringe. Der var et større buzz omkring det.

Var våben en del af hooliganismen i England? Jeg har aldrig brugt våben. Jeg mener, at en slåskamp skal foregå med næverne. Men der var da helt klart nogen, der brugte våben. Liverpool, for eksempel, var berygtede for at trække kniv. I Nottingham har vi altid været kendt for at være ærlige fightere.

Den generelle holdning til hooligans er som regel, at det er fordrukne psykopater og sådan noget. Hvordan vil du beskrive en hooligan? Som det modsatte. Dengang jeg var aktiv, drak jeg aldrig andet end appelsinjuice inden slagsmålene. Jeg ville være klar i hovedet, når det gik løs. Sådan som jeg ser det, så drak de seriøse hooligans ikke særligt meget inden slagsmålene. Bagefter gjorde vi selvfølgelig. Og man skal tænke på, at vi jo ikke overfaldt uskyldige folk, der bare gik til fodbold. Det var hooligans mod hooligans. Vi slog aldrig folk ned, der kom med halstørklæder og klubtrøjer og sådan noget.

15


16


Har du fået skader i forbindelse med fodboldslagsmål? Ja, jeg er blevet stukket ned i Sunderland, en Derby-fan har smidt en mursten i hovedet på mig, jeg er blevet bidt af en politihund, hvilket hele England efterhånden ved, fordi aviserne fik fat på et billede af mig, mens hunden havde tænderne i mig og har vist det igen og igen, og i Italien fik jeg smadret en flaske i ansigtet. Flasken skar min hud op, så man kunne se direkte ind i munden på mig. Jeg havde ikke lyst til at komme på hospitalet og få det syet sammen i Italien, så jeg ventede til jeg kom tilbage til Nottingham, men da var der gået betændelse i sårene, så jeg måtte vente en uge, inden lægerne kunne gøre noget. Det er nok den værste skade, jeg har haft. Min mund var skåret helt op. Jeg kunne knap nok drikke en kop kaffe.

Kender du til skader på nogen af dem, du har været i slagsmål med? Jeg håber ikke, jeg har skadet nogen alvorligt, men der er ingen tvivl om, at mange er endt på røven, når de har stået over for mig. En gang imellem brugte jeg et lille partytrick og spændte et bælte rundt om folks hoveder – det har nok givet lidt hovedpine, men det har næppe givet alvorlige skader. I 80’erne skød vi tit nødblus efter hinanden. Det brugte vi meget, men jeg har aldrig hørt om nogen, der har fået alvorlige skader på grund af mig.

Hvem er de nemmeste og svageste hooligans, du har mødt? Der kunne ske hvad som helst på dagen. Man skulle altid være klar, for selv de mindste klubber kunne lige pludselig en dag finde på at stille med en kæmpe flok. Måske fordi de skulle hævne et eller andet, eller fordi de havde slået sig sammen med et andet firma, men Notts County, Wimbledon og Watford har nu kun sjældent haft noget at byde på.

Hvordan har du det med vold, der ikke har med fodbold at gøre? Jeg tror ikke, jeg ville have været i problemer med politiet eller blevet anholdt nogensinde, hvis det ikke var for hooliganisme. Volden hang sammen med det at gå til fodbold. Jeg bryder mig ikke om vold ellers. Ikke på nogen måde. Jeg hader meningsløs vold. Det er kun et par år siden, at jeg var på en pub, hvor der udbrød masseslagsmål. Politiet kom selvfølgelig, og da de så mig, blev jeg straks anholdt. De ville fængsle mig, selvom man tydeligt kunne se på overvågningsbåndene, at jeg faktisk forsøgte at stoppe slagsmålet. Aviserne skrev ret meget om sagen og mig, men retten frikendte mig heldigvis.

17


Hvem er din favoritspiller? Det er Stan Collymore. Han spiller ikke mere, men han var noget helt specielt. Af nuværende Forest-spillere er det Lewis McGugan og Paul McKenna. Af andre er det nok Steven Gerrard. Rooney fra Manchester United, derimod, hader jeg.

Når I rejste til udlandet, vidste I så noget om de andre holds fans og hooligans? Ja, de store hold vidste vi noget om. I Holland vidste vi, at der var grupper af hooligans, og vi vidste også, at man skulle passe på der, for de var kendte for at bruge knive. Det var Tottenham, der bragte hooliganismen til Holland, og lige siden har de haft behov for at markere sig overfor englændere. Tyskland og Spanien havde vi også hørt om. Jeg var i Sverige i 1990, og jeg troede faktisk, de havde nogle drenge, der var friske, men vi så dem aldrig – og vi var ellers ude og lede efter dem. Det endte med, at vi tog til København og røg i et stort slagsmål med nogle rockere på Strøget. Det var nogle bredskuldrede typer, men det endte med at de stak af ind på en bar. Vi smadrede ruderne med skraldespande og flasker for at få dem ud igen, men de kom aldrig tilbage. Jeg tror, de tog en bagudgang.

Hvilket slagsmål står for dig som det mest legendariske i den engelske hooliganhistorie? Der er mange, men Luton-Millwall i FA Cup kvartfinalen i 1985 var vild. Birmingham-Leeds i den sidste kamp i sæsonen, også i 1985, var en ret sindssyg forestilling. Forest-Manchester United i pokalfinalen på Wembley i 1992 var også stor. Efter kampen fortsatte slagsmålene i Camden Town. Pub efter pub blev raseret, og kampene bølgede frem og tilbage i gaderne. Jeg må nok være ærlig og indrømme, at Manchester fik os nedkæmpet, men det var til gengæld også dem, politiet fokuserede på bagefter, og rigtig mange røg i fængsel. Selvom vi tabte slagsmålet, var det en god dag.

Hooligans taler tit om vold som noget sjovt, hvad er din sjoveste oplevelse i forbindelse med hooliganisme? England skulle engang spille ude mod Skotland. Inden kampen sad jeg på en pub i Glasgow. Det var om formiddagen, og alt var stille og roligt. På et tidspunkt kiggede jeg ud af vinduet og så Paul Scarrot komme gående helt alene ude midt på vejen med en engelsk soldaterhjelm fra 1. verdenskrig på hovedet og Skt. George-flaget viklet om sig som kappe. Det så ret vildt ud. Han fik så øje på en gruppe West Ham-fans, der tilfældigvis kom gående forbi inde på fortovet, og røg direkte i flæsket på dem – og blev anholdt. Det var typisk Paul at gøre sådan noget.

18


F.E.C. og Forest-logo - tilhørsforholdet er for evigt

Hvad giver man en tidligere hooligan, der har alt, i fødselsdagsgave?

19


kategori C af Peter Groenlund