Issuu on Google+


AF SAMME FORFATTER: På vikingefærd med Hugin (The 1949 Cruise of the Vikingship Hugin) The Interrelation between Uterine Cancer and Syphilis (A Patho-Demographic Study) Modstandsgruppen Hvidsten Erik Husfeldt Læge, humanist og modstandsmand Fra anarki til hysteri Dansk miljøpolitik 1960-90 Holger Danske rejser sig. Opgøret med stikkere og terrorister Da freden brød ud Modbevægelse og retsopgør Erindringer fra efterkrigstiden MEDFORFATTER TIL: Den Hvide Brigade Ole Chievitz Gå til modstand Modstand og frihed

2

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 2

12/06/13 14.34


3

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 3

12/06/13 14.34


Kæft, trit og retning. En sabotørs erindringer Copyright © 2013, Morten Røjel, Line Buhl og People’sPress 6. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macauley/Imperiet Forsidefoto: Jørgen Røjel på besøg i Frøslev, november 1962. (Privatfoto) Printed in EU 2013 ISBN: 978-87-7137-590-9 Oprindeligt udgivet med støtte fra Mølleejer Axel Petersens Fond Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. Forlaget har forsøgt at cleare alle fotorettigheder. Hvis en fotograf ikke er blevet behørigt kompenseret for brug af billede, bedes vedkommende henvende sig til People’sPress for afregning efter gældende tarif. People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk

4

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 4

12/06/13 14.34


INDHOLD

1. »Søulven« 1940 9 2. Kronprinsen og studenten 28 3. Ole Chievitz og Christmas Møller 38 4. »Låsen mangler« 69 5. Hvidstengruppen 99 6. Langå-broerne 112 7. Den Danske Brigade 146 8. Tilbage til Danmark 164 9. Holger Danske 177 10. Sabotørernes hverdag 194 11. Fangenskab og flugt 216 12. Kapitulationen 245

5

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 5

12/06/13 14.34


6

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 6

12/06/13 14.34


Krig er en skændsel – men slaveri er værre Winston S. Churchill

7

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 7

12/06/13 14.34


8

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 8

12/06/13 14.34


1. kapitel

»SØULVEN« 1940

I kvartermestermessen om bord i minestrygeren »Søulven« var der middagshvil. Radiokvartermesteren lå i sin køje i styrbords side og »halede torsk i land«. Hans snorken var så gennemtrængende, at han fuldstændig overdøvede artillerikvartermesteren i bagbords køje og forhindrede mig i at falde hen. Jeg havde overkøjen på endevæggen i den lille kvartermestermesse. For enden var der et skab, der var så praktisk anbragt i køjens forlængelse, at jeg, når jeg skulle sove, kunne få plads til fødderne inde i skabet. Køjerne var ikke bygget til folk med min længde. Under mig boede matroskvartermesteren. Når vi strøg miner, var han på dækket – også i middagsstunden – hvor alle, der kunne, »slangede om læ«. Det var egentlig mod reglementet, der i starten lød på, at alle mand undtagen maskinbesætningen skulle være på dækket iført redningsveste, kaldet »Mae-West«, når der blev strøget miner. Ligeledes var det dekreteret, at der skulle »lukkes vandtæt overalt«, hvilket ville sige, at alle vandtætte skotter og skillerum skulle være lukkede. 9

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 9

12/06/13 14.34


Jeg var i begyndelsen af august 1940 blevet indkaldt som underlæge i søværnet, og mødte på Holmens munderingsdepot sammen med to tandlæger og fire andre medicinske studenter for at blive iklædt. Jeg kan endnu erindre den gennemtrængende stank af naftalin og harsk olie, hvori alt lædertøj var indsmurt. Vi blev udstyret med alt, hvad orlogsgaster havde brug for. Den meniges uniform var tyk, syet af Holmens klæde nr. 1 og bestod af busseronne med blå kort lærredskrave uden hvide striber udenpå den tykke stofkrave – det hed »daglig blåt med krave«. Lærredskraven stammede fra den tid, hvor sømænd bar hårpisk, og skulle forhindre, at kraven blev fedtet. Sømandsbukserne havde vide ben – efter sigende for at man hurtigt kunne trække dem uden på søstøvlerne – med smæk foran i stedet for gylp. På hovedet bar vi en rund sort stofhue, der om sommeren blev forsynet med hvidt lærredsbetræk. I modsætning til »daglig blåt med krave« havde paradeuniformen en stor blå lærredskrave med de tre hvide striber, der var kopieret efter den engelske marineuniform. De hvide striber var en reminiscens fra Nelsons dage: De symboliserede hans sejre ved Abukir, København og Trafalgar, ligesom det sorte bind, vi bar om halsen, var en kopi af det sørgebind, der anlagdes i den engelske flåde efter Nelsons død den 21. oktober 1805 i Slaget ved Trafalgar. Uden for munderingsdepotet blev vi modtaget af Underlægeskolens kommandobefalingsmand, en artilleriunderkvartermester, der i daglig tale blev kaldt »Bombe-Jack«, fordi han i Første Verdenskrig havde sejlet med ammunitionsskibe i den engelske marine. Han bar med synlig stolthed et farvestrålende ordensbånd over venstre brystlomme – engelske dekorationer, han havde fået for sin krigsdeltagelse. Bombe-Jack mønstrede styrken og sagde: »I er sgu et flot 10

