Jellicoe road af melina marchetta

stof, og et kort øjeblik lader jeg den gøre det og standser op, indtil de skubber mig fremad. Jeg går forrest og lader dem spille deres roller.

I det bælgravende mørke kan stien ned til mødehytten kun fornemmes gennem følelsen af blød jord under fødderne. En af de ældre elever snubler bag mig i mørket. Men jeg går målrettet videre med øjnene lukket.

Lige siden de flyttede mig fra sovesalene til mit eget værelse i syvende klasse, er jeg blevet oplært til at tage over, akkurat som protegéerne på de andre kollegier.

Fem år er lang tid at vente, og i den periode kom jeg til at kede mig. Så da vi når frem til hytten og træder ind, og jeg mærker de fjendtlige bølger slå mig i møde som lussinger, begynder jeg at planlægge min flugt fra Jellicoe. Bortset fra at jeg denne gang ikke er fjorten og ikke vil have en Kadet på slæb. Der vil kun være mig.

Ifølge Dickens er den menneskelige naturs grundvilkår selvopholdelse, og når først jeg har tilgivet ham for at have opfundet en så ynkelig person som Oliver Twist, så vil jeg takke ham for det gode råd.

Stearinlys oplyser det lærredsdækkede jordgulv, hvor de ældste fra alle kollegierne sidder sammen med deres efterfølgere og afventer dommen. »Dette er den officielle overdragelsesceremoni,« ­siger overhovedet. »Det skal være enkelt. Det er ikke et demokrati. Den, der er overhoved, regerer. Vedkommende kan kun afsættes, hvis fem af de seks kollegieledere underskriver et dokument, der erklærer vedkommende for inhabil. Overhovedet har det sidste ord, 13