Issuu on Google+


INDHOLD FORORD

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

HVORFOR STADIG INTERESSERE SIG FOR KÆRLIGHED, OG HVAD SKAL VI MED DEN? AT PRAKTISERE KÆRLIGHED: DET EROTISKE MØDES LYSERØDE STUNDER AT FØLE KÆRLIGHED: DE STÆRKE FØLELSERS RØDE STUNDER AT TÆNKE KÆRLIGHED: TANKEUDVEKSLINGENS BLÅ STUNDER AT VÆRE KÆRLIGHED: DEN TOTALE SELVGLEMSELS PURPURFARVEDE STUNDER KÆRLIGHED I HVERDAGEN: GRÅ, LYSEGRØNNE OG ANDRE STUNDER STANDARDSPØRGSMÅL: HVAD MED PENGE, SOKKER ELLER SEX? MAGT BØR IKKE SPILLE NOGEN ROLLE. VIRKELIG IKKE? TROFASTHED I KÆRLIGHED. HVORDAN ER DEN MULIG? KÆRLIGHED BØR ALDRIG HØRE OP. OG HVAD SÅ HVIS DEN ALLIGEVEL GØR? TILLÆG: AT LÆRE AT ELSKE. HVAD DER KUNNE STÅ PÅ SKEMAET I KÆRLIGHEDENS SKOLE

7 14 21 27 33 38 43 49 54 60 66 72


FORORD ”Hvad er kærlighed?” Det spørgsmål tumlede jeg længe med, men der var ingen jeg kunne stille det til. Mit problem var at det altid gik galt. Alligevel vidste jeg jo præcis hvad kærlighed er: hele tiden ømme knus, hele tiden gode vibrationer, det er aldrig overskyet. Og hele tiden gik det galt, så snart forelskelsen var ovre, ikke mindst fordi jeg selv havde brug for distance og kom til at drille uden egentlig at ville det. For at forstå alt dette bedre besluttede jeg mig for at studere filosofi. Hvad var mere nærliggende når det drejer sig om kærlighed? Filosofi er kærlighed til visdommen, jeg var sikker på at den ville beskrive et fænomen som kærlighed med både grundighed og omtanke. Filosofi-studiet bød imidlertid på langt mere tørre stofområder, for eksempel logik. Kærlig7


heden krævede yderligere studier som jeg helligede mig i tredive år – både teoretisk og selvfølgelig også praktisk – for at skabe mere klarhed, i hvert fald subjektivt set. Resultater blev denne lille bog. Hvad er jeg så nået til af konklusioner? At kærlighed er noget hvis sande natur vi aldrig rigtig kommer til at kende. Der er ingen tvivl om at den er en slags ømhed, en hengivenhed, men hvad der kommer ud af den, afhænger ikke blot af hvem vi møder og hvad vi erfarer, men også af hvad vi forestiller os ved kærlighed, og dermed hvad vi forventer, håber og frygter. Denne forestilling og tolkning er så vigtig at man kan sige: Kærlighed er det der bliver tolket som kærlighed. Er det så hele sandheden? Nej, det er en tolkning. Alt afhængigt af tolkningen fremtræder kærligheden som en behagelig følelse eller som en bitter skuffelse, som en nøgtern kalkule eller som en forrykt lidenskab. Vi søger den for en nat eller for hele livet, rent kropsligt eller også sjæleligt, åndeligt, transcendent, med én eller med flere andre. Enhver tolkning virker igen tilbage på møder og erfaringer: Hvis jeg forestiller mig at kærlighed er ren harmoni, så er det præcis det jeg forventer af et forhold – og skuffelse vil blive resultatet. Forestiller 8


jeg mig derimod at kærlighed ganske vist fundamentalt er harmoni, men ind imellem også ærgrelser og skænderier, så er der grænser for skuffelserne. Hvorfor så ikke ændre tolkningen hvis kærligheden volder problemer? Og hvis tolkningen skulle vise sig at være rigtig. Så er der måske noget i måden at elske på der kunne ændres? Der er vist ikke to mennesker der tolker på samme måde: Det er et indicium for hvor mange facetter kærligheden rummer. Mange mennesker insisterer imidlertid på at deres tolkning slet ikke er en tolkning, men en beskrivelse af hvordan det virkelig er. De mener at kende sandheden om kærligheden og forsvarer den med en inderlighed som man ellers kun møder når det er religion der diskuteres. De for hvem kærligheden bliver til religion, er tilbøjelige til at opfatte den som ”noget absolut”, noget der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Som modtræk lægger andre vægt på deres ateisme: for dem ligger der ”intet bag”, bortset måske fra lidt biokemi. Også disse komplementære tolkninger kan kærligheden rumme, om end med forskellige konsekvenser: insisterer man på kærlighedens absoluthed, vil man let kunne fortvivle over en praksis som ikke lever op til de alt for høje 9