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 10

12/06/13 14.34


kompagni – hva’ søfolk? Fjenden ville sgu dø af grin, hvis han så jer.« Jeg blev med mine 193 cm højre fløjmand. I gåsegang marcherede vi ned forbi Spantelofts-bygningen, Planbygningen og Mastekranen, ned mod Søværnets Kaserne. Jævnligt råbte Bombe-Jack: »Ikke så hurtigt, fløjmand – for Helvede – den lille tandlæge revner i skridtet.« Selv var han en lille mand og havde svært ved at følge med. På Søværnets Kaserne blev vi mønstret af kasernemesteren, der betragtede os med nogen modvilje. Vi skulle indføres i kasernens »kommende og gående rulle«. Før vi fik nummer, blev vi udspurgt, om vi havde særlige kendetegn, formentlig til identifikation. »Har du nogen tatoveringer?« sagde kasernemesteren til mig. Jeg svarede benægtende og mærkede tydeligt, at han anså det for en mangel. Jeg fik dog mit nummer, 6864, hvormed alle de udleverede genstande skulle mærkes. Kasernemesteren råbte numrene op og begyndte med 6864, så jeg råbte: »Her«, hvorpå han sprang op og råbte: »Du er i marinen, og her siger du ’Halløj’, når du bliver prajet.« Det var min første belæring i sømilitær anstand. Den videre undervisning i sømilitær anstand fik vi af Bombe-Jack, som vi gik rundt om en hel formiddag, mens vi gjorde honnør – lærte at hilse flaget, mens vi betrådte en imaginær landgangsbro til et imaginært skib, samtidig med at vi om livet havde spændt brede læderbælter, hvori var hængt svære skibshuggerter, der formentlig stammede fra Kanonbåds- eller Kaperkrigene. Vi blev indkvarteret på en sovesal sammen med en snes 15-18-årige mathelever. Vi fik en demonstration i, hvorledes en hængekøje skulle surres op, og hvordan den efter brugen skulle pakkes sammen for at stuves af vejen i »finkenettet«. 11

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 11

12/06/13 14.34


Inden Bombe-Jack gik, sagde han: »De mathelever skal I fanme passe på, de er nogle værre rødder. De stjæler tænderne ud af munden på folk.« Bombe-Jack overdrev ikke. Det var den værste samling bøllespirer, jeg indtil da havde været ude for. Selv om man som medicinsk student ikke var udpræget sart, havde jeg ikke tidligere hos så unge mennesker mødt så megen råhed. Jeg var lige faldet i søvn, da matheleverne kom fra landlov mere eller mindre fulde. De larmede rundt og gjorde deres yderste for at genere os. Med anvendelse af sprogets groveste vendinger fortalte de om aftenens hændelser og begyndte at udveksle de erfaringer, de havde gjort som trækkerdrenge. Der opstod en larmende diskussion om, hvorledes de lettest kom i kontakt med deres klientel, og hvilket honorar de beregnede sig for deres ulejlighed. Vi måtte korporligt sætte de unge mennesker på plads, før vi fik nattero. Næste morgen, da vi stod i vaskerummet, var der en af kammeraterne, der tog sit armbåndsur af og lagde det på en hylde over vasken. Mens han trak busseronnen over hovedet, forsvandt uret, for aldrig mere at dukke op. Tiden med Bombe-Jack var festlig – han var en strålende fortæller og skildrede meget levende oplevelser fra sit dådrige liv. Han var en stor modstander af ægteskabet som institution. Da han skulle indtræde i den hellige ægtestand, havde han sørget for rigeligt af de våde varer, »der hørte også glas til kuverten«, som han bemærkede. Under festlighederne i de lave stuer i Nyboder blev Bombe-Jack uvenner med nogle af gæsterne, som han smed ud. Desværre tog bruden parti mod gommen, så hun blev smidt ud sammen med de øvrige, inden politiet kom. »Jeg har ikke set hende siden, det er jeg sgu glad for – jeg kan nemlig godt bruge mine penge selv.« Den sorteste dag i hans liv var den 9. april – for da følte 12

