Issuu on Google+


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

Kjersti Annesdatter Skomsvold

Jo hurtigere jeg g책r, jo mindre er jeg Roman P책 dansk ved Karen Fastrup

Forlaget Republik


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg af Kjersti Annesdatter Skomsvold efter Jo fortere jeg går, jo mindre er jeg © 2009, Forlaget Oktober. © Dansk udgave forlaget Republik, 2011. Oversættelse fra norsk: Karen Fastrup. Korrektur: Line Felding. Omslag: Malin Lindgren Sats: BookPartnerMedia Tryk: special-trykkeriet viborg a-s 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-994478-1-7 www.republik.dk

Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd.


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

Til Espen, Ă…smund, mor og far


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

Jeg har altid godt kunnet lide at blive færdig med ting. Ørevarmere, vinter, forår, sommer, efterår. Epsilons tid på arbejdsmarkedet. Få det overstået. Og denne utålmodighed fik konsekvenser den gang Epsilon gav mig en orkidé til min fødselsdag. Det var ikke en orkidé jeg havde ønsket mig allermest, jeg har aldrig forstået pointen med blomster, de visner alligevel bare. Mest af alt ønskede jeg at Epsilon ville gå på pension. »Men jeg har brug for et frirum fra ...,« og det så ud som om han skulle til at sige »tosomheden«, men så sagde han »nøgenheden«. »Er det mig du hentyder til?« sagde jeg. »Jeg nævner ingen navne,« sagde han. Så jeg begyndte at klæde mig af for orkideen i stedet, og snart begyndte knopperne at springe ud, den blev fuld af rosa blomster. »Jeg ville ønske du havde samme effekt på mig,« sagde Epsilon. 7


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

Der fulgte en brugsanvisning med orkideen, der stod at den skulle klippes når den var afblomstret, og så ville der komme nye blomster efter seks måneder. Hver dag sad jeg og så på orkideen og spekulerede på om den ikke snart blomstrede af. Til sidst orkede jeg ikke vente længere, jeg kan lige så godt få det overstået, sagde jeg til mig selv og klippede alle blomsterne af, der var kun to tynde stilke tilbage. »Hvad er der sket her?« sagde Epsilon da han kom hjem fra arbejde. »Det måtte gøres,« sagde jeg. »Den ville ikke blomstre af. Men du behøver ikke bekymre dig, der kommer nye blomster om seks måneder, til efteråret. Hvis jeg havde ventet længere, havde vi risikeret at den ikke blomstrede før til vinter.« Men det blev efterår, og det blev vinter og forår, blomsterne kom ikke tilbage, orkideen var død, og til min næste fødselsdag fik jeg en sofapude. Nu hvor jeg ligger her i sengen, er jeg det modsatte af utålmodig, og jeg ville ønske jeg kunne gemme den lille smule jeg har tilbage af livet, indtil jeg ved hvad jeg skal stille op med den. Men det går ikke, for så ville jeg skulle lægge mig i fryseren, og vi har kun sådan en lille fryser under køleskabet. Udenfor hører jeg mennesker der 8


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

kommer hjem fra arbejde, de overvejer hvad de skal have til aftensmad, og her ligger jeg, det hele minder mig om en bog jeg har læst. Jeg bør måske slukke lyset. Men det gør vel ingen forskel, manden med leen kan se i mørket, han finder mig under alle omstændigheder. Jeg mærker efter. I benene. I armene. Jeg tænker på hvad der kommer til at fælde mig. Jeg vipper med tæerne og med fingrene. Venstre side af kroppen er uden tvivl lammet. Højre også. Men det bliver nok hjertet. Det var som en drue før Epsilon, nu er det en rosin. Eller måske bliver det mandlerne, de er ikke til at stole på. Det kan tage lang tid før nogen finder ud af at jeg har stillet træskoene. Jeg læste i avisen om en kineser der havde ligget død i sin lejlighed i tyve år, de kunne anslå dødstidspunktet ud fra datoen på avisen på køkkenbordet, og da de fandt ham, var han et skelet i pyjamas. Jeg bliver også et skelet i pyjamas. Eller måske begynder jeg at lugte, og først tænker naboerne at det er pakistanerne på første sal, men når de også begynder at klage, kommer nogen i tanker om den gamle dame på tredje. »Men blev hun ikke skudt under krigen?« siger de. »Nej,« siger min nærmeste nabo, June. »Jeg så hende forrige jul. Vi må hellere ringe til 112.« Som lille drømte jeg altid om at blive hentet af 9