krav. Ser man kun en illusion på færde, går man glip af det kreative potentiale som også kan kendetegne en smuk illusion. Svær har kærligheden været til alle tider, dog på forskellig vis til forskellige tider. Engang var det indlysende at følelser ikke måtte spille nogen rolle, det afgørende var den nøgterne kalkule, den materielle sikring, den sociale opstigning, den yppige forplantning. Børn var en pligt – helst så mange som muligt. I moderne tid er kærlighed blevet sværere fordi det nu er følelserne der skal spille den vigtigste rolle, mens kalkulen så vidt muligt ingen rolle skal spille. Al tanke om materiel sikring og karriere er uromantisk, og forplantning er ikke strengt nødvendig. Børn er et valg, det er nok med ét eller to af slagsen. Men hvad så hvis følelserne pludselig lidt efter lidt sætter ud? Det er et problem for den romantiske kærlighed der bygger på følelser, først og fremmest på gode følelser, uden forstyrrelse og uden hverdag. Allerede opfinderne af den romantiske kærlighed gjorde den erfaring at en kærlighed som alene forlader sig på følelser, er vanskelig at leve i praksis. Dens relationer har til tider lidt skrækkeligt forlis, og det problem er der nok ikke meget der har ændret sig ved. 10


Den romantiske tolkning af kærligheden faldt ikke bare ned fra himlen, den har sin historie: unge mennesker, ”præromantikerne” vægrede sig i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede i de vestlige lande mod den borgerlige kærligheds følelsesløshed i arrangerede ægteskaber. Følelsesløshed var også hvad de bebrejdede den gryende moderne tid, der byggede på rationalitet, videnskab og teknik. De frygtede, ikke uden grund, at den menneskelige varme kunne gå tabt i denne verdens kulde. De håbede at det med romantiske følelser lod sig gøre at skabe en modverden. Denne forestilling har, efterhånden som den moderne verden har udviklet sig, vundet flere og flere tilhængere, og får nu atter større betydning: jo mere stress, ærgrelse og usikkerhed man oplever i arbejdsverdenen, desto mere skal den hjemlige verden være en hel verden fuld af harmoni, forståelse og sikkerhed. Vanskelig er denne kærlighed imidlertid fordi den konfronteres med hverdagen hvor følelserne svinder ind. Vanskelig er den også fordi jeg’erne ofte selv står i vejen for deres længsel efter et inderligt fællesskab i hvilket der ikke længere findes ensomhed: de ønsker kærligheden som en fortrolig, pålidelig bin11


ding, men insisterer samtidig på deres frihed og deres eget liv. I andre tider kunne folk i bedste fald drømme om frihed, i moderne tid er den blevet en landvinding som bestandigt hensætter folk i uro: hvor bliver jeg af, hvor bliver min frihed af? Hvor bliver jeg begrænset for meget? Hvordan kan jeg frigøre mig? Vanskelig er kærligheden også fordi den har vundet så mange muligheder, for eksempel i form af mange relationer i hvilke der kan foretages nye tilløb til realisering af romantik. Hver relation kræver dog kraft og tid – og samtidig at man giver afkald på andre muligheder, hvilket kan være smerteligt. Når alt dette alligevel ikke giver grund til fortvivlelse, er det fordi romantik ikke er den eneste tænkelige tolkning af kærligheden. En anden tolkning, som ville være lettere at udleve i praksis, er en kærlighed der trækker vejret. Kærligheden bliver kvælende hvis den ikke får mulighed for at trække vejret. Den kan ikke trække vejret hvis den kun må være kærlighed fastlagt i én bestemt forstand, for eksempel at den altid skal byde på gode følelser og lidenskab, altid på blød og rar nærhed. Det er det samme som altid at ville ånde ind, men et menneske må også kunne ånde ud. Det samme gælder kærligheden. 12


At trække vejret bliver kærligheden i stand til hvis den skiftevis giver plads for de modsætninger som volder de romantisk elskende så store kvaler. Hvis den med andre ord ikke nøjes med at pleje den følelsesfulde romantik og den nærhed som bare er skøn, men også den pragmatik som klarer sig så godt i hverdagen og tillader den distance som befordrer relationen. Den lejlighedsvise trækken sig tilbage fra hinanden er forudsætningen for ikke hele tiden at skulle befatte sig med hinanden, men hele tiden også at kunne befatte sig med sit eget jeg og på den måde få luft til igen at vende sig mod hinanden. Trække vejret kan kærligheden når de elskende gensidigt indrømmer hinanden mange friheder, samtidig med at de af egen fri vilje giver afkald på en hel del andre. Trække vejret kan den endvidere når de elskende ikke blot lader overensstemmelsen, men også uoverensstemmelsen i deres interesser og synsvinkler gøre sig gældende. Kærligheden lykkes bedst når den bliver reddet fra sig selv, fra sine egne kvælende krav. Hvis det i det hele taget stadig skal dreje sig om kærlighed.


Kaerlighed af Wilhelm Schmid