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 12

12/06/13 14.34


han sig til grin. Som han sagde: »Det værste var ikke, at det tyske troppetransportskib ’Hansestadt Danzig’ med isbryder i spidsen og med de tyske orlogsflag belyst sejlede gennem de danske minefelter, der ikke var armerede – forbi Middelgrundens kanoner, der kunne have sænket hele invasionsflåden med største lethed – og videre ind til Langelinie – hvorfra tre cyklistkompagnier indtog København. Det værste var, at Holmen og hele den danske flåde blev erobret af en tysk løjtnant og seks mand, der roede i en båd tværs over havneløbet ved ’Hønsebroen’.« Jeg nød den fysiske træning, vi fik på Underlægeskolen, og var i strålende form. Efter nogle anstrengende timer med roning i travaljer eller træning på eksercerpladsen blev der »pebet til skafning«. Vi syv underlægeelever spiste i vores egen »bakke«, og forplejningen var formidabel. Trods krig og rationering fik vi f.eks. smør og fedt ad libitum. En af de fungerende underlæger på kasernens sygeafdeling, der var et år længere fremme i studiet, end vi var, skulle drøje sig over for de nye. Han beordrede underlægeeleverne til at møde til undersøgelse for veneriske sygdomme og samtidig få udleveret det »Kavallerbestik« til profylaktisk behandling mod kønssygdomme, alle orlogsgaster kunne få udleveret, hvis de ønskede det. Vi nægtede at medvirke ved undersøgelsen og klagede til den gamle overlæge Poulsen, og det viste sig, at det hele var en aprilspøg, som den ældre kammerat havde fundet på. Han fik ikke lov til at dø i synden. Sidst i august blev vi udnævnt til underlæger – aflagde »bassehuen« og fik kadet-uniform med en smal karmosinrød stribe, der var lægekorpsets kendetegn, anbragt over en guldstribe på ærmet. Til uniformen hørte en lille dolk med elfenbensskaft og hvide handsker. Vi var meget fine. Jeg blev beordret til at gøre tjeneste på minestrygeren »Sø13

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 13

12/06/13 14.34


ulven«, der som den første danske minestryger var blevet »afmagnetiseret« og var parat til at blive sat ind for at stryge nedkastede engelske magnetminer. Efter at have rettet kompasser var »Søulven« gået til Korsør for at påbegynde minestrygning i den sydlige del af Storebælt, ud for Langeland. »Søulven«, der havde cirka 50 mands besætning, fandt jeg ved kajen nær Esbern Snares gamle vagttårn i Korsør havn. Jeg hilste skildvagten på kajen, gjorde honnør for flaget, som jeg havde lært, og gik om bord for at melde mig til tjeneste hos skibets næstkommanderende i officersmessen, der lå helt agter i skibet. Han var en høj, lidt fedladen mand med noget ejendommeligt vaskebjørnsagtigt over sig. Han tog meget venligt imod mig, hvorefter han præsenterede mig for mine nye skibskammerater i kvartermestermessen. Herefter blev jeg sendt ind i »Chefens kahyt – den høje«, hvor næst­kommanderende fremstillede mig for skipperen. Han var en lille, mager mand, rødhåret, rødskægget, med lidt plirrende øjne, der virkede lidt ubehageligt på mig. Det var ikke fra nogen af siderne »kærlighed ved første blik«. Næstkommanderende instruerede mig om, hvor jeg skulle møde ved de forskellige »ruller«, f.eks. »skytrulle«, når skytset skulle bemandes og gøre »klart skib« til kamp, »brandrulle« og »på post til at gå af havn«. Klokken otte om morgenen skulle der pibes »syge til doktoren« – hvorpå jeg i øvrigt måtte handle per conduite. Kvartermestermessen lå midtskibs, lige foran maskinrummet. Lidt længere forude lå banjerne, hvor de værnepligtige orlogsgaster og mathelever var stuvet sammen som sild i tønder. Om natten sov banjernes beboere i hængekøjer, der blev hængt op under loftet over kistebænke og borde, ved hvilke man i dagtimerne spiste, læste, skrev eller arbejdede 14