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 8 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

en ambulance, og hvis der var en i nærheden, krydsede jeg fingre og hviskede: »Gid det er mig, gid det er mig,« men det var aldrig mig, ambulancerne var altid på vej væk, jeg kunne høre det på sirenerne. Nu kan jeg igen høre ambulancesirener i det fjerne, og de burde komme hen mod mig, for jeg har rene trusser på og skal snart dø. Men i stedet er der et andet menneske inde i ambulancen, et menneske som ikke har ansvar for sig selv længere. Det bliver mørkt udenfor, jeg prøver at koncentrere mig om noget nyttigt, og det eneste der betyder noget nu, er hvad mine sidste ord vil blive. »Sandsynligheden for at vi skal dø, må være mindre end e, dersom e er en mikroskopisk lille mængde,« sagde jeg til Epsilon. Det lignede ikke mig at sige sådan noget, og jeg ville ønske jeg havde sagt noget andet. Jeg vil sige noget meningsfuldt, og jeg ligger vågen hele natten og prøver at finde på noget der rimer. Jeg ved med mig selv at jeg bliver liggende her. Men så bliver det morgen, og jeg kan mærke hvor sulten jeg er. Epsilon siger at der statistisk set er størst sandsynlighed for at dø i sengen. Jeg bør måske stå op.

10


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

Leve. Gribe dagen. Jeg står ved sengen i soveværelset. Jeg ved ikke hvordan man griber dagen. Til sidst bestemmer jeg mig for at begynde med dødsannoncerne sådan som jeg plejer. Men først går jeg i bad. Jeg har det samme tøj på som i går, og alle andre dage, min sorte kjole. I går var den særligt sort. Epsilon er en lille mand, så jeg ved ikke hvorfor spejlet over vasken hænger så højt, men han siger han er tilfreds bare han kan se sin sideskilning. Jeg kan ingenting se, jeg er så skrutrygget. Jeg retter ryggen og ruller op på fodballerne. Så kan jeg næsten se den øverste halvdel af mit ansigt i spejlet, som Nøkken. Det er sært at det er mig. Jeg ser mig i øjnene. Det giver ingen mening at være pæn når ingen lægger mærke til det. Jeg går ud i gangen for at hente avisen. Det kan godt være at mine nærmeste naboer, June og hans mor, ved at jeg findes. Men de kom11


JOBNAME: TRYK. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 7 OUTPUT: Mon Apr 11 11:41:04 2011 /first/Forlaget_Republik/ODT2/1406_Jo_hurtigere_jeg_gaar_120x190/Materie

mer ikke til at savne mig. De er de eneste her i blokken, ud over Epsilon og mig selv, som har boet her siden den blev bygget, jeg kan huske June fra han var lille. Moren kan ikke sige r, og det var nok faren der fandt på navnet, jeg ved at han var mere end gennemsnitligt interesseret i gamle skriftsprog. Og i revisorer. Moren er en af de få jeg har været på nik med, det var da vi lige var flyttet ind og jeg ikke vidste bedre. »Goddag,« sagde jeg, flere gange dagligt. Det blev snart problematisk. Om morgenen gik det fint, men så mødtes vi når hun kom fra kælderen og jeg fra cykelskuret. »Goddag,« sagde jeg igen. Derefter kunne vi lidt senere støde på hinanden uden for vaskerummet, ofte endnu en gang nogle timer senere. »Godaften« og »tak for sidst« sagde jeg og smilede anstrengt. Når jeg var ude med skraldeposen, mens hun var ude i et udefinerbart ærinde, var jeg nødt til at lade som om jeg havde dårligt nattesyn og ikke kunne se hende. Jeg følte mig frem med hænderne over mod affaldsskakten før jeg næste morgen sagde »goddag« igen, og en ny pinlig runddans begyndte. Det var en lettelse da manden forlod hende til fordel for revisoren på etagen nedenunder, og hun holdt op med at gå ud af lejligheden. June var stadig lille, men måtte gøre alle ærinder, det er måske ikke så sært at han aldrig blev sympatisk som voksen. 12


Jo hurtigere jeg gaar af Kjersti Annesdatter Skomsvold