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 14

12/06/13 14.34


med tovværk og sejldugssyning. Helt forude lå en diminutiv underkvartermestermesse, hvorefter hele besætningen efter den maritime hakkeorden var blevet anbragt i de respektive båse. Jeg fik en strålende velkomst i kvartermestermessen, – for naturligvis skulle den nye doktor modtages med maner. Messeforstanderen beordrede messegasten til at skænke øl og brændevin til frokosten, der blev både lang og animeret. Matroskvartermesteren, artillerikvartermesteren og radiokvartermesteren, var tre festlige og fornøjelige mennesker. Jeg, som aldrig før havde levet sammen med professionelle søfolk, mødte her en evne til at fortælle, men også til at lytte, der gjorde de næste måneders sejlads til en oplevelse. Aldrig i mit liv havde jeg hørt så mange forskellige historier, sandsynlige og usandsynlige, som jeg gjorde, mens jeg var om bord i »Søulven«. Messekammeraterne var alle fuldbefarne – havde gjort talrige rejser til Grønland, Island og Færøerne, og matroskvartermesteren og artillerikvartermesteren havde været på langfart med »Niels Juel« til Sydamerika. Vi var henvist til hinandens selskab døgnet rundt, og det var absolut »borgerligt ombud« at bidrage til underholdningen. Jeg var ikke sømand, ikke vidt berejst, så jeg måtte berette om mine forfædres bedrifter. Det gjorde et vist indtryk på dem, at en af mine forfædre var blevet hængt som oprører under Christian 2., men under Christian 3. tildømt livet, efter at han havde været stendød i ti år. Min tipolde- og min oldefar havde været færgemænd mellem Strib og Fredericia, og den førstnævnte havde i syv år deltaget i Kanonbådskrigen fra 1807 til 1814, og oldefar havde gjort tjeneste på fregatten »Gefion« i krigen 1849. Da vi efter en lang dag ud for Langelands sydkyst blev færdige med minestrygningen, lød bådsmandspiben, og matros15

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 15

12/06/13 14.34


kvartermesteren prajede: »Klar til at bjærge minegrej«. Da minestrygningskablet med paravaner var blevet halet indenbords, blev der varskoet: »Skej ud over alt.« Om natten gik vi i reglen op og lagde os mellem Omø og Agersø i skjul for de engelske flyvere, for ikke at friste dem over evne. I juni 1940 havde engelske flyvere angrebet oliedepoterne i Nyborg. Stemningen i messen var noget spændt, for det første fordi man ikke havde megen tiltro til, at afmagnetiseringsgrejet ville virke, den dag vi traf de første engelske miner. Efter teorien skulle selve skibets magnetfelt være ophævet af et »afmagnetiseringskabel«, der var lagt rundt om hele skibet. Minestrygeren skulle derfor ikke give impulser til tændingsmekanismen i magnetminerne, der var kastet ned i faldskærme i danske farvande af engelske flyvere. Når minestrygningskablet, der slæbtes efter skibet i en 80 meter lang trosse, gik hen over minen, udløste kablets magnetfelt tændingsmekanismen, og magnetminen blev bragt til eksplosion agter for skibet. Det var som sagt teorien, men hvordan ville det virke i praksis? Kunne man ikke tænke sig, at minen gik af lige under skibet, så vi alle blev sendt til himmels? Det var dog ikke den største bekymring – for en søkriger måtte, hvad enten han var professionel eller værnepligtig, leve med den »faglige risiko«. Værre var det, at der verserede rygter om, at den danske marine skulle træde i nært samarbejde med den tyske, og at vi formentlig var udset til at skulle stryge miner for tyskerne forskellige steder i Østersøen. Artillerikvartermesteren sagde: »Og så sendte de os alle sammen til gudstjeneste i Holmens Kirke, når vi skulle på sommerferie-sejlads på Grønland tre måneder i fredstid. Nu skal vi i krig – og så har der ikke engang været så meget som skyggen af en sømandspræst om bord.« Bekymringen var langt mere berettiget, end jeg anede på 16

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 16

12/06/13 14.34


»Søulven« på minestrygning i Langelandsbæltet august 1940. (Foto: privat) det tidspunkt. Jeg kendte ikke forholdsordrerne fra viceadmiral Rechnitzer om, »at tysk militær skal modtages med velvilje, og der skal vises forståelse samt etableres samarbejde i fornødent omfang«. Jeg var heller ikke dengang klar over, at Rechnitzer den 6. maj 1940 havde ført forhandlinger med den tyske viceadmiral Mewiss om et dansktysk samarbejde, hvor f.eks. danske minestrygere med dansk personel blev stillet til rådighed for tyskerne. Da disse forhandlinger blev kendt af søværnets officerskorps, opstod der en mytterilignende 17

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 17

12/06/13 14.34


stemning på Holmen, og den 8. maj 1940 blev viceadmiral Rechnitzer opsøgt af tre højerestående søofficerer, der meddelte ham, at der formentlig opstod mytteri i flåden, hvis ikke han straks nedlagde sin kommando. To dage senere trådte Rechnitzer tilbage, og kommandørkaptajn Vedel udnævntes til viceadmiral – den yngste siden Tordenskjold, der var 29 år gammel ved udnævnelsen. De engelske magnetminers farlighed for skibe og besætninger var veldokumenteret. En af de sidste nætter, jeg var »basse« på Søværnets kaserne, blev vi vækket af hylende luftværnssirener og det tyske antiluftskyts på Burmeister & Wain på Refshaleøen, der skød hen over hovederne på os. Det så fantastisk flot ud: sporprojektilerne, der trak lysende striber hen over den mørke augusthimmel som et helt festfyrværkeri, og indimellem hørtes motorlarm fra de lavtgående fly. Jeg skal ikke nægte, at jeg, mens jeg løb til beskyttelsesrummet tænkte: »Der skal nu talent til at træffe Burmeister & Wain uden at ramme Søværnets kaserne, hvis de engelske flyvere begynder at bombe.« Det gjorde de nu ikke, de lagde magnetminer i Københavns havn, navnlig i havneløbene, hvoraf det største kaldtes Kroneløbet, og det mindre blev kaldt »50-øres-løbet«. Minelægningen foregik en lørdag nat, og næste morgen ved 9-10-tiden kom der to svære detonationer fra havnen, og to både lå minesprængt. Den ene var, så vidt jeg husker, Bornholmerbåden, fuld af passagerer, der dog alle blev reddede. Mens vi lå i Korsør, blev den gamle færge »Christian den Niende« minesprængt ved indsejlingen til Nyborg Fjord. I løbet af de sidste måneder var adskillige skibe blevet minesprængt i Øresund, Storebælt, Limfjorden og Svendborgsund. Vi syntes, der var steder nok at stryge for at hjælpe den danske skibsfart – så stor var vor forbløffelse, da vi begyndte 18

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 18

12/06/13 14.34


strygning i nord-sydlig retning i den sydlige del af Langelandsbæltet. Minestrygningen begyndte klokken syv om morgenen. Klokken seks hørtes bådsmandspiben på banjerne, og den vagthavende underkvartermester prajede: »Rejse, rejse ut af køjerne, rejse over den spidse ende.« Så vidste jeg, at jeg havde en halv time til at »gasse« mig i, før jeg skulle ud af køjen. Efter morgenmaden i kvartermestermessen begyndte mine tjenestepligter. Klokken otte blev der pebet: »Syge til doktoren.« Efter bedste evne behandlede jeg de småskavanker og smålæsioner, der forekom om bord. Heldigvis var sundhedstilstanden gennemgående god, og det meste af konsultationen var bagateller, jeg kunne klare. Af og til var der en længerevarende halsbetændelse og enkelte tilfælde af lungebetændelse, hvor jeg måtte indlægge på sygehuse i land. Disse småsejladser med patienter, der skulle indlægges eller sendes til tandlæge samt »apotekerturene« – var en kærkommen afbrydelse i den daglige rutine, og jeg var almindelig misundt for disse muligheder for at komme i land. Turene blev udført med en af kutterne, der assisterede ved minestrygningen. I starten foregik minestrygningen meget seriøst, og der var som sagt givet ordre til, at alle mand skulle være på dækket, undtagen maskinbesætningen, forsynet med redningsvest, og at der skulle være »lukket vandtæt overalt«, så fartøjet ved sprængning ikke straks fyldtes helt med vand. Disse instrukser blev overholdt i begyndelsen, men efterhånden kneb det med at gennemføre det – i al fald i middagspausen. Da vi havde strøget miner en 14-dages tid uden så meget som at have set skyggen af en mine, begyndte flere og flere at luske ned for at »slange om læ«, som det kaldtes i messen. En dag i middagspausen, hvor jeg blev holdt vågen af radiokvartermesteren, der med sin enorme bagdel vendt midt19

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 19

12/06/13 14.34


skibs og med hovedet i borde lod alle »fløjterne lyde«, rejste »Søulven« sig pludselig på snuden og agterenden løftedes ud af vandet. Jeg havde indtryk af, at skibet dannede en vinkel på 25-30° med vandoverfladen. Det rystede i skibet, der knagede i alle sammenføjninger, og jeg var sikker på, at vi var gået på en mine. Jeg fór ud af køjen og kom på dækket i en sådan fart, at jeg så resterne af de kaskader af vand, der var blevet slynget til vejrs ved eksplosionen. Omkring os flød hundredvis af døde fisk med bugen i vejret, dræbt af vandtrykket. Ejendommeligt nok havde jeg ikke hørt eksplosionen, måske fordi vi var så nær på, at vi befandt os i hypocentret. I al fald fik jeg senere at vide, at detonationen var hørt 10-15 kilometer borte af folk i land. Ved eksplosionen var alt afmagnetiseringsgrejet om bord blevet ødelagt, så vi luskede af sted mod Korsør for at reparere. Større skader i »Søulven« var der ikke sket, og ud over småknubs var ingen af besætningen kommet noget til ved eksplosionen. I kvartermestermessen gav vi om aftenen ondt af os, dels fordi vi ikke brød os om tjansen, dels fordi vi var enige om, at denne form for minestrygning var at hjælpe tyskerne. Få dage senere oplevede vi en tidlig morgen en stor tysk hjælpekrydser – en såkaldt »Speer-Brecher« – blive minesprængt i Østerrende, hvor vanddybden er 20-30 meter. Vi var 2-3 kilometer fra skibet – denne gang hørte jeg braget – og i adstadigt tempo bevægede »Søulven« sig ned mod den store camouflagefarvede kolos. Jeg tror, de fleste godtede sig over, at en engelsk mine havde nået sit mål. Tyskerne forlangte af skipperen på »Søulven«, at han skulle slæbe dem ud af Østerrende og ind på lægt vand, for at forhindre hjælpekrydseren, der allerede var begyndt at synke, i at gå til bunds. Med meget hiv og sving og besvær fik tyskerne smidt en 20

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 20

12/06/13 14.34


trosse over til os; umiddelbart imponerede de tyske marinere os ikke ved deres sømandsskab. Matroskvartermesterens kommentar hertil var: »Den eneste sømand om bord i det skib var ham, der sagde: ’All right’.« På grund af »Søulven«s lidenhed og dårligt vejr var det os ikke muligt at slæbe hjælpekrydseren ud af stedet. Trossen blev kappet, og den blev overladt til sin skæbne. Jeg befandt mig vel om bord – nød at sejle, navnlig når det blæste – og fik en masse frisk havluft. Det, der generede mig mest, var manglen på motion. Jeg var fra 15 års-alderen vant til lange roture om sommeren og gymnastik om vinteren, og selv om jeg deltog i arbejdet på dækket, var der for lidt at lave. Når vi lå i havn, gik jeg altid ned i den stedlige roklub og lånte en sculler og tog mig en rask rotur på 10-15 kilometer. Når vejret var godt, sad jeg oppe på dækket med ryggen mod affutagen på en af 20 millimeters-antiluftskytskanonerne og læste Churchills Mens England sov. Indimellem spadserede jeg op og ned ad dækket og fik mig en sludder med næstkommanderende, med hvem jeg efterhånden kom på fortrolig fod, og førstemester, der havde været på St. Thomas med »Valkyrien« i 1916 for at dæmpe »slaveopstanden«. Han havde i øvrigt besøgt min bedstemoders broder, dr. Peder Mortensen, der i 35 år var chef for øernes lægevæsen og stiftfysicus med embedsbolig i Charlotte Amalie. Han nød en vis anseelse på øerne, især blandt de sorte, som han behandlede helt på lige fod med de hvide patienter. Blandt andet oprettede han hospitaler for spedalske. Den eneste af de yngre officerer, jeg kom på nærmere hold, var søløjtnant Bredsdorff, som jeg senere fik en hel del med at gøre. I 1943 sejlede han sammen med daværende søløjtnant Jørgensen og stud.med. Holm i en fiskerbåd til England. Efterhånden blev det accepteret, at »doktoren«, der ganske 21

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 21

12/06/13 14.34


vist var kadet og hørte hjemme i kvartermestermessen, jævnligt blev inviteret til drinks i officersmessen, når der var besøg om bord. Jeg fik indtryk af, at både næstkommanderende og førstemester var lige så utilpas ved jobbet, som vi andre var. I radioen fulgte vi i septemberdagene meldingerne fra London. Vi blev klar over, at det luftslag, der i midten af måneden blev udkæmpet over De Britiske Øer, var afgørende for, om invasionen kunne sættes i værk eller ej. Søndag aften, den 15. september, lå vi mellem Omø og Agersø og hørte fra London om de 260 tyske maskiner, der var skudt ned i dagens løb. Selv om vi ikke vidste, at luftslaget – »The Battle of Britain« – var ved at være vundet, kunne vi dog begribe, at det måtte være en stor engelsk sejr. Den aften blev der festet i kvartermestermessen på »Søulven«. Vores messegast, Poul, blev sendt ud i den diminutive kabys, hvor han gik i gang med at bage pandekager. De blev serveret med smør og syltetøj, og hertil Guava-rom, gemt af en af kvartermestrene til en særlig anledning. Få dage senere fik vi vores mine nr. 2. Det skete om for­ middagen syd for Bagenkop i pænt vejr. Minen må være eksploderet længere fra skibet, end den første, da vi ikke denne gang fik »snuden dyppet«. Der skete intet med skibets installationer, og vi strøg videre. Kort efter passerede det tyske lommeslagskib »Admiral Hippert« på nordlig kurs for fuld tryk hen over stedet, hvor vi havde taget minen. »Admiral Hippert« var ledsaget af tre polske torpedojagere, som var blevet erobret af tyskerne ved overfaldet på Polen. Det var et ubehageligt syn at se de tyske søstridskræfter udfolde sig, hvor vi arbejdede – og vi følte, at danske marinesoldater var med i den tyske krigsførelse mod det England, der alene stod tilbage som det spinkle håb, den frie verden havde at bygge sin fremtid på. 22

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 22

12/06/13 14.34


Pludselig slog tanken ned i mig: »Vi må indgive en protest til Marineministeriet«. De interesser, vi varetog her, var klart »ikke danske«. Det var tyskernes ærinde, vi gik. Jeg drøftede sagen med de andre værnepligtige orlogsgaster, og jeg blev opfordret til at lave et udkast til en resolution, der efter at være blevet underskrevet af samtlige værnepligtige ad kommandovejen skulle sendes til Marineministeriet. Skrivelsen havde følgende ordlyd: Undertegnede, værnepligtige orlogsgaster, udkommanderet med minestrygningsfartojet »Søulven« tillader sig herved at ansøge Marineministeriet om et tillæg til vor forstrækning for den risiko, vi løber ved forretning af vores livsfarlige tjeneste. Til støtte for vort andragende kan vi fremføre, at værnepligtige, der var tjenstgørende om bord i vagtskibene i de danske minefelter, erholdt et risikotillæg på 1 kr om dagen. Samtidig tillader vi os at anmode Marineministeriet om at afstikke grænserne for de opgaver, vi skal løse i den sydlige del af Storebælt, da det er vanskeligt at se, at minestrygningen i disse farvande udelukkende har til formål at sikre den nationale skibsfart. Til slut ønsker vi at gøre det klart for ministeriet, at vi ikke kan indvillige i eventuelt at stryge miner for fremmede magter, da det strider mod vor nationale overbevisning og vor ære som danske mænd.«

Der blev naturligvis stor opstandelse i skibet. Skrivelsen blev sendt ad kommandovejen og af næstkommanderende forelagt chefen, der skulle videresende den til Marineministeriet. Om aftenen, da vi lå på vor sædvanlige plads nede mellem Omø og Agersø, blev der pebet til baksmønstring, og alt, hvad der kunne krybe og gå om bord i skibet, mødte op. 23

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 23

12/06/13 14.34


Skipperen læste skrivelsen højt for besætningen, og prøvede at overbevise os om, at denne aktion ville få ubehagelige konsekvenser for underskriverne, der kunne risikere fængselsstraf for insubordination og lydighedsnægtelse. Chefen spurgte, om de værnepligtige ønskede at fastholde skrivelsen, hvorpå jeg trådte frem og meddelte, at jeg havde mandat til at tale på samtlige underskriveres vegne, og at vi ønskede skrivelsen afsendt til ministeriet. Et sidste forsøg på at standse skrivelsen foretog chefen ved at kalde mig og en af de andre underskrivere ind i sin kahyt, hvor han atter foreholdt os, at de to sidste punkter i brevet muligvis var strafbare. Inderst inde tror jeg såmænd godt, chefen var på vor side, men han gjorde blot sin pligt og prøvede samtidig om muligt at undgå spektakler. I den efterfølgende diskussion fastholdt jeg vort standpunkt under henvisning til den grundlovssikrede ytringsfrihed og meddelte, at alle underskriverne var parat til at tage konsekvenserne. Den næste dag – så vidt jeg husker var det en lørdag, blev vi kommanderet til Svendborg, hvor der var sket en alvorlig mineulykke. En lille udflugtsdamper »Riise« var blevet sprængt af en magnetmine på lavt vand, og 8 mennesker var omkommet ved eksplosionen. Stemningen blandt »basserne« blev ikke bedre, da de hørte rygter om, at en tysk soldat havde stukket en orlogsgast ihjel i Store Kongensgade i København – et rygte, der i øvrigt viste sig at være rigtigt. Soldaterne var i krigshumør, og da de kom i land og blev halvfulde, udviklede der sig flere steder i byen slagsmål mellem »Søulven«s besætning og nogle tyske soldater. Orlogsgasterne »klappede« til tyskerne med det resultat, at al orlov blev inddraget, og en søløjtnant og en kvartermester iført »sabel og taske« måtte ud 24

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 24

12/06/13 14.34


og kalde alle »Søulven«s gaster om bord. Skrivelsen til Marineministeriet blev afsendt af chefen fra Svendborg, og samtidig sendte jeg en kopi til kronprins Frederik, som jeg var kommet på venskabelig fod med i Danske Studenters Roklub, hvor kronprinsen gennem flere år havde været et særdeles aktivt medlem. I øvrigt havde min ældre broder, Preben, været roinstruktør for prinsen. Naturligvis var det mit håb, at kronprinsen ville intervenere til fordel for os i ministeriet, og nogle dage senere modtog jeg følgende brev fra ham: Den 2/10 1940

Amalienborg, København K.

Kære Røjel! Tak for Deres lange brev af 23. ds. og de smukke ord De skrev om min fader. Det blev en stor dag for ham, og han var hjertelig rørt og taknemmelig over al den hyldest, virak og kærlighed, som strømmede ham i møde. Den dag har givet ham et mægtigt »lift«, og han er endnu i strålende humør. Deres syn på tjenesten forbavser mig egentlig ikke. Jeg har jo et ganske godt kendskab til Dem, og jeg var ked over, at De var kommet af sted, uden at have haft lejlighed til at give Dem nogle små praktiske vink desangående. Der findes nu en gang den regel, så vel til vands som til lands, at holde kæft - trit og retning, og den er nu slet ikke så dårlig. Når man er i en underordnet stilling – husk jeg er selv begyndt som aspirant og videre som kadet og opefter, så har man kun en ting at gøre nemlig: at udføre sin tjeneste til sine overordnedes tilfredshed, og i øvrigt ikke raisonnere over, hvorvidt de trufne dispositioner er i overensstemmelse med ens personlige opfattelse eller ej. At der indsendes 25

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 25

12/06/13 14.34


et andragende om risikotillæg, skal jeg ikke sige noget til, – det finder jeg er ganske i sin orden. I det andet spørgsmål kan jeg ikke helt holde med Dem. I mange tilfælde kommer ordren jo fra toppen, og den enkelte mand om bord, inclusive chefen kan ikke vide, hvilke motiver, der ligger til grund for udstedelsen af en sådan ordre. Til søs kommer man mange gange ud for situationer, som ikke i forvejen kan tilrettelægges, men hvor man må handle på den for tilfældet mest praktiske måde, d.v.s. den, der er nærmest, må træde hjælpende til, selv om det måske ikke direkte hører ind under hans pligt. Herefter kan man så indsende en rapport om det forefaldne tilfælde, og derigennem muligvis forhindre, at en lignende situation indtræffer. Er man til tjeneste om bord i et skib, så må og skal man følge med skibet. Skibet sejler under dansk flag, og så tjener besætningen flaget; skib og besætning i fællesskab tjener landet, og så er der ikke noget, der hedder, om det passer én eller ej. Begynder besætningen først at snakke med, så er man kommet for langt ud, og så ender det hele i rod. Havde De f.eks. vidst lidt mere om den slags, kunne De i kraft af Deres dannelse og Deres personlige væsen have forklaret de andre, det forkerte i affattelsen af skrivelsens punkt 2. Jeg håber ikke, De misforstår denne »prædiken«, men det er udelukkende af interesse for Dem, fordi jeg godt kan lide Dem, at jeg skriver dette. Nu kan De jo tænke over dette for fremtiden. Jeg håber det vil være til gavn for Dem og Deres skibskammerater. Et skib er nu en gang ikke nogen diskussionsklub. I søndags var jeg dommer ved klubkaproningen; det blæste ad helvede til, og det var skide koldt. Bagefter var der frokost i værkstedet og dans i festsalen til klokken 16. Det var meget fornøjeligt. I går eftermiddags havde vi skønt vejr, og jeg var ude i »Olsen« med Schack, Lulle, Stub og 26

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 26

12/06/13 14.34


Byrch. Det var dejligt at få en lille tur igen. De kan tro, jeg nød efterårskaproningen. Det var virkeligt morsomt, og det var godt, at vi blev nummer 2, så kunne der ikke skumles bagefter. Jeg skal nu nok holde mig i form, idet jeg foruden at spille tennis to gange om ugen både dyrker vægtløftning og har min egen »romaskine«. Vi havde 14 dejlige feriedage, dels på Gråsten og dels i Trend; på Gråsten var det møgvejr, men derimod fint i Trend, så man kunne være udendørs hele dagen. Lørdag den 12. ds. er kaproerfesten, men den kan De vel næppe nå at komme med til. Nå nu skal De være fri for at læse mere af mit sludder. Hav det fremdeles bravt, og tag så en venlig hilsen fra Deres hengivne Kronprins Frederik

Der kom ikke svar fra Marineministeriet på vores skrivelse. Kronprinsen havde meddelt sine gamle officerskammerater i ministeriet, at han havde givet mig en skriftlig »balle«, og han mente, at man kunne lade det forblive ved det. Formentlig har aktionen på »Søulven« gjort indtryk i ministerialkontorerne. Rent faktisk blev »Søulven« fjernet fra den nord-sydlige rute i Langelandsbæltet, og vi blev sendt til Nakskov, og senere til Kalundborg Fjord, hvor man strøg en rute til Århus-Kalundborg-færgen. I begyndelsen af oktober skiftede »Søulven« chef, og kort efter blev jeg beordret i land og blev sat til tjeneste på Holmens Kasernes sygeafdeling.

27

Jørgen_Røjel_Kæft_Materie.indd 27

12/06/13 14.34


Kæft, trit og retning - En sabotørs erindringer